NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
FAG: Astrologi
Georgie sad på en kold stenbænk i Hogwarts’ astronomitårn, hendes favoritsted på hele skolen. Hun havde pakket sig ind i en tyk, ulden kappe, og hendes lange, bølgede blonde hår blafrede svagt i vinden. Det var en klar, iskold aften og stjernerne glimtede som spinkle diamantstøv mod himlen. Hendes kikkert lå ved siden af hende, men denne gang var hun ikke her for at observere stjernerne. Hun var dybt opslugt af en bog med titlen Astrologiens Mystik: Magiens Himmel. Siden hun havde hørt om månetegn i en samtale i Ravenclaws opholdsstue, havde hun været nysgerrig. Stjernernes og månens indflydelse på magien virkede så fascinerende, og tanken om, at hendes fødselsøjeblik kunne afsløre skjulte sider af hendes personlighed, fyldte hende med forundring.

”Georgie, der er du!” Hunters stemme afbrød hendes tanker. Han trådte ind i tårnet iført en tynd kåbe og så ud til at fryse. Hans mørke hår sad pjusket, som om han havde skyndt sig for at finde hende. ”Du har glemt aftensmaden igen, ikke?” Georgie lo svagt. ”Det er ikke min skyld, at jeg bliver fanget af ting som månetegn. Vidste du, at månen påvirker vores magiske energi på måder, vi knap nok forstår?” Hun pegede på bogen foran sig. Hunter rullede med øjnene, men satte sig alligevel ved siden af hende. ”Okay, forklar. Hvad er det nu, du har opdaget denne gang?” Georgie lukkede bogen, men holdt en finger ind på det sted hun var nået til. ”Månetegnet er ligesom stjernetegnet, men det afhænger af, hvor månen var, da man blev født. Det siges at afsløre ens inderste følelser og intuition. Men det er svært at finde ud af uden et specifikt fødselstidspunkt,” forklarede hun og så op mod himlen. ”Jeg vil gerne vide mit, men… jeg har brug for en stjernekortberegning, og det er ikke ligefrem noget, vi bare har her.” Hunter betragtede hende og smågrinte. ”Det er jo heldigt, at du har mig. Jeg kender et trick.” Han trak sin kappe lidt tættere omkring sig. ”Hvad mener du?” spurgte hun nysgerrigt. Hunter trak en lille notesbog op fra sin lomme. ”Jeg har arbejdet på at lave mit eget stjernekort. Hvis vi kombinerer det med oplysningerne fra din bog, kan vi finde ud af det.” Georgies øjne lyste op. ”Seriøst? Det lyder fantastisk!”

De brugte den næste time på at gennemgå Hunters notesbog og informationerne i bogen. Med hans kort og hendes beregninger lykkedes det dem at finde frem til svaret. Efter noget tænken og sammenligning med månefaserne erklærede Hunter: ”Din måne var i Skorpionen, Georgie. Det betyder, at du har en dyb følelsesmæssig styrke og intuition, der driver dig til at udforske det ukendte. Du har en nysgerrighed, der altid vil lede dig mod svar, uanset hvor skjulte de er.” Georgie strålede af begejstring, mens hun skrev alt ned i sin notesbog. Da de senere vendte tilbage til tårnet, kunne hun ikke lade være med at grine. ”Jeg vidste det! Jeg har altid følt, at jeg kunne forstå ting, andre ikke kunne. Skorpionen giver mening.” Hunter rystede på hovedet med et grin. ”Du er så meget en Ravenclaw. Selv når det handler om stjerner og måner, skal du vide alt.” Georgie lo og så op mod månen. ”Det er ikke bare stjerner og måner, Hunter. Det er hvem vi er.”

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Besværgelser
Georgie trampede gennem Hogwarts’ snedækkede have, hendes åndedræt kom i korte, vrede stød. Det var sent om aftenen, og de fleste elever var allerede tilbage i deres opholdsstuer, men Georgie kunne ikke finde ro. Milena, en pige fra hendes årgang, havde skældt hende ud tidligere på dagen for at have tegnet hende i klassen uden hendes tilladelse. Selvom Georgie mente, at tegningen var uskyldig og smigrende, havde Milena ikke set det på samme måde. Vreden og forlegenheden kogte stadig i hende. Det var kraftedme for meget at Milena havde flået tegningen ud og revet den i stykker.
Hun fandt sig selv ved en gammel og forladt skurebygning, som hun ofte havde set fra slottet, men aldrig været tæt på. Det var en af de ting, der kun eksisterede i periferien af hendes daglige liv, men som nu virkede som det perfekte sted at være alene. Hun trak sin tryllestav frem, fingrene knugede om dens glatte træ som for at kanalisere hendes ophobede frustration. Hun huskede en besværgelse, hun havde set i en gammel bog – Cistem Aperio, en kraftfuld åbningstrylleformel. Georgie havde aldrig brugt den før, men lige nu var det ikke så meget dens funktion, der tiltalte hende, som den energi og kraft, der lå i ordene. ”Cistem Aperio!” Hendes stemme skar gennem stilheden, da hun rettede tryllestaven mod den gamle bygning. Et intenst lys skød frem og ramte døren, som fløj op med et knagende brag. Sne hvirvlede op omkring hende, og hendes hjerte hamrede i brystet.

Inde i skuret var der ikke andet end gamle, mørnet trækasser og spindelvæv, men det var ikke pointen. Hun havde fået sin vrede ud, kanaliseret den gennem sin magi. For et øjeblik stod hun der og stirrede ind i det mørke rum, mens hendes skuldre langsomt sank. ”Wow, remind me never to get on your bad side.” Georgie gispede og snurrede rundt, og der stod Hunter, hans arme over kors og et lunt smil på læberne. ”Hvor længe har du stået der?” spurgte hun skarpt, selv om hun mærkede, hvordan hendes vrede blev erstattet af flovhed. ”Lige længe nok til at se dig skræmme livet af en dør,” sagde han og trådte nærmere. ”Er du okay?” Georgie sukkede og så ned på sneen. ”Jeg havde brug for at få det ud. Alt det her… det er bare for meget nogle gange.” Hunter nikkede og satte sig på hug ved siden af hende. ”Jeg forstår det. Men du ved, at du kan tale med mig i stedet for at kaste trylleformler på tilfældige bygninger, ikke?” Et lille smil dukkede op på hendes læber. ”Måske. Men det hjalp faktisk.” sukkede hun. ”Godt,” sagde han og rejste sig. ”Men næste gang, lad os finde noget mindre dramatisk. Som at kaste snebolde.” Georgie grinede. ”Aftale.”

NAVN: Makayla
ÅRGANG: 5
FAG: FMMK
I klasselokalet var bordene rykket til siden, så der var plads til praktiske øvelser, og i midten af rummet lå en række træblokke, der tydeligvis skulle bruges som mål for dagens lektion. Som sædvanligt var der småsnak inden timen begyndte, så professoren klappede i hænderne for at få ro.
"I dag skal vi arbejde med besværgelsen Reducto," begyndte professoren med et skarpt blik ud over klassen. "- Denne besværgelse bruges til at reducere eller ødelægge solide genstande. Men det kræver præcision og kontrol, for vi ønsker ikke at spræne rummet i stykker," fortsatte professoren, mens et advarende blik blev sendt til et par elever, der allerede synes at være ude af fokus. Makayla rettede sig op og lyttede nøje, da professoren fortsatte. "Formlen er simpel, men det er vigtigt, at I udtaler den korrekt: re-DUCK-toh. Læg vægt på anden stavelse, og sørg for, at jeres stavbevægelse er skarp og præcis – et hurtigt, fremadgående snit," forklarede professoren nøje, mens vedkommende fremførte besværgelsen for eleverne. Et blåt lys skød ud af tryllestavens spids, og en af træblokkene splintredes. Det så vildt ud!
De blev opdelt i par for at øve sig, og Makayla fandt sin makker i Preston, en Slytherin-elev som hende selv.. Hun stillede sig over for en træblok og tog en dyb indånding, mens hun hævede sin stav. "reh-DUK-toh," sagde hun langsomt, inden hun gentog det mere selvsikkert. Stavens spids glødede svagt, men der skete intet.
Hendes makker grinede let. "Prøv igen, men vær lidt mere beslutsom," foreslog Preston.
Makayla kneb øjnene sammen, trak vejret dybt og gentog både stavbevægelsen og besværgelsens udtale. "re-DUCK-toh" lød det fra hende. Denne gang lød et svagt smæld, og en del af træblokken splintrede. Det var ikke perfekt, men det var en begyndelse på at kunne mestre besværgelsen... måske, perfekt.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Astrologi
Gigi skyndte sig ned ad gangen i Hogwarts’ vestfløj, hendes sko klaprede mod stengulvet, og hendes hjerte hamrede i brystet. Hun havde fået den spontane idé at afprøve en kompliceret trylleformular, hun havde læst om i en forbudt bog i biblioteket – en bog, som hun slet ikke burde have haft adgang til. Fera Transformare, en magi designet til at give midlertidige dyrelignende egenskaber, lød simpelthen for fristende til at lade være. Hun nåede frem til en tom klasseværelse og smækkede døren bag sig. Rummet var dystert oplyst af svagt lys fra de snedækkede vinduer. Gigi trak vejret dybt og satte sig for at forberede formularen. Hendes notesbog var fyldt med kradse skitser af formler og noter, og hun gentog ordene lavmælt for sig selv, før hun greb sin tryllestav og pegede mod sig selv. ”Fera Transformare!”
I starten virkede det som en succes. Hendes fingre begyndte at vokse lette kløer, og hendes sanser blev skarpere. Hun kunne høre lyde fra elever langt borte og lugte den søde duft af kager fra køkkenet. Men så begyndte det at gå galt. Pludselig ramte en intens smerte hende, og hun faldt sammen på gulvet. Hendes krop begyndte at forandre sig på måder, hun ikke havde forventet. Hendes hud blev dækket af pels, og hendes ben krummede sig til kraftige baglemmer. Hun forsøgte at tale, men det eneste, der kom ud, var en dyb, guttural knurren. Gigi kiggede ned og opdagede med forfærdelse, at hun var ved at forvandle sig til en ulv – eller noget, der lignede. Problemet var, at hun ikke havde forberedt en modformular. Hendes tanker blev paniske, og hun begyndte at rode febrilsk i sin taske efter bogen. Men hendes nye, klodsede poter gjorde det næsten umuligt at gribe fat i noget.
Det blev værre, da døren gik op, og Hunter trådte ind. ”Gigi? Jeg så dig komme herind. Hvad laver du…” Hans stemme døde hen, da han så hende. ”Merlin’s skæg! Hvad har du gjort?” Hun forsøgte at forklare, men det eneste, der kom ud, var en klagende hylen. Hunter, som sædvanligvis kunne holde hovedet koldt, så ud til at være på kanten af panik. ”Okay, okay,” sagde han og løftede hænderne i en beroligende gestus. ”Vi finder ud af det her. Lad mig bare…” Han begyndte at rode i hendes taske, fandt bogen og slog op på den relevante side. ”Du læste ikke hele formularen, gjorde du? Der står her, at man skal bruge en specifik modformular inden for ti minutter, ellers…” Hans stemme døde hen, da han læste videre. ”Ellers risikerer man at sidde fast i transformationen.” Gigi stirrede på ham med store, ulveagtige øjne, der nu var fyldt med desperation. Hunter klappede bogen sammen. ”Okay, vi går til Madam Pomfrey. Nu.” Han greb fat i hendes krave – eller det, der var tilbage af hendes kappe – og begyndte at trække hende mod døren. Gigi forsøgte at protestere, men hun havde ingen anden mulighed.
Da de endelig nåede hospitalsfløjen, blev hun mødt med et forbløffet blik fra Madam Pomfrey, som straks gik i gang med at finde en løsning. Det tog flere timer og masser af komplekse modformler, men til sidst var Gigi tilbage i sin menneskelige form – dog med en klar lærdom: Læs hele kapitlet, inden du forsøgte noget så dumdristigt igen.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Besværgelser
Det var en kold, grå eftermiddag på Hogwarts, og sneen dalede stille udenfor, mens Gigi sad i et af de små drivhuse bag skolen. Det var egentlig ikke et sted, hun plejede at opholde sig, men hun havde brug for fred og ro – og et sted, hvor hun kunne øve sig uden nysgerrige blikke. Hun havde fået en lys ide om at eksperimentere med kombinationen af to trylleformularer, Incendio og Aguamenti, og hun var fast besluttet på at mestre deres samspil.

Drivhuset var halvtomt, kun fyldt med visne planter, som professoren ikke længere havde brug for. Gigi trak vejret dybt og tog sin tryllestav frem. "Okay," mumlede hun til sig selv, "jeg skal bare holde kontrol. Ikke noget med at sætte ild til hele stedet." Hun pegede sin tryllestav mod en bunke af døde blade i hjørnet og udtalte klart: "Incendio!" En varm flamme sprang frem fra hendes tryllestav, og bladene tog hurtigt fyr. For et øjeblik følte hun sig tilfreds. Det var en af de første trylleformularer, hun havde lært, og hun kunne udføre den uden problemer. Men flammerne spredte sig hurtigere, end hun havde forventet. Varmen steg op omkring hende, og røgen begyndte at fylde det lille rum. Gigi følte en stigende panik. "Okay, okay, ingen grund til panik," sagde hun og forsøgte at berolige sig selv. Hun rettede hurtigt tryllestaven mod flammerne. "Aguamenti!"

En stråle af vand skød ud fra hendes tryllestav og ramte flammerne, men i stedet for at slukke dem helt, skabte det en høj søjle af damp, der gjorde luften tung og fugtig. Gigi hostede og gned sine øjne. "Det her var ikke meningen," mumlede hun og forsøgte igen. Hun pegede tryllestaven mod en anden flamme, der var begyndt at slikke op ad en gammel træreol. "Aguamenti!" Denne gang var hendes stråle mere kraftfuld, og flammen blev kvalt i en hvæsende lyd. Gigi sukkede lettet og lænede sig kort tilbage.
Men hendes lettelse varede ikke længe. Flammerne i hjørnet havde bredt sig til en stor potteplante med tørre grene, og røgen fyldte nu hele drivhuset. Gigi hostede voldsomt og kunne mærke, hvordan hendes hjerte bankede hurtigere. Hun havde brug for en bedre strategi. Hun samlede al sin koncentration og pegede sin tryllestav mod det brændende hjørne. "Aguamenti Maxima!" Vandet fossede ud som en lille flodbølge og ramte flammerne. Denne gang blev de slukket på et øjeblik, men det skabte en ny udfordring: gulvet var nu oversvømmet, og vandet sivede hurtigt hen mod hendes fødder.

”Det her går helt galt,” mumlede hun og forsøgte at være hurtig. Hun svingede tryllestaven og begyndte at bruge en tørringsformular for at undgå yderligere kaos, da hun pludselig hørte en stemme bag sig. ”Gigi? Hvad i alverden har du gang i?” Hun drejede sig rundt og så Hunter stå i døren med øjne så store som tekopper. Han tog et skridt ind, men trak sig straks tilbage, da hans fod plaskede ned i det voksende vandspejl. ”Det er ikke, hvad det ser ud til,” forsøgte hun, selvom hendes stemme lød mere skyldig, end hun ønskede.

Hunter krydsede armene og hævede et øjenbryn. ”Det ser ud til, at du er ved at oversvømme et drivhus og brænde det ned på samme tid. Hvordan har du tænkt dig at forklare det til professoren?” Gigi sukkede. ”Jeg eksperimenterede bare lidt… Det gik bare lidt… skævt.” Hun skar en lille grimasse. ”Lidt skævt? Der er nok røg herinde til at sende hele Hufflepuff i seng med hovedpine!” Han tog sin egen tryllestav frem og begyndte at hjælpe hende med at rydde op. Sammen fik de styr på flammerne og tørret det værste vand op. Da de endelig var færdige, så drivhuset nogenlunde ud som før.
Hunter vendte sig mod hende og rystede på hovedet. ”Næste gang du får en lys ide, måske prøv lige at fortælle mig om det først? Jeg vil gerne overleve resten af skoleåret.” Gigi lo nervøst og kløede sig i nakken. ”Godt forslag. Jeg lover, at det her var sidste gang… måske.”
Han rystede på hovedet med et opgivende grin, og de gik ud sammen, mens Gigi ikke kunne lade være med at undre sig over, hvad hun mon skulle eksperimentere med næste gang.