ÅR 98

Så er det tid til, at vi skal runde år 101 af og tage godt imod år 102! Tiden flyver og det må man sige, at det synes I også om lektierne, for hele tre af de fem, der skal stemmes om, er fra faget Flyvning!
Tag en kigger på de nominerede finalister herunder og gå ind og stem på den, du synes skal vinde ÅRETS LEKTIE!

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
UGE: 7
FAG: Flyvning

Hvis der var noget, Ever ikke kunne lide, så var det at flyve. Om det var kosten eller selve flyvningen var i og for sig underordnet. Hun syntes faktisk, at koste var nogen lange pinde med børster bagi. Hun foretrak noget mere værdigt. En stjerne i håret, en god bog, måske en kop varm kakao og ikke en dum pind, der gav splinter. Og i dag stod det på dødsfaget: Flyvning.

Alle eleverne omkring summede af iver og latter og professoren stod med et stort smil med de behandskede hænder i hofterne.

“En velholdt kost er en pålidelig kost!” erklærede Professoren som en major på en slagmark. “I dag skal I lære at trimme børsterne og polere skaftet, så de holder længere og derfor ikke får humørsvingninger”.

Ever så ned på den lånte kost fra skolen, der allerede vippede mistænkeligt under hendes blik og hun var ikke et sekund i tvivl om, at den kunne lugte hendes manglende begejstring.

“Så,” mumlede hun og bøjede sig ned for at trimme børsterne med en lille rusten saks. “Hvis vi 2 skal blive nogenlunde gode venner, skal du bare opfører dig ordentligt, så…”.

Kosten gav et bukkespring fra sig og ramte hende klokkerent med skaftet mellem øjnene. Sidst hun havde set efter, havde der hverken været måne eller stjerner dinglende for øjnene af hende.

“Av! Seriøst!? Din… pind med strithår!”. Ever gned sig i mellem øjenbrynene.

Hun prøvede igen. Denne gang greb hun om skaftet og begyndte at gnide et polermiddel på med en klud. Det gik fint i 10 sekunder, indtil pinden med børsterne besluttede at vride sig som en fisk på land.

Ever blev trukket rundt efter den over gulvet og væltede både bøger og quidditchudstyr på gulvet. Hun var sikker på, at hun kunne høre den vandrende pind klukke af grin.

“Slip mig, din ondskabsfulde kæp!”, hvæsede hun vredt.

Professor Aíne hostede (sikkert for at holde et grin tilbage). “Ja, nogle koste kan godt være lidt temperamentsfulde, så husk den på, hvem der bestemmer.”

Ever stirrede ondt på kosten. “Hvis du ikke holder op, saver jeg dig over og laver dig om til pindebrænde”.

Overraskende nok faldt kosten til ro. Måske havde den forstået alvoren i hendes ord, eller også havde den ondt af hende (helt sikkert det sidste). Ever polerede, trimmede og gav den en sidste omgang voks, så skaftet skinnede som nypudsede støvler.

Hun trådte et skridt tilbage, pustede en lok af håret væk fra ansigtet og sagde tørt: “Hvis nogen spørger, så er vi absolut ikke venner”.

Kosten gav et lille ryk, som om den grinede (af hende).

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
UGE: 8
FAG: Flyvning

Og præmien er chokoladefrøer?”.

Ever stirrede skeptisk op på den lange bane foran sig og sukkede lidt for højt.

“Ja, også endda en 3-pak”, sagde den elev fra Gryffindor energisk, som hun skulle flyve imod. Han fik kosten smækket op i hånden med et selvsikkert smil.

Hun fik ondt i maven ved tanken om, at hendes fødder skulle lette fra jorden, men hun vidste, at hun ikke kunne sige nej.

Professor Aíne sendte hende et lille smil og nikkede opmuntrende til kosten ved siden af hende. Ever så ned på den og det tog flere forsøg, før den lystrede hende og hun endelig kunne træde over den. Den føltes ligeså nervøs som hende og begyndte at hoppe i små ryk.

“Husk, hvem I skal race imod. I skal flyve hæderligt og ærligt! I bliver diskvalificeret, hvis jeg ser den mindste hånd forlade kosten! På pladserne, færdige… FLYV!”, lød Professorens stemme og de andre elever farede afsted.

Ever satte forsigtigt fra og hun så jorden under hende forsvinde 1 meter inde ejende, 2 meter under hende, da hendes lånte kost begyndte at dreje rundt og fløjet i en cirkel som en langsomt karussel. Hun prøvede at rette kosten rundt uden held, Gryffindor-eleven kom farende forbi og hujede: “Chokoladefrøer til mig!”.

Besværligt og langsomt nåede hun enden af banen, men kun fordi Professor Aíne elegant var hoppet op på sin egen kost og var fløjet hen til hende og guidet hende igennem turen tilbage. Ever havde klamret sig til det stykke pind, som alle andre kaldte for et vidunderligt transportmiddel.

Da hun endelig kom tilbage, landede hun hårdt på græsset, stadig med kosten imellem benene, og rullede en omgang rundt, så hun lå på ryggen og stirrede op i himlen.

En chokoladefrøer landede på hendes bryst og hun sendte Gryffindor-eleven et lille lettet smil.

“Godt fløjet, Ravenclaw! Du fortjener det”.

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
UGE: 5
FAG: Flyvning

Selvtilliden fejlede intet hos Maxwell, når det kom til flyvningsfaget. Der var ikke den finte eller den teknik, som han ikke havde prøvet før. Dertil havde han også forsøgt sig med en fuld rulning, men han havde aldrig rigtig brudt sig om det og heller ikke rigtig skulle bruge det til så meget. Max ville fremad og han ville have fart på, og så ville han rigtig gerne lave skarpe sving, men alt sammen mens han havde hovedet rettet opad. Da professor Maloney viste dagens opgave, så det legende let ud. Fuld rulning var alt andet, hvis man skulle bruge det som undvigemanøvre. Max skævede til Jack og Seraphina, som var angribere for Gryffindor og derfor havde mere brug for at mestre denne disciplin end Max selv havde. Han skulle ikke så tit undvige, og hvis han skulle, så kunne han gøre det på andre måder. Målmanden og baskerne skulle parere på hver sin måde. Jovist kunne der være situationer, hvor det kunne være absolut nødvendigt at skulle undvige og gerne med fuld rulning, men som regel var det ikke, og det var vigtigt for Max at tænke.

”Det så megasejt ud, synes du ikke?” spurgte Freddie, der også var vild med quidditch men endnu ikke var på Hufflepuffs quidditchhold. Egentlig var han ikke sikker på, at han helt ville, men Max håbede det lidt, selvom han var glad for, at de ikke var konkurrenter.
”Jo”, svarede Max langtrukkent. Helt objektivt så det sejt, men tanken om ikke at kunne udføre finten var ikke så sjov. Slet ikke når så mange af de andre på årgangen havde kendt til Maxwells quidditchfamilie, og endda var det noget, han selv var stolt af og nok skulle fortælle og stolt tale om, hvis nogen italesatte det. Som regel sagde han det ikke selv som det første godt nok, men stadig.
”Kan du finde ud af det?” spurgte Freddie igen til ven.
”Ja da” lød det løgnagtigt og selvsikkert fra Max, der havde held med at skjule sin usikkerhed og nervøsitet. ”Kan du ikke?” spurgte Max retur, mens han inderligt håbede, at Freddie ikke havde prøvet det eller ikke kunne finde ud af det, for så ville han måske være dårligere end Max.
”Jo da, jeg elsker det. Nogle gange hænger jeg under kosten som et dovendyr, fordi det er sjovt at flyve sådan og se verden på den måde” sagde han, og Max var ikke i tvivl om, at Freddie talte sandt. Pis også!
”Ej, men den her gang skal du hele vejen rundt, ellers tror jeg ikke professor Maloney godkender det, tror du?” spurgte Max alligevel for at stikke lidt til vennen.
”Nej nej, men hvis hun ser det, så kan jeg vel få lov til at lege og flyve sådan bagefter, tror du ikke? Vi kan bare være nogen af de første og så selv lave vores egen flyvning”, sagde Freddie energisk og gennemtænkt, mens han utålmodigt afventede Maxwells svar. Svaret kom i form af et nik og fokus vendte sig på friheden i flyvningen bagefter. ”Ja, og så kan vi også flyve hurtigt og bremse hårdt op” svarede han yderligere og lige så energisk. Det var tydeligt, hvad Max fandt mest interessant og sjovest i forbindelse med flyvningen.

Freddie havde ret. Han havde prøvet det før og fuldstændig styr på det. Max kendte også til teknikken bag det, så han kastede sig selvsikkert ud i det, men det faldt ham ikke så naturligt at holde kursen, imens han væltede sig til siden. Farten blev også sænket, da Max skulle forsøge at justere kursen igen og samtid komme op og få styr på, hvad der var op og ned.
Balancen og det faktum at have hovedet nedad var ikke så problematisk for ham, men koordinationen af alle dele var ikke noget, han havde særlig meget erfaring med og derfor så det noget mere kluntet og kikset ud end professorens eksempel. Freddies forsøg var også meget flottere. Nogle af de andre i klassen havde også bedre forsøg i bagagen fra undervisningen end Max endte med at have, hvilket havde fået professor Maloney til at hæve en øjenbryn uden dog at konfrontere Max med det. Tilsyneladende var hun en professor, der kendte til sine elever og kunne derfor fornemme, at det ville slå Max mere ud at blive ydmyget eller rettet på foran alle andre elever, når Max selv forsøgte at lade være med at fokusere på det.
Alligevel fik hun sendt en kommentar efter ham ved timens afslutning. ”Skolens koste har visse fordele. Det er nemmere i lavere fart til en start, selvom du er fartglad.”
Max havde kigget på hende med et irriteret blik, han sagde ikke noget men nikkede kortvarigt et enkelt nik. Måske skulle han udnytte at flyve med Dawn på skolens koste, så han kunne øve sig på den slags, for det gik ikke til hans ry, at han ikke havde flot kontrol over den slags. For de forsøg han havde haft her i timen, var ikke særligt gode, selvom de blev bedre og bedre for hvert forsøg.

”Jeg har ikke prøvet det på den her kost før” forklarede Max overfor vennen, der også havde undret sig over, hvorfor det så så ustabilt ud for Max i forhold til Freddies egne forsøg og hans åbenlyse glæde ved at flyve under kosten som et dovendyr, som han selv sagde.
”Nej og sidste år havde du den ikke engang ved dig” svarede den flinke Hufflepuff ven så støttende og forstående som han kunne, da de var på vej tilbage fra timen. ”Vi kan prøve igen og igen engang efter skole” foreslog Freddie.
”Ja, det vil jeg gerne. Kan vi gøre det allerede i dag, tror du? For jeg skal egentlig flyve sammen med Dawn, fordi hun gerne vil på quidditchholdet også, og hun tror jeg kan lære hende det, men hvis hun nu har set, hvor dårlig det her gik, så gider hun måske ikke?” spurgte og forklarede Max betroende til sin ven. Freddie slog venskabeligt hånden ind mod Maxwells ryg mens han nikkede ivrigt. Armen fortsatte og lagde sig yderligere kammeratligt om skulderen på Max. ”Ja, selvfølgelig, og du må gerne bruge min kost også, hvis du vil prøve den” sagde Freddie. Max smilede og takkede taknemmeligt, hvorefter de vendte stemningen ved at snakke om noget andet og meget sjovere.

---

NAVN: Seraphina
ÅRGANG: 2
UGE: 1
FAG: MDPoP

Sera tripper spændt. De havde lige fået af vide at de skulle ind i et bur fyldt med Fwoopere. Hun elskede fugle og kunne slet ikke vente med at komme ind til de utroligt smukke fugle. Hun havde også fået at vide at der var blevet lagt en besværgelse over fuglene så hun ikke kunne høre deres sang - så hvad kunne gå galt? Hun stod ude foran buret og kiggede på fuglene. Døren til buret blev åbnet, og hun trådte ind. Det var som at være i et lille rum fyldt med regnbuer. Det var så smukt, at hun ønskede at kunne have et af de der kamera-tingester så hun kunne tage et billede. Hun stirrede på fuglene i lidt tid. Hun ville SÅ meget købe en næste gang hun kom til Diagonalstrædet. Men så gik det galt. Hun kunne høre det så tydeligt. Læreren havde glemt at lave en besværgelse over en af de største fugle, som havde en stærk pink farve. Den begyndte at synge. Det lød så forfærdeligt, at lyden slet ikke kunne beskrives. Den var så høj og smertefuld, og lød måske lidt som et bjerg der vælter eller noget endnu være. Det føltes også lidt som om at der være ved at gå ild i hendes hjerne, eller hvis en boremaskine kører på fuld fart ved siden af hende. Det føltes som om hun ikke havde nogle følelser eller ikke kunne tænke noget. Hun lavede et lille hvin, og prøvede at holde sig for ørene for at lukke de forfærdelige lyde ude. Sera så at læreren kom ind i buret og sagde: “åh nej, jeg har glemt en!” Læreren kastede silencio over fuglen og henvendte sig til Sera. Hun havde meget høj tinitus, så hun kunne næsten ikke høre noget. Hun kom på hospitalsfløjen, så hun kunne få hendes tinitus til at forsvinde med nogle eliksirer. Efter hun var blevet kureret, sagde hun: “Måske skal jeg måske ikke have en Fwooper alligevel! Hun grinte.

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
UGE: 2
FAG: Astrologi


Firkløveret bestående af Olivia og Freddie fra Hufflepuff samt Serenity og Maxwell fra Gryffindor var endnu engang parret sammen. Bare fordi Olivia og Freddie kom godt ud af det med hinanden, for det var ikke tilfældet på samme måde med Max og Nettie. De tolererede hinanden og kunne da følges, hvis det var. Som regel fandt de dog sammen med andre på kollegiet. Max vidste ikke helt, hvorfor det var sådan, men hun virkede ofte så sur, og han havde da ellers ikke gjort noget.

Solsystemet bevægede sig roligt i den ene del af tårnet, mens enkelte stjernetegn var afbilledet fra forskellige vinkler afhængig af nord- eller sydkuglen og hvilken tid det var på året. Eleverne kunne således tjekke om det var et reelt stjernebillede, de havde observeret når det var opgaven. Maxwell havde ikke særlig meget styr på stjernetegn eller stjernebilleder. Endda var det så galt, at han aldrig rigtig huskede, hvad han selv var i stjernetegn og det hjalp ikke, at hans far og ham havde samme stjernetegn, fordi de havde fødselsdag samme dag. 21. april og tyr, kunne han derfor spotte i lokalet, inden de fandt et teleskop hver og trådte ud på den balkonlignende afsats, hvorfra det var nemmest at se noget.

Højden og dermed afstanden til jorden var ikke noget, Max havde et problem med. Det virkede nærmest frit heroppe og det kriblede i hænderne på ham for at snige sin kost med op i tårnet og kaste sig ud i en flyvetur, der startede fra det højeste tårn. Udsigten derfra kunne man ikke klage over, tænkte han.
Stjernerne var også flotte, selvom Max ikke forstod sig på betydningen af dem. Ej heller efter mere end et år på Hogwarts med astrologi på skemaet.

Alligevel tænkte han på sin mor, da han blev afbrudt i tankerne. ”Dagdrømmer du?” spurgte Olivia. Max leverede først et skyldigt blik, men rystede dermed på hovedet. ”Det er nærmest nat, så det kan man vel ikke sige” svarede han og skyndte sig at vende samtalen til noget andet.
”Har du fundet noget spændende?” spurgte Max.
Olivia rystede på hovedet.
”Det er mærkeligt, at der er så mange stjerner og vi bare er en del af dem i hele universet, synes du ikke?” spurgte Olivia, der i det samme fik selskab af Serenity i deres firmandsklynge. Freddie så ud til at være faldet i søvn med øjet presset mod teleskopet og den anden ende mod rækværket. Maxwell så fra den sovende ven til Olivia og forbi Serenity, det var svært at tage øjnene fra igen, da han alligevel fik tvunget øjnene på stjernehimlen. Nikket virkede lidt fraværende, for spørgsmålet var så stort og uoverskueligt, at han ikke rigtig kunne forestille sig hvordan svaret ville være til det. Jo, det var mærkeligt at forestille sig, men han var sikker på, at hans hjerne ville eksplodere, hvis han tænkte over, hvor stort universet var.

”Jeg så et stjerneskud!” udbrød Freddie. De andre lo af ham. ”Nej, du blinkede bare, da dit hoved faldt ned fra teleskopet” bemærkede Serenity, hvilket fik Olivia og Max til at grine lidt mere. Igen endte Maxwells øjne mod Serenity, og endnu engang var det så svært at tage øjnene fra hende. Det var som om, hendes blå øjne lyste om kap med stjernerne og samtid var det ikke til at sige om håret eller stjernerne skinnede mest. Måske funklede øjnene som om, det blev passet på af utallige ildfluer.
Derfor skulle han lade være med at kigge på hende! Det var ikke første gang det var sket, og Max kunne ikke finde ud af, hvorfor det var sådan med hende og ikke med nogle andre piger, men det her havde været et problem siden de startede på Hogwarts, men problemet blev mere tiltagende.

”Vidste I godt, at nogle planeter har mange flere end en måne?” spurgte Olivia og underligt nok lød et ”Ja, én i vores solsystem har vist 64” fra Freddie, der åbenbart ikke sov mere.
Udvekslingen var godt, for det fik Max til at se væk fra Serenity. Hvor var det også bare efterhånden pinligt, for hun måtte da også fornemme, at han stirrede mere og mere. Endnu var det ikke noget, Max havde bemærket at andre drenge især også gjorde, men det gjorde de.
Han turde ikke sige til dem, at han havde brugt en god del af deres første årgang på at se efter månen fra Gryffindortårnet, når han havde haft hjemve i starten. Hans mor havde altid sagt, at månen var den samme uanset hvor man var henne, så når han som helt lille havde savnet sin mor, når han var hos sin far eller omvendt, så kunne han se på månen, for det var den samme måde hun så ville se på og derfor ville de være forbundet. I stedet gik de i gang med at se efter om der var stjerneskud mens en løs snak om liv andre steder i universet blev halvhjertet diskuteret. Hvis der var, så måtte det være magikere, mente Max godt nok, for hans eget sind kunne ikke kapere for meget andet med ting at tage højde for, eller sandsynligheden eller andet.

---

STEM HER: KLIK HER
I har indtil d. 28/9 kl. 20 - spred budskabet til dem du kender på siden, så alle får muligheden for at stemme! :D