Efterhånden var vejret ved at være varmere igen, hvilket ikke gjorder Casimir noget for det gjorder det blot mere behagligt at befærde sig i, og når de havde undervisning udenfor så gjorder det slet ikke noget, for så føltes timens ikke lige så lang som hvis det havde været hunde koldt. Casimir havde først kigget lidt tvivlsomt på professor Lewis som han havde forklaret dagens opgave, for hvordan i alverden skulle de dog kunne fremane en bro som de også skulle kunne gå over. men så huskede hun at intet var umuligt så længe hun troede på sig selv, og ikke gav op.

Folk var hver især gået i gang med at skabe sig en bro, og efterhånden var der en del forsøg hen over den smalle å, hvilket nok havde set lidt sjovt og malplaceret ud. Casimir startede med at tænke at hun ville lave en simpel træbro. Men som hun forsøgte kunne hun ikke rigtigt ramme træet som hun ønskede og gav så op på den ide, da den blev for perfektionistisk for hende. I stedet huskede hun hvad hun havde snakket med professor Lewis om igennem årerne, om teknikken bag forvandling og alle de faktorer som der var i at lave en forvandling, og fremane ting for den sags skyld, som klart var svære en bare forvandle noget om til noget andet. Og der fik hun ideen om at lave sig en lille buede sten bro, som man så tit havde set i fx midelaldertiden.

Casimir var gået i gang, hun fremmandede først en masse store sten i lidt forskellige størrelser, ved hver sten kontrollerede hun at den havde den rigtige fornemmelse så den kunne holde til at man gik på den. Da hun havde fremmanede sig en stor bunke sten, visualiserede hun sig den bro hun ville skabe. Fokuseret som aldrig før, rettede hun staven imod hendes bunke sten, som lå ved vandkampen af åen, og koncentrerede sig om at forstille sig hvordan bunken med sten blev lavet til den bro som hun havde i tankerne. Stille og roligt var hver sten faldet til den plads som de skulle være og en stenbro var efterhånden ved at dukke op foran hende, men fokusede blev fastholdt, som hun skulle gøre den færdig og derfor måske gøre hendes professor stolt.

Det tog hende længere tid end ønsket og nogle enkle sten havde lagt sig forkert nogle enkle gange som resulterede i at hun skulle få rettet op på dem, så broen kunne være som hun ville have den. Men til sidst havde det lykkes hende, og staven blev holdt mere roligt i hendes hånd, som hun forsigtigt trådte ud på broen, som til hendes overraskelse holdte. Som hun var nået midten af broen hoppede hun lidt for at tjekke at den ikke ville brase sammen, igen til hendes overraskelse. Det var en glad Casimir som kiggede rundt på de andres broer fra hendes egen bro, som hun var afsindig stolt af, det var klart den bedste præstation hun nogensinde havde lavet.

DER VAR DESVÆRRE INGEN ANDEN PLADS I DENNE UGE.

DER VAR DESVÆRRE INGEN TREDJE PLADS I DENNE UGE.

Hvorfor professorerne havde det med at tage dem med på tur imens det forsat var køligt viste Casimir ikke. Dog glædede hun sig til denne udflugt ud til et dragereservat, varmt tøj var taget på og hun lyttede interesseret med som klassen fik givet instruktioner, om hvordan de skulle forholde sig i nærheden af dragerne.

Det havde alligevel føltes som om det tog lang tid før de endelig fik lov til at gå rundt og se de forskellige drager, men Casimir var klar og havde taget sin tegne blok med sig, så hun kunne tegne de forskellige drager og derfor huske deres udsende endnu mere.



Casimir gik meget op i magiske væsner, og det var ikke hemmeligt og de fleste viste hvor mange timer hun bruge i skolens reservat. Så det var ikke kommet bag på nogen at hun var begejstret for den udflugt de var på.

Lige så snart de fik grøn lys til at gå på opdagelse var Casimir hurtigt væk fra de andre, imens hun gik rundt og så på de forskellige drager. Hun havde lagt sig en plan, for imens hun kunne lære noget om dragerne kunne hun også se nærmere på dem, og måske endelig perfektioner hendes Draconifors forvandling, som hun havde forsøgt at perfektioner siden hendes 4. år.



Inden længe havde hun fundet sig en drage som hun fandt yderst smuk, det var ikke den mest specielle men alligevel synes der var noget smuk over den. Casimir så på et skilt ved buret hvor der stod at det var en Hebridernes Sorte Race. Det var måske også derfor lige den drage drog hendes opmærksomhed, da den netop havde klare lilla øjne, og lilla var netop hendes ynglings farve.

Casimir tog lidt afstand til buret, for at sikre sig at hun ikke kom noget til, og gav sig så til at tegne den, og særligt den flagermusse vinger gjorder hun sig ekstra umage med, da det trods alt var vingerne hun havde bøvlet mest med i hendes forvandling. Hun var en stræber inden tvivl om det, men det lå også på nogle punkter i hendes familie at man skulle arbejde for det man gerne ville opnå, men hun var godt klar over det nok ikke var i den grad som hun gjorder det som de mente.



Tiden var fløjet afsted og pludselig var professoren kommet hen for at infomere hende om at det var ved at være tid til at tage tilbage på skolen. Casimir var først utilfreds over det, men fik kigget på sin tegning, og rigtigt nok var den blevet færdig, og den smuk sort drage med skarpe kammen ned af ryggen og en hale der lignede lidt en pil, og selvfølgelig dens smukke vinger var tegnet. Casimir smilede lidt som hun så sin fine tegning, for så at samle sine ting og følge med professoren.

Det var ikke drager som hun ønskede at arbejde med i fremtiden, men hun var glad for at have fået lov til at se dragerne, og hendes begejstring var høj selv da de forstod reservatet, men lige den begejstring havde handlet om at hun måske endelig kunne formå at få sin forvandling perfekt når de ville være tilbage på skolen.

Hvordan var året, lige gået så stærkt allerede? Uanset hvad, var tiden på skolen bare pludselig fløjet, fra den første dag til nu. Februar var landet, hvilket bare betød endnu en måned, der både kom og gik. Før Theo fik set, sig om ville første årgang, være overstået før han overhovedet, ville kunne sige Wingardium Leviosa. Hvorfor han valgte den sætning anede han ikke. Men det var den nyeste besværgelse, der kunne tilføjes til han sorte notes blok, over ting han havde lært. Selv om det, ikke havde gået synderligt godt med at lærer besværgelsen.



“Åh helt ærligt Theo, tag dig nu sammen. Så det lykkedes ikke, i første forsøg. Men det da stadig, flot det skete efter 7” kom det langsomt fra Danielle, der satte sig ved siden af ham ved træet ved søen. “Du skal ikke kører i det” kom det fra ham, med et irriteret fnys. Den sorte notes bog blev lukket i, hvor efter den blev lagt i tasken.. Ja han skrev også, antal forsøg ned, så han kunne se hvor lang tid det faktisk tog ham om at lærer noget også. Selv om det, måske ikke var en god idé, da det nogle gange kunne irriterer ham gevaldig.



“Sig mig spiste, du en omgang troldesnot til morgenmad, med det gnavne humør du er i? Jeg ved godt, du er perfektionist. Men du burde også vide ikke, alt lykkedes med det samme” kom det fra Danielle, som rakte ind over ham og trak hans taske til sig. Han vidste nu godt, hun gik på jagt efter slik. Han havde altid en eller anden form, for snack i tasken som regel slik.. “Tjoh men det, jo fedt når det lykkedes, fra start og ikke når timen næsten slutter” kom det fra ham. Mens han rakte hånden ud mod hende, så han selv kunne få en chokoladefrø, da hun havde fundet den pose frem.



“Altså det lykkedes jo, kun mig efter 3 forsøg. Men jeg fik også udtalt, det helt forkert åbenbart” kom det fra Danielle. “Og jeg gjorde åbenbart lidt af en blanding. Jeg plejer ellers, at forstå det med det samme, bare ikke i dag” kom det fra ham. Egentligt håbede han, ikke at resten af dagen gik sådan. Men dårlige dage kunne vel heller ikke undgås kunne de? Nej sikkert ikke.



De to stykker slikpapir, hvor chokoladefrøene havde lagt i. Blev lagt på Danielle taske, som hun havde forsøgt at placere som et bord. “Så den der kan besværgelsen, hurtigst for 2 chokoladefrøer” kom det fra Danielle. “Vent men det er jo mine?” Kom det fra ham, med et undrende udtryk men han hev alligevel staven frem.



“Wingardium Leviosa” kom det fra begge på en gang, slikpapiret blev hævet lidt op i luften. Lidt ekstra øvelse skadede, jo ikke og venskabelig konkurrence gjorde det jo bedre. I betragtning af de begge havde, nået at øve lidt ekstra i klassen inden. Så var det gået ganske fint, for dme begge to med at få slikpapiret op. I timen havde de gjort brug af fjer, men man kunne jo bruge en del genstande. “Ikke en tosset opfindelse, måske jeg skal rode med besværgelser når jeg er ældre” kom det fra Danielle. Mens hun pakkede staven væk, og sørgede for at slikpapiret endte i tasken.



“Så uafgjort? Godt jeg har rigeligt, med chokoladefrøer” kom det fra Theo. Mens han fandt, 4 chokoladefrøer, frem for posen så de begge fik 2 hver. “Lyder fint, tror du der findes en konkurrence. Der omhandler wingardium leviosa, for at løfte objekter? Fra let til den tungeste?” Kom det fra Danielle, “pas men du kan da bare gå i gang med at planlægge” kom det fra Theo, mens han rejste sig op. De grå skyer, skulle han nødig nyde noget af. Theo tvivlede stærkt, på at besværgelsen ville virke mod regnen. Men den kunne være enorm, praktisk især hvis man havde nogle tunge objekter der var i vejen. Så kom man heller ikke til, skade hvis man selv skulle ende med at løfte dem. “Vi må vist heller komme ind” kom det fra ham, mens han fik taget tasken på skulderen. Hvor efter de begge endte, emd at rende op mod slottet.

Olive stod spændt ved sit teleskop i Astronomitårnet på Hogwarts. Det var en klar nat, og stjernerne blinkede lystigt over hende. Hun havde altid været fascineret af nattehimlen, og denne nat havde professoren antydet, at der kunne være noget særligt at se. Med en blanding af forventning og nysgerrighed justerede hun sit teleskop og begyndte at observere himlen.



Olive havde brugt mange nætter på at studere stjerner og konstellationer, men denne nat var anderledes. Mens hun bevægede teleskopet fra stjerne til stjerne, bemærkede hun pludselig et usædvanligt lysglimt. Det var meget stærkere end noget, hun nogensinde havde set før. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere, og hun vidste, at hun havde opdaget noget specielt.

Hun skruede op for forstørrelsen og fokuserede skarpt på det intense lys. Det gik op for hende, at hun var vidne til en supernova – en stjernes voldsomme død. Olive havde læst om supernovaer i sine astronomibøger, men at se en i virkeligheden var en helt anden oplevelse. Det var både smukt og skræmmende på samme tid. Hun kunne se, hvordan den eksploderende stjerne kastede sit lys og stof ud i rummet med en ufattelig kraft.



Olive følte sig overvældet af synet. Det var som om universet selv åbnede sig for hende og viste sine mest hemmelige og dramatiske sider. Hun kunne næsten mærke stjernens energi og kraft, som om det pulserede gennem teleskopet og ind i hendes sjæl. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, ikke af sorg, men af ren ærefrygt og undren. Hun tænkte på, hvor lille og ubetydelig hun selv var i det store kosmiske billede. Alligevel følte hun sig forbundet med universet på en måde, hun aldrig havde gjort før. Det var som om, hun kunne forstå livets cyklus bedre – hvordan alt har en begyndelse og en slutning, og hvordan selv de mest kraftfulde objekter i universet til sidst må give slip.



Uden at fjerne øjet fra teleskopet kaldte hun på sine venner, som også var oppe for at observere himlen den nat. De kom løbende hen til hende, og hun pegede ivrigt mod teleskopet. En efter en kiggede de igennem og delte hendes forbløffelse. Deres gisp og udbrud af beundring bekræftede, at dette var en sjælden og storslået begivenhed. Professoren kom hen for at se, hvad al opstandelsen handlede om. Da hun kiggede gennem teleskopet, smilede hun varmt til Olive. "Du har været meget heldig, Olive," sagde hun. "Det er ikke ofte, vi får mulighed for at observere en supernova så tydeligt."



Efter den første følelsesmæssige reaktion begyndte Olives videnskabelige nysgerrighed at tage over. Hun begyndte at tage noter og lave skitser af det, hun så. Hun vidste, at dette var en unik mulighed for at lære mere om supernovaer og stjerneudvikling. Hun tænkte på, hvordan hun kunne bruge denne oplevelse i sine studier og måske endda skrive en artikel til "Profet-tidende" eller en anden magisk videnskabelig publikation.



Olive kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan magi og astronomi interagerede. Hun havde altid troet, at magi var det mest magiske i verden, men denne oplevelse viste hende, at naturens egne kræfter kunne være lige så fantastiske og uforudsigelige. Hun tænkte på de gamle troldmænd og hekse, der også måtte have kigget op mod stjernerne og fundet inspiration i deres lys. Hun spekulerede på, om der kunne være en magisk komponent til supernovaer, noget som magikere endnu ikke havde opdaget. Kunne denne stjerneeksplosion have en påvirkning på magiske kræfter på jorden? Kunne hun, som en aspirerende magizoolog eller astronom, finde en måde at udforske denne forbindelse på? Spørgsmålene fyldte hendes sind, og hun følte en fornyet drivkraft til at forfølge sine studier endnu mere ivrigt.



Olive forlod Astronomitårnet den nat med en følelse af at have været vidne til noget uforglemmeligt. Supernovaens lys forblev indprentet i hendes sind, og hendes syn på universet og hendes plads i det var forandret for altid. Hun vidste, at denne oplevelse ville forme hendes fremtidige studier og hendes forståelse af både magi og videnskab. Da hun lå i sin seng den nat, kunne hun stadig se den strålende stjerne for sit indre øje. Med et smil faldt hun i søvn, velvidende at hun havde været en del af noget utroligt stort og smukt. Olive var mere end klar til at fortsætte sin rejse gennem både den magiske og den videnskabelige verden, med stjernerne som hendes guide.

Tiden var gået så stærkt, det var ikke til at fatte hun var i gang med hendes 6. år på Hogwarts. Det var fortsat en daglig kamp for hende at få topkarakter i de forskellige fag, men hendes stræben efter viden hjalp hende til at ligge timerne i gøre sig umage i hvert fag, også selvom det ikke var alle fag hun gik lige så meget op i. Fmmk var en af de fag, som hun havde det ambivalent i, trods det var hun mødt begejstret op til dagens lektion, for hun viste hun ville kunne lære noget nyt.

Begejstringen var dog hurtigt forsvunden da professor Haugen, præsenterede besværgelsen de skulle arbejde med. John var som sædvanligt allerede i gang med at tage notater, og da han var færdig kiggede han på Casimir som stadig stod ligbleg fra da professoren præsenterede opgaven. “ Er du klar til at give et forsøg med besværgelsen?” Spurgte han, Casimir rystede panisk på hovedet, imens hun ikke viste hvad hun skulle gøre af sig selv.

Everte Statum var for hende nærmest en af de forbudte besværgelser, netop fordi det var den der var blevet brugt på hende da Magica havde kidnappet Jasmin, da de gik på deres andet år. Casimir havde følt hun var kommet nogenlunde over hendes traume fra den gang, men det hele dukkede op, som de var blevet bedt om at udføre den besværgelse som trods alt sendte hende på hospitaltsfløjen i sin tid.

Tårerne trillede ustyrligt ned af hendes kinder, “ John jeg kan ikke det her, jeg er ikke klar” kom det fra Casimir med stemmen tydelig fyldt med gråd, så man ikke havde behøvet se på hende for at vide hun stod og græd. John var gået helt hen til hende, og lage sine arme om hende så han omfavnede hende det et stort kram. Casimir fandt lidt ro af at være i krammet og efter lidt tid snøftede hun kort, “ Hvad skal jeg gøre?, professor Haugen bliver sikkert sur hvis ikke jeg har lavet et eller andet i hendes undervisning” spurgte hun imens hun snøftede med jævne mellemrum.

John havde lettet krammet lidt så de nemmere havde kunnet snakke, “ Hvis du ved det faktuelle ved besværgelsen, så kan du altid lære den senere når du er klar. Ved du det faktuelle?” spurgte han til sidst, Casimir nikkede blot, hun havde ikke haft behov for at lære meget om den, da hun huskede effekten som var det sket dagen før, “ Mener jeg husker det hele, den får modstanderen til at snuble og påføre en skarp smerte, og den har et orange lys” Svarede Casimir, inden hun begyndte at hulke. Der var ikke så meget John kunne gøre for at hun fik det bedre, men han viste at hun blev mere rolig når han var nærværende.

Forsvar mod Mørkets Kræfter burde vel i virkeligheden skifte navn til mørkets kræfter i år? Der var mange dystre emner og ærligt vidste Artemis ikke helt hvordan hun skulle tackle det. Hendes forældre var til den mørke side, men det var hun ikke så meget selv, trods alle mente det nu hun var slangehvisker og alt det. Man kunne bare ikke få det bedste fra begge verdener, men hendes venner vidste da hun var en social og sød ven, det var ikke alle der så hende som en ond taber, som hun kaldte sin far og mor. De var mørke hekse og troldmænd og mindede hende alt for meget om en bestemt, som hun derfor også havde tænkt sig at lægge fokus på. BELLATRIX LESTRANGE… Et kæmpe forbillede hvis man var til den mørke side, en dyster heks, hvis man ikke var. Tænk hun bare koldblodigt havde dræbt sin egen fætter, nej det var simpelthen for sygt!

Bellatrix Lestrange var ikke bare en dyster mørk heks, hun var den ultimative, altså hvad sagde det ikke lige om hende at hun havde fået barn med mørkets herre? Det var så sindssygt og ærligt vidste Artemis ikke hvor hun skulle sætte sine fødder med den kvinde, hendes forældre var meget stolte fans, men det var Artemis godt nok ikke, det var jo lidt som at kysse fødder på en hvalros.

Man behøvede ikke som en Barna, at slå op hvornår den kardemommesnurre levede, det var ganske enkelt noget man havde fået ind med modermælken. Hun var født i 1951 og døde under slutningen af den anden magiske krig den 2. maj 1998, simpelt som det kunne være kunne man ikke sige meget andet end hun fik som hun fortjente, hun var virkelig modbydelig og havde gennem tiden slået mange store hekse og troldmænd ihjel, en dyster kvinde, som Artemis bare slet ikke beærede.

“Skinkespræller,” fnøs hun ned i pergamentet hun havde skrevet om hende, så flere fniste omkring hende. Ja de skulle bare vide, men hun var ikke fan, men det måtte være lette point at skrive om en heks som hun var vokset op med, også selvom hun ikke kunne lide kvinden.

De havde fået nogle udfordringer, til dagens time i flyvning. De skulle både, foretage sving, temposkift og ikke mindst prøve en hård opbremsning. Men ellers havde de jo hele banen at flyve rundt på i den time de nu var der, måske han endda fik lov til at more sig lidt mere over Danielle igen. Selv om hun næsten havde forsøgt, at rive hans hoved af efter den forrige gang.

Vejret var faktisk helt, og aldeles forfærdeligt. Selv om det havde været de kolde måneder, havde vejret valgt at det skulle være en blanding af sne og regn. Så græsset ville være den rene pine at gå rundt på, for man kunne ikke forvente at komme helskindet frem uden at lande pladask på græsset før eller siden. Men de var heldigvis lige nu, oppe i luften en meter oppe som de havde lært det var da et godt sted at starte.

Men lige nu fløj Theo for sig selv, han skulle i hvert fald bruge et godt fokus når nu vejret var sådan. Hænderne havde han stadig vanter på, for ikke at fryse. Men han havde ikke rigtig noget, for øjnene selv om det kunne være smart nok så man kunne se foran sig. Altså det var ikke direkte umuligt, men han fløj dog i et langsommere tempo stadig. Vejret gjorde det dog, ikke helt nemt at kontrollere kosten helt. Selv om han da forsøgte at være rolig, men han måtte bare få det overstået. Det næste sving nåede han endelig til, så han fik lænet sig lidt mod højre side hvor efter han pressede kostens skaft i samme retning for at dreje.

Hvilket faktisk ikke var gået helt dårligt, i det mindste havde det ikke været lige som dem bag ham der havde kollideret ind i hinanden, fordi de slet intet fokus havde også lød det også lidt som om de skændtes. Men det var kun gisninger fra Theo af, når han allerede havde taget god afstand fra de andre to igen. Men så fik han også prøvet, at øge tempoet hvilket faktisk havde gået fin med at læne lidt frem ad på kosten for at få lidt mere fart. Ikke som i ekstrem meget, men ja man kunne i hvert fornemme det på hvordan regnen ramte ham mere i ansigtet og håret var i den grad vådt, han havde glemt sin hue..

Selv om han langt fra, havde fløjet hele banen rundt endnu, fik han stadig foretaget nogle sving fra tid til anden, så han lige kunne blive lidt øvet der. Hvor efter han også valgte at øge tempoet endnu en gang, nu hvor han var tæt på ved vejs ende. Kunne han jo øve den hårde opbremsning, når han alligevel også skulle af. Ikke at han så frem til det, men han kunne vel heller ikke slippe helt udenom det.

Den hårde opbremsning endte med at han endte i ude at balance, fordi han havde ramt græsset med fødderne først og sikkert ved chokket endte med at give slip på kosten der endte ned mod græsset. Altså han var da ikke faldet, som nogle af de andre denne gang, men han havde heller ikke lavet en god landing. Det kunne nok mærkes, som han gav nogle enkelte ynk fra sig selv, mens han samlede kosten op. Men han havde jo peget skaftet ned mod jorden for at lande, for at presse skaftet op ad for at tage af farten, men benene havde ramt græsset først på en eller anden måde. Men nu skulle, han videre til den næste time og han var en tand irriteret. Over hvordan Danielle, pralede over hvor godt det havde gået hende, trods vejret og de ting de skulle huske at gøre undervejs. “Jaja pralhals” kom det fra ham, mens han skubbede en anelse til hendes skulder, på en venskabelig måde.