Sera kigger op. Hun sad på sit værelse. Hun har brugt meget af sin tid på det sidste på at lave små kort sammen med hendes vendinde Amalia. Det tog langt tid at lave kortene, fordi at man skulle klippe dem lige og små. De sendte altid kortene til en fælles vendinde uden for hogwarts som de sagnede, eller deres familie. Hun fik en ide. måske man kunne bruge Diffindo til at skære/klippe de små kort, så det ikke tog så lang tid! Hun tog øjeblikkeligt sin tryllestav frem. "Diffindo!" sagde hun klart og tydligt. De små kort blev skåret helt perfekt ud, og det gik meget hurtigere. Hun løb ud på gangen, og fandt Amalia. "Amalia! Se det her!" hun kiggede på Seras kort der blev skåret fint og lige ud. "ej hvor vildt" sagde Amalia. "men jeg vil hellere gøre det selv".
"hvorfor?" spurgte Sera, og kiggede på Amalia, der var ved at lave et nyt lille kort. "det går meget hurtigere!" Hun rev fat i Amalias kort ud af hånden på hende, og lavede besværgelsen igen. men hun kom til at lave den forkert, så kortet begyndte at revne. "ej hvor er du streng!" "nu har du skåret det fuldstændig skævt!" sagde Amalia vredt. Sera kiggede med en lille smule skam på det skævede kort. "undskyld. Men jeg kan gøre det godt igen!" Sera svingede sin tryllestav, og sagde: "Reparo!" kortet samlede sig og blev så god som ny. Amalia blev okay igen. Hun huskede, at det var vigtigt, at passe på med den besværgelse, men den var altid nyttig at bruge.
ANTAL LEKTIER:7
NAVN: Seraphina
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser
Sera piller lidt ved sin kuglepen. Hun kigger på sine klassekammerater. Hendes ven Aston står over for nogle af 3. årgangselever, der driller hende og laver sjov om hende, fordi hendes søde store og puffy kat Lily, lige var gået bort. "Ha Ha! Sagde en af dem. "Vildt at den tyksak af en kat levede i mere end et år!" De grinte alle sammen. Sera så det, og en ildkugle af vrede var ved at springe i luften inden i hende. Hun måtte gøre noget! "Og helt ærligt jeg synes at..." Eleven nåede ikke at sige mere, får at Sera afbrød hende. "STOP SÅ! OG LAD SÅ MIN VENDINDE VÆRE!!!" De kiggede på hende. "Hvad et dit problem, vi laver jo bare lidt sjov" Sagde eleven. "Men!... Og så kom læreren og spurgte om de var okay. "Ja selfølgelig! sagde den onde pige. "vi hygger os bare sammen med de mindre klasser" Sera vidste ikke engang hvad hun skulle sige! Hun får pludselig en ide. Sera så bare på Aston og blinkede. Hun vidste lige præcis hvad hun ville gøre. hun satte sig ned, og tog sin tryllestav frem, imens hun hviskede: "Accio!" og et sekund senere stod hun med den lede piges sko, så hun stod på bare sokker. pigen var rasende. "Hvem har gjort det!" skreg hun. ingen rakte hånden op. Sera gemte skoene i sin taske. og nu til trin to. Hun havde set at Jack, stod ude på gangen, og var ved at lave et eller andet med et reb. "Accio!" hviskede Sera igen, og stod med Jacks reb i hænderne. "Wingardium leviosa!" hun stod og gemte sig bag en stolpe imens hun gjorde dette. Rebet begyndte straks at svæve, og svøvede hen mod pigen, og viklede sig rundt om hende og lagde hende ned på jorden. Hun skreg og sparkede. "hvem har gjort dette!" råbte hun. Sera trådte frem. "Det gjorde jeg." pigen så meget vred ud, men begyndte at forstå, hvorfor Sera havde gjort alt det her. Sera kiggede på pigen. "Måske gjorde jeg lidt for meget. det må du undskylde. jeg prøvede bare at give dig en lærestreg så du forstod at det ikke er okay at mobbe andre for at selv have det sjovt!" Pigen kiggede op. "Undskyld" Sera så glad ud. "det gør ikke noget! lad os pakke vores ting sammen!" Sera rodede i sin taske. "og her er dine sko"
NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser
Det var en varm juniaften, og sollyset strømmede gyldent ned over Hogwarts' grønne områder. Eira Aisling havde fundet sig en rolig plet under et stort bøgetræ tæt ved søen, hvor hun sad og læste i en af sine yndlingsbøger om magiske lægeplanter. Hun elskede den slags stille stunder, hvor der kun var vinden i bladene og fjerne stemmer fra elever nede ved vandkanten.
Men da hun skulle til at slå op i næste kapitel, gik det op for hende, at hun manglede sin notesbog — den med alle hendes skitser og notater om planter, både magiske og ikke-magiske. Hun måtte have lagt den fra sig tidligere på dagen, da hun sad i drivhuset. Eira sukkede. Der var langt at gå, og hun orkede ikke tanken om at mase sig gennem gangen fuld af larmende elever, bare for at hente en bog.
Så huskede hun det, de havde øvet i sidste uge: Accio.
Hun havde ikke haft meget held med det i timerne. Sidst var det kun lykkedes hende at tiltrække en fjer, og endda kun efter tre forsøg. Men måske… måske var det værd at prøve?
Hun rejste sig op, lukkede øjnene et øjeblik og forestillede sig bogen for sig: brun læderryg, bukket hjørne, en lille tørret lavendelkvist stukket ind mellem siderne. Hun løftede sin tryllestav og sagde klart:
"AH-kee-oh notesbog!"
Intet skete. Hun sukkede — men så, ud af det blå, kom en genstand susende gennem luften, lavt over græsset, drejede skarpt forbi et træ og fløj direkte ind i hendes hænder. Det var den! Hendes notesbog!
Eira udstødte et lille triumferende grin og satte sig tilbage under træet, hjertet bankende af glæde. Det var første gang, hun virkelig følte, at magien havde lystret hende udenfor klasseværelset. Hun åbnede bogen, bladrede frem til siden med en skitse af en fladstjerneurt og fortsatte sin læsning, nu med et lille smil om læben.
Måske var hun klar til eksamenerne alligevel.
NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 1
FAG: Flyvning
”Skal vi bare..” begyndte Max, da professor Maloney rømmede sig bag ham. Freddie fra Hufflepuff stod og blev næsten flov på Maxwells vegne, men han trak bare lidt på skuldrene. ”Men..” forsøgte Max videre.
”Hvad var opgaven, hr. King?” spurgte professoren. ”Vi skal bare flyve ned til den anden ende og tilbage. Om kap,” svarede han. Maloney nikkede bekræftende. ”Men, det..” forsøgte han igen. ”Det er den opgave, du skal forholde dig til.” Max så til den anden ende, før han så på professoren igen. ”Men alle kan..”
Professor Maloney rømmede sig igen. ”ALLE skal kunne være med på opgaverne. Det er bestemt ikke alle andre elever, der kommer fra generationer af quidditchspillere,” påpegede hun. Max rynkede uimponeret sammen og så sur ud. Rutineret fik han også sin kost til at svæve op i hånden på ham og så stampede han væk fra professoren sammen med Freddie, der fulgte med. De to havde aftalt at flyve mod hinanden, for Freddie var også god, selvom hans far ikke havde været quidditchspiller, men hans mor havde spillet det på Hogwarts også. ”Men det er jo ikke svært, med sådan en lille kamp” hviskede han, da de var lidt væk fra professoren. Freddie nikkede enigt og istemte endda. ”Selv dem, der er dårlige eller ikke kan lide flyvning, kan jo sagtens finde ud af det.” Det var sandt, så Max nikkede også.
”Okay, er du parat?” spurgte Freddie. Max svarede, at han var født klar. Sammen talte de ned og så gik kampen i gang. Det var en lige kamp, for de fløj stort set lige hurtigt. De andre på banen var den største udfordring, for der var konsensus om, at der godt kunne være flere par på banen på én gang. Det var også sandt, men der var lidt forhindringer, hvis nogen kom ud af sin bane, hvis man var usikker på en kost, eller ved svinget, når man skulle vende, for nogle af eleverne på årgangen skulle bruge et stort sving for at komme sikkert omkring. Og så var der Maxwells kost, som ikke ville samarbejde med farten, hvis den kom for højt op i fart og i stedet begyndte den at hoppe lidt. Det samme var tilfældet med Freddies kost og alle andre skolekoste, som Max havde brugt. Derfor var det balancen i at holde den rette fart, der var sværest.
For enden af banen havde Max også vurderet, at kosten ikke fungerede til et for skarpt sving. Ikke medmindre den så ville smide ham af. Svinget var således nogenlunde kontrolleret og blødt. Han burde have lavet et blødere sving, for kosten brokkede sig over hvor skarpt det endte med at blive. Freddie havde haft mere held med sit sving, så han var hurtigere på vej videre.
Det pressede selvfølgelig Max. ”Kom så” sagde han opmuntrende til sin kost. For Freddie betød føringen, at han pressede på for at holde den og lande i mål med en sejr. Vinderen var således den mest taktiske, og det var Max, der huskede ikke at presse kosten, for det ville koste ham væsentlige længder og tid, inden kosten og kursen atter var på plads. Den fælde gik Freddie i, hvorfor Max endte med lige akkurat at overhale vennen inden målstregen.
”Yes” jublede Max, der kun hoverede overfor dumme folk, men en sejr var en sejr, så han udstrålede sin glæde, da han landede. ”Det er fordi det her koste er så dårlige. De kan slet ikke flyve hurtigt uden at de hopper og danser, for jeg klarede svinget bedre end dig” protesterede Freddie. Det var dog helt rigtigt. ”Ja, og derfor tænkte jeg, at jeg skulle holde kosten stabil bagefter, for jeg kom til at dreje for skarpt. Det kan min egen kost godt, men ikke den her. Jeg håbede, at jeg kunne presse dig til at lave fejlen, men jeg troede faktisk, du havde husket det, så jeg ville tabe” forklarede Max. Bagefter delte drengene erfaringer, for de havde mest travlt med at give hinanden gode råd, end at skændes over udfaldet. Det var der ingen grund til, for de kendte efterhånden hinanden og hinandens flyvning.
Max fik udleveret en pakke med chokoladefrøer, imens han og Freddie fortsat talte om oplevelsen. Uanset hvad, så var det et ræs og dét var sjovt uanset distancen eller vinderen. Eller måske meste Max det kun fordi han vandt. Han var en sindssygt dårlig taber, men han var ikke en dårlig vinder.
Lidt fraværende åbnede Max også pakken og tog en chokoladefrø som han rakte til Freddie, hvorefter han selv tog en.
Den sidste chokoladefrø måtte de dele engang eller også fandt de nok en løsning. Hvad Max ikke havde regnet med, var at han endte med at give den til Dawn nogle dage efter, fordi han vidste, hvor vild hun var med dem, og hun havde tabt sit ræs. Hendes modstander havde ikke delt, så hun havde slet ikke fået nogen. Og Max havde ikke behov for den, for han fik nogle gange sendt slik af sine fastre, sin morbror, sin moster eller sine bedsteforældre.
Det vigtigste for Max var at det snart var sommerferie, og så skulle han hjem til sin egen kost, som han glædede sig til at flyve en masse på i sommerferien, men også glædede sig til at få med på Hogwarts næste år.
NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 1
FAG: FMMK
Opgaven var blevet præsenteret for eleverne, og Max havde som så ofte før fundet sammen med Freddie fra Hufflepuff, når eleverne selv måtte finde nogen at arbejde sammen med.
”Der er en grund til, at jeg har bedt jer om at øve ekstra meget på Flipendo-besværgelsen det sidste stykke tid. Det er nemlig den besværgelse, der er nemmest at anvende, når I skal øve jer på Protego,” lød det fra professor Haugen. Max skar en skyldig grimasse. Han havde husket det lige efter timerne, men så havde han glemt det igen, så han havde ikke øvet så meget, som han burde. Det var bare ikke helt så spændende med skoledelen af Hogwarts, når nu skolen var spændende i sig selv og alle de jævnaldrende børn også var der. Der var så meget at se, undersøge og finde rundt i, så det var altså ikke nemt at øve sig i at få en tryllestav til at lystre også.
Det vidste sig dog, at han havde øvet sig nok til at skubbe til Freddie, men han væltede ikke ligefrem omkuld. I princippet var det også ligegyldigt, for det de kiggede efter, var om Freddie kunne lave Protego-besværgelsen, og det kunne han ikke. Der var heller ingen indikationer af, at den var til stede de gange, hvor Max ikke havde held med Flipendo, så på de tidspunkter stod de to drenge bare og viftede med hver sin tryllestav uden nogle resultater.
Heldigvis var de ikke det eneste par, der ikke havde held med hverken den ene eller anden besværgelse, for flere elever stod og viftede uforstående med deres tryllestave. Uforstående, når de ikke reagerede, for det burde de jo. Den klub var Max også med i.
På et tidspunkt lykkedes det drengene så meget, at begge stave reagerede, selvom det ikke var til at vide, hvad der var sket eller om de havde kastet sig over en for dem ukendt besværgelse, for pludselig skete en domino-effekt. Max havde sendt Flipendo af sted. Den var ikke dårlig, fornemmede han, men heller ikke perfekt. Den ramte også Freddies besværgelse, men om det var en Protego, vidste Max ikke, men det var i hvert fald først ham, der landede på enden og øjeblikket efter var kraften i magien sendt tilbage til Freddie, der også måtte en tur ned og sidde.
Forvirringen kom først. Dernæst kom latteren og snakken blev indledt igen om, hvad der mon var sket. ”Jeg tror din Protego var god, for jeg væltede i hvert fald af min egen Flipendo, men måske var ingen af besværgelserne stærke nok, så den lille kraft tilbage sendte også dig ned at sidde” lo han. Freddie nikkede og istemte. ”Ja, jeg blev helt forskrækket over, at du pludselig væltede, og så tror jeg, at jeg stoppede med at lave Protego, hvis det var den, jeg lavede. Og så ramte besværgelsen mig igen. Det er lidt som om, vi var to vægge, som magien ramte og sendte tilbage til”. Teorierne fortsatte sammen med latteren.
Andre havde også haft sine uheld, som havde trukket alles opmærksomhed til sig. Alles opmærksomhed var tilbage på egne øvelser, men Freddie og Max fortsatte deres vildere og vildere teorier, hvor de fik blandet andre fag og pludselig også dyr ind i historien, som næsten blev et eventyr, de to drenge udviklede. Indirekte havde de også besluttet, at de ville ud i forvandlingsgården senere og lege historien, for pludselig var det en drage, de skulle beskytte sig fra og det var bedst, hvis de fløj samme tid. Måske kunne man også bruge en eliksir på at få ram på dragen, så den faldt i søvn og man kunne komme i sikkerhed.
Professoren var ikke så begejstret, som drengene var, hvorfor de havde fået flere advarsler, da de endelig tog sig sammen og forsøgte igen. Og så byttede de også roller. Det meste der skete, var at Max blev slået omkuld, idet Freddie havde øvet sig lidt mere på Flipendo, end Max havde. Samtid havde Max overhovedet ikke held med at lave Protego. Engang fik han lavet sig selv til at lave et par piruetter om sig selv, uden at vide hvordan det var sket selvfølgelig, for det var altså Protego, han havde forsøgt sig med. Også det fik grin med på vejen, for heldigvis var Max ikke så nem at gøre pinlig berørt over sine handlinger. Dansetrinnene blev også en del af historien, som de kastede sig ud, da de havde fri og dermed tid nok til at prøve det an.
Desværre fik det den konsekvens, at de i Mugglerstudier, som de også havde sammen, fik en eftersidning for at være larmende og ikke lave dét de skulle. Dertil fik de også hver trukket fem point, hvilket kun fik drengene til at protestere endnu mere, og dermed blev eftersidningen udvidet fra en halv til en hel time.
”Helt ærligt” mumlede Max, da han dog holdt mund… For en periode, og derefter var han mere forsigtig med at huske at hviske eller skrive beskeder til Freddie i stedet. Det var også en måde at kommunikere på, når de sad ved siden af hinanden.
NAVN: Abigail
ÅRGANG: 7
FAG: FMMK
”Jeg forstår stadig ikke, hvorfor I ikke lærte transferens sidste år.” Blikket afslørede den forvirring, der kunne høres i stemmen.
Paige blinkede et par gange. ”I år er vi alle gamle nok, Abi.”
Abigail himlede med øjnene, som om hun forsøgte at hidkalde sig hjælp til at forklare sin logik. ”Alle blev 17 i løbet af sidste årgang. Senest i sommerferien.” Hun tøvede idet hun tænkte på Flick. ”De kunne tage eksamen som det første i år, hvis ikke man sørgede for det privat. Jeg har allerede min lisens fra Ministeriets Afdeling for Magisk Transport.”
”Det ved vi, Abi, for du transfererede dig rundt i sommers,” lød Milenas stemme underholdt ved mindet.
”Der er forskel på skolerne. Jeg læste også, at nogle lande tillader transferens for mindreårige, og der findes åbenbart konsensus om, at man her i landet og på Hogwarts først kaster sig over det på 7. årgang,” forklarede Paige, der efterfølgende viftede lidt med hånden. Milena og Abigail trådte lidt væk og gav hende plads til at kaste sig over transferensen, som denne time stod på.
Overraskende nok havde Abigail klaret transportformen særdeles godt. Determinationen var vigtig for transferens og fordybelse var noget, hun nød. At gå i spåner havde været en trussel, der motiverede nok til, at hun ikke skulle begå fejl i den transportform. Tænk hvis hun forlod lemmer andre dele af kroppen ved udgangspunktet, så det ikke kom med til destinationen. Nogen havde mistet næsen, et øre eller et øjenbryn som de små uheld. Andre havde mistet et ben. Ingen havde heldigvis været fanget i transferensen, men det var en konsekvens, som Abi havde frygtet.
Når Abigail alligevel havde succes med kurset på en så positiv måde, så skulle det ikke undre hende, at Paige ville formå at klare det første gang, hun kastede sig ud i forsøget, idet hun var topelev i forsvar mod mørkets kræfter.
Milena kunne sikkert også. Abigail håbede det, for så kunne de alle frit bevæge sig rundt, mødes og besøge hinanden, når de altså havde lært et område at kende, for det var et krav. At kende sin destination var altafgørende, for ellers ville man risikere ikke at ende det korrekt sted og risikoen for at gå i spåner blev markant forøget.
Den korte distance, de havde mulighed for at øve sig på, var ikke en udfordring for Abigail. Fra klasselokalet til quidditchbanen, som i øvrigt også var et særdeles velkendt sted for Abigail. Hun kastede sig derfor ud i dagens opgave med så stor selvtillid, som om hun var blevet bedt om at stave sit eget navn. Det glædede hende, for hun var sjældent den skarpeste til denne slags fag, selvom hun på ingen måde var en af de ringeste.
Kort efter returnerede Abigail tilbage i lokalet på samme sted, som hun havde stået ved siden af Milena før. Prøv du også Milena. Paige er hel og ude på quidditchbanen, bemærkede hun tilfredst.
NAVN: Abigail
ÅRGANG: 7
FAG: Magiens Historie
Som udgangspunkt var Abigail glad for magiens historie, som nifflere var for skinnende genstande, men denne årgang var anderledes. Professor Lewis’ pensum virkede nærmest som et personligt angreb mod det nuværende ministerium og dermed Abigails far. Jovist havde han forsøgt at virke neutral og Abigail var heller ikke tydeligt blevet irettesat eller fået dårligere karakterer, selvom hendes holdninger var slægtet efter sine forældre. Nej, hun havde intet imod Dawn eller hendes lillebror. Nej, hun havde heller ikke (så meget) imod Alma. Ikke fordi hun var metamorphmagus i hvert fald, men pigen havde været interesseret i Flick og hun havde delt et vældig fint kys med selvsamme dreng, selvom det var en leg. Derfor var Abigail næppe pigens største fan, men det handlede om dét fremfor evner.
Professorens vinkling var derudover forkert, for hvis man så på netop metamorphmagusser, så havde de lige rettigheder som alle andre magikere. Det samme med seere, wilier og andre, der besad en medfødt evne – de skulle bare registrere sig med sine evner, når de blev en vis alder, for det var da sikkerhedsmæssigt forsvarligt og klogt at passe på den magiske befolkning med alt, hvad det indebar.
Wilier var den race, der nærmede sig mest en væsen lignende skabning, så deres registrering burde ske allerede fra fødslen. De kunne forårsage decideret ulykker eller katastrofer, hvis ikke de beherskede sit temperament, hvilket de havde ry for at klare ualmindeligt dårligt.
Et smil sneg sig over Abigails læber, mens hun tænkte på historien om Flicks oplevelse med netop sådan en pige.
Vampyrer og varulve burde helt udryddes, hvis det stod til Abigail. De havde intet godt formål med sine eksistenser, foruden måske at holde live i mugglernes eventyrer med – for dem – overtroiske og overnaturlige væsner, som de ofte ikke engang kunne finde ud af at portrættere ordentligt. Deres mentaliteter og sommetider hævngerrige og destruktive natur, hvor de ville formere sig og tage hvem som helst med i faldet.
Det kunne godt være, at nogen mente, at der fandtes den slags med selvkontrol og endda familier, men Abigail ville aldrig komme til at stole på dem. Særligt ikke vampyrerne, som jo teknisk set var døde og holdt sig kørende på alt for alternative måder. Varulvene var måske lidt mindre farlige, men også disse fandtes i vanvittige udgaver, hvor de ønskede at skabe flere og flere, og så overtage den magiske verden med deres grusomhed og vold.
Varulvene havde mulighed for at indtage eliksirer for i det mindste at bevare deres sind, men forvandlingen ville finde sted alligevel. Glemte de eliksiren, så var skaden sket for denne måneforvandling. Tog man den bevidst ikke, havde man i sandhed ikke magikernes bedste for øje. Altså kunne man ikke stole på dem – og hvad værre var, så ville stormhatteeliksiren risikere at svigte.
Ja, Abigail var klar over, at det var en ekstrem holdning, som ikke engang hendes nærmeste venner delte, men det ville ikke gøre hende noget, at den magiske verden ikke indeholdt vampyrer eller varulve. Wilier heller, men det var ikke kun, fordi de kunne blive frygtelige. Det handlede også om, at de bare var irriterende og var til at blive jaloux over. Dermed var det ikke så objektiv en holdning, som hun syntes, det var med varulve og vampyrer.
Selv som situationen var nu, så havde alle disse grupper og kæmpeslægter for den sags skyld, alle muligheder rettigheder, som alle andre magikere. Det var meget begrænset, hvad de var frataget ved lov. Deres muligheder var dermed primært kulturelt og traditionelt mindskede, hvis det var tilfældet, at de ikke mente, at de havde samme rettigheder. Registrering var et nødvendigt tiltag, men det fratog dem ikke rettighederne for at kunne leve, have jobs og stemme ved valg. Om de burde…
Abigail rystede på hovedet. Det var ikke opgaven. Det mest faretruende var det opbrud, der efterhånden var i den magiske befolkning, hvor de alle mente, at Det Magiske Værn var nogle onde magikere, der stigmatiserede magiske borgere. Det var løgn. Alligevel kæmpede mange imod denne ellers rationelle tankegang, hvor man netop måtte værne om magien, dens traditioner og kultur på en sikker måde.
Derfor burde der opføres flere magiske landsbyer som Glendalough, hvor nogle magiske grupperinger havde færre rettigheder. Her kunne man ikke bare flytte ind uden godkendelse – af sikkerhedsmæssige hensyn.
Åh, det var timer som denne, hvor Abigail savnede Flick. Hun savnede at få løb for frustrationerne ved at tale med ham om deres fælles holdninger og opdragelse, som det af og til føltes som om, de var de eneste der havde fået med i opvæksten. Det var underligt, for DMV havde vundet valget de sidste tre perioder på helt og aldeles retfærdig og demokratisk vis.
”Jeg ved, du ikke deler mine synspunkter, professor, men jeg har fagligt og magisk argumenteret for mine. Naturligvis indeholder de også politiske refleksioner, for jeg kan ikke løbe fra mine rødder. Der er intet personligt over det, og du skal vide, at jeg er ked af, at jeg ikke kender Dawn og Lionel bedre end jeg gør. Der er intet i vejen med dem. Det er der til gengæld med andre grupperinger, som du vil se i min aflevering,” sagde Abigail med et smil, da hun rakte ham den sidste aflevering i magiens historie. Hun havde inddraget refleksioner og politik, som hun havde sagt. Derudover også flere perspektiver fra magiens historie undervisningen gennem årene, så hun forsøgte at samle op.
Professor Lewis takkede. Et forsonende smil blev delt imellem dem, for der var netop ingen personlige uoverensstemmelser mellem dem, som lagde til grund for noget. Et fjernt familiært bekendtskab sitrede tværtimod i luften mellem dem. Ingen af de to personer havde haft indflydelse på udfaldet.
Abigail gik. Det var underligt vemodigt at gå fra de sidste timer, når det skete, hvorfor Abigails smil virkede lidt anstrengt. Burde hun havde nævnt professorens tvillinger også? Dem kendte hun ikke, hvilket var årsagen til, at de ikke blev nævnt. De var vist heller ikke metamorphmagusser, men det havde ikke været grunden til, at de ikke var nævnt, men selvfølgelig ville Abigail også gerne have kendt dem og oplevet dem som en form for kusiner, som hun havde oplevet med Dawn og Lionel som en fætter, hun faktisk ville kunne kommunikere med.
De rigtige fætre var ikke rigtig kloge, så dem havde Abigail stort set ikke talt med i de år, hvor de havde delt skolegang på Hogwarts.
NAVN: Abigail
ÅRGANG: 7
FAG: Eliksir
”Du kan da godt gå apotekervejen, Paige. Så kan du gøre karriere med ham bejleren fra Diagonalstræde,” drillede Abigail en anelse, da hun, Milena og Paige stod og skrubbede deres kedler. Magien ville ikke klare det hele, men knofedt havde de mere held med. Minderne gennem de sidste syv års undervisning blandede sig sommetider i samtalen mellem pigerne, der officielt stod i deres sidste eliksirtime – dagens sidste time. Derfor havde de masser af tid til at blive færdige. Paiges øjne var en sprække, der skød lyn, hvis de kunne. ”Hold nu mund med ham,” mumlede hun. Milena og Abigail delte et sigende, fornøjet blik.
”Hvad med dig, Milena? Skal du bruge eliksir i din fremtid?” spurgte Paige som for at bryde tavsheden, der stadig indeholdt Paige selv i fokus.
”Jeg ved det ærligt talt ikke. I ved alle sammen, hvad I vil lave, og jeg ved ikke hvad jeg vil eller kan, eller hvor jeg vil være,” svarede Milena, der var mugglerfødt heks og derfor altså ikke født ind i den magiske verden.
”Du kan tage med nogen ud og rejse og blive inspireret,” foreslog Abigail.
”Tja, måske. Jeg har ikke råd til den slags, men måske kan jeg arbejde lidt først,” svarede Milena.
”Abi?” Det var atter Paige, der førte ordet.
”Næh, jeg synes det er mere spændende og afslappende at passe og varetage planterne. Det kan også ske ved at brygge eliksirer, men ikke helt det samme,” forklarede Abigail.
De andre nikkede forstående mere end enige.
Det var ikke svært at forestille sig Milena i et healerjob, så måske ville eliksirbrygning krydse hendes veje. Desuden var hun ikke dårlig til faget, der faktisk faldt hende langt mere naturligt end det gjorde for Paige. Tanken fik uvilkårligt et smil frem på Abigails læber. Det var vist godt nok, at Paige kunne få en apoteker til at passe på sig, når hun kastede sig ud i dueller eller aurorkampe.
Hun forklarede tanken, da pigerne have presset nok på for at vide, hvad Abi stod og smilede over.
”Du er så irriterende. Det er godt, at din kæreste har gode advokatforbindelser, når jeg stævner dig for at manipulere andres liv,” lød det fra Paige. Abi smilede lumsk og tilfreds ved den bemærkning.
”Han vil gerne have, at jeg flytter til Frankrig,” sagde Abigail pludselig. Dét fik de to andre til at spærre øjnene op.
”Ja selvfølgelig vil han det, for det er nemmere for ham, men det gør du ikke, vel?” Igen var det Paige, der ytrede sig, men Milena bakkede stiltiende op.
”Naej, det tror jeg ikke” svarede Abigail tøvende. ”Men jeg kan vel tage uddannelse der, hvis det absolut skulle være. Jeg ved ikke helt, hvad det skulle være, for jeg er ikke stærk nok i fransk til det, men måske noget inden for ministeriet. Jeg forstår fransk, læser det fint og taler det nogenlunde, men jeg skriver det ikke alt for godt,” forklarede hun idet de alle vidste, at hun ønskede at være journalist.
”Bliv her og bliv journalist. Der er flere muligheder for at se hinanden oftere, når du er færdig her,” indskød Milena.
Ingen af dem havde de store planer over at skulle noget med eliksirer – ikke sådan direkte, men det var heller ikke udelukket for især Milena. Om ikke andet kunne hun brygge eliksirer og sælge dem til enten private eller offentlige kunder.
Som jokende afslutning på deres rengøring af kedlerne blev de enige om, at Paige nok skulle holde samfundet kørende, men hun nok skulle fikses i forsøges, så Abigail måtte passe prima-planter til de prima-eliksirer, som Milena lavede.
Ideen var fristende, fordi det gjorde dem forbundet i tiden efter Hogwarts. Den meget private Paige var så fristende at drille, hvilket Milena og Abigail ikke kunne lade være med. Hun havde altid været lidt opgivende overfor Milena og Abigails fascination af drenge, og hvor meget det havde fyldt i deres bevidsthed. Det kunne pigerne ikke løbe fra, og på nogle punkter virkede det også tosset. Paige kunne godt objektivt sige sin mening om en drengs hår, men hun havde ikke subjektive holdninger til dem.
Derfor var det en enorm sejr, da Milena og Abigail havde presset nok på til, at Paige indrømmede, at hun allerede havde aftalt at mødes med apotekeren i sommerferien.
”Jeg vidste det!” udbrød Abi storsmilende, da hun havde været med, da de to stødte ind i hinanden tidligere på året på en udflugt i netop eliksir, hvor de skulle se på apoteker og tale med en ansat. Samtalen havde næppe været af den karakter, som var blevet ment, men apotekeren havde i høj grad fået øje på Paige. Abigail havde bevidst skudt Paiges fornavn og efternavn ind i samtalerne, mens han vidste, at de to piger gik på Hogwarts. Han havde derefter skrevet til Paige, og Abigail vidste, at Paige havde returneret et svar, men Paige var så fandens privat, at hun nægtede at dele noget ud af sine egne private samtaler. Hun havde aldrig delt indholdet i sine breve, ej heller rigtigt fra sine forældre eller anden familie.
Naturligvis indviede hun Milena og Abigail i nogle ting og overvejelser, men ikke mange om følelser, hvorfor det var en stor sejr for dem at høre, at Paige havde sagt ja til en date med apotekeren.
”Så er det jo dig, der får mest med eliksirer at gøre i dit liv. Og ikke kun fordi du skal hele og komme dig fra eget job,” fortsatte Milena drillende. Paige sagde ikke mere.
NAVN: Serenity
ÅRGANG: 1
FAG: Forvandling
Solen lå lavt udenfor og kastede gyldne skiver af lys over bibliotekets stengulv. Nettie sad ved et vinduesbord med sin tunge skolebog om forvandling foran sig. Ved siden af hende havde Olivia smidt sin fjerpen og stirrede drømmende ud ad vinduet, hendes skrigpink hår nærmest glødende i det varme lys.
“Fremmaning,” sagde Olivia langsomt og smagte på ordet. “Det lyder så... utroligt. At kunne få noget til at dukke op ud af ingenting. Det lyder næsten for fantastisk til at være noget vi skal lære på et tidspunkt.
“Professoren sagde, at det var én af de sværeste former for forvandling,” mindede Nettie hende om og bladrer i sine noter. “Og at det først kommer mange år senere.”
“Men tænk, hvis vi kunne,” sagde Olivia. “Bare tænk det. Hvad ville du fremmane, hvis du kunne?”
Nettie lænede sig lidt tilbage. “Hmm...” Hun lod blikket glide ud over søen i horisonten. “Et tæppe. Et der føles som... som en krammer. Sådan et med vægt og varme. Ét der holder mørket ude.”
Olivia så på hende, hendes øjne blev blødere. “Er det fordi du...?”
“Ja,” nikkede Nettie stille. “Jeg er rædselsslagen for mørke. Det føles nogle gange som om det ser tilbage på mig.” Olivia var stille et øjeblik. “Så ville jeg fremmane en lampe. Ikke sådan en almindelig én, men en magisk lampe, der lyser med det lys, du føler dig mest tryg ved. Måske rosa. Eller blåt. Den ville stå vagt hele natten.”
Nettie smilede, og hendes øjne glimtede. “Hvad med dig?” spurgte hun så. “Hvad ville du fremmane?”
“En tekop,” sagde Olivia straks og grinede. “En, der altid har den helt rigtige slags te til, hvordan jeg har det. Kamille, hvis jeg er træt. Lakrids, hvis jeg er sur. Og den ville kunne gå, så den ikke blev glemt.” Nettie lo. “Du og den kop ville være et umage makkerpar.”
“Vi ville være uadskillelige.”
De sad lidt i stilhed og nød tanken om den slags magi, der stadig lå langt ude i fremtiden – men som føltes tæt på, når de bare tillod sig at drømme. “Tror du, vi når dertil en dag?” spurgte Nettie. “Hvis vi øver os,” sagde Olivia med et lille smil.
Stem på din favoritlektie!
Man må stemme én gang pr IRL person pr. opslag.
Man må gerne stemme på sig selv.
Stem via dette link: KLIK HER
Tilføjet af Blaine | Skrevet: 01/07/2025 22:03 | Kategori: Generelt