Hvorfor professorerne havde det med at tage dem med på tur imens det forsat var køligt viste Casimir ikke. Dog glædede hun sig til denne udflugt ud til et dragereservat, varmt tøj var taget på og hun lyttede interesseret med som klassen fik givet instruktioner, om hvordan de skulle forholde sig i nærheden af dragerne.

Det havde alligevel føltes som om det tog lang tid før de endelig fik lov til at gå rundt og se de forskellige drager, men Casimir var klar og havde taget sin tegne blok med sig, så hun kunne tegne de forskellige drager og derfor huske deres udsende endnu mere.



Casimir gik meget op i magiske væsner, og det var ikke hemmeligt og de fleste viste hvor mange timer hun bruge i skolens reservat. Så det var ikke kommet bag på nogen at hun var begejstret for den udflugt de var på.

Lige så snart de fik grøn lys til at gå på opdagelse var Casimir hurtigt væk fra de andre, imens hun gik rundt og så på de forskellige drager. Hun havde lagt sig en plan, for imens hun kunne lære noget om dragerne kunne hun også se nærmere på dem, og måske endelig perfektioner hendes Draconifors forvandling, som hun havde forsøgt at perfektioner siden hendes 4. år.



Inden længe havde hun fundet sig en drage som hun fandt yderst smuk, det var ikke den mest specielle men alligevel synes der var noget smuk over den. Casimir så på et skilt ved buret hvor der stod at det var en Hebridernes Sorte Race. Det var måske også derfor lige den drage drog hendes opmærksomhed, da den netop havde klare lilla øjne, og lilla var netop hendes ynglings farve.

Casimir tog lidt afstand til buret, for at sikre sig at hun ikke kom noget til, og gav sig så til at tegne den, og særligt den flagermusse vinger gjorder hun sig ekstra umage med, da det trods alt var vingerne hun havde bøvlet mest med i hendes forvandling. Hun var en stræber inden tvivl om det, men det lå også på nogle punkter i hendes familie at man skulle arbejde for det man gerne ville opnå, men hun var godt klar over det nok ikke var i den grad som hun gjorder det som de mente.



Tiden var fløjet afsted og pludselig var professoren kommet hen for at infomere hende om at det var ved at være tid til at tage tilbage på skolen. Casimir var først utilfreds over det, men fik kigget på sin tegning, og rigtigt nok var den blevet færdig, og den smuk sort drage med skarpe kammen ned af ryggen og en hale der lignede lidt en pil, og selvfølgelig dens smukke vinger var tegnet. Casimir smilede lidt som hun så sin fine tegning, for så at samle sine ting og følge med professoren.

Det var ikke drager som hun ønskede at arbejde med i fremtiden, men hun var glad for at have fået lov til at se dragerne, og hendes begejstring var høj selv da de forstod reservatet, men lige den begejstring havde handlet om at hun måske endelig kunne formå at få sin forvandling perfekt når de ville være tilbage på skolen.

Hvordan var året, lige gået så stærkt allerede? Uanset hvad, var tiden på skolen bare pludselig fløjet, fra den første dag til nu. Februar var landet, hvilket bare betød endnu en måned, der både kom og gik. Før Theo fik set, sig om ville første årgang, være overstået før han overhovedet, ville kunne sige Wingardium Leviosa. Hvorfor han valgte den sætning anede han ikke. Men det var den nyeste besværgelse, der kunne tilføjes til han sorte notes blok, over ting han havde lært. Selv om det, ikke havde gået synderligt godt med at lærer besværgelsen.



“Åh helt ærligt Theo, tag dig nu sammen. Så det lykkedes ikke, i første forsøg. Men det da stadig, flot det skete efter 7” kom det langsomt fra Danielle, der satte sig ved siden af ham ved træet ved søen. “Du skal ikke kører i det” kom det fra ham, med et irriteret fnys. Den sorte notes bog blev lukket i, hvor efter den blev lagt i tasken.. Ja han skrev også, antal forsøg ned, så han kunne se hvor lang tid det faktisk tog ham om at lærer noget også. Selv om det, måske ikke var en god idé, da det nogle gange kunne irriterer ham gevaldig.



“Sig mig spiste, du en omgang troldesnot til morgenmad, med det gnavne humør du er i? Jeg ved godt, du er perfektionist. Men du burde også vide ikke, alt lykkedes med det samme” kom det fra Danielle, som rakte ind over ham og trak hans taske til sig. Han vidste nu godt, hun gik på jagt efter slik. Han havde altid en eller anden form, for snack i tasken som regel slik.. “Tjoh men det, jo fedt når det lykkedes, fra start og ikke når timen næsten slutter” kom det fra ham. Mens han rakte hånden ud mod hende, så han selv kunne få en chokoladefrø, da hun havde fundet den pose frem.



“Altså det lykkedes jo, kun mig efter 3 forsøg. Men jeg fik også udtalt, det helt forkert åbenbart” kom det fra Danielle. “Og jeg gjorde åbenbart lidt af en blanding. Jeg plejer ellers, at forstå det med det samme, bare ikke i dag” kom det fra ham. Egentligt håbede han, ikke at resten af dagen gik sådan. Men dårlige dage kunne vel heller ikke undgås kunne de? Nej sikkert ikke.



De to stykker slikpapir, hvor chokoladefrøene havde lagt i. Blev lagt på Danielle taske, som hun havde forsøgt at placere som et bord. “Så den der kan besværgelsen, hurtigst for 2 chokoladefrøer” kom det fra Danielle. “Vent men det er jo mine?” Kom det fra ham, med et undrende udtryk men han hev alligevel staven frem.



“Wingardium Leviosa” kom det fra begge på en gang, slikpapiret blev hævet lidt op i luften. Lidt ekstra øvelse skadede, jo ikke og venskabelig konkurrence gjorde det jo bedre. I betragtning af de begge havde, nået at øve lidt ekstra i klassen inden. Så var det gået ganske fint, for dme begge to med at få slikpapiret op. I timen havde de gjort brug af fjer, men man kunne jo bruge en del genstande. “Ikke en tosset opfindelse, måske jeg skal rode med besværgelser når jeg er ældre” kom det fra Danielle. Mens hun pakkede staven væk, og sørgede for at slikpapiret endte i tasken.



“Så uafgjort? Godt jeg har rigeligt, med chokoladefrøer” kom det fra Theo. Mens han fandt, 4 chokoladefrøer, frem for posen så de begge fik 2 hver. “Lyder fint, tror du der findes en konkurrence. Der omhandler wingardium leviosa, for at løfte objekter? Fra let til den tungeste?” Kom det fra Danielle, “pas men du kan da bare gå i gang med at planlægge” kom det fra Theo, mens han rejste sig op. De grå skyer, skulle han nødig nyde noget af. Theo tvivlede stærkt, på at besværgelsen ville virke mod regnen. Men den kunne være enorm, praktisk især hvis man havde nogle tunge objekter der var i vejen. Så kom man heller ikke til, skade hvis man selv skulle ende med at løfte dem. “Vi må vist heller komme ind” kom det fra ham, mens han fik taget tasken på skulderen. Hvor efter de begge endte, emd at rende op mod slottet.

Olive stod spændt ved sit teleskop i Astronomitårnet på Hogwarts. Det var en klar nat, og stjernerne blinkede lystigt over hende. Hun havde altid været fascineret af nattehimlen, og denne nat havde professoren antydet, at der kunne være noget særligt at se. Med en blanding af forventning og nysgerrighed justerede hun sit teleskop og begyndte at observere himlen.



Olive havde brugt mange nætter på at studere stjerner og konstellationer, men denne nat var anderledes. Mens hun bevægede teleskopet fra stjerne til stjerne, bemærkede hun pludselig et usædvanligt lysglimt. Det var meget stærkere end noget, hun nogensinde havde set før. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere, og hun vidste, at hun havde opdaget noget specielt.

Hun skruede op for forstørrelsen og fokuserede skarpt på det intense lys. Det gik op for hende, at hun var vidne til en supernova – en stjernes voldsomme død. Olive havde læst om supernovaer i sine astronomibøger, men at se en i virkeligheden var en helt anden oplevelse. Det var både smukt og skræmmende på samme tid. Hun kunne se, hvordan den eksploderende stjerne kastede sit lys og stof ud i rummet med en ufattelig kraft.



Olive følte sig overvældet af synet. Det var som om universet selv åbnede sig for hende og viste sine mest hemmelige og dramatiske sider. Hun kunne næsten mærke stjernens energi og kraft, som om det pulserede gennem teleskopet og ind i hendes sjæl. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, ikke af sorg, men af ren ærefrygt og undren. Hun tænkte på, hvor lille og ubetydelig hun selv var i det store kosmiske billede. Alligevel følte hun sig forbundet med universet på en måde, hun aldrig havde gjort før. Det var som om, hun kunne forstå livets cyklus bedre – hvordan alt har en begyndelse og en slutning, og hvordan selv de mest kraftfulde objekter i universet til sidst må give slip.



Uden at fjerne øjet fra teleskopet kaldte hun på sine venner, som også var oppe for at observere himlen den nat. De kom løbende hen til hende, og hun pegede ivrigt mod teleskopet. En efter en kiggede de igennem og delte hendes forbløffelse. Deres gisp og udbrud af beundring bekræftede, at dette var en sjælden og storslået begivenhed. Professoren kom hen for at se, hvad al opstandelsen handlede om. Da hun kiggede gennem teleskopet, smilede hun varmt til Olive. "Du har været meget heldig, Olive," sagde hun. "Det er ikke ofte, vi får mulighed for at observere en supernova så tydeligt."



Efter den første følelsesmæssige reaktion begyndte Olives videnskabelige nysgerrighed at tage over. Hun begyndte at tage noter og lave skitser af det, hun så. Hun vidste, at dette var en unik mulighed for at lære mere om supernovaer og stjerneudvikling. Hun tænkte på, hvordan hun kunne bruge denne oplevelse i sine studier og måske endda skrive en artikel til "Profet-tidende" eller en anden magisk videnskabelig publikation.



Olive kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan magi og astronomi interagerede. Hun havde altid troet, at magi var det mest magiske i verden, men denne oplevelse viste hende, at naturens egne kræfter kunne være lige så fantastiske og uforudsigelige. Hun tænkte på de gamle troldmænd og hekse, der også måtte have kigget op mod stjernerne og fundet inspiration i deres lys. Hun spekulerede på, om der kunne være en magisk komponent til supernovaer, noget som magikere endnu ikke havde opdaget. Kunne denne stjerneeksplosion have en påvirkning på magiske kræfter på jorden? Kunne hun, som en aspirerende magizoolog eller astronom, finde en måde at udforske denne forbindelse på? Spørgsmålene fyldte hendes sind, og hun følte en fornyet drivkraft til at forfølge sine studier endnu mere ivrigt.



Olive forlod Astronomitårnet den nat med en følelse af at have været vidne til noget uforglemmeligt. Supernovaens lys forblev indprentet i hendes sind, og hendes syn på universet og hendes plads i det var forandret for altid. Hun vidste, at denne oplevelse ville forme hendes fremtidige studier og hendes forståelse af både magi og videnskab. Da hun lå i sin seng den nat, kunne hun stadig se den strålende stjerne for sit indre øje. Med et smil faldt hun i søvn, velvidende at hun havde været en del af noget utroligt stort og smukt. Olive var mere end klar til at fortsætte sin rejse gennem både den magiske og den videnskabelige verden, med stjernerne som hendes guide.