Jonathan: Foruden kønsdiskriminationen så vil jeg påpege, at kvinderne ellers gerne må være sådan 10 år yngre ;) (2025-11-11 22:10:00)
Cher: Preach Juliana! ;) (2025-11-11 13:01:00)
Juliana: Nu er der tre kandidater Yun og hvis plotiker(e) skal grilles må der ikke være diskrimation på køn (2025-11-11 12:58:00)
Jonathan: Jonathan kommer i hvert fald til Hogwarts engang. Mon ikke også Diagonalstræde og Glendalough ;) (2025-11-10 21:50:00)
Áine: Muggler eller ej, Acker kan med sikkerhed svare på spørgsmålene i Maj nummeret af PT ;D (2025-11-08 17:25:00)
Opret din helt egen QuickBesked, lige her!
  • Vivianne Blackthorne
  • Mo Rubinaera
  • Cher Namoi Burrell
  • Victoria Fenwick
  • Alexandria Everly
  • Jacqueline Amelia Bainbridge
486 aktive brugere
4 online brugere

Hogwartsschool - Online Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab

Har du altid gået og ønsket, at du kunne blive en heks eller troldmand som i J. K. Rowlings univers?

Så har du nu muligheden!

Hogwartsschool er en online udgave af Hogwarts fra hendes univers.

Bland eliksirer sammen med dine venner, gå på opdagelse i den forbudte skov eller dueller mod dine fjender.


VALG ÅR 102: Her er kandidaterne

Cher Naomi Burell - Magisk Alliance

Magisk Alliance ministerkandidat, Cher Naomi Burell
Valg erklæring:

Efter nederlaget ved valget i 93 blev alle partiets frontpersoner udskiftet. Partiet havde brug for at starte på en frisk. Cher trådte til som ny politisk leder. Denne gang er partiet endnu mere fast besluttet på at tiltrække borgernes opmærksomhed, og selvfølgelig er de også endnu mere fast besluttet på at vinde valget. Det Magiske Værn har siddet for længe på magten, og det er tid til at lade nye kræfter komme til. Derudover er det på tide at det magiske samfund får en kvindelig minister.
Magisk Alliance er et centerparti, stiftet i september år 93. Partiet står på menneskets side, og er store fortalere for blandt andet ligestilling og ordentlige arbejdsvilkår for alle. Partiet står nogenlunde på linje med højrefløjen vedrørende væsen-politik, og mener, at det er af højeste prioritet at sikre borgernes sikkerhed overfor væsnerne, der lever iblandt os.

Magisk Alliance anser troldmandssamfundet for at være et landbrugssamfund, og kalder det en kalamitet, at man i århundrede har accepteret indskrænkelser af magisk landbrugsjord, til fordel for at give plads til mugglerne. I Magisk Alliance ses mugglersamfundet som en undertrykker, der siden Merlin gik med ble, har været en fjende overfor troldmandssamfundet. Man er træt af at give efter for det parallelle samfund, og mener det er på tide, at vi tager det tabte tilbage, i moderate mængder.

Klimapolitik:
Magisk Alliance anerkender klimakrisens eksistens, men synes samtidig, at vi skal huske at tackle den her debat korrekt. Faktum er, at det magiske samfund allerede er CO2-neutralt. Vi kan ikke gøre mere, end vi gør allerede nu. Samtidig må man huske på, hvem der står bag klimakrisen: Det gør mugglerne. Det er dem, som har ignoreret alle eksperter og svinet derudad i årtier. Det er deres problem, og derfor må det også være deres eget ansvar at løse det.

Landbrugspolitik:
Magisk Alliance anser det magiske samfund som, blandt andet, værende et landbrugssamfund. Helt tilbage fra gammel tid har magikere dyrket jorden og opfostret dyr. Det er en arv, som desværre er ved at gå tabt. Dette skyldes, at vi i over det seneste århundrede har afgivet mere og mere plads til mugglerne og deres konstant ekspanderende samfund. Det vil vi sætte en stopper for. Det skal være slut med at se vores samfund skrumpe. Vi skal tage noget af det tabte land tilbage, så man igen kan se magiske gårde blomstre i det smukke britiske landskab.

Arbejdsmarkedspolitik:
Det er helt centralt for vores samfund, at alle har muligheden for at bidrage ved at have et arbejde. Derfor er det vigtigt, at vi sørger for, at alle, som går på arbejde, gør det under de rette vilkår. Vi skal sikre, at ingen borgere i det magiske samfund skal føle sig utrygge, bange eller uretfærdigt behandlet på deres arbejdsplads. Det gør vi blandt andet ved at sikre, at alle er ligestillede med hinanden, at alle har ret til at sige fra og at alle har ret til medbestemmelse, når der skal forhandles arbejdstider og løn.

Væsen Politik:
Det allervigtigste for Magisk Alliance er, at alle magikere kan leve et trygt liv i vores samfund. Det gør os, som stat, ansvarlige for at skabe denne tryghed for vores borgere. Ingen skal frygte at gå på gaden, fordi de kan møde et ukontrollerbart halv-, kvart- eller halv væsen. Derfor er vi nødt til at holde streng kontrol over denne gruppe borgere, da deres rene tilstedeværelse kan sætte andre i fare. Det er nødvendigt, at vi bibeholder vores væsen registre, samtidig med at vi bliver ved med at skærpe opsynet med folk med væsen status eller særlige magiske evner.

Gertrude Macmillan - De Magisk-Grønne

De Magisk-Grønnes ministerkandidat, Gertrude Macmillan
Jeg tror på et magisk samfund - en verden - hvor hensynet til fællesskabet står over frygt-propaganda, hensynstagen til konspirerende spekulanter og de privilegerede magikere. Et samfund, hvor vi sammen sikrer alle det sikkerhedsnet, alle magikere fortjener - og her vil jeg gerne understrege ALLE; også de, der rammes af uheldigheder såsom sygdom, social udsathed og miljømæssige følger, som eksempelvis vores magiske venner i Månebjergene omkring Uagadou.

Hvis du giver din stemme til De Magisk-Grønne og mig, Gertrude Macmillan, vil jeg gerne garantere for ændringer, der fordrer fællesskabet, hvor ingen efterlades. Dette betyder ikke en forværring af den tilværelse, mange i dag priser sig lykkelige over, men et generelt løft af velværen.
Mennesket er grådigt og tærer på kloden. ‘Mugglere’ [Kommentar: Jeg tager generelt afstand til det term] OG magikere. Uagadou, der tager elever ind fra hele Afrikakontinentet, har i flere år meldt om naturkatastrofer, der har været uoverskuelige at håndtere for dem alene. Vi ved, at det kan lykkes med magi - sæt alt det gode, vi kunne være behjælpelige med. Vi har unikke egenskaber, utrolige kompetencer, og igen vil jeg pointere, at jeg tror på fællesskabet. At vi kan, skal og må hjælpe hinanden, hvor det er muligt. Hvad end det gælder at styrke vor levested i ubalance, om en human og empati-funderet lov for samfundets udsatte magikere. Dette inkluderer også en anonymisering af væsenregisteret.

For mange år siden stillede jeg og min ægtefælle begge op til Ministervalget år 83. Det var min kære Rylan Thurlow, der løb med sejren, og selvom jeg sørgede mit nederlag, stolede jeg på, at demokratiet havde talt - og at det måtte betyde, at det ikke var min tid. Endnu. Sidenhen har jeg arbejdet intensivt for at sende nødhjælp til Månebjergene som forperson hos NGO-en ‘Klimagikerne’. Samtidig har jeg opretholdt min position som næstformand for Det Magisk-Grønne parti.

Det magiske samfund trænger til et fuldbyrdet fokus på åbenhed, empati og tillid. Og jeg er klar til at give jer dette som jeres næste Minister for Magi.
Husk at stem! Stem grønt - og støt fællesskabet, hvor vi ikke lader nogen i stikken.



Jonathan Acker - Det Magiske Værn

Det Magiske Værns ministerkandidat, Jonathan Acker
Som magiantropolog har jeg altid haft et politisk aspekt med i mit arbejde – selv da jeg forsøgte at stikke af fra min baggrund som helt ung troldmand. Tilbage i England kom jeg lige tids nok til at erfare dengang Edgar Thomas blive minister for magi med sin risikable politik, som sendte mig til Scilly-øerne som magiantropolog og journaliststuderende. Med egne øjne så jeg hvor galt den form for politik kan gå. Sammen med afdøde Fay Hawkins og tidligere minister Rylan Thurlow opstod modstandsbevægelsen, som senere blev til det nuværende Det Magiske Værn (DMV).
Da minister Thomas udskrev valg i år 83 stillede DMV op med Thurlow i spidsen. De næste to perioder sad han, indtil faklen gik videre til nuværende Blaine Blackbird også fra DMV.

Jeg har altid stået DMV-ministrene nær og ageret spindoktor samt hjulpet, hvor der har været behov samt deltaget i møder i ministerens sted, når dette har kunnet lade sig gøre på både nationalt og internationalt niveau.
Min erfaring strækker sig derfor over knap 20 år direkte på den politiske scene, med politisk arbejde som en tilhørende faktor i endnu længere tid.
Kommende ministerperiode vil med al sandsynlighed blive min sidste i offentlig politik, hvorfor jeg har takket ja til Blackbirds forespørgsel om at stille op som ministerkandidat for DMV pr. år 102 i hans sted.

Det Magiske Værns politik
Politikken er den samme. Kerneværdierne er de samme. Fokus vil være mindre på væsner og halvvæsner, da sikkerhed er meget mere end dét. Naturligvis lemper vi i DMV ikke på de eksisterende love og regler på den front, men vi skal også have fokus på kriminaliteten i samfundet, hvor end det stammer fra. Vi skal ikke have utrygge magikere rendende rundt og blive kidnappet og tortureret af sekteriske grupper som skræmmeeksempler og for afpresning.

Vi skal sørge for et godt internationalt samarbejde, som kan styrke vores egne interesser inden for lovens rammer, og så skal vi skabe mere kontrol med importen og anskaffelsen af ulovlige magiske artefakter, eliksirer, planer eller ingredienser og lignende.

Den magiske historie og hvor vi kommer fra, skal yderligere styrkes. Det skal have større betydning i alle aspekter af såvel uddannelsessystemet som arbejdslivet, og vi skal sørge for at højne forventningerne og kompetencerne inden for et bredt udvalg af samfundets vigtige funktioner, hvad end vi ser på healing, håndteringen af magiske væsner eller styrkelse af vores tryllestavsmagi, så vi ikke går hen og bliver sløsede eller slækker på kvaliteten.

Jeg og DMV står fortsat for traditioner, sikkerhed, familie og magi. Det vil vi stadig kæmpe for, som vi har gjort de seneste næsten 20 år.

Som jeres nuværende minister for magi, Blaine Blackbird, siger: Lad os værne om magien og sørge for en tryg nutid og fremtid for os magikere, vores børn og alle de kommende generationer.

Stem på de magiske værdier – vær med til at løfte vores arv.
Stem på Det Magiske Værn og jeres ministerkandidat.

VALGET ER SKUDT IGANG
Læs om de tre kandidater her! Stil spørgsmål i kommentarerne og tag stilling til hvem du ønsker skal lede det magiske samfund.

Stemmeurnerne åbner søndag d. 24. november kl. 12.00 - 30. november kl. 12.00.

Alle ønskes en god valgkamp!

Send eventuelle praktiske spørgsmål til Saga (gerne på slack).

Tak til Raven for design af opslaget!


Andet semesters lektie år 102

2. SEMESTERS LEKTIER
ÅR 102
4. UGE
5. UGE
ANTAL LEKTIER: 8
NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Flyvning

Ever.hader.flyvning.
Altså, hun kan godt lide ideen om at flyve. Det der med vind i håret, frihed og “se mig, jeg er en yndefuld heks i luften!”
Men i praksis, er det bare Ever, der prøver ikke at dø på en pind med mindre pinde stikkende ud i enden.

Professor Áine står nede på banen med armene over kors. “I dag skal vi lave en fuld rulning!” råber hun.

Jeg prøver at ligne én, der forstår, hvad hun mener.

En fuld rulning. Det lyder som noget, nogen med balance laver. Ikke en heks som Ever, der faldt af kosten, bare fordi den hostede lidt sidste time.

Ever kravler op på kosten. Den giver et knirk, som hun tolker som “nej tak”.

“Bare læn dig til siden,” siger professoren.
“Bare,” gentager Ever tørt og sukker opgivende: “Som om det ikke er hele meningen med tyngdekraften at lade være.”

Ever sætter af og kosten skyder frem og hun skriger lidt (et helt normalt og kontrolleret skrig).
Så prøver hun at læne sig til den forkerte side.
Selvfølgelig.

Pludselig hænger hun halvt sidelæns, halvt baglæns, med håret i øjnene og maven i halsen.

“RUL, EVER!” råber professor Àine.

“JEG RULLER! JEG RULLER!” råber Ever tilbage, mens hun desperat klamrer sig til kosten, der nu opfører sig som en vred tryllestav på koffein.

Verden drejer. Jorden op. Himlen ned. Himlen op. Jorden ned.

Ever taber en sko. Den rammer vist nogen.
“UNDSKYLD!” råber hun højt, stadig halvvejs på hovedet.

Kosten begynder at dreje af sig selv nu. Ever prøver at rette den ud, men ender bare med at snurre endnu hurtigere.

“Jeg er fanget i en dødsrulning!” skriger hun

“Du laver bare en dobbeltrulning,” siger professoren.

“DOBBELT DØD, MENER DU!”

Til sidst får hun rettet kosten op. Kosten bremser brat og hun bliver slynget fremad, lige ind i elev fra Gryffindor, der råber noget, hun ikke gentager her.

De lander i en bunke og hun har græs i tænderne. Den anden elev har min kost i maven.

Professor Àine sukker. “Nogen fik da i det mindste fart på.”

Ever løfter hovedet. “Ja… jeg tror, det var skoen.”


NAVN: Yun
ÅRGANG: Udgået
FAG: Ministerie

//OOG: Lektien er skrevet som en vurdering af sagen og ikke som en aktør, fordi det passer bedre til Yun//

Yun havde virkelig svært ved at bevæge sig ordentligt rundt, så fra før at være lidt en piccolo der sad med meget få opgaver, så var hun nu blevet en der sad med mange opgaver og nærmest var bænket til en stol hele dagen. Hun var ikke bare gravid, hun havde en meget stor mave, der nogle gange føltes, som om den vejede mere end resten af hendes krop til sammen. Sveden piblede ned over kroppen, for hver gang hun bevægede sig bare lidt og hun var ikke mindst frustreret over alle de ting der skulle ske lige om hjørnet.
Der var få dage til babyshower og hun var så bange for Dargo ville dukke op, ironisk nok for for en måned siden havde han stået på hendes gæsteliste. Der skete virkelig meget imellem dem, hun var ked af det skulle være så svært, men hun var taknemmelig for at have Barnaby og Briana derhjemme, som gjorde alting lettere for hende.

Den næste sag blev gravet frem, en magisk duel havde fundet sted på åben gade, selvom det var midt om natten havde det jo vækket flere mugglere og de havde meldt det ind som et attentat mod England. Det var heller ikke særligt smart, men det eneste Yun kunne tænke på var, at hun ville forhekse Dargo lige meget hvor hun mødte ham. I hendes hoved var det det vigtigste at kunne gøre for hende selv. Dargo havde forrådt hende, han var en fjende og han var med til at sætte hendes kæreste i et voldsomt dilemma. Egentligt havde Yun ikke praktiseret asiatiske forbandelser i mange år, men hun havde alligevel viden om hvad hun skulle gøre og hun havde været et rent naturtalent på Mahoutokoro, selvom det var forbudt… Grunden til hun var smidt ud havde hun ikke rigtigt snakket om, men nu kunne det måske være godt for hende.

Tilbage til virkeligheden, det var virkelig et stort emne med sådan en duel. Egentligt var der jo ingen tvivl om de skulle forsvare dem selv for ikke at miste deres tryllestave, men inderst inde havde hun lyst til at finde ud af deres alliancer. Var de team Thaddeus, så skulle de bare kasseres og i Azkaban, men var de imod ham, så kunne de i hendes øjne godt gå fri, for så vigtige var mugglerne vel heller ikke? Barnaby studerede til obliviator, han kunne vel godt gå ind og redde verden og bare fjerne mugglernes hukommelse?

Tag dig sammen, Yun. Det var virkelig dumt hun tænkte sådan, hvis hendes chef vidste det, så var hun ikke på uddannelsen mere… Hun sank en klump og læste anklageskriftet, det var ikke bare små besværgelser de havde kastet, det var forbandelser. Harmløse i forhold til dem hun kunne, men dog stadig forbandelser. Yun sukkede og rystede på hovedet, mens hun overvejede hvordan hun lige skulle håndtere sagen. Frustreret rodede hun sig i håret og så ned på papirerne, samtidig med børnene sparkede som om de var oppe og slås. ”Schhhh I får snart en masse kærlighed,” hviskede hun alt imens hun holdt sig på maven for at tysse på dem.

Frustreret så hun på papirerne, der havde været obliviatorer på stedet for at fikse mugglernes hukommelse og så havde aurorne været sendt ud for at anholde gerningsmændene. Det kunne virkelig godt have været Dargo, for når hun læste på sagen, så handlede det om en der prøvede at tale sig ud af problemerne. Yun fnøs over pergamentet, Dargo var ikke andet end problemer og det samme var det med denne mand, som dog hed Dirch Willingsøe. Den anden, Bastian Koefod, havde været mere ydmyg, men han havde så også tabt duellen og var endt under Dirchs torturbesværgelse, en utilgivelig forbandelse.

Yun bed sig i kinden, inden hun konkluderede Dirch skulle i Azkaban i otte måneder, da der ikke var varig skade, mens Bastian skulle have en bøde og en advarsel. Det var mildt i forhold til hvad hun gjorde sidst, men der havde hun jo også fået et rap over fingrene. Alligevel var det ikke dét der fyldte, som hun skrev under på hendes erklæring. Alt der fyldte var om hun kom til at anbefale at smide en af Thaddeus’ folk eller noget i Azkaban. Hun ville være jagtet, Barnaby ville være jagtet. Var det mon på sin ret at spørge Barnaby om han kunne få en seddel, så de kunne beskytte sig selv eller ville det gøre hende til medsammensvoren.


NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Mugglerstudier

Hvordan JEG, Ever Green, oplevede en tur i en Forlystelsespark :)

Jeg troede først, at “forlystelsespark” betød et sted, hvor man trænede flyvefærdigheder eller fortryllelser. Men nej, mugglerne har deres helt egne måder at flyve på. De kalder dem rutsjebaner. Det er vogne, der fiser afsted på snoede jernbaner og mugglerne betaler for at skrige hele vejen ned.

Jeg blev næsten kvalt af grin første gang jeg prøvede én. Ikke fordi den var sjov, men fordi min mave blev oppe, mens resten af mig drønede nedad. Jeg rakte ud efter min tryllestav, men Lilly råbte, at man skulle “holde hænderne i vejret!” — så det gjorde jeg :)

Overalt blinkede lys og spillede musik, som om nogen havde fanget stjernestøv og puttet det i kasser med lyd. Der duftede af sukker, friture og noget, de kaldte Candyfloss, det lignede skyer, men smagte som en drøm, der kildede på tungen.

Der var et spøgelseshus, som jeg troede ville være hyggeligt, men mugglerne må have glemt, at rigtige ånder ikke skriger på kommando. Jeg grinede, da en af de “falske” spøgelser dukkede op, som bare var en lampe med et lagen over.

Men det bedste var pariserhjulet. Det drejede så langsomt, at jeg kunne se hele parken. Deroppe, føltes det næsten som at svæve, uden en dum kost, som ikke lystrede. Se, sådan skulle en Flyvetime være :)

Da jeg tog hjem, havde jeg stadig glimmer fra Candyflossen på fingrene og et smil, der ikke ville gå væk. Mugglerne er mærkelige, men de ved dælme, hvordan man leger.


NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: FMMK

Professor Sigrid stod med et glimt i øjet og svingede sin tryllestav.

“Så, elever! Dagens øvelse: Rictusempra – Kildetryllet! Husk: præcision, fokus og ingen overdrivelser!”

Ever og Lilly udvekslede et spændt blik.
“Overdrivelser?” gentog Lilly og smilede skævt. “Det er jo nærmest en invitation.”

De stillede sig overfor hinanden, hver med tryllestaven løftet.

“Okay,” sagde Ever. “Klar?”
“Født klar,” svarede Lilly. “Men, hvis du får mig til at grine så meget, at jeg tisser, så fortæller jeg det til ALLE.”

Ever undertrykte et grin og tog en dramatisk indånding: “Rictusempra!”

Et glimt af lys strålede ud af hendes tryllestav? men i stedet for at ramme Lilly, slog strålen et skævt sving, ramte en stol og fik den til at fnise.
Stolen rystede så meget af grin, at den væltede bagover med et højt klonk!

“Du fik en stol til at dø af grin,” grinede Lilly. “Det tæller næsten!”

Lilly tog et skridt frem. “Okay, se og lær, Ever. Rictusempra!”

Denne gang ramte strålen… næææææææsten Ever. Den ramte hendes sko. Øjeblikkeligt begyndte skoene at vrikke og danse, mens Ever kæmpede med balancen.

“Lilly! Jeg kan ikke styre mine fødder!”
Hendes ben bevægede sig som om de var besatte og trippede hun i cirkler rundt på gulvet som en forvirret danselærer.

Klassen brød ud i latter. Selv Professor Sigrid forsøgte at bevare roen, men undertrykte et grin.
“Miss Ever… meget kreativ fortolkning af besværgelsen. Måske næste gang, prøv at ramme over taljen.”

Lilly kunne næsten ikke stå for grin. “Skal jeg hjælpe dig stoppe det?”
Ever prustede: “Ikke… grin mere… ellers…”

Men før hun kunne sige mere, lavede Lilly et forkert svirp i håndleddet med tryllestaven og nu begyndte begge deres tryllestave at fnise ukontrolleret. Hver gang de prøvede at kaste noget, kom der kun små fnis og lysglimt ud, som om tryllestavene selv syntes, det hele var hylende morsomt.

Til sidst måtte Professor Sigrid træde til og tavsheden faldt tungt over rummet…
Indtil stolen fra tidligere udstødte et sidste, svagt “hihihi” fra gulvet.


NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Forvandling

Ever sad ved sit bord med panden let rynket og blikket rettet mod den intetanende fjerpen foran hende. Opgaven lød enkel nok: Forvandl et lille objekt til en fugl. Enkel, ja i teorien.

Hun løftede sin tryllestav, tog en dyb indånding og sagde klart: “Avifors!”

Et svagt lys glimtede fra tryllestaven, og fjerpennen gav et lille hop. Den begyndte at ryste, som om den var blevet kildet og i næste øjeblik voksede der 2 fjer ud af dens spids og ikke vinger, men mere som et par forpjuskede kostestrimler.

“Oh God, jeg hader Flyvning og selv i Forvandling håner den forbandet kost mig!”

Lilly, der sad ved bordet ved siden af, prøvede at holde masken. “Den ser meget fugleagtig ud. Hvis man altså har dårlig fantasi.”

Ever fnøs og prøvede igen. Denne gang lagde hun al sin koncentration i bevægelsen, løftede staven præcist og gentog: “Avifors!”

Fjerpennen blinkede og lettede en smule fra bordet. Et kort øjeblik lignede det en sejr, indtil den begyndte at snurre i luften og landede med et plop i hendes blækhus. Der lød et mærkeligt pip og en enkelt blå fjer flød op til overfladen.

Professor Isaac, som var gået rundt i klassen, standsede op og betragtede scenen med hævede øjenbryn.

“En lovende start, frøken Ever,” sagde han tørt. “Men næste gang, prøv at skabe en fugl, der kan flyve og ikke svømme i blæk.”

Lilly brød sammen af grin og Ever kunne ikke lade være med at smile selv, efter hun kort havde lavet en grimasse efter professoren. Hun trak fjerpennen op af blækket, som nu var forvandlet, med små fjer og et tørt udtryk. Den rystede sig og sagde et svagt pip igen.

Ever lagde den forsigtigt på bordet og lænede sig tilbage. “Tja,” mumlede hun. “Ikke helt en fugl. Men i det mindste lever den lidt.”

Professor Isaac sukkede opgivende, men hun kunne ane et smil i hans mundvigen.


NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: MDPoP

“Fang en næsel,” stod der på pergamentrullen, som Ever havde fået stukket i hånden af Professor Aberdeen. “ Ikke en kat, ikke en skygge med pels, men en næsel. Og lad være med at blive narret.”

Ever havde grinet. Det lød let. Hun havde jo vokset op blandt halvvilde skovkatte i klanens område derhjemme. Hvor svært kunne det være, at fange en næsel?

Men da hun trådte ind i den store gård bag Hogwarts og så flere pelsede dyr slentre rundt, begyndte hun at tvivle.

Kattene sad over alt. De spandt, vaskede sig og strakte sig. Men nogle af dem kiggede tilbage. Ikke med det blik som en huskat havde, men med en intelligens, der fik Ever til at overveje.

En af dem med en gyldenbrun farve og med striber og store, klokkeformede øjne, stirrede på hende, som om den så hendes sjæl. Dens hale bevægede sig med en alt for harmonisk rytme.

Hun satte sig på hug, lod hånden glide mod jorden.

“Du er ikke bare en kat, vel?” sagde hun lavt.

Dyret blinkede langsomt. Et svagt skær gled hen over dets pels, som sollys i vand.
En illusion, tænkte Ever.

Hun besluttede at teste sin teori. Fra sin taske trak hun en lille stjernestøvskrystal, en af de slags, klanen brugte til at afsløre skjult magi. Hun knipsede den åben i håndfladen og støvet svævede ud som gyldent lys.

3 af katte reagerede ikke. Men den gyldne med de store øjne fnøs og ørene blev længere og spidsere, pelsen fik mere farve og halen delte sig i 2.

“Der har vi dig,” sagde Ever.

Næslen hævede hagen og så næsten fornærmet ud. Hun løftede hånden, lod en tråd af stjernemagi fra sin klan danne en lille vej mellem dem.

Næslen blinkede. Så gik den roligt hen til hende, gned sig mod hendes hånd og hun smilede skævt og strøg næslen bag øret.

Endelig var der noget, som var foregået uden problemer eller med en dum kost, som kun ønskede hende død.


NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Magiens Historie

Hvis jeg var en metamorphmagus ligesom Tonks, ville jeg aldrig have den samme frisure 2 dage i træk.
Faktisk tror jeg, at mit hår ville skifte farve hele tiden, men nok mest ved et uheld. Jeg ville sikkert komme til at ligne en forvirret regnbue, hver gang jeg blev nervøs.

Jeg ville starte dagen med gyldent hår (fordi det minder mig om sollys), men så snart nogen sagde noget pinligt, ville det sikkert blive helt rødt. Og hvis jeg blev sur, ville det nok begynde at gløde. Det ville i hvert fald gøre det ret nemt for folk at se, hvordan jeg havde det, lidt for nemt måske.

Jeg tror, jeg ville bruge evnen til at lave sjov, bare sådan lidt. Måske forvandle mig til en gammel professor for at skræmme eleverne, eller give mig selv kæmpe elverører midt i undervisningen. Men jeg ville også bruge det til noget godt. Hvis nogen var ked af det, kunne jeg ændre mit udseende, så jeg så fjollet ud og fik dem til at grine.

Det bedste ved at være en metamorphmagus må være, at man aldrig behøver skjule, hvem man er. Man kan ændre sig hele tiden,, men man vælger selv, hvornår man vil være sig selv.

Tonks brugte sin evne til at hjælpe andre. Det vil jeg også gøre en dag.
Men først skal jeg lære ikke at få mit hår til at ligne en glitrende pindsvinebold, hver gang jeg koncentrerer mig for meget.


NAVN: Georgie
ÅRGANG: Udgået
FAG: Healer

Georgie bankede let på døren, så lyden ikke skulle virke truende. “Hr. Wolfe?” Stilheden på stuen var tæt. Kun lyset fra den halvlukkede månestribe over gulvet brød mørket. Hun trådte ind med aftensmadsbakken i hænderne og lod døren glide i bag sig. “Det er Georgie. Jeg lovede at komme med mad til dig,” sagde hun og hendes stemme var lav, rund i klangen. Hun stillede bakken på sengebordet og så sig omkring for at finde han. I hjørnet, hvor skyggerne lå dybest så hun ham. Skuldrene var krummet frem, hovedet skjult bag hænderne. En tung, fugtig lugt af sved og forbindinger lå i luften. “Hr. Wolfe?” gentog hun, lidt blødere. Ingen reaktion. Georgie satte sig langsomt på stolen nær sengen, ikke for tæt på ham, men så han kunne mærke hendes tilstedeværelse.
“Hej… Micky?” Han løftede hovedet en anelse. Øjnene glimtede som to mørke søer i skæret fra lampen. Arrene i hans ansigt trak sig i stive linjer, rødlige og rå, som om huden stadig kæmpede for at finde sin form. “Hvorfor kommer du igen?” spurgte han. Hans stemme lød rusten, næsten brændt i kanten. Georgie foldede hænderne i skødet. “Fordi du har brug for at spise,” sagde hun stille. “Og fordi jeg tror ikke, du mente det, da du slog ud efter Alan tidligere. Du var presset, og du var bange.” Hans blik blev hårdt, mørket i øjnene dybere.
“Du kender mig ikke.”
“Nej,” indrømmede hun roligt. “Men jeg kan godt kende frygt, når jeg ser den.”
“Jeg er et monster,” snappede han.
“Nej,” svarede hun blidt, “du er en mand, der er kommet til skade.” Han rejste sig så brat, at stolen væltede. Hans højde var overvældende og han stod som en skygge over hende.
“Jeg er en varulv!” brølede han, og lyden rungede mod væggene. Stemmen rummede umådeligt megen smerte og vrede.
Georgie fór sammen, men blev siddende.
Hendes puls steg, men alligevel hun lod ikke sin hånd røre staven. Han var ikke farlig nu. Han var bange.

“Og det gør dig ikke til et monster” sagde hun roligt. Han trådte et skridt frem, så tæt at hun kunne lugte røg og blod på ham. “Du forstår det ikke! I morgen nat..”
“I morgen nat,” afbrød hun blidt, “er ikke nu.”
Et kort øjeblik flakkede noget i hans blik. Så knyttede han hænderne, musklerne sitrede, og han snappede pludseligt efter bakken på sengebordet. “Skrid!!” brølede han af hende. Tallerkenen ramte gulvet med et klir, gryden væltede og sovsen løb som en mørk plet hen over fliserne. Georgie rejste sig roligt.“Micky, træk vejret. Ind gennem næsen,” sagde hun, som hun ville have sagt til en patient i chok. “Og ud igen.”
“Jeg sagde, du skulle gå!” knurrede han vredt. “Det sagde du,” bekræftede hun. “Men jeg bliver alligevel.”

Hun tog et halvt skridt frem, hævede hænderne i en åben gestus. Ikke truende, bare menneskelig. “Jeg kan se, at du kæmper. Jeg ved det gør ondt, men vrede gør det ikke lettere. Kom, Micky. Sæt dig. Du får et nyt måltid. Jeg lover, det er bedre end hospitalssovs” lokkede hun med et forsigtigt smil.
Han stirrede på hende, brystet hævede sig voldsomt. Så, med et lavt støn, sank han sammen på sengekanten. Som om al luft var gået ud af ham.

Georgie gik forsigtigt over til ham og lod en hånd hvile på hans skuldre.
“Må jeg lige se på kinden?”
Han nikkede stift.
“Episkey,” mumlede hun, og arret trak sig let sammen, huden fik en mere naturlig farve. “Det klør,” sagde han dæmpet. “Det betyder, det heler,” svarede hun. “Sådan gør de fleste sår. Også dem, vi ikke kan lægge forbinding på.” Han lo svagt, en hæs, næsten overrasket lyd. Hun smilede skævt. Det valgt hun at tolke positivt.

“Min familie vil ikke se mig,” sagde han efter et øjebliks stilhed. “Min kone siger, jeg skræmmer børnene.”
“Børn bliver bange for mørke, ikke for kærlighed,” sagde Georgie blidt. “Og hvis du tager stormhateliksir, så er du ikke farlig. Du er stadig deres far.” Han lod blikket falde, en tung tåre gled langs arret.
“Hun sagde, hun ikke kunne sove ved siden af et bæst.”
Georgie satte sig i fodenden af sengen.
“Jeg tror ikke, hun mener bæst,” sagde hun stille. “Jeg tror, hun mener sorg. Og sorg kan få os alle til at sige grimme ting.”
Han så på hende for første gang, sådan rigtigt så på hende.
“Tror du, jeg nogensinde bliver normal igen?”
“Jeg tror, du bliver noget bedre,” sagde hun med et lille smil. “Måske det vil tage lidt tid at vænne sig til, men jeg tror du kan klare dig igennem det her.”

Et øjeblik var der kun stilheden, så rakte hun ham en ny tallerken, som en husalf havde tryllet frem gennem lugen.
“Her. Og der er stadig chokoladekage.”
Han tøvede. Så tog han gaflen og spiste et par bidder. “Vil du tage resten? Jeg kan ikke mere.” Hun tog kagen og smilede. “Jeg springer over, men tak for tilbuddet. Vil du love mig en ting? Eller i det mindste tænke over det.”
”Hvad?”
“At du ikke giver op?”
Han sad stille længe, der gjorde de begge, men så nikkede han langsomt. Der var stadig frygt i hans blik, men måske også bar en anelse håb. "Jeg lover at prøve,” Georgie smilede. “Mere kan ingen kræve af dig,” hun rejste sig fra sengen og blev overrasket da han tog hendes hånd. “bliv. Jeg vil ikke være alene” bad han. Georgie nikkede. Der var stille på gangene så hun havde tid.


Stem på din favoritlektie!
Man må stemme én gang pr IRL person pr. opslag.
Man må gerne stemme på sig selv.
Stem via dette link: KLIK HER

VALG ÅR 102: Minister for magi

Blaine Blackbird udskriver valg. Om du var enig eller uenig med ham, så har du nu den unikke mulighed at stille op til valget om at blive Storbritanniens næste minister for magi. Og drømmer du om den bløde lænestol på ministerkontoret og en kat i skøddet? Så skal du endelig læse videre;

 

Vi skal have fundet en række kandidater, hvortil der kun er ét formelt krav til opstillerne:

- Karakteren skal være over 30 år in-game

 

Dernæst er det jer brugere der afgører (gennem stemmer), hvem der får æren af at træde i ministerens fodspor.

 

En minister sidder ca mellem 4-6 år, før der skal udskrives valg. 

 

Er du interesseret i at stille op til valget?

Indsend din opstillingserklæring til Saga Blanc med et kort skriv, der til inspiration kunne indeholde følgende:
- Dine ambitioner for det magiske samfund
- Hvad vil ændre sig, hvis du bliver valgt? (Eller ikke ændre sig)
- Erfaring og baggrund for at stille op
- Andet, som du finder relevant

 

Hver opstillingserklæring godkendes, og alle bliver kandidater i de næste ugers valgkamp. Men vær grundig med din opstillingserklæring, da den vil blive postet i en specialudgave af avisen, og herefter er det dit eget ansvar at føre valgkamp.

 

Send din opstillingsærklæring til Saga senest søndag  i uge 6 (2. november 2025).

 

Tidsplan for valgkampen er som følger:

Uge 5, torsdag, år 102: Valget udskrives

Uge 6, søndag, år 102: senest dato for indsendelse af opstillingserklæring

Uge 7, mandag, år 102: Her er kandidaterne

Uge 7, mandag - uge 10 søndag, år 102: Valgkamp

Uge 10, mandag, år 102: Stemmetid

Uge 1, mandag,  år 103: Afgørelse

 

Eventuelle spørgsmål skal sendes til Saga.

 

God kamp!


Første semesters lektie år 102

1. SEMESTERS LEKTIER
ÅR 102
1. UGE
2. UGE
ANTAL LEKTIER: 11
NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Eliksir

Ever gik ind i det stille bibliotek, hvor lyden af flere fjerpennen kunne høres. Eleverne var tilbage igen efter sommerferien og var allerede i færd med at studere hårdt og længe. Hun skulle finde supplerende bøger til timerne i Eliksir og hun følte sig allerede desperat. Hun havde ingen ide om, hvor hun skulle begynde.

Hun gik mellem de høje reoler og mumlede:
“Okay, noget let”. Hun trak en tilfældig bog ud. Titlen var: “Avancerede forvandlinger af indvolde i flydende form.” Ever stivnede, stirrede på forsiden, og hviskede: “Jah, men mest nej”. Hun satte den hurtigt tilbage igen.

Efter en halv time, var hun nede i den anden ende af biblioteket på 1. sal og fandt en bog frem med titlen: Eliksirens ABC.

“Ikke dårligt”, sagde hun med et smil og kom bogen under armen og se videre, indtil hun på samme hylde fandt endnu en bog: “101 nemme opskrifter til Eliksir”.

Hun lænede sig op af reolen bag sig og et mindre brag lød bag hende, da en stor stak med pergamentruller rullede ned af reolen og ramte trægulvet. Hun så om hjørnet på reolen og mødte straks bibliotekarens sure blik på nederste etage i den anden ende af biblioteket. Hendes syn var som en ørns. Hendes høje sko lød pludselig mod gulvet og op af trappen og Ever krympede sig, da hun stod overfor hende.
Uden at tage blikket fra Ever, tog hun en bog ned fra hylden, rakte hende den og hvæssede så: “Shhhhh!” og gik.

Ever så ned på forsiden og så på titlen: “101 opskrifter, hvordan du kan være stille”.

“Modtaget!”.

“Shhhhh!”.


NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Botanik

Professoren i Botanik stod foran klassen med hænderne i siden og et blik, der lovede kaos.
“Velkommen til dagens udfordring! En levende labyrint. Jeres opgave er enkel: Find udgangen uden at blive ramt af Piggebuskene. Og husk, at de skyder tilbage!”

Ever og Lilly så på hinanden og Ever vippede med overlegent med det ene øjenbryn.
“Let,” sagde Ever og strakte sig. “Jeg er jo næsten født til det her.”

2 minutter senere…

“AV! Seriøst!?”, skreg Ever, mens en pig fløj forbi og satte sig fast i hendes kappe. “Stop det!”.

“Ever!” hviskede Lilly desperat. “Jeg sagde, du skulle dukke dig! Dine selvopfundne ninja-skills virker ikke!”.

“Jeg dukkede mig!”, protesterede Ever højlydt.

“Du nikkede,” svarede Lilly tørt.

“Agurk, agurk”. Er det ikke det, I mugglere siger?”.

“Det er potahto, potahto”, grinede Lilly.

De listede videre mellem de tætte hække, da de kom til endnu en busk med pigge, som en kat der sad på lur.

“Okay, nu viser jeg dig, hvordan det gøres,” sagde Ever og trak tryllestaven frem med et stift sving.

“INCENDIO!”

Et lille, ynkeligt puf og en lille røgsky kom ud af staven, som fik hende til at hoste voldsomt.

Lilly fik kastet dem begge ned i græsset, da da den affyrede et regnvejr af pigge, som fløj om ørerne på dem.

“GENIALT, Ever!” råbte Lilly, mens hun gispede af grin. “Du har lige startet en buskekrig! Du er ikke nogen Chuck Norris”.

“Hvem?”. Ever rejste sig med mudder i håret og et grin, hun ikke kunne skjule.

“Ikke nogen du kender”.

“Det var en… afledning!”

“Ja, selvfølgelig,” fnisede Lilly, mens hun børstede jord af sit ærme. “Næste gang du laver afledning, så prøv at lade mig vide det først.”

En ny busk med pigge knagede truende i nærheden, og de 2 piger løb skrigende videre ind i labyrinten.


NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Besværgelser

Ever stirrede ned på sin tryllekedel. Den så ud, som om den havde overlevet en eksplosion i eliksirklasse. Der sad stadig et lag tyk, sort masse klistret fast i bunden, og lugten mindede lidt om brændte skosåler.

“Det er nu eller aldrig,” mumlede hun, mens Lilly spændt så til.

Ever hævede tryllestaven: “Scourgify!”

Et hvidt lysglimt ramte kedlen, men i stedet for at blive ren, begyndte den at sprøjte skum, som væltede ud over bordet, væltede hendes bøger og fløj op i loftet, hvor de satte sig fast som små balloner.

Lilly grinede højt: “Ever, du har lige opfundet et boblebad til kedler!”

Ever, der nu stod til knæene i skum, sukkede.: “Jeg ville bare gøre den ren… ikke starte en… vandkamp?.”

I det samme gled en 7. års Ravenclaw på det glatte gulv og forsvandt med et plask ned i sæbehavet.

Lilly klappede i hænderne.
“Okay, det her er klart sjovere end en hvilken som helst time.”


NAVN: Georgie
ÅRGANG: Udgået
FAG: Healer

Georgie gned nervøst håndfladerne mod healeruniformens stof, mens hun fulgte sin vejleder Alan Walker ind på stuen. Han var lige præcis så rolig, skarp og med en evne til at se tværs igennem hendes forsøg på selvsikkerhed i dag som han havde været under de sidste ugers træning. Bag hende kunne hun høre Philippas Osei´s lave, bløde stemme, der hviskede et “du kan godt”, og Georgie ønskede brændende, at hendes mod var lige så solidt som det lød. Patienten, en ældre heks med et mildt smil, stak armen frem uden tøven. Georgies fingre rystede en anelse, da hun gjorde klar, og hun mindedes øvelserne med Philippa, hvor hun i begyndelsen nærmest hver gang havde sat nålen alt for skævt. Dengang havde de begge grinet, Philippa havde kaldt hende en “blod-amatør” på den mest kærlige måde, og Georgie havde svoret aldrig at lade det ske igen. Hun trak vejret dybt, satte nålen i, og til sin egen overraskelse gled den præcist på plads. Blodet flød roligt ned i hætteglasset. Alan nikkede tilfreds.
“Se, Miller? Når du ikke overanalyserer, gør dine hænder arbejdet for dig,” sagde han, og der var både skarphed og ros i stemmen. Da hun fjernede nålen og dækkede det lille sår med en vatrondel og et stykke plaster henover, mærkede hun lettelsen skylle gennem sig. Hun sendte et hurtigt blik til Philippa, der smilede opmuntrende fra døren. Georgie kunne ikke lade være med at smile tilbage, måske var hun ikke helt så uegnet til det her, som hun havde frygtet.

Efter frokost ændrede stemningen sig. Hun stod bøjet over en yngre troldmand, der så lige dele træt og utålmodig ud. Allerede da hun præsenterede sig, kunne hun mærke hans blik glide hurtigt hen over hende, som om han tvivlede på, at hun kunne finde ud af noget. Hun prøvede at ryste det af sig, men da hun satte nålen første gang, rykkede han sig brat, og en rød plet bredte sig på huden. “Av for helvede!” udbrød han, og sendte hende et blik fuld af irritation. “Er du dum eller hvad? Det er altså mit blod, du leger med.” Georgie stivnede, skammen steg hende til hovedet og varmen i kinderne føltes ubehagelig. Hun åbnede munden, men Alan var der allerede. Han lagde en hånd på hendes skulder, fast men ikke uvenlig. “Stop. Kig på vinklen. Du gik ind for stejlt,” sagde han. Hans stemme var stadig rolig, men den skar igennem hendes begyndende katastrofetanker som et barberblad. Patienten mumlede noget surt, men Alan ignorerede ham. Georgie trak vejret dybt og forsøgte igen, langsommere denne gang, mere fokuseret. Nålen gled på plads, og blodet flød roligt ned i glasset. Patienten rullede øjne, men sagde ikke mere. “Sådan. Bedre,” sagde Alan. “Fejl sker, men hvis du ser dem i øjnene kan du risikere at lære kun noget.” Hans tone var tør, men der var et smil i hans øjne. Hans direkte tone burde have fået hende til at krympe sig, men i stedet følte hun en mærkelig lettelse. Hun havde fejlet, men hun havde rettet op. Da hun trådte tilbage, fangede hun Philippas blik i døren. Hendes klassekammerat mimede et lille “pyt” med et grin, og Georgie kunne ikke lade være med at rulle med øjnene og smile.


Det var sent, da de trådte ud i aftenkulden. Healerstuderende startede tidligt og sluttede sent åbenbart. Luften lugtede af regn og brosten, og Georgie trak frakken tættere om sig. Philippa gik ved siden af, en lille papirpose med to butterbeer-donuts i hånden. Hun rakte den ene til Georgie uden et ord, og Georgie tog imod med et taknemmeligt smil. “Såe,” sagde Philippa med sin dybe, bløde stemme, “første dag overlevet. Hvordan føles det?” Georgie sukkede og tog en bid af donuten. “Som om jeg blev kørt over af en thestralvogn og derefter trukket fri igen.” Philippa lo sin dybe latter, en varm klang midt i den kølige aften. “Ikke værst for en debut. Vi slog igen ihjel.” Georgie grinede med hende. "Det havde fandme også været slemt, når alt vi skulle var at tage blodprøver." De nåede deres opgang, en lidt skæv bygning med små altaner, der bugnede af blomsterkrukker og fortryllede lygter. Philippa boede på tredje sal, Georgie på fjerde. Trappen knirkede under deres skridt, men de var vant til lyden, den var faktisk næsten hjemlig nu. Ved Philippas dør vendte hun sig og så på Georgie. “Forresten… du gjorde det godt i dag. Jeg ved, du synes, du dummede dig, men Alan sagde ikke noget, han ikke mente. Han stoler på dig.” Georgie mærkede en varme brede sig i brystet. Hun nikkede og smilede træt. “Tak. Jeg har bare stadig følelsen af, at jeg stak mere til den patient end jeg tog blod.” Philippa trak på skuldrene og låste op. “Han var en idiot. Husk det. Vi ses i morgen, Miller.” “Ses, Osei.” Georgie fortsatte op ad den sidste trappe. Da hun lukkede sin egen lille lejlighed op, stod hun stille et øjeblik i mørket. Det havde været en hård dag, men hun var stadig her. Og måske, bare måske, var hun ved at finde ud af, hvordan man blev en healer.


NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: FMMK

Klassen summede lavmælt, mens Professor Sigrid skrev på tavlen: “Forklar hinanden, hvad duelering er.”

Ever lænede sig tilbage på bænken. “Ved vi ikke allerede, hvad et er?”

Lilly lænede sig frem over bordet, hendes blå øjne glimtede drillende. “Kom nu, Ever. Du elsker jo at lyde dramatisk. Forklar det, som om det er liv eller død. Det er du så god til.”

Ever grinede, satte sig op og slog ud med armene. “Okay, hør her: Duelering er når 2 tosser, undskyld, 2 hekse eller troldmænd stiller sig over for hinanden, bukker høfligt som om de skal danse, og derefter prøver at afvæbne, lamme, kaste rundt med eller dræbe hinanden med deres tryllestave.”

Lilly stoppede et lille grin og prøvede at genfinde alvoren igen. “Så det er en blanding af en dødsfælde og en sport?”

“Flyvning er en dødsfælde, men ellers, præcis!” sagde Ever og slog dramatisk hånden i bordet. “Som fagtning hos mugglere.”

“Fægtning, Ever”, grinede Lilly nu højt. “Det hedder fægtning.”

“Sikkert! Bare uden elegante uniformer og med risiko for at vågne op uden øjenbryn. Eller arme. Eller værdighed.”

Lilly lo og rystede på hovedet. “Men det er jo også en træning, hvor man lærer disciplin, præcision og respekt.”

Ever kneb øjnene sammen. “Respekt? Lilly, den eneste respekt jeg har, er for dem, der kan stå dér og bukker, velvidende at de om 3 sekunder får en Stupefy lige i panden. Ja, men mest nej.”

“Du ville bukke med et smil,” sagde Lilly mildt.

Ever pegede på hende. “Jeg ville bukke og derefter løbe den anden vej. Eller gemme mig bag dig.”

Lilly lo så højt, at Professoren så strengt over på dem. Hun sænkede stemmen og hviskede: “Hvis vi skal forklare det korrekt: Duelering er en magisk kamp, hvor man bruger trylleformularer til at tvinge modstanderen i knæ. Buk, klar, og starter man på tre.”

Ever sukkede dramatisk og lod som om hun faldt om på bænken. “Kort sagt: Det er en smuk, ærefuld tradition, forklædt som en dødsdom.”

Lilly fniste og puffede til hende. “Jeg skriver det pænt i mine noter, og så kan du nøjes med at tegne små gravsten i dine.”

“Perfekt,” grinede Ever.


NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Forvandling

Ever sad på hug foran ildstedet i Ravenclaws opholdsrum med tungen stukket koncentreret ud af munden. I sin hånd holdt hun en ganske almindelig tændstik, som hun viftede med foran ansigtet.

“Okay”, mumlede hun til sig selv. “Bare en lille forvandling. Tændstik til synål. Nemt. Alle kan bruge en synål. Ikke? Og så tilbage igen. Hvor svært kan det være?”.

Hun kneb øjnene sammen, trak vejret dybt og rakte hånden frem. “Form dig. Bliv til metal… ja, sådan, bliv lille og… til en synål!”.

Der lød et lille knitren. Tændstikken gav et svagt lysglimt og i hendes hånd var der ikke en synål, men en træpind med en metalspids, der stak skævt ud til siden som en løs tand.

Ever blinkede. “Altså… det er da en… næsten-synål. Bare lidt… anderledes?”. Hun stak forsigtigt til den, og metalspidsen faldt af og rullede hen over gulvet.

Hun sukkede dramatisk, men tog tændstikken op igen. “Okay. Igen. Fokus.”

Hun lagde den mellem fingrene, stirrede intenst, så hendes pande foldede sig i alvor. “Synål! SYNÅL!”.

Tændstikken kom med en gnist og stod pludselig med en halvstegt kanelstang i hånden.

Ever stirrede på den, duften af brændt sukker og bark svævede op. Hun kunne ikke lade være med at fnise. “Perfekt. Jeg har opfundet… dessertmagi. Hvis det her fortsætter, kan jeg forvandle alting til julegodter. Fantastisk.”

Hun smed kanelstangen i munden, gumlede og trak på skuldrene. “Så længe jeg ikke ender med at lave mig selv om til en pebernød, går det vel nok”.


NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: MDPoP

Ever stod foran buret og kiggede skeptisk ind. Fwooperne så jo helt uskyldige ud. Små, tykke fugle i regnbuens skrigende farver. Pink, limegrøn, gul, orange. De hoppede rundt på deres pinde som små bolde af candyfloss og hun kunne ikke lade være med at smile.

“Det her kan da ikke være så slemt,” mumlede hun, inden hun åbnede lågen.

Det var slemt.

Alle fuglene stirrede på hende på én gang og så åbnede de næbbene. Lyden, der kom fra dem, var et mareridt. En blanding af en falsk violin og en sækkepibe, der blev mast i en dør. Evers øjne blev store og hun famlede efter sin tryllestav.

“Silencio!” råbte hun mod den pinke fwooper. Fuglen blev stille med det samme, men den limegrønne hævede stemmen endnu højere, så hendes knæ begyndte at ryste. Hun snurrede rundt i buret, svingede staven som en forvildet dirigent.

“Silencio! Silencio! SILENCIO!”

Én efter én faldt de til ro. Stilheden, der fulgte, var næsten lige så skarp som larmen havde været. Ever stod midt i buret, forpjusket, forpustet, og med fjer hængende i håret. Den gule fwooper hakkede i hendes snørebånd med fornærmet mine, mens de andre bare hoppede rundt med uskyldige blikke.

Hun pustede ud og satte sig ned på hug. “I er små, farverige mareridt,” sagde hun med et grin. Den limegrønne fugl baskede stille med vingerne og prikkede forsigtigt til hendes finger.

Ever smilede bredere. “Men jeg kan vist ikke være sur på jer længe.”


NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: MH

Okay, altså. Harry Potter. Drengen-der-overlevede. Drengen-med-lyn-arret. Drengen-der-aldrig-får-fred. Man kan sige meget om ham, men man kan ikke sige, han kedede sig.

Hvis jeg ser på hans bedrifter, så er det jo ret imponerende. Han har nedkæmpet en ond troldmand, fundet og ødelagt mærkelige sjæleklumper, reddet vennerne ca 1000x og har stadig overskud til at spille Quidditch. Jeg kan næsten ikke forvandle en tændstik til en synål uden at lave en kanelstang ud af det, så jeg synes, det er… ret vildt.

Men. Og her er mit men: Harry virker ikke som en, der har haft en plan. Han løb mere bare direkte ind i faren, råbte “Expelliarmus!” og håbede på det bedste. Det er selvfølgelig modigt, men det virker også lidt… dumt? Jeg tænker, hvis Hermione ikke havde været der, havde han nok stadig siddet fast i et skab under trappen og læst manualen til: “Hvordan tæmmer man en husalf forkert?”.

Det, jeg alligevel beundrer mest, er, at han aldrig gav op. Han kunne gemme sig, men blev ved, fordi han vidste, at hvis han ikke gjorde noget, ville alle andre lide under Voldemort. Det er måske det, der gør ham til en helt! #teamharry

Så ja. Harry Potter ændrede den magiske verden. Han viste, at det handler om at være den stærkeste, men om at stå fast, selv når knæene ryster. Og hvis jeg kan lære bare en smule af det… ja, så kan det være, min næste tændstik ikke ender som en kanelstang.

Slut prut.


NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Flyvning

“Ja, dig har jeg ikke savnet”, sagde Ever gennem sammenknebne læber og stod med armene over kors. “Av for fa….!”. Kosten havde givet et svirp med skaftet og ramt hende over skinnebenet. Den havde uden tvivl heller ikke savnet hende.

Alle omkring hende havde fået en ny kost med hjemmefra og hun var som den eneste ikke hoppet med den DEN klub og stod med den samme lånte kost fra skolen. Den var den rene dødsfælde!

Ever stirrede på kosten, som om den havde fornærmet hendes familie. “Jeg skal dø nu,” erklærede hun dramatisk. “Jeg vil hellere slås med buske med pigge i en labyrint, end st sidde på dig igen!”.

Professor Áine klappede i hænderne.
“Kom nu, Ever! Op på kosten! Banen klar til dig. Sving, sprint, og præcisionsstop over slutlinjen. Og jeg har set dig kværne græskartærte i dig i spisesalen, så jeg ved, at du gerne vil vinde!”

Ever greb kosten, holdt den foran sig, som hvis hun kvalte en person: “Jeg siger det lige nu, din omvandrende pind: Den græskartærte er min!”.

Hun kastede benet over skaftet, og kosten reagerede straks – som en arrig kat. Den sprang fremad, mens Ever halvt sad, halvt lå på den.
“STOP! STOP! Jeg sagde ikke KØR!” hvinede hun, mens hun baskede med armene som en fugl i panik.

Første sving nærmede sig. Ever prøvede at trække i kosten. “Til venstre! VENSTRE! Jeg sagde venstre, ikke op!”

Kosten ignorerede hende og valgte at tage svinget ved at flyve over banen og ned igen, så Ever blev kastet rundt med vinden piskende mod ansigtet. Var det overhoved lovligt at flyve så hurtigt?

På den lange strækning var hun tæt på at miste både støvler, værdighed og sin sjæl. Vinden piskede tårer ned ad kinderne, og hun skreg konstant: “Græskartærte! Græskartærte!”.

Slutlinjen kom tæt på. Hurtigt! Alt for hurtigt! Hun skulle standse præcist over den. Ever kneb øjnene sammen, rakte armene frem som om hun kunne bremse med hænderne.
“Nu… NUUU!” skreg hun og kastede sig bagud på kosten.

Kosten bremsede brat. Ever bremsede ikke. Hun fortsatte i en elegant bue hen over slutlinjen og landede på græsset. Hun løftede hovedet med hårtotter ud til alle sider, stak en arm i vejret og erklærede hæst: “Den græskartærte er min, Professor.”

Professoren Áine lavede et overraskende imponeret ansigtsudtryk: “Det var din bedste tid, frøken Ever. Ikke den mest elegante, men det har heller aldrig været din stærkeste side, men jeg må dog indrømme, at jeg er imponeret. Godt fløjet.”

Ever faldt om på græsset med armene og benene ud til begge sider og hviskede med rystende hoved og et hakkende åndedræt: “Jeg HADER at flyve!”.


NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Astrologi

Ever mærkede det, allerede før Professoren nåede at forklare. Gulvet slap sit greb om hende og hun løftede sig let, som et blad i vinden.
Hele klasselokalet blev forvandlet til svævende elever, bøger og fjerpenne, der gled rundt mellem hinanden. Professorens stemme rungede roligt: “Dette, mine kære elever, er universet før Big Bang. Intet at holde fast. Kun kaos.”

Ever kneb øjnene sammen, da hun var lettet fra gulvet. Faget Flyvning, var ikke hendes bedste fag og nu uden en kost under sig, havde hun intet at klamre sig til, selvom en flyvende pind ikke var det bedste at støtte sig til - men den var da bedre end… ingenting. Men hun havde en opgave og det var at finde Nordstjernen.

Med et fast greb om sin kikkert, som hun var tæt på at tabe, trak hun til sig, mens hun skubbede et blækhus væk fra sig. Et lill nik med hovedet sendte hende i en langsom rotation mod loftet, men da hun greb fat i Lillys taske, standsede bevægelsen og bed sig i læben for ikke at grine højt.

Hun rettede kikkerten mod kuplen over dem, hvor stjernehimlen stod mørk og sort frem, som Professoren havde fremmanet. Et glitrende mønster af lys i mørket og hun lod sig falde ind i det. Fingrene strammede om kikkerten. Hun fandt Den Lille Bjørn. Hun fulgte stjernerækken, til hendes blik fandt den lysende Nordstjernen. Hun var vokset op i Norden lg vidste, at hun altid skulle finde Nordstjerne for at finde hjem.

Et smil bredte sig over hendes læber. Midt i et rum uden noget omkring sig, hvor hendes krop svævede, var der alligevel ét sted, hun kunne stole på. Én stjerne, der altid viste vej hjem.


NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: MS

Ever skal til sin første koncert med sin bedste veninde, Lilly, som er 100% muggler og Ever er renblod.

Hun forestiller sig, at det er noget i retning af en blanding mellem en Quidditch-finale og en trylledrik, der eksploderer, bare uden koste og uden at nogen mister øjenbrynene (forhåbentlig).

Lilly har besluttet, at de skal se Ed Sheeran. Han spiller i London, og åbenbart er han sådan en slags levende jukeboks, som halvdelen af mugglerne kender sangene fra udenad. Lilly sagde, det var det mest “sikre valg,” fordi hun ikke ville have Ever til at starte sit koncertliv med at blive mast til en heavy metal-koncert.

Hvordan hun har det med at skulle afsted i skoletiden? Ærligt, så er hun spændt, men også nervøs. Ever ved ikke helt, hvad man skal gøre til en koncert. Skal hun sidde stille? Skal hun danse? Er det uhøfligt at trylle lidt lys ud af tryllestaven, når hun føler musikken? (Lilly har forbudt det).

Evers tøjvalg er en hel mission i sig selv. Hun tænker at tage mørke jeans på (Lilly siger, det er “koncertbasic”), en løs T-shirt med et stjernemønster, og en hættetrøje, så hun kan gemme mig lidt, hvis det hele bliver for meget. Ever aner ikke, hvad en t-shirt eller en hættetrøje. Hun har fået udleveret nogen ørepropper (hvad end det igen er).

Alt i alt glæder hun sig, fordi ham der Ed Sheeran synger om kærlighed.


Stem på din favoritlektie!
Man må stemme én gang pr IRL person pr. opslag.
Man må gerne stemme på sig selv.
Stem via dette link: KLIK HER

Årets lektie år 101 - VINDEREN

ÅRETS LEKTIE
ÅR 101
Med hele 60% af stemmerne, kan vi nu afsløre, at det er MAXWELL der løber afsted med dette års bedste lektie!

Det har været et lektieaktivt år, hvor vi simpelthen har set mange fantastiske lektier, som vi har kunne følge igennem skoleåret! Fortsæt endelig den gode stil, så sidder vi, LA'er og venter i spænding på, hvad I bringer på bordet på denne årgang!
Hvis I lige vil læse mesterværket, så læs med herunder!

Til sidst: Tak til alle der har lavet lektier! I har alle været vildt gode!



NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
UGE: 5
FAG: Flyvning

Selvtilliden fejlede intet hos Maxwell, når det kom til flyvningsfaget. Der var ikke den finte eller den teknik, som han ikke havde prøvet før. Dertil havde han også forsøgt sig med en fuld rulning, men han havde aldrig rigtig brudt sig om det og heller ikke rigtig skulle bruge det til så meget. Max ville fremad og han ville have fart på, og så ville han rigtig gerne lave skarpe sving, men alt sammen mens han havde hovedet rettet opad. Da professor Maloney viste dagens opgave, så det legende let ud. Fuld rulning var alt andet, hvis man skulle bruge det som undvigemanøvre. Max skævede til Jack og Seraphina, som var angribere for Gryffindor og derfor havde mere brug for at mestre denne disciplin end Max selv havde. Han skulle ikke så tit undvige, og hvis han skulle, så kunne han gøre det på andre måder. Målmanden og baskerne skulle parere på hver sin måde. Jovist kunne der være situationer, hvor det kunne være absolut nødvendigt at skulle undvige og gerne med fuld rulning, men som regel var det ikke, og det var vigtigt for Max at tænke.

”Det så megasejt ud, synes du ikke?” spurgte Freddie, der også var vild med quidditch men endnu ikke var på Hufflepuffs quidditchhold. Egentlig var han ikke sikker på, at han helt ville, men Max håbede det lidt, selvom han var glad for, at de ikke var konkurrenter.
”Jo”, svarede Max langtrukkent. Helt objektivt så det sejt, men tanken om ikke at kunne udføre finten var ikke så sjov. Slet ikke når så mange af de andre på årgangen havde kendt til Maxwells quidditchfamilie, og endda var det noget, han selv var stolt af og nok skulle fortælle og stolt tale om, hvis nogen italesatte det. Som regel sagde han det ikke selv som det første godt nok, men stadig.
”Kan du finde ud af det?” spurgte Freddie igen til ven.
”Ja da” lød det løgnagtigt og selvsikkert fra Max, der havde held med at skjule sin usikkerhed og nervøsitet. ”Kan du ikke?” spurgte Max retur, mens han inderligt håbede, at Freddie ikke havde prøvet det eller ikke kunne finde ud af det, for så ville han måske være dårligere end Max.
”Jo da, jeg elsker det. Nogle gange hænger jeg under kosten som et dovendyr, fordi det er sjovt at flyve sådan og se verden på den måde” sagde han, og Max var ikke i tvivl om, at Freddie talte sandt. Pis også!
”Ej, men den her gang skal du hele vejen rundt, ellers tror jeg ikke professor Maloney godkender det, tror du?” spurgte Max alligevel for at stikke lidt til vennen.
”Nej nej, men hvis hun ser det, så kan jeg vel få lov til at lege og flyve sådan bagefter, tror du ikke? Vi kan bare være nogen af de første og så selv lave vores egen flyvning”, sagde Freddie energisk og gennemtænkt, mens han utålmodigt afventede Maxwells svar. Svaret kom i form af et nik og fokus vendte sig på friheden i flyvningen bagefter. ”Ja, og så kan vi også flyve hurtigt og bremse hårdt op” svarede han yderligere og lige så energisk. Det var tydeligt, hvad Max fandt mest interessant og sjovest i forbindelse med flyvningen.

Freddie havde ret. Han havde prøvet det før og fuldstændig styr på det. Max kendte også til teknikken bag det, så han kastede sig selvsikkert ud i det, men det faldt ham ikke så naturligt at holde kursen, imens han væltede sig til siden. Farten blev også sænket, da Max skulle forsøge at justere kursen igen og samtid komme op og få styr på, hvad der var op og ned.
Balancen og det faktum at have hovedet nedad var ikke så problematisk for ham, men koordinationen af alle dele var ikke noget, han havde særlig meget erfaring med og derfor så det noget mere kluntet og kikset ud end professorens eksempel. Freddies forsøg var også meget flottere. Nogle af de andre i klassen havde også bedre forsøg i bagagen fra undervisningen end Max endte med at have, hvilket havde fået professor Maloney til at hæve en øjenbryn uden dog at konfrontere Max med det. Tilsyneladende var hun en professor, der kendte til sine elever og kunne derfor fornemme, at det ville slå Max mere ud at blive ydmyget eller rettet på foran alle andre elever, når Max selv forsøgte at lade være med at fokusere på det.
Alligevel fik hun sendt en kommentar efter ham ved timens afslutning. ”Skolens koste har visse fordele. Det er nemmere i lavere fart til en start, selvom du er fartglad.”
Max havde kigget på hende med et irriteret blik, han sagde ikke noget men nikkede kortvarigt et enkelt nik. Måske skulle han udnytte at flyve med Dawn på skolens koste, så han kunne øve sig på den slags, for det gik ikke til hans ry, at han ikke havde flot kontrol over den slags. For de forsøg han havde haft her i timen, var ikke særligt gode, selvom de blev bedre og bedre for hvert forsøg.

”Jeg har ikke prøvet det på den her kost før” forklarede Max overfor vennen, der også havde undret sig over, hvorfor det så så ustabilt ud for Max i forhold til Freddies egne forsøg og hans åbenlyse glæde ved at flyve under kosten som et dovendyr, som han selv sagde.
”Nej og sidste år havde du den ikke engang ved dig” svarede den flinke Hufflepuff ven så støttende og forstående som han kunne, da de var på vej tilbage fra timen. ”Vi kan prøve igen og igen engang efter skole” foreslog Freddie.
”Ja, det vil jeg gerne. Kan vi gøre det allerede i dag, tror du? For jeg skal egentlig flyve sammen med Dawn, fordi hun gerne vil på quidditchholdet også, og hun tror jeg kan lære hende det, men hvis hun nu har set, hvor dårlig det her gik, så gider hun måske ikke?” spurgte og forklarede Max betroende til sin ven. Freddie slog venskabeligt hånden ind mod Maxwells ryg mens han nikkede ivrigt. Armen fortsatte og lagde sig yderligere kammeratligt om skulderen på Max. ”Ja, selvfølgelig, og du må gerne bruge min kost også, hvis du vil prøve den” sagde Freddie. Max smilede og takkede taknemmeligt, hvorefter de vendte stemningen ved at snakke om noget andet og meget sjovere.




Pokaloverrækkelse år 101

Kære allesammen!

Så runder vi endnu et flot år af, og derfor vil vi traditionen tro, gerne hylde de flittige og se tilbage på de gode minder.


Vi vil gerne sige jer en stor tak for både lektier, deltagelse i konkurrencer og fantastiske emner der er spillet i løbet af året.
RAVENCLAW
RAVENCLAW

Stort tillykke til Ravenclaw der løber med pokalen dette år

1711 point
1012 point
505 point
308 point

Så bliver det spændende! Hvem har egentlig vundet kollegiepokalen tror du? Jamen lad os afsløre det *trommehvirvel*...

...og vinderen af kollegiepokalen er...

(Klik på mig...)

Vinder af Elevpokalen

Ever Green

Som vinderen af ELEVPOKALEN, har Ever har gjort et fantastisk arbejde dette år og har indsamlet hele 953 point!. Kæmpe stort tillykke!

Vi håber på at næste år bliver lige så aktivt, og gerne med endnu flere point og lektier på banen! Held og lykke alle sammen!
Fra hele staben skal I alle have tak for jeres deltagelse!

Årets lektie år 101 - afstemningen!

ÅRETS LEKTIE
ÅR 98
Så er det tid til, at vi skal runde år 101 af og tage godt imod år 102! Tiden flyver og det må man sige, at det synes I også om lektierne, for hele tre af de fem, der skal stemmes om, er fra faget Flyvning!
Tag en kigger på de nominerede finalister herunder og gå ind og stem på den, du synes skal vinde ÅRETS LEKTIE!



NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
UGE: 7
FAG: Flyvning

Hvis der var noget, Ever ikke kunne lide, så var det at flyve. Om det var kosten eller selve flyvningen var i og for sig underordnet. Hun syntes faktisk, at koste var nogen lange pinde med børster bagi. Hun foretrak noget mere værdigt. En stjerne i håret, en god bog, måske en kop varm kakao og ikke en dum pind, der gav splinter. Og i dag stod det på dødsfaget: Flyvning.

Alle eleverne omkring summede af iver og latter og professoren stod med et stort smil med de behandskede hænder i hofterne.

“En velholdt kost er en pålidelig kost!” erklærede Professoren som en major på en slagmark. “I dag skal I lære at trimme børsterne og polere skaftet, så de holder længere og derfor ikke får humørsvingninger”.

Ever så ned på den lånte kost fra skolen, der allerede vippede mistænkeligt under hendes blik og hun var ikke et sekund i tvivl om, at den kunne lugte hendes manglende begejstring.

“Så,” mumlede hun og bøjede sig ned for at trimme børsterne med en lille rusten saks. “Hvis vi 2 skal blive nogenlunde gode venner, skal du bare opfører dig ordentligt, så…”.

Kosten gav et bukkespring fra sig og ramte hende klokkerent med skaftet mellem øjnene. Sidst hun havde set efter, havde der hverken været måne eller stjerner dinglende for øjnene af hende.

“Av! Seriøst!? Din… pind med strithår!”. Ever gned sig i mellem øjenbrynene.

Hun prøvede igen. Denne gang greb hun om skaftet og begyndte at gnide et polermiddel på med en klud. Det gik fint i 10 sekunder, indtil pinden med børsterne besluttede at vride sig som en fisk på land.

Ever blev trukket rundt efter den over gulvet og væltede både bøger og quidditchudstyr på gulvet. Hun var sikker på, at hun kunne høre den vandrende pind klukke af grin.

“Slip mig, din ondskabsfulde kæp!”, hvæsede hun vredt.

Professor Aíne hostede (sikkert for at holde et grin tilbage). “Ja, nogle koste kan godt være lidt temperamentsfulde, så husk den på, hvem der bestemmer.”

Ever stirrede ondt på kosten. “Hvis du ikke holder op, saver jeg dig over og laver dig om til pindebrænde”.

Overraskende nok faldt kosten til ro. Måske havde den forstået alvoren i hendes ord, eller også havde den ondt af hende (helt sikkert det sidste). Ever polerede, trimmede og gav den en sidste omgang voks, så skaftet skinnede som nypudsede støvler.

Hun trådte et skridt tilbage, pustede en lok af håret væk fra ansigtet og sagde tørt: “Hvis nogen spørger, så er vi absolut ikke venner”.

Kosten gav et lille ryk, som om den grinede (af hende).



NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
UGE: 8
FAG: Flyvning

Og præmien er chokoladefrøer?”.

Ever stirrede skeptisk op på den lange bane foran sig og sukkede lidt for højt.

“Ja, også endda en 3-pak”, sagde den elev fra Gryffindor energisk, som hun skulle flyve imod. Han fik kosten smækket op i hånden med et selvsikkert smil.

Hun fik ondt i maven ved tanken om, at hendes fødder skulle lette fra jorden, men hun vidste, at hun ikke kunne sige nej.

Professor Aíne sendte hende et lille smil og nikkede opmuntrende til kosten ved siden af hende. Ever så ned på den og det tog flere forsøg, før den lystrede hende og hun endelig kunne træde over den. Den føltes ligeså nervøs som hende og begyndte at hoppe i små ryk.

“Husk, hvem I skal race imod. I skal flyve hæderligt og ærligt! I bliver diskvalificeret, hvis jeg ser den mindste hånd forlade kosten! På pladserne, færdige… FLYV!”, lød Professorens stemme og de andre elever farede afsted.

Ever satte forsigtigt fra og hun så jorden under hende forsvinde 1 meter inde ejende, 2 meter under hende, da hendes lånte kost begyndte at dreje rundt og fløjet i en cirkel som en langsomt karussel. Hun prøvede at rette kosten rundt uden held, Gryffindor-eleven kom farende forbi og hujede: “Chokoladefrøer til mig!”.

Besværligt og langsomt nåede hun enden af banen, men kun fordi Professor Aíne elegant var hoppet op på sin egen kost og var fløjet hen til hende og guidet hende igennem turen tilbage. Ever havde klamret sig til det stykke pind, som alle andre kaldte for et vidunderligt transportmiddel.

Da hun endelig kom tilbage, landede hun hårdt på græsset, stadig med kosten imellem benene, og rullede en omgang rundt, så hun lå på ryggen og stirrede op i himlen.

En chokoladefrøer landede på hendes bryst og hun sendte Gryffindor-eleven et lille lettet smil.

“Godt fløjet, Ravenclaw! Du fortjener det”.



NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
UGE: 5
FAG: Flyvning

Selvtilliden fejlede intet hos Maxwell, når det kom til flyvningsfaget. Der var ikke den finte eller den teknik, som han ikke havde prøvet før. Dertil havde han også forsøgt sig med en fuld rulning, men han havde aldrig rigtig brudt sig om det og heller ikke rigtig skulle bruge det til så meget. Max ville fremad og han ville have fart på, og så ville han rigtig gerne lave skarpe sving, men alt sammen mens han havde hovedet rettet opad. Da professor Maloney viste dagens opgave, så det legende let ud. Fuld rulning var alt andet, hvis man skulle bruge det som undvigemanøvre. Max skævede til Jack og Seraphina, som var angribere for Gryffindor og derfor havde mere brug for at mestre denne disciplin end Max selv havde. Han skulle ikke så tit undvige, og hvis han skulle, så kunne han gøre det på andre måder. Målmanden og baskerne skulle parere på hver sin måde. Jovist kunne der være situationer, hvor det kunne være absolut nødvendigt at skulle undvige og gerne med fuld rulning, men som regel var det ikke, og det var vigtigt for Max at tænke.

”Det så megasejt ud, synes du ikke?” spurgte Freddie, der også var vild med quidditch men endnu ikke var på Hufflepuffs quidditchhold. Egentlig var han ikke sikker på, at han helt ville, men Max håbede det lidt, selvom han var glad for, at de ikke var konkurrenter.
”Jo”, svarede Max langtrukkent. Helt objektivt så det sejt, men tanken om ikke at kunne udføre finten var ikke så sjov. Slet ikke når så mange af de andre på årgangen havde kendt til Maxwells quidditchfamilie, og endda var det noget, han selv var stolt af og nok skulle fortælle og stolt tale om, hvis nogen italesatte det. Som regel sagde han det ikke selv som det første godt nok, men stadig.
”Kan du finde ud af det?” spurgte Freddie igen til ven.
”Ja da” lød det løgnagtigt og selvsikkert fra Max, der havde held med at skjule sin usikkerhed og nervøsitet. ”Kan du ikke?” spurgte Max retur, mens han inderligt håbede, at Freddie ikke havde prøvet det eller ikke kunne finde ud af det, for så ville han måske være dårligere end Max.
”Jo da, jeg elsker det. Nogle gange hænger jeg under kosten som et dovendyr, fordi det er sjovt at flyve sådan og se verden på den måde” sagde han, og Max var ikke i tvivl om, at Freddie talte sandt. Pis også!
”Ej, men den her gang skal du hele vejen rundt, ellers tror jeg ikke professor Maloney godkender det, tror du?” spurgte Max alligevel for at stikke lidt til vennen.
”Nej nej, men hvis hun ser det, så kan jeg vel få lov til at lege og flyve sådan bagefter, tror du ikke? Vi kan bare være nogen af de første og så selv lave vores egen flyvning”, sagde Freddie energisk og gennemtænkt, mens han utålmodigt afventede Maxwells svar. Svaret kom i form af et nik og fokus vendte sig på friheden i flyvningen bagefter. ”Ja, og så kan vi også flyve hurtigt og bremse hårdt op” svarede han yderligere og lige så energisk. Det var tydeligt, hvad Max fandt mest interessant og sjovest i forbindelse med flyvningen.

Freddie havde ret. Han havde prøvet det før og fuldstændig styr på det. Max kendte også til teknikken bag det, så han kastede sig selvsikkert ud i det, men det faldt ham ikke så naturligt at holde kursen, imens han væltede sig til siden. Farten blev også sænket, da Max skulle forsøge at justere kursen igen og samtid komme op og få styr på, hvad der var op og ned.
Balancen og det faktum at have hovedet nedad var ikke så problematisk for ham, men koordinationen af alle dele var ikke noget, han havde særlig meget erfaring med og derfor så det noget mere kluntet og kikset ud end professorens eksempel. Freddies forsøg var også meget flottere. Nogle af de andre i klassen havde også bedre forsøg i bagagen fra undervisningen end Max endte med at have, hvilket havde fået professor Maloney til at hæve en øjenbryn uden dog at konfrontere Max med det. Tilsyneladende var hun en professor, der kendte til sine elever og kunne derfor fornemme, at det ville slå Max mere ud at blive ydmyget eller rettet på foran alle andre elever, når Max selv forsøgte at lade være med at fokusere på det.
Alligevel fik hun sendt en kommentar efter ham ved timens afslutning. ”Skolens koste har visse fordele. Det er nemmere i lavere fart til en start, selvom du er fartglad.”
Max havde kigget på hende med et irriteret blik, han sagde ikke noget men nikkede kortvarigt et enkelt nik. Måske skulle han udnytte at flyve med Dawn på skolens koste, så han kunne øve sig på den slags, for det gik ikke til hans ry, at han ikke havde flot kontrol over den slags. For de forsøg han havde haft her i timen, var ikke særligt gode, selvom de blev bedre og bedre for hvert forsøg.

”Jeg har ikke prøvet det på den her kost før” forklarede Max overfor vennen, der også havde undret sig over, hvorfor det så så ustabilt ud for Max i forhold til Freddies egne forsøg og hans åbenlyse glæde ved at flyve under kosten som et dovendyr, som han selv sagde.
”Nej og sidste år havde du den ikke engang ved dig” svarede den flinke Hufflepuff ven så støttende og forstående som han kunne, da de var på vej tilbage fra timen. ”Vi kan prøve igen og igen engang efter skole” foreslog Freddie.
”Ja, det vil jeg gerne. Kan vi gøre det allerede i dag, tror du? For jeg skal egentlig flyve sammen med Dawn, fordi hun gerne vil på quidditchholdet også, og hun tror jeg kan lære hende det, men hvis hun nu har set, hvor dårlig det her gik, så gider hun måske ikke?” spurgte og forklarede Max betroende til sin ven. Freddie slog venskabeligt hånden ind mod Maxwells ryg mens han nikkede ivrigt. Armen fortsatte og lagde sig yderligere kammeratligt om skulderen på Max. ”Ja, selvfølgelig, og du må gerne bruge min kost også, hvis du vil prøve den” sagde Freddie. Max smilede og takkede taknemmeligt, hvorefter de vendte stemningen ved at snakke om noget andet og meget sjovere.



NAVN: Seraphina
ÅRGANG: 2
UGE: 1
FAG: MDPoP

Sera tripper spændt. De havde lige fået af vide at de skulle ind i et bur fyldt med Fwoopere. Hun elskede fugle og kunne slet ikke vente med at komme ind til de utroligt smukke fugle. Hun havde også fået at vide at der var blevet lagt en besværgelse over fuglene så hun ikke kunne høre deres sang - så hvad kunne gå galt? Hun stod ude foran buret og kiggede på fuglene. Døren til buret blev åbnet, og hun trådte ind. Det var som at være i et lille rum fyldt med regnbuer. Det var så smukt, at hun ønskede at kunne have et af de der kamera-tingester så hun kunne tage et billede. Hun stirrede på fuglene i lidt tid. Hun ville SÅ meget købe en næste gang hun kom til Diagonalstrædet. Men så gik det galt. Hun kunne høre det så tydeligt. Læreren havde glemt at lave en besværgelse over en af de største fugle, som havde en stærk pink farve. Den begyndte at synge. Det lød så forfærdeligt, at lyden slet ikke kunne beskrives. Den var så høj og smertefuld, og lød måske lidt som et bjerg der vælter eller noget endnu være. Det føltes også lidt som om at der være ved at gå ild i hendes hjerne, eller hvis en boremaskine kører på fuld fart ved siden af hende. Det føltes som om hun ikke havde nogle følelser eller ikke kunne tænke noget. Hun lavede et lille hvin, og prøvede at holde sig for ørene for at lukke de forfærdelige lyde ude. Sera så at læreren kom ind i buret og sagde: “åh nej, jeg har glemt en!” Læreren kastede silencio over fuglen og henvendte sig til Sera. Hun havde meget høj tinitus, så hun kunne næsten ikke høre noget. Hun kom på hospitalsfløjen, så hun kunne få hendes tinitus til at forsvinde med nogle eliksirer. Efter hun var blevet kureret, sagde hun: “Måske skal jeg måske ikke have en Fwooper alligevel! Hun grinte.


NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
UGE: 2
FAG: Astrologi


Firkløveret bestående af Olivia og Freddie fra Hufflepuff samt Serenity og Maxwell fra Gryffindor var endnu engang parret sammen. Bare fordi Olivia og Freddie kom godt ud af det med hinanden, for det var ikke tilfældet på samme måde med Max og Nettie. De tolererede hinanden og kunne da følges, hvis det var. Som regel fandt de dog sammen med andre på kollegiet. Max vidste ikke helt, hvorfor det var sådan, men hun virkede ofte så sur, og han havde da ellers ikke gjort noget.

Solsystemet bevægede sig roligt i den ene del af tårnet, mens enkelte stjernetegn var afbilledet fra forskellige vinkler afhængig af nord- eller sydkuglen og hvilken tid det var på året. Eleverne kunne således tjekke om det var et reelt stjernebillede, de havde observeret når det var opgaven. Maxwell havde ikke særlig meget styr på stjernetegn eller stjernebilleder. Endda var det så galt, at han aldrig rigtig huskede, hvad han selv var i stjernetegn og det hjalp ikke, at hans far og ham havde samme stjernetegn, fordi de havde fødselsdag samme dag. 21. april og tyr, kunne han derfor spotte i lokalet, inden de fandt et teleskop hver og trådte ud på den balkonlignende afsats, hvorfra det var nemmest at se noget.

Højden og dermed afstanden til jorden var ikke noget, Max havde et problem med. Det virkede nærmest frit heroppe og det kriblede i hænderne på ham for at snige sin kost med op i tårnet og kaste sig ud i en flyvetur, der startede fra det højeste tårn. Udsigten derfra kunne man ikke klage over, tænkte han.
Stjernerne var også flotte, selvom Max ikke forstod sig på betydningen af dem. Ej heller efter mere end et år på Hogwarts med astrologi på skemaet.

Alligevel tænkte han på sin mor, da han blev afbrudt i tankerne. ”Dagdrømmer du?” spurgte Olivia. Max leverede først et skyldigt blik, men rystede dermed på hovedet. ”Det er nærmest nat, så det kan man vel ikke sige” svarede han og skyndte sig at vende samtalen til noget andet.
”Har du fundet noget spændende?” spurgte Max.
Olivia rystede på hovedet.
”Det er mærkeligt, at der er så mange stjerner og vi bare er en del af dem i hele universet, synes du ikke?” spurgte Olivia, der i det samme fik selskab af Serenity i deres firmandsklynge. Freddie så ud til at være faldet i søvn med øjet presset mod teleskopet og den anden ende mod rækværket. Maxwell så fra den sovende ven til Olivia og forbi Serenity, det var svært at tage øjnene fra igen, da han alligevel fik tvunget øjnene på stjernehimlen. Nikket virkede lidt fraværende, for spørgsmålet var så stort og uoverskueligt, at han ikke rigtig kunne forestille sig hvordan svaret ville være til det. Jo, det var mærkeligt at forestille sig, men han var sikker på, at hans hjerne ville eksplodere, hvis han tænkte over, hvor stort universet var.

”Jeg så et stjerneskud!” udbrød Freddie. De andre lo af ham. ”Nej, du blinkede bare, da dit hoved faldt ned fra teleskopet” bemærkede Serenity, hvilket fik Olivia og Max til at grine lidt mere. Igen endte Maxwells øjne mod Serenity, og endnu engang var det så svært at tage øjnene fra hende. Det var som om, hendes blå øjne lyste om kap med stjernerne og samtid var det ikke til at sige om håret eller stjernerne skinnede mest. Måske funklede øjnene som om, det blev passet på af utallige ildfluer.
Derfor skulle han lade være med at kigge på hende! Det var ikke første gang det var sket, og Max kunne ikke finde ud af, hvorfor det var sådan med hende og ikke med nogle andre piger, men det her havde været et problem siden de startede på Hogwarts, men problemet blev mere tiltagende.

”Vidste I godt, at nogle planeter har mange flere end en måne?” spurgte Olivia og underligt nok lød et ”Ja, én i vores solsystem har vist 64” fra Freddie, der åbenbart ikke sov mere.
Udvekslingen var godt, for det fik Max til at se væk fra Serenity. Hvor var det også bare efterhånden pinligt, for hun måtte da også fornemme, at han stirrede mere og mere. Endnu var det ikke noget, Max havde bemærket at andre drenge især også gjorde, men det gjorde de.
Han turde ikke sige til dem, at han havde brugt en god del af deres første årgang på at se efter månen fra Gryffindortårnet, når han havde haft hjemve i starten. Hans mor havde altid sagt, at månen var den samme uanset hvor man var henne, så når han som helt lille havde savnet sin mor, når han var hos sin far eller omvendt, så kunne han se på månen, for det var den samme måde hun så ville se på og derfor ville de være forbundet. I stedet gik de i gang med at se efter om der var stjerneskud mens en løs snak om liv andre steder i universet blev halvhjertet diskuteret. Hvis der var, så måtte det være magikere, mente Max godt nok, for hans eget sind kunne ikke kapere for meget andet med ting at tage højde for, eller sandsynligheden eller andet.




STEM HER: KLIK HER
I har indtil d. 28/9 kl. 20 - spred budskabet til dem du kender på siden, så alle får muligheden for at stemme! :D