NAVN: Yun
ÅRGANG: Udgået
FAG: Ministerieuddannelsen

Tid: 8.20
Sted: Ministeriet for Magi
Omgivelser: En masse troldmænd og hekse, som suser rundt efter det de skal nå
Vejr: Overskyet med let sol
Medvirkende, ud over Yun: Abigail
Vejret var overraskende godt i starten af september, faktisk så godt at Yun virkelig gerne ville være ude i det. Det var bare ikke muligt, for hun var kommet ind på drømmeuddannelsen og nu skulle hun overveje hvad hun skulle med det. Dér stod hun, i hallen hvor alle hekse og troldmænd farede rundt med hovedet under armen, måske hun selv ville være en af dem en dag? Hun vidste jo hun ville læse jura, men i hvilken afdeling?
Muligheden var der for at komme op på aurorkontoret, men at sidde med drabssager, voldssager og alt muligt ulovligt, det var måske ikke lige hende. Der var også lige det der med hun ikke kunne holde hovedet koldt. Det ville hun ikke engang kunne hvis hun var udenfor under den blide sol denne dag, hun var på røven hvis hun skulle holde hovedet koldt og især i en situation hvor hun måske stod med en af sine venner fra skolen. Man vidste jo slet ikke hvem der ville være gode og onde, man vidste knap nok hvad folk lavede efter Hogwarts.
Frustreret ved tanken om hun nok skulle lære at holde hovedet koldt uanset hvad, gik Yun med over til den der skulle vise dem rundt på deres første dag. Hvor ville det være rart, hvis Abigail også var der. Abigail var den der havde hjulpet Yun med at spore sig ind på hvad hun gerne ville. Abigail og Yun havde også snakket meget om det internationale, fordi Yun jo faktisk kom fra Asien.
“Så går vi…” Yun skyndte sig at følge med, mens hun så sig omkring efter interessante afdelinger. Der var meget at vælge imellem, men Yun var næsten sikker på hun skulle være jurist og arbejde sig op i rang. Måske ikke lige være ministrens højre hånd, mens det var en skolekammerats far, men den vej ville hun jo nok gerne en dag. Det var nok det helt store mål og havde været det sådan i et års tid.
Det hele så spændende ud, selvom Yun flere gange måtte hoppe en meter, for ikke at støde ind i en travl ministerieansat. Det var virkelig en hektisk dag, men det var super spændende og der var så mange afdelinger, måske hun nu bare skulle starte med at blive god nok til at være mere end den piccolo, som hun var blevet ansat som til start.

---

NAVN: Dawn
ÅRGANG: 2
FAG: Magiens Historie

”- ej ikke ham” svarede Sarah skarpt, og Amy trådte usikkert lidt længe væk. ”J-jeg synes nu han er sej nok” svarede den blonde bebrillede Amy. Sara var højere med næsten platinblondt hår og store blå øjne, disse øjne rullede kort rundt i kraniet akkompagneret af et opgivende fnys. ”Han er så basic!” svarede Sara og slog ud med armene. Amy trådte atter et skridt tilbage, bange for sin egen skygge, og meget bange for hvor langt ned der var på træbroen hvor Sarah var stoppet.
”Okay okay!” Dawn trådte frem og holdt hænderne op ”Men vi kan da blive enige om at han er… kendt ikke?” spurgte hun og så udfordrende på Sarah der sukkede endnu engang ”jo han er kendt” svarede hun frustreret og Dawn nikkede ”Så lad os stoppe den der” forslog hun og Sarah lagde armene overkors og så væk. ”Okay. Men han er ikke den bedste troldmand der har eksisteret!” svarede hun irriteret og Dawn smilede beklagende til Amy før hun så mod Sarah igen ”det er heldigt det er tilladt at have sin egen holdning ikke?” spurgte hun og Sarah mumlede noget usammenhængende før hun bevist ignorerede Amy der forsøgte at erklære sig enig med Dawn.

Heldigvis for humørets skyld skulle Amy videre, hun havde en aftale med en af sine andre venner og Dawn lænede sig op ad træbroens massive gelænder ved siden af Sarah i stilhed. Sommeren var ved at slippe landet og en kold vind hev i hendes krøller.
”Er du enig?” spurgte Sarah pludselig og Dawn blinkede forskrækket ”I hvad?” frygten for at have misset noget krævede spørgsmålet blev stillet ”I at han er den bedste troldmand?” spurgte Sarah som om Dawn havde vat i hovedet. Dawn overvejede spørgsmålet og trak på skuldrene ”altså han var jo god ikke? Gjorde gode ting…” sagde hun og Sarah kvitterede med et frustreret udbrud ”han er en idiot!” svarede hun og Dawn lo fornøjet ”Og du kendte ham måske personligt?” spurgte hun drillende. En rosa farve steg op i Sarahs kinder og hun skulede til Dawn der bare skubbede venskabeligt til hendes arm ”det er fint nok at have en mening. Men du kan ikke forvente at alle er enige jo” selvom ordene var velmente så Sarah utilfreds ud og Dawn så på hende lidt ”hvorfor kan du ikke lide ham?” spurgte hun så og Sarah så væk.
”Sarah” sagde Dawn og stillede sig i vejen for Sarahs blik ”Saaaarrrrraaaahhh!” Dawn forsatte sin irriterende tilgang og Sarah fik nok og snappede ”fordi han ødelagde alt muligt okay?” sagde hun og Dawn hævede øjenbrynene. Hendes blik flakkede til slytherin mærket på Sarahs kappe ”Ah” sagde hun og pegede på mærket ”din familie kom i problemer?” spurgte hun og Sarah nikkede bare ”Men det er jo maaaange år siden nu” påpegede Dawn og Sarah sukkede ”folk er lige glade” mumlede hun og trak skuldrene op ”Så snart de hører at min oldefar var dødsgardist så er det som om alt er min skyld” sagde hun og Dawn fnøs.
”Måske ville det hjælpe hvis du ikke forsøgte at tvinge folk til at være enige med dig?” spurgte Dawn og Sarah skulede til hende. Dawn grinede.
”Okay okay – jeg er sikker på han var en idiot. Jeg tror på at han var mega irriterende, at han… havde dårlig hygiejne. Hvad end du synes er årsagen. Men hvis ikke det var for ham ville det hele jo være anderledes ikke? Hvordan tror du en som Amy ville have klaret sig?” spurgte hun og Sarah så i retningen af Amys retræte. ”Hun ville nok…” Sarah stoppede og bed tænderne sammen ”nemlig!” sagde Dawn ”Amys… et eller andet er jo mugglerfødt ikke? Så hun ville jo være blevet udryddet. Jeg ville sikkert enten være højt elsket eller også udryddet fordi jeg har min evne. Synes du det er fair?” spurgte Dawn udfordrende og Sarah sukkede opgivende ”nej” mumlede hun og Dawn linkede sin arm med veninden ”og derfor kan jeg lide dig. Hvordan end potter var i virkeligheden, så er det jo ligesom hans handlinger han er husket for. Og de handlinger – heldige eller geniale – var jo temmelig gode for os alle” påpegede hun og Sarah smilede skævt. ”Okay… men han havde virkelig dårlig hygiejne” sagde hun og Dawn lo højt ”Så siger vi det! Jeg er glad for at jeg ikke skulle omgås ham. Han havde vist en tendens til at tiltrække kaos – og hygiejnen!” pigerne grinede sammen og forsatte mod skolen.

---

NAVN: Dawn
ÅRGANG: 2
FAG: Eliksir

Tilbage på skolen blandt vennerne følte Dawn sig atter på rette hylde. Sommeren havde været sær, det hele havde handlet om bryllup, men i det mindste havde de også været til det sjove marked tidligere i juli før det hele var gået op i hat og kjoler.
Dawn var ret sikker på hun ikke ville giftes sådan rigtigt men festen havde været fed. Ivrigt fortalte hun Amy om det på vej til Eliksir og holdt først inde da professoren bad dem om at tie stille.
”- hvorfor biblioteket?” hviskede Dawn da professoren havde forklaret dagens ekspedition. Alle elever viste vel hvor biblioteket var på deres andet år, og de havde jo allerede deres bøger fra boghandleren. Amy tyssede på hende og skævede til professoren der gik forrest. Et indestængt suk blev kvalt og Dawn stak hænderne i lommerne. Biblioteket. Selvfølgelig. Og i skoletiden? Raven var der helt sikkert. Frk. Moore. Det var så svært at huske.

Turen var ikke ny, og eleverne stimlede sammen inde i klasselokalet. Snart kom bibliotekaren. Hendes velkendte brune øjne fangede snart Dawn men smilet på Ravens læber var rettet mod hele klassen. ”Velkommen!” Sagde hun med sin sædvanlige optimisme. ”Jeg forstår at jeres opgave denne dag er at finde jeres bøger?” bekræftende nik blev sendt og Dawn rullede med øjnene. Dette fik Raven til at trække på smilebåndet.
”Godt. Jamen jeg kan give jer en ledetråd om at det er i den retning, og at kortene på siden af reolerne nok kan være en god hjælp – og skulle I have brug for hjælp er jeg lige her ved disken, jeg synes I skal tage en småkage når i skal videre” de fleste elevers ansigter lyste op ved de ord men Dawn rullede igen med øjnene. Hvorfor skulle Raven altid prakke småkager på folk? Hvad var der I dem der var så vigtigt? Hun skævede til fasteren mens hun overvejede det. Raven kunne ikke finde på at tage sine mærkelige ideer og teste dem på eleverne vel? Hun rystede tanken ud af hovedet og fulgte Amy ned mellem reolerne.
”Er det ikke mærkeligt at din faster arbejder her?” spurgte Amy da de var et stykke nede. Den lave blonde pige skubbede brillerne op på næsen og Dawn trak på skuldrene ”ikke mere end at min far også gør” mumlede hun og smilede skævt til Amy som bare så beklagende ud. ”Undskyld men jeg tænker altså ikke over det” Amy rødmede op over ørene og Dawn viftede med hånden ”det er kun godt” forsikrede Dawn hende og linkede deres arme sammen for at finde bøgerne.

Det var ret åbenlyst hvilke bøger de skulle finde – eller også var det bare fordi at Dawn viste hvor hun skulle lede. Hun havde set Ravens eget biblioteket og systemet var meget det samme. Amy blev ved med at spørge om der var lige så mange bøger hjemme ved Raven som der var på biblioteket og Dawn svarede at hun jo altså ikke havde talt dem, set dem alle, eller hvad der nu engang lige passede.
Af elever var de nok de hurtigste. Professoren stod stadig ved disken og snakkede høfligt med sin kollega, men Ravens opmærksomhed var snart trukket til bøgerne. ”Skønt, I var hurtige” sagde hun og Dawn nikkede mens hun skævede til småkagerne. ”Ja det var nemt” sagde hun og Raven lo mildt ”Det tror jeg på” svarede hun med et drillende glimt i øjet og skubbede småkagerne hen til Amy, mens hun skrev deres navne ned på et stykke papir der holdt styr på hvem der lånte hvad. ”Ra- Frk. Moore?” spurgte Dawn og Raven så op med et spørgende blik. Dawn så så uskyldig ud som hun kunne ”Findes der en bog hvor man kan lære at finde ud af hvad der er i… forskellige… brygge?” hun skævede til småkagerne som hun talte. Raven fulgte hendes blik og smilede bedrevidende ”Ikke på dette bibliotek” svarede hun og lænede sig lidt frem mens hun hviskede konspiratorisk ”men jeg kan love dig, det eneste der er i dem der er mel, æg og chokolade” hun blinkede drillende til Dawn og skubbede deres bøger frem. Et par andre elever var dukket op og så på den sære udveksling. Dawn mærkede flovheden stige og hun greb sine bøger, Amy nåede netop at gøre det samme, før de stormede ud af lokalet og tilbage til krypten. ”Hun virker nu sød nok” forsøgte Amy og Dawn stoppede op og så på hende ”hun er pinlig. Og hun gør det bevist” sagde hun frustreret og Amy kunne ikke lade være med at fnise. ”Lad os læse lidt, så kan vi følges til frokost når timen er ovre?” forslog hun og Dawn nikkede opgivende og smilede taknemmeligt til veninden.

---

NAVN: Seraphina
ÅRGANG: 2
FAG: MDPoP

Sera tripper spændt. De havde lige fået af vide at de skulle ind i et bur fyldt med Fwoopere. Hun elskede fugle og kunne slet ikke vente med at komme ind til de utroligt smukke fugle. Hun havde også fået at vide at der var blevet lagt en besværgelse over fuglene så hun ikke kunne høre deres sang - så hvad kunne gå galt? Hun stod ude foran buret og kiggede på fuglene. Døren til buret blev åbnet, og hun trådte ind. Det var som at være i et lille rum fyldt med regnbuer. Det var så smukt, at hun ønskede at kunne have et af de der kamera-tingester så hun kunne tage et billede. Hun stirrede på fuglene i lidt tid. Hun ville SÅ meget købe en næste gang hun kom til Diagonalstrædet. Men så gik det galt. Hun kunne høre det så tydeligt. Læreren havde glemt at lave en besværgelse over en af de største fugle, som havde en stærk pink farve. Den begyndte at synge. Det lød så forfærdeligt, at lyden slet ikke kunne beskrives. Den var så høj og smertefuld, og lød måske lidt som et bjerg der vælter eller noget endnu være. Det føltes også lidt som om at der være ved at gå ild i hendes hjerne, eller hvis en boremaskine kører på fuld fart ved siden af hende. Det føltes som om hun ikke havde nogle følelser eller ikke kunne tænke noget. Hun lavede et lille hvin, og prøvede at holde sig for ørene for at lukke de forfærdelige lyde ude. Sera så at læreren kom ind i buret og sagde: “åh nej, jeg har glemt en!” Læreren kastede silencio over fuglen og henvendte sig til Sera. Hun havde meget høj tinitus, så hun kunne næsten ikke høre noget. Hun kom på hospitalsfløjen, så hun kunne få hendes tinitus til at forsvinde med nogle eliksirer. Efter hun var blevet kureret, sagde hun: “Måske skal jeg måske ikke have en Fwooper alligevel! Hun grinte.

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Mugglerstudier

Nogle fra klassen havde Maxwell ikke set siden før sommerferien og andre havde han set flere gange i ferien. Freddie var en af dem, han havde set flere gange. Olivia og Dawn havde han også stødt på. Mange af pigerne så helt anderledes ud, da de kom tilbage til Hogwarts. Mange havde bare fået nyt hår, men de så alligevel større ud. Max kunne ikke sætte en finger på, hvad det var, men han stirrede lidt længere nogle gange. Drengene så nærmest ud som om de kun havde haft en weekend væk fra hinanden, selvom nogen havde fået nye sko og nyt tøj. Okay, det havde de fleste, men det var ikke mere specielt end det.
Alle havde oplevet noget forskelligt i ferien og det snakkede de meget om på kryds og tværs. Den første time i mugglerstudier var et godt tidspunkt, da de mødtes efter frokosten for at være klar i god tid. Hele årgangen skulle nemlig på tur og til koncert. Mere vidste de ikke endnu.

Pigerne snakkede meget om k-pop. Eller nogle piger gjorde. Tænk hvis de skulle til sådan en koncert, sagde de og begyndte nærmest at skrige af forventning. Det fik professoren hurtigt sat en stopper for, fordi det var for meget, så det blev udelukket som koncerten. Andre piger snakkede om Taylor Swift eller Billie Eilish. Max hørte meget musik derhjemme, hvor han boede som muggler i mugglernes verden, men han vidste ikke hvad mange kunstnere hed. De to navne som pigerne havde nævnt, havde han godt nok hørt hans mor sige flere gange og nogle af hans fastre også. Nogle af drengene snakkede om Drake og Stormzy. Når de sådan blev nævnt, kunne Max også genkende navnene. Mest Drake og da nogen begyndte at tale om hans sange, så nikkede han ivrigt og sang ivrigt med.

Transporten var toget tilbage mod London fra Hogsmeade. Koncerten var om aftenen og derfor skulle alle have fundet deres mest muggleragtige tøj at have på, og ingen måtte have tryllestavene med. Professoren hidkaldte endda tryllestave for at fange dem, der havde forsøgt at snige sin med. Der var et par stykker, der fik scoret sig tre eftersidninger hver i den følgende uge. Det var ikke Maxwell. Han var så vant til at færdes blandt mugglere, at han ikke havde samme forhold til sin tryllestav som så mange andre. Faktisk ville han også hellere have sin kost på sig, hvis det skulle være, men det vidste han godt, at man slet ikke kunne foran mugglerne.

På togturen fortalte professoren lidt om opførsel, forventninger og musik generelt samt underholdning, og oplevelser. De gik et oplevelsesrigt år i møde.
Og så forklarede hun, at de skulle til koncert med Imagine Dragons. Det var et band hun havde valgt, fordi det både var for drenge og piger og var ret populært i deres i forhold til andre. Musikken var noget, hun selv kunne holde til at høre i forhold til en masse rap og hiphop og k-pop var bestemt ikke for alle, så det var det bedste valg.
De fleste brød også ud i jubel og begyndte at tale om deres musik, hvis man altså var mugglerfødt eller halvblods, eller som Max boede blandt mugglere, selvom han var fuldblodstroldmand. Han kendte også Imagine Dragons, for det var musik som begge hans forældre kunne finde på at høre og derfor var det egentlig ret sejt at skulle til koncert.
Indtil videre havde Max ikke prøvet det. Han havde været til arrangementer og en slags festivaler, hvor der var musik, men det var ikke rigtig en koncert, mente han.

Klassen nåede frem. Max var i en hoodie og almindelige jeans og de sko, han altid gik rundt i, hvilket var almindelige sneakers. De fleste andre så også helt normale ud. Hans forældre sagde også, at der var mindre og mindre forskel på fritidstøjet for magikere og mugglernes tøj, men nogle var meget traditionelle.
Professoren fik dem alle guidet frem til koncertstedet, hvor de skulle stå i kø og opleve, hvordan man skulle tjekkes. Heldigvis havde eleverne ikke noget med, men professorens taske måtte undersøges, og det blev gjort uden magi. Ingen kommenterede noget, mens mugglerne kunne høre det, men det var noget de talte om senere. Generelt havde de bestået at lade som om, at de var mugglere, som alle andre publikummer, uden at lave grimasser, grine eller kommentere noget, der afslørede at de kunne magi.

Koncerten bød på rigtig god stemning og rigtig mange fede og gode sange. Nogen sange kunne Max synge med på, men der var også nogle, han ikke kunne synge med på. Han var nok alligevel glad for, at det ikke var Taylor Swift eller Billie Eilish, de skulle opleve en koncert med, for deres musik var lidt for kedeligt huskede han fra sin mors radio eller hvor hun nogle gange spillede musik fra. Det her musik var lidt sejere og så var det sjovt at opleve det sammen med de andre, der kendte musikken. Freddie kendte det heldigvis også godt og synes også det var sejt. Samtid var det sejt, at de skulle af sted om aftenen og havde fået aflyst timerne om eftermiddagen og den første time dagen efter. Hogwartsekspressen var godt nok indrettet som små sovekupeer til turen hjem, men mange lå og snakkede længe, inden de faldt i søvn og Max var selvfølgelig en af dem der snakkede meget med nogen af de andre. Han snakkede mest med dem, der kendte musikken og kendte til mugglernes liv, for det var nemmere.

De efterfølgende gik han rundt og sang eller nynnede Bad Liar, Radioactive eller Thunder af Imagine Dragons og det var sjovt, fordi nogle andre fra årgangen stemte i eller selv gik og sang og nynnede de sange, de havde i hovederne.
Pludselig grinede Freddie. ”Hvor er det skørt, at de hedder Imagine Dragons. Man kan i hvert fald godt høre at de ikke er magikere, for vi VED jo, at der findes drager” sagde han og på vej til eliksir den dag blev det samtaleemnet. Gruppens navn i magisk kontekst.

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Magiens Historie

Som vokset op blandt mugglere i en relativ fredelig verden, hvor de ondeste mennesker, var dumme præsidenter langt fra Southampton, hvor han boede, så var det nogle gange underligt at tænke på, at det ikke var så længe siden endda, at Harry Potter havde kæmpet på en ond og mørk troldmand. For Max var historien om Harry Potter ofte næsten som et slags eventyr sammen med historierne skrevet af Beedle the Bard eller noget som Rødhætte og Ulven, Den lille Havfrue og Den grimme Ælling som mugglerne kendte.

For Max var det derfor lidt svært at forestille sig, at der havde været en krig i magikernes verden, hvor Harry Potter havde spillet en central rolle, men selvfølgelig kendte Max den slags historier. Han havde leget Harry Potter som lille, lige som han havde leget andre eventyrer fra den magiske og ikke-magiske verden.
Harry Potter var selvfølgelig sejere end Voldemort, for Harry Potter var ikke ond. Han ville ikke have, at der var nogen, der blev holdt uden for eller ikke var gode nok, bare fordi de ikke var fuldblods, og så ville han ikke kun bruge mørk magi. Mørk magi var selvfølgelig også lidt spændende, fordi man kunne opnå noget magt med det, som Voldemort prøvede. I sig selv var det lidt sejt også, at man kæmpede for at være den bedste og magtfulde. Bare ikke når man tænkte på, hvorfor han ville være mest magtfuld. Voldemort havde ikke nogen problemer med at slå andre ihjel for selv at blive magtfuld, og det syntes Maxwell til gengæld ikke var særlig sejt. Så var man ikke en god leder.

Det sagde hans far også altid. I Quidditch handlede det ikke om at være den bedste selv, for man var et helt hold der skulle vinde kampen sammen. Derfor skulle anføreren også være god til at sørge for alle holdkammeraterne og ikke fordi anføreren var sur og streng og man var bange for ham, men fordi han var god til at sørge for at alle var gode sammen og ikke kun selv ville være den bedste. Sådan en dårlig anfører ville Voldemort være, hvor han bestemte alt og var den bedste til alt, sagde Maxwells far og det gik jo ikke, for man kunne ikke både score mål og fange lynet på samme tid og slet ikke, hvis man skulle beskytte eller angribe det modsatte hold og beskytte målringene. Harry Potter var også anfører på Gryffindors quidditchhold, og han var bedre end det som Voldemort ville være og gøre.
Derfor var Harry Potter en helt i de historier, som Max havde hørt. Hvis han havde kendt flere detaljer om Harry Potters liv, så kunne det godt være, at Max ikke var helt så stor fan, fordi Harry Potter nogle gange blev lidt irriterende og bedrevidende. Det vidste han ikke endnu, men uanset hvad, så ville han altid mene, at Harry Potter var bedre end Voldemort.

Deres barndom havde Maxwell også hørt om. Der var ligheder og forskelle, men det gik Max ikke op i og han var også for lille og uinteresseret i psykologien i, hvad deres opvækst havde af betydning for deres personlighed. Hele delen om en spådom var også noget, han ikke vidste meget om, så det havde Max heller ikke inkluderes meget i sine overvejelser om troldmanden, der havde klaret det onde flere gange, og endda overlevet at være forsøgt at blive slået ihjel som en baby.
Max kendte de overordnede detaljer om den slags og en kærlighedsforbandelse, man troede han var beskyttet af, men det var heller ikke de spændende ting ved historien om Harry Potter, hvis Max selv skulle bestemme.

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Flyvning

”King! Nogle gange kommer man hurtigst til mål, når man flyver langsomt og kontrolleret” lød det fra professor Maloney. ”Det kan jeg ikke forestille mig, at din far eller måske farfar ikke har fortalt dig” fortsatte hun.
Max kneb irriteret øjnene sammen. ”Ja, men det passer ikke” forsvarede Max sin logik, for man kom jo ikke hurtigt frem, når man var langsom. Max havde ikke vundet dagens konkurrence. Faktisk var det en middelmådig flyver i hans optik. Både Max og Hufflepuffvennen, Freddie, havde klaret banen lige ringe.
”Du bliver sjusket og flyver ind i ringene og keglerne. Det taber du tid af” fortsatte Maloney.
”Ej, for jeg flyver jo hurtigt imellem forhindringerne” argumenterede Max.

Professoren sukkede. ”Du har meget at lære endnu”.
”Jeg er meget bedre til at flyve og styre kosten end mange af de andre” sagde Max stædigt. Heldigvis var de fleste andre fra klassen allerede gået for i dag, udover ham, der tabte konkurrencen og en af hans venner, fordi de hjalp hinanden med at rydde keglerne på plads.
”Den attitude, den understreger, at du har meget at lære” påpegede professoren, der stod og svingede med armen og tryllestaven, for at få alt på plads efter timen.

”Men…” begyndte Max.
Endelig stoppede Maloney op og fokuserede på ham. ”Kosteteknisk og i forhold til hastighed er du dygtig. Præcisionsarbejdet halter, King. Din iver har du vist arvet fra din far”
Maxwell så lidt forvirrende på hende. Han var stolt af sammenligningen, men samtid lød det ikke som om, at det var en god ting.
”Min far er god, også nu selvom han blev skadet!” protesterede han endnu engang.
”Det ligger i generne på ham – og dig. Men det ændrer ikke på, at du har meget at lære, når det kommer til at have overblik og følge spillets udvikling” fortsatte hun.
Max var lidt forvirret, for hvad betød det overhovedet? ”Jeg er da lige kommet på Gryffindors Quidditchhold, fordi jeg var den bedste til holdet og endda som basker, ligesom min far” informerede han hende.
Maloney smilede uden at fnise. Der var forskel på quidditch på Hogwarts og i ligaen eller i landsholdssammenhæng vidste hun, men det var ikke det niveau, hun underviste i nu.

”Hør nu her, King. Du flyver godt og har styr på det. Du kan sagtens håndtere din egen kost, der har et andet tempo end skolens koste, og den reagerer formentligt også noget nemmere på de små nuancer og bevægelser, du laver, ikke?”
Maxwell stod allerede og nikkede ivrigt, for det var lige præcis hans pointe.

”Mens de andre skal lære at flyve og lære den slags, så koncentrerer de sig og får deres tempo og niveau til at passe opgaven-” begyndte hun forklarende, mens Max skeptisk stod og så på hende med armene over kors og kosten hvilende i albueleddet. Maloney fortsatte. ”Du kan allerede den slags, så du skal lære at tage det roligt, læse omgivelserne og spillets udvikling og rytme. Smasherne ændrer også sommetider kurs, ikke sandt?” spurgte hun, og selvom det var retorisk for at vise en pointe, så nikkede Max allerede og svarede et ”Jo”.
”Når du er opmærksom på smasherne og afstanden fra battet og bolden, hvilken kraft du skal lægge i slaget og på sigt også når du skal målrette den mere end nu, hvor du mest skyder den væk, så skal du også lære at se dig for og se, hvilke forhindringer du kommer ud for. Nærkamp er en del af quidditch, men det sænker hastigheden, når man støder sammen, hvilket kan betyde alt” forklarede hun ham.
Max virkede tvær. Om ikke andet så fordi han ikke havde vundet og mente at han var klart den bedste. Der var selvfølgelig også andre gode, og nogen der om muligt var på hans niveau, men derfor burde han også have haft en langt bedre tid, end han havde, og så var det jo nemmere at skyde skylden på alt muligt andet end sig selv. Derfor sagde Max ikke så meget mere. Han end ikke gad protestere. I realiteten lyttede han til hendes ord og råd, for hvad nu hvis hun havde en pointe?

”Jeg kan altså godt orientere mig og følge spillets udvikling” sagde han dog.
”Og du kan blive endnu bedre. Som sagt er det tydeligt at se, at du er blevet trænet eller har trænet sammen med nogen, der er teknisk dygtige. Du kan sagtens dykke og stige, svinge den ene og anden vej. Du skal bare også huske at se længere frem end den næste forhindring. Se dine omgivelser og tag lidt af farten. Det ser med tiden også meget bedre ud, at det virker kontrolleret end alt for forhastet. Det kan du sige til mr. Okoro også” sagde hun med et glimt i øjet og en kommentar om Freddie. Freddie var allerede gået sammen med nogen af de andre fra Hufflepuff, så det var kun Max der (selvfølgelig) skulle brokke sig.

”Din kost er desuden godt velholdt, og det er den bedste til Hogwarts. Jeg undersøgte engang om den kunne blive skolens koste til undervisningen” informerede hun.
Dét fik Max til at smile stort og han kiggede od kosten, før han foldede armene ud og holdt sin kost frem for at studere den anerkendende.
”Det er min farfar, der har lavet dem. Jeg har fået den af, eh.. Enten ham eller min far” svarede han.
Det kom næppe bag på professor Maloney, men Max var stolt. Og så gik han. Klogere, men ikke mere sejrrig i dagens time.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Astrologi

Skorpionen:
Der er en intensitet i mennesker født under dette tegn, som man mærker, før man helt forstår den. De er observerende og afventende og ser ting, som andre overser. De ikke overfladiske og går direkte ind i hjertet af samtalerne og følelserne og af mennesket og dette gør dem loyale venner og frygtindgydende fjender og de beskytter dem, de elsker med alt i dem. Når de elsker, elsker de hårdt og nogen gange for hårdt.

De er gode til at bærer på hemmeligheder, fordi de ikke skal siges højt. Det de ved og ikke siger videre, bliver stærkere med tiden.

Skorpionens styrke er overlevelse. Der rejser sig endnu stærkere fra asken som en fønix efter et brutalt nederlag. De er blevet klogere og mere bevidste om, hvem de er.


De er følsomme, men viser det sjældent og det er ikke fordi, de er kolde, men fordi de passer på det, der betyder noget.

---

NAVN: Aston
ÅRGANG: 3
FAG: Magiens Historie

Skt. Mungos hospital var jeg meget på som barn med min far, fordi min mor blev syg. Lægerne kunne ikke hjælpe hende. Jeg har endnu ikke fået at vide hvilken sygdåm. Jeg vil gerne arbejde der på Hospitalet fordi jeg ved hvor mange liv de reder om året. Jeg vil gerne kunne hjælpe alle de liv der skal hjælpes. Jeg glæder mig til jeg kan begynde med at studere læge.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Flyvning

Der var noget i luften den morgen og jeg kunne ikke lide det. Luften boblede mellem eleverne, som stod side om side på én lang række og som alle ventede på noget, som virkede som et eventyr. For mig virkede det som at vente på et mareridt.

Mine hænder sad klistrede fast til den lånte kost, som hvis det gjaldt mit eget liv. Mine fingre ar helt hvide og blegheden strålede ud af mit ansigt, som hvis blodet var blevet drænet ud af mig. Begge fødder var heldigvis stadigvæk plantet solidt på begge sider af dette uduelige kosteskaft. Jeg var heldigvis ikke den eneste med et pint udtryk. Lilly som var et par elever fra mig, stod med det samme udtryk.

Selvom jeg var af rent troldmandsblod, havde jeg aldrig siddet på en kost og havde forbandet dem langt væk, når min tvillingebror var suset forbi vinduerne med sine venner derhjemme. Heldigvis vidste jeg hvilken ende, som var forrest.

Madam Hooch kaldte til samling og eleverne rørte mere på sig og de fleste med et smil på læben. Jeg sendte et skævende smil mod Lilly, som sendte et ligeså skævende smil tilbage og sendte mig så et overbevisende nik.

"Vi klare dét her", mimede jeg til hende og hun nikkede igen.

Madam Hooch gav et nok og vi satte alle af på samme tid og kosten fløj op af. Ikke bare én meter. Ikke bare to meter, men den fortsatte op og op i et tempo, som jeg kunne acceptere.

Dagens lektie: Flyv rundt om skolens tårne.

Jeg så langt over mig og op mod tårne, som tårnede sig langt over mig i den varme aftenluft.

Jeg tøvede kort, da jeg løsnede grebet en smule og fik endelig en smule mere farve i fingrene. Kosten stolede ikke helt på mig endnu, så jeg måtte håndtere den varsomt. Jeg løftede den forreste end af kosten lidt og kunne mærke, at den tog lidt af farten. Jeg løsnede grebet og den satte farten lidt op igen. Roste man en kost?

Jeg fortsatte op og op i det samme roligt tempo og nu mindre bygninger under mig blev, nu mere klamrede jeg mig til det stykke pind, som var mellem mine ben. Vinden rev i mit hår og vinden gled under mig som en varm bølge og det føltes som om, at kosten strakte sig, da mine hænder løsnede deres greb endnu mere. Som om, den havde taget en dyb vejrtrækning og havde holdt vejret med mig.


Gryffindortårnets spir strakte sig op som et velkendt vartegn, og søen glitrede i skumringen. Uglerne fløj ind og ud gennem vinduerne til deres tårn og jeg blev mere modig, da jeg fløj tæt på Astronomitårnet.

Landingen var blød, selvom jeg kort faldt over mine fødder, da timen endelig var slut.

Madam Hooch så undersøgende på mig med sine flyvebriller i panden.

"Nåh, hvad syntes du så?", spurgte hun mig med et spørgende smil.

"Ja, men mest nej", svarede jeg hende ærligt, rakte hende kosten i stiv arm og gik humpende væk.

Skulle det gøre SÅ ondt i r...n at flyve på sådan en grydeske?

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Magiens Historie

Ravenclaw:
Ligesom alle i min familie var jeg så heldig at komme på Ravenclaw (undtagen min tvillingebror, der landede på Gryffindor som den første i familien).

Ravenclaw står for: Klogskab, visdom, vid og intellektuel evne. Men at gå på Ravenclaw handler ikke kun om, at være "klog", men det handler om at være nysgerrig på alt. På verden og alt omkring os. Vi stiller spørgsmål for at få en dybere forståelse og hvor andre ser overflader, ser vi forbindelserne. Vi finder ro i tankerne og i vores og andres ideer, hvor andre kan se kaos og unyttig viden. Det åbenlyse er ikke godt nok for os, fordi vi undre os og mærker efter visdommen i ordene.

- Vi holder af og sidde i vores tårnværelse med et højt loft, hvor vores drømme befinder sig langt over os.
- Vi holder af og høre bøgernes rygge brække en smule og ikke kun indsnuse støv og ord, men at se disse ord og støv forme sig til viden og ikke mindst ét eller flere eventyr.
- Vi holder af lange dybe samtaler, som kan blive ved i flere timer.

Vi er ikke bare stilheden, men vi er stilheden i stormen.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Forvandling

You gotta be freaking kiddin´me!

Havde Professoren lige sagt, at vi skulle forvandle småsten til en bille? Altså, en vaskeægte bille? 1: Det kunne jeg ikke!
2: En bille? Klamt!
3: Det kunne jeg ikke!

Fed start på en rengvejrs tirsdag til Forvandling!

Jeg sukkede lidt for højt og fik et hævet øjenbryn min vej fra Professoren. Jeg sendte hende et skævt smil, som hun ikke gengældte. Jeg.var.fucked!

Med blækpletter på fingrene tog jeg den lille bunke med sten og lagde den mellem Lilly og mig. Hvis jeg så opgivende ud, var hun fuldstændig lost.

Lilly: "Ifølge Professoren er dagens opgave enkel".

Jeg brummede som svar og åbnede vores tykke bog om Forvandling og slog op på siden. Jeg skulle have lyttet efter og have læst op på opgaven, som Professoren havde sagt i sidste uge.

Mig: "Begynd med en klar visualisering. Forestil at stenen er noget levende. Se dens form ændre sig. Ikke som om du tvinger den, men som om du overtaler den til at blive noget andet”, læste jeg højt.

Lilly så ned på den lille bunke af småsten foran os, som mest af alt mindede om tørre små kiks. Hun rømmede sig kort og fandt sin tryllestav frem fra lommen af sin kappe.

Mig: "Vent!". Lilly stivnede. "Professoren sagde, at vi kun skulle bruge én sten". Jeg fjernede alle stenene undtagen én og skubbede dem helt ud i det ene hjørne af bordet. "Vi skal nødig have mere end én bille rendende".

Lilly: "Du siger noget". Hun rømmede sig igen og rakte forsigtigt tryllestaven frem med en dirrende hånd. "Petrafacta Insectum".

Lilly gispede kort og jeg sprang et skridt tilbage.

Mig: "Hvad?".

Lilly: "Se!". En sprække løb hen over stenen og vi gispede nu begge 2. Selvom det ikke var en forvandling, så var der kommet en lille revne. Hun sukkede opgivende og rystede på hovedet. "Din tur".

Jeg rømmede mig, fandt samtidig min tryllestav frem fra min inderste lomme i kappen og med en svedig hånd løftede jeg den mod stenen. Jeg forestillede mig en sovende energi inde i stenen. Forestillede mig små behåret ben, der pressede sig frem under overfladen. En krop, der ville kravle ud. Jeg tænkte på alt det, som jeg forbandt med en bille og alt det, som jeg ikke ønskede at se. En bille.

Mig: "Petrafacta Insectum!".

Et svagt lys fik stenen til at gnistre en smule og et lille hvin fra Lilly og en arm, som rev mig væk fra bordet, fik mig til at falde over vores fødder og kapper. Vi boksede lidt rundt, inden jeg kom på knæ og kravlede besværligt med kappen om benene hen til bordet, greb fat i kanten af det og stak lige præcis tippen af næsen over det og så til, da stenen begyndte at dirre for øjnene af mig.
Pludselig, foldede en blank, sort skal sig ud som våde blomsterblade, og seks ben vred sig fri. Små følehorn bevægede sig i luften.

Det var en bille! En rigtig én!

Lilly: "Jeg har et navn til billen".

Jeg drejede ansigtet og så hen på hendes profil, mens hun fascineret så på billen.

Mig: "Kom med det".

Lilly: "Den skal hedde Sten".

Det gav så meget mening.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Mugglerstudier

Selvom jeg er fuldblods heks, er jul noget, som vi gør en ære i at holde med vores nærmeste muggler-venner. Her er mine ord på, hvordan de får mig til at føle gennem juledagene:

Jul føles som varme på den koldeste dag i december. Alt i huset glimter, selvom solen for længst er gået ned,

Stearinlys på bordet varmer lidt ekstra, lyskæder i vinduerne lyser lidt stærkere i mærket og smilene er lidt større end ellers.

Der dufter af kanel, appelsiner og anden i ovnen og det der dufter godt, samler folk.


Man står tættere og sidder sammen lidt længere og taler mere sammen og gode minder og glade dage.

Jul er hænder, der rækker en gave frem og siger: “Det er ikke noget stort,” selvom det er det alligevel, fordi gaverne kommer fra hjertet og hårdt arbejde. Børnene hopper lidt ekstra højt af spænding og vi voksne lader som om, vi ikke også glæder sig. Man kan mærke de nye minder, som bliver skabt med dem, som man holder af og dem som ikke er her længere, men som stadig føles nær.

Jul er fællesskab og en tiltrængt pause midt i mørket.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: FMMK

Jeg stirrede på det slidte træbord foran mig, mens mine fingre fumlede ved kanten af min nye tryllestav. Jeg kunne ikke huske halvdelen af de formularer, Professoren havde nævnt, og bare tanken om at skulle bruge dem i praksis, gjorde mig nervøs.

Professoren klappede i hænderne foran hele klassen og med et stort smil så hun udover alle eleverne, inden hun begyndte at tale.

“I skal sætte jer sammen to og to og find en anden elev fra et andet kollegium og diskuter spørgsmålet på tavlen: Hvorfor er Forsvar mod Mørkets Kræfter vigtigt? Og husk! lLyt til hinanden”. Hun sendte nogen enkelte lever fra Slytherin et skarpt blik.

Jeg så kiggede hurtigt rundt, da lyden af stole skramlede højt omkring mig. De fleste elever gik rundt mellem hinanden for at finde en makker, da en skikkelse overraskende faldt tungt ned ved siden af mig og en stemme sagde: “Så det dig og mig.”

Mit røde hår faldt over mit ene øje, som jeg brugte som et skalkeskjul, da jeg forsigtigt så mig over skulderen. En busket manke med nærmest blåsort hår, blev rusket op af en hånd med en knoldet tryllestav mellem fingrene. De nærmest lysegrå øjne havde et blik, som om de var trætte af det hele. Inklusive mig. Selveste Orion Fawkes sad ved siden af mig. Han var kendt for at skabe problemer forskellige steder på skolen uden en eneste konsekvens.

Han satte sig godt tilbage i stolen med armene over kors og letspredte ben.

“Øh… hej,” sagde jeg forsigtigt. “J-jeg er Ever.”

“Jeg ved det. Du sagde dit navn meget højt i første time, da du præsenterede dig for hele klassen i sidste uge”.

Et smil ramte hans læber, som ikke var ondt, men bare overlegent. Jeg rykkede mig uroligt på stolen, rømmede mig og prøvede at ignorere det.

“Vi skal snakke om, hvorfor faget er vigtigt.”

“Det er burde da være åbenlyst for én som dig, ikk?” sagde han og lænede sig mere tilbage, så stoleryggen knirkede faretruende. “Hvis du ikke lærer at forsvare dig selv, så bliver du enten kontrolleret eller knust. Det er ikke noget, man kan læse sig til. Det handler om at overleve”. Han slog sig let 1-2-3 gange mod sin venstre tinding med 2 fingre uden at tage blikket fra mig.

Jeg nikkede langsomt og lænede mig en smule væk, da han ubevidst rykkede sig en smule tættere på.

Jeg tror, det også handler om mere end overlevelse. Det handler også om at beskytte dem, der ikke kan forsvare sig selv.”

Orion kiggede skeptisk på mig med et løftet skarpt mørkt øjenbryn.

“Er du en af dem?”.

“Hvad?”. Jeg kunne mærke mit ansigt skære en underlig grimasse.

“En, der skal beskyttes?”

Jeg trak på skuldrene.

“Måske, jeg skal beskyttes lige nu, men jeg vil gerne kunne stå på egne ben. Jeg tror ikke, faget kun handler om at kaste besværgelser, men at vi skal vælge, hvem man vil være”.

“Det er meget Gryffidor-agtigt sagt,” mumlede Orion.

Jeg slog på mit Ravenclaw-mærke på min kappe med spidsen af min tryllestav.

“Det tager jeg som en kompliment, taget i betragtning, at jeg er Ravenclaw”. Det blev stille i et øjeblik. “Og hvad ville en Slytherin så sige?”. Jeg løftede det ene bryn og nikkede kort med hovedet mod hans grønne mærke.

“At det handler om magt”. Jeg vendte kort det hvide ud øjnene. “Om at forstå mørket så godt, at det aldrig kan styre mig.”

“Måske har vi begge ret. At det handler om bpde at forstå mørket og om at vælge at stå imod det.”

Orion så på mig med et blik, der var lidt for arrogant.

“Du er ny i det her, ikke?”

“Helt ny.” Jeg sendte ham et lille genert smil.

En lille gnist fra hans tryllestav gnistrede og som fik mig til at spjætte.

“Du har meget at lærer endnu”, sagde han og nikkede kort mod bogen mellem os og jeg åbnede den med rystende hænder.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser

Der havde altid været var noget særligt ved døren hos min mormor. Døren som altid var lukket, når jeg havde været hos hende som lille. Efter hendes død havde jeg arvet hendes hus og advokaten havde oplæst testamentet og advaret om ALDRIG at åbne døren. Og her stod jeg for enden af den lange gang med min tryllestav i hånden og så på døren. Malingen skallede af i flager, og håndtaget var så gammelt, at det havde fået den mørke, næsten grønne glans, som kun metal får, når det er blevet berørt alt for mange gange gennem årerne. Ingen i familien havde nogensinde talt om den dør. Ikke med ord. Den var der bare. Ikke en gang min tvillingebror havde turde nævne døren over middagen hos min mormor og han var endda den modige af os.

Jeg tøvede, da jeg tog det første skridt mod døren og hørte de gamle gulvbrædder knirke under de bare tæer. Jeg var ikke bange. Ikke sådan rigtig. Men jeg vidste, at nogen ting aldrig skulle åbnes for og at nogle døre ændrer alting, når de bliver åbnet.

Jeg tog en dyb indånding og satte den en fod foran den anden uden at blinke. Jeg måtte holde fokus og være modig som min bror. Jeg hævede forsigtigt min tryllestav og tog samtidig et enkelt skridt tilbage og hviskede med en fast stemme: "ah.BARE-toh".

Døren klikkede op med en knirken, der næsten lød som en et kvalt skrig.

Jeg trådte det enkelte skridt frem, som afskar mig fra dørens verden og så ind i noget, som jeg ikke har forventet. Det var ikke en støvet kælder, eller et skrivebord med en samling af hemmelige kærlighedsbrev. Men det var et rundt rum, som var oplyst i bløde farver, selvom der ingen vinduer var. Det var tomt, men alligevel føltes det, som om det ventede på hende. Men midt på gulvet stod én stol og på stolen lå der én bog.

Jeg trådte forsigtigt ind i rummet med den hævet tryllestav foran mig og vendte og drejede mig for at se efter en ukendt fare - der var intet.

Varmen i rummet omsluttede mig, der tog imod mig som en kær gammel ven.

Bogen på stolen var dækket af støv og da jeg forsigtigt lod pegefingeren stryge over titlen på den, kom ordene frem et efter et på det gamle sprog: "Til Ever".

Jeg løftede bogen forsigtigt og fornemmelsen af det gamle slidte læder føltes fedtet mod min hud og satte mig og åbnede den og begyndte at læse.

Og døren… den lukkede blidt bag mig med et lille... klik.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Botanik

Den Hoppende Pære:
Dette var det mærkeligst, jeg nogensinde har oplevet med mine egne øjne. Jeg så hen på vores professor, som gik rundt mellem bordene og så til, mens eleverne både hoppet forskrækket og andre grinede højt. Andre bandede endda højlydt.

Der var noget mærkeligt ved den overdådige frugtskål med æbler, druer, blommer og en enkelt grøn pære, som hoppede. Jep, pæren hoppede! Den hoppede, som om den var glad.

Jeg sendte min nye siddekammerat, Lilly, et forundret blik og hun sendte mig det samme tilbage, inden hun skar en grimasse.

Lilly: "Ja, jeg skal ikke røre ved den", sagde hun stålfast.

Mig: "Så er vi 2", istemte jeg.

Laura: "3". Laura løftede sin højre hånd uden at tage blikket fra den hoppende pære. "Vidste I, at hvis man kilder pæren lige under det øverste blad på maleriet i kælderen, så forvandler den sig til et håndtag og giver adgang til køkkenet?".

Lilly: "Shh...", tyssede hun højt og slog ud med hænderne mod hende og Laura løftede begge hænder som ren overgivelse.

Laura: "Just saying".

Lilly: "Og du siger det for højt!".

Jeg sendte hende et løftet øjenbryn, inden jeg bøjede i knæene og nærmede mig den hoppende pære, men uden at komme for tæt på.

Mig: "Hvorfor hopper den sådan? Er den glad?", spurgte jeg for mig selv.

Laura: "Den kan være glad, utålmodig eller vil fortælle os noget. Hvis den er fornærmet hopper den ikke, men kan finde på at vugge fra side til side".

Lilly: "Hvor ved du det fra?".

Laura trak på skuldrene og stillede sig ved siden af mig uden at tage blikket fra den hoppende frugt.

Laura: "Min far er botaniker, så vores have står ikke stille. Det er lige til at blive søsyg over, som førstegangs besøgende".

Jeg kunne ikke holde et fnis tilbage.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: MDPoP

Enhjørningen:
En enhjørning er et væsen, der føles som en hemmelighed, som naturen har valgt at gemme for os, da de er for rene til os.

Deres øjne ser ud, som om de har set både begyndelsen og slutningen af noget større og noget ukendt.

Deres pels føles som silke og deres horn spirer smukt fra dets pande og snoet som et stykke levende elefenben, som glitre smukt i lyset, som hvis det er velsignet med stjernstøv.

Dets bevægelse er fyldt med ynde, som verden ikke kender til. Dets fodtrin er lydløse og selv skoven fjerner sig for at give den plads.

Den er sky, ikke fordi den er bange, men fordi den ikke har brug for at blive set for at være virkelig.

Dets stilhed forbindes med ro og giver en selv mulighed for at høre sig selv tænke klart. Myten siger, at enhjørninger kun viser sig for dem, der har et rent hjerte.

En enhjørning betyder håb og er en påmindelse om, at noget bare skal... mærkes.

---

NAVN: Dawn
ÅRGANG: 2
FAG: MDPoP

”Ej det vil jeg ikke” protesterede Amy som Sarah rakte hende Ashvindlen. Sarah rullede dramatisk med øjnene ”den er jo ikke farlig” sukkede hun men Amy bakkede alligevel væk med frygt i øjnene.
”Her” slangen blev i stedet rakt til Dawn der tog i mod den. Den stirrede på hende med sine store og uhyggeligt røde øjne, og den tvedelte tunge smagte på luften foran hendes ansigt, som hun strakte armene bare for en sikkerheds skyld. De tænder der skulle hun alligevel ikke risikere at have siddende i sin kind.
”Den er da flot!” sagde Dawn og så mod Sarah der smilede tilfreds og sendte et mere skadefro blik i retningen af Amy ”hvis man er sej nok ja” svarede hun og lagde armene over kors. Amy sendte den blonde veninde et surt blik og rettede på de runde briller ”jeg kan bare ikke lide slanger okay?” sagde hun og Sarah gik frem mod hende ”du er bange for alt, Short” sagde den næsvise slytherin pige og Amy trak skuldrene lidt op ”ikke alt” mumlede hun og Sarah lo fornøjet ”jo alt! Du er bange for mig! Det er et under du ikke er bange for Dawn” svarede Sarah med et drillende blik.

Mens veninderne mundhuggedes så Dawn rundt på de andre elever. Maxwell havde vist lige leveret sin ashwinder videre, og pigen han havde givet den til så lige så nervøs ud som Amy. Hun fangede vennens blik og sendte ham et stort smil mens hun hævede slangen, men hørte snart en lyd nær sig.
Amy var bakket længere væk og var væltet over sine fødder. ”Ej… Short” Sarah lo og tilbød Amy en hånd op. Da Amy atter var på benene så Sarah ned på sin hånd ”Ej! Ad! Hvad er det du har lavet?!” Hylede hun og skubbede til Amys skulder for at tørre det grå støv af sine fingre. ”Hey! Det er ikke min skyld!” protesterede Amy og slog Sarahs hånd væk.
Dawn lo. ”det er nok bare Aske Sar. Det var jo det læreren sagde, at de efterlod et spor af aske når de smuttede ikke?”
Sarah så stadig fornærmet ud og skulede til Amy der rystede på hovedet ad hende. Slangen i Dawns hænder snoede sig om hendes underarm i et forsøg på at komme ned og Dawn rakte slangen til Amy ”du skal prøve” sagde hun men Amy protesterede voldsomt ”aldrig i livet!” hylede hun og Sarah lo ”her giv mig den, så skal jeg vise hende hvordan man gør!” Sarah rakte ud efter slangen ”Sar! Pas på den-” Dawn nåede ikke at sige noget før Sarah selvsikkert greb efter slangen men forskrækkede dyret i samme omgang.

I en lynhurtig bevægelse huggede slangen ud efter hende hvilket fik den blonde pige til at komme med et hvin og springe tilbage, direkte ind i Amy der kort efter var ved at tude af grin. Dawn kunne heller ikke lade være med at le lidt men hun satte alligevel slangen ned før hun turde reagere ordentligt. Sikke nogle tænder! Dog var den ret sej. Man skulle måske bare lige holde øje med hvordan den reagerede før man forsøgte at håndtere den.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Eliksir

Kedlen er det vigtigste redskab i Eliksir og har en direkte indflydelse på eliksirens resultat, da det er her, ingredienserne blandes og koges og det er her, de får den nødvendige reaktion på hinanden. En effektiv eliksirbrygning handler ikke kun om ingredienserne, men også om den korrekte / stabile temperatur, kedlens materiale og form samt korrekt varmefordeling og timing.

Materialet og kvaliteten på kedlen har en stor betydning for, hvor effektiv og hvor præcis den kommende eliksir bliver. Hvis en for billig eller ukorrekte kedler benyttes, kan den perfekte eliksir ødelægges.

Der er i alt 6 gryder, hvoraf nogen af modellerne kommer i forskellige størrelser.

Tin kedel: Standard kedel for eleverne på Hogwarts. Fåes i i 5 størrelser: 1, 2, 4, 8 og 12.

Kobber kedel: Kendt for at brygge bedre eliksirer end tin kedel og messing kedel. Fåes i 4 størrelser: 1, 2, 6 og 8, hvoraf størrelse 2 er standard.

Sølv kedel: Lavet af ren sølv af fin kvalitet og er kendt for at lave de bedste eliksirer. Fåes i 3 størrelser. 2, 4 og 5.

Selvrørende kedel: Røre selv miksturen rundt, så længe man huske at tale pænt til den.

Sammenfoldelig kedel: Er nem at have med sig på vejen, da den kan foldes sammen. Dog er den ikke ligeså effektiv til kogning af suppe som en almindelig husholdningsgryde.

Guld kedel: The G.O.A.T af alle kedlerne og som anbefales til de elever, som vil have de bedste resultater. Suppe får en mærkelig eftersmag ved kogning af dette i denne kedel. Fåes k 3 størrelser. 2, 6 og 7.

---

NAVN: Dawn
ÅRGANG: 2
FAG: FMMK

”- mener du virkelig at du så kæmpeblæksprutten? Altså… blæksprutten? Var det ikke bare tang?” spurgte Dawn ivrigt og Sarah smilede bedrevidende og rettede ryggen ”Jeg er sikker – der var sugekopper på!” svarede hun og Dawn så virkelig misundelig ud ”Ej I har det fedeste opholdsrum” mumlede hun frustreret og Sarah lo fornøjet ”Du skulle bare vide! En af de ældre sagde at hun så en af dynfolkene sidste år!” pralede hun og Dawn mærkede kæben falde ”ej!” sagde hun og Sarah nikkede.
”- giv mig dem!”
Dawn kløede sig i håret ”var det en han eller hun dyndfolk?” spurgte hun nysgerrigt som de tog de sidste trin ned af trapperne mod krypten. Sarah skilte læberne for at svare men en stemme skar igennem og afbrød hende.
”- Miles lad være! Giv dem tilbage!”
Både Dawn og Sarah så frem i korridoren hvor et par elever stak ud. En højere dreng stod ved siden af en lavere pige og en anden lav pige foran sig. Han havde noget i hånden, men Dawns blik fokuserede på pigen foran de to andre. Det var Amy.
”Miles!” Amys stemme var ulykkelig og Miles, som måtte være drengen, lo hånligt
”du er jo blind som en muldvarp!” drillede han.

Drengen var ukendt for Dawn, så hun konkluderede at han ikke gik på deres årgang. Måske en af de nyere elever? ”Hey!” Dawn trådte frem ”lad hende være!” hendes stemme var vred og drengen hævede blikket fra Amy og så mod Dawn. ”Ah, kavaleriet kommer til undsætning” drillede han og viftede med hånden der havde et fast tag om Amys briller.
”Hvad har du tænkt dig at gøre? Skrige af mig? Rende til din far?” spurgte han koldt og Dawn mærkede vreden stige i sig ”Hey hold min far ude af det!” snerrede hun og trådte frem, hendes hår antog en sart rødlig kulør. Miles stirrede først lidt før han himlede med øjnene og bevist ignorerede sin veninde der hev ham i ærmet. Hendes blik var ikke på Dawn, men på Sarah der stod lidt bag Dawn selv.
”Piger er umulige” sagde drengen og så på Amy ”og ynkelige” han smed hendes briller på gulvet. Han hævede sin fod og skulle til at trampe ned på dem da noget skete. Dawn blinkede adskillige gange før hun fangede hændelsen.

Sarah var trådt frem bag hende. Hendes øjne var iskolde som hun rettede sin stav mod Miles. ”mimblewimble!” råbte hun, og besværgelsen ramte Miles med sådan en kraft at han vaklede og væltede bagover da han havde stået kun på det ene ben.
Febrilsk forsøgte at han at sige noget, eller gøre noget og Dawn rynkede på næsen med afsky da han åbnede munden. Hans tunge havde slået knude på sig selv. Fysisk. Det så vanvittigt klamt ud og hun mærkede hvordan hun fik kvalme og skyndte sig at se væk.
Dog var Sarah ikke færdig. Hun stormede frem og greb den yngre dreng i kraven ”hey!” sagde hun og han så på hende med skræmte øjne ”bare fordi vi er på samme kollegie giver det dig ingen ret til at drille hende. Høre du?” spurgte hun, hendes stemme næsten bare et hvæs og Miles nikkede panisk. Sarah kneb øjnene sammen ”godt. Sig det til resten. Den eneste der driller hende, er mig!” hun slap ham og han satte sig resolut på enden med frygt i blikket. Dawn stirrede på Sarah som hun samlede Amys briller op, stak hende dem og skubbede hende hen i retningen af Dawn selv.
”T-tak” hviskede Amy og Sarah rullede med øjnene ”klap i” mumlede hun men Dawn bemærkede et svagt smil i Sarahs mundvige. Efter at have tjekket at Amy var okay og hendes briller ikke var kommet noget til fulgte de Sarah. Dawn kunne ikke lade være med at smile lidt over den store stolte fuldblods elev der hvert fald ikke kunne lide halvblods eller mugglerfødte. Hun lagde armen om Amy og fortalte ivrigt om Sarahs observationer fra Slytherins opholdsstue, og snart var samtalen i gang igen.

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Astrologi

Firkløveret bestående af Olivia og Freddie fra Hufflepuff samt Serenity og Maxwell fra Gryffindor var endnu engang parret sammen. Bare fordi Olivia og Freddie kom godt ud af det med hinanden, for det var ikke tilfældet på samme måde med Max og Nettie. De tolererede hinanden og kunne da følges, hvis det var. Som regel fandt de dog sammen med andre på kollegiet. Max vidste ikke helt, hvorfor det var sådan, men hun virkede ofte så sur, og han havde da ellers ikke gjort noget.

Solsystemet bevægede sig roligt i den ene del af tårnet, mens enkelte stjernetegn var afbilledet fra forskellige vinkler afhængig af nord- eller sydkuglen og hvilken tid det var på året. Eleverne kunne således tjekke om det var et reelt stjernebillede, de havde observeret når det var opgaven. Maxwell havde ikke særlig meget styr på stjernetegn eller stjernebilleder. Endda var det så galt, at han aldrig rigtig huskede, hvad han selv var i stjernetegn og det hjalp ikke, at hans far og ham havde samme stjernetegn, fordi de havde fødselsdag samme dag. 21. april og tyr, kunne han derfor spotte i lokalet, inden de fandt et teleskop hver og trådte ud på den balkonlignende afsats, hvorfra det var nemmest at se noget.

Højden og dermed afstanden til jorden var ikke noget, Max havde et problem med. Det virkede nærmest frit heroppe og det kriblede i hænderne på ham for at snige sin kost med op i tårnet og kaste sig ud i en flyvetur, der startede fra det højeste tårn. Udsigten derfra kunne man ikke klage over, tænkte han.
Stjernerne var også flotte, selvom Max ikke forstod sig på betydningen af dem. Ej heller efter mere end et år på Hogwarts med astrologi på skemaet.

Alligevel tænkte han på sin mor, da han blev afbrudt i tankerne. ”Dagdrømmer du?” spurgte Olivia. Max leverede først et skyldigt blik, men rystede dermed på hovedet. ”Det er nærmest nat, så det kan man vel ikke sige” svarede han og skyndte sig at vende samtalen til noget andet.
”Har du fundet noget spændende?” spurgte Max.
Olivia rystede på hovedet.
”Det er mærkeligt, at der er så mange stjerner og vi bare er en del af dem i hele universet, synes du ikke?” spurgte Olivia, der i det samme fik selskab af Serenity i deres firmandsklynge. Freddie så ud til at være faldet i søvn med øjet presset mod teleskopet og den anden ende mod rækværket. Maxwell så fra den sovende ven til Olivia og forbi Serenity, det var svært at tage øjnene fra igen, da han alligevel fik tvunget øjnene på stjernehimlen. Nikket virkede lidt fraværende, for spørgsmålet var så stort og uoverskueligt, at han ikke rigtig kunne forestille sig hvordan svaret ville være til det. Jo, det var mærkeligt at forestille sig, men han var sikker på, at hans hjerne ville eksplodere, hvis han tænkte over, hvor stort universet var.

”Jeg så et stjerneskud!” udbrød Freddie. De andre lo af ham. ”Nej, du blinkede bare, da dit hoved faldt ned fra teleskopet” bemærkede Serenity, hvilket fik Olivia og Max til at grine lidt mere. Igen endte Maxwells øjne mod Serenity, og endnu engang var det så svært at tage øjnene fra hende. Det var som om, hendes blå øjne lyste om kap med stjernerne og samtid var det ikke til at sige om håret eller stjernerne skinnede mest. Måske funklede øjnene som om, det blev passet på af utallige ildfluer.
Derfor skulle han lade være med at kigge på hende! Det var ikke første gang det var sket, og Max kunne ikke finde ud af, hvorfor det var sådan med hende og ikke med nogle andre piger, men det her havde været et problem siden de startede på Hogwarts, men problemet blev mere tiltagende.

”Vidste I godt, at nogle planeter har mange flere end en måne?” spurgte Olivia og underligt nok lød et ”Ja, én i vores solsystem har vist 64” fra Freddie, der åbenbart ikke sov mere.
Udvekslingen var godt, for det fik Max til at se væk fra Serenity. Hvor var det også bare efterhånden pinligt, for hun måtte da også fornemme, at han stirrede mere og mere. Endnu var det ikke noget, Max havde bemærket at andre drenge især også gjorde, men det gjorde de.
Han turde ikke sige til dem, at han havde brugt en god del af deres første årgang på at se efter månen fra Gryffindortårnet, når han havde haft hjemve i starten. Hans mor havde altid sagt, at månen var den samme uanset hvor man var henne, så når han som helt lille havde savnet sin mor, når han var hos sin far eller omvendt, så kunne han se på månen, for det var den samme måde hun så ville se på og derfor ville de være forbundet. I stedet gik de i gang med at se efter om der var stjerneskud mens en løs snak om liv andre steder i universet blev halvhjertet diskuteret. Hvis der var, så måtte det være magikere, mente Max godt nok, for hans eget sind kunne ikke kapere for meget andet med ting at tage højde for, eller sandsynligheden eller andet.

---