NAVN: Yun
ÅRGANG: 5
FAG: Muggler Studier
Madlavning var ikke ligefrem drømmen, men der var noget spændende i at dykke ned i englændernes mad på en eller anden måde, for Yun kom jo fra en verden med kimchi og alt det asiatiske mad, hun var en sydkoreaner der virkelig elskede at dykke ned i maden. Hvad var det egentligt lige præcis der var med denne mad? Det var spændende at skulle kigge på hvad man kunne lave som ikke var forbundet med sydkorea, allerede da hun havde gået på Mahoutokoro havde der været en kulturforskel, men Europa? Det var noget helt andet!

“Okay jeg synes vi skal lave et portræt af professoren i en engelsk morgenmad,” sagde Yun drillende til Alma, Cat lignede nogle gange en kat der var blevet trukket lidt for meget i halen og det kunne man da godt kreere i noget røræg og nogle bønner, kunne man ikke? Alma nikkede i hvert fald anerkendende og svarede. “Okay jeg er enig! Hvis nu du steger bacon, så kan jeg begynde på æggeblandingen? Jeg tænker at blande lidt mælk i æggene og nogle krydderier, hun er jo lidt spicy så hvad siger du til lidt chili flager?” Pigerne fnes i kor, men Yun var helt enig, selvom Cat var meget nede på jorden, så var det sjovt at gøre hende lidt mere sur.

Roligt, varmede Yun panden op til den var helt varm, inden hun puttede bacon på, det kunne stege i dets eget fedt, det var meget fedt. Det var ikke noget hun havde eksperimenteret med før, så hun så nysgerrigt på Alma, der var i fuld sving med at skrabe æggebunden sammen med den våde masse over. “Kan man godt stege bønnerne i baconfedtet?” Yun så helt forvirret ud i hovedet, som hun spurgte, men Alma nikkede energisk. “Ja, gør endelig det.”

Da baconen var færdig, tog hun den af og lagde over på et stykke køkkenrulle, mens hun puttede en bøtte med bønner på sammen med dens væde og det fik straks Alma til at gribe Yuns pande og smide den over i vasken. “Man må ikke putte væden på, det bliver ækelt de skulle have været skyllet, men vi laver det bare uden! Gider du riste brødet i risteren?” Yun sukkede, hun kunne ikke gøre noget rigtigt, men valgte alligevel at gribe brødet og smide i risteren.

Der gik lidt tid mens æggene blev klar, men så lagde de tre ristede brød som hovedbund, et i midten og de to andre skåret i halve, så der var en halvdel på hver side af brødkanten. Derefter lagde de æg ud som øjne i nogle klatter og bacon som mund. Det virkede måske lidt tørt, men det var virkelig sjovt at se professorens ansigt, da Alma proklamerede det var et portræt af Cat, for det fik Cat til at rynke på næsen.

---

NAVN: Makayla
ÅRGANG: 5
Fag: FMMK
Makayla stod i en af Hogwarts' mindre brugte klasseværelser, da de havde fået lov til at bevæge sig ud på skolen for at udføre dagens lektion i Carpe Retractum. Solens stråler brød ind gennem vinduerne og fik støvet til at danse i luften. Overfor hende stod Alex, en Ravenclaw- elev, som hun havde aftalt at øve besværgelsen med. Selvom Alex kunne være lidt pedantisk med detaljer, så havde han en humoristi kant der gjorde ham til en tålelig træningspartner. Hun ville hvert fald hellere træne med ham, end nogen af de andre dumme drenge fra Ravenclaw, som hun ikke lige orkede at bruge tid med.

“Så,” sagde Alex og pegede mod en tung lædertaske, der lå et par meter væk. “Damerne først.” Makayla hævede et øjenbryn ved hans kommentar, men trak vejret dybt. Hun rettede sin stav mod tasken, lavede V-formen med staven og udtalte besværgelsen tydeligt "KAR-pay ruh-TRACK-tum". En lilla lysstråle skød frem fra hendes stav og snoede sig som et reb omkring tasken. Et triumferende smil bredte sig på hendes læber - lige indtil rebet mistede grebet og tasken i stedet fald med et dunk på gulvet. "Ved Merlins skæg," lød det frustreret fra Makayla.

"God start," lød det fra Alex med et grin. "Men prøv at koncentrere dig om retningsfølelse. Tænk på det som en forlængelse af din hånd," kommenterede han med ynde. Makayla himlede med øjnene, men hans råd var ikke uden værdi. Hun trak vejret dybt og forsøgte igen. Denne gang fokuserede hun på følelsen af at række ud efter tasken med sinde, og ikke kun staven. "KAR-pay ruh-TRACK-tum" sagde hun endnu engang og strålen skød atter ud fra staven, men mere præcis denne gang, hvorfor den i stedet for at vikle sig om selve tasken i stedet viklede sig om taskens håndtag. Med en let bevægelse af staven trak hun tasken mod sig. Den gled over stengulvet og stoppede foran hendes fødder.

"Yes!" udbrød hun triumferende, mens Alex klappede. "Tak for tippet," lød det fra hende, mens hun nikkede anerkendende. Selvom de var fra forskellige kollegier kunne de sagtens samarbejde. Den næste times tid skiftedes de sig til at øve, og trak små genstande frem og tilbage.