Sommerferien havde været eminent begivenhedsrig. Der havde været mange muggleroplevelser, men de fleste af dem var sket med Milena, som var medkollegianer og mugglerfødt. Udover når Abigail havde været sammen med Ravens familie, fordi hendes far var muggler. Jo mere tid Abigail brugte med sin far og Raven, jo mere lærte hun også om begge familier. De var forskellige. Hendes fars familie mindede mere om den familie hun kendte fra sin mor, selvom den også var anderledes. Ravens familie var den, der stak mest ud, selvom den objektivt set muligvis var den mest almindelige.

Alligevel var der noget, der forbandt faren, Jonathan, med Ravens familie foruden… Raven. Ravens far, Abigails far og Abigail selv havde noget til fælles. Interessen for billeder. Historien i billederne og minderne, som det i høj grad var for Ravens far. Raven havde fortalt om, at hendes niece havde brugt en del tid på at se videooptagelser af sig selv, selvom hun stadig kun var et lille barn. Ravens far var gået fra at bruge et gammeldags videokamera, som var, hvad eleverne i grupper havde fået udleveret i dag, til at bruge nogle andre elektroniske enheder som var mere lige ved hånden for ham.

Fascinationen havde ramt Abigail, der havde brugt mere af sommerferien på også at undersøge forskellen på sit eget kameras – eller egentlig var det hendes fars – muligheder for at lave bevægelige billeder og videokameraets muligheder for at lave lange bevægelige billeder, så det skabte en længere seance eller sekvens. Fra turen i biografen med Milena havde hun også hørt om, hvordan man kunne klippe de lange billedsekvenser sammen til en film. et var også muligt at lave kortere film, hvor man ikke skulle klippe, og det var kun dét de havde tid til i denne time.

Fortsat var Abigail fascineret efter sommerferiens øjenåbner for mugglernes billedteknologi og mulighed for at fortælle historier om alt muligt, herunder om alle mennesker, fra de var små til de var store, voksne, ældre og endda gamle. Derfor var hun nærmest mest optaget af apparatet, så hun dårlig nok hørte opgaven. Det passede hende ikke meget at lade andre få fingre i det. Udover måske Milena, som hun vidste også havde styr på det.

”Okay, skal vi lave en film om en quidditchspiller der scorer et mål, eller søgeren, der fanger lynet og bagefter giver autografer til fansene?” foreslog hun alligevel, da Milena havde forklaret opgaven. Foruden hende var også Alma fra Raven og to piger fra Gryffindor med i gruppen. Milena var tilfreds med forslaget. Alma var delvis, men det var som om hun alligevel sukkede, da Milena og Abigail fnisede og tydeligvis havde en bagtanke med dén ide. ”Kan det ikke være om noget andet? Måske noget om venskaber?” spurgte Alma. De to fra Gryffindor var søde piger, det mente Abigail afgjort, men var det ikke lidt kedeligt? Hun sagde ikke noget, men studerede videokameraet lidt mere dybdegående, mens hun nikkede lidt fraværende. En fra Gryffindor nikkede også og foreslog, at de kunne portrættere hvordan man kunne være venner og arbejde sammen, selvom man havde forskellig blodstatus og var fra forskellige kollegier.

Abigail bearbejdede forslaget lidt, hvorefter hun så mod Milena for hjælp og opbakning. Milena lod ikke til at forstår hundrede procent, hvad Abigail tænkte, så Abigail måtte selv åbne munden. ”Vil det ikke bare vise hverdagen? Skal vi ikke lave noget, der er mere specielt? Milena, du er med i frøkoret. Kan du finde på en sang at synge? Kan I andre synge?” spurgte Abigail, for den film hun havde set i biografen havde været fuld af sange, så måske kunne de synge det. Ikke engang Milena havde lyst til at synge på en optagelse, så den ide var hurtigt væk også.

Efter noget tids snak frem og tilbage om, hvad de skulle filme, kom de frem til en form for dyst. Den skulle være i sjov konkurrence, og eftersom de var tre Ravenclaws og to Gryffindors sammen, så måtte en Ravenclaw være den, der filmede. Abigail fik argumenteret sig frem til retten, så hun forsøgte sig med alle mulige teknikker og lysindfald.

De ville have dystet i, hvem der kunne lave den flotteste kage, uden at bruge hænderne, men kun tryllestavene. Det havde de ikke tid til eller mulighed for. Af samme årsag blev det heller ikke at lave en eliksir. I stedet fandt en masse af deres bøger, som de stillede ens op som en bane, der samtid fungerede lidt som en labyrint. Begge hold skulle få en lille kugle pergament igennem labyrinten. Den ene skulle bruge tryllestaven og flytte kuglen igennem labyrinten. Denne person måtte dog ikke se ned i banen, men skulle udelukkende følge sin makkers verbale instrukser.

I sig selv virkede kampen meget sjov egentlig. Derfor endte Abigail med at være speaker imens hun filmede. Meget af tiden filmede hun således selve kampen, mens man i baggrunden kunne høre de verbale guidninger, jubelråb og nederlag, når tryllestavsføreren tog fejl af højre eller venstre og de måtte få kuglen ’samlet op igen’ for at fortsætte. Abigail forsøgte at zoome ind på begge holds deltagere, deres ansigter og koncentration, men i høj grad også de overdrevne jubelscener og tristheden over at have tabt. Ravenclaw tabte til Abigails oprigtige overraskelse, mens Gryffindor derfor først fik deres kugle igennem. De havde også færre tab af kuglen undervejs, mens ivrigheden måske have styret Milena og Alma fra Ravenclaw.

Filmen var ikke særlig god, men dysten havde været sjov og Abigail fandt det enormt kunstnerisk at filme og hun kunne egentlig godt forestille sig, at man kunne gøre noget lignende hos Ravens familie. Især hvis også professor Lewis var der med sine mange børn.

Efter timen plaprede Abigail som altid løs om sin oplevelse, men ville også høre, hvad Flick og hans gruppe havde lavet. De havde lavet noget om en dreng, der reddede en ugle fra at falde ud af ugletårnet. Det havde været ’meget drabeligt og farligt’, forklarede han. Abigail lo og var nok mere fascineret af muligheden end så mange andre.

årgang 96