Når man stod for foden af pyramiderne så de næsten uendelige ud når man kiggede op. Som om de smeltede sammen med himlen. Det befolkede område var blevet ryddet for muggler turister, da en sfinks havde vist sig et sted i området. Det havde taget aurorene et par timer, og hun var glad for at det ikke havde været hendes opgave. Margery og hende havde blot skulle lokalisere sfinksen og vente på at området var mugglerfrit, så de kunne gå videre med deres del af opgaven.

For Eve var det surrealistisk nok at være rejst til Egypten, men at møde en sfinks måtte næsten være højdepunktet for turen. Egypten havde aldrig rigtig været på hendes bucketliste, men det havde lidt ændret sig efter at hun havde mødt William, som var vokset op der. Han havde især været ivrig for at tage hende med, så hun kunne møde hans magizoologsøster. Uventet var det i allerhøjeste grad, at en besøg hos svigerfamilien var endt i en magizoolog ekspedition og en mulighed for at komme med Margery på arbejde. Selvom hendes ekspertise udelukkende var i drager, havde Margery alligevel fået Eve overtalt til at tage med da man havde tilkaldt hende.

Svigerinden fortalte at det var hverdagskost for hende at håndtere sfinkser, selvom nogle var mere stædige end andre. Margery havde forskellige tilgange, alt efter hvad det var for en sfinks hun stod overfor. Eve stod i baggrunden en meter fra Margery imens hun forsøgte at diskutere med sfinksen, fremfor at vride hjernen for den gåde som sfinksen havde givet hende. "Hvad går op og ned, men bevæger sig ikke?" gentog sfinksen bare køligt, uden at rokke sig en centimeter. Margery trådte hen til Eve der godt havde overhørt det forgæves forsøg på at overtale sfinksen. "Nogen idéer?" spurgte hun Eve der kiggede determineret på sin svigerinde og derefter kneb hun øjnene sammen og rettede dem mod sfinksen. Hjernen skulle vrides et øjeblik, men efter et par sekunder fandt hun løsningen i sin erindring. "Svaret er: en trappe" sagde hun højt så sfinksen kunne høre det, og takkede mentalt den hjernevrider bog hun havde givet sin datter i fødselsdagsgave, for at have lært hende samtlige gåder udenad.

Sfinksen prustede, utilfreds over at den nu skulle flytte sig. Men den lod sig dog flytte til et mindre mugglerbefolket område. "De er simpelthen umulige. Hvor er jeg glad for at du tog med i dag" ytrede Margery på deres vej tilbage. "Jeg takker for tilliden. Det var en oplevelse jeg sent vil glemme" skyndte Eve at indvende. Hun var nu glad nok for, at det ikke lige var dét hendes hverdag gik ud på. Der ville hun alligevel foretrække dragerne.

Da Iliana vågnede og så ud ad vinduet dykkede hendes humør. Vejret var rigtig kedeligt med både regn og blæst. Men det havde avisen jo også forudset. Dagen før, hvor Iliana havde haft sin morgentur til biblioteket havde hun lige kort set Profet Tidende igennem og lagt mærke til vejrudsigten for de næste dage. I dag havde der stået: Regnbyger stort set hele dagen, 14 grader og en kraftig blæst. Sikken en dag og skulle have flyveundervisning på. Hun tog en varm bluse på og hendes varme sokker i de korte støvler. I stedet for skolekappen tog hun sit regnslag over og begav sig mod slottets udgang.

Da hun kom til den store indgangsportal, tog hun sine strikkede vanter på og begav sig mod Quidditch banen hvor undervisningen foregik. Hun kunne se at flere at hendes medstuderende allerede bar på en kost, men Iliana havde endnu ikke sin egen, så hun måtte bruge skolens kost til undervisningen. Iliana kunne mærke at det ville blive en time med udfordringer, da hun i strid modvind nærmede sig Quidditch banen. Inde på selve banen var vejret ikke spor bedre. Man skulle tro at vinden i det mindste ville være knap så voldsom, men nej.

De fik besked på at samle sig tæt på læreren og fik så deres instrukser. ”I dag skal jeg se om i kan huske det i lærte sidste år. Hvor mange har egen kost med??” Nogle få stykker rakte hånden op og de øvrigt blev udstyret med en af skolens koste. Iliana ønskede at hun havde haft sin egen kost, men det måtte vente til hun enten havde fået sparet lidt flere penge sammen eller havde fået skrevet til sin tante og spurgt om hun kunne bede om en kost.

Da alle var blevet udstyret med en kost, stillede man sig op på en række og en efter en måtte de flyve gennem banen der var markeret. Der var flere der havde glemt nogle af de basale færdigheder, så det blev til en tur i græsset. Selv Iliana måtte en tur ned i det våde græs da hun ikke. bremset i tide ved et sving. Efterhånden kom alle elever gennem banen og der var tid til en ny omgang, så denne gang skulle man flyve to og to og tage samme bane og samme udfordringer. Og denne gang gik det bedre. Iliana holdt sig på kosten og fik i tide bremset ned før det sving hvor hun styrtede. Der var ingen der faldt af kosten og da timen var ved at være slut fik de besked på at der skulle lidt mere opmærksomhed og lidt mindre skæg og ballade i flyvetimerne.

Iliana følte at hun havde klaret timen nogenlunde, hun havde kun lavet en fejl da hun skulle rundt i et sving og ikke havde fået bremset ned i tide. Så hun var ret godt tilfreds med sig selv. Og hun var glad for at hun havde fået iklædt sig varm tøj og det lune regnslag så hun var ikke så kold som nogle af de elever der ikke havde tænkt på at iføre sig en praktisk beklædning.

DER VAR DESVÆRRE INGEN TREDJE PLADS FOR DENNE UGE