NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Eliksir

Ever gik ind i det stille bibliotek, hvor lyden af flere fjerpennen kunne høres. Eleverne var tilbage igen efter sommerferien og var allerede i færd med at studere hårdt og længe. Hun skulle finde supplerende bøger til timerne i Eliksir og hun følte sig allerede desperat. Hun havde ingen ide om, hvor hun skulle begynde.

Hun gik mellem de høje reoler og mumlede:
“Okay, noget let”. Hun trak en tilfældig bog ud. Titlen var: “Avancerede forvandlinger af indvolde i flydende form.” Ever stivnede, stirrede på forsiden, og hviskede: “Jah, men mest nej”. Hun satte den hurtigt tilbage igen.

Efter en halv time, var hun nede i den anden ende af biblioteket på 1. sal og fandt en bog frem med titlen: Eliksirens ABC.

“Ikke dårligt”, sagde hun med et smil og kom bogen under armen og se videre, indtil hun på samme hylde fandt endnu en bog: “101 nemme opskrifter til Eliksir”.

Hun lænede sig op af reolen bag sig og et mindre brag lød bag hende, da en stor stak med pergamentruller rullede ned af reolen og ramte trægulvet. Hun så om hjørnet på reolen og mødte straks bibliotekarens sure blik på nederste etage i den anden ende af biblioteket. Hendes syn var som en ørns. Hendes høje sko lød pludselig mod gulvet og op af trappen og Ever krympede sig, da hun stod overfor hende.
Uden at tage blikket fra Ever, tog hun en bog ned fra hylden, rakte hende den og hvæssede så: “Shhhhh!” og gik.

Ever så ned på forsiden og så på titlen: “101 opskrifter, hvordan du kan være stille”.

“Modtaget!”.

“Shhhhh!”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Botanik

Professoren i Botanik stod foran klassen med hænderne i siden og et blik, der lovede kaos.
“Velkommen til dagens udfordring! En levende labyrint. Jeres opgave er enkel: Find udgangen uden at blive ramt af Piggebuskene. Og husk, at de skyder tilbage!”

Ever og Lilly så på hinanden og Ever vippede med overlegent med det ene øjenbryn.
“Let,” sagde Ever og strakte sig. “Jeg er jo næsten født til det her.”

2 minutter senere…

“AV! Seriøst!?”, skreg Ever, mens en pig fløj forbi og satte sig fast i hendes kappe. “Stop det!”.

“Ever!” hviskede Lilly desperat. “Jeg sagde, du skulle dukke dig! Dine selvopfundne ninja-skills virker ikke!”.

“Jeg dukkede mig!”, protesterede Ever højlydt.

“Du nikkede,” svarede Lilly tørt.

“Agurk, agurk”. Er det ikke det, I mugglere siger?”.

“Det er potahto, potahto”, grinede Lilly.

De listede videre mellem de tætte hække, da de kom til endnu en busk med pigge, som en kat der sad på lur.

“Okay, nu viser jeg dig, hvordan det gøres,” sagde Ever og trak tryllestaven frem med et stift sving.

“INCENDIO!”

Et lille, ynkeligt puf og en lille røgsky kom ud af staven, som fik hende til at hoste voldsomt.

Lilly fik kastet dem begge ned i græsset, da da den affyrede et regnvejr af pigge, som fløj om ørerne på dem.

“GENIALT, Ever!” råbte Lilly, mens hun gispede af grin. “Du har lige startet en buskekrig! Du er ikke nogen Chuck Norris”.

“Hvem?”. Ever rejste sig med mudder i håret og et grin, hun ikke kunne skjule.

“Ikke nogen du kender”.

“Det var en… afledning!”

“Ja, selvfølgelig,” fnisede Lilly, mens hun børstede jord af sit ærme. “Næste gang du laver afledning, så prøv at lade mig vide det først.”

En ny busk med pigge knagede truende i nærheden, og de 2 piger løb skrigende videre ind i labyrinten.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Besværgelser

Ever stirrede ned på sin tryllekedel. Den så ud, som om den havde overlevet en eksplosion i eliksirklasse. Der sad stadig et lag tyk, sort masse klistret fast i bunden, og lugten mindede lidt om brændte skosåler.

“Det er nu eller aldrig,” mumlede hun, mens Lilly spændt så til.

Ever hævede tryllestaven: “Scourgify!”

Et hvidt lysglimt ramte kedlen, men i stedet for at blive ren, begyndte den at sprøjte skum, som væltede ud over bordet, væltede hendes bøger og fløj op i loftet, hvor de satte sig fast som små balloner.

Lilly grinede højt: “Ever, du har lige opfundet et boblebad til kedler!”

Ever, der nu stod til knæene i skum, sukkede.: “Jeg ville bare gøre den ren… ikke starte en… vandkamp?.”

I det samme gled en 7. års Ravenclaw på det glatte gulv og forsvandt med et plask ned i sæbehavet.

Lilly klappede i hænderne.
“Okay, det her er klart sjovere end en hvilken som helst time.”

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: Udgået
FAG: Healer

Georgie gned nervøst håndfladerne mod healeruniformens stof, mens hun fulgte sin vejleder Alan Walker ind på stuen. Han var lige præcis så rolig, skarp og med en evne til at se tværs igennem hendes forsøg på selvsikkerhed i dag som han havde været under de sidste ugers træning. Bag hende kunne hun høre Philippas Osei´s lave, bløde stemme, der hviskede et “du kan godt”, og Georgie ønskede brændende, at hendes mod var lige så solidt som det lød. Patienten, en ældre heks med et mildt smil, stak armen frem uden tøven. Georgies fingre rystede en anelse, da hun gjorde klar, og hun mindedes øvelserne med Philippa, hvor hun i begyndelsen nærmest hver gang havde sat nålen alt for skævt. Dengang havde de begge grinet, Philippa havde kaldt hende en “blod-amatør” på den mest kærlige måde, og Georgie havde svoret aldrig at lade det ske igen. Hun trak vejret dybt, satte nålen i, og til sin egen overraskelse gled den præcist på plads. Blodet flød roligt ned i hætteglasset. Alan nikkede tilfreds.
“Se, Miller? Når du ikke overanalyserer, gør dine hænder arbejdet for dig,” sagde han, og der var både skarphed og ros i stemmen. Da hun fjernede nålen og dækkede det lille sår med en vatrondel og et stykke plaster henover, mærkede hun lettelsen skylle gennem sig. Hun sendte et hurtigt blik til Philippa, der smilede opmuntrende fra døren. Georgie kunne ikke lade være med at smile tilbage, måske var hun ikke helt så uegnet til det her, som hun havde frygtet.

Efter frokost ændrede stemningen sig. Hun stod bøjet over en yngre troldmand, der så lige dele træt og utålmodig ud. Allerede da hun præsenterede sig, kunne hun mærke hans blik glide hurtigt hen over hende, som om han tvivlede på, at hun kunne finde ud af noget. Hun prøvede at ryste det af sig, men da hun satte nålen første gang, rykkede han sig brat, og en rød plet bredte sig på huden. “Av for helvede!” udbrød han, og sendte hende et blik fuld af irritation. “Er du dum eller hvad? Det er altså mit blod, du leger med.” Georgie stivnede, skammen steg hende til hovedet og varmen i kinderne føltes ubehagelig. Hun åbnede munden, men Alan var der allerede. Han lagde en hånd på hendes skulder, fast men ikke uvenlig. “Stop. Kig på vinklen. Du gik ind for stejlt,” sagde han. Hans stemme var stadig rolig, men den skar igennem hendes begyndende katastrofetanker som et barberblad. Patienten mumlede noget surt, men Alan ignorerede ham. Georgie trak vejret dybt og forsøgte igen, langsommere denne gang, mere fokuseret. Nålen gled på plads, og blodet flød roligt ned i glasset. Patienten rullede øjne, men sagde ikke mere. “Sådan. Bedre,” sagde Alan. “Fejl sker, men hvis du ser dem i øjnene kan du risikere at lære kun noget.” Hans tone var tør, men der var et smil i hans øjne. Hans direkte tone burde have fået hende til at krympe sig, men i stedet følte hun en mærkelig lettelse. Hun havde fejlet, men hun havde rettet op. Da hun trådte tilbage, fangede hun Philippas blik i døren. Hendes klassekammerat mimede et lille “pyt” med et grin, og Georgie kunne ikke lade være med at rulle med øjnene og smile.


Det var sent, da de trådte ud i aftenkulden. Healerstuderende startede tidligt og sluttede sent åbenbart. Luften lugtede af regn og brosten, og Georgie trak frakken tættere om sig. Philippa gik ved siden af, en lille papirpose med to butterbeer-donuts i hånden. Hun rakte den ene til Georgie uden et ord, og Georgie tog imod med et taknemmeligt smil. “Såe,” sagde Philippa med sin dybe, bløde stemme, “første dag overlevet. Hvordan føles det?” Georgie sukkede og tog en bid af donuten. “Som om jeg blev kørt over af en thestralvogn og derefter trukket fri igen.” Philippa lo sin dybe latter, en varm klang midt i den kølige aften. “Ikke værst for en debut. Vi slog igen ihjel.” Georgie grinede med hende. "Det havde fandme også været slemt, når alt vi skulle var at tage blodprøver." De nåede deres opgang, en lidt skæv bygning med små altaner, der bugnede af blomsterkrukker og fortryllede lygter. Philippa boede på tredje sal, Georgie på fjerde. Trappen knirkede under deres skridt, men de var vant til lyden, den var faktisk næsten hjemlig nu. Ved Philippas dør vendte hun sig og så på Georgie. “Forresten… du gjorde det godt i dag. Jeg ved, du synes, du dummede dig, men Alan sagde ikke noget, han ikke mente. Han stoler på dig.” Georgie mærkede en varme brede sig i brystet. Hun nikkede og smilede træt. “Tak. Jeg har bare stadig følelsen af, at jeg stak mere til den patient end jeg tog blod.” Philippa trak på skuldrene og låste op. “Han var en idiot. Husk det. Vi ses i morgen, Miller.” “Ses, Osei.” Georgie fortsatte op ad den sidste trappe. Da hun lukkede sin egen lille lejlighed op, stod hun stille et øjeblik i mørket. Det havde været en hård dag, men hun var stadig her. Og måske, bare måske, var hun ved at finde ud af, hvordan man blev en healer.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: FMMK

Klassen summede lavmælt, mens Professor Sigrid skrev på tavlen: “Forklar hinanden, hvad duelering er.”

Ever lænede sig tilbage på bænken. “Ved vi ikke allerede, hvad et er?”

Lilly lænede sig frem over bordet, hendes blå øjne glimtede drillende. “Kom nu, Ever. Du elsker jo at lyde dramatisk. Forklar det, som om det er liv eller død. Det er du så god til.”

Ever grinede, satte sig op og slog ud med armene. “Okay, hør her: Duelering er når 2 tosser, undskyld, 2 hekse eller troldmænd stiller sig over for hinanden, bukker høfligt som om de skal danse, og derefter prøver at afvæbne, lamme, kaste rundt med eller dræbe hinanden med deres tryllestave.”

Lilly stoppede et lille grin og prøvede at genfinde alvoren igen. “Så det er en blanding af en dødsfælde og en sport?”

“Flyvning er en dødsfælde, men ellers, præcis!” sagde Ever og slog dramatisk hånden i bordet. “Som fagtning hos mugglere.”

“Fægtning, Ever”, grinede Lilly nu højt. “Det hedder fægtning.”

“Sikkert! Bare uden elegante uniformer og med risiko for at vågne op uden øjenbryn. Eller arme. Eller værdighed.”

Lilly lo og rystede på hovedet. “Men det er jo også en træning, hvor man lærer disciplin, præcision og respekt.”

Ever kneb øjnene sammen. “Respekt? Lilly, den eneste respekt jeg har, er for dem, der kan stå dér og bukker, velvidende at de om 3 sekunder får en Stupefy lige i panden. Ja, men mest nej.”

“Du ville bukke med et smil,” sagde Lilly mildt.

Ever pegede på hende. “Jeg ville bukke og derefter løbe den anden vej. Eller gemme mig bag dig.”

Lilly lo så højt, at Professoren så strengt over på dem. Hun sænkede stemmen og hviskede: “Hvis vi skal forklare det korrekt: Duelering er en magisk kamp, hvor man bruger trylleformularer til at tvinge modstanderen i knæ. Buk, klar, og starter man på tre.”

Ever sukkede dramatisk og lod som om hun faldt om på bænken. “Kort sagt: Det er en smuk, ærefuld tradition, forklædt som en dødsdom.”

Lilly fniste og puffede til hende. “Jeg skriver det pænt i mine noter, og så kan du nøjes med at tegne små gravsten i dine.”

“Perfekt,” grinede Ever.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Forvandling

Ever sad på hug foran ildstedet i Ravenclaws opholdsrum med tungen stukket koncentreret ud af munden. I sin hånd holdt hun en ganske almindelig tændstik, som hun viftede med foran ansigtet.

“Okay”, mumlede hun til sig selv. “Bare en lille forvandling. Tændstik til synål. Nemt. Alle kan bruge en synål. Ikke? Og så tilbage igen. Hvor svært kan det være?”.

Hun kneb øjnene sammen, trak vejret dybt og rakte hånden frem. “Form dig. Bliv til metal… ja, sådan, bliv lille og… til en synål!”.

Der lød et lille knitren. Tændstikken gav et svagt lysglimt og i hendes hånd var der ikke en synål, men en træpind med en metalspids, der stak skævt ud til siden som en løs tand.

Ever blinkede. “Altså… det er da en… næsten-synål. Bare lidt… anderledes?”. Hun stak forsigtigt til den, og metalspidsen faldt af og rullede hen over gulvet.

Hun sukkede dramatisk, men tog tændstikken op igen. “Okay. Igen. Fokus.”

Hun lagde den mellem fingrene, stirrede intenst, så hendes pande foldede sig i alvor. “Synål! SYNÅL!”.

Tændstikken kom med en gnist og stod pludselig med en halvstegt kanelstang i hånden.

Ever stirrede på den, duften af brændt sukker og bark svævede op. Hun kunne ikke lade være med at fnise. “Perfekt. Jeg har opfundet… dessertmagi. Hvis det her fortsætter, kan jeg forvandle alting til julegodter. Fantastisk.”

Hun smed kanelstangen i munden, gumlede og trak på skuldrene. “Så længe jeg ikke ender med at lave mig selv om til en pebernød, går det vel nok”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: MDPoP

Ever stod foran buret og kiggede skeptisk ind. Fwooperne så jo helt uskyldige ud. Små, tykke fugle i regnbuens skrigende farver. Pink, limegrøn, gul, orange. De hoppede rundt på deres pinde som små bolde af candyfloss og hun kunne ikke lade være med at smile.

“Det her kan da ikke være så slemt,” mumlede hun, inden hun åbnede lågen.

Det var slemt.

Alle fuglene stirrede på hende på én gang og så åbnede de næbbene. Lyden, der kom fra dem, var et mareridt. En blanding af en falsk violin og en sækkepibe, der blev mast i en dør. Evers øjne blev store og hun famlede efter sin tryllestav.

“Silencio!” råbte hun mod den pinke fwooper. Fuglen blev stille med det samme, men den limegrønne hævede stemmen endnu højere, så hendes knæ begyndte at ryste. Hun snurrede rundt i buret, svingede staven som en forvildet dirigent.

“Silencio! Silencio! SILENCIO!”

Én efter én faldt de til ro. Stilheden, der fulgte, var næsten lige så skarp som larmen havde været. Ever stod midt i buret, forpjusket, forpustet, og med fjer hængende i håret. Den gule fwooper hakkede i hendes snørebånd med fornærmet mine, mens de andre bare hoppede rundt med uskyldige blikke.

Hun pustede ud og satte sig ned på hug. “I er små, farverige mareridt,” sagde hun med et grin. Den limegrønne fugl baskede stille med vingerne og prikkede forsigtigt til hendes finger.

Ever smilede bredere. “Men jeg kan vist ikke være sur på jer længe.”

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: MH

Okay, altså. Harry Potter. Drengen-der-overlevede. Drengen-med-lyn-arret. Drengen-der-aldrig-får-fred. Man kan sige meget om ham, men man kan ikke sige, han kedede sig.

Hvis jeg ser på hans bedrifter, så er det jo ret imponerende. Han har nedkæmpet en ond troldmand, fundet og ødelagt mærkelige sjæleklumper, reddet vennerne ca 1000x og har stadig overskud til at spille Quidditch. Jeg kan næsten ikke forvandle en tændstik til en synål uden at lave en kanelstang ud af det, så jeg synes, det er… ret vildt.

Men. Og her er mit men: Harry virker ikke som en, der har haft en plan. Han løb mere bare direkte ind i faren, råbte “Expelliarmus!” og håbede på det bedste. Det er selvfølgelig modigt, men det virker også lidt… dumt? Jeg tænker, hvis Hermione ikke havde været der, havde han nok stadig siddet fast i et skab under trappen og læst manualen til: “Hvordan tæmmer man en husalf forkert?”.

Det, jeg alligevel beundrer mest, er, at han aldrig gav op. Han kunne gemme sig, men blev ved, fordi han vidste, at hvis han ikke gjorde noget, ville alle andre lide under Voldemort. Det er måske det, der gør ham til en helt! #teamharry

Så ja. Harry Potter ændrede den magiske verden. Han viste, at det handler om at være den stærkeste, men om at stå fast, selv når knæene ryster. Og hvis jeg kan lære bare en smule af det… ja, så kan det være, min næste tændstik ikke ender som en kanelstang.

Slut prut.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Flyvning

“Ja, dig har jeg ikke savnet”, sagde Ever gennem sammenknebne læber og stod med armene over kors. “Av for fa….!”. Kosten havde givet et svirp med skaftet og ramt hende over skinnebenet. Den havde uden tvivl heller ikke savnet hende.

Alle omkring hende havde fået en ny kost med hjemmefra og hun var som den eneste ikke hoppet med den DEN klub og stod med den samme lånte kost fra skolen. Den var den rene dødsfælde!

Ever stirrede på kosten, som om den havde fornærmet hendes familie. “Jeg skal dø nu,” erklærede hun dramatisk. “Jeg vil hellere slås med buske med pigge i en labyrint, end st sidde på dig igen!”.

Professor Áine klappede i hænderne.
“Kom nu, Ever! Op på kosten! Banen klar til dig. Sving, sprint, og præcisionsstop over slutlinjen. Og jeg har set dig kværne græskartærte i dig i spisesalen, så jeg ved, at du gerne vil vinde!”

Ever greb kosten, holdt den foran sig, som hvis hun kvalte en person: “Jeg siger det lige nu, din omvandrende pind: Den græskartærte er min!”.

Hun kastede benet over skaftet, og kosten reagerede straks – som en arrig kat. Den sprang fremad, mens Ever halvt sad, halvt lå på den.
“STOP! STOP! Jeg sagde ikke KØR!” hvinede hun, mens hun baskede med armene som en fugl i panik.

Første sving nærmede sig. Ever prøvede at trække i kosten. “Til venstre! VENSTRE! Jeg sagde venstre, ikke op!”

Kosten ignorerede hende og valgte at tage svinget ved at flyve over banen og ned igen, så Ever blev kastet rundt med vinden piskende mod ansigtet. Var det overhoved lovligt at flyve så hurtigt?

På den lange strækning var hun tæt på at miste både støvler, værdighed og sin sjæl. Vinden piskede tårer ned ad kinderne, og hun skreg konstant: “Græskartærte! Græskartærte!”.

Slutlinjen kom tæt på. Hurtigt! Alt for hurtigt! Hun skulle standse præcist over den. Ever kneb øjnene sammen, rakte armene frem som om hun kunne bremse med hænderne.
“Nu… NUUU!” skreg hun og kastede sig bagud på kosten.

Kosten bremsede brat. Ever bremsede ikke. Hun fortsatte i en elegant bue hen over slutlinjen og landede på græsset. Hun løftede hovedet med hårtotter ud til alle sider, stak en arm i vejret og erklærede hæst: “Den græskartærte er min, Professor.”

Professoren Áine lavede et overraskende imponeret ansigtsudtryk: “Det var din bedste tid, frøken Ever. Ikke den mest elegante, men det har heller aldrig været din stærkeste side, men jeg må dog indrømme, at jeg er imponeret. Godt fløjet.”

Ever faldt om på græsset med armene og benene ud til begge sider og hviskede med rystende hoved og et hakkende åndedræt: “Jeg HADER at flyve!”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Astrologi

Ever mærkede det, allerede før Professoren nåede at forklare. Gulvet slap sit greb om hende og hun løftede sig let, som et blad i vinden.
Hele klasselokalet blev forvandlet til svævende elever, bøger og fjerpenne, der gled rundt mellem hinanden. Professorens stemme rungede roligt: “Dette, mine kære elever, er universet før Big Bang. Intet at holde fast. Kun kaos.”

Ever kneb øjnene sammen, da hun var lettet fra gulvet. Faget Flyvning, var ikke hendes bedste fag og nu uden en kost under sig, havde hun intet at klamre sig til, selvom en flyvende pind ikke var det bedste at støtte sig til - men den var da bedre end… ingenting. Men hun havde en opgave og det var at finde Nordstjernen.

Med et fast greb om sin kikkert, som hun var tæt på at tabe, trak hun til sig, mens hun skubbede et blækhus væk fra sig. Et lill nik med hovedet sendte hende i en langsom rotation mod loftet, men da hun greb fat i Lillys taske, standsede bevægelsen og bed sig i læben for ikke at grine højt.

Hun rettede kikkerten mod kuplen over dem, hvor stjernehimlen stod mørk og sort frem, som Professoren havde fremmanet. Et glitrende mønster af lys i mørket og hun lod sig falde ind i det. Fingrene strammede om kikkerten. Hun fandt Den Lille Bjørn. Hun fulgte stjernerækken, til hendes blik fandt den lysende Nordstjernen. Hun var vokset op i Norden lg vidste, at hun altid skulle finde Nordstjerne for at finde hjem.

Et smil bredte sig over hendes læber. Midt i et rum uden noget omkring sig, hvor hendes krop svævede, var der alligevel ét sted, hun kunne stole på. Én stjerne, der altid viste vej hjem.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: MS

Ever skal til sin første koncert med sin bedste veninde, Lilly, som er 100% muggler og Ever er renblod.

Hun forestiller sig, at det er noget i retning af en blanding mellem en Quidditch-finale og en trylledrik, der eksploderer, bare uden koste og uden at nogen mister øjenbrynene (forhåbentlig).

Lilly har besluttet, at de skal se Ed Sheeran. Han spiller i London, og åbenbart er han sådan en slags levende jukeboks, som halvdelen af mugglerne kender sangene fra udenad. Lilly sagde, det var det mest “sikre valg,” fordi hun ikke ville have Ever til at starte sit koncertliv med at blive mast til en heavy metal-koncert.

Hvordan hun har det med at skulle afsted i skoletiden? Ærligt, så er hun spændt, men også nervøs. Ever ved ikke helt, hvad man skal gøre til en koncert. Skal hun sidde stille? Skal hun danse? Er det uhøfligt at trylle lidt lys ud af tryllestaven, når hun føler musikken? (Lilly har forbudt det).

Evers tøjvalg er en hel mission i sig selv. Hun tænker at tage mørke jeans på (Lilly siger, det er “koncertbasic”), en løs T-shirt med et stjernemønster, og en hættetrøje, så hun kan gemme mig lidt, hvis det hele bliver for meget. Ever aner ikke, hvad en t-shirt eller en hættetrøje. Hun har fået udleveret nogen ørepropper (hvad end det igen er).

Alt i alt glæder hun sig, fordi ham der Ed Sheeran synger om kærlighed.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Besværgelser

Ever og Lilly havde sneget sig ind i biblioteket for at lede efter glemte bøger.

Langs væggene flød klistret, grønt ektoplasma og midt i det svævede et fornærmet spøgelse, der hvinede, hver gang de kom for tæt på.

“Jeg tror, hun ikke kan lide os,” hviskede Lilly og klemte sin tryllestav ind mod brystet.

“Hvad mon der gav dig det indtryk?” mumlede Ever tørt og tørrede sine fingre af på kappen, efter at hun var kommet til at røre ved noget af det slimede stads.

Lilly fnes. “Du har lidt i håret”.

“Ej, seriøst!?”. Ever kørte hånden over håret og tørrede den hurtigt igen af i kappen, nu mere i panik. “Er det farligt?”.

Lilly kneb næsen sammen og pegede på den grønne, fedtet masse, der dryppede ned fra loftet.

“Det dér,” sagde hun, “er ektoplasma. Spøgelser efterlader det nogle gange, når de fx glider igennem vægge. Man kan sige, at det er da sved, bare mere… klamt.” Hun bøjede sig lidt tættere på, men trak hurtigt hovedet tilbage. “Som du kan lugte, så er det er sur lugt. Det kan brænde huden, og hvis vi træder i det, klistrer det fast til vores sko i flere dage, så pas på med, hvor du træder.” Hun peger emissionen et sted på gulvet og Ever undveg med nød og næppe en stor klat. “Men jeg kan Skurge besværgelsen.”

“Hvorfor kan du den besværgelse?”.

Lilly trak på skuldrene. “Min mormor bor i et gammelt hus. Vi ville flyde under grønne slim, hvis min mormor ikke kunne besværgelsen.”

Ever så lidt mistroisk på den boblende pøl. “Så du siger, at det der er spøgelsernes sved?”.

Lilly trak igen på skuldrene. “På en måde.”

“Virkelig klamt.”

Et spøgelse fløj hen over deres hoveder og ektoplasma regnede ned som grønt regnvejr. Lilly skreg og hoppede til siden.

“Ej okay, nu er det nok!”, sagde Lilly, løftede sin tryllestav og råbte: “Skurge!”

En blå lysstråle skød ud og ramte den største klat, som straks forsvandt. Noget af slimet fløj op på Lillys sko.

“Ad! Du ramte forbi!” jamrede Ever, hoppende på ét ben.

“Nej, jeg ramte helt rigtigt. Jeg fjernede den store!” sagde Lilly selvsikkert.

Spøgelset svævede nærmere, men da Lilly rettede staven direkte mod det og igen sagde: “Skurge!”, udstødte det et fornærmet lyd og trak sig tilbage ind i væggen.

Der blev stille. Kun lugten af brændt karamel hang i luften.

Ever kiggede ned på sine klæbrige sko, sukkede og spurgte: “Det klarede du ret godt!”.

“Tak”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Botanik

Ever havde aldrig været særlig god til det med planter. Hun havde engang fået en kaktus til at dø af tørst. Hun var både nervøs og en smule for stædig til at indrømme det, da hun stod til Botanik og så ned på en sød lille plante. Den var FOR sød til at dø.

“Bare en lille plante,” sagde Lilly hviskende, mens hun pegede på potten med et lille spir, som lignede en tør stilk, der mest lignede et tandstik, nogen havde stukket i jorden for sjov.

Ever rynkede panden, hævede staven og hviskede: “Ddt er jeg virkelig ked af.” Hun lukkede øjnene og sagde: “Herbivicus!”.

Et knitrende grønt lys sprang fra staven. En kugle af smaragdgrøn energi eksploderede og stilken begyndte straks at vokse. Ever så overrasket til med et stort smil. Den voksede langsomt og derefter hurtigere og hurtigere og hurtigere. “Åhåh”.

“Ehm… Ever?” sagde Lilly, da planten pludselig skød en meter i vejret på et enkelt sekund.

“Jeg har styr på det!”, sagde Ever panisk, selvom hendes øjne var store som tekopper.

På få sekunder havde tandstikken forvandlet sig til en kæmpe solsikke, der nu var så stor, at den bukkede under sin egen vægt og smækkede Ever en på siden af hovedet med et kæmpe blad.

“Jeg vidste ikke, der både kunne være sol, måne og stjerner indenfor,” sagde Ever og faldt bagover, men kom hurtigt forvirret på benene.

Blomsten fortsatte med at vokse sig større. Solsikkens ene arm fangede Evers tryllestav og en anden snoede sig om hendes fletning.

Lilly var flad af grin. “Det er en solsikke med temperament!”.

Nu begyndte planten at kaste frø rundt i lokalet som små projektiler. Ever kom fri, svingede vildt med armene og råbte: “Stop! Please stop!”.

Til sidst måtte professoren selv komme til undsætning, mumlende en modbesværgelse og prøvede selv at holde masken.

Da solsikken endelig var normal størrelse, stod Ever med håret fuld af solsikkefrø og jord på næsen.

“Se?” sagde hun stolt, selvom hun lignede en forvirret havegnom. “Jeg fik den da til at vokse” og faldt bagover igen og gik i gulvet.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Eliksir

Ever sad med panden plantet mod bordet i biblioteket. Flere bøger fra Magiens Historie lå spredt ud som en vifte på bordet foran hende.

“Jeg fatter det ikke,” mumlede hun tørt. “Hvorfor skal jeg kunne navnet på 7 forskellige ministere, der alle sammen bare hedder noget med Cornelius?”. Navnet sagde hun med et bøvet udtryk.

Ved siden af sad Lilly, der kun havde læst den samme side 2 gange og allerede kunne den udenad. “Du kunne prøve at læse, i stedet for at ligge og dø dramatisk over papiret,” sagde hun tørt.

Ever løftede hovedet og smilede hemmelighedsfuldt: “Eller… jeg kunne drikke dette.”

Hun hev en lille flaske frem med en glitrende væske. En vidskærpende eliksir. Den så ufarlig ud, selvom Professoren havde sagt klart og tydeligt: “Brug den med omtanke. For meget, og dit hoved bliver hurtigere end en Nimbus 2000.”

“Ever, er det en god idé?” spurgte Lilly med et løftet øjenbryn.

“Det er da en genial idé,” svarede Ever og drak halvdelen i en slurk.

I starten mærkede hun ingenting. Da pludselig… hendes hjerne føltes åben.

“Jeg forstår det hele!” hvinede hun lykkeligt. “Magihistorien er bare ét stort, kedeligt eventyr med alt for mange fodnoter! Og fodnoter er i virkeligheden bare små, vrede fodgængere, der insisterer på at blive læst!”

Hun greb en fjerpen og begyndte at skrive så hurtigt, at blækket sprøjtede.
“Lilly, vidste du, at hvis du vender datoerne på ministerlisten baglæns, får du en rytme, der passer til en polka? Lyt: Cornelius, Millicent, Barnabas, doo-doo-doo!”

Lilly stirrede på hende.
“Jeg tror, du har taget for meget.”

Men Ever var allerede sprunget op på bordet.
“Jeg kan regne alt ud! Spørg mig om noget, hvad som helst!”

“Okay,” sagde Lilly og hævede et øjenbryn. “Hvad er 743 divideret med 7?”

“106!.”

“Imponerende!”, lød det forbløffet fra Lilly. “Er der mere tilbage i flasken?”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Flyvning

Ever sank sammen på den lånte kost. I det mindste var hun kommet op på den, uden at nogen af dem protesterede. Det havde så også kun taget et helt år. Den knirkede under hende, som om den selv sukkede opgivende.

“Jeg ved det, jeg ved det,” mumlede hun. “Du er ikke begejstret. Jeg er ikke begejstret. Skal vi bare lide os igennem det sammen?”
Kosten rystede kort, som om den sagde nej.

“Start!” råbte Professor Áine.

“Vent. Hvad? Allerede?”.

De andre elever fløj afsted og Ever… gjorde ikke. Hendes kost lavede en kort hoppebevægelse, som en gammel ged, der nægtede at gå op ad bakke.

“Kom nu! Flyv, dit træstykke med mindreværdskomplekser!” hviskede hun. “Please”.

Pludselig fløj kosten så hurtigt fremad, at Ever nærmest blev limet til skaftet. Hun hvinede, mens de fløj lige forbi den første kegle.
“Det var den forkerte vej! Vi skal til venstre!” skreg hun.

Kosten drejede højre.

“Venstre, sagde jeg! V-E-N-S-T—”

Hun ramte keglen med knæet, så den fløj gennem luften og ramte en klassekammerat i baghovedet.

“Undskyyyyyyyyyyld!” råbte Ever, mens kosten havde retningen mod den første lysring. Den svævede roligt, indtil ringen pludselig rykkede sig 2 meter til højre.

“Okay, nu gør vi det!”, sagde hun forpustet. Kosten stoppede så hårdt, at Ever blev skudt frem og måtte klynge sig til skaftet igen. De fløj skævt gennem ringen, så hendes ene støvle sad fast. Hun dinglede der et øjeblik, mens kosten forsøgte at ryste hende af som en utilfreds hest.

“Slap af!”, hvinede hun. “Jeg prøver at være en pilot, ikke en sæk kartofler!”.

Endelig kom hun fri, men resten af banen lignede mere en kamp end en øvelse. Hun væltede 3 kegler, ramte en ring med skulderen og til sidst landede hun direkte på maven foran målstregen. Kosten gled dovent ved siden af hende og gav hendes et dask i numsen med børsterne, da hun prøvede at komme på benene med jord i ansigtet.

“Den kost er en dødsfælde og har uden tvivl strategiske hensigter”, sagde hun og så på Professor Áine, som løftede et øjenbryn mod hende. “Du behøver slet ikke at fortælle, hvem som var længst om det. Vi kan begge se, at jeg er den sidste på banen.”

Og med en vibrerende kost for enden af banen, begyndte Ever at stille keglerne på plads.

---

NAVN: Yun
ÅRGANG: Udgået
FAG: ministerie

//OOG: Jeg ved på ingen måde hvordan en sagsakt ser ud, så det er ren improvisation til fordel for lektien//

Hjertet bankede derudaf denne morgen, Yun havde virkelig bare haft morgenkvalme og endnu engang havde hun været usikker på hvor Barnaby var, blot fordi han ikke lå ved hendes side om morgenen. Mareridtene om at han skulle blive kidnappet var noget af det der fyldte mest i hverdagen, for når hans kammerat kunne opleve det, hvorfor så ikke Barnaby? Med kvalmen strømmende gennem sig med mavesyre på vej op, løb hun nærmest grædende ud på toilettet, hvor Barnaby stod og børstede tænder.
Hun kastede op med en lettelse i blikket, endnu engang var han okay og endnu engang havde det bare været tankerne der havde hobet sig op for hende. Hun vidste ikke hvor hun skulle gøre af sig selv og hvad hun skulle gøre, hvis han ikke kom hjem på slaget. Hun overvejede næsten et magisk ur, men det ville også bare være at stalke sin kæreste lidt for meget.

”Er du okay?” Stemmen fik det til at ryste i Yun, som hun slap sit hår og gik over foran ham, for at skylle munden. ”Ja, det var bare…” Hun var næsten grådkvalt i stemmen og han måtte overtage for hende. ”Du har mareridt igen?” Hun nikkede svagt. Barnaby var dog virkelig kærlig og lagde armene om hende, mens han kyssede hende i håret. Nogle gange var de bare et powercouple ved siden af alle de her ting der skete.
”Skal du arbejde i dag?” Yun nikkede og sukkede. ”Jeg har en sag foran mig om ulovlig magi, men jeg frygter hele tiden sådan en sag kan…” Barnaby afsluttede hende med en aen på hendes kind. ”Thaddeus bliver ikke snuppet på den måde, jeg tror ikke du skal være bange.” Yun nikkede let, vendte sig om og kyssede hende.

Morgenen gik roligt for sig, inden de kyssede hinanden farvel og Yun kunne tage på arbejde, hvor hun ret hurtigt tog imod sagsakterne.

Ulovlig magi: Dolorosoforbandelsen
Yderligere brud på loven: Frihedsberøvelse og mugglervold
Beskrivelse: Søndag den 23. juni år 101 blev Demitrius Valencio taget i et overfald på Bernard Mikaelson. Dette var ved at hr. Valencio brugte dolorosoforbandelsen, samtidig med han slog og sparkede til hr. Mikaelson. Hr. Mikaelson er fortsat indlagt den 12. oktober og forventes ikke i bedring foreløbig.
Senere, natten til den 24. juni, rensagede aurorkorpset hr. Valencios herregård og fandt intet mindre end to fanger, der var bundet fast med magiske og forbandede reb. Retsmediciner, Nilah Leon, mener det kunne have haft fatale konsekvenser, hvis nogen havde prøvet at binde dem op uden at ophæve den ulovlige magi.

Yun sad nærmest og græd over pergamentet, men ikke fordi hun som sådan var rørt over sagen. Hendes hoved kunne ikke lade være med at tænke om det var det der var sket ved Barnabys ven og om Emilius i dette tilfælde var okay. Der skete så meget hele tiden og hun var virkelig rystet over nogen kunne være indlemmet i så meget ondskab, men der vidste hun nok ikke brøkdelen af det.
Hun var ikke god nok til at være med i højmagiratet endnu, hun skulle heldigvis bare komme med sin vurdering, men uden at kende hvad der skulle ske derinde, så var hun ikke i tvivl. Han skulle dømmes til livstid i Azkaban, på baggrund af han næsten havde dræbt flere fanger. Derudover var Bernard Mikaelson måske sindsskadet for evigt, der var ingen tvivl om det var dette vej det hele skulle.

Tankerne føg, mens hun skrev sine holdninger og vurderinger ned, på baggrund af den jura hun kendte til på nuværende tidspunkt. Hun ville snart gå på barsel i noget tid og det krævede at hun kunne komme ordentligt tilbage, det her. Hun var så præget af alle tankerne om hvor Barnaby stod, men hun var ikke i tvivl om hun ville beskytte ham. Hun ville bare gerne beskytte ham, så det ikke kun gik en vej.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: FMMK

Ever sad yderst på stolen med tryllestaven løftet, hjertet hamrede. Dagens opgave lød enkel: Mimblewimble besværgelsen.

Professoren gik frem og tilbage foran tavlen med sin sædvanlige dramatiske stemme:
“En forbandelse, der kan gøre en modstander tavs på stedet. Brug den klogt, eller risikér pinlige følger.”

Ever kastede et blik på Lilly, der sad med et stort smil. Hun elskede dette fag! Pis, hun elskede alle fag.
“Kom så,” sagde Lilly. “Ram mig, hvis du kan”

Ever kneb øjnene sammen. Hun tog sigte, trak vejret dybt og sagde med en fast stemme: “Mimblewimble!”

En stråle strøg ud af hendes tryllestav, men Lilly havde i samme øjeblik lænet sig tilbage på stolen. Strålen fløj lige forbi hende… og ramte Professoren midt i ansigtet.

Stilhed! Så meget stilhed!

Så forsøgte professoren at tale: “Mmmbbl—mmphhh—mmgrmmmblbl!”
Hendes tunge snoede sig i en knude, og hun viftede panisk med armene, mens hendes ansigt blev mere og mere rødt.

Klassen, Lilly og Ever sad som forstenet i tavshed.

Ever panikkede fuldstændig: “Åh nej … åh NEJ …” Hun sprang op. “Professor! Jeg—jeg mente det ikke! Det var Lilly, jeg sigtede på!”

Professoren kunne kun svare med en række mmmphh-mmble-mumfhh og et rasende blik, der kunne smelte sten.

Efter hvad der føltes som en evighed lykkedes det hende at få kontrol over sin tryllestav og mumle en modbesværgelse gennem den knudrede tunge. Endelig kunne hun tale igen, men med en lidt sløret udtale.

“Miss Ever,” sagde hun med farlig ro. “Jeg må rose din… iver. Men næste gang vil jeg anbefale, at De sigter på den korrekte elev.”

Ever sank ned i stolen, brændende rød i ansigtet, mens Lilly hviskede gennem et anstrengt smil:
“Så … hvem var det lige, der tavsede professoren midt i timen?”

Ever stak en pegefinger top i luften og pegede den mod sit bryst. “Det var vist mig”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: MDPoP

“Ever, du først,” sagde Professoren og åbnede terrariet.

Ever stivnede. Indeni snoede en askevindel sig i asken, dens øjne glødede rødt. En slange. Hvorfor skulle det lige være en slange?
Hun rakte med rystende hænder ned og slangen gled straks op ad hendes arm. Hun turde knap trække vejret. Så strøg dens tunge ud og kildede hende på næsen.

“AAAAH!” Ever skreg, fór baglæns og væltede ind i Dax, der brød sammen af grin. Hun faldt på gulvet, mens askevindelen snoede sig helt op om hendes hals som en levende halskæde.

“Professor!” jamrede hun. “Den prøver at lave mode med mig!”

Professoren løftede roligt slangen af. “Nej, Ever. Den var blot nysgerrig.”

Ever sukkede lettet, men hviskede: “Nysgerrig på, om jeg smagte af frokost …”

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: MH

Ever sad på din seng med en bog slået op foran sig. Hun var netop gået fra biblioteket, da hun havde hørt en gruppe elever fra Slytherin diskutere, hvem der egentlig var “værdige” til at gå på Hogwarts. En af dem havde fnyst: “Det burde være forbeholdt fuldblodige. Hvad skal vi med mugglere og halvblod, der alligevel aldrig bliver til noget?”

Ever havde følt, hvordan hendes blod kogte. Hun selv var 100% fuldblod, men det var noget, der betød absolut intet for hende. Hun kendte jo elever, der var halvt eller helt mugglerfødte, som kunne trylle hende ud af skoene, hvis de gad. Lilly var 100% muggler og det var hendes bedste veninde.

Hun tænkte på, hvad hun havde læst om Dumbledore og Grindelwald, som var 2 unge mænd, der engang havde haft den samme drøm: at ændre verden. Den ene havde villet herske med magt. Den anden havde forstået, at magt uden ansvar kun skabte frygt og ødelæggelse.

Ever hvilede hagen i hånden. Hvad ville hun selv gøre, hvis hun havde så meget magt?

Hun smilede skævt. Ikke ikke noget særligt imponerende. Hun havde jo svært nok ved at forvandle en sten til en svamp uden at sætte gang i en mindre naturkatastrofe.

Men hun vidste én ting med sikkerhed: Magi gjorde ikke nogen til et bedre menneske end andre. Det var valgene, man tog.

Hun lukkede bogen og så ud af vinduet mod stjernerne.

“Hvis man virkelig er stærk,” mumlede hun for sig selv, “så bruger man magt til at løfte andre op og ikke til at træde på dem.”

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: Udgået
FAG: Healer

Lugten af røg lå tung i luften, blandet med den metalliske duft af blod og noget sødt, som brændt sukker. Georgie løb hen over brostenspladsen, tryllestaven allerede i hånden, hendes lysegrønne healerlærlinge kappe flagrende efter hende. Skrigene skar gennem luften som knive. Georgie, Philippa og deres mentor Alan Walker havde været udstationeret i det obligatoriske førstehjælpstelt og havde ikke haft noget synderligt at lave før helvede brød løs.

En børneflok fra Silver Oak var på udflugt til magizoologisk marked, da en af de udstillede ildspruttende salamandere havde fået panik. Den var brudt fri af sit terrarie, væltet en stand med selvantændende fyrværkeri, og på få sekunder var en idyllisk markedsdag forvandlet til et kaotisk inferno.Alan Walker stod midt i det hele, rolig som altid. Hans grå hår var dækket af sod, men stemmen var fast og han vaklede ikke et øjeblik. En klippe i kaosset.
"Georgie! Philippa! Her! Vi har tre tilskadekomne børn og en lærer, der har fået en forbrænding. Start dér.” Han udpegede to børn. Georgie og Philippa delte sig uden tøven.Georgie knælede ved en lille pige på måske otte år. Hendes arm var slemt forbrændt, huden blottet under den revnede kappe. Øjnene var store og blanke af tårer, men hun sagde ikke en lyd, chokken havde sat sig fast som frost. Philippa kastede sig straks over en dreng, der hyperventilerede, mens Alan tog sig af læreren.
"Respirare lenis," hviskede Georgie og placerede sin stav forsigtigt mod pigens bryst. En svag, gylden tåge strømmede ud, dæmpede panikken og gjorde pigens vejrtrækning roligere. Hun trak en dyb, skælvende indånding.Georgie rystede ikke på hænderne, ikke udadtil, men hendes bryst føltes tungt. Da hun lagde sin hånd om pigens lille, rystende fingre for at berolige hende, ramte det som et stik: tanken om det liv, der lige var forsvundet fra hendes egen krop for få uger siden. Et liv, der aldrig nåede at blive til en hånd, hun kunne holde.
Hun blinkede hårdt og fokuserede. "Episkey minor," sagde hun fast, og forbrændingen begyndte langsomt at lukke sig, huden genvandt sin farve som pergament, der udglattes. Pigens læber bevægede sig lydløst: "tak"

Bag hende råbte Alan "Georgie! Den trejde! Hans hænder var dækkede af blod og han gav hende ikke mere opmærksomhed end nødvendigt. Patienten først. En lille dreng lå klynget til en sønderbrændt træstolpe. En gnist fra fyrværkeriet havde antændt hans kappe, og selvom flammerne nu var slukket, var hans ben slemt forbrændt og en del af kappefibrene smeltet fast i huden. Georgies hjerte hamrede. Hun gled ned ved siden af ham, sveden klæbende i nakken. Hun pegede staven med ro, selvom hendes tanker summede. “Ferula” Bandager snoede sig elegant om benet, og hun fulgte hurtigt op med “Aqua fortis refrigerans,” for at køle forbrændingen uden at chokere vævet. Drengen begyndte at græde, en ægte barnegråd, som gik lige i maven på hende. Hun sank en klump. Hvis tingene havde været anderledes… hvis hun havde valgt anderledes…
“Shh,” hviskede hun. “Det skal nok gå. Jeg lover det.”
Alan kom over, lagde en varm hånd på hendes skulder, hans blik kort, men forstående. Han sagde ikke noget, men hun kunne mærke, at han vidste, at det havde ramt hende.Da de sidste gnister var slukket, og børnene blev svøbt i fortryllede tæpper og transporteret til Skt. Mungos, blev pladsen stille. Kun en svag røgduft hang tilbage. Georgie stod og så efter pigen, hun havde hjulpet, da Philippa stille puffede til hende.
"Du gjorde det godt," sagde hun blidt og gav hendes underarm et klem.
Georgie nikkede, men svarede ikke. Inden i hende var der en blanding af stolthed og noget andet… noget råt og uforløst. Som om dagens redning havde åbnet en dør, hun havde prøvet at holde lukket.Og i det fjerne lød stadig ekkoet af små børnestemmer.

// OOG. Jeg har brugt et miks af selvopfundne besværgelser og allerede etablerede besværgelser

---

NAVN: Serenity
ÅRGANG: 3
FAG: Forvandling

Forvandlingslokalet summede svagt af koncentration og dæmpede samtaler. Professoren havde netop givet eleverne dagens opgave: “I skal øve jer på Piscifors. Forvandlingen af en gnaver til en fisk. Jeg forventer, at mindst én af jer kan holde jeres fisk i live i mere end ti sekunder.”
Nettie sad ved et af bordene bagerst i lokalet, det sølvblonde hår samlet i en løs fletning. Hendes himmelblå øjne hvilede roligt på den lille grå rotte foran hende. Ved siden af satte Max sig tungt ned på stolen, allerede med et skævt grin klistret til ansigtet. “Så,” sagde han og lænede sig tilbage. “Frøken Perfekt, klar til at gøre gnavere til akvariedyr?” Nettie fnøs. “Hvis du bare følger instruktionen for en gangs skyld,” sagde Nettie tørt, “så kan det faktisk lykkes.” Max svingede sin stav dramatisk. “Piscifors!” Rotten foran ham rystede… og blev til noget, der mest lignede en meget rund, meget forvirret tudse med fiskefinner. Den kvækkede fornærmet. Nettie kneb øjnene sammen. “Det der er imponerende… på den helt forkerte måde.” Max så stolt ud. “Jeg kalder det… en revolutionerende ny art.” “Mon ikke professoren kalder det en dårlig karakter,” gav Nettie igen og vendte sig mod sin egen rotte. Hun tog en dyb indånding, løftede staven roligt og sagde klart “Piscifors!”

Rotten foldede sig elegant sammen, som om den blev lavet af vand, og i stedet gled en sølvskinnende fisk ud på bordet. Den sprællede livligt, som om den nød sin nye form. Max kiggede på fisken og derefter på Nettie. “Du nyder at være bedre end mig, gør du ikke?” “Nej da,” sagde hun med et lille sødt smil, som sagde at han havde fuldstændig ret. “Men jeg nyder, at min ikke kvækker.”
Han fnøs og prøvede igen. “Piscifors!” Denne gang blev rotten faktisk til en fisk… men en meget pjusket, halv-transfigureret én, som stadig havde små poter i stedet for finner. Den så ud, som om den selv ønskede at blive forvandlet tilbage. “Jamen den har… potentiale,” sagde Max, og Nettie kunne ikke holde latteren inde længere. “Kom her,” sagde hun og rakte hånden frem mod hans stav. “Du svinger den for brat i slutningen. Det skal være én flydende bevægelse, som en bølge.” Max rullede med øjnene, men lod hende føre hans hånd. Hendes fingre var lette, men faste, og et øjeblik mødtes deres blikke. Han så væk først.
“Prøv nu,” sagde hun roligt.Han tog en dyb indånding. “Piscifors!” Rotten forvandlede sig denne gang næsten perfekt. En gylden fisk slog med halen i en lille skål med vand, som Nettie hurtigt havde skubbet hen til den nu forvandlede fisk. Max lyste op. “Jeg gjorde det!” “Ja,” sagde Nettie med et tilfreds nik. “Med lidt hjælp.” “Du mener meget hjælp,” sagde en stemme bag dem. Professoren stod med korslagte arme, men der var et lille glimt i øjnene. “Ikke dårligt, King. Faulkner, god demonstration. 10 point til Gryffindor.” Da professoren gik videre, lænede Max sig over bordet og hviskede: “Du ved, hvis vi arbejder sammen oftere, kunne vi blive et ret godt hold.” Nettie hævede et øjenbryn. “Du mener, at jeg skal lave arbejdet og du tager æren?” spurgte hun sødt. Max grinede lidt fjoget. "Måske"

---

NAVN: Serenity
ÅRGANG: 3
FAG: Besværgelser

Solen strømmede ind gennem de høje vinduer i spisesalen og kastede gyldne stråler hen over de mange borde og bænke, der var slidt glatte af mange års bagdele. Nettie sad sammen med Olivia ved et af bordene tæt på pejsen. Olivia havde som altid sat sit skrig-pink hår op i to små knolde, og flere yngre elever kastede nysgerrige blikke i hendes retning. Netties lange sølvblonde hår glimtede i sollyset, som om hvert hårstrå var vævet af lys. De store himmelblå øjne var fokuserede, og hendes engleansigt gjorde, at hun næsten så ud som en figur fra et gammelt troldmandsmaleri.
“Jeg forstår altså ikke, hvorfor ‘Finite’ skal siges så præcist,” sukkede Nettie og kørte en hånd gennem håret. “Det lyder så simpelt… men siger man det forkert, kan man ende med at fjerne noget helt andet.”
“Som da du kom til at slukke alle faklerne på gangen sidste uge?” fnisede Olivia. “Præcis,” sagde Nettie med et opgivende smil og slog bogen i.

I det samme kom Freddie og Max ind i spisesalen. Freddie, i sin Hufflepuff-sweater, havde det dér bløde, lidt generte smil, der på det seneste fik Netties mave til at lave små kolbøtter. Max, den altid irriterende quiditchtosse med det rodet blonde hår og et glimt i øjet, var lige så højrøstet som altid.“Se lige her, Freddie,” sagde Max og lænede sig ubekymret ind mod Nettie. “To flittige hekse… Læser I virkelig frivilligt, eller har I bare opgivet livet uden for bøgerne?” Nettie hævede et øjenbryn. “I det mindste laver vi ikke nonsensbesværgelser for at underholde os selv.” Max lagde hånden dramatisk på hjertet. “Nonsens? Jeg kalder det kreativ magi.”
“Det kalder alle ballademagere det,” mumlede Olivia. Freddie satte sig overfor pigerne, og hans blik gled hurtigt fra Netties bog til hendes ansigt. “Hvad øver I på?” spurgte han, lidt for ivrigt.“ ‘Finite’,” svarede Olivia. “Vil du prøve?” “Nej,” sagde Max med et snedigt grin. “Men jeg har en bedre idé.” Han trak sin tryllestav og pegede mod Olivia. “Colorvaria!”
I næste øjeblik var Olivias skrig-pink hår blevet neongrønt. “MAX!” skreg Olivia og slog ud med armene.

Nettie begyndte at fnise, og Freddie knækkede sammen i grin.“Du ser… virkelig unik ud,” sagde Freddie med et grin. Olivia rullede med øjnene og vendte sig mod Nettie. “Vil du være en engel og…?” Nettie rejste sig. Et svagt skær gled over hendes sølvblonde hår da hun løftede sin stav.
“Finite!” Den grønne farve forsvandt øjeblikkeligt, og Olivias hår vendte tilbage til sin strålende pink farve. “Meget bedre,” sukkede Olivia lettet. Max lænede sig tilfreds tilbage, men så let skulle han ikke slippe. Nettie så på ham med et næsten uskyldigt smil. “Du ved godt, Max,” sagde hun langsomt, “at to kan lege den leg.” “Vent, hvad mener du med—” “Colorvaria!” I det samme eksploderede Max’ blonde hår i hot pink med sølvstriber, endnu mere prangende end Olivias. Hele lokalet brød ud i latter. Freddie var ved at vælte bagover af grin. “Det… det er fantastisk,” fik han fremstammet. Max forsøgte at se vred ud, men smilet sneg sig frem. “Du er så heldig, Nettie, at du kan lave Finite,” sagde han og pegede dramatisk på sit hår. “Ellers havde du haft glitter i ugevis.” “Det kan stadig nås,” svarede Nettie med et engleblidt blik, som fik Freddie til at se beundrende på hende og Max til at rulle med øjnene.

---

NAVN: Serenity
ÅRGANG: 3
FAG: Eliksir

Lugten i eliksirlokalet var kvælende tung den eftermiddag. Professoren havde givet eleverne frihed til at eksperimentere med egne bryg, hvilket som altid var en opskrift på kaos. Gryffindor og Hufflepuff havde time sammen, og Nettie sad sammen med Olivia ved en af de bagerste borde.
“Hvis vi bare følger opskriften, burde det gå fint,” sagde Nettie og skubbede en lok af sit sølvblonde hår væk fra ansigtet. Hendes øjne skimmede linjerne i bogen.“Ja, ja,” sagde Olivia, “men jeg har set Freddie og Max. De følger aldrig opskriften.” Som på cue lød et højt plop! fra bordet ved siden af, hvor Freddie og Max stod bøjet over en gryde, der boblede faretruende grønt.
“Max, du har puttet for meget Mimbulus-essens i!” sagde Freddie, med et nervøst blik på gryden. “Slap af, jeg har styr på det,” sagde Max, men hans grin så ikke ligefrem betryggende ud. Pludselig sendte gryden en sky af grøn damp ud over bordet. Freddie trak sig hostende tilbage, men Max, der stod for tæt på, fik dampen lige i ansigtet. Han gispede og greb sig om halsen. “Max?!” udbrød Freddie. “Professor!” Professoren kom skyndsomst gennem rummet, men Nettie var allerede på benene. “Han har fået giftig damp fra den eliksir!” sagde hun hurtigt.

Hun kunne genkende opskriften fra en eliksirbrygger hun havde mødt i Madrid, en eksperimentel blanding, hvor en forkert dosis kunne skabe en let, men farlig åndbar gift.“En bezoar!” råbte Nettie. “Vi har brug for en bezoar!” Professoren nikkede og pegede mod skabet bagerst i lokalet. Nettie fór af sted, hendes sølvblonde hår flagrede bag hende. Olivia trak Max væk fra gryden, mens Freddie holdt hans arm og så ængsteligt på Nettie. Hun rev skabet op, fandt den lille, ujævne sten og styrtede tilbage. “Hold hans hoved,” beordrede hun. Freddie adlød uden tøven. Nettie pressede stenen mod Max’ læber, og med en hurtig tryllebevægelse fra professorens hånd blev eliksirresterne i hans mund opløses, så han kunne sluge bezoaren.
Der gik kun få sekunder, før farven vendte tilbage i Max’ ansigt, og hans øjne flakkede. “Hvad… skete der?” mumlede han hæst. “Du eksperimenterede uden at tænke,” sagde Nettie skarpt, men hendes hænder rystede en smule. Max blinkede og så på hende, først forvirret, så med et skævt grin. “Red mig bare, hvorfor gør du ikke det lidt oftere?” “Fordi jeg ikke har tænkt mig at løbe rundt med bezoarer hver gang du laver noget dumt,” svarede Nettie, men et lille smil gled over hendes ansigt. Freddie åndede lettet ud. “Det var… ret sejt, Nettie,” sagde han stille, med et blik der blev hængende en anelse længere end normalt. Professoren klappede i hænderne. “Fremragende hurtig tænkning, Nettie! Gryffindor får 15 point!” Olivia puffede Nettie i siden. “Og Max skylder dig mindst én kæmpe chokoladefrø.”Max rullede med øjnene. “Okay, måske to,” sagde han og skævede mod Nettie, stadig en smule bleg, men levende. Hun sendte ham et spydigt smil. Det ville hun ikke lade ham glemme.

---