ÅR 101

Med hele 60% af stemmerne, kan vi nu afsløre, at det er MAXWELL der løber afsted med dette års bedste lektie!

Det har været et lektieaktivt år, hvor vi simpelthen har set mange fantastiske lektier, som vi har kunne følge igennem skoleåret! Fortsæt endelig den gode stil, så sidder vi, LA'er og venter i spænding på, hvad I bringer på bordet på denne årgang!
Hvis I lige vil læse mesterværket, så læs med herunder!

Til sidst: Tak til alle der har lavet lektier! I har alle været vildt gode!

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
UGE: 5
FAG: Flyvning

Selvtilliden fejlede intet hos Maxwell, når det kom til flyvningsfaget. Der var ikke den finte eller den teknik, som han ikke havde prøvet før. Dertil havde han også forsøgt sig med en fuld rulning, men han havde aldrig rigtig brudt sig om det og heller ikke rigtig skulle bruge det til så meget. Max ville fremad og han ville have fart på, og så ville han rigtig gerne lave skarpe sving, men alt sammen mens han havde hovedet rettet opad. Da professor Maloney viste dagens opgave, så det legende let ud. Fuld rulning var alt andet, hvis man skulle bruge det som undvigemanøvre. Max skævede til Jack og Seraphina, som var angribere for Gryffindor og derfor havde mere brug for at mestre denne disciplin end Max selv havde. Han skulle ikke så tit undvige, og hvis han skulle, så kunne han gøre det på andre måder. Målmanden og baskerne skulle parere på hver sin måde. Jovist kunne der være situationer, hvor det kunne være absolut nødvendigt at skulle undvige og gerne med fuld rulning, men som regel var det ikke, og det var vigtigt for Max at tænke.

”Det så megasejt ud, synes du ikke?” spurgte Freddie, der også var vild med quidditch men endnu ikke var på Hufflepuffs quidditchhold. Egentlig var han ikke sikker på, at han helt ville, men Max håbede det lidt, selvom han var glad for, at de ikke var konkurrenter.
”Jo”, svarede Max langtrukkent. Helt objektivt så det sejt, men tanken om ikke at kunne udføre finten var ikke så sjov. Slet ikke når så mange af de andre på årgangen havde kendt til Maxwells quidditchfamilie, og endda var det noget, han selv var stolt af og nok skulle fortælle og stolt tale om, hvis nogen italesatte det. Som regel sagde han det ikke selv som det første godt nok, men stadig.
”Kan du finde ud af det?” spurgte Freddie igen til ven.
”Ja da” lød det løgnagtigt og selvsikkert fra Max, der havde held med at skjule sin usikkerhed og nervøsitet. ”Kan du ikke?” spurgte Max retur, mens han inderligt håbede, at Freddie ikke havde prøvet det eller ikke kunne finde ud af det, for så ville han måske være dårligere end Max.
”Jo da, jeg elsker det. Nogle gange hænger jeg under kosten som et dovendyr, fordi det er sjovt at flyve sådan og se verden på den måde” sagde han, og Max var ikke i tvivl om, at Freddie talte sandt. Pis også!
”Ej, men den her gang skal du hele vejen rundt, ellers tror jeg ikke professor Maloney godkender det, tror du?” spurgte Max alligevel for at stikke lidt til vennen.
”Nej nej, men hvis hun ser det, så kan jeg vel få lov til at lege og flyve sådan bagefter, tror du ikke? Vi kan bare være nogen af de første og så selv lave vores egen flyvning”, sagde Freddie energisk og gennemtænkt, mens han utålmodigt afventede Maxwells svar. Svaret kom i form af et nik og fokus vendte sig på friheden i flyvningen bagefter. ”Ja, og så kan vi også flyve hurtigt og bremse hårdt op” svarede han yderligere og lige så energisk. Det var tydeligt, hvad Max fandt mest interessant og sjovest i forbindelse med flyvningen.

Freddie havde ret. Han havde prøvet det før og fuldstændig styr på det. Max kendte også til teknikken bag det, så han kastede sig selvsikkert ud i det, men det faldt ham ikke så naturligt at holde kursen, imens han væltede sig til siden. Farten blev også sænket, da Max skulle forsøge at justere kursen igen og samtid komme op og få styr på, hvad der var op og ned.
Balancen og det faktum at have hovedet nedad var ikke så problematisk for ham, men koordinationen af alle dele var ikke noget, han havde særlig meget erfaring med og derfor så det noget mere kluntet og kikset ud end professorens eksempel. Freddies forsøg var også meget flottere. Nogle af de andre i klassen havde også bedre forsøg i bagagen fra undervisningen end Max endte med at have, hvilket havde fået professor Maloney til at hæve en øjenbryn uden dog at konfrontere Max med det. Tilsyneladende var hun en professor, der kendte til sine elever og kunne derfor fornemme, at det ville slå Max mere ud at blive ydmyget eller rettet på foran alle andre elever, når Max selv forsøgte at lade være med at fokusere på det.
Alligevel fik hun sendt en kommentar efter ham ved timens afslutning. ”Skolens koste har visse fordele. Det er nemmere i lavere fart til en start, selvom du er fartglad.”
Max havde kigget på hende med et irriteret blik, han sagde ikke noget men nikkede kortvarigt et enkelt nik. Måske skulle han udnytte at flyve med Dawn på skolens koste, så han kunne øve sig på den slags, for det gik ikke til hans ry, at han ikke havde flot kontrol over den slags. For de forsøg han havde haft her i timen, var ikke særligt gode, selvom de blev bedre og bedre for hvert forsøg.

”Jeg har ikke prøvet det på den her kost før” forklarede Max overfor vennen, der også havde undret sig over, hvorfor det så så ustabilt ud for Max i forhold til Freddies egne forsøg og hans åbenlyse glæde ved at flyve under kosten som et dovendyr, som han selv sagde.
”Nej og sidste år havde du den ikke engang ved dig” svarede den flinke Hufflepuff ven så støttende og forstående som han kunne, da de var på vej tilbage fra timen. ”Vi kan prøve igen og igen engang efter skole” foreslog Freddie.
”Ja, det vil jeg gerne. Kan vi gøre det allerede i dag, tror du? For jeg skal egentlig flyve sammen med Dawn, fordi hun gerne vil på quidditchholdet også, og hun tror jeg kan lære hende det, men hvis hun nu har set, hvor dårlig det her gik, så gider hun måske ikke?” spurgte og forklarede Max betroende til sin ven. Freddie slog venskabeligt hånden ind mod Maxwells ryg mens han nikkede ivrigt. Armen fortsatte og lagde sig yderligere kammeratligt om skulderen på Max. ”Ja, selvfølgelig, og du må gerne bruge min kost også, hvis du vil prøve den” sagde Freddie. Max smilede og takkede taknemmeligt, hvorefter de vendte stemningen ved at snakke om noget andet og meget sjovere.

---