Kære studerende på Hogwarts!

Så er den første uge på Hogwarts gået, og ikke alene har vi sat Ugens Lektie igang, I har generelt været meget flittige med at lave lektier.

Jeg kan love for at der har været travlt nede på lærerværelset - men ved I hvad? de ELSKER det. Der har været rigtig mange fantastiske lektier, og der har været svært at udvælge hvem der skulle med i puljen om Ugens lektie.

Derudover har i samlet intet mindre end 141 stjerner :O - det er jo helt sindsygt .. men jeg er nu sikker på at I slår det tal inden længe.

Forsæt gerne med det gode arbejde - os på lærerværelset glæder os i hvert fald til endnu flere lektier fra jer :)

Alle lektieskrivere skal have et stort klap på skulderen, hvad enten de har været så heldig at blive nævnt her eller ej - I gør det skide godt alle sammen.

Overskrift

Gloria Rossum tyggede sit tyggegummi så højt og så aggressivt, at damen bag skranken i den anden ende af rummet af og til kiggede op fra sit tastearbejde med noget nær irritation og afsky i blikket. August kunne ikke rigtig bebrejde hende det; sådan kiggede de fleste på hans mor, inklusive ham selv. “Sid stille, umulige unge. Man skulle tro du aldrig havde sat et ben udenfor huset før,” hvæsede hun ud af den ene mundvig, uden at tage blikket fra det dameblad hun var i gang med at gennemtrawle for slanketips og hårkure. Hendes knaldrøde negle var så blanke, at de genspejlede lyset fra de fluorescerende lys i loftet.

“Sid. Stille!” Når hans mor skældte ham ud i offentligheden tog hun fat i ham så hårdt at han kunne mærke de sylespidse akrylnegle gennem hættetrøjens stof, og kom så tæt på ham at alt han kunne lugte var den halve liter parfume hun havde taget bad i inden afrejse. Hvorfor August overhovedet skulle med til tremånedersmøderne fattede han ikke en brik af, der skete jo aldrig noget som helst nyt eller tilnærmelsesvis spændende, men det var en time hvor han var sammen med sin mor nonstop, og hun opførte sig som en eksemplarisk britisk borger og økonomisk trængende mor. Realiteten var dog at lige netop Gloria var en forfærdelig kvinde, som havde lagt alle moderpligterne over på sin eneste datter Camilla, Augusts storesøster, der i øvrigt var den der havde sørget for, at drengen overhovedet havde noget nogenlunde rent tøj han kunne tage på til ‘inspektionen’. De spurgte nemlig også ind til ham. Hvordan han havde det. Hvordan det gik i skolen. Om alt var fint derhjemme, om hans forældre virkede stressede eller pressede. Det var kun ret sjældent at han rent faktisk sagde noget; Gloria var så bange for at han sagde noget forkert at hun hade lovet ham universets største endefuld hvis han så meget som overvejede at bryde ind – kommunedamen måtte vel efterhånden tro, han var stum, men det gjorde ham ikke så meget: Efterhånden havde han ikke noget at sige. Det handlede bare om at stå pinen ud så længe det varede, lade som om han ikke hørte sin mors nasale stemme på køreturen tilbage til huset, og så forsvinde fra hendes radar så snart hun havde parkeret bilen.

Venteværelset var gråt og anonymt. Menneskerne i det var cirka lige så grå og anonyme. Og August kedede sig bravt. Kontoret var ikke ligefrem indrettet til børn (heldigvis) - men det betød så også, at den eneste form for tidsfordriv der fandtes, var kulørte ugeblade. De så alle sammen lidt nussede ud, og han var ret sikker på at der var spildt halvkold kaffe ud over dem for ganske nyligt, for de lugtede lidt af det, men man måtte vel arbejde med det, man havde. Hvis nogen nogensinde så ham sidde med snuden i sådan et blad, ville de sikkert brække sig af grin, måske især hans brødre.

Efter flere siders fuldstændig ligegyldig snak om berømtheder og kendte mennesker han ikke anede eksisterede, der havde vundet endnu flere priser han heller ikke anede eksisterede, nåede han til en dobbeltside cirka i midten af bladet, midt imellem en reportage om en kendt skuespiller og hendes nye millionvilla i Italien. ‘Læs alt om dit liv i stjernerne!’ stod der, med overdrevet store bogstaver. Artiklen, hvis man virkelig kunne kalde det det, var skrevet af en ældre kvinde der kaldte sig selv astrolog. Neden under hendes billede, og den absurd store titel, var 12 kolonner, hver med deres eget symbol, der betegnede et af de 12 stjernetegn: Vædderen, Tyren, Tvillingerne, Krebsen, Løven, Jomfruen, Vægten, Skorpionen, Skytten, Stenbukken, Vandmanden og Fiskene. August havde aldrig rigtig forstået det smarte i at tro at stjernerne, store gasbomber milliarder af kilometer væk, havde noget som helst at sige i forhold til hvordan ens liv artede sig - måske syntes han egentlig, at det var lidt plat, men kunne man virkelig bebrejde ham det? Det virkede fuldstændig hul i hovedet at tro på noget så... Latterligt. Men alligevel skimmede hans blå øjne siderne, indtil han fandt sit eget tegn. Jomfruen, 24. august til 23. september.

“Som Jomfru er du perfektionistisk og arbejdsom; en, der gennemgår alle facts for at finde frem til sandheden, og som altid arbejder på at forbedre sig selv. Du er reserveret af natur og beskeden, og frem for alt samvittighedsfuld. Da du er styret af planeten Merkur, har du en uendelig trang til at handle for at fuldføre og forbedre tingene omkring dig,” læste han inde i sig selv, og det krævede virkelig alt hans viljestyrke ikke at grine højlydt og spottende. For det første fordi næsten alt i det afsnit var skrupforkert, og for det andet fordi – tog den dame virkelig sig selv seriøst når hun skrev den slags? Hvorfor havde ingen stoppet hende før hun helt tabte sutten? “Din ambition handler ikke kun om penge og status, men om at gøre dig klog på alting, og bruge din nyfundne klogskab til noget praktisk. Noget, der gør verden bedre.” Ih ja, hun skulle bare vide. Mon eftersidninger talte som noget praktisk? Han tillod sig at tvivle. Med et tungt suk smed han bladet fra sig, og lænede sig så langt tilbage i stolen at han stirrede lige op på en fugtplet i loftet. Klamt.

“Mrs. Rossum?” En høj, tynd og hestelignende kvinde dukkede op, og så søgende rundt i lokalet efter Augusts mor. Hun hed Elaine, og var - desværre for hende – Glorias sagsbehandler. Hvilket som regel betød at Elaine virkelig prøvede at gøre sit bedste for at være streng, men at Glorias krokodilletårer vandt hver gang. Moderfiguren med de store krøller og de røde negle, fastholdt hans blik i præcis 6 alt for lange sekunder. “Husk hvad vi aftalte. Ikke ét ord.” Og så rejste hun sig, hev ham med op, og gik smilende Elaine i møde, som om intet i verden var hændt. Gud, hvor han hadede sin mor.