NAVN: Makayla
ÅRGANG: 6
FAG: FMMK
Dagens lektion i FMMK var rykket ind i duellerings-salen, da de skulle øve en ny besværgelse - og som professoren havde proklameret havde de brug for plads. Eleverne stod alle i en halvcirkel og ventede på, at professoren introducerede lektionen for dem. Ved siden af Makayla stod Adrienne - en allieret fra Slytherin.

“Jeg har tænkt over noget,” sagde Makayla lavmælt og lod blikket glide mod Adrienne. “Hvad er egentlig det vigtigste i en duel? Det er jo mere end bare at slynge besværgelse af sted,” fortsatte hun undrende og afventede et svar fra Adrienne der nikkede tænksomt. Makayla vidste, at Adrienne måtte have et svar, for hun var trods alt en del af Duelklubben.

“En duel er jo en struktureret kamp mellem to hekse eller troldmænd. Det handler om teknik, timing og strategi. Den der mister kontrollen først… taber,” kommenterede Adrienne med et lumsk smil. Makayla lyttede, men indskød så “- Ja, og der er vel også regler for en duel?” spurgte Makayla overvejende. Hun vidste godt de mest gængse, men når en duel blev til en kamp, så var reglerne vel ikke til stede? “Helt klart,” svarede Adrienne. “- Man skal bukke for sin modstander, da det er et tegn på respekt. Og så må man ikke angribe før, at duellen officielt er begyndt,” fortsatte Adrienne.

Professoren nåede dog at træde frem fra skyggerne og hævede sin hånd for at skabe ro, før de to piger kunne snakke om flere regler der nu engang måtte være i forhold til duellering.

“I dag skal vi træne Stupefy - en af de mest fundamentale og vigtige besværgelser i duellering,” lød det indledende fra professoren. “Hvem vil starte? Frøken Winthrop og frøken Belby?” spurgte professoren. Det var tydeligt at professoren ikke ventede er svar men forventede, at pigerne gik i gang uden at stille spørgsmål til, hvorfor det var dem der skulle starte. Makayla nikkede derfor og sammen med Adrienne gik de op på podiet og stillede sig i hver sin ende. Begge bukkede med ynde for deres modstander - en gestus, der ikke blot var tradition, men også et tegn på respekt mellem duellanter. Makayla hævede tryllestaven, og hjertet hamrede i brystet. Hendes sind var dog fokuseret.

“Stupefy!” lød det fra Makayla med en klar stemme. Hun pegede tryllestaven direkte mod sin modstander, og en rød stråle skød ud fra spidsen - lynhurtig som en pil. Adrienne kastede sig til siden for at undgå den. Duellen var nu i gang og Makayla mærkede spændingen i luften, da hendes modstander forberedte sig på sit næste træk. Med en hurtig besværgelse gjorde hun klar til at råbe “Protego!” når Adrienne ville gøre sit træk. For Makayla vidste godt, at en god duel ikke kun handlede om angreb, men at det ligeså meget handlede om klogt taktisk forsvar.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Astrologi
Georgie gik alene ned ad en af Hogwarts’ mange korridorer på vej tilbage til opholdsstuen fra en aften alene på biblioteket. Selvom hun elskede at bruge tid med Darwin, så var hans selskab ikke fremmende for lektielæsning så han havde kærligt, men bestemt fået besked på at hun ikke ønskede hans selskab i et par timer. Hendes fingre knuget om remmen på sin taske, uvidst hvorfor fik hun en knude i maven jo længere væk fra biblioteket hun kom. Aftenen var på vej til at falde på, og faklernes flimrende lys kastede lange skygger på stenvæggene. Hun trak vejret dybt. Hun hadede at føle sig på vagt, men visse personer havde en evne til at bringe det frem i hende.

“Georgina.” Stemmen kom bag hende, og hun stivnede. Hun havde ikke hørt hans skridt. Langsomt drejede hun hovedet og så Richard læne sig nonchalant mod væggen et par meter væk. Hans lyse hår var pjusket, og han havde det samme selvsikre smil, der engang havde fået hendes mave til at slå knuder, men nu fyldte det kun hendes blod med en varm strøm af irritation. “Richard,” sagde hun køligt og fortsatte sin gang. Hun ville ikke være alene med ham. Han skyndte sig at følge efter, hans skridt lette mod stengulvet fortalte hende at han kom hurtigt tættere på. “Hvorfor så kold? Vi var jo engang meget… tætte.” Georgie kastede et kort blik på ham, men holdt sin opmærksomhed fremadrettet. Hendes stemme var rolig, men en anspændthed lå lige under overfladen. “Jeg vil nærmere sige, at du ikke forstod betydningen af grænser.”
Han lo lavt, men der var en hård kant til lyden. “Åh, kom nu. Du var bare lidt snerpet. De fleste ville have været smigret.” Noget koldt krøb ned langs Georgies ryg, men hun undertrykte det. Hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse.
Hun stoppede brat op, vendte sig mod ham. “Snerpet? Nej, Richard. Jeg satte en grænse, som du overskred, fordi du troede, du kunne tage, hvad du ville. Og nu står du her og prøver at vende det om til, at jeg er problemet? Hans smil stivnede et øjeblik, men han genfandt hurtigt sin facade. Der var noget ved hans holdning, måden han rullede skuldrene tilbage på, som om han stadig forsøgte at dominere rummet med sin blotte tilstedeværelse, der gjorde hende anspændt. Hvad hvis han ikke bare nøjedes med ord denne gang? “Slap af, Georgina. Ingen grund til at blive så oprevet.” Hans stemme var afvisende, som om han ikke hørte hvad hun sagde. “Så lad være med at opsøge mig,” sagde hun, men hendes stemme manglede den faste kant, hun ville ønske at den havde. Hun forsøgte at holde hovedet højt og stikke hagen trodsigt frem, men der var en svag uro i hende, en svag rysten i hendes hænder som hun ikke kunne skjule for sig selv. “Jeg har intet at sige til dig.”

Han trådte tættere på, tydeligt bevidst om den fysiske magt hans større fysik gav ham og som han prøvede at udøve over hende. Hun ønskede at træde baglæns, træde væk fra ham, men blev stående. Ikke fordi hun følte sig stærk, men fordi hun ikke ville give ham den sejr. Hun havde sagt fra for alvor en gang, hun kunne gøre det igen. Måske. “Du tror virkelig, du er noget nu, hva'? Vejleder, Quidditch-anfører... men inderst inde er du stadig bare den samme lille pige, der ikke tør tage en risiko." Georgie lod sin hånd glide ned til sin tryllestav, ikke fordi hun troede, han ville gøre noget – eller gjorde hun? – men fordi hun vidste, han ville lægge mærke til det. Og han så det det. Hun så det i hans øjne, en lille tøven, næsten en usynlige reaktion som om han huskede hvordan hun havde hamret sit knæ mod ham, før han skjulte det bag et smil. “Den lille pige er i hvert fald klog nok til at holde sig væk fra dig.” sagde hun lavt. Men tvivlen nærede stadig i hendes baghoved og hun slap ikke taget om sin tryllestav. Hans blik gled kort til hendes hånd, og så fnøs han affærdigende. “Slap af. Jeg har bedre ting at lave.” “Fint. Så gå.” Et øjeblik tøvede han, som om han overvejede at sige noget mere, noget giftigt, men så trak han på skuldrene og vendte sig om. “Vi ses, Georgina.”
Hun ventede, til han var væk, før hun åndede tungt ud. Hendes hjerte hamrede i brystet og hænderne rystede stadig. Hun måtte virkelig se at få det her ordnet. Og undlade at fortælle Darwin om det, han skulle ikke begynde at opstarte noget dumt igen bare på grund af hende. Fuck hvor hun savnede Abi lige nu. Hun manglede at have hende at tale med.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Eliksir
Damp steg op fra kedlen, da Georgie forsigtigt rørte rundt i den lysende blå væske med en omhyggelig, cirklende bevægelse. Duftnoterne af lavendel og kamille bredte sig i lokalet, og en dyb følelse af ro lagde sig over dem. Overfor hende sad Angus og betragtede eliksiren med sammenknebne øjne, hans albuer hvilende på bordet. "Tænk, hvis vi havde haft den her til eksamenerne," sagde han og lod en hånd glide igennem sit rodede hår. "Jeg havde aldrig behøvet at panikke over min Forvandlingsprøve." Georgie lo lavt og vippede hovedet en smule, mens hun overvejede hans ord. "Sandt nok. Jeg tror, jeg havde sovet bedre natten før mine U.G.L. eksamener, hvis jeg havde en flaske af den her ved hånden." Angus skævede til opskriften foran sig. "Ifølge bogen skal den trække i præcis tre minutter, før vi tilføjer en dråbe sølvmånebark. Ellers bliver effekten for stærk." instruerede han. "Ja, og vi vil jo helst ikke falde i søvn midt i en vigtig opgave," sagde Georgie med et skævt smil. Hun lod skeen hvile på kedlens kant og lænede sig tilbage på skamlen. "Men helt ærligt, hvis vi nu kunne tage lidt af den her med til næste eksamensperiode, ville det jo ikke være snyd, vel? Bare en lille smule ro?" Angus trak på skuldrene. "Jeg ved ikke… måske. Det ville i hvert fald være bedre end at gå rundt med svedige håndflader og en hjertebanken, der kunne vække en drage." De sad i tavshed et øjeblik, kun afbrudt af eliksirens sagte boblen. "Tiden er gået," sagde Georgie til sidst og rakte ud efter flasken med sølvmånebark. Hun åbnede den forsigtigt og lod en enkelt dråbe falde ned i eliksiren. Øjeblikkeligt blev den blå farve en anelse dybere, som om den samlede al sin beroligende kraft i en sidste forfining. Angus pustede langsomt ud. "Vi burde virkelig gemme lidt af den her. Bare til de særligt stressende dage." Georgie nikkede. "Måske… men jeg tror også, det ville være rart at vide, vi kan klare det uden. Vi overlevede jo sidste gang, ikke? Og den holder næppe til vores F.U.T eksamener." Han smilede og rakte hende et par glas. "Lad os smage og se, om den er værd at tage med til næste eksamensperiode." Georgie hældte forsigtigt væsken op, og de løftede glassene til en stille skål. Smagen var blid, som en lun sommerbrise – og for første gang i lang tid følte Georgie hverken presset fra lektier, quidditch eller vejlederdonten og kunne bare smile til Angus, der så lige så saglig ud som hun følte sig.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Forvandling
Det startede som en helt almindelig eftermiddag i Ravenclaws opholdsstue, hvor Georgie, Hunter og Milena sad og lavede lektier. Eller... Milena lavede lektier. Hunter forsøgte at balancere en fjerpen på næsen, og Georgie skitserede en tegning af en acromantula med en hat. "Jeg tror, jeg har fundet den perfekte måde at forbedre din stil, Hunter," sagde Milena med et glimt i øjet. "Min stil er allerede fejlfri," svarede Hunter og vippede hovedet bagover, så fjerpennen røg på gulvet. "Nej nej, hør nu, jeg har lige lært Crinus Muto, og jeg kan give dig en ny, frisk hårfarve," fortsatte Milena. "Jeg er klar!" erklærede Hunter, før Georgie overhovedet kunne nå at advare ham.

Milena pegede sin tryllestav mod hans hoved og sagde besværgelsen. Et øjeblik var alt normalt—og så eksploderede Hunters hår i en sky af farver. Bogstaveligt talt. Hans hår skiftede ikke bare farve, det blinkede i et skiftende mønster af pink, neongrøn, lilla og blå. Hver tot lyste som en lyskæde, og et par af dem snoede sig opad som små spiraler. "Jeg ligner en discokugle," sagde Hunter, mens han stirrede på sin refleksion i et vindue. "En meget flot discokugle!" sagde Georgie, der knap kunne holde masken. "Det var ikke meningen!" udbrød Milena undskyldende, men hun grinede allerede så meget, at det var umuligt at tage hende seriøst.

Hunter, altid typen der gik all-in på kaos, rakte ud efter Georgies tryllestav. "Min tur!" sagde han og pegede staven mod Milena. "Nej—" For sent. Milenas hår skiftede til en pastelfarvet regnbue, men det værste var, at det begyndte at bølge og sno sig af sig selv.

"HUNTER!" hvinede hun, da hendes hår pludselig formede sig som små, hoppende kaniner. "Hov, måske lidt for meget?" spurgte han grinende og smed tryllestaven tilbage til Georgie. "Synes du!?" Hvæsede Milena, måske Hunter var gået over grænsen der? Georgie skraldgrinede, indtil Milena vendte sig mod hende med et smørret smil. "Du er den eneste uden magisk kaos-hår lige nu," sagde hun.

"Nej, nej, nej, lad være, jeg sværger, jeg tager frygtelighævn!" protesterede Georgie og skyndte sig at løbe. Men Milena var hurtig. Crinus Muto ramte, og Georgies hår eksploderede i en sky af… fjer?
Fjer. Bløde, himmelblå fjer, der dækkede hendes hoved som en ugle, og som hver gang hun bevægede sig, blidt blafrede som om vinden susede gennem dem. Der var fem sekunders stilhed.

Så brød Hunter, Milena og Georgie sammen af grin. "Vi ser forfærdelige ud!" hylede Milena. "Vi ser fantastiske ud," sagde Hunter selvsikkert. "Jeg siger, vi holder det sådan her resten af dagen." "Jeg siger, vi finder nogen til at fikse det, nu," svarede Georgie og pustede til en af sine fjer. "En professor helst så vi ikke fucker mere op og det her rod bliver permanent." Men uanset hvad de gjorde, tog det resten af aftenen før de endelig fik deres hår tilbage til normalen, for i sidste ende måtte de jo ikke bruge magi mod hinanden og ingen af dem ville skabe vanskeligheder for hinanden, og selv da havde Georgie stadig en enkelt blå fjer tilbage i nakken.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Besværgelser
Den kvælende stilhed i biblioteket blev brat afbrudt af en hosten, der hurtigt eskalerede til panisk gisp efter luft. Georgie vendte sig om i et ryk og så en yngre elev fra Hufflepuff med hænderne krampagtigt omkring sin hals. Hans ansigt blev hurtigt rødt, og øjnene var vidt opspærrede af frygt. Han kunne ikke få vejret. Instinktet tog over. Georgie kastede sin fjerpen fra sig og styrtede over gulvet, hendes hjerne arbejdede hurtigere, end hendes fødder kunne følge med. Hendes hænder var allerede på vej efter sin tryllestav, da hun faldt på knæ foran drengen. "Flyt jer!" sagde hun hurtigt til de forskrækkede medelever, der stod målløse omkring. En pige fra Hufflepuff trak usikkert i drengens ærme, men det var tydeligt, at ingen vidste, hvad de skulle gøre. "Anapneo!" Georgies stemme var rolig, men fast, da hun førte sin tryllestav i en præcis bevægelse. Besværgelsen var en af dem, hun havde øvet flere gange i besværgelsestimerne, ikke kun fordi den var praktisk, men fordi de var blevet indprentet hvor afgørende den kunne være i en nødsituation.

En usynlig kraft fejede gennem drengens luftveje og rensede dem øjeblikkeligt. Han trak et gispende åndedrag ind, først stakåndet, men hurtigt efterfulgt af en lettelsens hosten. Hans skuldre sank sammen, og han greb efter bordkanten for at støtte sig. Øjnene var blanke af chok, men farven vendte langsomt tilbage til hans ansigt. "Er du okay?" Georgie lagde en hånd på hans skulder og holdt øjenkontakten, som hun havde læst i en Healere uden Grænser’ feltmanual, som hendes mor havde investeret i. Det var vigtigt at holde folk rolige efter en sådan episode. Drengen nikkede febrilsk, stadig lidt rystet, men allerede mere samlet. "Jeg.. der var et bolsje… det satte sig fast…" Georgie rystede let på hovedet og sendte ham et opmuntrende smil. "Det er væk nu. Træk vejret dybt. Bare roligt, det sker for de bedste." Georgie hjalp drengen op at stå, og en af hans venner lagde en støttende arm om hans skuldre. "Tak. Jeg troede virkelig… jeg troede, jeg ville…" Han rystede på hovedet, ude af stand til at sige ordet. Hun gav hans arm et klem. "Du skal nok klare den. Men næste gang burde du måske undgå bolsjer, mens du læser?" Et svagt grin gik gennem forsamlingen, og spændingen forsvandt. Med et tilfreds nik vendte Georgie tilbage til sin plads, hjertet stadig hamrende i brystet. Det var én ting at øve besværgelser i teori, en helt anden at anvende dem, når det virkelig galt. Det mest utrolige var, at hun ikke var frosset i situationen. Måske hun slet ikke var så håbløs som hun gik rundt og troede?

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: Besværgelser
”Findes der nogle børn, der ikke har fået den anvendt? Min morfar brugte den på mig, da jeg var lille,” forklarede Abigail, da Serena netop havde fortalt, at Lorenzo, hendes storebror, havde opdaget, at Serena ikke kunne trække vejret, da hun var lille, og havde fået noget galt i halsen. Han havde derfor råbt på sin mor, som var hjemme, da han pludselig blev bange og opdagede, at noget var galt. Han havde selv kun været 4 år og Serena var 2 år. Deres mor havde udført anapneo-besværgelsen og dermed clearet hendes luftveje.
”Jeg husker ikke, hvordan det mærkedes. Hverken at have noget galt i halsen på den måde, men heller ikke hvordan det var, da det forsvandt fra halsen igen,” informerede Serena på dejligt italiensk, hvilket Abigail nød. Hun havde spurgt Serena, om hun ville være Abigails oversætter, hvis der var noget hun ikke forstod eller kunne kommunikere på fransk og på den måde ville lære hende fransk. Det ville hun heldigvis gerne. Abigail smilede og nikkede genkendeligt af Serenas erfaring. ”Jeg var ældre, men jeg husker det heller ikke. Jeg husker mest, at jeg selv blev bange, for jeg havde ikke muligheden for at trække vejret ind, men jeg skulle bruge luft for at hoste,” svarede Abigail, der derfor huskede mere end Serena havde gjort.

”Er du ikke ked af, at du ikke har nogen søskende?” spurgte Serena.
”Nogle gange, men jeg har ikke prøvet at have søskende, og nogle gange er jeg glad for, at der ikke er nogen, der blander sig eller har drillet eller vi har skændtes om ting,” sagde hun med henvisning til de få erfaringer hun havde haft med venner, der havde søskende.
”Jeg ser meget op til min storebror. Han er dygtig, ambitiøs og selvom han er irriterende, eller han måske synes, jeg er mest irriterende, så er det rart, at han er der. At han er til at tale med og vi kan have de her fælles oplevelser. Også når vores forældre bliver irriterende,” forklarede hun og fortsatte. ”Han er også ret pæn. Jeg tror Élise var forelsket i ham, men hun var ikke alene. Han havde mange piger, der sværmede om ham. Selv Margaux virkede til at synes, at han var spændende, og det synes hun sjældent om nogen. Eller også syntes hun det kun, fordi alle andre syntes han var spændende, og hun kan bogstaveligt talt sno drengene om sin lillefinger, og sikkert også nogle af pigerne,” Serena lød lidt fnysende og misundelig, selvom Abigail ikke kunne vide, hvorfor det var tilfældet og umiddelbart vidste Abigail heller ikke, hvem Margaux var, selvom hun forsøgte at granske hukommelsen. De alle lød ens og lignede hinanden. Især det sidste var problematisk for Abigail, der straks var blevet ramt af enormt dårlig selvtillid og selvværd, fordi hun følte sig forkert i forhold til Beauxbatons ideal. Tankerne blev afbrudt af Serena, der grinede, før hun talte.

”Tror du, det kunne være et scoretrick? At man lod som om, at man var ved at blive kvalt, for at få en drengs opmærksomhed? Lorenzo ville have reageret uden at tænke over det. Sådan er han. Han ville ikke tøve, og så ville han sørge for, at man var okay bagefter, og han ville følge op. Faktisk ville det have virket at lade som om, at man havde noget galt i halsen for at få hans opmærksomhed, og apropos snakken om maskulinitet i astrologi, så ville han også føle sig enormt maskulin, så det ville være godt udfald for begge,” forklarede Serena stadig og grinede over sin storebror.
”Hvem ville du score sådan, hvis du selv måtte vælge?” spurgte Serena.
Abigail kiggede bare olmt på hende. ”Jeg ville ikke score nogen sådan. Jeg…” begyndte Abigail og slog blikket ned et øjeblik. ”Jeg kender for det første ingen her, og jeg kan ikke huske hvad folk hedder, selv hvis der var nogen, jeg synes var pæne. Men jeg har også en kæreste,” svarede hun lavt. Hun havde ikke talt om Flick som andre end en del af sine venner, når hun havde talt om dem.
Det fik da også Serena til at se lidt chokeret på Abigail. ”Hvorfor har du ikke fortalt det? Jeg vil høre alt om ham. Det er en dreng, ikke? Det er okay, hvis det er en pige! Jeg vil høre alt!” lød det ihærdigt fra Serena, der fik de to piger til at gå arm i arm, da de slentrede fra undervisningen i besværgelser og havde fri efterfølgende.
”Ærligt talt,” begyndte Abigail en anelse spørgende, da hun så mod Serena. Hun nikkede og Abigail svarede. ”Jeg savner ham for meget, hvis jeg snakker om ham. Han er min bedste ven, som jeg har kendt længst, og så er det lidt mærkeligt, for der er én her på årgangen endda, der ligner ham så meget, at jeg flere gange har troet, at det var ham, der var her. Samtid er han halv fransk og halvt engelsk,” forklarede hun til en start. Derefter talte de videre og Abigail lovede at udpege hvem af drengene, det var, der mindede om Flick.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: Astrologi
Snakken om det astrologiske aspekt af planeter, guder og måneder ledte ud i en snak om mytologi, hvor Abigail kendte mere til den romerske krigsgud Mars, mens Élise informerede om den græske mytologis pendant Ares. Overordnet set var det krigsguder og maskuliniteten blev derved straks forbundet til krig, god fysik, handlekraft og beslutningstagning, samt fravær af frygt og beskyttelse.
Élise, Serena og Abigail var i den underlige, men måske praktiske situation, at deres fædre kom fra tre forskellige lande. Sjovt nok var pigernes opfattelse af maskulinitet derfor også forskellige, for Abigail havde klart en fornemmelse af, hvordan hendes far virkede mest maskulin, men den opfattelse havde de andre også om deres fædre.

Kendskabet til franske mænd var for Abigail minimalt, og selvom hendes far var britisk, så havde hun boet hovedparten af sit liv i Italien og hendes morfar havde været en stor del af hendes liv.
”Min far er så god ved min mor,” sagde Élise, som fortsatte. ”Han er charmerende, selvsikker. Han hviler i sig i selv og samtid er han forførende, karismatisk og sensuel, I ved… passioneret!” udbrød hun på fransk, som samtalen foregik på. Abigail måtte knibe øjnene lidt sammen for at forstå det, da Élise lød netop passioneret og argumenterende, så det gik hurtigt. Den største udfordring ved fransk i praksis var, at det på nogle måder ikke var langt fra italiensk – ikke når man så det på skrift, men talen var stadig så underlig, at det var svært at følge med.

”Er det maskulint? Hvordan ville han gå i krig?” spurgte Abigail med henvisning til snakken om krigsguderne.
”Min far ville forsøge at undgå krigen ved at gøre alt, hvad han kunne, før det kom dertil,” svarede Élise efter lidt overvejelse.
”Min far er helt anderledes. Han er meget korrekt, og måske også forførende, som du siger om din far. Han kan være meget gentleman-agtig, men på en helt anden måde. Han er korrekt, velovervejet og sådan… har styr på sig selv,” forsøgte Abigail at forklare. ”Han er meget handlekraftig, tager beslutninger og det er vist ud fra, hvad han tror er bedst og vil beskytte flest…” Abigail så lidt drømmende og fordømmende frem for sig uden at se på de andre. Det havde handlet om hans position som den mest vedholdende mand i forhold til den politik, der var i spidsen for Storbritannien. Sammen med Blaine eksekverede de politik med formålet at gøre hele det britiske og irske magiske samfund mere trygt og sikkert for familier og for at videreføre magien og de stolte traditioner. Det virkede maskulint at tage kontrollen og gøre noget på den måde, men sådan kunne alle fædre selvfølgelig ikke være. Det samme med hendes mor for den sags skyld.
”Godt nok er min far gammel, men mange synes han er flot. Han er også rigtig høj, altid pænt klædt når han ikke er hjemme, skægget er velplejet og det samme er håret, der er langt, men det er atypisk og måske ikke det mest maskuline,” indrømmede hun med et grin, da hun var færdig med at tænke lidt, for at han var handlekraftig på det private plan var årsagen til, at hun sad her i Frankrig mens hendes venner og Flick var i England.

Abigail så på Serena, hvis far var italiensk, og hun var derfor dén, der var nemmest for Abigail at tale med, fordi Serena talte lige godt fransk og italiensk, så det gav Abigails hoved en pause, når hun kunne tale italiensk uden at spekulere over alle ord, hun ville sige.
”Min far minder mest om din far, Abigail,” begyndte Serena. Abigail smilede ved lyden af hendes navn, for de færreste af vennerne på Hogwarts sagde det fulde navn. Han er dog passioneret som din far, Élise. Han kan godt have meget temperament, men han går rigtig meget op i familien. Han arbejder meget og så er klart familiens overhoved, sådan i klassisk forstand. Han er ikke bange for at tage sin plads og vil gerne ses, men han er også en klassisk smuk mand, der er udtryksfuld og nogen vil sige dramatisk, men det er der mange der vil sige, er den italienske side, mere end fordi den er maskulin, for det siger de alle, at jeg kan have arvet,” lo Serena. Abigail bed ned i underlæben og slog blikket ned ved genkendelsen og i særdeleshed havde Abigail selv udvist den på sidste årgang.

Serena så på Abigail, men hun sagde intet. ”Min storebror forsøger også at være meget maskulin. Han går meget op i, hvordan han ser ud, hvilket tøj han går i og alfa-adfærden er også noget, han forsøger at have. Det lykkes nogle gange, men Lorenzo skal lære, at den moderne kvinde ikke vil kostes rundt med og han ikke kan bestemme alt, selvom han prøver,” lo Serena igen, og Élise nikkede med lidt røde kinder.
Dét måtte Abigail undersøge nærmere senere.

Selv ville Abigail mene, at den mest maskuline mand ville være sin egen far, men der var noget over den dominerende italiener, der også kunne virke maskulint. Samtid måtte Abigail også indrømme, at der var noget over den franske sensualitet og charme, der tiltrak hende selv. Der var helt sikkert noget over den måde, Élise beskrev sin far, der mindede lidt om Flick, hvor de franske gener nok kom i spil. Det fik hende til at smile, men nøj hvor savnede hun ham allerede helt vildt meget.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: Forvandling
Serena endte med at prøve, men der var ikke rigtig nogen forskel, hvis der overhovedet var fundet en forvandling sted.
”Måske er det nemmere med blond, da mit ønske om ændring ikke er så naturlig,” foreslog Abigail.
Serena overvejede et øjeblik og prøvede så igen med en ide om at gøre Abigail blond.
Hvor mange forsøg der gik, vidste hun ikke, men pludselig skete der noget. En underlig prikken i hovedbunden, som om nogen tog fat i hvert eneste hårstrå og blot trak ud i håret uden at hive det af. Om det var ubehageligt eller kildede, var heller ikke til at sige.
”Du er blevet blond!” udbrød Serena. ”Det ser fantastisk ud, meget naturligt selvom dine øjne er meget mørke. Vildt hvor mørke øjne du egentligt har. Mine er også brune, men ikke så mørke,” påpegede Serena. Abigail blev meget opmærksom på, at hun fik studeret sine øjne, så hun forsøgte både at blinke og lade være.
Abigail kunne ikke vente med at se resultatet, så de fandt et spejl, der afslørede forvandlingen. Først så det åndssvagt ud, men efter et par blink kunne hun godt forestille sig selv med den hårfarve lidt. ”Tak Serena, vi skal lade det være, synes jeg. Jeg tror også det er godt, at det ikke blev rødt. Synes du ikke? Er du klar til at prøve at få en anden hårfarve?” spurgte Abigail, da Serena igen havde bekræftet, at det virkede ret naturligt.
”Okay, men kan du prøve at gøre det mere kastanjefarvet, som du selv foreslog. Det kunne være flot, for jeg vil ikke have en for stor ændring,” indrømmede hun endelig, hvilket Abigail selvfølgelig respekterede. ”Vi kan også finde en anden at øve os på. I har vel træningsdukker. Har en af dem ikke en paryk? Eller kan vi finde en eller forvandle en frem?” spurgte Abigail, men Serena rystede på hovedet.
”Nej, jeg vil gerne prøve, jeg ved bare ikke om jeg er lige så modig sim dig sådan at gøre det så drastisk,” fortsatte hun. Abigail nikkede og smilede. ”Jeg ser hvad jeg kan. Måske kan jeg slet ikke finde ud af det. Generelt er jeg ikke dårlig, så du skal ikke være nervøs,” skyndte Abigail sig også at sige.
Serena lo varmt. ”Jeg er ikke nervøs over dine evner, jeg er nervøs over resultatet, når dine evner har vist sig.”

Abigail gjorde ligesom Serena nogle forsøg, men så lykkedes det også. Det virkede dog til, at det mest var striber i håret af en lidt mere rødlig farve mod den også mørke naturlige farve. Dertil skete der heller ikke noget med frisuren. ”Måske er det godt eller måske er det skidt, men vi starter åbenbart med farver som det første. Så må frisuren komme i næste stadie af avanceret forvandling,” sagde Abigail, der egentlig overvejede, at den slags rødlige kastanjefarvede striber ikke var en helt elendig løsning. Måske skulle hun selv prøve det engang.
”Det kan være du får lov til at ændre min hårfarve igen engang, hvis du vil. Vil du være med til at tage billeder senere?” spurgte Abigail Serena, der nikkede.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: FMMK
Det var en af de sjældne aftener, hvor Georgie ikke havde travlt med lektier, Quidditch-træning eller at stirre op i nattehimlen fra astronomitårnet. I stedet stod hun i Hogwarts’ duelsal, hænderne på hofterne og et skeptisk udtryk i ansigtet, mens hun så på Darwin. “Jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg skal lære det her,” sagde hun og vippede hovedet let til den ene side, skeptisk på hele ideen. Darwin, der stod klar med sin tryllestav, grinede og svang den i en blød bue. “Fordi det er praktisk! Hvad nu hvis du en dag bliver angrebet af en vanvittig bog i biblioteket?” spurgte han med et smil. “Så lukker jeg den bare,” svarede hun tørt. Han himlede med øjnene. “Eller en mørk troldmand?” “På biblioteket?” spurgte hun i samme tørre tonefald. “George,” sukkede han, “vi er kærester nu. Jeg kan ikke have en kæreste, der ikke engang kan forsvare sig selv mod en mild brise.” Hun slog ud med armene. “Jeg kan en hel masse! Mine healende besværgelser er da virkelig gode. Bare ikke Stupefy og andre latterlige duel besværgelser.” Darwin lagde hovedet på skrå og smilede skævt. “Præcis derfor er vi her. Kom nu, prøv. ”

Georgie sukkede, trak sin tryllestav og rettede den mod ham. “Fint. Men kun for din skyld.” Hun satte sin fodstilling, rettede ryggen og tog en dyb indånding. “Stupefy!” En svag rød stråle forlod hendes tryllestav og svævede mod Darwin i sneglefart. Han trådte let til siden, så den fløj forbi ham og forsvandt i en gnist mod væggen. “Wow,” sagde han tørt. “Den ville måske have virket... hvis jeg stod stille i et minut og ventede pænt.” Hun prustede og kiggede på sin stav som om, den havde forrådt hende. “Jeg sagde jo, at jeg ikke var god til det.”
“Det handler om intention!” sagde han og gik hen til hende. Han stillede sig tæt bag hende, tog hendes hånd og rettede hendes greb på tryllestaven. “Du skal ikke bare sige det, du skal mene det.”

“Og hvordan skal jeg mene det, når det er dig der står dernede og er min målskive? Dig har jeg jo ikke lyst til at sende på røven.” spurgte hun og lod sig rive med af hans nærhed. “Forestil dig, at jeg har taget din sidste kop te og nægtet at lave en ny til dig.” Hendes øjne lynede. “Du ville ikke turde.” Han lo og hun kunne mærke latteren fra hans brystkasse mod sin ryg “Forestil dig det alligevel." Han gik tilbage til den anden ende af podiet. "Eller endnu bedre, forestil dig, at det er Richard.” Hun knyttede fingrene om tryllestaven, hævede den igen, og denne gang sagde hun besværgelsen med ægte indignation “Stupefy!” En kraftig rød stråle skød frem, og Darwin blev kastet bagud, slog en kolbøtte gennem luften og landede på gulvet med et bump. Georgie gispede og løb hen til ham. “Darwin! Er du okay?” Han blinkede et par gange, før han brød ud i latter. “Det var fantastisk! Jeg tror, du har fundet din motivation.” Hun rystede på hovedet med et grin. “Jeg holder mig til at lade dig duellere og så leger jeg med mine dyr eller healende besværgelser i stedet.” affærdigede hun ideen om at lære det for alvor. “Vel vil du ej, du kan jo godt.” Han tog hendes hånd, trak hende ned til sig og kyssede hende blidt. “Men lad os arbejde lidt på teknikken – jeg vil gerne overleve vores næste træning.”

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: MDPoP
Professor Aitken stod midt på den åbne eng foran den forbudte skov, omgivet af en halvcirkel af elever. Stemningen var en blanding af spænding og nervøsitet, da hun klappede i hænderne og med sin sædvanlige ro erklærede, "I dag har vi en særlig gæst." Bag hende stod en stor, tremmekonstruktion dækket af en kraftig lærredsdug. Noget indeni bevægede sig, og flere elever trak sig uvilkårligt et skridt tilbage, da professoren viftede med sin tryllestav og lod dugen svæve til side. Inde i buret sad en acromantula. Den var ikke fuldvoksen, men alligevel imponerende. På størrelse med en grand danois og dækket af skinnende sort pels, sad den urokkeligt, dens otte øjne spejdede ud over de fremmødte. De lange, ledede ben skælvede let, og de sylespidse kæber klikkede én gang, som en advarsel. Georgie tog, som den eneste, et skridt frem, hendes brune øjne funklede af fascination. "Utroligt," mumlede hun. "Den er så... perfekt." Ved siden af hende lavede Flick en lyd af væmmelse. "Den har alt for mange ben. Og dens mund bevæger sig som om den overvejer, hvem den vil spise først." Professor Aitken smilede overbærende. "Acromantulaer er formidable væsner. Mange anser dem for blot at være rovdyr, men de har også en vis intelligens. De kan kommunikere på et grundlæggende niveau og er kendt for at kunne udvikle tilhørsforhold – dog sjældent til mennesker." Georgie lagde hovedet let på skrå og studerede edderkoppen. "Men ikke umuligt?"

Aitken nikkede. "Ikke umuligt. Men det kræver tid, tålmodighed og en forståelse for deres adfærd. Denne unge dame her er blevet opdrættet i fangenskab og er mere vant til mennesker end de fleste." Acromantulaen klikkede med sine kæber igen, men denne gang virkede det ikke truende – snarere undersøgende. Georgie følte en mærkelig trækning i maven, en instinktiv fornemmelse af, at væsnet vurderede dem. Uden helt at tænke over det, sænkede hun sig ned på hug, holdt sine hænder åbne og sagde blidt: "Hej, du. Vi er ikke her for at gøre dig noget." Flick udstødte et lavt, skeptisk fnys, men Georgie ignorerede ham. I stedet holdt hun øjenkontakten med den midterste række af de otte skinnende øjne. Acromantulaen rykkede sit forreste ben en anelse frem, næsten umærkeligt. "Imponerende," sagde professor Aitken. "Hun reagerer på din stemme." Georgie kunne ikke rive blikket væk. "Det er som om, hun... lytter."
Aitken nikkede. "Nogle magiske væsner kan fornemme intentioner. Acromantulaer er ikke kendt for at være særligt tillidsfulde, men denne her virker nysgerrig på dig. Hvis du bevæger dig langsomt, kan du måske få lov til at komme tættere på." Georgie sank en klump, men hendes nysgerrighed var stærkere end enhver bekymring. Hun strakte langsomt en hånd frem, stadig med åbne håndflader, mens hun holdt stemmen rolig. "Du er smuk. Har nogen fortalt dig det før?" Acromantulaens forben løftede sig let fra jorden, og for et øjeblik var Georgie sikker på, at den overvejede, om hun var en trussel eller en allieret. Så sænkede den forsigtigt sit ben og prikkede let til jorden mellem dem. Flick trak sig et skridt tilbage. "Okay, jeg indrømmer – det er fascinerende. Stadig klamt, men fascinerende." Georgie smilede fascineret. "Jeg tror, hun prøver at kommunikere."

Men i sin begejstring glemte hun et øjeblik forsigtigheden og tog et skridt frem. Bevægelsen var hurtigere, end acromantulaen brød sig om. På et splitsekund trak den sig sammen, løftede sine forben højt og udstødte en hvæsende lyd. De sylespidse kæber klappede sammen med en skræmmende høj klikkelyd. Georgie frøs på stedet, det havde tydeligvis været en fejl. Luften føltes pludselig elektrisk, og flere elever gispede. "Træd langsomt tilbage, Miller," sagde Aitken skarpt, men roligt. Georgie gjorde, som hun fik besked på, hendes hænder stadig åbne og synlige. Hendes hjerte hamrede. Efter et par lange sekunder, hvor acromantulaen forblev spændt som en fjeder, sænkede den langsomt sine forben igen og udstødte et sidste lavmælt klik. "Hun blev bange," mumlede Georgie, mere til sig selv end til nogen anden. "Jeg gik for tæt på." Aitken nikkede. "Netop. Acromantulaer er formidable væsner, men de er også forsigtige. De reagerer instinktivt på pludselige bevægelser, især fra noget, de ikke fuldt ud stoler på. Du gjorde et godt stykke arbejde, men husk at tillid tager tid." Georgie nikkede langsomt, stadig med blikket hvilende på acromantulaen. Hun havde ikke mistet sin fascination, men hun havde lært noget vigtigt i dag. Flick pustede lettet ud. "Okay, der var lidt for mange ben til min smag. Kan vi få en niffler næste gang? De prøver ikke at bide hovedet af os." Latter spredte sig i gruppen, og selv Georgie kunne ikke lade være med at smile. Hun havde måske dummet sig, men oplevelsen havde kun gjort hendes nysgerrighed endnu stærkere. Hun ville lære mere – og måske en dag vinde en acromantulas tillid, helt på rette vis.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Magiens Historie
Georgie sad foroverbøjet over en tung, støvet bog i biblioteket, hendes fingre trommede let på kanten af siden. Overfor hende sad Angus, der med et fokuseret blik skimmede teksten i bogen Lær om 1. og 2. Nisseoprør. “Det er fascinerende, hvordan nisseoprørene faktisk har påvirket vores moderne magiske samfund,” sagde han, mens han studerede et afsnit. “Vidste du, at det første oprør i 1612 indirekte førte til etableringen af flere magiske forsvarslove?” Georgie løftede et øjenbryn. “Du lyder som Lewis.” Ikke en dårlig ting, hun kunne godt lide den lidt tørre professor, der altid virkede lidt distræt i hendes øjne. “Lewis undervurderer detaljer,” sagde Angus uden at kigge op. “Se her, ‘Under det første nisseoprør i 1612 forsøgte nisserne at overtage Den Tre Koste i Hogsmeade som en strategisk base.’ Det var en genial placering – centralt i forhold til handelsruterne mellem troldmandsbyerne på det tidspunkt.”
Georgie rynkede panden. “Så du siger, at en horde af vrede nisser faktisk var taktiske mestre?” Hun vidste godt at nisser var kløgtige væsner, men at de ligefrem var taktikere? Det kom bag på hende selvom det nok ikke burde. “Præcis,” sagde Angus og nikkede. “De var ikke bare ballademagere, de havde en klar strategi. Se videre til 1752, hvor de faktisk infiltrerede Ministeriet for Magi. De nåede helt til femte etage, hvilket er imponerende, når man tænker på sikkerhedsforanstaltningerne som beskytter stedet.” Georgie havde mens han talte sat sig så hun kunne hvile hagen i sin hånd. Hun elskede at lytte til Angus når han rigtigt rullede sig ud. Noget han holdt tilbage med i timerne for ikke at irritere kammeraterne. Den anden hånd rullede hun let med for at få ham til at fortsætte. “Ministeriet slog hårdt ned på dem, hvilket blot forværrede konflikten og førte til endnu mere uro i de efterfølgende årtier.” Han sukkede og rystede på hovedet. “Det er klassisk. Ingen lærer af historien.”

“Men altså,” sagde Georgie og bladrede videre i bogen. “Nisser har vel altid været lidt uregerlige? De kan jo være ret voldelige.” De havde i hvert fald ikke været blege for at spilde blod, men selvfølgelig, det havde magikerne jo heller ikke være. I oprør kæmpede meget få hæderligt. “Fordi de er desperate,” indskød Angus. “De har aldrig haft politisk repræsentation, og troldmænd har historisk set nægtet dem rettigheder. Det er ikke så mærkeligt, at de gjorde oprør. Det ville vi da også have gjort, hvis rollerne var byttet om.”
Georgie og pegede på en passage. “Der står her, at de nægtede at forhandle i 1811 og angreb Wizengamot i stedet. Hvad får man ud af at nægte forhandlinger, der kan løse konflikten og i stedet angribe?” spurgte hun stille. “Fordi troldmændene altid har insisteret på at diktere vilkårene,” sagde Angus skarpt. “Selv i nyere tid nægtes nisser adgang til tryllestave. De har grund til at være vrede.” Georgie skævede til ham. “Du lyder som en, der overvejer at starte det tredje nisseoprør.” Angus smilede skævt. “Jeg siger bare, at hvis man undertrykker en befolkningsgruppe længe nok, så kæmper de tilbage. Historien viser det gang på gang.” Georgie smilede forsigtigt. “Du lyder som en bitter historiker.” “Fordi historien er fuld af gentagelser,” sagde han dramatisk og lukkede bogen med et tilfreds smæk. “Men det gør den også spændende.” Hun rystede på hovedet med et lille smil. Hun nikkede. "Det er kun fjolser, der ikke ser tilbage på historien for at undgå gentagelser. Måske vi burde tillade, at de får tryllestave.." Angus så på hende med et hævet øjenbryn. "Det tror jeg er et... drastisk valg. De har helt anderledes verdensopfattelse end vi har, så det kunne for alvor ende ud i kaos." Georgie nikkede langsomt. Måske det ikke lige var sådan at løse et problem som det her.

---

NAVN: Zoe
ÅRGANG: 3
FAG: Botanik
Zoe traskede med tunge skridt mod drivhuset, normalt var det begejstring der fyldte når botanik var på dagsorden, dog ikke denne gang. De mange dage med få timers søvn havde indhentet hende og havde sat sine tydelige spor. Havde det ikke været for den ungdommelige glød, var de mørke render formentlig sortere end gryden hun havde købt i Potages Gryder.
Vinden fik den ellers varme sensommerdag, til at føles som en dag midt i oktober. I den anledning havde hun taget sin varmeste sweater på og iklædt sig sin Ravenclaw kappe. Mathéo havde beklaget sig over den manglende obligatoriske uniform, allerede inden de sad i toget mod skolen. Som sædvanlig var utilfredsheden gået forbi hendes næse og tankerne kredsede om helt andre ting, end de tilsyneladende gjorde for hendes storebror. Året forinden havde budt på en stor tragedie i familien og derfor virkede brokkeriet som en ligegyldig samtale.

”God formiddag elever” kom det fra læreren, der samtidig blottede sine delvist gule tænder. Zoe rynkede på næsen og vendte blikket mod to af de elever, som hun tidligere på ugen havde set i sovesalen. Der kom en lavmælt summen i drivhuset, da professoren hev en krukke frem. ”Jeg vidste det!” hviskede den ene af pigerne til den anden, dog blev de to hurtigt afbrudt af professoren. ”Denne plante kaldes Moly og besidder nogle særdeles værdifulde egenskaber” fortsatte professoren og rømmede sig ganske kort. ”I bedes finde jeres handsker og sakse frem, derefter skal i gå sammen i grupper på maksimalt 5 elever. Hver gruppe skal samle sig om en af de fremsatte krukker”.
Zoe studerede den hvide blomst, der prydede fint på den sorte stilk. På stilken sad sorte blade, de var ligeså mørke som en nattehimlen. Planten var, med god grund, hendes yndlings. ”Mangler du en gruppe?” afbrød en genkendelig stemme hendes iagttagen og hun spærrede straks øjnene op. Foran hende stod de to piger fra sovesalen og to drenge, som hun ikke mente at have set før. ”Oui…” svarede Zoe lavmælt, inden det gik op for hende ”Jeg mener, ja”. Pigerne i gruppen fniste lidt, inden de møvede sig ind foran hende og begyndte at studerer planten. Drengene derimod, trak sig i baggrunden og deres utilfredse ansigtsudtryk mindede en del om hendes brors tidligere på ugen.
”Vidste i godt at planten bruges som ingrediens i Wiggenweld eliksiren? Den kan også spises og gør man det, ja så modarbejder den enhver besværgelse der er kastet på dig” forklarede den ene af pigerne gruppen med et selvsikkert smil. ”Vidste i også..” fortsatte pigen, mens Zoe langsomt vendte fokus mod det der foregik udenfor drivhuset. Det sidste hun orkede var en bedrevidende tøs, der antog at Zoe intet vidste om planter. Var der noget hun var klog på, var det netop planter og især Moly

NAVN: Zoe
ÅRGANG: 3
FAG: MDPoP
Pixignomer.. djævlens værk, sådan sagde hendes far efter at have jagten den sidste Pixi ud af lejligheden. Familien havde i flere generationer haft en ferielejlighed et stykke udenfor London og det var netop der, at Zoe stødte på de blå væsner for første gang.

"Ugh.. endelig" beklagede hendes bror Mathéo sig, da hele familien stod foran døren til lejligheden. Zoe der på daværende tidspunk ikke var særlig gammel, stod pænt ved siden af deres mor og holdte hendes hånd. Rejsen fra Frankrig, havde for hendes vedkommende, ikke virket særlig lang. Formentlig fordi hun havde sovet det meste af vejen og af den årsag, ikke lagt mærke til rejsetiden. Turen tog de mindst en gang årligt og brugte gerne flere uger i England, før de atter vendte hjem til Frankrig.
Deres far låste den store mørke træ dør op og inden familien nåede at træde et skridt indenfor dørtærsklen, kunne de ubudne gæster både ses og høres. Lyden af deres skingre skrig var det første hun hørte og gjorde automatisk mundvigene trak sig nedad. ”Mooar” sagde hun lavmælt og trådte et skridt bag hendes mor.

Nogle af de små vingeløse bæster fløj ubesværet rundt, mens andre var igang med at splitte deres hjem ad. Knald, bang, bum lød det, mens Zoe’s far stormede ind i lejligheden. ”Forsvind! Forbistrede skadedyr!” hvæste han og fægtede med armene. Mathéo fulgte hurtigt trop, dog ikke ligeså selvsikkert som deres far. En af Pixignomerne kom flyvende gennem stuen med en af de store køkkengryder, hvilket fik hende og hendes bror til at spærre øjnene op. ”Hvo.. hvordan..” fremstammede han og tog et par skridt tilbage. Inden nogle af dem nåede at blinke med øjnene, havde to af Pixignomerne taget fat i hans hår og løftet ham en centimeter over jorden. Han udbrød et skrig og straks kom deres far løbende mod dem med sin tryllestav i hånden. ”Immobulus!” lød det og et blåt skær kom fra tryllestaven. Det næste der skete, lignede noget fra en drøm. De før energiske små væsner, svævede helt forstenet rundt i hjemmet. Begge deres forældre løb hurtigt rundt i lejligheden, for at skubbe dem ud af vinduerne.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Forvandling
Flick og Georgie sad i Ravenclaws opholdsstue med tryllestavene hævet og en stor bunke pynt foran sig. De var blevet enige om at give opholdsstuen et julet løft, men Georgie var knap så begejstret som Flick. "Okay, så vi prøver igen. Conjunctis!" sagde Flick, og en række små stjerner materialiserede sig i luften og svævede mod loftet. "Hah! Se det der! Jeg er en sand julemirakelmager!" Georgie smilede skævt og svingede sin egen tryllestav. "Ornamenta!" sagde hun, men i stedet for fine julekugler fremtryllede hun en lidt for stor guirlande, der straks begyndte at sno sig rundt om hendes arm. "Åh, for pokker..." Flick lo. "Georgie, det er meningen, at pynten skal på træet, ikke vikle dig ind som en gave." Georgie fnøs og fik hurtigt guirlanden af sig. Flick så ikke ud til at bemærke, at Georgies entusiasme var noget påtaget. Sandheden var, at Georgie aldrig rigtig havde været vild med julen. Ikke fordi hun ikke kunne lide hyggen, men fordi hendes fødselsdag var den 25. december, en dag, der altid blev overskygget af julefejringen.

Flick nynnede en julesang, mens han fremtryllede en række funklende istapper, der hang sig elegant fra en bogreol. "Kom nu, Georgie. Hvad er der ikke at elske ved det her? Du elsker jo små lysende ting!" Georgie lod sit blik glide over stjernerne og istapperne. De var smukke. Men de mindede hende også om, hvor mange gange hun havde siddet under et juletræ og forsøgt at finde følelsen af, at det også var hendes dag. Hun rystede tanken af sig og satte i stedet sit fokus på at fremtrylle nogle fine, gyldne bånd, som med en vis tilfredsstillelse snoede sig op ad gelænderet til trappen. "Okay, det var pænt," indrømmede hun modvilligt, og Flick lyste op. "Se! Du kan godt!" Flick klappede hende på skulderen. "Og hvem ved, måske ender du endda med at nyde julen lidt i år." Georgie tvang et smil frem og lod Flicks begejstring fylde rummet. Måske. Men hun havde sine tvivl.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Besværgelser
Georgie sad på en af bænkene i biblioteket, hendes næse begravet i en bog om avancerede forvandlingsformularer. Hun havde egentlig tænkt sig at få læst et kapitel eller to, men koncentrationen var svær at holde fast i, når Flick sad overfor hende og eksperimenterede med små besværgelser på en stak pergament. "Bare en lille smule," mumlede Flick, mens han pegede sin tryllestav mod papiret. "Cheering Charm. Ikke for meget, ikke for lidt…" Georgie så kun halvt op, da Flick viftede med sin tryllestav, men i det samme mærkede hun en bølge af varme skylle gennem sig. En boblende latter sprang fra hendes læber, som om nogen havde fortalt hende den sjoveste joke i verden. "Flick… hvad… har du gjort?" grinede hun, mens hendes skuldre rystede af uhæmmet fryd. Flicks øjne blev store. "Ups. Jeg tror, det var… lidt for kraftigt." Georgie kunne ikke stoppe sig selv. Alt var pludselig fantastisk! Sollyset, der faldt ind gennem vinduet, var det smukkeste, hun nogensinde havde set. Pergamentet foran hende? Et mesterværk af kunstnerisk genialitet. Og så trådte Darwin ind i biblioteket, og Georgies hjerte sprang et ekstra slag. "Darwin!" udbrød hun, næsten jublende, mens hun rejste sig så hurtigt, at hendes bog gled ned på gulvet. Hun fløj hen mod ham og kastede armene om hans hals. "Du er så flot, ved du det? Helt vidunderligt flot! Min kæreste, den smukkeste af dem alle!" Darwin greb hende instinktivt, men hans blik flakkede mellem Flick og den tomme plads, Georgie havde efterladt. "Øh… er hun okay?" spurgte han tøvende Flick. "Lidt for stærk Cheering Charm," hviskede Flick bag sin hånd. "Åh nej." Darwin så ned på Georgie, der stadig klamrede sig til ham og kiggede op med et ansigt så strålende af lykke, at han næsten ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. "Jeg elsker dig! Ved du godt det? Jeg har verdens bedste kæreste!" erklærede hun højlydt, og et par elever i nærheden begyndte at fnise bag deres bøger. Darwins ører blev røde. "Okay, okay, George, vi sætter os lige ned, ikke?"

"Hvorfor skulle jeg sætte mig, når jeg har så meget energi?" Hun snurrede rundt, hendes kappe flagrede bag hende, mens hun lo. "Jeg kunne løbe hele vejen til Hogsmeade og tilbage! Og bagefter kunne vi gifte os!" Darwin kastede et desperat blik mod Flick. "Gør noget." Flick bladrede febrilsk i sin bog. "Der er en modbesværgelse… et sted…" Men før han kunne finde den, lænede Georgie sig ind mod Darwin igen og lagde hænderne på hans kinder. "Jeg mener det. Hvis vi bliver gift, så vil jeg have lilla blomster til brylluppet. De skal komplimentere mine øjne, du ved?" Hun fniste. "Og vi skal have en kæmpe kage med chokolade og… og enhjørningeform!" Darwin rømmede sig. "Det lyder fantastisk, George. Virkelig. Men jeg tror, du har brug for at sidde lidt ned." foreslog han og så en smule opgivende ud over den eufori Georgie befandt sig i. "Kun hvis du sidder med mig." Hun trak ham med over til bænken, mens hendes latter stadig klukkede gennem biblioteket. Flick holdt en finger op. "Aha! Fandt den!" Han pegede sin tryllestav på Georgie, og i næste øjeblik gled den boblende følelse væk. Georgie blinkede, stadig smilende, men nu en smule omtåget. "Hvad… hvad skete der?" Darwin, stadig med en arm omkring hende, rømmede sig. "Lad os bare sige, at du har haft en meget… entusiastisk fem minutter." Georgies øjne blev store. "Jeg sagde ikke noget pinligt, vel?" Flick skjulte sit smil bag sin hånd, mens Darwin sendte hende et drilsk blik. "Det kommer an på, hvordan du har det med at planlægge vores bryllup i biblioteket." Georgie stønnede og begravede ansigtet i hænderne. "Jeg kravler lige ned i et hul nu." Darwin lo og kyssede hende hurtigt på panden. "Bare rolig. Jeg sørger for, at blomsterne bliver lilla."

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: Besværgelser
”Du ved, Lorenzo ville have elsket at kastet en opmuntringsbesværgelse på dig på Abi, bare så han kunne se dig glad,” fortalte Serena om sin bror, som hun så ofte gjorde før. Abigail fnøs, men Serena fortsatte. ”Jeg ville også, men jeg er ikke så god til den. Da vi skulle lære den i sidste uge, kom jeg til at overgøre den på Margaux, så hun endte i et hysterisk latteranfald. Du ved, hun er jo wilie, så hun endte med at blive endnu mere hysterisk i form af noget panik. Det satte åbenbart gang i de ikke så pæne sider af en wilie, hvilket hun hadede at nogle af drengene kom til at se. Gespard blev så overrasket over at se modsætningen i, at Margaux grinede så hysterisk og samtid sendte lynende blikke til især mig og folk omkring os, at hun begyndte at udvikle så meget wiliemagi, at det blev usikkert. Madam Dubois måtte fjerne hende. Jeg var ikke den eneste der kom til det, og de fleste andre, der overgjorde besværgelsen, fik også der partner isoleret, mens hysteriet aftog,” forklarede Serena der både var underholdt og mest af alt også ked af det. Hun spurgte, hvordan Abigail havde klaret sin. Den var fin, men effekten varede ikke så længe som ønsket. Hun selv oplevede en underlig konflikt, fordi hun følte sig glad, da hun var ramt af besværgelsen, men samtid vidste hun, at det var falsk, hvilket hun forklarede.

De italienske ord igennem gangen kunne spottes fra alle andre i skolen, der holdt sig til det franske, mens Abigail overvejede, at det kun ville være Flick af den generelle årgang tilbage på Hogwarts, der ville bemærke forskellen, fordi de engelsktalende i højere grad bare hørte fremmede sprog uden at differentiere i dem.
Serena genoptog igen snakken med Abigail om besværgelsen. ”Har du fået svar fra din far igen? Hvordan har han det?”
Abigail nikkede langsomt. ”Han klarer sig, men jeg kan ikke finde ud af det. Det er ikke ham, der selv skriver og det plejer det altså at være. Det synes jeg ikke tyder godt og han vil heller ikke helt fortælle mig, hvad der sket og hvor slemt han var såret. Jeg har skrevet til en af mine veninder og bedt hende om at holde øje med aviserne. Du ved jeg selv har Profettidene, men hvis der nu skulle stå noget i andre aviser. Min far er bare aldrig i avisen, medmindre han udtaler noget officielt, så jeg tror ikke, jeg kan blive klogere den vej. Min mor ved ikke mere end jeg gør. Jeg har overvejet at spørge, om ikke hun ville besøge ham. Er det mærkeligt?” spurgte Abigail sin nye veninde.
Serena nikkede forstående, men måtte alligevel sende en mærkelig grimasse ved det direkte spørgsmål. ”Dine forældre har aldrig boet sammen, sammen med dig, vel? Jeg ved det ikke. Tror du, det ville være mærkeligt?”
Abigail sukkede. ”Det er dét, jeg ikke ved,” begyndte Abigail. ”Jeg ved bare ikke, hvem jeg ellers skal spørge? Min kæreste måske. Jeg har skrevet til ham, men måske skal jeg være mere insisterende. Flicks far og min far er både bedste venner og hinandens tætteste kollegaer, så Flicks far vil vide, hvordan min far har det, tror jeg.” Abigail sukkede. Det var ikke så nemt at forklare hvordan det hele hang sammen, eller forklare hvordan hun havde det. Slet ikke fordi Abigail havde brugt mere end den første måned på at ignorere sin fars ugler, og da hun fik fornemmelsen af, at han faktisk kunne have været død ved ulykken, så var det ikke rart. Men nu blev hun sur på, at Jonathan ikke ville fortælle hende noget.
”Hvorfor kan han ikke forstå, at jeg faktisk er myndig? At jeg ikke er lille og ikke kan tage egne valg? Han forstår ikke, at jeg ikke længere er 8 år gammel, selvom han dog er bedre til at være far nu, end han var dengang. Han bør forstå, at jeg godt kan håndtere sandheder, selvom de ikke er rare. At jeg godt kan håndtere at få den slags at vide. Jeg tror slet ikke, at han forstår, at jeg jo elsker ham og bekymrer mig om ham, når jeg får sådan en ugle, selvom han er dum og bestemmer alt for meget over mig,” brokkede hun sig videre.

Serena lagde armen om Abigail, da de gik videre i stilhed. Hun nikkede og smilede bare, indtil hun sagde. ”Lorenzo ville vide, hvad han skulle svare, og han ville også kunne finde ud af at gøre dig glad. Med eller uden opmuntringsbesværgelsen,” sagde hun prøvende.
Abigail kiggede olmt på hende. ”Det ville Flick også, men Flick er langt væk. Det er din bror i øvrigt også, så uanset hvilken dreng vi snakker om, så ville det ikke hjælpe.” Dernæst så Abigail på Serena med lidt blidere blik. ”Undskyld Serena. Jeg er så glad for, at du gider snakke med mig. Jeg ser dig allerede som min bedste ven her i Frankrig, og det er jeg virkelig glad for. Det er bare så svært og mystisk, at jeg skal fortælle alt om mig selv. Alle de andre på Hogwarts – mindre eller mindre – har jo kendt mig siden jeg var 11 år gammel. Nu er jeg snart 17 år og jeg skal starte forfra, selvom I andre kender hinanden. Og så bliver min far skadet. Det er aldrig sket før, tror jeg, så jeg havde ikke engang skænket det en tanke, at han ikke bare ville være sig selv, som altid, ved godt helbred og i live for evigt. Ja, det er selvfølgelig overdrevet, for det vidste jeg jo godt, men alligevel.”

Igen gik de i stilhed indtil Abigail bad Serena fortælle om, hvordan Margaux Montclair var, nu hun også var wilie. Der var stadig mange og meget, Abigail ikke vidste noget om. Folk på samme årgang var bare én del af det, men et godt sted at fortsætte, vurderede hun.

---