Madlavning var ikke ligefrem drømmen, men der var noget spændende i at dykke ned i englændernes mad på en eller anden måde, for Yun kom jo fra en verden med kimchi og alt det asiatiske mad, hun var en sydkoreaner der virkelig elskede at dykke ned i maden. Hvad var det egentligt lige præcis der var med denne mad? Det var spændende at skulle kigge på hvad man kunne lave som ikke var forbundet med sydkorea, allerede da hun havde gået på Mahoutokoro havde der været en kulturforskel, men Europa? Det var noget helt andet!

“Okay jeg synes vi skal lave et portræt af professoren i en engelsk morgenmad,” sagde Yun drillende til Alma, Cat lignede nogle gange en kat der var blevet trukket lidt for meget i halen og det kunne man da godt kreere i noget røræg og nogle bønner, kunne man ikke? Alma nikkede i hvert fald anerkendende og svarede. “Okay jeg er enig! Hvis nu du steger bacon, så kan jeg begynde på æggeblandingen? Jeg tænker at blande lidt mælk i æggene og nogle krydderier, hun er jo lidt spicy så hvad siger du til lidt chili flager?” Pigerne fnes i kor, men Yun var helt enig, selvom Cat var meget nede på jorden, så var det sjovt at gøre hende lidt mere sur.

Roligt, varmede Yun panden op til den var helt varm, inden hun puttede bacon på, det kunne stege i dets eget fedt, det var meget fedt. Det var ikke noget hun havde eksperimenteret med før, så hun så nysgerrigt på Alma, der var i fuld sving med at skrabe æggebunden sammen med den våde masse over. “Kan man godt stege bønnerne i baconfedtet?” Yun så helt forvirret ud i hovedet, som hun spurgte, men Alma nikkede energisk. “Ja, gør endelig det.”

Da baconen var færdig, tog hun den af og lagde over på et stykke køkkenrulle, mens hun puttede en bøtte med bønner på sammen med dens væde og det fik straks Alma til at gribe Yuns pande og smide den over i vasken. “Man må ikke putte væden på, det bliver ækelt de skulle have været skyllet, men vi laver det bare uden! Gider du riste brødet i risteren?” Yun sukkede, hun kunne ikke gøre noget rigtigt, men valgte alligevel at gribe brødet og smide i risteren.

Der gik lidt tid mens æggene blev klar, men så lagde de tre ristede brød som hovedbund, et i midten og de to andre skåret i halve, så der var en halvdel på hver side af brødkanten. Derefter lagde de æg ud som øjne i nogle klatter og bacon som mund. Det virkede måske lidt tørt, men det var virkelig sjovt at se professorens ansigt, da Alma proklamerede det var et portræt af Cat, for det fik Cat til at rynke på næsen.

Makayla stod i en af Hogwarts' mindre brugte klasseværelser, da de havde fået lov til at bevæge sig ud på skolen for at udføre dagens lektion i Carpe Retractum. Solens stråler brød ind gennem vinduerne og fik støvet til at danse i luften. Overfor hende stod Alex, en Ravenclaw- elev, som hun havde aftalt at øve besværgelsen med. Selvom Alex kunne være lidt pedantisk med detaljer, så havde han en humoristi kant der gjorde ham til en tålelig træningspartner. Hun ville hvert fald hellere træne med ham, end nogen af de andre dumme drenge fra Ravenclaw, som hun ikke lige orkede at bruge tid med.

“Så,” sagde Alex og pegede mod en tung lædertaske, der lå et par meter væk. “Damerne først.” Makayla hævede et øjenbryn ved hans kommentar, men trak vejret dybt. Hun rettede sin stav mod tasken, lavede V-formen med staven og udtalte besværgelsen tydeligt "KAR-pay ruh-TRACK-tum". En lilla lysstråle skød frem fra hendes stav og snoede sig som et reb omkring tasken. Et triumferende smil bredte sig på hendes læber - lige indtil rebet mistede grebet og tasken i stedet fald med et dunk på gulvet. "Ved Merlins skæg," lød det frustreret fra Makayla.

"God start," lød det fra Alex med et grin. "Men prøv at koncentrere dig om retningsfølelse. Tænk på det som en forlængelse af din hånd," kommenterede han med ynde. Makayla himlede med øjnene, men hans råd var ikke uden værdi. Hun trak vejret dybt og forsøgte igen. Denne gang fokuserede hun på følelsen af at række ud efter tasken med sinde, og ikke kun staven. "KAR-pay ruh-TRACK-tum" sagde hun endnu engang og strålen skød atter ud fra staven, men mere præcis denne gang, hvorfor den i stedet for at vikle sig om selve tasken i stedet viklede sig om taskens håndtag. Med en let bevægelse af staven trak hun tasken mod sig. Den gled over stengulvet og stoppede foran hendes fødder.

"Yes!" udbrød hun triumferende, mens Alex klappede. "Tak for tippet," lød det fra hende, mens hun nikkede anerkendende. Selvom de var fra forskellige kollegier kunne de sagtens samarbejde. Den næste times tid skiftedes de sig til at øve, og trak små genstande frem og tilbage.

Georgie sad på en kold stenbænk i Hogwarts’ astronomitårn, hendes favoritsted på hele skolen. Hun havde pakket sig ind i en tyk, ulden kappe, og hendes lange, bølgede blonde hår blafrede svagt i vinden. Det var en klar, iskold aften og stjernerne glimtede som spinkle diamantstøv mod himlen. Hendes kikkert lå ved siden af hende, men denne gang var hun ikke her for at observere stjernerne. Hun var dybt opslugt af en bog med titlen Astrologiens Mystik: Magiens Himmel. Siden hun havde hørt om månetegn i en samtale i Ravenclaws opholdsstue, havde hun været nysgerrig. Stjernernes og månens indflydelse på magien virkede så fascinerende, og tanken om, at hendes fødselsøjeblik kunne afsløre skjulte sider af hendes personlighed, fyldte hende med forundring.

”Georgie, der er du!” Hunters stemme afbrød hendes tanker. Han trådte ind i tårnet iført en tynd kåbe og så ud til at fryse. Hans mørke hår sad pjusket, som om han havde skyndt sig for at finde hende. ”Du har glemt aftensmaden igen, ikke?” Georgie lo svagt. ”Det er ikke min skyld, at jeg bliver fanget af ting som månetegn. Vidste du, at månen påvirker vores magiske energi på måder, vi knap nok forstår?” Hun pegede på bogen foran sig. Hunter rullede med øjnene, men satte sig alligevel ved siden af hende. ”Okay, forklar. Hvad er det nu, du har opdaget denne gang?” Georgie lukkede bogen, men holdt en finger ind på det sted hun var nået til. ”Månetegnet er ligesom stjernetegnet, men det afhænger af, hvor månen var, da man blev født. Det siges at afsløre ens inderste følelser og intuition. Men det er svært at finde ud af uden et specifikt fødselstidspunkt,” forklarede hun og så op mod himlen. ”Jeg vil gerne vide mit, men… jeg har brug for en stjernekortberegning, og det er ikke ligefrem noget, vi bare har her.” Hunter betragtede hende og smågrinte. ”Det er jo heldigt, at du har mig. Jeg kender et trick.” Han trak sin kappe lidt tættere omkring sig. ”Hvad mener du?” spurgte hun nysgerrigt. Hunter trak en lille notesbog op fra sin lomme. ”Jeg har arbejdet på at lave mit eget stjernekort. Hvis vi kombinerer det med oplysningerne fra din bog, kan vi finde ud af det.” Georgies øjne lyste op. ”Seriøst? Det lyder fantastisk!”

De brugte den næste time på at gennemgå Hunters notesbog og informationerne i bogen. Med hans kort og hendes beregninger lykkedes det dem at finde frem til svaret. Efter noget tænken og sammenligning med månefaserne erklærede Hunter: ”Din måne var i Skorpionen, Georgie. Det betyder, at du har en dyb følelsesmæssig styrke og intuition, der driver dig til at udforske det ukendte. Du har en nysgerrighed, der altid vil lede dig mod svar, uanset hvor skjulte de er.” Georgie strålede af begejstring, mens hun skrev alt ned i sin notesbog. Da de senere vendte tilbage til tårnet, kunne hun ikke lade være med at grine. ”Jeg vidste det! Jeg har altid følt, at jeg kunne forstå ting, andre ikke kunne. Skorpionen giver mening.” Hunter rystede på hovedet med et grin. ”Du er så meget en Ravenclaw. Selv når det handler om stjerner og måner, skal du vide alt.” Georgie lo og så op mod månen. ”Det er ikke bare stjerner og måner, Hunter. Det er hvem vi er.”

”Growth charm,” lød det fra Darwin, der sad sammen med Finn fra Slytherin samt Gary og Larry fra Ravenclaw. ”Jeg ved helt sikkert godt, hvad jeg ville bruge den på. Tror I den virker på mennesker?” ville han vide.
Larry skyndte sig at melde sig på banen. ”Ja, altså, den har virket på en rotte, så det er ikke kun øhhh… ikke-dyr den kan virke på.”
Abigail havde forsøgt ikke at bemærke gruppen af drenge, der stak hovedet sammen, men det var så åbenlyst, at Darwin endte med at se rundt efter Gigi, selvom han skulle have, at det forsøgte at være diskret. At det ikke lykkedes – at det aldrig lykkedes mellem dem – det var en anden side af sagen. Derfor kunne hun ikke dy sig for at bryde ind efter Larry. ”Klart, Darwin. Hvis rotter kan blive på størrelse med grævlinger, så kan besværgelsen sikkert også gøre en snegl til en snog. Måske en slange, hvis du er heldig. Men pas på, at den ikke bliver blå.” Det virkede som om, at det lå lige til højrebenet, hvorfor Abi ikke kunne lade være med at sige noget.
”Nå, hvis dét er sammenligningen, så er jeg ked af, hvad du har oplevet,” argumenterede Darwin drillende tilbage og så derefter på Flick. Alt for forarget mærkede Abigail kinderne blive varme og hun så lidt pinligt på Flick, før hun alligevel så mod gruppen igen og mumlede: ”Det er mere en rotte og jeg nægter en grævling.” Igen så Abigail på Flick, denne gang mere undskyldende, for det skulle ikke være noget alle vidste. Diverse størrelser var én ting, der bare var sjove, men den halve indrømmelse af, hvad Flick og Abi havde lavet, det var en anden ting, som hun var mest ærgerlig over at have mumlet.
”Undskyld,” mumlede hun også til Flick. Darwin plejede ikke at være så hurtig med comebacks, men på dette område burde hun havde vidst, at han selvfølgelig var rap.

”Skal vi prøve på bogen? Jeg mener…” sagde Abigail med et lidt dumt smil. ”Kan du huske bogen hos min far, da vi havde fået fingrene i hans tryllestav, da vi var 9 eller 10?” spurgte Abigail Flick.
Sammen grinede de lidt over minderne, hvor Raven havde skældt dem ud og Abigail havde været seriøst bange for, at hun var blevet smidt ud af Hogwarts, før hun overhovedet var startet. Om de havde haft gang i at forstørre bogen dengang, vidste Abigail ikke. Hun vidste kun, at de havde endt med at smelte bogen.

Denne gang gik det bedre. Bogen voksede faktisk for dem begge, da de hver især havde prøvet nogle gange. Ingen af deres forsøg endte med at ændre farven på bogen. Nogle af de andre elever havde ikke samme heldige udfald, da det skiftede lidt om de udvalgte genstande blev større eller fik ny farve, så det var jævnligt, at professoren stillede sig op og udtalte besværgelsen klart og tydeligt. Udtalelsen var et par gange en fællesaktivitet, uanset hvordan det gik de forskellige elever.

”I det mindste var vi mere ansvarlige denne gang. Hvis det var gået galt, så havde vi i det mindste den anden bog tilbage til eksamenslæsningen,” måtte Abigail sige, fordi de ikke ligefrem havde tænkt på særligt mange konsekvenser for 5-6 år siden. ”Måske skal vi huske at takke professor Moore,” sagde Flick. Abigail lo og nikkede.