NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Flyvning

Ever.hader.flyvning.
Altså, hun kan godt lide ideen om at flyve. Det der med vind i håret, frihed og “se mig, jeg er en yndefuld heks i luften!”
Men i praksis, er det bare Ever, der prøver ikke at dø på en pind med mindre pinde stikkende ud i enden.

Professor Áine står nede på banen med armene over kors. “I dag skal vi lave en fuld rulning!” råber hun.

Jeg prøver at ligne én, der forstår, hvad hun mener.

En fuld rulning. Det lyder som noget, nogen med balance laver. Ikke en heks som Ever, der faldt af kosten, bare fordi den hostede lidt sidste time.

Ever kravler op på kosten. Den giver et knirk, som hun tolker som “nej tak”.

“Bare læn dig til siden,” siger professoren.
“Bare,” gentager Ever tørt og sukker opgivende: “Som om det ikke er hele meningen med tyngdekraften at lade være.”

Ever sætter af og kosten skyder frem og hun skriger lidt (et helt normalt og kontrolleret skrig).
Så prøver hun at læne sig til den forkerte side.
Selvfølgelig.

Pludselig hænger hun halvt sidelæns, halvt baglæns, med håret i øjnene og maven i halsen.

“RUL, EVER!” råber professor Àine.

“JEG RULLER! JEG RULLER!” råber Ever tilbage, mens hun desperat klamrer sig til kosten, der nu opfører sig som en vred tryllestav på koffein.

Verden drejer. Jorden op. Himlen ned. Himlen op. Jorden ned.

Ever taber en sko. Den rammer vist nogen.
“UNDSKYLD!” råber hun højt, stadig halvvejs på hovedet.

Kosten begynder at dreje af sig selv nu. Ever prøver at rette den ud, men ender bare med at snurre endnu hurtigere.

“Jeg er fanget i en dødsrulning!” skriger hun

“Du laver bare en dobbeltrulning,” siger professoren.

“DOBBELT DØD, MENER DU!”

Til sidst får hun rettet kosten op. Kosten bremser brat og hun bliver slynget fremad, lige ind i elev fra Gryffindor, der råber noget, hun ikke gentager her.

De lander i en bunke og hun har græs i tænderne. Den anden elev har min kost i maven.

Professor Àine sukker. “Nogen fik da i det mindste fart på.”

Ever løfter hovedet. “Ja… jeg tror, det var skoen.”

---

NAVN: Yun
ÅRGANG: Udgået
FAG: Ministerie

//OOG: Lektien er skrevet som en vurdering af sagen og ikke som en aktør, fordi det passer bedre til Yun//

Yun havde virkelig svært ved at bevæge sig ordentligt rundt, så fra før at være lidt en piccolo der sad med meget få opgaver, så var hun nu blevet en der sad med mange opgaver og nærmest var bænket til en stol hele dagen. Hun var ikke bare gravid, hun havde en meget stor mave, der nogle gange føltes, som om den vejede mere end resten af hendes krop til sammen. Sveden piblede ned over kroppen, for hver gang hun bevægede sig bare lidt og hun var ikke mindst frustreret over alle de ting der skulle ske lige om hjørnet.
Der var få dage til babyshower og hun var så bange for Dargo ville dukke op, ironisk nok for for en måned siden havde han stået på hendes gæsteliste. Der skete virkelig meget imellem dem, hun var ked af det skulle være så svært, men hun var taknemmelig for at have Barnaby og Briana derhjemme, som gjorde alting lettere for hende.

Den næste sag blev gravet frem, en magisk duel havde fundet sted på åben gade, selvom det var midt om natten havde det jo vækket flere mugglere og de havde meldt det ind som et attentat mod England. Det var heller ikke særligt smart, men det eneste Yun kunne tænke på var, at hun ville forhekse Dargo lige meget hvor hun mødte ham. I hendes hoved var det det vigtigste at kunne gøre for hende selv. Dargo havde forrådt hende, han var en fjende og han var med til at sætte hendes kæreste i et voldsomt dilemma. Egentligt havde Yun ikke praktiseret asiatiske forbandelser i mange år, men hun havde alligevel viden om hvad hun skulle gøre og hun havde været et rent naturtalent på Mahoutokoro, selvom det var forbudt… Grunden til hun var smidt ud havde hun ikke rigtigt snakket om, men nu kunne det måske være godt for hende.

Tilbage til virkeligheden, det var virkelig et stort emne med sådan en duel. Egentligt var der jo ingen tvivl om de skulle forsvare dem selv for ikke at miste deres tryllestave, men inderst inde havde hun lyst til at finde ud af deres alliancer. Var de team Thaddeus, så skulle de bare kasseres og i Azkaban, men var de imod ham, så kunne de i hendes øjne godt gå fri, for så vigtige var mugglerne vel heller ikke? Barnaby studerede til obliviator, han kunne vel godt gå ind og redde verden og bare fjerne mugglernes hukommelse?

Tag dig sammen, Yun. Det var virkelig dumt hun tænkte sådan, hvis hendes chef vidste det, så var hun ikke på uddannelsen mere… Hun sank en klump og læste anklageskriftet, det var ikke bare små besværgelser de havde kastet, det var forbandelser. Harmløse i forhold til dem hun kunne, men dog stadig forbandelser. Yun sukkede og rystede på hovedet, mens hun overvejede hvordan hun lige skulle håndtere sagen. Frustreret rodede hun sig i håret og så ned på papirerne, samtidig med børnene sparkede som om de var oppe og slås. ”Schhhh I får snart en masse kærlighed,” hviskede hun alt imens hun holdt sig på maven for at tysse på dem.

Frustreret så hun på papirerne, der havde været obliviatorer på stedet for at fikse mugglernes hukommelse og så havde aurorne været sendt ud for at anholde gerningsmændene. Det kunne virkelig godt have været Dargo, for når hun læste på sagen, så handlede det om en der prøvede at tale sig ud af problemerne. Yun fnøs over pergamentet, Dargo var ikke andet end problemer og det samme var det med denne mand, som dog hed Dirch Willingsøe. Den anden, Bastian Koefod, havde været mere ydmyg, men han havde så også tabt duellen og var endt under Dirchs torturbesværgelse, en utilgivelig forbandelse.

Yun bed sig i kinden, inden hun konkluderede Dirch skulle i Azkaban i otte måneder, da der ikke var varig skade, mens Bastian skulle have en bøde og en advarsel. Det var mildt i forhold til hvad hun gjorde sidst, men der havde hun jo også fået et rap over fingrene. Alligevel var det ikke dét der fyldte, som hun skrev under på hendes erklæring. Alt der fyldte var om hun kom til at anbefale at smide en af Thaddeus’ folk eller noget i Azkaban. Hun ville være jagtet, Barnaby ville være jagtet. Var det mon på sin ret at spørge Barnaby om han kunne få en seddel, så de kunne beskytte sig selv eller ville det gøre hende til medsammensvoren.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Mugglerstudier

Hvordan JEG, Ever Green, oplevede en tur i en Forlystelsespark :)

Jeg troede først, at “forlystelsespark” betød et sted, hvor man trænede flyvefærdigheder eller fortryllelser. Men nej, mugglerne har deres helt egne måder at flyve på. De kalder dem rutsjebaner. Det er vogne, der fiser afsted på snoede jernbaner og mugglerne betaler for at skrige hele vejen ned.

Jeg blev næsten kvalt af grin første gang jeg prøvede én. Ikke fordi den var sjov, men fordi min mave blev oppe, mens resten af mig drønede nedad. Jeg rakte ud efter min tryllestav, men Lilly råbte, at man skulle “holde hænderne i vejret!” — så det gjorde jeg :)

Overalt blinkede lys og spillede musik, som om nogen havde fanget stjernestøv og puttet det i kasser med lyd. Der duftede af sukker, friture og noget, de kaldte Candyfloss, det lignede skyer, men smagte som en drøm, der kildede på tungen.

Der var et spøgelseshus, som jeg troede ville være hyggeligt, men mugglerne må have glemt, at rigtige ånder ikke skriger på kommando. Jeg grinede, da en af de “falske” spøgelser dukkede op, som bare var en lampe med et lagen over.

Men det bedste var pariserhjulet. Det drejede så langsomt, at jeg kunne se hele parken. Deroppe, føltes det næsten som at svæve, uden en dum kost, som ikke lystrede. Se, sådan skulle en Flyvetime være :)

Da jeg tog hjem, havde jeg stadig glimmer fra Candyflossen på fingrene og et smil, der ikke ville gå væk. Mugglerne er mærkelige, men de ved dælme, hvordan man leger.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: FMMK

Professor Sigrid stod med et glimt i øjet og svingede sin tryllestav.

“Så, elever! Dagens øvelse: Rictusempra – Kildetryllet! Husk: præcision, fokus og ingen overdrivelser!”

Ever og Lilly udvekslede et spændt blik.
“Overdrivelser?” gentog Lilly og smilede skævt. “Det er jo nærmest en invitation.”

De stillede sig overfor hinanden, hver med tryllestaven løftet.

“Okay,” sagde Ever. “Klar?”
“Født klar,” svarede Lilly. “Men, hvis du får mig til at grine så meget, at jeg tisser, så fortæller jeg det til ALLE.”

Ever undertrykte et grin og tog en dramatisk indånding: “Rictusempra!”

Et glimt af lys strålede ud af hendes tryllestav? men i stedet for at ramme Lilly, slog strålen et skævt sving, ramte en stol og fik den til at fnise.
Stolen rystede så meget af grin, at den væltede bagover med et højt klonk!

“Du fik en stol til at dø af grin,” grinede Lilly. “Det tæller næsten!”

Lilly tog et skridt frem. “Okay, se og lær, Ever. Rictusempra!”

Denne gang ramte strålen… næææææææsten Ever. Den ramte hendes sko. Øjeblikkeligt begyndte skoene at vrikke og danse, mens Ever kæmpede med balancen.

“Lilly! Jeg kan ikke styre mine fødder!”
Hendes ben bevægede sig som om de var besatte og trippede hun i cirkler rundt på gulvet som en forvirret danselærer.

Klassen brød ud i latter. Selv Professor Sigrid forsøgte at bevare roen, men undertrykte et grin.
“Miss Ever… meget kreativ fortolkning af besværgelsen. Måske næste gang, prøv at ramme over taljen.”

Lilly kunne næsten ikke stå for grin. “Skal jeg hjælpe dig stoppe det?”
Ever prustede: “Ikke… grin mere… ellers…”

Men før hun kunne sige mere, lavede Lilly et forkert svirp i håndleddet med tryllestaven og nu begyndte begge deres tryllestave at fnise ukontrolleret. Hver gang de prøvede at kaste noget, kom der kun små fnis og lysglimt ud, som om tryllestavene selv syntes, det hele var hylende morsomt.

Til sidst måtte Professor Sigrid træde til og tavsheden faldt tungt over rummet…
Indtil stolen fra tidligere udstødte et sidste, svagt “hihihi” fra gulvet.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Forvandling

Ever sad ved sit bord med panden let rynket og blikket rettet mod den intetanende fjerpen foran hende. Opgaven lød enkel nok: Forvandl et lille objekt til en fugl. Enkel, ja i teorien.

Hun løftede sin tryllestav, tog en dyb indånding og sagde klart: “Avifors!”

Et svagt lys glimtede fra tryllestaven, og fjerpennen gav et lille hop. Den begyndte at ryste, som om den var blevet kildet og i næste øjeblik voksede der 2 fjer ud af dens spids og ikke vinger, men mere som et par forpjuskede kostestrimler.

“Oh God, jeg hader Flyvning og selv i Forvandling håner den forbandet kost mig!”

Lilly, der sad ved bordet ved siden af, prøvede at holde masken. “Den ser meget fugleagtig ud. Hvis man altså har dårlig fantasi.”

Ever fnøs og prøvede igen. Denne gang lagde hun al sin koncentration i bevægelsen, løftede staven præcist og gentog: “Avifors!”

Fjerpennen blinkede og lettede en smule fra bordet. Et kort øjeblik lignede det en sejr, indtil den begyndte at snurre i luften og landede med et plop i hendes blækhus. Der lød et mærkeligt pip og en enkelt blå fjer flød op til overfladen.

Professor Isaac, som var gået rundt i klassen, standsede op og betragtede scenen med hævede øjenbryn.

“En lovende start, frøken Ever,” sagde han tørt. “Men næste gang, prøv at skabe en fugl, der kan flyve og ikke svømme i blæk.”

Lilly brød sammen af grin og Ever kunne ikke lade være med at smile selv, efter hun kort havde lavet en grimasse efter professoren. Hun trak fjerpennen op af blækket, som nu var forvandlet, med små fjer og et tørt udtryk. Den rystede sig og sagde et svagt pip igen.

Ever lagde den forsigtigt på bordet og lænede sig tilbage. “Tja,” mumlede hun. “Ikke helt en fugl. Men i det mindste lever den lidt.”

Professor Isaac sukkede opgivende, men hun kunne ane et smil i hans mundvigen.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: MDPoP

“Fang en næsel,” stod der på pergamentrullen, som Ever havde fået stukket i hånden af Professor Aberdeen. “ Ikke en kat, ikke en skygge med pels, men en næsel. Og lad være med at blive narret.”

Ever havde grinet. Det lød let. Hun havde jo vokset op blandt halvvilde skovkatte i klanens område derhjemme. Hvor svært kunne det være, at fange en næsel?

Men da hun trådte ind i den store gård bag Hogwarts og så flere pelsede dyr slentre rundt, begyndte hun at tvivle.

Kattene sad over alt. De spandt, vaskede sig og strakte sig. Men nogle af dem kiggede tilbage. Ikke med det blik som en huskat havde, men med en intelligens, der fik Ever til at overveje.

En af dem med en gyldenbrun farve og med striber og store, klokkeformede øjne, stirrede på hende, som om den så hendes sjæl. Dens hale bevægede sig med en alt for harmonisk rytme.

Hun satte sig på hug, lod hånden glide mod jorden.

“Du er ikke bare en kat, vel?” sagde hun lavt.

Dyret blinkede langsomt. Et svagt skær gled hen over dets pels, som sollys i vand.
En illusion, tænkte Ever.

Hun besluttede at teste sin teori. Fra sin taske trak hun en lille stjernestøvskrystal, en af de slags, klanen brugte til at afsløre skjult magi. Hun knipsede den åben i håndfladen og støvet svævede ud som gyldent lys.

3 af katte reagerede ikke. Men den gyldne med de store øjne fnøs og ørene blev længere og spidsere, pelsen fik mere farve og halen delte sig i 2.

“Der har vi dig,” sagde Ever.

Næslen hævede hagen og så næsten fornærmet ud. Hun løftede hånden, lod en tråd af stjernemagi fra sin klan danne en lille vej mellem dem.

Næslen blinkede. Så gik den roligt hen til hende, gned sig mod hendes hånd og hun smilede skævt og strøg næslen bag øret.

Endelig var der noget, som var foregået uden problemer eller med en dum kost, som kun ønskede hende død.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Magiens Historie

Hvis jeg var en metamorphmagus ligesom Tonks, ville jeg aldrig have den samme frisure 2 dage i træk.
Faktisk tror jeg, at mit hår ville skifte farve hele tiden, men nok mest ved et uheld. Jeg ville sikkert komme til at ligne en forvirret regnbue, hver gang jeg blev nervøs.

Jeg ville starte dagen med gyldent hår (fordi det minder mig om sollys), men så snart nogen sagde noget pinligt, ville det sikkert blive helt rødt. Og hvis jeg blev sur, ville det nok begynde at gløde. Det ville i hvert fald gøre det ret nemt for folk at se, hvordan jeg havde det, lidt for nemt måske.

Jeg tror, jeg ville bruge evnen til at lave sjov, bare sådan lidt. Måske forvandle mig til en gammel professor for at skræmme eleverne, eller give mig selv kæmpe elverører midt i undervisningen. Men jeg ville også bruge det til noget godt. Hvis nogen var ked af det, kunne jeg ændre mit udseende, så jeg så fjollet ud og fik dem til at grine.

Det bedste ved at være en metamorphmagus må være, at man aldrig behøver skjule, hvem man er. Man kan ændre sig hele tiden,, men man vælger selv, hvornår man vil være sig selv.

Tonks brugte sin evne til at hjælpe andre. Det vil jeg også gøre en dag.
Men først skal jeg lære ikke at få mit hår til at ligne en glitrende pindsvinebold, hver gang jeg koncentrerer mig for meget.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: Udgået
FAG: Healer

Georgie bankede let på døren, så lyden ikke skulle virke truende. “Hr. Wolfe?” Stilheden på stuen var tæt. Kun lyset fra den halvlukkede månestribe over gulvet brød mørket. Hun trådte ind med aftensmadsbakken i hænderne og lod døren glide i bag sig. “Det er Georgie. Jeg lovede at komme med mad til dig,” sagde hun og hendes stemme var lav, rund i klangen. Hun stillede bakken på sengebordet og så sig omkring for at finde han. I hjørnet, hvor skyggerne lå dybest så hun ham. Skuldrene var krummet frem, hovedet skjult bag hænderne. En tung, fugtig lugt af sved og forbindinger lå i luften. “Hr. Wolfe?” gentog hun, lidt blødere. Ingen reaktion. Georgie satte sig langsomt på stolen nær sengen, ikke for tæt på ham, men så han kunne mærke hendes tilstedeværelse.
“Hej… Micky?” Han løftede hovedet en anelse. Øjnene glimtede som to mørke søer i skæret fra lampen. Arrene i hans ansigt trak sig i stive linjer, rødlige og rå, som om huden stadig kæmpede for at finde sin form. “Hvorfor kommer du igen?” spurgte han. Hans stemme lød rusten, næsten brændt i kanten. Georgie foldede hænderne i skødet. “Fordi du har brug for at spise,” sagde hun stille. “Og fordi jeg tror ikke, du mente det, da du slog ud efter Alan tidligere. Du var presset, og du var bange.” Hans blik blev hårdt, mørket i øjnene dybere.
“Du kender mig ikke.”
“Nej,” indrømmede hun roligt. “Men jeg kan godt kende frygt, når jeg ser den.”
“Jeg er et monster,” snappede han.
“Nej,” svarede hun blidt, “du er en mand, der er kommet til skade.” Han rejste sig så brat, at stolen væltede. Hans højde var overvældende og han stod som en skygge over hende.
“Jeg er en varulv!” brølede han, og lyden rungede mod væggene. Stemmen rummede umådeligt megen smerte og vrede.
Georgie fór sammen, men blev siddende.
Hendes puls steg, men alligevel hun lod ikke sin hånd røre staven. Han var ikke farlig nu. Han var bange.

“Og det gør dig ikke til et monster” sagde hun roligt. Han trådte et skridt frem, så tæt at hun kunne lugte røg og blod på ham. “Du forstår det ikke! I morgen nat..”
“I morgen nat,” afbrød hun blidt, “er ikke nu.”
Et kort øjeblik flakkede noget i hans blik. Så knyttede han hænderne, musklerne sitrede, og han snappede pludseligt efter bakken på sengebordet. “Skrid!!” brølede han af hende. Tallerkenen ramte gulvet med et klir, gryden væltede og sovsen løb som en mørk plet hen over fliserne. Georgie rejste sig roligt.“Micky, træk vejret. Ind gennem næsen,” sagde hun, som hun ville have sagt til en patient i chok. “Og ud igen.”
“Jeg sagde, du skulle gå!” knurrede han vredt. “Det sagde du,” bekræftede hun. “Men jeg bliver alligevel.”

Hun tog et halvt skridt frem, hævede hænderne i en åben gestus. Ikke truende, bare menneskelig. “Jeg kan se, at du kæmper. Jeg ved det gør ondt, men vrede gør det ikke lettere. Kom, Micky. Sæt dig. Du får et nyt måltid. Jeg lover, det er bedre end hospitalssovs” lokkede hun med et forsigtigt smil.
Han stirrede på hende, brystet hævede sig voldsomt. Så, med et lavt støn, sank han sammen på sengekanten. Som om al luft var gået ud af ham.

Georgie gik forsigtigt over til ham og lod en hånd hvile på hans skuldre.
“Må jeg lige se på kinden?”
Han nikkede stift.
“Episkey,” mumlede hun, og arret trak sig let sammen, huden fik en mere naturlig farve. “Det klør,” sagde han dæmpet. “Det betyder, det heler,” svarede hun. “Sådan gør de fleste sår. Også dem, vi ikke kan lægge forbinding på.” Han lo svagt, en hæs, næsten overrasket lyd. Hun smilede skævt. Det valgt hun at tolke positivt.

“Min familie vil ikke se mig,” sagde han efter et øjebliks stilhed. “Min kone siger, jeg skræmmer børnene.”
“Børn bliver bange for mørke, ikke for kærlighed,” sagde Georgie blidt. “Og hvis du tager stormhateliksir, så er du ikke farlig. Du er stadig deres far.” Han lod blikket falde, en tung tåre gled langs arret.
“Hun sagde, hun ikke kunne sove ved siden af et bæst.”
Georgie satte sig i fodenden af sengen.
“Jeg tror ikke, hun mener bæst,” sagde hun stille. “Jeg tror, hun mener sorg. Og sorg kan få os alle til at sige grimme ting.”
Han så på hende for første gang, sådan rigtigt så på hende.
“Tror du, jeg nogensinde bliver normal igen?”
“Jeg tror, du bliver noget bedre,” sagde hun med et lille smil. “Måske det vil tage lidt tid at vænne sig til, men jeg tror du kan klare dig igennem det her.”

Et øjeblik var der kun stilheden, så rakte hun ham en ny tallerken, som en husalf havde tryllet frem gennem lugen.
“Her. Og der er stadig chokoladekage.”
Han tøvede. Så tog han gaflen og spiste et par bidder. “Vil du tage resten? Jeg kan ikke mere.” Hun tog kagen og smilede. “Jeg springer over, men tak for tilbuddet. Vil du love mig en ting? Eller i det mindste tænke over det.”
”Hvad?”
“At du ikke giver op?”
Han sad stille længe, der gjorde de begge, men så nikkede han langsomt. Der var stadig frygt i hans blik, men måske også bar en anelse håb. "Jeg lover at prøve,” Georgie smilede. “Mere kan ingen kræve af dig,” hun rejste sig fra sengen og blev overrasket da han tog hendes hånd. “bliv. Jeg vil ikke være alene” bad han. Georgie nikkede. Der var stille på gangene så hun havde tid.

---

NAVN: Dawn
ÅRGANG: 3
FAG: Spådom

Humøret var ikke det bedste denne dag i februar. Følelserne var store i den lille pige, og selvom Dawn kunne ændre alt ved sig, inklusive sin størrelse, kunne hun ikke gøre følelserne mindre. Hun var vred. Irriteret. Forarget og fuldkommen fanget i sine egne tanker som hun olmt stirrede ud på de tunge skyer og regnen der trommede ildevarslende mod vinduet i biblioteket hvor hun egentlig burde studere sammen med sin veninde.
”Dawn… Hey? Høre du efter?” Dawn blinkede og så i retningen af stemmen. Hun havde ikke hørt et ord af hvad Amy havde sagt og smilede beklagende ”Sorry. Gider du gentage?” bad hun og Amy skubbede brillerne lidt op på næsen.
”Du virker helt vildt sær” kommenterede Amy og rødmede omgående ”a-altså ikke på en dårlig måde! bare-” Dawn viftede hendes sædvanlige undskyldnings strime væk og smilede. Amy trak vejret dybt.
”Okay. Altså jeg vil gerne have hjælp til min spådomslektie og jeg tænkte om du ville… Du ved… hjælpe?” spørgsmålet var meget lige til og Dawn nikkede med et indestængt suk. Hun var ikke fan af spådom. ”klart hvad handler det om?” spurgte hun derfor og Amy trak et sæt kort frem.
”Tarotkort!” sagde veninden ivrigt og Dawn så på kortstakken ”hvad er det?” spurgte hun uvidende og Amy forklarede at det var nogle specielle kort som kunne spå om fremtiden, eller give den der spåede større indsigt i sig selv eller den der blev spået. Det lød lidt sært men Dawn holdt sin kommentar for sig selv og lyttede.

”Okay jeg skal forsøge at huske kortene. De betyder alle sammen noget forskelligt og der er vildt mange forskellige kort og opstillinger men vi tager bare en nem en” hun gav Dawn kortene og instruerede hende i at blande dem og dele dem ud i en vifte foran sig. ”Okay, nu skal du tage et kort med din venstre hånd og så skal jeg sige hvad det betyder” Dawn adlød og synes det var en lidt underlig leg. Det var desuden svært at holde fokus på hvad Amy sagde.
Det første kort blev vendt. ”Uh. Den hængende mand. Det betyder du er utilfreds” informerede Amy og Dawn fnøs – den del var åbenlys. Det næste kort blev vendt.
”7 stokke.. Ehm… Det betyder at du står på noget du tror på, mener jeg?” Amys ord sendte Dawns tanker til samtalen med Maxwell. Hvordan hele misæren var startet fordi hun havde forsøgt at beskytte sin veninde da Max og Freddie havde bagtalt hende.
”10 sværd – du… føler at nogen har forrådt dig?”
”10 stokke – noget der var en god ide, føles nu som en dårlig ide?”
Dawn rynkede øjenbrynene og studerede kortet. Det havde været en god ide at forsvare Sarah. Men hvordan kunne hun komme over hvad Maxwell havde sagt? Det havde været så personligt. Hun følte sig forrådt, baseret på sin ellers gode ide. En ide der måske havde været dårlig? Hun havde svært ved at se det gode i den lige nu.

Flere kort blev vendt og til sidst sad pigerne foran hinanden i stilhed. ”Okay det er nogle specielle kort” kommenterede Amy og forsatte ”men hvis kortene har ret føler du dig forrådt fordi du har stået op for noget du tror på, noget der føltes som en god ide men nu føles som om det er en dårlig ide. Du søger balance i livet fordi det du oplever lige nu, er stress, frygt eller angst. Du føler at en fra din fortid er i centrum, og at du står ved en korsvej og ikke ved hvilken vej du skal gå?” hun så på Dawn der tyggede fraværende på sin læbe i stilhed.

”Og hvis det er sandt... Hvad skal jeg så gøre?” spurgte hun endeligt og mødte Amys blik. Amy nikkede mod kortene, Dawn sukkede og trak igen.
”Kejseren... Det er en faderfigur...”
”Hierofanten.. Rådgivning” mumlede Amy og rakte ud for at tage kortet mens Dawn stirrede på hende. Hun havde en sær følelse i maven. Dawn troede ikke på spådom. Hun viste intet om Tarot kort eller hvor sandt det var. Men alligevel følte hun at Amy havde ramt uhyggeligt tæt på sandheden. Betød det at hun skulle opsøge sin far? Fortælle ham om Maxwells spørgsmål?
Ubevist trak hun kappen bedre sammen over brystet og mærkede kinderne brænde bare ved tanken. Det kunne hun da ikke fortælle sin far! Sin mor måske... Men Juliana var ikke her. Isaac var.
”Tror du… Tror du virkelig på det?” spurgte Dawn endeligt og Amy så op fra kortene og smilede med en akavet skuldertrækning ”altså… Alt skal tolkes individuelt ikke? Og nogle gange virker det mere åbenlyst end andre. Men ja? Hvorfor skulle det ikke være sandt? For fire et halvt år siden viste jeg ikke at magi var ægte… og se nu?” hun nikkede mod en bog der svævede ind på en hylde af sig selv. ”Hvorfor skulle dette ikke være ægte, hvis magi er?” Amy smilede skævt og rynkede øjenbrynene. ”er der noget… du vil snakke om? Du virker... utilpas” kommenterede Amy og Dawn sukkede.
Hun ville på sigt fortælle Amy alt. Og Sarah. Men ikke endnu. Hun kunne ikke finde ud af hvordan hun havde det med tingene. Maxwell havde ikke gjort hende noget. Men spørgsmålet havde føltes så invaderende. Så personligt. Det var underligt, for han havde sikkert intet ment med det. Han var bare en idiot. Hun forstod bare ikke hvordan en ven kunne få sig selv til at være sådan.
”Måske. Men jeg tror jeg skal snakke med min far først” sagde hun og pegede på kortet med kejseren ”kortenes ordre” hun grinede lidt og Amy smilede forstående.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Astrologi

Ever stod helt stille ved kikkerten i astronomitårnet. Først troede hun, at hendes øjne spillede hende et puds, da hun så et lysglimt, der blinkede og forsvandt. Men så kom det igen, stærkere end før. Hun gispede lavt. Det var en stjerne, der døde. En supernova.

Hun mærkede en mærkelig blanding af sorg og ærefrygt. Tanken om, at noget så fjernt kunne brænde så voldsomt udd og alligevel sende sit lys hele vejen til hende, fik hende til at føle sig både lille og forbundet med universet på én gang. Ever blev stående længe, mens lyset langsomt fortonede sig, og hviskede stille: “Farvel, min stjerne.”

I hendes klan sagde de, at hver stjerne bar et åndedrag fra forfædrene. Et lys, der aldrig helt slukkedes. Når en stjerne døde, blev dens glød til stjernedrys, som faldt ned og tændte nye gnister i verden. Ever tænkte på det, mens hun så mod himlen og hun syntes næsten, hun kunne høre klanens gamle sange i vinden. Måske var supernovaen ikke et farvel, men et løfte. Et tegn fra stjernerne om, at intet lys nogensinde forsvinder helt.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Flyvning

Professor Áine stod midt på flyvepladsen med sin kappe flagrende i vinden og et begejstret smil.

“I denne time, mine kære elever, skal vi lave et fuldt 360 graders loop!”, sagde hun højt gennem den hylende vind. “Uden at miste kursen, uden at skrige og uden at falde af kosten! Der er fem point til den elev, der kan lave det hurtigste og mindste loop!”

Ever stod bagerst i rækken og stirrede på den samme lånte kost, som om den personligt havde fornærmet hende. Hver fiber i hendes krop protesterede mod disse timer, hvor fødderne skulle forlade jorden for at hænge på en pind.
Hun og svang sig fortumlet op på kosten uden spor af ynde.

“Klar,!”, råbte Professoren.opmuntrende.

“Jeg bliver aldrig klar,” mumlede hun, men satte alligevel fra jorden. Kosten skød op og straks begyndte den at humpe, som om den havde fået en dårlig omgang chili.

“Rolig, rolig,” snerrede Ever og prøvede at rette kursen. Hun lænede sig frem, og kosten adlød for en gangs skyld. Hun begyndte at dreje opad, luften susede i ørerne.

Kosten besluttede pludselig, at “loop” åbenbart betød “spontan spiral mod jorden”.

“AAAAA!” Ever farede rundt, håret piskede om hovedet på hende og på jorden kunne hun høre Professoren råbe: “DET DER ER TEKNISK SET ET LOOP, MEN IKKE HELT, EVER!”

Med et klask landede hun i græsset, stadig klamrende sig til kosten som et barn til sit yndlingskæledyr.

“Du har 2 forsøg mere!” sagde Professoren muntert.

Ever løftede hovedet og svarede hæst: “Jeg tror, at både kosten og jeg har fået har PTSD.”

2 forsøg kom hun næsten hele vejen rundt, indtil kosten bremsede midt i luften og nægtede at fuldføre cirklen. Ever hang et kort øjeblik vandret i luften, inden hun langsomt tippede baglæns og dumpede ned på ryggen.

“Et meget kreativt loop!” råbte Professor Áine opmuntrende.

Da det 3 forsøg kom, så Ever direkte på kosten og sagde lavmælt: “Vi gør det her sammen. Én gang til og så lover jeg, du får hvile fra mig resten af året.”

Kosten lettede tøvende. Hun begyndte loopen, selvom den var en smule skæv, men cirkulær. Hun var halvt igennem, da en hård vind tog fat og Ever forsvandt i en hvirvel af hår, råb og ufrivillige bevægelser, der ville have gjort selv en cirkusartist misundelig.

Da hun landede denne gang, lå hun på ryggen med armene ud til siden. “Jeg gjorde det næsten,” sagde hun stakåndet.

Professoren nikkede alvorligt med til hende. “Det gjorde du, Ever. Og for modet alene, får du et plaster.”

“Fedest, mand.”

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Botanik

Ever havde aldrig før haft ansvaret for en Sopophorus-plante og hun havde undervurderet, hvor krævende den var. Den stod i et fugtigt hjørne af drivhuset. Dens spinkle stilk svajede nærmest og de store, rødligt skinnende blade glinsede af fugt.

Hun bar spandens med den friske og stadig dampende gødning fra Mooncalf i den ene hånd og begyndte at fordele det omkring dens rødder.
Hun var sikker på, at hun kunne høre en lav, næsten sukkende lyd komme fra bladene, som om den åndede lettet op.

Ever noterede alt, som Professor Tracy havde bedt om: farveændringerne i bladene, hvordan stiklerne nærmest at gløde svagt rødt, når hun rørte jorden og hvordan små dugdråber samlede sig ved bælgenes kant.

Da hun forsigtigt åbnede en bælg for første gang, lå den der: en enkelt, perlemorshvid bønne, glat som glas og kold mod hendes hud. Hun vidste, at den kunne bruges i eliksirer, der fremkaldte søvn eller forstærkede sanser, men også, at den kunne være farlig, hvis man ikke håndterede den med respekt.

Hun skrev i sin rapport:
“Sopophorus-planten reagerer på både måneskin og opmærksomhed. Den trives bedst i fugtigt, stille mørke, men synes at genkende min stemmen, når jeg taler blidt til den. Dens bønner er smukke.”

---

NAVN: Dawn
ÅRGANG: 3
FAG: Forvandling

”Ej kom nu D!” Sarahs drævende stemme lød centimeter fra Dawns øre og fik hende til at spjætte forskrækket ”du kan altid lave den stil der – jeg keder mig, og vi har så meget andet vi kan” Slytherin pigen trak i en af de stride krøller Dawn havde og fik den til at folde sig ud før den dansende trak sig sammen og hoppede ind foran Dawns synsfelt.
”Og hvad vil du så?” spurgte Dawn med et skævt grin for Sarah havde ret – det var kedeligt at lave lektier! Sarah trak på skuldrene ”Alt andet end dette” svarede hun og gestikulerede til de andre bøger de havde lagt på biblioteksbordet. De to piger var kommet bag efter med deres lektier, men forsøget på at blive klogere sammen gik ikke specielt godt. Dawn overvejede situationen lidt – der var så mange lektier.
”Hvad-” hun stoppede sin sætning og blikket fokuserede på Sarah ”hvad med vores forvandlings lektie” sagde hun pludselig som en ide spirede i hendes bevidsthed. Sarah sukkede højt og rullede med øjnene ”noget der ikke er lektier D!” sagde hun bestemt men Dawn viftede affærdigende med hånden ”Nej det bliver sjovt” lovede hun og Sarah så på hende som om hun var dum.

”Vi skal lære Ducklifors. Og øve os på den” indledte Dawn og Sarah nikkede. ”Så hvad med at vi forvandler alt inde på min fasters kontor til ænder?”
Stilheden hang i mellem dem mens Sarah tyggede på forslaget ”hvorfor din fasters?” spurgte hun endeligt og Dawn trak overfladisk på skuldrene ”hun elsker ænder. Og hun har fødselsdag” sagde hun og Sarah svarede med et gryntende grin ”deal!” svarede hun og pigerne var afsted.
Ravens kontor var stille, efter som fasteren i øjeblikket var på biblioteket og passede sit andet job. Overhovedkontoret var rummeligt, med møbler i mørke og blå nuancer, en duft af te og stakkevis af bøger, dokumenter og nogle notesbøger som Dawn genkendte svagt. ”Hvor starter vi?” spurgte Sarah ivrigt og Dawn lod hende selv bestemme, der var ingen grund til den mest detaljerede plan.
Sarahs forvandlinger var markant bedre end Dawns. Sofabordet løb snart rundt som en forvirret and, tekopper, tekande, te skeer og andet fulgte den første som en kuld ællinger der netop var klækket. Uanset hvor meget Dawn forsøgte kunne hun ikke få samme livagtighed ind i sine forvandlinger. Hun fik stolen bag skrivebordet til at udvikle fjer og den lavede en sjov lyd når man satte sig i den. Indholdet i skufferne var mindre og Dawn opdagede at de var nemmere. En yndig lille mørk ælling sad snart i stedet for et blækhus, den så op på hende med store øjne før den kom med en kvækkende lyd og faldt ned fra bordet – Dawn nåede kun lige at gribe den og hun satte den nænsomt på gulvet hvor den pilede hen til de andre.
Pergamenterne fulgte efter, og jo mere hun udøvede forvandlingen jo nemmere og bedre gik det. Der var virkelig noget om at øvelse gjorde mester! Hun rakte ud efter en notesbog som hun fraværende bladrede igennem, hun skimmede teksten her og der og rynkede forvirret øjenbrynene – det var vist for videnskabeligt til hendes hjerne, men så igen, der stod også noget om en grad i en eller anden uddannelse. Snart havde bogen fået ben og fjer, og Dawn greb den næste bog. Det var tegninger og illustrationer. Det kunne hun bedre være med på, hun forvandlede den, men blev distraheret af et udbrud fra Sarah og det endte med at bogen i sig selv fik fjer og fløj op under loftet – men den lignede ikke en and. Mere en pude med vrangen ud ad. ”hvad laver du?” Dawns stemme var lidt irriteret over forstyrrelsen og hun gik hen til Sarah der havde fundet noget i en reol.
”det er en føniksfjer!” sagde veninden ivrigt og Dawn nikkede langsomt. ”en føniksfjer!” gentog Sarah som om Dawn ikke havde hørt hende. ”Ja det er Embers” svarede Dawn og trak på skuldrene. Sarah tabte kæben ”har din faster en føniks?” spurgte hun vantro og Dawn nikkede ”jeg tror ikke man kan forvandle den der dog. De er ret magiske i sig selv” forsatte Dawn og Sarah kom sig over chokket. ”Selvfølgelig kan man det!”

Traditionen tro skulle sådanne ord opfølges med et bevis på at man selvfølgelig kunne det – Sarah måtte dog lære at det kunne man ikke. Fjeren reagerede eksplosivt og fløj ud af Sarahs hånd, og susede rundt i lokalet som ledt af en usynlig tråd. Den skarpe spids var nær ved at ramme Dawns kind men hun dukkede sig i tide og så anklagende på Sarah ”jeg sagde-” nærmere nåede hun ikke før fjeren kom retur og de to piger to benene på nakken. Døren blev smækket og de løb ned ad gangen før de stoppede med et sæt da de så Raven komme i deres retning. Et blik blev udvekslet før de løb videre. ”TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN!” råbte de da de passerede hende og fnisede fornøjet som de forsvandt i retningen af storsalen.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: Udgået
FAG: Healer

Georgie stak hovedet ind gennem døren til køkkenet, hvor hendes far sad med den ene hånd holdt beskyttende mod sin underarm. En mørkerød plet bredte sig gennem stoflaget på skjorten, og på bordet lå en kraftig læderhandske."Far, hvad i alverden.." Hun standsede brat, da han forsøgte et skævt smil. "Den nye duehøg var ikke helt så samarbejdsvillig, som jeg troede," sagde Rhys Miller og prøvede at virke ubekymret overfor sin datter, men da han fjernede hånden, gled blodet ned over fingrene. Georgie trak vejret dybt og trådte tættere på. "Lad mig se."
"Jeg har haft værre."
"Ja tak, jeg har set arrene," svarede hun roligt, men der var en alvor i hendes stemme, som fik ham til at tie. Hun rullede ærmet op, og det viste sig, at kløerne havde sat dybe rifter helt ned til håndleddet. Hun trak tryllestaven frem. "Episkey" mumlede hun, men magien glødede kun svagt, for meget væv var revet op til, at besværgelsen kunne klare det alene. "Jeg bliver nødt til at sy det, far" Rhys hævede et øjenbryn. "Sy? Som i med nål?"
"Som i med nål," bekræftede hun tørt og fandt sin lille healertaske frem. Han rystede på hovedet og lo svagt. "Jeg troede, du blev healer for at undgå sådan en gammeldags mugglermetode,"
Georgie smilede skævt, mens hun gjorde tråden klar. "Det handler ikke om gammeldags. Det handler om, hvad der virker. Og du er tilfældigvis muggler, så mon ikke det går?" drillede hun ham. Hun rensede såret med tryllestaven og et dæmpet "Tergeo," mens han holdt vejret. "Det kilder," mumlede han, og hun kunne ikke lade være med at smile. Da hun satte nålen i, bed Rhys tænderne sammen.
"Du må gerne bande," sagde hun koncentreret om, at lægge stingene pænt og jævnt. "Det plejer folk at gøre."
"Jeg bander ikke foran min datter," svarede han stædigt og hun lo. "Stædige gamle mand," skændte hun på skrømt sin far ud. Langsomt lukkede såret sig under hendes omhyggelige hænder. Hun var omhyggelig, måske endda mere end strengt nødvendigt. Det slog hende, at hun holdt vejret næsten hele tiden, som om hendes egne nerver var viklet ind i stingene. "Du er blevet dygtig," sagde Rhys efter et øjeblik stemmen blødere.
"Jeg prøver da, far."
"Du gør mere end det. Jeg ved, hvor meget det kostede dig at vælge det her." Hun standsede et øjeblik og mødte hans blik. Han havde ikke været skuffet da hun fravalgte en karriere i den magiske verden og hun så ingen skuffelse hos ham nu. De behøvede ikke sige mere. Da det sidste sting var lagt, strøg hun tryllestaven hen over såret. Et svagt lys glimtede, og huden fik et lidt voksagtigt skær."Sådan," sagde hun og pakkede sammen. "Nu er det rimelig skidtafvisende, så du slipper for en forbinding, hvis du ellers holder det rent. Og du skal lade være med at lege med rovfugle de næste par dage."
"Jeg lover ingenting," svarede han, men smilede. Georgie rystede på hovedet, men der var et varmt smil i hendes øjne. "Du er håbløs."
"Og du er min datter," sagde han. "Så jeg må have gjort noget rigtigt." Han trak hende ind til sig med den raske hånd og gav hende et kys på håret.

---