Præmier for årets stjerne:
1. pladsen = 12 points og 50 galleoner
2. pladsen = 8 points og 30 galleoner
3. pladsen = 4 points og 20 galleoner

Præmierne for årets lektie:
1. pladsen = 12 points og 14 galleoner
2. pladsen = 10 points og 12 galleoner
3. pladsen = 6 points og 8 galleoner

Hogwarts’ gange syntes at ændre form om natten. Skyggerne blev længere, lydene blev højere, og gangene bredere. Imogen holdt fast i Graces hånd, mens de to piger gik side om side ned ad gangen, der førte mod astronimitårnet. Astronomitårnet var et af de steder, Imogen gerne efterspurgte at besøge, når Grace og Kyprion indvilligede i at tage hende med på deres nattevandringer. Imogen vidste godt, de ikke altid lod hende vide, hvornår de tog afsted, men hun havde fornemmelsen af, at de oftere tog hende med, efter hun var stoppet med at insistere på, at de skulle stoppe helt op og både kigge og lytte i mindst fem sekunder, inden de drejede om hvert eneste hjørne.
“Hvor var det, Kyprion skulle møde os?” Spurgte Imogen og skævede til sin kusine.
“Bare lige hernede,” svarede Grace og nikkede fremad.
Imogen havde ikke kunnet få ud af Grace, hvorfor Kyprion ikke havde fulgtes med hende fra Gryffindors opholdsstue, of efter fem minutter og adskillige himlende øjne fra Grace var hun også blevet træt af at spørge. Det skulle ikke hedde sig, at hun irriterede Grace nok til, at Imogen ikke fik lov at komme med næste gang.
“Sådan - til venstre? Til højre? Om tre sving? Fire sving?” Imogen begyndte at blive nervøs for, om Kyprion overhovedet havde tænkt sig at dukke op.
“Nyd nu det ukendte lidt,” sagde Grace og grinende.
Imogen modstod fristelsen til at minde Grace om ikke at grine for højt. “I er ikke blevet uvenner, vel?”
Graces grin blev højere.
“Ej, stop lige med - ih!” Imogen kvalte sit skrig i håndfladerne, da to hænder greb fat om hendes skuldre bagfra, og Kyprions latter blandedes med Graces.
Med korslagte arme vendte hun sig mod sine to venner, der begge lignende, benene kunne give efter under dem i ren latter. “Hvor er I dumme,” sagde Imogen helt rød i hovedet af forlegenhed over at være faldet for deres dumme trick.
“Det bliver aldrig ikke sjovt,” fremstammede Kyprion igennem latteren, “du er sådan en kylling.”
“Det er jeg da i hvert fald ikke!”
Både Graces og Cypriots latter blev højere, og Imogen kiggede sig nervøst omkring med forventningen om, at en lærer kunne finde på at springe frem fra sit skjul bag en af de mange statuer omkring dem.
“Okay,” sagde hun med rank ryg og vendte sig mod sine to venner, “hvad skal jeg gøre?”
“Imo-“ begyndte Grace og sendte hende det der blik, der overbeviste Imogen om, hun ikke blev taget seriøst. “Jeg mener det,” afbrød Imogen.
Kyprion og Grace udvekslede blikke, inden Kyprion sagde: “spring ham der i luften” og slog henkastet ud med hånden mod den nærmeste soldaterstatue. Imogen vendte sig mod den, stirrede på den, og den stirrede tilbage.
“Øh-“ hun tøvede, inden hun pressede læberne resolut sammen og trak staven ud fra kappens inderlomme, “er I klar til at løbe?” Hun ventede ikke på deres svar af frygt for at lade nervøsiteten taget modet fra hende. “Bombarda,” sagde Imogen og svang staven i en trekant. Bang! Statuens hoved eksploderede. Stumperne fløj i alle retninger.
“Løb!” Imogen vidste ikke, hvem af dem, der sagde det. Måske alle tre, men de løb, hurtigere end Imogen nogensinde havde løbet før.

‣ Klik her for at læse tidligere vindere af ugens lektie

Vinderen af Årets Lektie modtager dette trofæ, som er tegnet af Maison.

Præmier for ugens stjerne:
1. pladsen = 12 points og 50 galleoner
2. pladsen = 8 points og 30 galleoner
3. pladsen = 4 points og 20 galleoner

Præmierne for ugens lektie:
1. pladsen = 12 points og 14 galleoner
2. pladsen = 10 points og 12 galleoner
3. pladsen = 6 points og 8 galleoner

“Af os to, så ville du være mest tilbøjelig til at lave en horcrux”, sagde Roald, efter at han havde hamret sin bog ned i bordet. Han satte sig tungt ned på sin stol og lænede sig mod ryglænet med øjnene lukket, og ansigtet vendt op mod loftet. Han og drengene fra hans sovesal var kommet alt for sent i seng, fordi de var kommet til at snakke om alt mellem himmel og jord den halve nat. Deres største samtaleemne havde været de kommende eksamener, og hvor meget nogle af dem var ved at skide i bukserne over de fag, hvor de ikke havde fulgt så godt med. Hvis bare Roald kunne score et over forventning i Magiens Historie, så ville lykken være gjort, mente han. Og det ville være verdens undergang, hvis han fik under fremragende i flyvning.
“Hvad mener du? Det er dig, der ville give et stykke af din sjæl væk, så du kan blive Hufflepuffs quidditchanfører”, sagde Eulalia med et fnys, så snart hun havde sat sig på stolen overfor. De to elever havde sat sig på biblioteket i håbet om, at de kunne være mest produktive her.
“Årh, mind mig ikke om det! Shamus er en forfærdelig anfører, og helt ærligt så ville alle være en bedre anfører end ham. Selv dig”, brokkede Roald sig for syttende gang den uge, og de var kun nået til tirsdag, “Jeg forstår ikke, at Clarisse valgte ham som sin efterfølger. Han er god til quidditch, ja, men føj, hvor er han forfærdelig til at uddelegere opgaver og melde til træning og forklare taktik og samarbejde og have god holdånd.”
“For det første: Hvad mener du med, at selv jeg ville være en bedre anfører end ham? Av, Pierce. Og for det andet: Så hørte jeg Clarisse sige, dengang hun fik her, til en af sine venner helt tilfældigt på gangene, at den eneste grund til, at hun overhovedet overvejede Shamus, var fordi, at både du og Arlo Teja var for unge til sådan et stort ansvar”, sagde Eulalia, og des mere hun sagde, des mere vågnede Roald op fra sin døs. Han sad nu ret op med store øjne og et kæmpe smil klistret på læberne.
“Sagde hun det?”
“Ja. Og professor Crawford sagde, at hvis vi ikke blev færdige med lektien i dag, skulle den afleveres senest om to dage på hendes kontor, og det gider jeg ikke, så lad os skynde os at blive færdige!”

“Så… horcruxer er meget mørk magi”, konkluderede Roald, da de havde læst teksten i deres fagbog. Eulalia rullede med øjnene. Selvfølgelig kunne hun godt selv komme med den konklusion, men det var meget sjovere at stikke til hende ved at lade som om, at han var dummere, end de begge vidste, at han var.
“Aha ha, hvor er du dygtig”, men alligevel skrev hun det ned. Hendes håndskrift var tredive gange pænere end hans, så hun var blevet sekretæren.
“Hvad skal vi ellers skrive? Altså, der står jo ikke meget”, påpegede Roald og kiggede rundt. De høje reoler der gik fra gulv til loft var stadig lige så imponerende, som første gang han satte sin fod herinde. Han holdt øje med en flyvende bog, der fløj op på en af de øverste hylder og pænt satte sig selv på plads. Fascinerende. Da han kiggede tilbage på Eulalia, mest af alt fordi hun ikke svarede ham, havde hun allerede skrevet flere linjer. Hvilket var meget mere, end han tidligere havde sagt.
“Hvad har du skrevet?”, spurgte han og lænede sig ind over bordet for at se med. Hendes fjerpen strøg hen over papiret i en skriblende vild melodi. Det var en dans, der fik Roald til at blive skeløjet, så meget han holdt øje med fjerpennes spids.
“At man ikke har ret meget tilgængelig viden om emnet, fordi det er så sort magi. Man skal gøre noget så utilgiveligt at slå ihjel for at kunne spalte sin egen sjæl og derefter indsætte det i en genstand”, fortalte Eulalia og stoppede sit skriveri for at se tilfreds på sit arbejde. Roald brød sig ikke meget om, at hun gjorde sådan noget. Altså, bare gik i gang med at skrive og efterlade ham en smule ude af gruppearbejdet. Han vidste godt, at det ikke var med vilje, men han ville rent faktisk gerne lære noget af sine timer. Det var vigtigt for at kunne bestå eksamenerne.
“Okay. Så kan du skrive, at det ikke er særlig udbredt, men at man ved, at en af de mørkeste troldmænd, der nogensinde har eksisterer, forsøgte sig med horcruxer i håbet om at kunne leve længere”, sagde Roald og satte sig tilbage i stolen. Han halvt lå med med armene hen over sin mave. Det var en beroligende position.
“God ide! Jeg skriver også, at det tidligere var uhørt, at man kunne splitte sin sjæl i mere end to dele. Specielt syv dele - og ved et uheld otte - var fuldstændig utænkeligt. Giv mig lige nogle minutter”, med tungespidsen i mundvigen lænede Eulalia sig nedover pergamentet igen, imens Roald lukkede øjnene og lyttede til den skrattende lyd af fjerpen på pergament. Eftersom de kun havde resten af timen, så kunne professor Crawford vel ikke forvente, at se gjorde mere ud af det. Vel?

“Er du vågen?”, Roald svarede Eulalias spørgsmål med en brummen og åbnede sine øjne på klem. Hun sad klar til at pakke sammen.
“Tror du, at vi skal skrive mere?”, spurgte han, inden de kom for godt i gang med at pakke sammen.
“Som hvad?”
“Hvordan man ødelægger en horcrux?”, foreslog han. Eulalia bevægede sig fra side til side, imens hun overvejede hans ord. Han strakte sig i håbet om at kunne vågne en smule mere, så han kunne være med til at skrive deres arbejde færdigt.
“Ved du, hvordan man gør det?”, spurgte Eulalia, “Jeg synes nemlig ikke, at der stod så meget om det i bogen” “Øh… stod der ikke lidt?”, han gik straks i gang med at slå op på siderne i deres bog. Han skimmede teksten, og da han fandt det, læste han op:
“Man kan godt destruere en horcrux, men det er svært dog ikke umuligt. For at destruere en horcrux skal man bruge gift fra en basilisk. Efter Harry James Potter, Hermione Jean Granger og Ronald Billius Weasleys flugt og redning af vores verden som vi kender den, ved vi nu, at horcruxer kan skrige eller bløde ved at blive destrueret og kæmper imod dem, der har tænkt sig at skade dem”.
Med tungen i mundvigen på ny forsøgte Eulalia at få så meget med, som Roald læste op. I mellemtiden så han på, at hun omformulerede deres tekst. Da hun var færdig, kiggede hun tilfreds på deres arbejde igen, inden hun sprang op fra sin stol for at pakke sammen. Roald skyndte sig at gøre hende kunsten efter.
“Og derudfra kan vi konkludere, at Eulalia Mocasa ville være den mest sandsynlige til at lave en horcrux”, sagde han, mens de forlod biblioteket, og piffede drillende til hende med sin albue.
“Og! At mit første offer vil være Roald Pierce, den mest irriterende dreng på hele fjerde årgang”, nåede hun at sige, inden hun med et hvin måtte flygte fra hans kildende fingre.

‣ Klik her for at læse tidligere vindere af ugens lektie

Vinderen af Årets Lektie modtager dette trofæ, som er tegnet af Maison.