NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Muggler Studier
Georgie sad på sengen i Ravenclaws sovesal, mens Milena forsigtigt flettede hendes hår. De blå forhæng omkring sengene svajede let i den svage brise fra det åbne vindue, og den lune januaraften gjorde rummet behageligt at være i. De fleste andre var gået til ro eller sad i opholdsstuen, men Georgie og Milena havde fundet et øjeblik for sig selv. "Så du var virkelig på safari i en mugglerpark?" spurgte Milena med en blanding af fascination og vantro. "Med en bil og det hele?" Georgie nikkede og lod et smil glide over sine læber. "Jeps. Vi sad i en åben jeep, og en chauffør kørte os rundt i parken. Vi måtte komme ud nogle steder, men kun hvor det var sikkert. Resten af tiden kørte vi gennem reservatet og så dyrene tæt på. Det var ret vildt." Milena flettede videre, mens hun lyttede. "Hvilket dyr var det mest imponerende?"
"Løverne," svarede Georgie uden tøven. "De lå bare der midt på vejen og nægtede at flytte sig. Chaufføren sagde, at de var vant til bilerne og vidste, at ingen ville tvinge dem væk. Det var så underligt, i vores verden ville man forvente, at en magisk skabning som en hippogriff eller en drage havde den slags attitude, men de her var bare... almindelige dyr. Alligevel føltes de lige så majestætiske." Hun mindes hvor smukke de kæmpestore katte havde været i solen. Og lugten af dem kunne hun stadig huske. Muskus, rådenskab og varme. Milena grinede. "Jeg kan godt se dig sidde der, helt fascineret. Men var du ikke bange?" Georgie rystede på hovedet. "Nej, ikke rigtigt. Altså, måske lidt, da en næsehornsfamilie kom lige imod bilen. Jeg sværger, jeg kunne mærke jorden ryste. Men vores chauffør sagde, at de var vant til køretøjerne og bare ville forbi." Milena færdiggjorde den sidste fletning og lod hænderne hvile et øjeblik. "Det lyder virkelig som en vild oplevelse. Jeg har aldrig været tæt på ikkemagiske dyr på den måde. Tror du, de på nogen måde kan mærke magi?" Georgie overvejede det et øjeblik. "Måske? Eller også ser de os bare som endnu en del af deres verden. Uden tryllestave og besværgelser var vi jo bare mennesker i deres øjne." Milena nikkede eftertænksomt og begyndte at flette en af sine egne lokker. "Og nu hvor vi snakker om vilde oplevelser, hvordan går det egentlig med din smashertaktik til quidditch?" Georgie sukkede dramatisk. "Åh, Milena, min arm føles som gelé efter træning. Jeg ramte femten ud af seksten skud præcist i går, men jeg vil gerne være endnu hurtigere." Milena grinede og puffede til hende. "Jeg er sikker på, at du nok skal blive farlig at spille mod. Men lad os håbe, du ikke bliver så skræmmende som en løve midt på vejen!" De lo begge, mens Georgie lænede sig tilbage, lod sig synke ned i madrassen og nød aftenen i selskab med sin veninde. Milena var ikke Abi, men det var rart at have en veninde på skolen alligevel.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Forvandling
Georgie skævede mod væggen foran sig og derefter ned på de forskellige genstande, professoren havde lagt foran hende og Flick. En fjerpen, en tekop og en lille messingfigur af en hippogriff. Opgaven lød enkel nok: Kast "Epoximise" på væggen og forsøg derefter at få genstandene til at klæbe fast. Men som hun havde erfaret i sin tid på Hogwarts, var ingenting nogensinde så simpelt, som det lød. "Lad os se, hvem der får noget til at sidde fast først," sagde Flick med et skævt smil, mens han knugede sin tryllestav i hånden. Georgie løftede sin tryllestav og pegede mod væggen. "Epoximise!" sagde hun bestemt. En svag skinnende hinde bredte sig over stenene, og hun kunne mærke magien summe svagt i luften. "Godt," mumlede hun til sig selv og rakte ud efter fjerpennen. Med en let bevægelse trykkede hun den mod væggen, men til hendes frustration gled den straks ned og landede lydløst på gulvet.
Flick prøvede samtidig med en chokoladefrøæske, men den ramte væggen og faldt dramatisk til jorden. Han trak på skuldrene. "Måske skal vi bare spise vores materialer i stedet?" foreslog han med et grin. Georgie bed sig i læben. Måske skulle hun bruge mere kraft? Hun gentog besværgelsen, denne gang med større eftertryk, og prøvede så igen med tekoppen. Den klæbede!
"Ha! Se dét er ægte magi!" sagde hun triumferende. Men da hun slap koppen, gled den langsomt nedad, som om væggen kun halvhjertet forsøgte at holde fast. Flick forsøgte igen, denne gang med en bog. Han pressede den mod væggen og slap. Den blev siddende i to sekunder, før den pludselig faldt ned på hans hoved. "Av! Okay, måske skal vi tage det mere seriøst," sagde han og sendte Georgie et fjoget smil, der fik hende til at fnise. "Eller... vi kunne prøve med noget større?" sagde han pludselig med et glimt i øjet. Før Georgie kunne stoppe ham, havde han grebet en stol og kastet "Epoximise" mod væggen. Han skubbede stolen op mod den, og til deres forbløffelse blev den siddende. "Vent... hvad hvis" begyndte Georgie, men inden hun kunne afslutte sætningen, prøvede Flick at sætte sig på stolen. Et øjeblik så det ud til at fungere, men så, med et dramatisk knæk, løsrev stolen sig og sendte ham styrtende ned på gulvet. Georgie brød ud i latter, mens Flick lå på gulvet og kiggede op på hende med et fornærmet udtryk. "Ja ja, du skal endelig ikke skynde dig at hjælpe mig op, grin du endelig færdig først," sagde han tørt, mens han gned sin albue. Georgie fik hold på sig selv og rakte ham en hånd så han kunne komme på benene. Professoren nærmede sig og betragtede resultatet med et vurderende nik. "Interessant tilgang, Blackbird. Men næste gang, prøv at tænke lidt mere over sikkerheden. Miller, din teknik er ved at være der, men hvis du vil have det til at holde længe, skal du fokusere mere på forankringen i stenen, ikke kun overfladen. Prøv igen."
Georgie sukkede indvendigt. Besværgelsen var selvfølgelig smart nok, men hun havde andre ting hun hellere ville bruge tiden på en at lave væggen om til fluepapir.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Besværgelser
Georgie sukkede dybt, da hun så kaosset foran sig. Biblioteket var normalt et sted for ro og fordybelse, men i dag var det alt andet end det. En anden elev, en førsteårs fra Hufflepuff, havde ved et uheld væltet en hel flaske blæk ud over en stabel sjældne bøger, og nu bredte den mørkeblå plet sig hurtigt over de gulnede sider. Moore var endnu ikke ankommet til scenen, men Georgie vidste, at hvis bibliotekaren fandt bøgerne i denne tilstand, ville der falde brænde ned. "Åh nej, åh nej, åh nej," peb førsteårseleven panisk. "Hvad gør vi?!" Georgie trak vejret dybt og trak sin tryllestav. "Tergeo," sagde hun bestemt. Med det samme begyndte blækket at trække sig tilbage, som om det blev suget væk af en usynlig kraft. Langsomt, men sikkert, forsvandt den mørkeblå plet fra siderne. Georgie fulgte nøje med, sørgede for, at besværgelsen ikke trak for meget af papirets naturlige farve med sig. Da den sidste dråbe blæk forsvandt, og siderne så næsten ud som nye, pustede hun lettet ud. "Sådan. Ingen skade sket." Førsteårseleven så på hende med store øjne. "Du reddede mig! Hvordan gjorde du det så hurtigt?" Georgie sendte hende et skævt smil og viftede nonchalant med sin tryllestav. "Øvelse. Og en sund respekt for Moore. Du vil ikke vide, hvad der sker, hvis hun finder en plettet bog." Døren til biblioteket gik op, og Moore trådte ind. Georgie skyndte sig at skubbe bøgerne på plads og gav førsteårseleven et opmuntrende nik. "Næste gang så vær forsigtig med blækket." Pigen nikkede ivrigt, stadig rød i kinderne, og Georgie smilede for sig selv. De var søde nok, de små elever.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: MDPoP
Georgie havde aldrig set en kimære før. Professor Aberdeen Aitken stod rank foran klassen med sin vanlige autoritet. Hendes mørke hud glimtede let i sollyset, og hendes skarpe, men rolige øjne gled over eleverne, inden hun pegede mod den tunge jernport bag sig. "I dag skal vi arbejde med en af de mest fascinerende, og farlige, magiske skabninger, der findes. Jeg forventer stilhed og opmærksomhed." Georgie kunne ikke få sig selv til at blinke, da professor Aitken løftede sin tryllestav og låste porten op. Langsomt blev den skubbet til side, og et brøl fik flere elever til at træde bagud. Inde i den skyggefulde indhegning stod en kimære. Den var enorm. Langt større, end Georgie havde forestillet sig. Kroppen var muskuløs og dækket af grov, sandfarvet pels. Dens løvehoved brølede igen, mens gedens hoved rystede sit skæg og vrinskede truende. En hale, der ikke var andet end en levende slange, snoede sig bag den og hvæsede ad klassen. Dens kløer borede sig ned i den tørre jord, mens de tre hoveder skiftedes til at scanne omgivelserne, som om de vurderede hver eneste elevs svaghed. "Merlins skæg," mumlede en elev bag Georgie. "Mere respekt, tak," sagde professor Aitken skarpt. "Dette er en ung kimære, men den er stadig livsfarlig. Den er her under kontrollerede forhold, men det betyder ikke, at den ikke vil forsøge at angribe, hvis den føler sig truet."
Georgie følte sit hjerte hamre i brystet. Hun elskede magiske skabninger, men dette... dette var noget helt andet. Der var en rå vildskab i dyret, noget der gjorde det klart, at det ikke lod sig tæmme af simple magiske midler. Løvehovedet brølede igen, og slangehalen snoede sig, som om den smagte luften. Gedens øjne flakkede mellem eleverne, dens pupiller smalle og vagtsomme. "Vi skal observere den i dag. Ingen hurtige bevægelser. Ingen besværgelser, medmindre jeg giver tilladelse. Og vigtigst af alt: ingen øjenkontakt med løvehovedet." Aitkens øjne hvilede et øjeblik på Georgie, og hun mærkede en blanding af stolthed og nervøsitet. Professoren vidste, at hun var dygtig til dette fag, men hun vidste også, at Georgie havde en vane med at tage chancer. De trådte forsigtigt nærmere. Kimæren så dem an, dens slangehale snoede sig om bag dens krop, som om den forberedte sig på et angreb. Løvehovedet trak vejret tungt, og Georgie kunne se, hvordan dens brystkasse hævede og sænkede sig i dybe, rolige åndedrag. Det var et rovdyr, der lurede på det rette øjeblik.
Pludselig trådte en af de andre elever, en nervøs Hufflepuff dreng ved navn Callum, forkert. En gren knækkede højt under hans fod. Løvehovedet drejede sig straks mod lyden, øjnene lynede, og et dybt, truende knurren lød. I det samme slog slangehalen ud, hurtig som et piskeslag. Callum skreg, Georgie synes det var lige overdrevent nok, og snublede bagud, hans arme fægterede panisk i luften. Georgie reagerede instinktivt. Hun greb sin tryllestav, pegede mod halen og råbte "Impedimenta!"Besværgelsen ramte præcist. Slangen frøs midt i sit hug, som om tiden var gået i stå. Løvehovedet brølede rasende, og gedens hoved stampede irriteret i jorden, men professor Aitken trådte hurtigt frem og hævede begge hænder. Med en ro, der var næsten majestætisk, udstrålede hun en magisk autoritet, der fik kimæren til at tøve. Langsomt sank spændingen. Dyret trak sig tilbage til sin skyggefulde plads i indhegningen, men dets øjne forblev vagtsomme. Aitken vendte sig mod Georgie, mens Callum lå i græsset og gispede.
"God reaktion, frøken Miller. Hurtig tænkning. Men lad os prøve at undgå, at det bliver nødvendigt næste gang." Hun sendte et skarpt blik til Callum, som hurtigt nikkede og mumlede en undskyldning. Georgie nikkede, hendes hænder rystede let, men indeni glødede en stolt varme. Hun var klart ved at blive bedre til sine impulsbesværgelser. Og vigtigst af alt var, at hun vidst havde imponeret professor Aitken.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Magiens Historie
Georgie sad ved et af de tunge træborde i biblioteket, lænet over en gammel bog med falmede sider og sirligt håndskrevne noter i kanten. Ved siden af hende sad Angus, der også havde en stor bog slået op foran sig, men han virkede mere optaget af at tromme med fingrene mod bordet end at læse. De havde ved professor Lewis trukket Den Globale Troldmandskrig til en fremlæggelse i slutningen af timen. Georgie kunne virkelig godt lide den lidt distræte professor som vidste så ufatteligt meget. Nu sad hun og Angus i et kapløb med tiden om at finde så mange relevante informationer om krigen og dens følger som de kunne på en time inden, de skulle vende tilbage og fremlægge.

"Den globale troldmandskrig..." sagde Georgie eftertænksomt og lod blikket glide over en særlig passage i sin bog. "Det var ikke bare en konflikt mellem to parter. Det var kaos på verdensplan. Troldmænd mod troldmænd, men også indblanding fra magiske væsener og endda enkelte muggler regeringer, der opdagede for meget." Angus nikkede og lænede sig tilbage i stolen. "Jeg har tænkt over, hvordan det må have været at leve dengang. Forestil dig at vågne hver dag og ikke vide, om din familie var i sikkerhed. Det må have været forfærdeligt." Han sukkede og skubbede sin bog væk et øjeblik. "Det her afsnit beskriver, hvordan nogle troldmandsamfund forsøgte at holde sig neutrale, men blev trukket ind alligevel. Det var ikke muligt at forblive upåvirket." Georgie skubbede sit hår om bag øret og nikkede. "Præcis. Og nogle af de beslutninger, der blev truffet dengang, påvirker stadig vores samfund i dag. Mange lande strammede deres love for magiske skabninger, fordi nogle af dem var blevet brugt som våben. For slet ikke at tale om splittelsen mellem visse magiske familier. Der er stadig gamle uenigheder i spil."

Angus vendte en side i sin bog og pegede på en passage. "Og så var der de troldmænd, der brugte krigen som en undskyldning for at eksperimentere med farlig magi. Der står her, at nogle forsøgte at skabe nye besværgelser og eliksirer, der kunne ændre kampenes udfald. Det lyder som noget direkte ud af en roman. Eliksirer, der kunne styrke troldmænd, gøre dem usårlige eller lyn hurtige for eksempel.. Men for det meste gik det virkelig galt og mange blev permanent såret eller døde ligefrem i 'fremskridtets navn' " han skar en grimasse som han sagde det sidste. Georgie rynkede panden. "Ja, men vi ser også, at nogle af de opfindelser har haft positive konsekvenser. Helbredende magi tog store skridt fremad i den periode, og nogle af de besværgelser, vi bruger i dag til at beskytte os, blev skabt som et forsvar under krigen. Det er paradoksalt, ikke? At noget så forfærdeligt også kunne føre til fremskridt." Angus var stille et øjeblik, før han sagde: "Men på bekostning af hvor mange liv? Hvor mange måtte lide for, at vi kunne få de fremskridt?" Han lagde en hånd på siden af sin bog, som om han prøvede at føle vægten af historien under sine fingerspidser. "Jeg ved ikke, om jeg synes, det var det værd."

Georgie kiggede ud af vinduet, hvor snefnug dalede langsomt fra himlen. "Jeg tror ikke, nogen kan sige, at det var det værd. Og vi kan måske godt fordømme deres handlinger, men det ændre dem ikke. Så måske kan vi i det mindste lære af det. Hvis vi forstår, hvad der skete dengang, kan vi måske forhindre, at noget lignende sker igen?" Angus nikkede langsomt. "Måske. Men Lewis siger jo at historien har det med at gentage sig." Han rømmede sig og gentog professorens ord "Det er vores opgave at sørge for, at vi lytter til fortiden, i stedet for bare at gentage dens fejltagelser." Georgie smilede skævt, det var en god imitation, det måtte hun give ham. De sad i stilhed et øjeblik, begge med tankerne dybt begravet i de dystre forestillinger om en tid, de aldrig selv havde oplevet, men som stadig kastede lange skygger over deres verden. "Forhåbentlig kommer vi aldrig til at se noget, der bare minder om en global krig." sukkede Georgie og løftede fjerpennen for at skrive stikord til deres fremlæggelse.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Botanik
Georgie sukkede tungt og stirrede på den lille klump gælletang i sin hånd. Den lugtede af havvand og noget let forrådnet, og hun kneb næsen sammen i en grimasse. "Professor Patel, er det her virkelig nødvendigt?" spurgte hun og så op på den lidt gråsprængte professor, som stod med armene over kors og et skævt smil på læberne. "Meget nødvendigt, frøken Miller. Det er en del af deres lærestreg. Måske tænker De sig om næste gang, De beslutter Dem for at kaste en forvandlingsbesværgelse i klassen uden tilladelse. Nuvel, når De har fået fat i kufferten, kan De komme op igen. Held og lykke." Georgie klemte øjnene i og smed gælletangen i munden. Den var slimet og smagte af noget mellem gammel tang og forkert brygget eliksir. Hun tvang sig selv til at synke og gispede, da effekten satte ind. Hendes hals strammede, en sviende fornemmelse bredte sig, og hun greb sig til halsen, mens huder trak sig sammen og afslørede små, nyudviklede gæller. Hendes fingre blev bundet sammen med svømmehud mellem fingrene, og en kølig brise over søens overflade fik hende til at hoppe i, før hun tænkte for meget over det.
Det kolde vand omfavnede hende straks. For et kort øjeblik panikkede hendes lunger, men så trak hendes gæller vejret for hende, og en ny, mærkelig ro bredte sig i kroppen. Hun svømmede nedad, lod sine arme glide gennem vandet, hænderne fungerede nemt som skovle der fik hende til at skyde en fart hun ikke kunne have klaret uden gælletangens effekt. Mørket sænkede sig om hende, men hun anede konturerne af store sten og dansende alger.

Pludselig, fra dybet, bevægede noget sig. En skygge gled hurtigt forbi. Georgie skærmede sine øjne mod det dunkle vand og så, at hun ikke var alene. En flok grindylower kom smygende frem fra en klynge klipper, deres gule øjne glimtede faretruende. Hun strammede grebet om sin tryllestav (som Patel trods alt havde ladet hende beholde) og forberedte sig med en kærlig tanke til Darwin, der have trænet hendes besværgelser. Den første grindylow strakte sine lange fingre mod hende, men Georgie svingede tryllestaven og sendte en impulsiv Stupefy afsted. Bobler flød op, da besværgelsen ramte, og væsnet tumlede bagud. De andre trak sig let tilbage, men hun vidste, at de ikke ville lade hende slippe så let. Hurtigt svømmede hun nedad mod bunden, hvor hun langt om længe fik øje på kufferten. Den var fastlåst til en stor sten med en tyk kæde. Selv under vandet rullede hun med øjnene. Selvfølgelig havde Patel gjort det sværere. Hun pegede sin stav mod kæden. "Bombarda!" det kom ud som en enkelt stor boble. Med et metallisk knæk sprængtes kæden, og Georgie greb hurtigt kufferten, netop som grindylowerne samlede sig bag hende. Hun sparkede fra, skød op gennem det mørke vand og ignorerede, hvordan hendes gæller pumpede hurtigere. Da hun brød gennem overfladen og hev efter vejret, var Patel allerede ved bredden, hendes ansigt en blanding af tilfredshed og underholdning. "Velkommen tilbage, miss Miller. Jeg håber, De har lært noget." Georgie gispede og kastede kufferten op på bredden, mens gælletangens effekt begyndte at aftage. "Ja... Jeg har lært, at du er en sadist." Patel lo. "Og De overlevede alligevel. Godt gået."

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Eliksirer
Georgie sad på en af de gamle træbænke i biblioteket, bøjet over en bog om magiske eliksirer. Overfor hende sad Angus, hans mørke bryn trukket sammen, mens han bladrede igennem en bog om varulve og deres levevilkår. "Stormhatteeliksiren burde være frit tilgængelig," sagde Georgie, mens hun lænede sig lidt frem og skubbede sin bog til side. "Det er jo en livsforandrende eliksir. Uden den er varulve farlige for andre, men med den kan de leve nogenlunde normale liv." Angus fnøs svagt og lukkede sin bog. "Det lyder logisk, men hvad så med dem, der misbruger den? Hvis den er frit tilgængelig, kan hvem som helst bruge den til eksperimenter eller endda sabotage. Hvad hvis nogen svækker en varulvs eliksir med vilje?" Han trommede fingrene mod bordet. "Den burde være kontrolleret, men nemmere at få adgang til for dem, der virkelig har brug for den." Georgie overvejede det et øjeblik. "Det ville være frygteligt, hvis nogen manipulerede den, ja. Men er det ikke lidt den samme argumentation, som bliver brugt mod al mulig anden helbredende magi? At den kan misbruges? Det betyder jo ikke, at vi skal nægte folk behandling." modargumenterede hun nøgternt. "Nej, selvfølgelig ikke," sagde Angus og sukkede. "Men det handler om balance. Der er også en økonomisk side af det. Eliksiren er ikke billig at fremstille. Skal ministeriet så dække udgifterne? Eller skal varulve selv betale?" Han hævede et øjenbryn. "Det er jo ikke deres skyld, at de blev bidt." Georgie nikkede. "Nej, præcis. Og det er derfor, jeg synes, vi som samfund burde tage ansvar. Det ville også fjerne noget af den stigma, der stadig er omkring varulve. Folk frygter dem, selv dem, der tager stormhatteeliksiren. Det er uretfærdigt." Angus lænede sig tilbage og studerede hende. "Så du har ikke noget problem med varulve?" Georgie rystede på hovedet. "Nej. Jeg mener, selvfølgelig ville jeg ikke selv have lyst til at blive en, men jeg har ikke noget problem med dem, der er det. Det er en sygdom, ikke en ondskab." Angus smilede skævt. "Det er en meget Georgie-agtig ting at sige." Hun himlede med øjnene. "Og hvad betyder det så lige?" allerede i forsvarsstilling, men Angus smilede afvæbnende. "At du altid prøver at se det bedste i folk." Formildet trak Georgie på skulderen. "Tja, nogen skal jo gøre det, ikke?"

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Tryllestavsvidenskab
Georgie sad rankt ved sit bord i Tryllestavsvidenskab, mens Professor Ecliptica svævede rundt i lokalet i en kappe af smaragdgrøn fløjl, der nærmest glimtede i lyset fra de svævende lamper. På hans skrivebord stod flere små potter med minitræer og krogede grene, og som altid lurede et par buetruller blandt bladene. Georgie havde længe forsøgt at vinde deres gunst, men de ignorerede hende konsekvent, selv når hun forsøgte at bestikke dem med tørrede bær og trælus. "I dag," annoncerede Ecliptica med en kaffeduftende suk, "har jeg udvalgt forskellige træsorter til jer. Hver af jer får en barkprøve, og jeres opgave er at præsentere dens tryllestavs-egenskaber og historiske anvendelse." Det var tydeligt at han ikke forventede at de faktisk havde noget fornuftigt at sige. Hun var ikke sikker på, at hun brød sig om professoren selvom han tydeligvis var meget dygtig.Han skred frem mellem bordene, mens han lod træstykker dale ned på elevernes pergamenter. Georgie kiggede ned på sit stykke bark. Det var mørkt, glat og duftede let krydret. Elm. Hun mærkede et lille stik af genkendelse. Hendes mors tryllestav var lavet af elm. Da det blev hendes tur til at fremlægge, rejste Georgie sig og skubbede sit hår tilbage bag øret.
"Elmetræ er kendt for at være blandt de mest raffinerede materialer til tryllestave. Stave af elm er ofte krævende i deres valg af ejer, men hos den rette troldmand er de præcise, elegante og stærke. Mange mestre i besværgelsesmagi har svoret til elmestave på grund af deres usædvanligt rene magiske kanalisering," forklarede hun. Professor Ecliptica nikkede langsomt og tog en slurk af sin kaffe. "Og hvad kan du fortælle os om dets historie?" Georgie skævede kort til sine noter. "I det 17. århundrede var elm et populært valg blandt tryllestavsmagere i Frankrig, og det siges, at mange af de første registrerede trylleduellanter bar stave af elm. I dag bruges de ofte af troldmænd med en særlig evne for finmotorisk magi og besværgelser, der kræver præcision." Hun tøvede et øjeblik, før hun tilføjede, "Min mor har en tryllestav af elm. Hun siger, den føles som en forlængelse af hendes egen vilje." Professor Ecliptica hævede et øjenbryn. "Interessant. Elmestave har en vis... fornemhed over sig. Man siger, de aldrig vælger klodsede hænder." Han lod blikket glide over klassen. "Og som frøken Miller så glimrende påpegede, er de kendt for deres præcision. En undervurderet, men dødsensfarlig kvalitet i duelmagien." Georgie nikkede og satte sig tilbage, tilfreds med sin fremlæggelse. Hun kastede et hurtigt blik mod buetrullerne, der stadig sad sammenfiltret i en af de små plantekroner. De stirrede på hende med deres små, skinnende øjne, som om de vurderede hendes præsentation. Ét fnyste lavmælt. Det var vist ikke en bestået bedømmelse, hvis man skulle tro deres manglende begejstring. Men hun skulle nok få dem over på sin side, om det så skulle tage hende hele året.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: Astrologi
Snart var det rygtedes, at Émile de Saint-Laurent og Abigail Leone havde kysset hinanden et par gange. Abigail havde end ikke fortalt Serena det, før hun selv havde hørt rygterne florere. Serena havde ikke været tilfreds med ikke at høre noget, men Abigail havde forklaret og argumenteret.
Et par dage senere havde Serena accepteret og spurgte endnu mere ind til det hele – og selvfølgelig påpeget, at det var en skam, fordi hun mente, at det var sværere at overtale Abigail til at møde Lorenzo, Serenas bror.
Sophie Deveraux, Beauxbatons svar på Milena fra Hogwarts og jævnaldrende heks, havde trængt Abigail op i en krog, billedligt talt. Hun havde forsinket Abigail efter magiens historie og spurgt ind til Émile. Rygterne blev bekræftet, eftersom Émile og Abigail havde talt om rygterne og besluttet, at der ikke var grund til at lyve, selvom de ikke var et par. Snakken var ikke faldet så meget ind på, hvad de kunne eller skulle kalde sig, for de vidste begge, at det var lidt håbløst, når han stoppede efter skoleåret, fordi han var færdig, og hun skulle tilbage til Hogwarts for sit sidste år.

”Hvordan kyssede han?” spurgte Sophie i klassen, da de kun var de to. Abigail havde intet imod hende, men hun vidste godt, hvorfor Sophie var der, for som regel talte de ikke meget sammen.
”Hvem?” spurgte Abigail derfor, selvom hun vidste, at det var et dumt svar.
”Hvem tror du? Émile selvfølgelig. Har du kysset med andre her på skolen da?” spurgte Sophie lidt for begejstret, hvilket fik Abigail til at gøre store øjne.
”Nej,” skyndte hun sig at svare, for dét rygte skulle på ingen måde begynde på Beauxbatons. ”Han kysser godt. Men jeg hører, at han også har god erfaring. Er det sandt?”
Sophie lo lidt. ”Han og Camille har øvet sig på hinanden i halvandet år eller sådan noget. Efter de har kigget på hinanden og flirtet i to år eller sådan noget. Det er vel nærmest et mirakel, at de har slået op,” sagde Sophie.
”Ah, mon dog.”
Sophie trak på skuldrene. ”Camille siger, at han er jaloux anlagt og hele tiden vil vide, hvem hun har brug tid med, og så hadede han at høre, hvis det var andre drenge,” sagde hun.
Abigail så olmt på Sophie. ”Og det synes du lyder som et mirakel, at de gik væk fra?” spurgte hun undrende.
Sophie fnøs. ”De har været igennem en masse skænderier og altid fundet ud af det. Jeg mener, se på dem – de er perfekte sammen,” sagde hun.
Nu var det Abigail der fnøs. ”Din pointe bliver værre og værre, Sophie.”
”På den ene side er de perfekte sammen, men tror du må, at man kan holde til at være i et forhold resten af livet, hvis man hele tiden skændes og er jaloux?” spurgte Sophie.
Abigail gjorde, hvad hun ofte gjorde. ”Havde han en grund til at være jaloux? Jeg mener, hun er helt vildt pæn, så alle har sikkert flokkedes om hende, har de ikke?”
”Jo, som Margaux næsten, selv uden wiliegenerne,” sagde Sophie og Abigail nikkede ivrigt for at vise, at hun forstod. Sophie fortsatte. ”Hun har ikke været ham utro, ikke sådan rigtigt.”
Abigail kneb øjnene undrende sammen. Hvad dækkede det over?
”Til en eller anden fest var der én, der kyssede hende engang, og hun stoppede vist ikke rigtig kysset, fordi det var en af de perioder, hvor Camille og Émile var uvenner,” uddybede Sophie.
Abigail nikkede udtryksløst, da det virkelig ikke kom nogen af dem ved. Inderst inde havde hun selvfølgelig en masse tanker og holdninger, og de var biased, hvorfor hun slet ikke sagde noget.
Pigerne snakkede videre et stykke tid.

”Det egentlige mirakel ligger i, at vi begge to åbenbart kan finde på at være jaloux og alligevel er vi det ikke nu, fordi vi ikke har meget at kæmpe for. Han bliver færdig. Jeg skal til Hogwarts, og jeg troede aldrig, jeg kunne få mig selv til at kysse andre igen, efter min eks og jeg slog op” forklarede Abigail og rejste sig, Hendes ringe højde udgjorde ikke rigtig nogen trussel, selvom hun ville forsøge at statuere en nonchalant holdning om, at hun ikke kunne være mere ligeglad med, hvad folk tænkte om hendes liv og hendes handlinger.
”Er du jaloux?” spurgte Sophie lidt overrasket.
”Det er sket før,” svarede Abigail.
”Hvad nu hvis Émile ender sammen med Camille eller en anden igen?” spurgte Sophie.
”Hvad så?”
”Ville du blive jaloux?”
”Nej, nok ikke.”
”Hvorfor ikke?”
”Som jeg lige har sagt, så er Émile snart færdig med at gå i skole. Jeg skal til Hogwarts. Jeg synes han er sød, men vi har ikke kendt hinanden så længe. Han har tydeligvis historie med Camille, og jeg har med Flick. Hvis noget kan vi bruge hinanden på at lære andre at kende, og hvis der kommer nogle følelser, så må vi håndtere dem og se det som et mirakel, at det kan lade sig gøre, men også bruge det som en erfaring mere. Livet gør ondt, men jeg synes oprigtigt, at han er sød, og jeg har ikke tænkt mig at holde mig fra at lære ham at kende, bare fordi jeg ved, at vi kun har fire måneder sammen, for hvorfor skulle vi ikke hygge os og have det sjovt og rart sammen i den periode, bare fordi vi måske bliver kede af det, eller en af os måske bliver jaloux?” spurgte Abigail efter en længere tale. Sophie var ikke som Milena. Sophie virkede fordømmende, som om hun ville skræmme Abigail eller fortælle, at Abigail ikke betød noget. Og måske gjorde hun ikke, for hun kendte ikke Émile godt nok til at vide den slags endnu, men hun vidste, at hun selv var glad for at bruge tid med ham.

Sophie så lidt undrende på Abigail. ”Jeg synes det er fint, at de er gået fra hinanden, og de skal endelig bare gøre, hvad de vil. Bare pas på, at du ikke bliver et springbræt, der skal bruges til at gøre Camille jaloux, så han kan få hende tilbage. Personligt synes jeg, at han kan gøre det meget bedre end hende, så det er for din skyld,” svarede Sophie.
”Jeg takker for betænksomheden. Selv hvis jeg bliver springbræt, så klarer jeg det nok. Men jeg skal fortælle ham, at han har en interesseret, hvis han står og mangler,” sagde Abigail, da hun demonstrativt lukkede tasken.
”Hvad. Nej. Nej! Abigail. Jeg synes… Jeg synes, Camille er snobbet. Émile kan også være det, men jeg synes ikke de passer sammen.”
Abigail kneb atter øjnene sammen. Var hun altid så forvirrende? ”Jeg forstår ikke, hvad det er du siger. Du lyder både til at heppe på Émile og Camille som et par, men samtid lyder du selv forelsket i ham og i hvert fald ikke som om, at du er okay med, at jeg har kysset ham. Hvad er det du siger?” spurgte Abigail ærligt forvirret.
Sophie trak på skuldrene igen og sukkede lidt. ”Jeg er ikke forelsket i ham. Med dig troede jeg bare ikke, at du var den type eller hans type for den sags skyld. Pas på med ham,” sagde hun.
Abigail var stadig forvirret. ”Okay. Til din information, så lignede min ekskæreste mere Fabian. Du ved, Fabian Beauchamp. Er vi enige om, at han og Émile ikke ligner hinanden?” spurgte Abigail retorisk. Sophie nikkede. Abigail fortsatte. ”Typer kan diskuteres. Måske er det ikke, fordi man har en type, men tilfældigvis sidder i samme område og begynder at tale sammen og finder ud af, at man synes, den anden er interessant.” Abigail svang tasken op over skulderen og begyndte at gå mod døren.

”Jeg kunne godt forelske mig i ham, og den følelse i sig selv er rar, når man aldrig troede, at det skulle ske igen,” sagde Abigail på en måde, der ikke var til diskussion. ”Desuden kender du mig ikke, så dine antagelser kan du ikke bruge til andet end rygter, men de er spildt på mig og de er spildt på Émile. Vi er begge ude af Beauxbatons efter fire måneder. Til gengæld kan du få fornøjelsen af min ekskæreste her næste år. Han er sikkert lige noget for dig,” sagde Abigail lidt tarveligt. Alligevel stoppede hun lige i døren og så tilbage på Sophie, der mumlede et ”Næppe.” Abigail rynkede brynene sammen igen. ”Okay, skal du med, eller skal du gro fast her i lokalet?” spurgte Abigail, der gjorde et kast med hovedet, som om hun inviterede Sophie med videre. Sammen gik de, men Abigail nægtede at tale mere om sig selv. Hun ville ikke ødelægge sin egen glæde eller stemning, for hun var glad. Det virkede rart igen at føle den form for spænding og glæde sammen med en dreng, for hun troede kun, at det var noget hun oplevede med Flick, og nu var det slut og umuligt for fremtiden også.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: Mugglerstudier
”Vil du ikke overveje at møde min bror?” spurgte Serena, da de gik rundt blandt mugglere i Frankrig – eller Moldus som franskmændene kaldte det. Abigail var holdt op med at tælle, hvor mange gange hun havde spurgt, for det var intensiveret siden Abigail kom tilbage fra jul med mærkatet ’single’ brændemærket i panden som en besværgelse, der havde slået fejl. Sådan føltes det nærmest, for bedst som Abigail troede, at folk stadig ikke anede hvem hun var, havde hun aldrig fået så mange blikke og hørt så mange hviskende stemmer i krogene. Selv Margaux Montclair havde talt til hende og Sophie Deveraux havde opsøgt noget af den sladder hun var så glad for og god til at dele. Gaspard Montreuil havde endda sneget sig til at sidde ved siden af hende i undervisningen et par gange, og almindelige samtaler var sket.
”Serena,” begyndte Abigail med et håbløst smil. ”Jeg har fem måneder tilbage her, inden jeg skal væk herfra. Jeg vil hellere høre alt om dit liv, Élises, Gaspards, alle de andre som jeg også skal bruge de næste fem måneder med, og ikke en dreng, jeg ikke kan lære at kende eller se før om halvandet år,” forsøgte hun at forklare.
Serena forsøgte nu alligevel at arrangere et møde og måske endda en date. Abigail var vedholdende. ”Lad os sige, at jeg sagde ja. Så ville du stadig skulle bruge energien på at overtale ham. Han vil have vigtigere ting at lave, end at møde sin lillesøsters nyeste veninde, der stadig går i skole, og så bruge noget tid på de eneste dage, vi har mulighed for at tage til Place Cachée. Selv hvis du fik ret og alt flaskede sig, så har jeg lige haft et forholde mellem to lande, og det fungerer ikke. Jeg kan ikke se, hvordan det skulle være anderledes senere. Og jeg har desuden ikke travlt med at finde en ny kæreste. Jeg har været forelsket i Flick i flere år. Det er godt nok, at der kommer ro på nu” sagde hun også så hviskende hun kunne, da en af politiets folk åbnede ind til fængslets fangegang, hvor der var celler med indsatte på rækker og atter rækker.
Serena måtte vente med at snakke videre, til de var ude fra deres tur i fængslet igen.

Alle eleverne så underlige ud i forhold til, hvordan de som regel så ud og hvordan Abigail kunne forestille sig de andre se ud i deres mugglertøj. Det så direkte dumt ud, når man var vant til at se resten af årgangen i elegante og stilfulde gevandter. Dagligdagstøjet var også noget mere stilfuldt på Beauxbatons, end det mugglertøj de alle havde på i dagens anledning. Turene ud blandt mugglere i Frankrig havde Abigail således også frygtet, for skolen virkede langt mere traditionel og snobbede over at skulle blande sig med mugglere, men hun måtte alligevel give dem alle, at de var civiliserede. Selvfølgelig, tænkte hun også, for ellers havde de vel ikke valgt at tage faget.

”Hvilken slags kriminelle sidder herinde?” spurgte Florian Beauchamp, som stadig lignede Flick så utroligt meget.
”Primært kriminelle der importerer og sælger narkotika og kriminelle der har fået domme for vold. Men der findes også en god del, der har seksualforbrydelser på samvittigheden,” svarede fængselsbetjenten.
Det var som om, at den sidste information var noget, der delte vandene i gruppen af elever. Drengene begyndte at grine i krogene, selvom et par stykker af drengene blev stille. Især de drenge der som regel talte højt om sex og piger. ”Tror I også, man kan komme i vores fængsel for det?” hørte Abigail én af drengene spørge en anden dreng om. Responsen var et skuldertræk.
Piger var til gengæld hurtigere til automatisk at træde et skridt væk fra cellerne, selvom de var lukkede og ikke bestod af jernstænger, så arme og hænder stak ud som man måske kunne forestille sig. Det var almindeligt lukkede døre med en lille luge i, så man kunne tale med hinanden og se hinanden på tidspunkter, hvor det ikke var tid til at komme ud.

Forestillingen og historierne om Azkaban, som spillede i hovedet på Abigail, gjorde, at oplevelsen i det franske mugglerfængsel blev sat i perspektiv. Fangerne i de magiske fængsler virkede desperate, vanvittige eller livløse. De seneste historier var, at der var en underlig stilhed og koldt ubehag i Azkaban sammen med enorm ensomhed. I de kolde murstensceller.
Her i fængslet i udkanten af Paris virkede der til at være summende larm, lyde og samtaler. Endda var der fællesrum og besøgsrum. Der var naturligvis også elektronikken so summede og larmede. Nøgler der klirrede, når celler blev åbnet eller låst, men derudover lignede de indsatte almindelige mennesker.

Fængselsbetjenten fortalte om de forskelle mærker på dørene, der indikerede særlige præferencer som fx madallergier eller, hvis man var vegetar. Andre igen hvis de havde gjort sig fortjent til at få en ekstra pude til natten.
Fængslet var desuden inddelt i etager. Mange var i bandelignende tilhørsforhold, som også blev markeret på dørene. De havde dog også en etage for sig selv.
Afhængig af kriminalitetens alvor var fangerne lukket mere isolerede inde, mens den mere åbne afdeling i fængslet betød, at nogle af fangerne studerede eller arbejdede, de hjalp med rengøring og omgikkes hinanden på gange og fællesrummene.
Abigail var ikke sikker på, at magikerne straffede de småkriminelle med fængsel på samme måde som mugglerne gjorde. Hvis noget kunne hun forestille sig, at sanktionen var en bøde og en plettet straffeattest. Om man blev idømt samfundstjeneste, kunne hun heller ikke vurdere, selvom de havde hørt, at det var en mulighed for nogle mugglere, der fx havde overtrådt færdselsreglerne ved at køre med alkohol i blodet, eller sådan noget.
Egentligt troede hun ikke, at der var magikere (og, heldigvis, forbrydelser) nok til, at det kunne betale sig at fængsle for alle former for småkriminalitet, men Abigail overvejede, at det burde blive straffet.
På en måde fik hun lyst til at undersøge, hvad kriminaliteten var i de magiske samfund og også hvilken slags kriminalitet, der blev begået, så hun selv kunne vurdere, om straf og forbrydelse stemte passende overens.

Efter oplevelsen vandrede årgangen tilbage til diverse afsidesliggende transitnøgler for at vende retur til Beauxbatons.
”Hvordan håndterer din far og Flicks far den slags i det magiske samfund?” spurgte Serena, mens Abigail overvejede kriminalitetsformerne i det magiske samfund.
”Jeg ved det ikke. Jeg kunne læse om import af ulovlige eliksirer og ingredienser, hvilket måske er det nærmeste, vi kan komme mugglernes narkotika. Måske er det afhængigt af et større netværk af kriminelle, der afgør straffen. Der er vist andre fængsler end det store, men dem kender jeg ikke. Ellers tror jeg det handler om bøder,” svarede Abigail, der stadig overvejede oplevelserne. ”Hørte du, hvordan én af fangerne skyldte en tjeneste til en anden og endte med at blive fanget med narko, selvom han troede, han transporterede harmløse møbler fra ét land til et andet, og han nu er i fængsel for smugling af stoffer, og derhjemme har han både kone og børn?” spurgte Abigail trist over historien. Serena nikkede og slog blikket ned også. ”Ja, det er synd for ham og hans familie. Han kan ikke se sine børn blive store og ikke være der. De skal komme og besøge sin far i fængslet,” uddybede Serena, hvilket fik Abigail til at nikke.
”Jeg ville gerne vide mere. Både om kriminaliteten i det magiske samfund, for jeg tror der er mange tilfælde af ulovlig brug af magi, altså især crucio og imperio. Men faktisk gad jeg også godt vide mere om lige den fange, hans historie og hans families også. Kunne det ikke være spændende?” spurgte hun. Derefter talte pigerne videre om forskelle, ligheder og ikke bare om magiske og mugglernes fængsler, men om forskellen på franske og britiske forhold.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: FMMK
Valentinsdag var gået godt for langt de fleste på Beauxbatons. Place Cachée var stedet for samtlige magikere i Frankrig, hvilket kunne sidestilles med en god kombination af Diagonalstræde og Hogsmeade. Forskellen var, at eleverne på Beauxbatons måtte besøge stedet oftere end Hogwarts. Blandt andet i forbindelse med mærkedage, højtider og ved at søge tilladelse i forbindelse med fødselsdage. Friheden var eminent, hvorfor de fleste af parrene, der fejrede Valentinsdag, var valfartet til stedet for kaffe, andre drinks og en croissant eller andet bagværk.

Émile de Saint-Laurent havde været en gentleman – helt fra dagen, han havde spurgt hende, og hun havde sagt ja. På selve Valentinsdag var det ikke kun om aftenen og den egentlige aftale, han havde været en gentleman, men hele dagen. Fra morgenstunden lå en langstilket rose på hendes sædvanlige spiseplads med hendes navn på. Senere havde hun fået et Valentinskort, som havde fået hende til at rødme mere end hun troede, hun var i stand til mere. I løbet af dagen, havde han sendt hende flere flirtende blikke – en observation Abigail havde gjort, fordi hun selv havde skævet til ham. Om eftermiddagen fik Abigail chokolade, hvilket hun takkede for med et kys på kinden. Selv havde hun givet Émile chokolade også, foruden et kort.
Dagene op til Valentinsdag havde de brugt mere tid sammen og udvekslet flere ord, samtid med at de også havde studeret sammen. Hvilket de havde fortsat med efterfølgende.

”Jeg er ikke god til dueller, Abigail, men jeg har hørt, at det er sjovere at forsøge at skubbe hinanden væk med besværgelsen, end det er at få magisk fremstillet tåge til at forsvinde,” sagde Émile som et forslag. Sigende vippede han med øjenbrynene, da han tog sin tryllestav væk igen, tydeligvis kedet af at fremkalde en magisk tåge. ”Der skal bruges en anden kraft og jeg tror ærligt talt, du også synes, det er sjovt. I stedet for at se hvor hurtigt du kan få tågen væk, kan du prøve med en anden styrke og kraft,” foreslog han.
Abigail kneb øjnene sammen.
”Er du ikke god til at duellere?” spurgte hun ham med et skævt smil.
”Er dét, hvad du bemærker?” spurgte han grinende.
”Også det andet og jeg overvejer. Du virker som typen, der er god til at duellere,” sagde hun desuden.
”Det er ikke min stil. Du ved da, at jeg nyder roen og fordybelsen i eliksirer eller at læse – lige som dig,” svarede han hende med et charmerende smil.
”Jeg øver mig stadig på at brygge eliksirerne. Jeg passer gerne planterne til det,” korrigerede hun ham dog, men smilede stadig.

Smalltalken fortsatte et stykke tid, hvor de lærte flere små detaljer at kende om hinanden, indtil de blev enige om at sende vind mod hinanden.
”Kan man blokere med en protego?” spurgte Abigail.
”Du kan jo prøve,” sagde Émile, hvorefter han hurtigt sendte Ventus-besværgelsen efter Abigail. Han havde allerede haft om besværgelsen året i forvejen, hvorfor han vidste præcis, hvordan han skulle kanalisere magien ud gennem tryllestaven til netop at begynde at skubbe Abigail væk, før hun så meget som nåede at tænke på protego igen. Derfor snappede hun efter vejret, imens hun grinede. ”Hey, Émile, stop,” forsøgte hun, men hun grinede og det samme gjorde han i det efterladte lokale, men han stoppede også.
”Okay, okay,” sagde han og betragtede, hvordan Abigail forsøgte at få styr på sit hår igen.
”Timeout. Jeg må sætte håret op,” lod hun ham vide, før hun bandet elastikken fra håndleddet omkring håret og øjeblikket efter havde hun en hestehale.
”Det ser heller ikke værst ud. Lad os se hvordan den ser ud i stærk hvirvelvind,” sagde han, hvortil han stillede sig an med tryllestaven igen. Denne gang stillede Abigail sig an og fik gang i protego, før et angreb overhovedet kom, hvorfor hun stoppede op. ”Hvad laver du? Eller rettere, hvorfor gør du ingenting?”
”For det første, Abigail Leone, hvem siger, at jeg skulle sende ventus mod dig? For det andet, gør vi det så ikke helt forkert?” spurgte Émile.
”Hvad mener du?”
”Bør vi ikke bukke med hævet stav og noget med fem skridt fra hinanden?”
”Er det ikke tre skridt?” spurgte Abigail.
”Jeg aner det ikke, jeg kan ikke duellere,” lo Émile. Abigail istemte. ”Okay, lad os gøre det.”
Da de stod overfor hinanden, så Abigail op på ham. ”Lad os se, hvem der gør hvad,” gjorde hun klart, så det ikke var givet på forhånd, hvem der kastede hvilken besværgelse.
”Game on, Leone.”
”Game on, di Saint-Lorentz.”
Émile lo af Abigails udtale. ”Næsten. De Saint-Laurent, men det bliver bedre. Det er næsten kun accenten, der skal ændres.”
”Di Saint-Laurent,” gentog Abigail.
”De Saint-Laurent,” rettede Émile.
”De Saint-Laurent,” gentog Abigail.
Émile smilede tilfreds, da han bankede sin tryllestav ind mod hendes, og til sammen slog tryllestavene gnister.
”Uha, er du ved at lade op?” spurgte han.
”Ikke mere end du er, vil jeg tro,” svarede hun ham.

De lo. De bukkede. Som kompromis tog de fire skridt væk fra hinanden, inden de lavede en form for duel med udelukkende hvirvelvinde og protego, som de opdagede, godt kunne fungere, selvom man kunne mærke vinden rundt om skjoldbesværgelsen. Begge havde held med at skubbe hinanden væk, begge fejlede også, hvilket gav gode grin ligesom når de begge stod med en skjoldbesværgelse uden modstand. To hvirvelvinde mod hinanden sørgede for at alt i lokalet blev påvirket. Derfor havde de pakket bøgerne forsvarligt ned i taskerne, så de ikke fløj rundt igen, samt andre forholdsregler blev taget.
Uden at være klar på det, oplevede Abigail at blive ramt af en lammer, hvorefter hun mærkede at blive suget tættere på Émile i stedet for at blive skubbet væk. Hun var rasende, men før hun var helt henne hos ham, havde han allerede ophævet besværgelsen igen.
”Jeg blev nødt til at prøve, hvordan det var at trække dig tættere på i stedet for at skubbe dig væk,” sagde han med sit charmerende smil og det let viltre blonde hår som følge af stærk hvirvelvind. Lige så irriterende Abigail fandt hans kneb, lige så meget mærkede hun mellemgulvet give efter i et sug.
”Hvordan var det så?” spurgte hun ham.
”Jeg ved ikke om mobilicorpus virker uden en lammer,” svarede han.
Abigail så forvirret på ham.
”Jeg foretrækker at trække dig tættere på, men jeg bryder mig ikke om at lamme dig,” udpenslede han.
”Du må prøve uden en lammer,” kommenterede hun mildt.
”Ja,” svarede han tøvende, før han hurtigt lagde en hånd mod siden af Abigails hoved og kyssede hende blidt.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: Spådom
Élise, Serena og Abigail sad i deres egen lille opholdsstue for bare de tre med hver sin kop te i hænderne og pejsen, der holdt dem varme. De to andre sad og talte, mens Abigail sad og skrev et brev til Gigi og lyttede halvt om halvt.
”Margaux Montclair havde en meget ujævn hjertelinje, og hørte du, at hendes livslinje var fuld af brud, så hun hele tiden vil opleve opbrud og ikke få et ret stabilt, nemt liv. Er det ikke underligt? Hun er wilie, og så vil hun sandsynligvis få det svært med kærligheden fremover, selvom hun kan få, hvem end hun vil have,” sagde Serena nærmest hånende og fascineret på samme tid. Derefter talte de lidt om fordele og ulemper ved wiliegenet, før de gennemgik deres eget kærlighedsliv på baggrund af håndlæsningen i spådom.

”Hvad med dig, Abi? Hvorfor har du ikke spådom?” spurgte Serena igen. Élise smilede, for hun kendte svaret og var ikke så ivrig efter at høre svaret igen.
”Jeg skal ikke bruge det pjat til noget” svarede Abi som en gentagelse af sig selv.
”Det er ikke pjat, eller måske men det er sjovt. Man kan lære noget om sig selv,” svarede Serena.
”Ikke hvis ikke man tror på det, så er det spild af tid,” fortsatte Abigail, der foldede brevet sammen, så det var klar til at blive fjernet og sendt til det skotske højland. Derefter satte hun sig til rette for at lytte mere til deres mærkelige, men sjove samtaler om, hvem de mon hver især ville gifte sig med og leve langt og lykkeligt med.
”Har du travlt nu, Abi?” spurgte Élise overraskende nok, da hun nikkede mod brevet.
Abigail rystede på hovedet og svarede et tøvende ”Nej…”
”Perfekt,” sagde de begge i kor. ”Så kan vi se på din hånd og dit kærlighedsliv. Man kommer langt bare ved at se på livslinjen og hjertelinjen,” sagde Serena energisk.

Abigail tøvede længe, før Serena endnu engang forsøgte med sine bedste overtalelsesevner. Élise istemte, hvilket Abigail blev mistænkelig over, for hvad kunne de se i hånden? Diskret åbnede hun hånden og så på den uden at se noget som helst specielt.
”Se, du er nysgerrig,” prøvede Serena, der slog over i italiensk for at overtale endnu bedre. Et trick, der måske virkede, fordi det lå Abigail langt mere lige for at bruge italiensk, selvom fransk ikke voldte hende problemer længere.
Élise var til gengæld ikke så fan. Ikke før det af ukendte årsager lykkedes for Serena at få Abigail til at indvillige i det, hvorefter de rykkede rundt på sig. En spådomsbog blev hentet og straks var alle hænder nærmest åbne omkring sofabordet. Hvad de kiggede på og hvad Élise og Serena fik ud af alle deres ord, vidste Abigail simpelthen ikke. Åbenbart havde Abigail meget symmetriske hænder, og da hun spurgte om, hvad det betød, så havde de to andre allerede en festlig samtale, der udviklede sig til flere og flere samtaler, indtil de endelig gik i gang og var færdig med at sammenligne deres egne hænder med Abigails.

”Du har generelt meget tydelige linjer i hånden,” sagde Élise. Abigail rynkede brynene sammen, men undlod at trække hånden til sig, selvom det havde været første indskydelse. Var hun tyk, for var det ikke derfor linjerne var tydelige? Jo mere tyk man var, jo tydeligere linjer. Hun kiggede mod de andre for at se deres håndflader i et forsøg på at sammenligne, for var de ikke alle sammen ca. samme størrelse? Jo, det mente hun, men hun så ikke deres hænder. Da Abigail alligevel ubevidst forsøgte at lukke fingrene sammen, var Serena hurtig til at folde dem ud igen.

”Se her, hjertelinjen. Den er lang og tydelig. Det er godt, Abi. Det betyder, at dine forhold formentligt er dybe og meningsfulde,” sagde Serena, der fulgte den tydeligste linje under fingrene. Straks kastede Élise sig over bogen som for at se efter noget bestemt. Det var som om, at Serena også så det, da hun åbenlyst og spændt ventede på et svar på et spørgsmål, som Abigail ikke kendte.
”Den her forgrening,” begyndte Élise og pegede på linjen, der netop havde en forgrening. ”Det indikerer, at du sandsynligvis på et tidspunkt står over for et stort valg i dit kærlighedsliv. Formentligt fordi du skal vælge mellem to personer, men det kan også være, at du skal vælge mellem kærlighed og noget andet vigtigt i dit liv,” fortsatte Élise. Serena så op på Abigail med et stort smil, men det så også sørgmodigt ud, hvilket fik den i forvejen forvirrede Abigail til at smile, men rynke brynene, hvilket gav hende et trist udtryk.
”Hvad?” spurgte Abigail nervøst efter tristheden havde spillet ind.
Serena sukkede. ”Det er godt for dig Abi,”
”Men…?” spurgte Abigail og så igen nervøst ned i sin egen hånd.
”Nej nej, jeg er misundelig,” beroligede Serena Abigail. Abigail var hurtigt mere rolig, men blev igen trist på Serenas vegne og Abigail så spørgende på hende. ”Min hjertelinje indikerer, at jeg kommer til at opleve mange op- og nedture i mine forhold og mit følelsesliv. Det er lidt trist, for min livslinje indikerer, at kærlighed har en stor betydning i mit liv,” svarede hun en anelse trist. Abigail hævede nu øjenbrynene.
”Det er jo bare noget pjat, Serena. Jeg er ikke i tvivl om, at du finder den eneste ene snart endda, og så er det et stærkt forhold du udvikler,” sagde Abigail og Élise nikkede, mens hun knyttede sin egen hånd.
”Din hjertelinje er helt perfekt, Élise, så det er nemt for dig at sige. Den er dyb, lige og med kun ganske få andre linjer tilknyttet. Og så finder du nok også din udkårne tidligt i livet ifølge skæbnelinjen,” sukkede Serena misundeligt.
Élise rystede på hovedet. ”Så havde jeg nok allerede fundet ham og haft mere erfaring med drenge end jeg har. Og så kan man jo sige, at manden i min liv også har hænder og linjer. Om de overhovedet passer sammen, ved vi ikke, så det er ikke sikkert, at det overhovedet passer. Det kan handle om kærlighed til andre i livet end en partner. Venner og familie også,” sagde Élise. Abigail undgik at sige noget, for hun syntes det lød til, at Serena havde et stærkt bånd til sin familie og i høj grad til vennerne, så hun var bange for at argumentere sin sag forkert.

Lidt mere snak gik om Élise og Serenas hænder, for det var nemt at analysere på, når de allerede havde gennemgået linjerne i deres undervisning. Derefter vendte de tilbage til Abigails hånd.
Frisk te var lavet og med dét kom ny energi og bedre stemning.
Alle linjer blev nærstuderet. Alle linjer fik kommentarer med på vejen og Abigail opgav til sidst at forsøge at få det til at give mening, for så var de linjer tætte på hinanden, hvilket betød sådan og sådan. Så gjorde den linje sådan, hvilket kunne betyde dét eller dét, men at den gjorde sådan, betød modsat noget andet.

”Opsummerende betyder det vist, at fordi din skæbnelinje ikke er så stærk igen, så har du ret meget selv indflydelse på dit kærlighedsliv, Abi. Det er ikke så meget skæbnen, at du ender med den person, du ender med. Det kan det indikere. Men du vil stadig elske ham, og måske er det dét forgreningen betyder som sagt. At du skal vælge mellem to personer. Eget valg, ikke skæbnebestemt. Og se denne parallelle linje – det kan betyde, at dine andre relationer, som fx en ven, har betydning for dit kærlighedsliv. Ikke som din partner, men måske som en støtte eller måske endda én, der introducerer dig til en særlig betydningsfuld person i dit liv. Der er et enkelt sted, hvor det kan se ud til, at du vil opleve stor hjertesorg, men generelt set vil dit dine romantiske forhold være meget op til dig selv” sagde Serena. Nogle steder var hun suppleret af Élise, der faktatjekkede med bogen i stedet.
”Jeg hørte vores professor sige, at når ikke skæbnelinjen var så stærk, så var det en fordel at lære sig selv at kende, fordi man selv skulle træffe en masse beslutninger,” tilføjede Élise, der forklarede, at hendes makker ikke havde haft en særlig stærk skæbnelinje. Abigail så ned i sin hånd, mens hun overvejede, hvordan det var blevet bestemt.
Hun tænkte tilbage på Makayla og den snak de havde haft om, hvem der havde bestemt de forskellige ting. Hvem havde kigget i hænder på folk og besluttet, at dén linje lige var en hjertelinje, som betød noget for kærligheden og ens relationer? Eller hvad det betød, når hænderne var symmetriske eller ikke, eller når linjerne sad sammen? Hun smilede lidt ved tanken om den slags pjat. Samtid med at hun selvfølgelig ikke ville indrømme, at hun havde været bekymret, da hun hørte og så Serenas stemme og udtryk – selvom det viste sig ikke at handle om Abigails hånd.

Da de havde siddet lidt længere og snakket videre, samt om noget andet, sagde Serena ”Jeg kunne godt være din ven, der introducerer dig til min bror. I ville være gode sammen.”
Abigail så overrasket på hende, fordi Serena virkede så seriøs. ”Tror du på det?” spurgte Abigail derfor.
”Hvorfor ikke?” spurgte Serena med et skuldertræk. ”Nogle ting giver allerede mening ud fra, hvordan vi er som mennesker. Måske har kan nogle håndlæsere virkelig se, hvad der sker på de dansende linjer, som seerne der får syn,” sagde hun med et smil. Abigail holdt sine tanker for sig selv. Et karaktertræk hun håbede at kunne tage med tilbage til Hogwarts igen. ”Lorenzo og dig ville også være et godt og flot par. Alle ville respektere jer og være lige som jer,” fortsatte Serena som den romantiker, hun forsøgte at være.
”Hvad med at vi i stedet kigger på nogle af drengene her på skolen, hvis det skal være. Nogen jeg faktisk har mulighed for at kende inden jeg skal tilbage til England?” spurgte Abigail, da hun lagde en arm om veninden.
”Det får dig ikke til at forblive i mit liv,” mumlede Serena bedrøvet, men smilede stadig venligt. Abigail måbede, for det var ikke en forventet reaktion. Heldigvis tog det ikke Abigail et sekund at svare, da det kom lige fra hjertet. ”Det behøver jeg ikke en dreng for, Serena.”

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: Forvandling
”Jeg er så glad på dine vegne, Serena. Det er for fedt, at Gespard har spurgt dig ud til Valentinsdag!” sagde Abigail ærligt. Hun havde været forvirret, fordi Gespard havde brugt en del tid på at tale med Abigail det sidste stykke tid også. Noget af snakken havde også handlet om Serena, men nu kunne Abigail ikke fortælle veninden, at Gespard netop også havde spurgt Abigail, der havde afvist den jævnaldrende dreng. Hvad ville Gespard sige? Ville han fortælle det til Serena? Ville Abigail så være en dårlig veninde, ved ikke at fortælle det til Serena? Ville Gespard ikke være skurken uanset hvad, fordi han gik fra Abigail til Serena inden for et par timer, hvor pigerne ikke havde set hinanden, hvilket var deres held.
”Jeg ved godt, at det ikke er Émile fra en ældre årgang, som du skal ud med. Hvad skal I?” spurgte Serena Abigail, der trak på skuldrene, selvom pigerne ubevidst kæmpede om, hvem der havde det største smil spillende på læberne.
”Han er virkelig sød. Han spørger meget om, hvad jeg kan lide, hvad jeg foretrækker, men også alt muligt andet som er ligegyldigt for Valentinsdagen. Hvordan det var på Hogwarts, hvilke fag jeg har og hvad jeg gerne vil efter skolen og så spørger han lidt ind til mine venner der.” Abigail smilede stadig og opdagede først bagefter, hvor meget hun havde talt, da hun så på Serena, der så ud som om, hun var træt af, at Abigail havde overtaget showet med noget andet, end det der blev spurgt om.

”Undskyld Serena. Gespard er også enormt sød, og jeg er sikker på, at I får den bedste dag og aften. Hvad skal I?” spurgte Abigail den anden vej. Smilet falmede en anelse, men hun lyttede opmærksomt og oprigtig interesseret. Om ikke andet, så fik hun vel en ide om, hvordan de holdt Valentinsdag her i landet, for hun havde en ide om, at pigerne ikke holdt en fælles wellness-dag hvor rart og sjovt det ellers havde været sidste år. Tanken slog hun snart væk, for ikke at dvæle i bedrøvede tanker om savn til vennerne og for ikke at tænke på Flick.

”…yder også, at jeg ikke har nogen ide om, hvad jeg skal have på!” udbrød Serena efter en længere snak om hvad de skulle lave på Valentinsdag. ”Som regel er det ikke noget problem, for jeg har meget forskelligt tøj. Jeg ønskede mig også den stemningskjole, du ønskede dig i julegave. Fik du den egentlig? Jeg gjorde ikke og normalt er jeg helt med på moden, men jeg synes ikke, der er noget, der passer til højtideligheden,” sagde Serena. Abigail forstod, for hun havde samme udfordring med sit outfit til Valentinsdag.
”Måske skal vi selv kreere noget. Magi kan godt anvendes, for selv hvis ikke vi får lavet den mest og længst holdbare forvandling, så kan det sikkert godt holde en dag, tror du ikke?” spurgte Abigail. Serena var ivrig og nikkede, men så sukkede hun alligevel før hun fortsatte. ”Jeg har ingen ide om, hvordan det skal se ud, så jeg ved ikke engang, hvad vi skal gå efter, når vi anvender magi.”

Abigail fandt en kjole frem af hende selv og Nathaniel fra juleballet for halvandet år siden. Inde på værelset stor hun et øjeblik og overvejede, om hun skulle lade Serena se det. Det var en kjole, der var alt for meget. Det vidste hun, men hun havde sjældent følt sig mere piget og hun kunne lide det. Selvom opmærksomheden havde været meget intens og kommentarerne også var med en særdeles hastig frekvens, så havde hun også godt kunnet lide opmærksomheden. Hun kunne lide den på Hogwarts. På Beauxbatons ville hun stadig føle sig som den dårligst klædte på skolen, hvis hun kom i den og samtid ville menneskene i Frankrig ikke tro, at det var hende, fordi det var to forskellige piger. Sådan følte Abigail det.
Alligevel trak Abigail vejret dybt og vendte tilbage til Serena.
”Forrige års julebal på Hogwarts. Jeg ved godt det ikke decideret er bal, men man kunne tage inspiration af kjolen. Vi bruger ikke min kjole til at forvandle, men jeg har sikkert noget andet, der kan eksperimenteres med. Dog tror jeg ikke, det behøver være så nedringet,” sagde Abigail næsten pinlig berørt, for de var langt mere sofistikerede her på skolen, end hun havde været til dét bal. Det var ikke sandt og ikke sådan andre ville opleve det, men det var hvad Abigail havde bildt sig selv ind. Flick havde beskrevet omgivelserne i Beauxbatons som smuk, så hun ville passe lige ind – underforstået, at han havde kaldt hende smuk. Han havde taget fejl, for alle var langt mere elegante, smukke, stilede, sofistikerede og alle andre positive ord, som Abigail ikke kunne måle sig med. ”Og så behøver den nok ikke være så lang. Hvis du godt kan lide det struttende, så tror jeg sagtens det kan ske, men det kunne også være pænt med mere glat og simpel underdel. Hvad synes du?” afsluttede hun sin tale uden særlig meget pause trods tankerne.

”Abi, du stråler! Hvor er du flot. Kjolen er fænomenal. Alle må have dånet over dig. Jeg har aldrig set dig sådan før! Tager du ikke den på til din date med Émile? Han vil elske det og fuldstændig glemme Camille Dupont igen. Har du samme læbestift og neglelak, for det er helt perfekt. Har du også skoene?” spurgte Serena uden at spekulere særlig meget over, hvad hun sagde, for det kom helt direkte.
Abigail så ret utilpas på hende. ”Camille Dupont?” spurgte hun.
”De har været kærester i halvandet år, men slog op i efteråret. Det har du da hørt og set. De går ofte og er sure på hinanden, men bliver ved med at opsøge hinanden,” forklarede Serena for at hjælpe Abigails bevidsthed på vej.
”Hvad? Er det hende den blonde, høje og slanke pige? Hun kan godt minde lidt om Margaux. Er hun også wilie? Hvorfor har han spurgt mig? Jeg er lille og har ingen bryster i forhold til hende, hvilket han tilsyneladende foretrækker, når han har været sammen med hende. Hun har de helt rigtige former og en perfekt elegant udstråling. Jeg har kun enorme hofter og alt for store lår. Serena, jeg må sige, at jeg ikke kan alligevel! Jeg synes jo, han er oprigtig sød, når han spørger så meget, og jeg vil også lære ham at kende, men jeg kan jo ikke konkurrere med hende,” begyndte Abigail pludselig at gå op i.
”Hvad snakker du om, Abi? Du er idealet, som alle drengene vil have. Du har perfekte former. Du har en talje. Jeg går meget mere lige op og ned. Jeg ville dø for at have dine hofter. Og dine øjne er så uskyldige og store, at alle drengene vil svømme væk i dem, når de har øjenkontakt.”
”Nej Serena. Se på jer alle her i Frankrig. Jeg har brugt ferien på at overveje, hvordan jeg kunne lære at blive lige så fransk som jer andre. I er så sofistikerede og elegante alle sammen, og jeg kan ikke finde ud af at klæde mig fransk, når vi er ude, så jeg falder hele tiden udenfor jer andre. Det er vildt hårdt at prøve at falde ind her. Jeg plejede at have en vis status, ja ja, der var også nogle, der ignorerede mig, men jeg var ikke på samme måde usikker på Hogwarts. Jeg var glad. Selv når jeg var ked af det og græd som pisket af diverse årsager, så havde jeg stadig en status. Mange ville være som mig, men jeg klagede heller ikke. Min far er en af landets mest magtfulde mænd, selvom han er i skyggen af ministeren for magi. Han har været det igennem to ministre og flere ministerperioder. Han har opbygget en avis og kæmpet for så meget i samfundet. Min bedste ven var ministerens søn, som jeg forelskede mig i og vi blev kærester. Her er jeg ingenting, og jeg skal tilbage om lidt, så det er også lige meget, men hvorfor i alverden vil nogen gå ud med mig på Valentinsdag?” lukkede Abigail ud i én lang hurtig køre.
”Abigail, slap af! Det er ikke rigtig, hvad du siger eller har bildt dig selv ind. Hvis nogen holder afstand, er det, fordi du er den, du er. Folk ved godt at dine forældre er noget stort i England og Italien, de ved godt, hvor du kommer fra og at du dukkede op og kunne tre sprog, var dygtig til undervisningen og du åbnede for viden om, at du var kæreste med den britiske ministers søn, så var alle bange for ikke at kunne måle sig med dig! Margaux går ikke op i sine gener. Hun vil mere end hvad hendes gener giver hende lov til. Hun vil blive til noget, og så ved hun aldrig om nogen kan lide hende for hende eller hendes gener, som hun ikke kan slukke. I år er første gang hun har sagt ja til en date, for hun vil ikke virke snobbet, men hun tror ikke på kærligheden. Derudover er det svært at vide, hvor meget man skal eller kan lære nogen at kende på ét år, når du skal tilbage igen. Hvad du snakker om, om at være elegant og sofistikeret… Abi, du er lige som alle andre på den måde. De første uger var du meget stille og forsigtig, og når du gjorde væsen ud af dig, var du uheldig og kunne virke klodset, men du er ikke så anderledes, som du tror. Din stil er klart mere italiensk, end den er fransk, men det synes jeg personligt er godt. Élise og Sophie synes også, det er langt pænere og mere interessant end fransk. Det er lige dem, jeg ved har kommenteret det,” svarede Serena.

Pigerne talte videre om den slags forskelle og ligheder samt de andre på årgangen, som Abigail åbenbart ikke havde observeret rigtigt. Og så talte de selvfølgelig om Émile og hans ekskæreste, Camille.
Endelig var de tilbage på snakken om tøjet til Valentinsdag.
Ud fra eksisterende toppe og kjoler og stoffets materiale fra skoleuniformen fik de kreeret en mindre nedringet og ikke så opsigtsvækkende kjole til Serena. Den rødbrune farve passede så flot til hendes gyldne hudtone og de helt lyse og gyldne brune øjne og det levende bølgende brune hår, der var en tone lysere end Abigails. Farven var ikke så vanskelig for de to at ramme. De havde efterhånden øvet sig en del på blandt andet Abigails hår, men også på deres bøger, deres sengetæpper, gardinerne og andet, når de trængte til en farveforvandling. At sætte stofstykkerne helt korrekt sammen og få de korrekte proportioner og snit var det svære, men de kunne nemt dele stoffet og gøre noget om, hvis det var gået galt.

Efter en tur på biblioteket én af de følgende dage fandt de frem til en form for besværgelse i håndarbejde, der kunne finjustere kjolen. Da Abigail havde fået en fornemmelse af, hvad Émile havde i tankerne, lavede de også noget passende tøj til hende i dagens anledning. Også en feminin kjole i rødligt stof, der passede til hendes mørke øjne og hår, men lidt lysere hudtone end Serenas, men tøjet var meget nedtonet i forhold til Abigails julekjole.

NAVN: Amalia
ÅRGANG: 1
FAG: Magiens Historie
Amalia stod og tænkte. Hun skulle skrive en stil til faget Magiens Historie.
Hun var ny på Hogwarts, så hun vidste ikke så meget om stedet endnu, men en ting var hun helt sikker på: Der var spøgelser!
Så hvorfor ikke skrive en stil om spøgelser? Amalia ville spørge en af spøgelserne om noget.
På trods af advarsler fra andre elever valgte hun, at hun skulle spørge Hulkende Hulda.

Amalia gik op ad trappen til tredje sal for at finde de gamle pigetoiletter, hvor Hulkende Hulda holdt til.
Lige da Amalia gik ind af døren, så hun Hulkende Hulda, der straks svævede hen til hende.
"Uhh, en førsteårselev. Hvad laver du her?," spurgte spøgelset.
"Jeg ... jeg er her for at spørge dig om noget til min stil," sagde Amalia rødmende og kiggede ned på sine sko.
"Hvis du altså vil svare?"
Hulkende Hulda begyndte at snøfte.
"Det har vel ikke noget med mit udseende at gøre? Alle kommer her for at gøre nar af mig i stedet for at tage hensyn til mig."
"Øhh...det har selvfølgelig ikke noget med dit udseende at gøre. Jeg er kommet for at spørge, hvorfor du valgte at være spøgelse i stedet for at gå videre til efterlivet?," spurgte Amalia.
Hulkende Hulda lyste pludseligt op.
"Ohh, jeg vendte tilbage for at hjemsøge Olivia Hornby. Hun drillede mig altid med mine briller, og du kan lige tro, at hun fortrød, at hun gjorde nar af mig," sagde Hulkende Hulda skadefro.
Amalia takkede Hulkende Hulda for hendes svar og gik tilbage til krypten, hvor Hufflepuff holdt til.

Da hun senere sad i en af lænestolene i opholdstuen og tænkte tilbage på sin samtale med Hulkende Hulda, var Amalia faktisk overasket over hendes historie. Amalia havde forventet, at hun ville være ubehagelig eller måske ligefrem ond efter de andres advarsler om hende. Hun var faktisk helt okay, og Amalia kunne måske godt finde på at gå hen og snakke med hende igen.

---

Ingen lekier.

---

NAVN: Makayla
ÅRGANG: 6
FAG: FMMK
Dagens lektion i FMMK var rykket ind i duellerings-salen, da de skulle øve en ny besværgelse - og som professoren havde proklameret havde de brug for plads. Eleverne stod alle i en halvcirkel og ventede på, at professoren introducerede lektionen for dem. Ved siden af Makayla stod Adrienne - en allieret fra Slytherin.

“Jeg har tænkt over noget,” sagde Makayla lavmælt og lod blikket glide mod Adrienne. “Hvad er egentlig det vigtigste i en duel? Det er jo mere end bare at slynge besværgelse af sted,” fortsatte hun undrende og afventede et svar fra Adrienne der nikkede tænksomt. Makayla vidste, at Adrienne måtte have et svar, for hun var trods alt en del af Duelklubben.

“En duel er jo en struktureret kamp mellem to hekse eller troldmænd. Det handler om teknik, timing og strategi. Den der mister kontrollen først… taber,” kommenterede Adrienne med et lumsk smil. Makayla lyttede, men indskød så “- Ja, og der er vel også regler for en duel?” spurgte Makayla overvejende. Hun vidste godt de mest gængse, men når en duel blev til en kamp, så var reglerne vel ikke til stede? “Helt klart,” svarede Adrienne. “- Man skal bukke for sin modstander, da det er et tegn på respekt. Og så må man ikke angribe før, at duellen officielt er begyndt,” fortsatte Adrienne.

Professoren nåede dog at træde frem fra skyggerne og hævede sin hånd for at skabe ro, før de to piger kunne snakke om flere regler der nu engang måtte være i forhold til duellering.

“I dag skal vi træne Stupefy - en af de mest fundamentale og vigtige besværgelser i duellering,” lød det indledende fra professoren. “Hvem vil starte? Frøken Winthrop og frøken Belby?” spurgte professoren. Det var tydeligt at professoren ikke ventede er svar men forventede, at pigerne gik i gang uden at stille spørgsmål til, hvorfor det var dem der skulle starte. Makayla nikkede derfor og sammen med Adrienne gik de op på podiet og stillede sig i hver sin ende. Begge bukkede med ynde for deres modstander - en gestus, der ikke blot var tradition, men også et tegn på respekt mellem duellanter. Makayla hævede tryllestaven, og hjertet hamrede i brystet. Hendes sind var dog fokuseret.

“Stupefy!” lød det fra Makayla med en klar stemme. Hun pegede tryllestaven direkte mod sin modstander, og en rød stråle skød ud fra spidsen - lynhurtig som en pil. Adrienne kastede sig til siden for at undgå den. Duellen var nu i gang og Makayla mærkede spændingen i luften, da hendes modstander forberedte sig på sit næste træk. Med en hurtig besværgelse gjorde hun klar til at råbe “Protego!” når Adrienne ville gøre sit træk. For Makayla vidste godt, at en god duel ikke kun handlede om angreb, men at det ligeså meget handlede om klogt taktisk forsvar.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Astrologi
Georgie gik alene ned ad en af Hogwarts’ mange korridorer på vej tilbage til opholdsstuen fra en aften alene på biblioteket. Selvom hun elskede at bruge tid med Darwin, så var hans selskab ikke fremmende for lektielæsning så han havde kærligt, men bestemt fået besked på at hun ikke ønskede hans selskab i et par timer. Hendes fingre knuget om remmen på sin taske, uvidst hvorfor fik hun en knude i maven jo længere væk fra biblioteket hun kom. Aftenen var på vej til at falde på, og faklernes flimrende lys kastede lange skygger på stenvæggene. Hun trak vejret dybt. Hun hadede at føle sig på vagt, men visse personer havde en evne til at bringe det frem i hende.

“Georgina.” Stemmen kom bag hende, og hun stivnede. Hun havde ikke hørt hans skridt. Langsomt drejede hun hovedet og så Richard læne sig nonchalant mod væggen et par meter væk. Hans lyse hår var pjusket, og han havde det samme selvsikre smil, der engang havde fået hendes mave til at slå knuder, men nu fyldte det kun hendes blod med en varm strøm af irritation. “Richard,” sagde hun køligt og fortsatte sin gang. Hun ville ikke være alene med ham. Han skyndte sig at følge efter, hans skridt lette mod stengulvet fortalte hende at han kom hurtigt tættere på. “Hvorfor så kold? Vi var jo engang meget… tætte.” Georgie kastede et kort blik på ham, men holdt sin opmærksomhed fremadrettet. Hendes stemme var rolig, men en anspændthed lå lige under overfladen. “Jeg vil nærmere sige, at du ikke forstod betydningen af grænser.”
Han lo lavt, men der var en hård kant til lyden. “Åh, kom nu. Du var bare lidt snerpet. De fleste ville have været smigret.” Noget koldt krøb ned langs Georgies ryg, men hun undertrykte det. Hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse.
Hun stoppede brat op, vendte sig mod ham. “Snerpet? Nej, Richard. Jeg satte en grænse, som du overskred, fordi du troede, du kunne tage, hvad du ville. Og nu står du her og prøver at vende det om til, at jeg er problemet? Hans smil stivnede et øjeblik, men han genfandt hurtigt sin facade. Der var noget ved hans holdning, måden han rullede skuldrene tilbage på, som om han stadig forsøgte at dominere rummet med sin blotte tilstedeværelse, der gjorde hende anspændt. Hvad hvis han ikke bare nøjedes med ord denne gang? “Slap af, Georgina. Ingen grund til at blive så oprevet.” Hans stemme var afvisende, som om han ikke hørte hvad hun sagde. “Så lad være med at opsøge mig,” sagde hun, men hendes stemme manglede den faste kant, hun ville ønske at den havde. Hun forsøgte at holde hovedet højt og stikke hagen trodsigt frem, men der var en svag uro i hende, en svag rysten i hendes hænder som hun ikke kunne skjule for sig selv. “Jeg har intet at sige til dig.”

Han trådte tættere på, tydeligt bevidst om den fysiske magt hans større fysik gav ham og som han prøvede at udøve over hende. Hun ønskede at træde baglæns, træde væk fra ham, men blev stående. Ikke fordi hun følte sig stærk, men fordi hun ikke ville give ham den sejr. Hun havde sagt fra for alvor en gang, hun kunne gøre det igen. Måske. “Du tror virkelig, du er noget nu, hva'? Vejleder, Quidditch-anfører... men inderst inde er du stadig bare den samme lille pige, der ikke tør tage en risiko." Georgie lod sin hånd glide ned til sin tryllestav, ikke fordi hun troede, han ville gøre noget – eller gjorde hun? – men fordi hun vidste, han ville lægge mærke til det. Og han så det det. Hun så det i hans øjne, en lille tøven, næsten en usynlige reaktion som om han huskede hvordan hun havde hamret sit knæ mod ham, før han skjulte det bag et smil. “Den lille pige er i hvert fald klog nok til at holde sig væk fra dig.” sagde hun lavt. Men tvivlen nærede stadig i hendes baghoved og hun slap ikke taget om sin tryllestav. Hans blik gled kort til hendes hånd, og så fnøs han affærdigende. “Slap af. Jeg har bedre ting at lave.” “Fint. Så gå.” Et øjeblik tøvede han, som om han overvejede at sige noget mere, noget giftigt, men så trak han på skuldrene og vendte sig om. “Vi ses, Georgina.”
Hun ventede, til han var væk, før hun åndede tungt ud. Hendes hjerte hamrede i brystet og hænderne rystede stadig. Hun måtte virkelig se at få det her ordnet. Og undlade at fortælle Darwin om det, han skulle ikke begynde at opstarte noget dumt igen bare på grund af hende. Fuck hvor hun savnede Abi lige nu. Hun manglede at have hende at tale med.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Eliksir
Damp steg op fra kedlen, da Georgie forsigtigt rørte rundt i den lysende blå væske med en omhyggelig, cirklende bevægelse. Duftnoterne af lavendel og kamille bredte sig i lokalet, og en dyb følelse af ro lagde sig over dem. Overfor hende sad Angus og betragtede eliksiren med sammenknebne øjne, hans albuer hvilende på bordet. "Tænk, hvis vi havde haft den her til eksamenerne," sagde han og lod en hånd glide igennem sit rodede hår. "Jeg havde aldrig behøvet at panikke over min Forvandlingsprøve." Georgie lo lavt og vippede hovedet en smule, mens hun overvejede hans ord. "Sandt nok. Jeg tror, jeg havde sovet bedre natten før mine U.G.L. eksamener, hvis jeg havde en flaske af den her ved hånden." Angus skævede til opskriften foran sig. "Ifølge bogen skal den trække i præcis tre minutter, før vi tilføjer en dråbe sølvmånebark. Ellers bliver effekten for stærk." instruerede han. "Ja, og vi vil jo helst ikke falde i søvn midt i en vigtig opgave," sagde Georgie med et skævt smil. Hun lod skeen hvile på kedlens kant og lænede sig tilbage på skamlen. "Men helt ærligt, hvis vi nu kunne tage lidt af den her med til næste eksamensperiode, ville det jo ikke være snyd, vel? Bare en lille smule ro?" Angus trak på skuldrene. "Jeg ved ikke… måske. Det ville i hvert fald være bedre end at gå rundt med svedige håndflader og en hjertebanken, der kunne vække en drage." De sad i tavshed et øjeblik, kun afbrudt af eliksirens sagte boblen. "Tiden er gået," sagde Georgie til sidst og rakte ud efter flasken med sølvmånebark. Hun åbnede den forsigtigt og lod en enkelt dråbe falde ned i eliksiren. Øjeblikkeligt blev den blå farve en anelse dybere, som om den samlede al sin beroligende kraft i en sidste forfining. Angus pustede langsomt ud. "Vi burde virkelig gemme lidt af den her. Bare til de særligt stressende dage." Georgie nikkede. "Måske… men jeg tror også, det ville være rart at vide, vi kan klare det uden. Vi overlevede jo sidste gang, ikke? Og den holder næppe til vores F.U.T eksamener." Han smilede og rakte hende et par glas. "Lad os smage og se, om den er værd at tage med til næste eksamensperiode." Georgie hældte forsigtigt væsken op, og de løftede glassene til en stille skål. Smagen var blid, som en lun sommerbrise – og for første gang i lang tid følte Georgie hverken presset fra lektier, quidditch eller vejlederdonten og kunne bare smile til Angus, der så lige så saglig ud som hun følte sig.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Forvandling
Det startede som en helt almindelig eftermiddag i Ravenclaws opholdsstue, hvor Georgie, Hunter og Milena sad og lavede lektier. Eller... Milena lavede lektier. Hunter forsøgte at balancere en fjerpen på næsen, og Georgie skitserede en tegning af en acromantula med en hat. "Jeg tror, jeg har fundet den perfekte måde at forbedre din stil, Hunter," sagde Milena med et glimt i øjet. "Min stil er allerede fejlfri," svarede Hunter og vippede hovedet bagover, så fjerpennen røg på gulvet. "Nej nej, hør nu, jeg har lige lært Crinus Muto, og jeg kan give dig en ny, frisk hårfarve," fortsatte Milena. "Jeg er klar!" erklærede Hunter, før Georgie overhovedet kunne nå at advare ham.

Milena pegede sin tryllestav mod hans hoved og sagde besværgelsen. Et øjeblik var alt normalt—og så eksploderede Hunters hår i en sky af farver. Bogstaveligt talt. Hans hår skiftede ikke bare farve, det blinkede i et skiftende mønster af pink, neongrøn, lilla og blå. Hver tot lyste som en lyskæde, og et par af dem snoede sig opad som små spiraler. "Jeg ligner en discokugle," sagde Hunter, mens han stirrede på sin refleksion i et vindue. "En meget flot discokugle!" sagde Georgie, der knap kunne holde masken. "Det var ikke meningen!" udbrød Milena undskyldende, men hun grinede allerede så meget, at det var umuligt at tage hende seriøst.

Hunter, altid typen der gik all-in på kaos, rakte ud efter Georgies tryllestav. "Min tur!" sagde han og pegede staven mod Milena. "Nej—" For sent. Milenas hår skiftede til en pastelfarvet regnbue, men det værste var, at det begyndte at bølge og sno sig af sig selv.

"HUNTER!" hvinede hun, da hendes hår pludselig formede sig som små, hoppende kaniner. "Hov, måske lidt for meget?" spurgte han grinende og smed tryllestaven tilbage til Georgie. "Synes du!?" Hvæsede Milena, måske Hunter var gået over grænsen der? Georgie skraldgrinede, indtil Milena vendte sig mod hende med et smørret smil. "Du er den eneste uden magisk kaos-hår lige nu," sagde hun.

"Nej, nej, nej, lad være, jeg sværger, jeg tager frygtelighævn!" protesterede Georgie og skyndte sig at løbe. Men Milena var hurtig. Crinus Muto ramte, og Georgies hår eksploderede i en sky af… fjer?
Fjer. Bløde, himmelblå fjer, der dækkede hendes hoved som en ugle, og som hver gang hun bevægede sig, blidt blafrede som om vinden susede gennem dem. Der var fem sekunders stilhed.

Så brød Hunter, Milena og Georgie sammen af grin. "Vi ser forfærdelige ud!" hylede Milena. "Vi ser fantastiske ud," sagde Hunter selvsikkert. "Jeg siger, vi holder det sådan her resten af dagen." "Jeg siger, vi finder nogen til at fikse det, nu," svarede Georgie og pustede til en af sine fjer. "En professor helst så vi ikke fucker mere op og det her rod bliver permanent." Men uanset hvad de gjorde, tog det resten af aftenen før de endelig fik deres hår tilbage til normalen, for i sidste ende måtte de jo ikke bruge magi mod hinanden og ingen af dem ville skabe vanskeligheder for hinanden, og selv da havde Georgie stadig en enkelt blå fjer tilbage i nakken.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Besværgelser
Den kvælende stilhed i biblioteket blev brat afbrudt af en hosten, der hurtigt eskalerede til panisk gisp efter luft. Georgie vendte sig om i et ryk og så en yngre elev fra Hufflepuff med hænderne krampagtigt omkring sin hals. Hans ansigt blev hurtigt rødt, og øjnene var vidt opspærrede af frygt. Han kunne ikke få vejret. Instinktet tog over. Georgie kastede sin fjerpen fra sig og styrtede over gulvet, hendes hjerne arbejdede hurtigere, end hendes fødder kunne følge med. Hendes hænder var allerede på vej efter sin tryllestav, da hun faldt på knæ foran drengen. "Flyt jer!" sagde hun hurtigt til de forskrækkede medelever, der stod målløse omkring. En pige fra Hufflepuff trak usikkert i drengens ærme, men det var tydeligt, at ingen vidste, hvad de skulle gøre. "Anapneo!" Georgies stemme var rolig, men fast, da hun førte sin tryllestav i en præcis bevægelse. Besværgelsen var en af dem, hun havde øvet flere gange i besværgelsestimerne, ikke kun fordi den var praktisk, men fordi de var blevet indprentet hvor afgørende den kunne være i en nødsituation.

En usynlig kraft fejede gennem drengens luftveje og rensede dem øjeblikkeligt. Han trak et gispende åndedrag ind, først stakåndet, men hurtigt efterfulgt af en lettelsens hosten. Hans skuldre sank sammen, og han greb efter bordkanten for at støtte sig. Øjnene var blanke af chok, men farven vendte langsomt tilbage til hans ansigt. "Er du okay?" Georgie lagde en hånd på hans skulder og holdt øjenkontakten, som hun havde læst i en Healere uden Grænser’ feltmanual, som hendes mor havde investeret i. Det var vigtigt at holde folk rolige efter en sådan episode. Drengen nikkede febrilsk, stadig lidt rystet, men allerede mere samlet. "Jeg.. der var et bolsje… det satte sig fast…" Georgie rystede let på hovedet og sendte ham et opmuntrende smil. "Det er væk nu. Træk vejret dybt. Bare roligt, det sker for de bedste." Georgie hjalp drengen op at stå, og en af hans venner lagde en støttende arm om hans skuldre. "Tak. Jeg troede virkelig… jeg troede, jeg ville…" Han rystede på hovedet, ude af stand til at sige ordet. Hun gav hans arm et klem. "Du skal nok klare den. Men næste gang burde du måske undgå bolsjer, mens du læser?" Et svagt grin gik gennem forsamlingen, og spændingen forsvandt. Med et tilfreds nik vendte Georgie tilbage til sin plads, hjertet stadig hamrende i brystet. Det var én ting at øve besværgelser i teori, en helt anden at anvende dem, når det virkelig galt. Det mest utrolige var, at hun ikke var frosset i situationen. Måske hun slet ikke var så håbløs som hun gik rundt og troede?

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: Besværgelser
”Findes der nogle børn, der ikke har fået den anvendt? Min morfar brugte den på mig, da jeg var lille,” forklarede Abigail, da Serena netop havde fortalt, at Lorenzo, hendes storebror, havde opdaget, at Serena ikke kunne trække vejret, da hun var lille, og havde fået noget galt i halsen. Han havde derfor råbt på sin mor, som var hjemme, da han pludselig blev bange og opdagede, at noget var galt. Han havde selv kun været 4 år og Serena var 2 år. Deres mor havde udført anapneo-besværgelsen og dermed clearet hendes luftveje.
”Jeg husker ikke, hvordan det mærkedes. Hverken at have noget galt i halsen på den måde, men heller ikke hvordan det var, da det forsvandt fra halsen igen,” informerede Serena på dejligt italiensk, hvilket Abigail nød. Hun havde spurgt Serena, om hun ville være Abigails oversætter, hvis der var noget hun ikke forstod eller kunne kommunikere på fransk og på den måde ville lære hende fransk. Det ville hun heldigvis gerne. Abigail smilede og nikkede genkendeligt af Serenas erfaring. ”Jeg var ældre, men jeg husker det heller ikke. Jeg husker mest, at jeg selv blev bange, for jeg havde ikke muligheden for at trække vejret ind, men jeg skulle bruge luft for at hoste,” svarede Abigail, der derfor huskede mere end Serena havde gjort.

”Er du ikke ked af, at du ikke har nogen søskende?” spurgte Serena.
”Nogle gange, men jeg har ikke prøvet at have søskende, og nogle gange er jeg glad for, at der ikke er nogen, der blander sig eller har drillet eller vi har skændtes om ting,” sagde hun med henvisning til de få erfaringer hun havde haft med venner, der havde søskende.
”Jeg ser meget op til min storebror. Han er dygtig, ambitiøs og selvom han er irriterende, eller han måske synes, jeg er mest irriterende, så er det rart, at han er der. At han er til at tale med og vi kan have de her fælles oplevelser. Også når vores forældre bliver irriterende,” forklarede hun og fortsatte. ”Han er også ret pæn. Jeg tror Élise var forelsket i ham, men hun var ikke alene. Han havde mange piger, der sværmede om ham. Selv Margaux virkede til at synes, at han var spændende, og det synes hun sjældent om nogen. Eller også syntes hun det kun, fordi alle andre syntes han var spændende, og hun kan bogstaveligt talt sno drengene om sin lillefinger, og sikkert også nogle af pigerne,” Serena lød lidt fnysende og misundelig, selvom Abigail ikke kunne vide, hvorfor det var tilfældet og umiddelbart vidste Abigail heller ikke, hvem Margaux var, selvom hun forsøgte at granske hukommelsen. De alle lød ens og lignede hinanden. Især det sidste var problematisk for Abigail, der straks var blevet ramt af enormt dårlig selvtillid og selvværd, fordi hun følte sig forkert i forhold til Beauxbatons ideal. Tankerne blev afbrudt af Serena, der grinede, før hun talte.

”Tror du, det kunne være et scoretrick? At man lod som om, at man var ved at blive kvalt, for at få en drengs opmærksomhed? Lorenzo ville have reageret uden at tænke over det. Sådan er han. Han ville ikke tøve, og så ville han sørge for, at man var okay bagefter, og han ville følge op. Faktisk ville det have virket at lade som om, at man havde noget galt i halsen for at få hans opmærksomhed, og apropos snakken om maskulinitet i astrologi, så ville han også føle sig enormt maskulin, så det ville være godt udfald for begge,” forklarede Serena stadig og grinede over sin storebror.
”Hvem ville du score sådan, hvis du selv måtte vælge?” spurgte Serena.
Abigail kiggede bare olmt på hende. ”Jeg ville ikke score nogen sådan. Jeg…” begyndte Abigail og slog blikket ned et øjeblik. ”Jeg kender for det første ingen her, og jeg kan ikke huske hvad folk hedder, selv hvis der var nogen, jeg synes var pæne. Men jeg har også en kæreste,” svarede hun lavt. Hun havde ikke talt om Flick som andre end en del af sine venner, når hun havde talt om dem.
Det fik da også Serena til at se lidt chokeret på Abigail. ”Hvorfor har du ikke fortalt det? Jeg vil høre alt om ham. Det er en dreng, ikke? Det er okay, hvis det er en pige! Jeg vil høre alt!” lød det ihærdigt fra Serena, der fik de to piger til at gå arm i arm, da de slentrede fra undervisningen i besværgelser og havde fri efterfølgende.
”Ærligt talt,” begyndte Abigail en anelse spørgende, da hun så mod Serena. Hun nikkede og Abigail svarede. ”Jeg savner ham for meget, hvis jeg snakker om ham. Han er min bedste ven, som jeg har kendt længst, og så er det lidt mærkeligt, for der er én her på årgangen endda, der ligner ham så meget, at jeg flere gange har troet, at det var ham, der var her. Samtid er han halv fransk og halvt engelsk,” forklarede hun til en start. Derefter talte de videre og Abigail lovede at udpege hvem af drengene, det var, der mindede om Flick.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: Astrologi
Snakken om det astrologiske aspekt af planeter, guder og måneder ledte ud i en snak om mytologi, hvor Abigail kendte mere til den romerske krigsgud Mars, mens Élise informerede om den græske mytologis pendant Ares. Overordnet set var det krigsguder og maskuliniteten blev derved straks forbundet til krig, god fysik, handlekraft og beslutningstagning, samt fravær af frygt og beskyttelse.
Élise, Serena og Abigail var i den underlige, men måske praktiske situation, at deres fædre kom fra tre forskellige lande. Sjovt nok var pigernes opfattelse af maskulinitet derfor også forskellige, for Abigail havde klart en fornemmelse af, hvordan hendes far virkede mest maskulin, men den opfattelse havde de andre også om deres fædre.

Kendskabet til franske mænd var for Abigail minimalt, og selvom hendes far var britisk, så havde hun boet hovedparten af sit liv i Italien og hendes morfar havde været en stor del af hendes liv.
”Min far er så god ved min mor,” sagde Élise, som fortsatte. ”Han er charmerende, selvsikker. Han hviler i sig i selv og samtid er han forførende, karismatisk og sensuel, I ved… passioneret!” udbrød hun på fransk, som samtalen foregik på. Abigail måtte knibe øjnene lidt sammen for at forstå det, da Élise lød netop passioneret og argumenterende, så det gik hurtigt. Den største udfordring ved fransk i praksis var, at det på nogle måder ikke var langt fra italiensk – ikke når man så det på skrift, men talen var stadig så underlig, at det var svært at følge med.

”Er det maskulint? Hvordan ville han gå i krig?” spurgte Abigail med henvisning til snakken om krigsguderne.
”Min far ville forsøge at undgå krigen ved at gøre alt, hvad han kunne, før det kom dertil,” svarede Élise efter lidt overvejelse.
”Min far er helt anderledes. Han er meget korrekt, og måske også forførende, som du siger om din far. Han kan være meget gentleman-agtig, men på en helt anden måde. Han er korrekt, velovervejet og sådan… har styr på sig selv,” forsøgte Abigail at forklare. ”Han er meget handlekraftig, tager beslutninger og det er vist ud fra, hvad han tror er bedst og vil beskytte flest…” Abigail så lidt drømmende og fordømmende frem for sig uden at se på de andre. Det havde handlet om hans position som den mest vedholdende mand i forhold til den politik, der var i spidsen for Storbritannien. Sammen med Blaine eksekverede de politik med formålet at gøre hele det britiske og irske magiske samfund mere trygt og sikkert for familier og for at videreføre magien og de stolte traditioner. Det virkede maskulint at tage kontrollen og gøre noget på den måde, men sådan kunne alle fædre selvfølgelig ikke være. Det samme med hendes mor for den sags skyld.
”Godt nok er min far gammel, men mange synes han er flot. Han er også rigtig høj, altid pænt klædt når han ikke er hjemme, skægget er velplejet og det samme er håret, der er langt, men det er atypisk og måske ikke det mest maskuline,” indrømmede hun med et grin, da hun var færdig med at tænke lidt, for at han var handlekraftig på det private plan var årsagen til, at hun sad her i Frankrig mens hendes venner og Flick var i England.

Abigail så på Serena, hvis far var italiensk, og hun var derfor dén, der var nemmest for Abigail at tale med, fordi Serena talte lige godt fransk og italiensk, så det gav Abigails hoved en pause, når hun kunne tale italiensk uden at spekulere over alle ord, hun ville sige.
”Min far minder mest om din far, Abigail,” begyndte Serena. Abigail smilede ved lyden af hendes navn, for de færreste af vennerne på Hogwarts sagde det fulde navn. Han er dog passioneret som din far, Élise. Han kan godt have meget temperament, men han går rigtig meget op i familien. Han arbejder meget og så er klart familiens overhoved, sådan i klassisk forstand. Han er ikke bange for at tage sin plads og vil gerne ses, men han er også en klassisk smuk mand, der er udtryksfuld og nogen vil sige dramatisk, men det er der mange der vil sige, er den italienske side, mere end fordi den er maskulin, for det siger de alle, at jeg kan have arvet,” lo Serena. Abigail bed ned i underlæben og slog blikket ned ved genkendelsen og i særdeleshed havde Abigail selv udvist den på sidste årgang.

Serena så på Abigail, men hun sagde intet. ”Min storebror forsøger også at være meget maskulin. Han går meget op i, hvordan han ser ud, hvilket tøj han går i og alfa-adfærden er også noget, han forsøger at have. Det lykkes nogle gange, men Lorenzo skal lære, at den moderne kvinde ikke vil kostes rundt med og han ikke kan bestemme alt, selvom han prøver,” lo Serena igen, og Élise nikkede med lidt røde kinder.
Dét måtte Abigail undersøge nærmere senere.

Selv ville Abigail mene, at den mest maskuline mand ville være sin egen far, men der var noget over den dominerende italiener, der også kunne virke maskulint. Samtid måtte Abigail også indrømme, at der var noget over den franske sensualitet og charme, der tiltrak hende selv. Der var helt sikkert noget over den måde, Élise beskrev sin far, der mindede lidt om Flick, hvor de franske gener nok kom i spil. Det fik hende til at smile, men nøj hvor savnede hun ham allerede helt vildt meget.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: Forvandling
Serena endte med at prøve, men der var ikke rigtig nogen forskel, hvis der overhovedet var fundet en forvandling sted.
”Måske er det nemmere med blond, da mit ønske om ændring ikke er så naturlig,” foreslog Abigail.
Serena overvejede et øjeblik og prøvede så igen med en ide om at gøre Abigail blond.
Hvor mange forsøg der gik, vidste hun ikke, men pludselig skete der noget. En underlig prikken i hovedbunden, som om nogen tog fat i hvert eneste hårstrå og blot trak ud i håret uden at hive det af. Om det var ubehageligt eller kildede, var heller ikke til at sige.
”Du er blevet blond!” udbrød Serena. ”Det ser fantastisk ud, meget naturligt selvom dine øjne er meget mørke. Vildt hvor mørke øjne du egentligt har. Mine er også brune, men ikke så mørke,” påpegede Serena. Abigail blev meget opmærksom på, at hun fik studeret sine øjne, så hun forsøgte både at blinke og lade være.
Abigail kunne ikke vente med at se resultatet, så de fandt et spejl, der afslørede forvandlingen. Først så det åndssvagt ud, men efter et par blink kunne hun godt forestille sig selv med den hårfarve lidt. ”Tak Serena, vi skal lade det være, synes jeg. Jeg tror også det er godt, at det ikke blev rødt. Synes du ikke? Er du klar til at prøve at få en anden hårfarve?” spurgte Abigail, da Serena igen havde bekræftet, at det virkede ret naturligt.
”Okay, men kan du prøve at gøre det mere kastanjefarvet, som du selv foreslog. Det kunne være flot, for jeg vil ikke have en for stor ændring,” indrømmede hun endelig, hvilket Abigail selvfølgelig respekterede. ”Vi kan også finde en anden at øve os på. I har vel træningsdukker. Har en af dem ikke en paryk? Eller kan vi finde en eller forvandle en frem?” spurgte Abigail, men Serena rystede på hovedet.
”Nej, jeg vil gerne prøve, jeg ved bare ikke om jeg er lige så modig sim dig sådan at gøre det så drastisk,” fortsatte hun. Abigail nikkede og smilede. ”Jeg ser hvad jeg kan. Måske kan jeg slet ikke finde ud af det. Generelt er jeg ikke dårlig, så du skal ikke være nervøs,” skyndte Abigail sig også at sige.
Serena lo varmt. ”Jeg er ikke nervøs over dine evner, jeg er nervøs over resultatet, når dine evner har vist sig.”

Abigail gjorde ligesom Serena nogle forsøg, men så lykkedes det også. Det virkede dog til, at det mest var striber i håret af en lidt mere rødlig farve mod den også mørke naturlige farve. Dertil skete der heller ikke noget med frisuren. ”Måske er det godt eller måske er det skidt, men vi starter åbenbart med farver som det første. Så må frisuren komme i næste stadie af avanceret forvandling,” sagde Abigail, der egentlig overvejede, at den slags rødlige kastanjefarvede striber ikke var en helt elendig løsning. Måske skulle hun selv prøve det engang.
”Det kan være du får lov til at ændre min hårfarve igen engang, hvis du vil. Vil du være med til at tage billeder senere?” spurgte Abigail Serena, der nikkede.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: FMMK
Det var en af de sjældne aftener, hvor Georgie ikke havde travlt med lektier, Quidditch-træning eller at stirre op i nattehimlen fra astronomitårnet. I stedet stod hun i Hogwarts’ duelsal, hænderne på hofterne og et skeptisk udtryk i ansigtet, mens hun så på Darwin. “Jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg skal lære det her,” sagde hun og vippede hovedet let til den ene side, skeptisk på hele ideen. Darwin, der stod klar med sin tryllestav, grinede og svang den i en blød bue. “Fordi det er praktisk! Hvad nu hvis du en dag bliver angrebet af en vanvittig bog i biblioteket?” spurgte han med et smil. “Så lukker jeg den bare,” svarede hun tørt. Han himlede med øjnene. “Eller en mørk troldmand?” “På biblioteket?” spurgte hun i samme tørre tonefald. “George,” sukkede han, “vi er kærester nu. Jeg kan ikke have en kæreste, der ikke engang kan forsvare sig selv mod en mild brise.” Hun slog ud med armene. “Jeg kan en hel masse! Mine healende besværgelser er da virkelig gode. Bare ikke Stupefy og andre latterlige duel besværgelser.” Darwin lagde hovedet på skrå og smilede skævt. “Præcis derfor er vi her. Kom nu, prøv. ”

Georgie sukkede, trak sin tryllestav og rettede den mod ham. “Fint. Men kun for din skyld.” Hun satte sin fodstilling, rettede ryggen og tog en dyb indånding. “Stupefy!” En svag rød stråle forlod hendes tryllestav og svævede mod Darwin i sneglefart. Han trådte let til siden, så den fløj forbi ham og forsvandt i en gnist mod væggen. “Wow,” sagde han tørt. “Den ville måske have virket... hvis jeg stod stille i et minut og ventede pænt.” Hun prustede og kiggede på sin stav som om, den havde forrådt hende. “Jeg sagde jo, at jeg ikke var god til det.”
“Det handler om intention!” sagde han og gik hen til hende. Han stillede sig tæt bag hende, tog hendes hånd og rettede hendes greb på tryllestaven. “Du skal ikke bare sige det, du skal mene det.”

“Og hvordan skal jeg mene det, når det er dig der står dernede og er min målskive? Dig har jeg jo ikke lyst til at sende på røven.” spurgte hun og lod sig rive med af hans nærhed. “Forestil dig, at jeg har taget din sidste kop te og nægtet at lave en ny til dig.” Hendes øjne lynede. “Du ville ikke turde.” Han lo og hun kunne mærke latteren fra hans brystkasse mod sin ryg “Forestil dig det alligevel." Han gik tilbage til den anden ende af podiet. "Eller endnu bedre, forestil dig, at det er Richard.” Hun knyttede fingrene om tryllestaven, hævede den igen, og denne gang sagde hun besværgelsen med ægte indignation “Stupefy!” En kraftig rød stråle skød frem, og Darwin blev kastet bagud, slog en kolbøtte gennem luften og landede på gulvet med et bump. Georgie gispede og løb hen til ham. “Darwin! Er du okay?” Han blinkede et par gange, før han brød ud i latter. “Det var fantastisk! Jeg tror, du har fundet din motivation.” Hun rystede på hovedet med et grin. “Jeg holder mig til at lade dig duellere og så leger jeg med mine dyr eller healende besværgelser i stedet.” affærdigede hun ideen om at lære det for alvor. “Vel vil du ej, du kan jo godt.” Han tog hendes hånd, trak hende ned til sig og kyssede hende blidt. “Men lad os arbejde lidt på teknikken – jeg vil gerne overleve vores næste træning.”

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: MDPoP
Professor Aitken stod midt på den åbne eng foran den forbudte skov, omgivet af en halvcirkel af elever. Stemningen var en blanding af spænding og nervøsitet, da hun klappede i hænderne og med sin sædvanlige ro erklærede, "I dag har vi en særlig gæst." Bag hende stod en stor, tremmekonstruktion dækket af en kraftig lærredsdug. Noget indeni bevægede sig, og flere elever trak sig uvilkårligt et skridt tilbage, da professoren viftede med sin tryllestav og lod dugen svæve til side. Inde i buret sad en acromantula. Den var ikke fuldvoksen, men alligevel imponerende. På størrelse med en grand danois og dækket af skinnende sort pels, sad den urokkeligt, dens otte øjne spejdede ud over de fremmødte. De lange, ledede ben skælvede let, og de sylespidse kæber klikkede én gang, som en advarsel. Georgie tog, som den eneste, et skridt frem, hendes brune øjne funklede af fascination. "Utroligt," mumlede hun. "Den er så... perfekt." Ved siden af hende lavede Flick en lyd af væmmelse. "Den har alt for mange ben. Og dens mund bevæger sig som om den overvejer, hvem den vil spise først." Professor Aitken smilede overbærende. "Acromantulaer er formidable væsner. Mange anser dem for blot at være rovdyr, men de har også en vis intelligens. De kan kommunikere på et grundlæggende niveau og er kendt for at kunne udvikle tilhørsforhold – dog sjældent til mennesker." Georgie lagde hovedet let på skrå og studerede edderkoppen. "Men ikke umuligt?"

Aitken nikkede. "Ikke umuligt. Men det kræver tid, tålmodighed og en forståelse for deres adfærd. Denne unge dame her er blevet opdrættet i fangenskab og er mere vant til mennesker end de fleste." Acromantulaen klikkede med sine kæber igen, men denne gang virkede det ikke truende – snarere undersøgende. Georgie følte en mærkelig trækning i maven, en instinktiv fornemmelse af, at væsnet vurderede dem. Uden helt at tænke over det, sænkede hun sig ned på hug, holdt sine hænder åbne og sagde blidt: "Hej, du. Vi er ikke her for at gøre dig noget." Flick udstødte et lavt, skeptisk fnys, men Georgie ignorerede ham. I stedet holdt hun øjenkontakten med den midterste række af de otte skinnende øjne. Acromantulaen rykkede sit forreste ben en anelse frem, næsten umærkeligt. "Imponerende," sagde professor Aitken. "Hun reagerer på din stemme." Georgie kunne ikke rive blikket væk. "Det er som om, hun... lytter."
Aitken nikkede. "Nogle magiske væsner kan fornemme intentioner. Acromantulaer er ikke kendt for at være særligt tillidsfulde, men denne her virker nysgerrig på dig. Hvis du bevæger dig langsomt, kan du måske få lov til at komme tættere på." Georgie sank en klump, men hendes nysgerrighed var stærkere end enhver bekymring. Hun strakte langsomt en hånd frem, stadig med åbne håndflader, mens hun holdt stemmen rolig. "Du er smuk. Har nogen fortalt dig det før?" Acromantulaens forben løftede sig let fra jorden, og for et øjeblik var Georgie sikker på, at den overvejede, om hun var en trussel eller en allieret. Så sænkede den forsigtigt sit ben og prikkede let til jorden mellem dem. Flick trak sig et skridt tilbage. "Okay, jeg indrømmer – det er fascinerende. Stadig klamt, men fascinerende." Georgie smilede fascineret. "Jeg tror, hun prøver at kommunikere."

Men i sin begejstring glemte hun et øjeblik forsigtigheden og tog et skridt frem. Bevægelsen var hurtigere, end acromantulaen brød sig om. På et splitsekund trak den sig sammen, løftede sine forben højt og udstødte en hvæsende lyd. De sylespidse kæber klappede sammen med en skræmmende høj klikkelyd. Georgie frøs på stedet, det havde tydeligvis været en fejl. Luften føltes pludselig elektrisk, og flere elever gispede. "Træd langsomt tilbage, Miller," sagde Aitken skarpt, men roligt. Georgie gjorde, som hun fik besked på, hendes hænder stadig åbne og synlige. Hendes hjerte hamrede. Efter et par lange sekunder, hvor acromantulaen forblev spændt som en fjeder, sænkede den langsomt sine forben igen og udstødte et sidste lavmælt klik. "Hun blev bange," mumlede Georgie, mere til sig selv end til nogen anden. "Jeg gik for tæt på." Aitken nikkede. "Netop. Acromantulaer er formidable væsner, men de er også forsigtige. De reagerer instinktivt på pludselige bevægelser, især fra noget, de ikke fuldt ud stoler på. Du gjorde et godt stykke arbejde, men husk at tillid tager tid." Georgie nikkede langsomt, stadig med blikket hvilende på acromantulaen. Hun havde ikke mistet sin fascination, men hun havde lært noget vigtigt i dag. Flick pustede lettet ud. "Okay, der var lidt for mange ben til min smag. Kan vi få en niffler næste gang? De prøver ikke at bide hovedet af os." Latter spredte sig i gruppen, og selv Georgie kunne ikke lade være med at smile. Hun havde måske dummet sig, men oplevelsen havde kun gjort hendes nysgerrighed endnu stærkere. Hun ville lære mere – og måske en dag vinde en acromantulas tillid, helt på rette vis.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Magiens Historie
Georgie sad foroverbøjet over en tung, støvet bog i biblioteket, hendes fingre trommede let på kanten af siden. Overfor hende sad Angus, der med et fokuseret blik skimmede teksten i bogen Lær om 1. og 2. Nisseoprør. “Det er fascinerende, hvordan nisseoprørene faktisk har påvirket vores moderne magiske samfund,” sagde han, mens han studerede et afsnit. “Vidste du, at det første oprør i 1612 indirekte førte til etableringen af flere magiske forsvarslove?” Georgie løftede et øjenbryn. “Du lyder som Lewis.” Ikke en dårlig ting, hun kunne godt lide den lidt tørre professor, der altid virkede lidt distræt i hendes øjne. “Lewis undervurderer detaljer,” sagde Angus uden at kigge op. “Se her, ‘Under det første nisseoprør i 1612 forsøgte nisserne at overtage Den Tre Koste i Hogsmeade som en strategisk base.’ Det var en genial placering – centralt i forhold til handelsruterne mellem troldmandsbyerne på det tidspunkt.”
Georgie rynkede panden. “Så du siger, at en horde af vrede nisser faktisk var taktiske mestre?” Hun vidste godt at nisser var kløgtige væsner, men at de ligefrem var taktikere? Det kom bag på hende selvom det nok ikke burde. “Præcis,” sagde Angus og nikkede. “De var ikke bare ballademagere, de havde en klar strategi. Se videre til 1752, hvor de faktisk infiltrerede Ministeriet for Magi. De nåede helt til femte etage, hvilket er imponerende, når man tænker på sikkerhedsforanstaltningerne som beskytter stedet.” Georgie havde mens han talte sat sig så hun kunne hvile hagen i sin hånd. Hun elskede at lytte til Angus når han rigtigt rullede sig ud. Noget han holdt tilbage med i timerne for ikke at irritere kammeraterne. Den anden hånd rullede hun let med for at få ham til at fortsætte. “Ministeriet slog hårdt ned på dem, hvilket blot forværrede konflikten og førte til endnu mere uro i de efterfølgende årtier.” Han sukkede og rystede på hovedet. “Det er klassisk. Ingen lærer af historien.”

“Men altså,” sagde Georgie og bladrede videre i bogen. “Nisser har vel altid været lidt uregerlige? De kan jo være ret voldelige.” De havde i hvert fald ikke været blege for at spilde blod, men selvfølgelig, det havde magikerne jo heller ikke være. I oprør kæmpede meget få hæderligt. “Fordi de er desperate,” indskød Angus. “De har aldrig haft politisk repræsentation, og troldmænd har historisk set nægtet dem rettigheder. Det er ikke så mærkeligt, at de gjorde oprør. Det ville vi da også have gjort, hvis rollerne var byttet om.”
Georgie og pegede på en passage. “Der står her, at de nægtede at forhandle i 1811 og angreb Wizengamot i stedet. Hvad får man ud af at nægte forhandlinger, der kan løse konflikten og i stedet angribe?” spurgte hun stille. “Fordi troldmændene altid har insisteret på at diktere vilkårene,” sagde Angus skarpt. “Selv i nyere tid nægtes nisser adgang til tryllestave. De har grund til at være vrede.” Georgie skævede til ham. “Du lyder som en, der overvejer at starte det tredje nisseoprør.” Angus smilede skævt. “Jeg siger bare, at hvis man undertrykker en befolkningsgruppe længe nok, så kæmper de tilbage. Historien viser det gang på gang.” Georgie smilede forsigtigt. “Du lyder som en bitter historiker.” “Fordi historien er fuld af gentagelser,” sagde han dramatisk og lukkede bogen med et tilfreds smæk. “Men det gør den også spændende.” Hun rystede på hovedet med et lille smil. Hun nikkede. "Det er kun fjolser, der ikke ser tilbage på historien for at undgå gentagelser. Måske vi burde tillade, at de får tryllestave.." Angus så på hende med et hævet øjenbryn. "Det tror jeg er et... drastisk valg. De har helt anderledes verdensopfattelse end vi har, så det kunne for alvor ende ud i kaos." Georgie nikkede langsomt. Måske det ikke lige var sådan at løse et problem som det her.

---

NAVN: Zoe
ÅRGANG: 3
FAG: Botanik
Zoe traskede med tunge skridt mod drivhuset, normalt var det begejstring der fyldte når botanik var på dagsorden, dog ikke denne gang. De mange dage med få timers søvn havde indhentet hende og havde sat sine tydelige spor. Havde det ikke været for den ungdommelige glød, var de mørke render formentlig sortere end gryden hun havde købt i Potages Gryder.
Vinden fik den ellers varme sensommerdag, til at føles som en dag midt i oktober. I den anledning havde hun taget sin varmeste sweater på og iklædt sig sin Ravenclaw kappe. Mathéo havde beklaget sig over den manglende obligatoriske uniform, allerede inden de sad i toget mod skolen. Som sædvanlig var utilfredsheden gået forbi hendes næse og tankerne kredsede om helt andre ting, end de tilsyneladende gjorde for hendes storebror. Året forinden havde budt på en stor tragedie i familien og derfor virkede brokkeriet som en ligegyldig samtale.

”God formiddag elever” kom det fra læreren, der samtidig blottede sine delvist gule tænder. Zoe rynkede på næsen og vendte blikket mod to af de elever, som hun tidligere på ugen havde set i sovesalen. Der kom en lavmælt summen i drivhuset, da professoren hev en krukke frem. ”Jeg vidste det!” hviskede den ene af pigerne til den anden, dog blev de to hurtigt afbrudt af professoren. ”Denne plante kaldes Moly og besidder nogle særdeles værdifulde egenskaber” fortsatte professoren og rømmede sig ganske kort. ”I bedes finde jeres handsker og sakse frem, derefter skal i gå sammen i grupper på maksimalt 5 elever. Hver gruppe skal samle sig om en af de fremsatte krukker”.
Zoe studerede den hvide blomst, der prydede fint på den sorte stilk. På stilken sad sorte blade, de var ligeså mørke som en nattehimlen. Planten var, med god grund, hendes yndlings. ”Mangler du en gruppe?” afbrød en genkendelig stemme hendes iagttagen og hun spærrede straks øjnene op. Foran hende stod de to piger fra sovesalen og to drenge, som hun ikke mente at have set før. ”Oui…” svarede Zoe lavmælt, inden det gik op for hende ”Jeg mener, ja”. Pigerne i gruppen fniste lidt, inden de møvede sig ind foran hende og begyndte at studerer planten. Drengene derimod, trak sig i baggrunden og deres utilfredse ansigtsudtryk mindede en del om hendes brors tidligere på ugen.
”Vidste i godt at planten bruges som ingrediens i Wiggenweld eliksiren? Den kan også spises og gør man det, ja så modarbejder den enhver besværgelse der er kastet på dig” forklarede den ene af pigerne gruppen med et selvsikkert smil. ”Vidste i også..” fortsatte pigen, mens Zoe langsomt vendte fokus mod det der foregik udenfor drivhuset. Det sidste hun orkede var en bedrevidende tøs, der antog at Zoe intet vidste om planter. Var der noget hun var klog på, var det netop planter og især Moly

NAVN: Zoe
ÅRGANG: 3
FAG: MDPoP
Pixignomer.. djævlens værk, sådan sagde hendes far efter at have jagten den sidste Pixi ud af lejligheden. Familien havde i flere generationer haft en ferielejlighed et stykke udenfor London og det var netop der, at Zoe stødte på de blå væsner for første gang.

"Ugh.. endelig" beklagede hendes bror Mathéo sig, da hele familien stod foran døren til lejligheden. Zoe der på daværende tidspunk ikke var særlig gammel, stod pænt ved siden af deres mor og holdte hendes hånd. Rejsen fra Frankrig, havde for hendes vedkommende, ikke virket særlig lang. Formentlig fordi hun havde sovet det meste af vejen og af den årsag, ikke lagt mærke til rejsetiden. Turen tog de mindst en gang årligt og brugte gerne flere uger i England, før de atter vendte hjem til Frankrig.
Deres far låste den store mørke træ dør op og inden familien nåede at træde et skridt indenfor dørtærsklen, kunne de ubudne gæster både ses og høres. Lyden af deres skingre skrig var det første hun hørte og gjorde automatisk mundvigene trak sig nedad. ”Mooar” sagde hun lavmælt og trådte et skridt bag hendes mor.

Nogle af de små vingeløse bæster fløj ubesværet rundt, mens andre var igang med at splitte deres hjem ad. Knald, bang, bum lød det, mens Zoe’s far stormede ind i lejligheden. ”Forsvind! Forbistrede skadedyr!” hvæste han og fægtede med armene. Mathéo fulgte hurtigt trop, dog ikke ligeså selvsikkert som deres far. En af Pixignomerne kom flyvende gennem stuen med en af de store køkkengryder, hvilket fik hende og hendes bror til at spærre øjnene op. ”Hvo.. hvordan..” fremstammede han og tog et par skridt tilbage. Inden nogle af dem nåede at blinke med øjnene, havde to af Pixignomerne taget fat i hans hår og løftet ham en centimeter over jorden. Han udbrød et skrig og straks kom deres far løbende mod dem med sin tryllestav i hånden. ”Immobulus!” lød det og et blåt skær kom fra tryllestaven. Det næste der skete, lignede noget fra en drøm. De før energiske små væsner, svævede helt forstenet rundt i hjemmet. Begge deres forældre løb hurtigt rundt i lejligheden, for at skubbe dem ud af vinduerne.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Forvandling
Flick og Georgie sad i Ravenclaws opholdsstue med tryllestavene hævet og en stor bunke pynt foran sig. De var blevet enige om at give opholdsstuen et julet løft, men Georgie var knap så begejstret som Flick. "Okay, så vi prøver igen. Conjunctis!" sagde Flick, og en række små stjerner materialiserede sig i luften og svævede mod loftet. "Hah! Se det der! Jeg er en sand julemirakelmager!" Georgie smilede skævt og svingede sin egen tryllestav. "Ornamenta!" sagde hun, men i stedet for fine julekugler fremtryllede hun en lidt for stor guirlande, der straks begyndte at sno sig rundt om hendes arm. "Åh, for pokker..." Flick lo. "Georgie, det er meningen, at pynten skal på træet, ikke vikle dig ind som en gave." Georgie fnøs og fik hurtigt guirlanden af sig. Flick så ikke ud til at bemærke, at Georgies entusiasme var noget påtaget. Sandheden var, at Georgie aldrig rigtig havde været vild med julen. Ikke fordi hun ikke kunne lide hyggen, men fordi hendes fødselsdag var den 25. december, en dag, der altid blev overskygget af julefejringen.

Flick nynnede en julesang, mens han fremtryllede en række funklende istapper, der hang sig elegant fra en bogreol. "Kom nu, Georgie. Hvad er der ikke at elske ved det her? Du elsker jo små lysende ting!" Georgie lod sit blik glide over stjernerne og istapperne. De var smukke. Men de mindede hende også om, hvor mange gange hun havde siddet under et juletræ og forsøgt at finde følelsen af, at det også var hendes dag. Hun rystede tanken af sig og satte i stedet sit fokus på at fremtrylle nogle fine, gyldne bånd, som med en vis tilfredsstillelse snoede sig op ad gelænderet til trappen. "Okay, det var pænt," indrømmede hun modvilligt, og Flick lyste op. "Se! Du kan godt!" Flick klappede hende på skulderen. "Og hvem ved, måske ender du endda med at nyde julen lidt i år." Georgie tvang et smil frem og lod Flicks begejstring fylde rummet. Måske. Men hun havde sine tvivl.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Besværgelser
Georgie sad på en af bænkene i biblioteket, hendes næse begravet i en bog om avancerede forvandlingsformularer. Hun havde egentlig tænkt sig at få læst et kapitel eller to, men koncentrationen var svær at holde fast i, når Flick sad overfor hende og eksperimenterede med små besværgelser på en stak pergament. "Bare en lille smule," mumlede Flick, mens han pegede sin tryllestav mod papiret. "Cheering Charm. Ikke for meget, ikke for lidt…" Georgie så kun halvt op, da Flick viftede med sin tryllestav, men i det samme mærkede hun en bølge af varme skylle gennem sig. En boblende latter sprang fra hendes læber, som om nogen havde fortalt hende den sjoveste joke i verden. "Flick… hvad… har du gjort?" grinede hun, mens hendes skuldre rystede af uhæmmet fryd. Flicks øjne blev store. "Ups. Jeg tror, det var… lidt for kraftigt." Georgie kunne ikke stoppe sig selv. Alt var pludselig fantastisk! Sollyset, der faldt ind gennem vinduet, var det smukkeste, hun nogensinde havde set. Pergamentet foran hende? Et mesterværk af kunstnerisk genialitet. Og så trådte Darwin ind i biblioteket, og Georgies hjerte sprang et ekstra slag. "Darwin!" udbrød hun, næsten jublende, mens hun rejste sig så hurtigt, at hendes bog gled ned på gulvet. Hun fløj hen mod ham og kastede armene om hans hals. "Du er så flot, ved du det? Helt vidunderligt flot! Min kæreste, den smukkeste af dem alle!" Darwin greb hende instinktivt, men hans blik flakkede mellem Flick og den tomme plads, Georgie havde efterladt. "Øh… er hun okay?" spurgte han tøvende Flick. "Lidt for stærk Cheering Charm," hviskede Flick bag sin hånd. "Åh nej." Darwin så ned på Georgie, der stadig klamrede sig til ham og kiggede op med et ansigt så strålende af lykke, at han næsten ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. "Jeg elsker dig! Ved du godt det? Jeg har verdens bedste kæreste!" erklærede hun højlydt, og et par elever i nærheden begyndte at fnise bag deres bøger. Darwins ører blev røde. "Okay, okay, George, vi sætter os lige ned, ikke?"

"Hvorfor skulle jeg sætte mig, når jeg har så meget energi?" Hun snurrede rundt, hendes kappe flagrede bag hende, mens hun lo. "Jeg kunne løbe hele vejen til Hogsmeade og tilbage! Og bagefter kunne vi gifte os!" Darwin kastede et desperat blik mod Flick. "Gør noget." Flick bladrede febrilsk i sin bog. "Der er en modbesværgelse… et sted…" Men før han kunne finde den, lænede Georgie sig ind mod Darwin igen og lagde hænderne på hans kinder. "Jeg mener det. Hvis vi bliver gift, så vil jeg have lilla blomster til brylluppet. De skal komplimentere mine øjne, du ved?" Hun fniste. "Og vi skal have en kæmpe kage med chokolade og… og enhjørningeform!" Darwin rømmede sig. "Det lyder fantastisk, George. Virkelig. Men jeg tror, du har brug for at sidde lidt ned." foreslog han og så en smule opgivende ud over den eufori Georgie befandt sig i. "Kun hvis du sidder med mig." Hun trak ham med over til bænken, mens hendes latter stadig klukkede gennem biblioteket. Flick holdt en finger op. "Aha! Fandt den!" Han pegede sin tryllestav på Georgie, og i næste øjeblik gled den boblende følelse væk. Georgie blinkede, stadig smilende, men nu en smule omtåget. "Hvad… hvad skete der?" Darwin, stadig med en arm omkring hende, rømmede sig. "Lad os bare sige, at du har haft en meget… entusiastisk fem minutter." Georgies øjne blev store. "Jeg sagde ikke noget pinligt, vel?" Flick skjulte sit smil bag sin hånd, mens Darwin sendte hende et drilsk blik. "Det kommer an på, hvordan du har det med at planlægge vores bryllup i biblioteket." Georgie stønnede og begravede ansigtet i hænderne. "Jeg kravler lige ned i et hul nu." Darwin lo og kyssede hende hurtigt på panden. "Bare rolig. Jeg sørger for, at blomsterne bliver lilla."

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: Besværgelser
”Du ved, Lorenzo ville have elsket at kastet en opmuntringsbesværgelse på dig på Abi, bare så han kunne se dig glad,” fortalte Serena om sin bror, som hun så ofte gjorde før. Abigail fnøs, men Serena fortsatte. ”Jeg ville også, men jeg er ikke så god til den. Da vi skulle lære den i sidste uge, kom jeg til at overgøre den på Margaux, så hun endte i et hysterisk latteranfald. Du ved, hun er jo wilie, så hun endte med at blive endnu mere hysterisk i form af noget panik. Det satte åbenbart gang i de ikke så pæne sider af en wilie, hvilket hun hadede at nogle af drengene kom til at se. Gespard blev så overrasket over at se modsætningen i, at Margaux grinede så hysterisk og samtid sendte lynende blikke til især mig og folk omkring os, at hun begyndte at udvikle så meget wiliemagi, at det blev usikkert. Madam Dubois måtte fjerne hende. Jeg var ikke den eneste der kom til det, og de fleste andre, der overgjorde besværgelsen, fik også der partner isoleret, mens hysteriet aftog,” forklarede Serena der både var underholdt og mest af alt også ked af det. Hun spurgte, hvordan Abigail havde klaret sin. Den var fin, men effekten varede ikke så længe som ønsket. Hun selv oplevede en underlig konflikt, fordi hun følte sig glad, da hun var ramt af besværgelsen, men samtid vidste hun, at det var falsk, hvilket hun forklarede.

De italienske ord igennem gangen kunne spottes fra alle andre i skolen, der holdt sig til det franske, mens Abigail overvejede, at det kun ville være Flick af den generelle årgang tilbage på Hogwarts, der ville bemærke forskellen, fordi de engelsktalende i højere grad bare hørte fremmede sprog uden at differentiere i dem.
Serena genoptog igen snakken med Abigail om besværgelsen. ”Har du fået svar fra din far igen? Hvordan har han det?”
Abigail nikkede langsomt. ”Han klarer sig, men jeg kan ikke finde ud af det. Det er ikke ham, der selv skriver og det plejer det altså at være. Det synes jeg ikke tyder godt og han vil heller ikke helt fortælle mig, hvad der sket og hvor slemt han var såret. Jeg har skrevet til en af mine veninder og bedt hende om at holde øje med aviserne. Du ved jeg selv har Profettidene, men hvis der nu skulle stå noget i andre aviser. Min far er bare aldrig i avisen, medmindre han udtaler noget officielt, så jeg tror ikke, jeg kan blive klogere den vej. Min mor ved ikke mere end jeg gør. Jeg har overvejet at spørge, om ikke hun ville besøge ham. Er det mærkeligt?” spurgte Abigail sin nye veninde.
Serena nikkede forstående, men måtte alligevel sende en mærkelig grimasse ved det direkte spørgsmål. ”Dine forældre har aldrig boet sammen, sammen med dig, vel? Jeg ved det ikke. Tror du, det ville være mærkeligt?”
Abigail sukkede. ”Det er dét, jeg ikke ved,” begyndte Abigail. ”Jeg ved bare ikke, hvem jeg ellers skal spørge? Min kæreste måske. Jeg har skrevet til ham, men måske skal jeg være mere insisterende. Flicks far og min far er både bedste venner og hinandens tætteste kollegaer, så Flicks far vil vide, hvordan min far har det, tror jeg.” Abigail sukkede. Det var ikke så nemt at forklare hvordan det hele hang sammen, eller forklare hvordan hun havde det. Slet ikke fordi Abigail havde brugt mere end den første måned på at ignorere sin fars ugler, og da hun fik fornemmelsen af, at han faktisk kunne have været død ved ulykken, så var det ikke rart. Men nu blev hun sur på, at Jonathan ikke ville fortælle hende noget.
”Hvorfor kan han ikke forstå, at jeg faktisk er myndig? At jeg ikke er lille og ikke kan tage egne valg? Han forstår ikke, at jeg ikke længere er 8 år gammel, selvom han dog er bedre til at være far nu, end han var dengang. Han bør forstå, at jeg godt kan håndtere sandheder, selvom de ikke er rare. At jeg godt kan håndtere at få den slags at vide. Jeg tror slet ikke, at han forstår, at jeg jo elsker ham og bekymrer mig om ham, når jeg får sådan en ugle, selvom han er dum og bestemmer alt for meget over mig,” brokkede hun sig videre.

Serena lagde armen om Abigail, da de gik videre i stilhed. Hun nikkede og smilede bare, indtil hun sagde. ”Lorenzo ville vide, hvad han skulle svare, og han ville også kunne finde ud af at gøre dig glad. Med eller uden opmuntringsbesværgelsen,” sagde hun prøvende.
Abigail kiggede olmt på hende. ”Det ville Flick også, men Flick er langt væk. Det er din bror i øvrigt også, så uanset hvilken dreng vi snakker om, så ville det ikke hjælpe.” Dernæst så Abigail på Serena med lidt blidere blik. ”Undskyld Serena. Jeg er så glad for, at du gider snakke med mig. Jeg ser dig allerede som min bedste ven her i Frankrig, og det er jeg virkelig glad for. Det er bare så svært og mystisk, at jeg skal fortælle alt om mig selv. Alle de andre på Hogwarts – mindre eller mindre – har jo kendt mig siden jeg var 11 år gammel. Nu er jeg snart 17 år og jeg skal starte forfra, selvom I andre kender hinanden. Og så bliver min far skadet. Det er aldrig sket før, tror jeg, så jeg havde ikke engang skænket det en tanke, at han ikke bare ville være sig selv, som altid, ved godt helbred og i live for evigt. Ja, det er selvfølgelig overdrevet, for det vidste jeg jo godt, men alligevel.”

Igen gik de i stilhed indtil Abigail bad Serena fortælle om, hvordan Margaux Montclair var, nu hun også var wilie. Der var stadig mange og meget, Abigail ikke vidste noget om. Folk på samme årgang var bare én del af det, men et godt sted at fortsætte, vurderede hun.

---