Melodi: Kender I den om rudolf

Kender i den om HS?
HS - der fyldte ti år!
Det er skøn skøn side,
Som jeg rigtig godt kan lide!
Her har vi nemlig fællesskab,
Og det er meget nemt at finde venskab.
Den 6. december siden fyldte år,
Det var nemlig nemlig i går!
Så nu vi synger fødselsdagssang,

Og håber på, at siden forsætter sin gang.
For 10 år siden i dag,
Siden åbnede for magien og sagde:
Velkommen alle hekse og troldmænd,
Der er plads til alle, selv nissemænd!
Den 6. december siden fyldte år,
Det var nemlig nemlig i går!
Så nu vi synger fødselsdagssang,
Og håber på, at siden forsætter sin gang.
Det er en fantastisk side,
Det burde alle vide.
Der er administrator og også moderator
Teamleder, uddannelsesleder, selv en rektor!
Overhoveder og lærer,
Selv en tryllestavsmager,
Ja, alle de personer de er at finde,
Og mange ting kan man vinde!
Den 6. december siden fyldte år,
Det var nemlig nemlig i går!
Så nu vi synger fødselsdagssang,
Og håber på, at siden forsætter sin gang.
Faktisk så er alle med til at gøre HS til noget specielt,
Alle kan bidrage, bare det er officelt.

1. december år 50

To mennesker møder tilfældigvis hinanden. Et tilfældigt møde på en tilfældig perron i femogtredive tilfældige sekunder, før de stiger på hver deres tog og rejser ud i den samme verden med en skamferet grænse mellem dem. De kender ikke hinandens efternavne eller øjenfarver, men de femogtredive sekunder var skæbnesvangre, og hvad den ene betalte for i penge, betalte den anden for i blod.

Klapsalver lød. Det var fars yndlingshistorie og vakte altid latter i en blanding af påtagethed og anerkendelse fra de lyttende. Han stod rank med et determineret udtryk i øjnene ligeså koboltblå som Willems, der gik rundt blandt lange aftenkjoler og skræddersyede skjorter i husets festsal. Lyden af langstilkede champagneglas klingende mod hinanden, lyden af den evige snak om det smukke. Han var kommet til verden for præcis atten år siden, født ind i den kapitalistiske guldalder, landejendommens mure havde vokset sig tykke af. Sådan forløb resten af eftermiddagen, smuk og finpudset. Men som mørket begyndte at være mere konstant mod de høje vinduer, greb faren fat i ham.

- Hvad er der i vejen, far?

- Dine fætre holder fest i London. Tag nu af sted, hvis du skal nå det inden midnat.

- Men..

Uendeligheden i farens øjenkontakt, indtil Willem nikkede. Den klassiske musik fortsatte med at flyde i hjørnerne af den store sal som små fragmenter af liv, imens han transfererede sig til en tilfældig sidegade i London og endte i lyset fra en gadelampes gule lyskegle. Han brød sig ikke om det ukendte, der lurede i mørket og sank en klump, overvejende. Så fandt han papiret med fætrenes adresse frem fra lommen og gik rundt nogle timer, kunne ikke lokalisere adressen. Da han endnu en gang gik rundt om hjørnet i en blindgyde, stødte han ind i en vagabondlignende skikkelse, der ved første øjekast lignede en, der levede i rendestenen af Londons beskidte trafik.

- Hva’ laver sådan en som dig dog her?

- Hvad?

- Ja, er du døv? Det ligner, du skal giftes.

Willem lagde bare mærke til, de måtte være jævnaldrene. Sneen faldt blødt i det kulsorte hår, imens den fremmede smilede og trådte nogle skridt tilbage, gav ham lidt plads.

- Undskyld, du er måske ved at stikke af fra dit bryllup?

- Bare faret vild, mumlede han.

- Vi kan gå rundt sammen. Medmindre du hellere vil være herude alene, foreslog skikkelsen, der præsenterede sig for Adam nogle minutter senere. Antydningen af et smil i Willems fintskårne ansigtstræk var svar nok, og de fortsatte sammen rundt i byens festlige gader, indtil de endte på en tilfældig bænk. Papiret med adressen til nytårsfesten havde han tabt.

- Adam?

- Ja?

- Tror du, der kan ske ting, som bare ikke giver mening?

- Tja, verden er jo ikke sort og hvid. Tænk på altings tilfældighed.

Altings tilfældighed, det mindede om farens historie; menneskelige møder, der sætter sig fast. Han vidste, at Adam var et menneske, der levede. Han vidste, at hans far ikke var sådan. Der var en forskel mellem de to mænd. Hvornår ville det skæbnesvangre ske? Han lagde mærke til udtrykket i Adams øjne, da de fik øjenkontakt. Hans utænkelige skønhed. Nattehimlen begyndte at lyse, himlens uendelighed, og han tænkte, at nu kom livet. Nu kom åndedrættet fra et menneske, der kun ville ham noget godt. Han skulle først hjem i morgen, så han gav op, lod det hele begynde, og de kyssede igennem hele landets nedtælling til midnat, mens lyden af deres åndedræt druknede i fyrværkerierne.