NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Mugglerstudier

Tøjstil i Evers hjemby: Lysets Rand.

Evers klan bære deres historie, som en elev på Hogwarts bære sin kappe. Tæt og med ære og fuld af gamle fortællinger og myter.

Deres tøjstil er ikke kun vævet af tråde, men også af tryllestav og ældgammel magi, der er inspireret af deres nordiske forfædre med et strejf af stjernedrys, der er klanens kendetegn, som afspejler den glitrende stjernehimmel og deres deres hjem. Denne stjernedrys er ikke blot pynt, men er en arv. Hvert et barn i klanen får sit 1. stjernedrys ved deres navngivning og bære det gennem hele deres liv. Ved deres død bliver det løftet mod himlen og bliver en del af nattens evige stjernehimmel.

Deres dagligdagstøj er praktisk og slidstærkt, som stadigvæk bære de diskrete tegn på deres arv i stjernerne. Tøjet er syet af uld, hør og skind og vævet tæt, for at give det styrke.

En lange kappe er tung og oftest foret med pels og er uundværlig i de kolde måneder. På ryggen af kappen er der broderet runer på det gamle sprog og stjernerne er kortlagt.
Deres tunikaer til de varmere måneder er enkle og holdes i jordens mest dominerende farver med broderier i sølvtråd langs kanterne, som fanger solens stråler og skæret fra stjernerne og månen.

Klanens overhoveder bære lange og svævende kapper, som er syet af det mest mørkeblå uld og stjerneskinnende silke og som er vævet af Natten selv. Hver af deres kapper er født med en særlig fortryllelse, som kun den som bære den, kender til. Når månen står fuld og stjernerne stiller sig på række, træder sølvtråde på ryggen frem og afsløre et kompas frem, som viser vejen til deres sjæl blandt stjernerne.

Ved højtider bære alle i klanen enten hvide, mørkeblå eller klæder i sølv med flagrende ærmer og bånd, som fanges i vinden. De er vævet i frossen månesilke, som både er sjældent og kostbart og som fanger månens stråler og sol får mønstrene til at ligne stjerneskud under deres dansen.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: FMMK

Aftensolen kastede Sine sidste stråler gennem de høje vinduer i Ravenclaws opholdsstue, hvor bøger flød over alle borde.

Ever sad i en lænestol med en bog i skødet, mens Lilly lå på maven foran pejsen og stirrede ind i flammerne.

“Du læser den igen?” spurgte Lilly og nikkede mod bogen i hendes skød.

Ever løftede spørgende øjenbrynene og lukkede bogen og lod hurtigt hånden glide over titlen: “Mørkets Magi”.

“Ja. Professoren i FMMK nævnte den, og det gjorde mig nysgerrig, hvad ondskab egentlig er”.

Lilly rullede om på ryggen og stirrede op i loftet.
“Det er da nemt. Voldemort var ond. Bellatrix var ond. Folk, der nyder at gøre andre fortræd, er onde”.

“Men er det virkelig så simpelt?” spurgte Ever. “Er det ondskab, hvis nogen tror, de gør det rigtige? Er det stadig ondskab, hvis intentionen er god, selvom handlingerne er onde?”.

Lilly var længe tavs.

“Min far siger, at ondskab er, når man ved, noget er forkert, men gør det alligevel,” sagde hun til sidst. “At vælge og ikke vælge medfølelse.”

Ever lukkede bogen. “Men hvad med dem, der bare følger ordrer? Er de onde?”

Lilly satte sig op. “Det er det farlige, er det ikke? At stoppe med at tænke”.

Der blev stille i rummet, indtil Ever smilede og sagde: “Måske er ondskab noget, vi alle skal være påpasselige med. Noget, vi skal vælge ikke at blive en del af.”

Lilly nikkede alvorligt. “Ja. Ligesom vi vælger at være gode”.

“Lige præcis”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Forvandling

“Så,” sagde Ever og satte sig op med rynkede bryn, “Omvendt forvandling. Det vil sige at fortryllelsen trækkes tilbage, ik?”

“Præcis,” sagde Lilly, som sad bøjet over sine noter på biblioteket. “At vende noget, der er blevet forvandlet, tilbage til det, det oprindeligt var. Et eksempel kan være, at nogen har forvandlet en stol til en kat, så bruger man den omvendte forvandling for at gøre katten til en stol igen”.

Ever fnes. “Stakkels kat”.

Lilly smilede skævt. “Nu var katten jo ikke en rigtig kat, men bare en midlertidig ting”.

“Det er stadigvæk synd for katten”. Lilly sukkede en smule opgivende. “Men hvorfor er det så vigtigt? Hvad hvis jeg vælger at forvandle en kedelig stol om til en flot stol? Hvad sker der så? Hvad sker der, hvis jeg gerne vil beholde den flotte stol?”.

Lilly lænede sig frem med en smule alvor i hendes blik. “Tænk på magiske ulykker eller forbandelser. Hvad hvis noget eller nogen bliver forvandlet mod deres vilje og bliver glemt? Eller hvad hvis en elev kommer til at forvandle sin ugle til en lampe ved et uheld? Så er omvendt forvandling den eneste måde at få uglen tilbage på”.

Ever nikkede, mens Lilly fortsatte: “Kan du huske sidste måned?,” spurgte hun stille. “Da Poppy fra Hufflepuff troede, hendes kæleugle var blevet væk?”.

Ever rynkede uforstående panden. “Ja. Vi ledte efter den over alt”.

“En elev fra Slytherin syntes, at det ville være sjovt at gøre sin oppustelige pude usynlig og ramte hendes ugle i stedet”.

“Nej!”.

“Joh! Uglen blev til en mellemting af en pude og en fjerdims”. Det sidste ord sagde hun med et spidst udtryk. “Professoren lavede heldigvis en omvendt forvandling og uglen har det heldigvis godt. Den var lidt forvirret og rystede, men den er okay. Dog har den været lidt for stille siden”.

“Så måske handler det ikke bare om at fortryde sin tryllefejl, men det handler om respekt for det originalen?”.

“Ja! Og at kunne gøre det godt igen,” tilføjede Lilly.

De udvekslede et blik og Ever rakte ud og vendte siden i sin bog.

“Kom, lad os øve os i at lave en fjerpen til en blomst og tilbage igen.”

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser

Det var langt over sengetid, da Ever listede ned af gangen med den nye tryllestav i hånden og med et hamrende hjerte. Hun havde hørt et rygte fra Peeves, også selvom han sjældent talte sandt), blev hun nødt til at undersøge det nærmere.

“Skyggenes Korridor er vågen igen,” havde han hvisket og svævet baglæns op gennem loftet, mens Evers blik længe havde hængt på det sted, hvor han var forsvundet.

Ever vidste ikke, hvad det betød, men hun vidste, hvor korridoren lå, som var en gammel mørk stengang under biblioteket, hvor lyset altid forsvandt, når eleverne nærmede sig.

Hun nåede den tunge trædør og tog en dyb indånding, da den åbnede sig med et langt knirk. Bag døren var der intet lys. Kun sort og dybt ingenting.

Ever løftede sin stav og sagde klart: “Lumos.”

Flammen sprang frem på stavens spids, og korridoren blev oplyst i et svagt skær. Den rå sten under hendes fødder var glatte, og hun blev nødt til at støtte sig til væggene, som var dækket af mos og edderkoppespind.

Hun bevægede sig langsomt fremad, mens hendes lys fra tryllestav skar gennem mørket. Pludselig frøs hun.

Der var fodtrin og der var bestemt ikke hendes egne.

Hun snurrede rundt, men så sin egen skygge, strukket langt ud over væggen.

“Det var bare mine tanker, som spiller er puds”. en illusion,” hviskede hun for sig selv for at berolige hendes hamrende hjerte. “Eller en af Peeves dårligere vittigheder”.

Men så forsvandt lyset.

Ever hævede staven højere. “Lumos Maxima!”. Hendes stemme var fast og overraskende kraftig. Selv hendes far ville være stolt.

Et kraftigere lys bredte sig ud fra stavens spids, og for en kort stund kunne hun se hele korridoren og en skikkelse, der hurtigt forsvandt ind gennem en åbning i væggen.

Hun stivnede med tryllestavene i den fremstrakte arm.

“Ikke i dag,” hviskede hun, og med en beslutsom bevægelse sænkede hun staven.

“Nox”.

Lyset forsvandt, og hun blev ét med mørket. Hun stod helt stille og lod øjnene vænne sig til mørket, til hun kunne ane en svag glød fra den åbne sprække, hvor skikkelsen var forsvundet.

“Nope!”, hviskede hun lavt og vendte sig om og ilede mod udgangen. “Jeg er ikke så modig som en fra Gryffindor”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Botanik

Det var mandag og var én af de der dage, hvor drivhuset duftede som en blanding af våd mos, citronskal og noget, der lugtede lidt for meget af gamle sokker. En elev fra Slytherin havde helt sikkert været på spil.

Ever trak vejret gennem munden og kiggede ned i en urtepotte af keramik med en opgivende suk. Botanik var ikke hendes stærkeste fag og hun gruede for hver enkelt lektion.

“Så det er en Puffapod?” mumlede hun og skævede ned i hendes hånd, hvor der lå et lyserødt frø, som lignede en tyggegummikugle med en tydelig identitetskrise.

Ifølge Professoren skulle det blomstre “øjeblikkeligt og yndefuldt”, hvis det blev berørt med den blideste berøring. Hvis man nøs på det, ville det eksplodere.

Ever så mod Puffapod blomsterne, som stod for enden af de store drivhus. Grønne blade med lyserøde og lilla blomster.

“Og husk! Ingen nysen! Ingen pusten! Og ingen tryllestave i nærheden af næsen!”, lød det højlydt fra Professoren, som netop rev en tryllestav ud af en lidt for modig elev fra Gryffindor. Hun slog ham let i baghovedet med sin egen tryllestav, så den kort gav nogen gnistre fra sig. “10 point fra Gryffindor!”. Flere elever ved hans bord jamrede højtlydt.

“Men ingen af os er en trold, som ellers er dem, der er allergiske, når de blomstre ”, gav eleven igen. Hans buskede øjenbryn stod overraskende skarpe til resten af hans udseende, som ellers var kantet og hårdt.

“5 point til Gryffindor for faktisk at lytte efter , David”. Eleverne hujede og David lavede et sejrshyl med en arm i vejret. “10 point fra Gryffindor”.

David og hans medstuderende vendte sig brat om mod Professoren.

“Ej, come on!”.

Professoren vendte sig om mod klassen og slog med hånden mod sin modsatte hånd, som holdte om hende lange lige tryllestav.

“Er der nogen her, som kan forklare mig, hvorfor en tryllestav i nærheden af en Puffapod er en dårlig ide?”.

Lillys hånd skød i vejret ved siden af mig og Professoren nikkede mod hende.

“Fordi, en Puffapod kan eksplodere ved brug af Flipendo”.

Professoren nikkede et enkelt nik og med et overraskende tilfredsstillende blik i de smukke øjne.

“10 point til Ravenclaw”. Professoren nikkede igen anerkendende mod Lilly, som ikke kunne holde et lykkelig lille smil tilbage.

“Hvad mener du med, at de kan eksplodere?”, hviskede Ever til Lilly. Hendes hånd med frøet rystede nu blidt. “Du mener vel ikke sådan eksplodere eksplodere?”. Lilly gav hende et lille ryk med den ene skulder og et undskyldende smil.

Ever nikkede tappert tilbage og lavede en lille hul i jorden med sin finger, som måske var lidt for dybt og lidt for skævt, men hun havde uden tvivl gode intentioner. Hun holdt frøet op foran sig, da et højt nys lød ved siden af hende.

BUM!!

Frøet eksploderede i en sky af glitrende blomsterstøv, der dækkede Ever, potten, bordet og den stakkels Hufflepuff ved nabobordet. Ever kunne ikke se sine egne sko. Eller sin hånd. Var det en blomst, der sad fast i hendes hår?

Professoren løb over Ever med et rasende udtryk.

“Selvom det er det mest storslåede Puffapod-udbrud, jeg har set siden ’87, David, så vil jeg frabede mig telefoner under alle timerne og især videoer med trolde, som nyser!”, sagde hun vredt.

“Jeg undersøgte bare en teori Professor!”.

“40 point fra Gryffindor!”.

“Ej, come on!”.

Flere elever jamrede.

Ever kiggede rundt, da hele klassen stirrede. En dreng fra Ravenclaw klappede. En pige fra Gryffindor fniste, og selv den mest mugne Slytherin og Lilly så lidt imponeret ud.

“Ja ja,” sagde Ever, mens hun børstede blomsterstøv af ørerne. “Jeg går åbenbart all in”, inden hun dejsede om af svimmelhed.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Eliksir

Det var allerede fugtigt og halvmørkt mandag eftermiddag pga. det grå vejr. Ever havde allerede fået tre edderkoppespind i håret, hvor hendes ninja-skills tydeligvis ikke havde virket. Hun havde været ved at snuble over noget, der enten var en gren eller en meget langsom knæler og en Puffapod-blomst var groet frem på den venstre side af hende kappe, efter at have overset det ene frø fra botanik-timen.

Hun kiggede i Planteleksikonet.

“Stormhat vokser i skygge, elsker fugt og hader højlydt brok”, læste hun op fra bogen og lukkede den besværligt sammen pga. vægten og kom den under armen med lydløs brok.

Efter en halv time så hun den. En klynge lilla, klokkeformede blomster. De stod i en cirkel, som om de holdte et møde, hvor kun de var inviteret.
De var smukke, men suspekte.

Hun satte den medbragte kurv fra sig og fandt handskerne frem, som lå deri og tog dem op og derefter beskyttelses-forklædet på og lavede en stram knude foran, da hun havde viklet bæltet om hofterne. Hun åbnede den store læderindbunde bog igen og slog op på siden, hvor hun havde sat bogmærket og læste:

“Stormhat. En plante som kan slå én ihjel, hvis man lugter for dybt til den”.

Hun trådte hen mod bunken af de smukke blomster og satte sig på hug foran dem, da den nærmest hende bevægede sig og de andre omkring den begyndte at knurre.

Ever stivnede. Nogen af deres af blade snoede sig truende i hendes retning som en finger.

Hun gik flere skridt væk og læste igen i bogen.

“Stormhat er ekstremt følsom. Den reagerer med mildt forsvar eller voldsom vrede, afhængig af din energi”.

Ever trak vejret dybt. Rolig energi. Ikke panik. Ikke teenage-kamp-flugt-nervøs latter.

“Hej,” sagde hun venligt til blomsten. “Du er meget flot. Virkelig. Og jeg skal bare låne et par af dine blomster. Til videnskab”.

Hun nikkede mod kurven, smilede og rakte langsomt hånden frem. Ingen pludselige bevægelser.

Stormhattene dirrede, som om de overvejede at slå hende bevidstløs med et blad, men så slappede denne pludselig af og bøjede sig blidt ned, som en form for accept.

“Tak stormhat”, sagde Ever med et lille smil og med rystende hænder plukkede hun 3 blomster og lagde dem i kurven. Så bakkede hun væk med et lille buk.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Magiens historie

Det var mandag morgen på Hogwarts og vejret var gråt og kedeligt, da Ever som ny elev havde forvildet sig ind i en af de ældre korridorer i den vestlige fløj af slottet. En del af skolen, der sjældent blev brugt med undtagen af nysgerrige elever og med elever som havde en hang til det mørke og spøgelser med sans for drama.

Væggene var dækket af støvede malerier, nogle så falmede at det var svært at se, hvad de forestillede. Men der var ét billede, som skilte sig ud. Det var af en ældre heks med knaldrød hat og glimt i øjet. Maleriet bevægede sig ikke (endnu), men Ever følte sig underligt tiltrukket af det.

Hun trådte nærmere.

“Så du er endelig kommet,” sagde maleriet pludselig med en stemme, der lød som blødt fløjl.

Ever sprang forskrækket tilbage. “H-hvad?! Du taler?”. Ever gav sig selv en dumflad og rystede opgivende på hovedet. Selvfølgelig talte maleriet.

“Selvfølgelig gør jeg da det! Jeg er Professor Vienna Væverskjold og jeg er tidligere underviser i Glemte Fortryllelser. Du må være Ever.”

“H-hvordan ved du, hvem jeg er?”.

Hun himlede kort med øjnene og brystet løftede sig kort, mens hun sukkede højt.

“Malervæggene taler sammen. Vi hører ting. Og du, kære Ever, er ikke nogen almindelig elev. Du stiller spørgsmål, andre ikke tør tænke. Det gør dig farlig. Og værdifuld.”

Ever hævede øjenbrynene skeptisk. “Hvad mener du med 'farlig'?”

Vienna smilede hemmelighedsfuldt.

“Der er døre på Hogwarts, som kun åbner sig for dem rent blod og med nysgerrighed i hjertet. Så hvis du følger dine instinkter og lytter til dem, vil du finde én af dem.”

Ever trådte helt hen til rammen. “Og hvis jeg ikke gør det?”

“Så bliver du som de andre. Fornuftige. Forsigtige. Kedelige”. Hun skar en grimasse af det sidste ord.

Ever blev stille. Hun vidste ikke, om hun følte sig inspireret eller utilpas.

“Okay, Professor Væverskjold. Hvad vil du have mig til at gøre?”

Hun nikkede tilfreds. “Der er en sprække bag rustningen tre korridorer nede”. Hun slog kort med hagen. “Den skjuler noget glemt og dystert. Kig efter en flise med runen. Men vær forsigtig, da det ikke alle hemmeligheder, som ønsker at blive fundet.”

Og med et blink var maleriet pludselig tomt og Vienna var væk.

Ever stirrede på det tomme lærred et øjeblik, mens hendes hjerte bankede hårdt.

“Ikke i 100 år om jeg vil søge efter noget dystert” mumlede hun og vendte sig for at finde vej mod sin næste time.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Flyvning

Der var én ting, Ever var helt sikker på, da hun trådte ud på flyvebanen for 2. gang i dette skoleår: Hun hørte ikke til der.

Jord under fødderne var fint. Jord i potter var også fint. Jord i ansigtet var hun faktisk også vant til efter hendes fiasko med Puffapod under sidste lektion i Botanik. Men jord under sig? Nej tak!

Professoren stod med hænderne i siden og med et skarpt blik.

“I dag skal vi øve sving, temposkift og hård opbremsning! Og ja, det skal gøres i luften. Ikke i jeres hoveder”.

Ever så ned på kosten foran sig. Den lignede en helt almindelig kost (hvis man da kunne kalde noget almindeligt, der kunne løfte én ti meter op i luften og potentielt kaste én af, hvis man sagde noget forkert til den). Fuck.mit.liv!

“Op!” sagde hun, tøvende. Kosten lå helt stille. Det var ellers gået godt i forrige uge. “Op?” prøvede hun igen, som om høflighed måske gjorde en forskel.

Kosten vred sig, som om den overvejede at kravle væk fra hende. En elev fra Slytherin ved siden af hende fik sin kost til at springe op i hånden på første forsøg. Ever stirrede og eleven sendte hende en nedladende stirren tilbage.

Efter flere forsøg fik hun den i hånden, selvom det nærmest havde føltes som tvang.

“Sving op!” råbte Professoren. “I luften med jer!”.

Ever tog en dyb indånding, sparkede fra og hun fortrød det med det samme. Luften susede forbi hendes ører, og hendes øjne løb i vand. Kosten rystede under hende som en nervøs ged, mens hun klamrede sig til den.

“Sving til venstre!” råbte Professoren.

Ever prøvede. Kosten svingede. Hun hang nu sidelæns, med håret blafrende som en vild heks på afveje. Desperat prøvede hun at få ordentlig fat om skaftet igen.

“DU KAN GODT!” lød det et sted fra jorden. Lilly. Det var Lilly, som heppede på hende.

Ever rystede opgivende på hovedet og fik med besvær sat sig rigtigt igen. Hun fik rettet kosten op og svajede lidt, men i det mindste styrede hun kosten og ikke omvendt.

“Skift tempo!” råbte Professoren.

Hun lænede sig forsigtigt frem. Stille og roligt. Bare lidt fremad. Kosten reagerede på et splitsekund og hun fløj afsted i høj fart. Hendes øjne løb i vand og hendes hår baskede om hendes ansigt.

Eleverne under hende blev til mindre prikker og luften blev hurtigt koldere. Hun skreg (måske lidt for dramatisk), men for en kort stund skar panikken gennem hende.

“OG SÅ OPBREMSNING!” råbte Professoren.

Ever trak i kosten. Intet skete. Hun trak hårdere. Kosten hylede nærmest og stoppede så brat, som om den var flov over sin egen frie vilje. Hun blev nærmest kastet frem i det lille sæde og blev på mirakuløs vis siddende.

Da hun landede, nærmest faldt hun af kosten og kastede op på en meget uheldig tot græs. Lilly stod hurtigt ved hende.

“Jeg troede, jeg skulle dø”, sagde Ever forpustet.

“Det troede vi også,” sagde en elev fra Hufflepuff med respekt i stemmen. “Men du døde med stil.”

Ever smilede. Lidt svimmel. Lidt stolt.

Flyvning blev aldrig hendes stærkeste side.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: MDPoP

Ever 4 år.
Sne lagde sig som blødt fløjl over byen, Lysets Rand, som summede af forventning og varme.
Det var december, og hele byen var pyntet til randen med gran, guld og glimtende fortryllelser. I de høje juletræer, som pyntede smukt i hvert et hjem og hvert et hjørne af byen, dansede små julekugler mellem grenene og kastede glitrende stjernestøv ned over de forbipasserende og dyr.

Ever sad på sin fars arm, helt stille, med næsen løftet. Hendes øjne glitrede næsten lige så meget som de levnende lys.

“De gyldne kugler lyser igen. Som stjerneminder i granens favn” udbrød hun på det gamle sprog, som om det var første gang, hun så dem. “Se faren min. Se!”. Hendes far hankede hende mere op, så hun kunne se de glintrende lys på det store juletræ i pejsestuen.

“Dette…”, sagde hendes far på det samme gamle sprog og pegede på det glintrende lys og fulgte dets bevægelser med pegefingeren. “… er ikke pynt af glas, men er feer i dans, lyslevende væsner i vinternattens favn”.

Evers øjne blev store af Iver og overraskelse.

“Taler du fra Sjælens dyb?”.

“Så sandt, som stjernerne står”. Han rakte en stærk hånd frem og lod de lysende små feer glide mellem hans fingre. “Som stjernelys i vinterens favn - er de julens sjæl”.

“De er ikke af denne verden, men af magiens egen hånd?”. Hendes far nikkede.

Evers ellers så smilende ansigt falmede langsomt og hendes fars knoer gled forsigtigt over hendes ene kind.

“Datter af mit hjerte. Hvad har stilnet glæden i dit blik, nu hvor vinterens hjerte brænder klarest?”.

Stjernestøvet der lå over deres hud som deres klans kendetegn, var skallet af flere steder på hendes arme og ben og kinder, efter hun tidligere havde leget i sneen med sin tvillingebror. Hun kradsede i noget af støvet på hendes håndryg.

“Noget i mig hvisker, at det er forkert at kalde dem pynt, når de føles som levende stjernedrømme”.

Hendes fars store hånd lagde sig over hendes lille hånd og stoppede hendes bevægelse. Deres blik mødtes.

“Men just dette er deres fryd”, sagde hendes far med et smil. “Feer næres af lys, lever i toner, og danser i glædens ring. Skønhed er deres hjem, og fest deres ånde. Når mørket lægger sig om verden som en kåbe, føler feerne sig æret, når de kaldes frem for at sprede lys, varme og fryd i menneskers hjerter”.

“Så det er ikke tvang, men deres vilje, at de lader sig bære som stjernedrys blandt gran? De selv søger grenens ro for at lyse?”.

“Som vinden følger skoven, ja”. Ever smilede, som om hun kendte en hemmelighed, ingen andre gjorde. “De vælger det ikke blot, men de længes efter det. Som stjernestøv i flok søgte de træernes grene, da den første gran blev pyntet.
For dem er det en fest, en højtid. At skinne, at danse, at lyse midt i vinternattens favn. Det er deres gave til verden”.

Ever pegede op på en gruppe feer, der dansede ned langs en grangren, mens de dryssede små gnister bag sig. Hendes far fulgte hendes blik og den ene fe blinkede til dem, og Ever vinkede genert tilbage.

“Det som om himlens stjerneskud har fundet hvile i grenens skød”, sagde hun hviskende og forsigtigt rakte hun en hånd frem og feerne dansede fra grenen og ud i hendes håndflade.

“Du er det stjerneskud, mit hjerte bad om i stilhed”, sagde hendes far og deres blikke mødtes. “Må stjernelys og granens duft velsigne dine dage, Datter af mit hjerte”.

“Må stjernelys og granens duft velsigne dine dage”.

---

NAVN: Serenity
ÅRGANG: 2
FAG: Besværgelser

"Senny!" hvinede Nettie så snart hun kom ind på sovesalen. Hendes kuffert stod vidt åben og alle hendes kjoler, nederdele, strømer, undertøj lå spredt ud over gulvet. Senny, den hvide ragdoll kat, stak poterne op over kuffertens kant og så på hende med øjne, der næsten kun var pupil. "Øv hvor er du dum, kat." mukkede Nettie og bukkede sig for at samle sine ting op, men ændrede mening. Hvad var pointen i at være heks, hvis man ikke kunne bruge magi? Hun fandt sin tryllestav frem fra skoletasken og spidsede læberne et øjeblik mens hun tænkte tilbage på hvad de havde lært i besværgelser. "Ah ja." Hun pegede tryllestaven mod kufferten. "Plico ordino." Et kort sartlilla glimt lyste og så fik tøjet ellers fart på. Senny sprang hvæsende ud af kufferten og hoppede op på Netties seng, hvor hun tronede og så fornærmet ud, mens kufferten blev, næsten, helt nydeligt pakket. "Du var selv ude om det." informerede hun selvtilfredst katten. Kufferten så næsten ud som nypakket nu, omend tøjet ikke var helt pakket perfekt. Men ikke dårligt for et første rigtigt forsøg. Et job mindre hendes far behøvede, at ordne for hende når hun næste gang skulle mod skolen.

---

NAVN: Serenity
ÅRGANG: 2
FAG: Astrologi

Nettie satte sig på en bred vindueskarm i den store fælleskorridor mellem etagerne, hvor hun og Olivia plejede at mødes, når de savnede hinanden, halvvejs mellem Gryffindors tårn og Hufflepuffs kælder. En håndbroderet pude lå allerede der. Olivia måtte have været forbi først. Hun var kommet tilbage til skolen en dag efter Olivia, hvis forældre havde skulle begynde arbejde tidligt, og havde sendt datteren tidligt afsted. Nettie trak benene op under sig og nussede Senny, hendes hvide ragdoll kat, der strakte sig dovent i hendes skød. Hun lagde mærke til, at hendes fingre stadig duftede af den hybensæbe, hendes far brugte derhjemme. Det følte hende med en bittersød fornemmelse. Et par øjeblikke senere kom Olivia til syne, hendes skrigpink hår gemt under en gul strikhue, der måtte være mindst et par numre for stor og derfor nægtede at blive siddende ordenligt på hovedet.

"Du ser ud som om du tænker dybe tanker," sagde Olivia og dumpede ned ved siden af hende og rakte en pose karameller frem. Nettie rystede lidt på hovedet så håret dansede. "Det gør jeg måske også," svarede Nettie stille. Hun så ud over skolens snepletterede tage og sukkede. "Jeg tænkte bare… hvad er hjem egentlig?" Olivia kiggede på hende med et halvt smil og hev sin hue af, så hendes krøller sprang fri. "Wow. Vi går lige fra juleferie og direkte i livets store spørgsmål?" Olivia stak en karamel i munden og kløede Senny bag øret som den elskede. "Jeg mener det," insisterede Nettie, blikket stadig langt væk. "Min far og jeg har jo aldrig boet ét sted. Faustian flytter sig hele tiden. Jeg ved ikke, om det sted i Alperne vi brugte til jul, var mere hjem end Hogwarts er." Olivia nikkede langsomt mens hun tyggede karamellen med små smaskelyde som Nettie trak på næsen af. "Jeg forstår det godt. Jeg bor jo samme sted hvert år, og det bør føles som hjem, men... det føles ikke helt sådan mere. Ikke siden jeg kom hertil. Hogwarts er larmende og underligt og fyldt med mennesker, der taler i munden på hinanden, men... det er som om mit hjerte genkender det." Nettie så overrasket på veninden et øjeblik og smilede så, lidt genert og varmt alligevel. "Mit hjerte genkender dig." Olivia tog hendes hånd og de gav hinanden et klem imens de sad lidt i stilhed ud over Senny's bløde spinden. "Tror du, hjem kan være en person?" spurgte Nettie til sidst. "Ja," sagde Olivia uden tøven. "Og nogle gange en kat. Eller en pude. Eller duften af varm mælk med honning." Nettie tænder løb i vand ved tanken om honningsødet mælk. "Og måske et vindue, hvor man altid kan finde sin ven." foreslog hun med tanke på 'deres' sted. Olivia nikkede, alvorlig nu. "Måske er hjem ikke et sted, men noget der føles trygt. Som her. Med dig." De lod ordene hænge i luften, mens snefnug begyndte at dale udenfor. Senny strakte sig, og Hogwarts’ klokker begyndte at ringe langt oppe fra tårnene. "Man har da heller ikke et øjebliks fred," smilede Nettie og løftede Senny ned fra skødet så de kunne gå til time. "Nej, men til gengæld har vi godt selskab." Grinede Olivia og stak armen ind under Nettie's.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Astrologi

Ugehoroskop i Evers klan: Lysets Rand.

Ugehoroskop for Stjerneslægten: Uge 32 i måneåret 975.

“Når stjernerne drømmer dybt og vinden bærer navnene på dem, vi har glemt, må vi lytte”.
- Elina Stjernesyn

Stjernebillede for Ildspiren:
Ildspiren rejser sig mod nordøst, som er et tegn på din indre kraft. At det valg du fortager dig, skal tages med omhu. Du skal lytte efter din inderste stemme, når din længsel efter det ukendte melder sig på banen, for selvom du er modig, skal din indre glød ikke slukkes af skuffelse.

Tirsdag: Gå alene før solopgang og lyt efter. Ikke til fuglenes kvidren, men til det, de tier om. Du vil her mærke, hvem som savner din stemme.

Midtuge: Et gammelt ønske kan vågne igen for at se månen lys, men mærk efter, om det stadig er dit. For ikke alle stjerneskud fører samme vej hjem.

Fredag: Hvis du vover at tale din sandhed højt, vil stjernedrysset omkring dig glimte stærkere.

Lørdag: Dyrk stilheden og drik måneblomst-te før søvn, og skriv gerne, hvad du drømmer. Natten vil sende dig en besked, hvis du tør modtage den.

---

NAVN: Serenity
ÅRGANG: 2
FAG: Botanik

"Så det jeg hører dig sige er, at vi skal beskære dén der?" Nettie så dybt skeptisk på Freddie, den Hufflepuff elev som ofte hang ud med Maxwell, hvem der kunne forstå han gad. Freddie nikkede og så opmærksom på den gældgødende busk. "Den der plante med et gebis, som en løve ville misunde. Den skal vi fodre for at kunne beskære den? Sig mig er alle voksne på den her skole sindssyge? Eller er de bare ligeglade med om vi mister en finger eller to i undervisningen?" brokkede hun sig fortsat, selv om hun i processen tog sine drageskindshansker på. Hendes fingre skulle ikke nogen steder, ellers tak. Freddie smilede lidt og hun var ikke helt sikker på om der var af hende eller over det hun havde sagt. "Det er nok ikke så slemt. Hvis du gerne vil have det skal jeg nok fodre den, så kan du beskære," tilbød han, meget gentleman agtigt, det kunne hun ret godt lide. "Vil du virkelig, Freddie?" spurgte hun sødt og kastede lidt ned håret, Freddie så lidt fortabt ud ved dette og nikkede langsomt. "Du er min helt, er du." næsten nynnede hun og skubbede spanden med stykker af gris i varierende størrelser over mod ham. Selv greb hun beskærersaksen og så opfordrende på Freddie. "Du starter bare når du er klar." Han så afgjort mere beklemt ud ved det nu, da han var konfronteret med planten. Og dens tandsæt.

Drivhuset var dunkelt og fugtigt fordi det var sådan den selvgødende plante foretrak det, havde professoren sagt, og selvom planten i sig selv ikke var meget højere end en 60-70 cm så var dens stamme tyk og flækket på midten hvor store og små tænder udgjorde et ubehageligt syn. Selv om stammen var tyk så var busken i sig selv meget bevægelig og gav en let knurrende lyd fra sig da Freddie, iklædt sine egne drageskindshansker, nærmede sig med det første stykke gris. "Er du klar, Nettie?" spurgte han med en lidt lysere stemme som fik ham til at rømme sig for at sænke den igen og forsøge og dække over dens knæk. "Klar når du er, søde Freddie," smurte hun tykt på og nærmede sig fra den anden side. Det var de nye, for rykke grene der skulle af så den ikke fik dannet et tveskud med to munde, det kunne den nemlig ikke så godt tåle. Og så ville den også forsøge at sprede sig endnu mere for at tage over i drivhuset, hvilket selvfølgelig heller ikke gik. "En. To. Tre." Talte han og tilbød kødet.
Det klaprende smæld da plantens tænder lukkede sig om kædet fik næsten Nettie til at tabe saksen, men hun nåede lige at holde fast om den inden den gled ud af hendes hånd. "Jeg giver den et større stykke næste gang, så kan du prøve," sagde Freddie og Nettie nikkede og bed sammen for at stålsætte sig. Ikke være bange for en plante, skændtes hun sig selv og gjorde sig klar. Det næste stykke kød røg ind og var en så stor mundfuld at den måtte gnave godt på det for at kunne få det indenbords.

Nettie slog til og greb lavt om den gren hun havde udset sig og førte saksen ned til, den skar to tredjedele igennem og planten vred sig under det. Gjorde det ondt på den, nåede hun lige at spørge sig selv inden hun tabte saksen fordi noget bed hende i hånden. Hun stak i et hvin og trak den til sig. Forgæves. Planten havde et godt greb i hendes hånd og knurrede bredt. "Freddie, gør noget!" Hvinede hun og forsøgte igen at trække hånden til sig. Freddie så rådvild ud men tog sin egen saks og greb fra om grenen hun havde startet på. Der fik planten til at spytte hendes hånd ud for at gå efter hans. "Mere kød, Nettie!" Pressede han ud mellem sammenbidte tænder og kæmpede med at få grenen klippet over. Nettie rakte ned i spanden og greb der første og bedste stykke blodigt kød og stak det uden at tænke ind foran Freddies hånd. "Se, et lækkert stykke bacon, kun til dig. Det vil du hellere have end Freddies hånd," lokkede hun planten og dinglede det lige foran dens mund. Planten knurrede, slap ikke men løsnede grebet lidt, tydeligt usikker på om den skulle gå efter det der gjorde ondt eller der nemme stykke kød lige foran dens tænder. Freddie udstødte et triumferende grynt da han fik grenen af og planten slap hans hånd og snappede kødet lige ud af Netties fingre med en fart der fik hende til at vige tilbage, igen med et hvin. "Er du okay?" Freddie var der med det samme og så på hende. "Ja, jeg.. nej hvor er det en åndssvagt plante at have i sit drivhus!" rasede hun og trak handsken af. Hvor planten havde haft fat var huden misfarvet og så ud til at ville give et virkelig flot blåt mærke inden dagen var omme. "Bare lidt forslået, forbidt?" hun så over på ham. "Hvad med din?" Hans hånd så ikke stort bedre ud, men der var heller intet blod der. "Vi har da alle lemmer intakte. Og vi fik den gren af." Han holdt den op, den vred sig i hans hånd og han slap den. "Brænd den." rådede hun og sendte planten er ondt blik før hun så på Freddie. "Du reddede min hånd," hun lænede sig frem og kyssede ham på kinden. "Tak." Freddie rødmede som en anden tomat og Nettie stak af for at finde Olivia for at høre, hvordan det var gået med hende og Maxwell.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Magiens historie

Ever var på vej til biblioteket for at låne en bog om “Avanceret Forvandling” (mest fordi den havde en guldkant, der glimtede så pænt), men også fordi Professoren i Forvandling havde rådet hende til at læse mere op på Forvandling, efter hendes “ikke-så-store-succes” i sidste time i Forvandling.

Hun hørte en velkendt fnisen, da hun drejede om hjørnet ved Den Store Trappe.

”Åh nej”, mumlede hun opgivende.

Ud fra væggen svævede Peeves med et bredt grin og en hat fuld af… Hvad var det? Ever var ikke sikker, men lyden var plaskende, når han bevægede sig.

”Lille frøken Ever Green. Du som er så fuld af glitter!”, råbte Peeves, da han så hende hurtigt vende sig om for at komme væk fra ham. ”Hvor er du på vej hen?”.

Ever nåede ikke at svare, før Peeves vendte sin hat på hovedet og ud kom en sværm af sæbebobler nedover hende. Boblerne satte sig i hendes hår, på hendes kappe og hendes sko.

”Peeves!”, sagde Ever og prøvede at virke sur, men hun kunne ikke holde et lille grin tilbage, da én af boblerne poppede og duftede af pebermynte, som fik hende til at tænke på hendes mormors the om morgen.

”Du kan smile!”, grinede Peeves. ”Lad mig hjælpe dig til biblioteket!”.

“Hvor ved du fra, at jeg skal på biblioteket?”, spurgte hun hurtigt.

“Alle ved, hvordan det gik dig til Forvandling, Ever. Så lad mig vise dig den hurtige vej”.

Før hun kunne sige sige fra, havde han pustet på et gelænder, der hurtigt blev dækket af en tanke med sæbebobler og som gjorde det glat. Ever gled to etager ned i høj fart, så hendes kappe flagrede bag hende, mens Peeves svævede ved siden af og kommenterede som en sand sportskommentator: ”Og hun tager svinget i en faretruende hastighed og undgår lige præcis Hogwarts ældste maleri! Virkelig flot! Hun nærmer sig målstregen!”

Ever landede blødt i en bunke af sæbebobler og som fløj omkring hende. Hun kiggede op og var en smule forpustet af adrenalinen og med et lille smil på læberne.

”Tak Peeves”.

Han svarede ikke med smilede et drilsk smil, mens han svævende væk og fløjtede en falsk melodi.

Da Ever ankom til biblioteket, var hun dækket af en svag duft af pebermynte og små bobler, der nægtede at sprænge. En Professor hævede et øjenbryn, men sagde ikke et ord.

Peeves havde overraskende gjort en knap så god dag, rigtig god.

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Flyvning

Selvtilliden fejlede intet hos Maxwell, når det kom til flyvningsfaget. Der var ikke den finte eller den teknik, som han ikke havde prøvet før. Dertil havde han også forsøgt sig med en fuld rulning, men han havde aldrig rigtig brudt sig om det og heller ikke rigtig skulle bruge det til så meget. Max ville fremad og han ville have fart på, og så ville han rigtig gerne lave skarpe sving, men alt sammen mens han havde hovedet rettet opad. Da professor Maloney viste dagens opgave, så det legende let ud. Fuld rulning var alt andet, hvis man skulle bruge det som undvigemanøvre. Max skævede til Jack og Seraphina, som var angribere for Gryffindor og derfor havde mere brug for at mestre denne disciplin end Max selv havde. Han skulle ikke så tit undvige, og hvis han skulle, så kunne han gøre det på andre måder. Målmanden og baskerne skulle parere på hver sin måde. Jovist kunne der være situationer, hvor det kunne være absolut nødvendigt at skulle undvige og gerne med fuld rulning, men som regel var det ikke, og det var vigtigt for Max at tænke.

”Det så megasejt ud, synes du ikke?” spurgte Freddie, der også var vild med quidditch men endnu ikke var på Hufflepuffs quidditchhold. Egentlig var han ikke sikker på, at han helt ville, men Max håbede det lidt, selvom han var glad for, at de ikke var konkurrenter.
”Jo”, svarede Max langtrukkent. Helt objektivt så det sejt, men tanken om ikke at kunne udføre finten var ikke så sjov. Slet ikke når så mange af de andre på årgangen havde kendt til Maxwells quidditchfamilie, og endda var det noget, han selv var stolt af og nok skulle fortælle og stolt tale om, hvis nogen italesatte det. Som regel sagde han det ikke selv som det første godt nok, men stadig.
”Kan du finde ud af det?” spurgte Freddie igen til ven.
”Ja da” lød det løgnagtigt og selvsikkert fra Max, der havde held med at skjule sin usikkerhed og nervøsitet. ”Kan du ikke?” spurgte Max retur, mens han inderligt håbede, at Freddie ikke havde prøvet det eller ikke kunne finde ud af det, for så ville han måske være dårligere end Max.
”Jo da, jeg elsker det. Nogle gange hænger jeg under kosten som et dovendyr, fordi det er sjovt at flyve sådan og se verden på den måde” sagde han, og Max var ikke i tvivl om, at Freddie talte sandt. Pis også!
”Ej, men den her gang skal du hele vejen rundt, ellers tror jeg ikke professor Maloney godkender det, tror du?” spurgte Max alligevel for at stikke lidt til vennen.
”Nej nej, men hvis hun ser det, så kan jeg vel få lov til at lege og flyve sådan bagefter, tror du ikke? Vi kan bare være nogen af de første og så selv lave vores egen flyvning”, sagde Freddie energisk og gennemtænkt, mens han utålmodigt afventede Maxwells svar. Svaret kom i form af et nik og fokus vendte sig på friheden i flyvningen bagefter. ”Ja, og så kan vi også flyve hurtigt og bremse hårdt op” svarede han yderligere og lige så energisk. Det var tydeligt, hvad Max fandt mest interessant og sjovest i forbindelse med flyvningen.

Freddie havde ret. Han havde prøvet det før og fuldstændig styr på det. Max kendte også til teknikken bag det, så han kastede sig selvsikkert ud i det, men det faldt ham ikke så naturligt at holde kursen, imens han væltede sig til siden. Farten blev også sænket, da Max skulle forsøge at justere kursen igen og samtid komme op og få styr på, hvad der var op og ned.
Balancen og det faktum at have hovedet nedad var ikke så problematisk for ham, men koordinationen af alle dele var ikke noget, han havde særlig meget erfaring med og derfor så det noget mere kluntet og kikset ud end professorens eksempel. Freddies forsøg var også meget flottere. Nogle af de andre i klassen havde også bedre forsøg i bagagen fra undervisningen end Max endte med at have, hvilket havde fået professor Maloney til at hæve en øjenbryn uden dog at konfrontere Max med det. Tilsyneladende var hun en professor, der kendte til sine elever og kunne derfor fornemme, at det ville slå Max mere ud at blive ydmyget eller rettet på foran alle andre elever, når Max selv forsøgte at lade være med at fokusere på det.
Alligevel fik hun sendt en kommentar efter ham ved timens afslutning. ”Skolens koste har visse fordele. Det er nemmere i lavere fart til en start, selvom du er fartglad.”
Max havde kigget på hende med et irriteret blik, han sagde ikke noget men nikkede kortvarigt et enkelt nik. Måske skulle han udnytte at flyve med Dawn på skolens koste, så han kunne øve sig på den slags, for det gik ikke til hans ry, at han ikke havde flot kontrol over den slags. For de forsøg han havde haft her i timen, var ikke særligt gode, selvom de blev bedre og bedre for hvert forsøg.

”Jeg har ikke prøvet det på den her kost før” forklarede Max overfor vennen, der også havde undret sig over, hvorfor det så så ustabilt ud for Max i forhold til Freddies egne forsøg og hans åbenlyse glæde ved at flyve under kosten som et dovendyr, som han selv sagde.
”Nej og sidste år havde du den ikke engang ved dig” svarede den flinke Hufflepuff ven så støttende og forstående som han kunne, da de var på vej tilbage fra timen. ”Vi kan prøve igen og igen engang efter skole” foreslog Freddie.
”Ja, det vil jeg gerne. Kan vi gøre det allerede i dag, tror du? For jeg skal egentlig flyve sammen med Dawn, fordi hun gerne vil på quidditchholdet også, og hun tror jeg kan lære hende det, men hvis hun nu har set, hvor dårlig det her gik, så gider hun måske ikke?” spurgte og forklarede Max betroende til sin ven. Freddie slog venskabeligt hånden ind mod Maxwells ryg mens han nikkede ivrigt. Armen fortsatte og lagde sig yderligere kammeratligt om skulderen på Max. ”Ja, selvfølgelig, og du må gerne bruge min kost også, hvis du vil prøve den” sagde Freddie. Max smilede og takkede taknemmeligt, hvorefter de vendte stemningen ved at snakke om noget andet og meget sjovere.

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Forvandling

Denne gang lå der flere mindre sten klar på hver elevs plads, da de dukkede op til forvandling. Det var ofte sjovt, når Max vidste, at man skulle bruge sin tryllestav, for det var for nyligt gået op for ham, at han ikke var helt så dårlig til det, som han havde troet og forventet. Stenene skulle nok forvandles. Der var tre eller fire mindre sten, men større end grus, foran hver elev. De skulle forvandles.
Forklaringen om at forestille sig forvandlingen ske og altså hvordan man forestillede sig at kunne se stenene få vinger og næb og skubbe ben ud fra under sig gav åbenbart mening for Max. Forestillingsevnen fejlede generelt intet og han havde altid haft en livlig fantasi som hans forældre sagde, og altid mange gode (og snedige) ideer, som de voksne omkring ham mente. Det kunne være det, der kom ham til gavn, havde hans bonusfar sagt i juleferien, da de talte om, at Max ikke var helt dårlig til forvandling og besværgelser, men det var underligt for dem at forestille sig, at Max havde tålmodigheden til det.

Den manglende tålmodighed var måske også derfor, at det aldrig nogensinde var ham, der var den første til at klare besværgelserne eller forvandlingerne. Han var ivrig og kastede sig over opgaven alt for hurtig, for han ville altid gerne være den bedste og det betød også at være hurtigst. Det var ikke kun i flyvning, han fik at vide, at han med fordel kunne sætte farten ned for at gøre noget bedre. Det gjaldt også i alle andre fag, for selvom han var hurtig, så var resultaterne ofte sjusket i de første forsøg.

Stenene endte da også med at få vinger, næb eller ben uden at resten at forvandlingerne fulgte med, hvis der overhovedet skete noget når han udtalte de rigtige stavelser. Det blå lys lod vente på sig, og han var irriteret, hvilket kunne høres af de omkringstående. Det skete især, når Max kunne høre fugle andre få fugle omkring sig, fordi der var pippende lyde og en masse ”Nurh” lyde af pigerne rundt omkring. Max kørte en hånd gennem håret, da han så rundt. Samtid rettede han sig lidt op. Serenitys hår dansede på ryggen af hende, og Olivias pink hår var kun perifert bemærket. Åh nej, ikke igen. Der gik alt for lang tid, før han fik øjnene fra hende, men det hjalp da hun rykkede sig i sådan en retning, at andre spærrede for udsynet direkte til hende.
Dawns hår så også anderledes ud, da Max så mod hende. Hun så glad ud, mente han at denne farve og det lidt glattere hår betød, men han kunne ikke huske det. Dog ville det ikke undre ham, hvis det var lykkedes hende at få sine sten forvandlet til små fugle og så var hun vildt glad for dyr også. Først reagerede han ved at smile, men så irriterede det ham, at han ikke kunne være den bedste til alt, som hun åbenbart var og kunne være.

Freddie var dårligere til forvandlingerne end Max var, så de to drengen var egentlig lige langt, indtil Max endelig fik én fugl forvandlet, mens de andre kun så halvfærdige ud. De måtte ændres tilbage til sten igen. Nu var det sværere at holde styr på én fugl og samtid skulle forvandle to sten mere til fugle, for heldigvis havde Max ikke fået en plads med fire sten.
I nogenlunde tid før timen var færdig havde han fået forvandlet stenene og holdt nu mest styr på fuglene, mens han samtid heppede på Freddie.
”Forestil dig, hvordan stenen bliver levende” heppede han.
”Det kan jeg ikke Max. Det er en sten og den kan jeg ikke forestille mig bliver levende” sagde Freddie.
”Laver dine forældre ikke forvandlinger?” spurgte Max.
”Jo”.
”Kan du ikke forestille dig, hvordan de forvandlinger foregår?”
”Nej, for de sker jo bare. Det er ikke fordi jeg ser, hvordan det foregår eller sådan noget” argumenterede Freddie.
”Men se her” forsøgte Max, der havde slået op i bogen, hvor man kunne se en tegnet visualisering af forvandlingen.
Freddie kiggede på bogen og slog ud med bagsiden af hånden med et suk. ”Det giver overhovedet ikke nogen mening. Hvordan kan en død sten blive en levende fugl med lunger og næb, der til sammen kan pippe?” spurgte han retorisk. Heldigvis havde han spurgt Max, der ikke kom med et langt teoretisk og korrekt anatomisk svar, for det vidste han ikke og derfor kunne han aldrig have svaret på det spørgsmål.
”Kan du så forestille dig, at det er en mus der sover?” spurgte Max.
Freddie kiggede på stenen og efter lidt tid rystede han på hovedet.
”En buetrulle?” foreslog Max.
”Max, det ligner ikke en buetrulle. Så skulle vi have fået en pind!” argumenterede Freddie.
”Ville det hjælpe? Med en pind altså og så kunne du tro, at det er en buetrulle?” forsøgte Max, der så efter en af sine fugle. Han havde opgivet at holde styr på dem, for de fløj rundt i lokalet sammen med de andre elevers fugle.
”Nej, fordi den er så lille og tynd, at den ikke kan blive en fugl, eller det kan den jo nok godt, men det hjælper ikke” forklarede Freddie opgivende. ”Jeg vil hellere almindelige besværgelser. De er ikke så svære som forvandling er” sagde han.
Max var ikke helt uenig men heller ikke enig. For ham var det lidt det samme.

Professoren forsøgte endelig at hjælpe de sidste elever, der ikke havde held med forvandlingen endnu, men det lykkedes ikke rigtigt for Freddie, der måtte gå fra timen uden at have lavet en forvandling. Til gengæld havde han fået en sten med sig, som han kunne øve sig på.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Mugglerstudier

Ever troede, at en spilleaften i Ravenclaws fællesrum betød te, småkager og en omgang skak. Skal var hun god til, nok mest fordi hendes tvillingebror, Lioren, ikke havde tålmodighed nok til sat sidde stille så længe og derfor lod hende vinde, så han kunne komme ud og flyve på sin dødsfælde af en kost.

Men da hun kom ind, så Hun Lilly sidde sammen med Tobias og er par andre elever i en cirkel på gulvet omkring et bord fyldt med små kort i mange farver.

”Hvad er det?” spurgte Ever, mens hun satte sig.

”UNO”, sagde Tobias, som om det var verdens mest naturlige spil.

Ever kiggede ned på kortene med store tal og en masse symboler. Symbolerne lignede ikke de gamle runer, som de spillede med derhjemme, når de kastede med dem.

”Er det et tryllespil? Skal man sige en formular?”.

”Nej”, grinede Lilly med en medfølende smil. ”Det er et mugglerkortspil. Reglerne er nemme, eller nogenlunde nemme”.

10 minutter senere stirrede Ever stadigvæk på sine kort og var mere forvirret end i starten af spillet.

”Så jeg skal altså lægge et kort, der matcher enten farven eller tallet? Men hvorfor har jeg fået alle de her… vendepile?”. Hun vendte kortene op og nede flere gange.

”Det betyder, at spillet vender retning”, fortalte Lilly tålmodigt. Lilly var altid så sød.

Ever nikkede og da det blev hendes tur, smed hun tre vendepile på én gang.

”Du… kan ikke… det…”, begyndte Tobias, mens han prøvede at holde et grin tilbage.

Både Lilly og Tobias prøvede tålmodigt at lærer Lilly UNO, selvom hun bragte mere kaos end egentlig et spil. Ever troede, at +2-kort betød, at hun skulle have 2 kort, så hun lagde glædeligt at sine +2-kort og tog for sig af kortbunken.

”Jeg har flest kort, så jeg vinder” sagde hun med et stort smil.

Da Lilly åbnede munden for at sige, at det faktisk var det modsatte, lagde Tobias en hånd på hendes skulder og så hen på Lilly.

“Du skal huske at sige UNO, når du har flere kort end os”.

“UNO!”, råbte Ever og Lilly og Tobias grinede.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: FMMK

Ever stod i besværgelseslokalet, med sin nye tryllestav klar og beslutsomhed i øjnene. Hun var bare SÅ klar!
Professoren lænede sig op af stablen af bøger på den store bord og så udover klassen.

”I dag, mine kære elever, skal vi lære Flipendo, som er det klassiske tryk-skub-besværgelse. Med et enkelt trylleslag kan I vælte ting, skubbe objekter og modstandere væk i duel”.

Ever mærkede en boblende forventning. Hvor svært kan det være? Hun rettede staven mod den lille trædukke foran sig, tog en dyb indånding og råbte: “Flipendo!”

Ingenting skete.

Professoren klappede opmuntrende i hænderne. ”Prøv med mere følelse, frøken Ever! Mere følelse. Tænk på at skubbe!”.

Ever prøvede igen. Denne gang kom der en spinkel, blå gnist som straks vendte sig om og skubbede hende baglæns, så hun satte sig hårdt på numsen på gulvet.

”Av!”. Hun ømmede sig og kom besværligt på benene og var ved at falde i sin kappe. Hun skubbede den irriteret væk. “Det var baglæns Flipendo,” hostede hun, mens klassen begyndte at fnise. Hun fokuserede alt, hun havde. “Flipendo!”.

En blå stråle skød frem og ramte ikke trædukken, men hendes eget skrivebord, som skød hen ad gulvet, ramte en elev fra Hufflepuff (der sov) og væltede ham baglæns ud af sin stol.

“Hey!”, råbte han med en søvndrukken stemme. “Hvorfor angriber bordet mig?”.

Professoren hostede for at skjule et grin. ”En kreativ anvendelse af besværgelsen, frøken Ever. Men måske skal vi sigte lidt mere næste gang i stedet for bare at kaste med tryllestaven”.

Næste forsøg gik (overraskende) bedre indtil hun kosten i hjørnet, som væltede og rullede mod den åbne dør og ramte en elev over skinnebenet, som var på vej ind til timen. Eleven hylede op og tog sig til benet. Lidt for meget dramaqueen efter Evers smag.

Professoren hævede et øjenbryn, stillede sig ved siden af hende og sagde lavt: “Mind mig om, at jeg ikke skal være i nærheden af dig, når I skal lærer Bombarda”.

“Ja Professor”, sagde hun og sendte ham et skævt smil, som straks blev gengældt.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Forvandling

Forvandlingslokalet summede af glade elever og Professoren stod forrest med sit skarpe blik rettet mod klassen.

”Dagens øvelse”, sagde Professoren. “Er en simpel men en meget præcis byttebesværgelse. I skal få 2 objekter til at bytte plads. Husk!”. Hun så hen mod en Slytherin-elev bagerst i lokalet og sendte ham et skarpt blik. “Ingen kreative tilføjelser”. Eleven sukkede så højt, at hans bryst nærmest sank sammen.

Ever og Lilly sad sammen ved et af de forreste borde og foran Ever lå en lille korkprop, mens der stod et snapseglas for Lilly.

”Hvorfor er det altid mig, der får det kedelige objekt?”, mumlede Ever opgivende og stak til korkproppen med spidsen af pegefingeren.

”Kan du huske sidste time i Forvandling?”, spurgte Lilly tørt og Ever nikkede opgivende. “Derfor”.

Professoren slog med tryllestaven. ”Én kaster og den anden modtager. Værsgo og gå i gang”.

Lilly tog en dyb indånding, rettede staven mod korkproppen og snapseglasset, og sagde:
“Permutatio!”

Med et lille pop skiftede de to genstande plads. Lilly var virkelig god til Forvandling. Professoren nikkede tilfreds og nikkede derefter opmuntrende mod Ever.

”Så er det din tur, Ever”. Ever sendte hende et stift smil og kiggede derefter beslutsomt på korkproppen og snapseglasset.

“Permutatio!”. Der lød et underligt plop og i i stedet for at skifte plads, forsvandt korkproppen og kom tilbage som en meget forvirret, levende frø, der sad inde i snapseglasset.
”teknisk set byttede de?” sagde Ever med et uskyldigt smil.

Professoren kneb øjnene sammen. ”Ever, eg sagde specifikt ingen kreative tilføjelser.”

”Det var ikke med vilje!” protesterede Ever.
Frøen kvækkede højt, som om den var uenig.

”Okay, min tur igen”, sagde Lilly hurtigt for at redde situationen. Hun pegede på frøen og glasset. “Permutatio!”. Der lød et smæld, og frøen sad nu på Evers hoved, mens glasset lå på bordet fyldt med korkpropper.

Ever så op. ”Hvor kom alle propperne fra?”.

Professoren lavede et elegant sving med tryllestaven.

”Det, mine damer, er et strålende eksempel på, hvorfor præcision er vigtigere end fantasi”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser

Ever havde virkelig glædet sig hele ugen til besværgelsestimen i denne uge. for hvor svært kunne det være, at få noget til at løfte sig? Hun havde øvet sig på at sige “Wingardium Leviosa” foran spejlet så mange gange, at hendes værelseskammerater var begyndt at kaste puder efter hende for at få hende til at tie stille. Men det var bare så spændende!

Professoren stod foran klassen med sin karakteristiske høje stemme:
“Stille!”. Hun sendte flere af eleverne fra Slytherin et gnistrende blik, som fik dem til at falde hårdt tilbage i deres stole. “I dag skal vi lære at få ting til at svæve. Husk, at det er levi-o-sa, ikke levio-saaa”. Hun trak den sidste stavelse ud, så flere af eleverne grinede, inklusiv Ever.

Ever nikkede ivrigt og pegede sin nye tryllestav mod den lille fjer på bordet foran sig.

“Wingardium Leviosa!” sagde hun med perfekt udtale og et elegant svirp med håndleddet.

Den havde siddet lige i skabet. Men i stedet for fjeren begyndte Lillys kat, Muffin, at svæve op i luften og dreje rundt som en langsom, roterende snurretop.

“Ever!” råbte hende Lilly grinende. “Hvis du skulle være i tvivl, så er det altså min kat”.

Muffin så dog ikke ud til at klage. Det så endda ud til, at den nød udsigten, da den svævede forbi vinduerne. Ever rødmede, men kunne ikke lade være med at grine.

“Undskyld Lilly! Så længe den ikke lander på hovedet, er det vel stadigvæk en succes?”.

Professor klappede begejstret i hænderne. “Fremragende kontrol, frøken Ever! Fremragende! Men næste gang, vil jeg stærkt anbefale, at du bare holder dig til din fjer”.

Resten af timen gik med, at Ever prøvede at få fjeren til at svæve, mens Muffin kiggede på hende med et blik, der sagde: “Du ved godt, vi skal gøre det igen senere, ikk?”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: MDPoP

Ever sad under et gammelt træ i udkanten af Den Forbudte Skov. Skoven mindede hende om skoven tæt på hendes hjemby, hvor magien flød fra vandfaldet og ned i floden, som flød gennem hendes by.

Hun havde sneget sig ud efter mørkets frembrud for at skrive de gamle runer, som hendes far havde bedt hende om at holde ved lige og som kun kunne ses i månens lys.

Månens lys lyste gennem bladene, og der var så fredfyldt, mens hun gentog den ene rune efter den anden, da hun pludselig kunne høre en svag fornærmet klik-klik-klik lyd. Fornærmet?

”Hallo?”, sagde hun forsigtigt og trykkede sig en smule mere op af træet, som hun sad op af.

Ud fra barken på stammen over hendes ene skulder dukkede en lille grøn skygge frem i mørket. Den var tynd som en lille gren med små øjne, som så kloge ud og med fingre der lignede endnu mindre grene.

Ever farede sammen og rykkede sig så hurtigt væk, at den faldt ned på jorden, hvor hun havde siddet. Den kom på benene og børstede jord af benene og satte hænderne i siden og stirrede på hende, som om hun have forstyrret den midt i en frokostaftale.

”Åh undskyld, du er jo en buetrulle!” hviskede Ever lykkeligt. Hun havde læst, at de var små væsner, der passede på træer, som var det tryllestavene blev lavet af. “Jeg beklager, hvis jeg forstyrrede dig i noget vigtigt. Jeg skriver bare. Jeg lover, at jeg ikke har skåret i dit træ”. Buetrullen så ikke overbevist ud og Ever sagde igen: “Jeg lover det!”.

Buetrullen blinkede efter sekunders stilhed og blev stående, inden den pegede på hendes pergament, som om den ville se, hvad hun lavede. Ever vendte tøvende pergamentet om og den kom nærmere og kiggede nysgerrigt op runerne og den gav et lille klik fra sig. Et tilfredst klik.

“Må jeg prøve at tegne dig? Jeg tegner ikke særlig godt, men jeg kan forsøge? Hvis jeg må?”.

Overraskende, satte buetrullen sig på en lille mørk gren og lavede en dramatisk bevægelse med hele dens lille krop, som hvis den satte sig til at posere. Hun måtte bide sig i læben for ikke at grine og tegnede dens små arme, de små blade på dens hovedet og de meget små fødder.

Da hun var færdig, rakte hun tegningen frem og buetrullen kiggede på den. Dens blik gled flere gange fra pergamentet til hende og tilbage igen, inden den rullede det sammen, gik op langs hendes arm og slog hende overraskende over panden med det, inden den forsvandt ind i skoven med pergamentet over skulderen.

“Betyder det, at du kan lide tegningen?”, råbte hun efter den. Uden at få et svar.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Botanik

Det var en solrig eftermiddag i Hogwarts drivhus. Luften var varm og duftede af jord, honningurt og noget frisk, som Ever ikke havde stiftet bekendtskab med før.

Professor stod ved et bord fyldt med små, grønne planter med runde mørkegrønne blade.
Professoren tyssede på nogen enkelte elever, inden hun sagde: “Godmorgen og velkommen til endnu en time med Botanik. I dag skal vi se nærmere på Dittany”. Hendes smil bredte sig, mens hun fortsatte: “Dittany er en af de mest værdifulde helende urter i vores verden og bare nogen enkelte blade af denne plante kan hele rifter og sår næsten øjeblikkeligt. I dag skal I plante jeres egne Dittany og den som kan få den til at overleve året ud, får 20 point”.

Ever lænede sig frem og så på planten med nysgerrige øjne. Den havde en mild, næsten sød duft, som mindede hende om nyfaldent regn over skoven derhjemme.

“Den ligner slet ikke en mirakelplante,” mumlede hun til Lilly, som sendte hende et mistænksomt blik.

“Men måske er det pointen”.

“Tror du?”, spurgte Ever og Lilly nikkede anerkendende.

En elev Slytherin tog sig til baghovedet, da Professoren gav ham et lille dask med tryllestaven, da han jonglerede med et par enkelte tomme ler-potter, for at imponere nogen af sine venner.

“David!”, lød hendes stemme skarpt. “5 point fra Slytherin og kom.så.i.gang!”. David skar en grimasse og stillede potterne fra sig på bordet med en skramlende lyd.

Lillys øjenbryn ramte nærmest kanten af hendes pandehår ved synet af David og hans show, inden hun vendte sig om og tog de små Dittany-frø, som vi skulle plante. Ever så sig kort over skulderen, da hun igen kunne høre David begynde at jonglere med potterne, mens hendes hånd ledte efter haveredskabet foran sig, da en smerte skar gennem hendes hendes håndflade.

“Av!”. Hun rev hånden til sig og så ned i håndfladen, hvor der nu var en dyb lang rift.

Professoren kom hurtigt hen til Ever med en potte under armen med en Dittany hængende halvt ned. Uden at værdige Ever eller Lilly et blik og med fokus på et par elever, som igen havde fundet et par potter, som ville være gode at jonglere med, rev hun et par blade af planten og stak dem mellem læberne på Ever, som gav en højlydt lyd fra sig, da hun spruttede. Professoren gik videre med blikket rettet mod sine nu flyvende potter.

Ever tyggede i bladene og hendes øjne blev store.

“Hvad smager de af?”, spurgte Lilly, mens ingen af dem lagde mærke til de elever, som hylede over endnu et dask i baghovedet med professorens tryllestav.

“A-f solskin”, svarede Ever og smilede stort.

“Ever se!”. Lilly pegede på hendes hånd. “Din rift… heler!”.

De så begge til, mens riften helede sig for øjnene af dem.

Resten af dagen passede Ever ekstra godt på sin lille Dittany-plante. Hun satte den i vindueskarmen på sit kollegieværelset, vandede den omhyggeligt og hviskede hemmeligheder til den. For man kunne aldrig vide, om den måske ville den engang redde hende igen. Også ville hun virkelig også gerne vinde de 20 point!

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Eliksir

Ever sad i kælderen i eliksirklassen og var omringet af duften af røgelse og af konvergenser. den let metalliske aroma af kobbergryder. Professor havde nedskrevet dagens opgave på et pergamentpapir, som var givet videre rundt mellem alle eleverne. Ever læste højt fra pergamentet: “I dag skal I brygge Genoprettelsens Eliksir, som kan transformere et forhekset objekt tilbage til sin oprindelige form. Følg instrukserne nøje”.

Ever så spændt på Lilly, som sad ved siden af hende.

”Hvor svært kan det være?” hviskede Lilly.

Ever hakkede hurtigt de tørrede blade, tilsatte forsigtigt 3 dråber med drageblod og begyndte forsigtigt at røre med uret. Gryden boblede og væsken skiftede over i en grøn væske, som nærmest duftede af friskt græs.

Lilly lænede sig over gryden og snusede ind og nikkede anerkendende til Ever, da alt så ud til at gå godt, indtil hun tabte en knap fra sin kappe ned i gryden. Knapper var bestemt ikke en del af opskriften.

”Åh åh”.

“Hvad mener du med det?”, spurgte Ever for hurtigt og så på hende med store øjne. Lilly pegede med en enkelt pegefinger ned i gryden og Ever så en knap blive opløst i den varme grønne væske. “Det betyder nok ikke så meget”. Lilly så ikke overbevidst ud.

Da de skulle teste eliksiren, havde hver elev fået udleveret et forhekset objekt. Ever havde fået en træske, der var blevet forvandlet til en plastikand. Hun hældte forsigtigt lidt af eliksiren over den.

PLOP!

Plastikanden forvandlede sig, men ikke til noget som lignede en træske. Den blev til en lille, levende and, der straks rappede glad og bevægede sig vraltende over det slidte træbord.

”Det er næsten korrekt”, sagde Professoren med et venligt smil.

”Men den er sød”, sagde Ever med et grin, mens hun samlede den lille and op, som lagde sig mere ind mod hendes hånd. ”Må jeg beholde den?”.

Professoren sukkede, men smilede stadigvæk. od sig smelte. ”Kun hvis du lover at passe på den og ikke tager den med til nogen timer”. Ever nikkede hurtigt og Lilly anede forsigtigt anden over dens bløde små dun over den hoved.

“Lad os kalde den Knap”, sagde Lilly og grinede, da anden nappede hende i pegefingeren.

“Ja. Hej Knap. Velkommen til verden”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Flyvning

Ever stod midt på Quidditchbanen med kosten i hånden, solen i øjnene og en knude i maven. Det var første gang, hun var på banen, da de andre timer var forgået på den store græsplænen foran Hogwarts. Banen var jo kæmpe stor!
“Så,” sagde Professoren med sin mest alvorlige stemme. “I dag lærer vi at bakke i 8-taller. En kunst, som enhver kompetent flyver skal mønstre”.

Ever kiggede på hende, som om hun lige havde foreslået at lære en fisk at jonglere.

“Bakke… i 8-taller? Altså… ligesom i baglæns?”, spurgte Ever. Nogen af de andre elever omkring hende, begyndte at fnise og Professoren tyssede højlydt på dem med et skarpt blik.

“Ja, baglæns,” svarede Professoren venligt og gik hen mod Ever. De sidste par lektioner var ikke gået helt efter bogen, da Ever ikke var begejstret for Flyvning, som hun så som en ren dødsfælde. “Og som skal udføres med præcision, kontrol og elegance”.

“Ja selvfølgelig”, sagde hun lavt for sig selv og rystede opgivende på hovedet, mens hun efter flere forsøg endelig fik kosten smækket lidt for hårdt op i hånden, da den endelig lystrede hende.

Det startede faktisk okay. Ever satte sig op på kosten, fløj et par meter op og drejede, da det hurtigt gik galt. Kosten besluttede sig for, at 8-taller var fri fortolkning og dens manøvre mindede mere om en gal hveps, som havde dyppet snablen i græskarsaft.

Evers 1. forsøg: Hun lavede en form, der mest lignede et æg.
Evers 2. forsøg: Hun lavede et perfekt 8-tal, hvis man havde øjnene lukket.
Evers 3. forsøg: Hun bakkede direkte gennem en flok elever fra Gryffindor, der hang deres quidditchkapper til tørre. En våd kappe klæbede til hendes ansigt og overkrop, så hun lignede en forvirret og flyvende vasketøjspose på afveje.

“Jeg kan ikke se noget!”, råbte hun panisk, mens hun bakkede videre. Direkte hen imod tribunen.

“Stop kosten!”, råbte Professoren.

“Jeg kan ikke engang finde ud af at stoppe mig selv!”, skreg Ever tilbage.

Professoren steg op på sin egen kost og fik stoppet Evers kost og sammen landede de lidt for hårdt. Hendes hår sad klæbet til hendes ansigt pga. den våde quidditchkappe og hendes ansigt var rødt af vrede. Hendes støvler var dækket af mudder og hendes hænder var hvide, efter at have presset blodet ud af dem af at holde hårdt om den flyvende pind.

“Det var… spændende”, sagde Professoren med en lettere anstrengt stemme og gned sig i tindingerne.

“Vi kan kalde det kunstnerisk frihed” sagde Ever uskyldigt.

“Hvis kunstnerisk frihed indebærer at bakke rundt som en forvirret ged i en labyrint, så ja,” mumlede Professoren.

---