Efterhånden var vejret ved at være varmere igen, hvilket ikke gjorder Casimir noget for det gjorder det blot mere behagligt at befærde sig i, og når de havde undervisning udenfor så gjorder det slet ikke noget, for så føltes timens ikke lige så lang som hvis det havde været hunde koldt. Casimir havde først kigget lidt tvivlsomt på professor Lewis som han havde forklaret dagens opgave, for hvordan i alverden skulle de dog kunne fremane en bro som de også skulle kunne gå over. men så huskede hun at intet var umuligt så længe hun troede på sig selv, og ikke gav op.

Folk var hver især gået i gang med at skabe sig en bro, og efterhånden var der en del forsøg hen over den smalle å, hvilket nok havde set lidt sjovt og malplaceret ud. Casimir startede med at tænke at hun ville lave en simpel træbro. Men som hun forsøgte kunne hun ikke rigtigt ramme træet som hun ønskede og gav så op på den ide, da den blev for perfektionistisk for hende. I stedet huskede hun hvad hun havde snakket med professor Lewis om igennem årerne, om teknikken bag forvandling og alle de faktorer som der var i at lave en forvandling, og fremane ting for den sags skyld, som klart var svære en bare forvandle noget om til noget andet. Og der fik hun ideen om at lave sig en lille buede sten bro, som man så tit havde set i fx midelaldertiden.

Casimir var gået i gang, hun fremmandede først en masse store sten i lidt forskellige størrelser, ved hver sten kontrollerede hun at den havde den rigtige fornemmelse så den kunne holde til at man gik på den. Da hun havde fremmanede sig en stor bunke sten, visualiserede hun sig den bro hun ville skabe. Fokuseret som aldrig før, rettede hun staven imod hendes bunke sten, som lå ved vandkampen af åen, og koncentrerede sig om at forstille sig hvordan bunken med sten blev lavet til den bro som hun havde i tankerne. Stille og roligt var hver sten faldet til den plads som de skulle være og en stenbro var efterhånden ved at dukke op foran hende, men fokusede blev fastholdt, som hun skulle gøre den færdig og derfor måske gøre hendes professor stolt.

Det tog hende længere tid end ønsket og nogle enkle sten havde lagt sig forkert nogle enkle gange som resulterede i at hun skulle få rettet op på dem, så broen kunne være som hun ville have den. Men til sidst havde det lykkes hende, og staven blev holdt mere roligt i hendes hånd, som hun forsigtigt trådte ud på broen, som til hendes overraskelse holdte. Som hun var nået midten af broen hoppede hun lidt for at tjekke at den ikke ville brase sammen, igen til hendes overraskelse. Det var en glad Casimir som kiggede rundt på de andres broer fra hendes egen bro, som hun var afsindig stolt af, det var klart den bedste præstation hun nogensinde havde lavet.

DER VAR DESVÆRRE INGEN ANDEN PLADS I DENNE UGE.

DER VAR DESVÆRRE INGEN TREDJE PLADS I DENNE UGE.