Tiden var gået så stærkt, det var ikke til at fatte hun var i gang med hendes 6. år på Hogwarts. Det var fortsat en daglig kamp for hende at få topkarakter i de forskellige fag, men hendes stræben efter viden hjalp hende til at ligge timerne i gøre sig umage i hvert fag, også selvom det ikke var alle fag hun gik lige så meget op i. Fmmk var en af de fag, som hun havde det ambivalent i, trods det var hun mødt begejstret op til dagens lektion, for hun viste hun ville kunne lære noget nyt.

Begejstringen var dog hurtigt forsvunden da professor Haugen, præsenterede besværgelsen de skulle arbejde med. John var som sædvanligt allerede i gang med at tage notater, og da han var færdig kiggede han på Casimir som stadig stod ligbleg fra da professoren præsenterede opgaven. “ Er du klar til at give et forsøg med besværgelsen?” Spurgte han, Casimir rystede panisk på hovedet, imens hun ikke viste hvad hun skulle gøre af sig selv.

Everte Statum var for hende nærmest en af de forbudte besværgelser, netop fordi det var den der var blevet brugt på hende da Magica havde kidnappet Jasmin, da de gik på deres andet år. Casimir havde følt hun var kommet nogenlunde over hendes traume fra den gang, men det hele dukkede op, som de var blevet bedt om at udføre den besværgelse som trods alt sendte hende på hospitaltsfløjen i sin tid.

Tårerne trillede ustyrligt ned af hendes kinder, “ John jeg kan ikke det her, jeg er ikke klar” kom det fra Casimir med stemmen tydelig fyldt med gråd, så man ikke havde behøvet se på hende for at vide hun stod og græd. John var gået helt hen til hende, og lage sine arme om hende så han omfavnede hende det et stort kram. Casimir fandt lidt ro af at være i krammet og efter lidt tid snøftede hun kort, “ Hvad skal jeg gøre?, professor Haugen bliver sikkert sur hvis ikke jeg har lavet et eller andet i hendes undervisning” spurgte hun imens hun snøftede med jævne mellemrum.

John havde lettet krammet lidt så de nemmere havde kunnet snakke, “ Hvis du ved det faktuelle ved besværgelsen, så kan du altid lære den senere når du er klar. Ved du det faktuelle?” spurgte han til sidst, Casimir nikkede blot, hun havde ikke haft behov for at lære meget om den, da hun huskede effekten som var det sket dagen før, “ Mener jeg husker det hele, den får modstanderen til at snuble og påføre en skarp smerte, og den har et orange lys” Svarede Casimir, inden hun begyndte at hulke. Der var ikke så meget John kunne gøre for at hun fik det bedre, men han viste at hun blev mere rolig når han var nærværende.

Forsvar mod Mørkets Kræfter burde vel i virkeligheden skifte navn til mørkets kræfter i år? Der var mange dystre emner og ærligt vidste Artemis ikke helt hvordan hun skulle tackle det. Hendes forældre var til den mørke side, men det var hun ikke så meget selv, trods alle mente det nu hun var slangehvisker og alt det. Man kunne bare ikke få det bedste fra begge verdener, men hendes venner vidste da hun var en social og sød ven, det var ikke alle der så hende som en ond taber, som hun kaldte sin far og mor. De var mørke hekse og troldmænd og mindede hende alt for meget om en bestemt, som hun derfor også havde tænkt sig at lægge fokus på. BELLATRIX LESTRANGE… Et kæmpe forbillede hvis man var til den mørke side, en dyster heks, hvis man ikke var. Tænk hun bare koldblodigt havde dræbt sin egen fætter, nej det var simpelthen for sygt!

Bellatrix Lestrange var ikke bare en dyster mørk heks, hun var den ultimative, altså hvad sagde det ikke lige om hende at hun havde fået barn med mørkets herre? Det var så sindssygt og ærligt vidste Artemis ikke hvor hun skulle sætte sine fødder med den kvinde, hendes forældre var meget stolte fans, men det var Artemis godt nok ikke, det var jo lidt som at kysse fødder på en hvalros.

Man behøvede ikke som en Barna, at slå op hvornår den kardemommesnurre levede, det var ganske enkelt noget man havde fået ind med modermælken. Hun var født i 1951 og døde under slutningen af den anden magiske krig den 2. maj 1998, simpelt som det kunne være kunne man ikke sige meget andet end hun fik som hun fortjente, hun var virkelig modbydelig og havde gennem tiden slået mange store hekse og troldmænd ihjel, en dyster kvinde, som Artemis bare slet ikke beærede.

“Skinkespræller,” fnøs hun ned i pergamentet hun havde skrevet om hende, så flere fniste omkring hende. Ja de skulle bare vide, men hun var ikke fan, men det måtte være lette point at skrive om en heks som hun var vokset op med, også selvom hun ikke kunne lide kvinden.

De havde fået nogle udfordringer, til dagens time i flyvning. De skulle både, foretage sving, temposkift og ikke mindst prøve en hård opbremsning. Men ellers havde de jo hele banen at flyve rundt på i den time de nu var der, måske han endda fik lov til at more sig lidt mere over Danielle igen. Selv om hun næsten havde forsøgt, at rive hans hoved af efter den forrige gang.

Vejret var faktisk helt, og aldeles forfærdeligt. Selv om det havde været de kolde måneder, havde vejret valgt at det skulle være en blanding af sne og regn. Så græsset ville være den rene pine at gå rundt på, for man kunne ikke forvente at komme helskindet frem uden at lande pladask på græsset før eller siden. Men de var heldigvis lige nu, oppe i luften en meter oppe som de havde lært det var da et godt sted at starte.

Men lige nu fløj Theo for sig selv, han skulle i hvert fald bruge et godt fokus når nu vejret var sådan. Hænderne havde han stadig vanter på, for ikke at fryse. Men han havde ikke rigtig noget, for øjnene selv om det kunne være smart nok så man kunne se foran sig. Altså det var ikke direkte umuligt, men han fløj dog i et langsommere tempo stadig. Vejret gjorde det dog, ikke helt nemt at kontrollere kosten helt. Selv om han da forsøgte at være rolig, men han måtte bare få det overstået. Det næste sving nåede han endelig til, så han fik lænet sig lidt mod højre side hvor efter han pressede kostens skaft i samme retning for at dreje.

Hvilket faktisk ikke var gået helt dårligt, i det mindste havde det ikke været lige som dem bag ham der havde kollideret ind i hinanden, fordi de slet intet fokus havde også lød det også lidt som om de skændtes. Men det var kun gisninger fra Theo af, når han allerede havde taget god afstand fra de andre to igen. Men så fik han også prøvet, at øge tempoet hvilket faktisk havde gået fin med at læne lidt frem ad på kosten for at få lidt mere fart. Ikke som i ekstrem meget, men ja man kunne i hvert fornemme det på hvordan regnen ramte ham mere i ansigtet og håret var i den grad vådt, han havde glemt sin hue..

Selv om han langt fra, havde fløjet hele banen rundt endnu, fik han stadig foretaget nogle sving fra tid til anden, så han lige kunne blive lidt øvet der. Hvor efter han også valgte at øge tempoet endnu en gang, nu hvor han var tæt på ved vejs ende. Kunne han jo øve den hårde opbremsning, når han alligevel også skulle af. Ikke at han så frem til det, men han kunne vel heller ikke slippe helt udenom det.

Den hårde opbremsning endte med at han endte i ude at balance, fordi han havde ramt græsset med fødderne først og sikkert ved chokket endte med at give slip på kosten der endte ned mod græsset. Altså han var da ikke faldet, som nogle af de andre denne gang, men han havde heller ikke lavet en god landing. Det kunne nok mærkes, som han gav nogle enkelte ynk fra sig selv, mens han samlede kosten op. Men han havde jo peget skaftet ned mod jorden for at lande, for at presse skaftet op ad for at tage af farten, men benene havde ramt græsset først på en eller anden måde. Men nu skulle, han videre til den næste time og han var en tand irriteret. Over hvordan Danielle, pralede over hvor godt det havde gået hende, trods vejret og de ting de skulle huske at gøre undervejs. “Jaja pralhals” kom det fra ham, mens han skubbede en anelse til hendes skulder, på en venskabelig måde.