Det var høj klar solskin da Iliana sammen med resten af klassen forlod skolen for at tage ud og finde ingredienser til deres skoleopgave. De begyndte i samlet flok, men efterhånden som eleverne fandt noget de synes var interessant, forlod de den store gruppe. De havde dog alle fået formaninger om ikke at gå ind i den forbudte skov. Men Iliana synes hun kunne se at der var nogle elever fra Slytherin der alligevel gik i den retning med det samme. Til sidst var der kun 3 elever tilbage og Iliana besluttede sig for at tage stien til højre da de tre elever nåede til det sidste sted hvor stierne delte sig lige før den forbudte skov.

Hun gik et lille stykke af stien til hun nåede en stor træstamme der lå ved siden af stien. Hun kravlede over den for at se om hun kunne finde nogle spændende planter bag ved den. Først kunne hun ikke se nogen planter, men pludselig spottede hun nogle små gule blomster der stod ved enden af træstammen. Da hun kom derhen og bøjede sig ned over dem, kunne hun straks dufte hvilken plante der var tale om. Det var ingefær. Hun gravede forsigtig i jorden for ikke at ødelægge de spæde rødder. Da hun havde fået rødderne fri, børstede hun dem forsigtig fri for jord og smagte lige på et lille stykke af en af rødderne. Den havde en skarp smag, uden at være ubehagelig. Hun lagde dem forsigtig ned i kurven og gik lidt længere hen for at se på nogle planter.

Det puslede til højre for hende og hun nåede lige at råbe en advarsel før en af de andre elever der var på vej over træstammen ville være trådt ned i hendes kurv. Drengen undskyldte og sagde at han ikke havde set hende og at han ikke håbede at han havde trådt i noget som hun havde samlet eller var ved at samle. Iliana sagde at det havde han ikke og spurgte så hvad han havde fået samlet. Han viste en næsten tom kurv og sagde at han havde svært ved at finde nogle spændene planter.

Iliana sagde at de kunne hjælpes ad og hun ville vise ham hvor hun havde fundet nogle af sine egne planter. David, som drengen hed, blev glad for hendes hjælp og snart fik de fyldt flere planter i begge kurve. Hun rettede sig op og kaldte David hen til sig. Der var ingen tvivl om hvad dette var for en plante, for der duftede stærkt af pebermynte da hun nænsomt rørte ved en af de små rosa blade der sad på de lange rødlige stængler. Hun klippede nogle stængler af og gik endnu et lille stykke videre. Hun skulle helst ikke gå for langt, for hun var nu meget tæt på grænsen til den forbudte skov.

Da hun rettede sig op og vendte sig mod skoven, kunne hun se et stort areal der var dækket med gule og hvide bellis. Hun gik nærmere og udsete sig de flotteste blomster. Hun vidste at hun både skulle have blomster og rødder med tilbage. Rødderne kunne jo bruges til eliksirfremstilling af blandet skrumpedrikken. Hun kunne huske at blomsten havde flere navne, bl.a. Tusindfryd.

Iliana stod nu lige på kanten af den forbudte skov og kikkede på nogle underlige vækster der groede i skovbunden. De lignede forvoksede snegle og lugtede forfærdeligt. Men Iliana holdt sig på afstand, for hun vidste godt hvad planten var. Det var Bobutuber og dem skulle hun ikke have noget at gøre med. Hun havde set hvordan resultatet blev ved berøring med saften fra disse planter. Så hun vendte om og begyndt at gå tilbage mod slottet. David ville hen at samle nogen, men hun holdt ham tilbage og sagde at det var en plante de nok skulle holde sig fra.

På vej tilbage til slottet kom eleverne fra alle mulige retning, nogle med overfyldte kurve, andre med næsten helt tomme kurve. Iliana var glad for det hun havde fået samlet og hun faldt snart i snak med flere af de andre elever.

Makayla sad med korslagte arme ved det lille runde bord i spådomslokalet. Lokalet var omgivet af tunge fløjlsgardiner og duften af røgelse. Hendes grågrønne Slytherin-slips strammede let om halsen, og hun undertrykte et suk, da Professor Måneskin afsluttede sin snak.

"Og husk, mine kære," hviskede Måneskin dramatisk, "tasseografi handler om at åbne sindet for de skjulte tegn. Lad bladene tale til jer!" Makayla kiggede skeptisk på de andre elever, der allerede var i gang med at hælde kogende vand over deres teblade. Ved siden af hende sad Marissa, en ivrig Hufflepuff-elev med skinnende sort hår og et blik, der afslørede en blanding af spænding og nervøsitet. "Skal vi så gå i gang?" spurgte Marissa med et forsigtigt smil, mens hun rakte Makayla en kop te. Makayla trak på skuldrene og hældte varmt vand over de tørre teblade i sin kop. Hun betragtede, hvordan bladene langsomt opløstes og sank mod bunden. Hvad specielt skulle der være ved det?

Makayla betragtede spådom som en række ulogiske gætterier, men hun vidste, at det var en del af pensum, og at hun måtte gøre sit bedste, om end det var yderst modvilligt. Fag som spådom og mugglerstudier fattede hun ikke en bjælde af, og egentlig forstod hun ikke, hvorfor Hogwarts underviste i fagene. Efter et par minutter tog Marissa en dyb indånding og sagde, "Okay, vi bytter kopper nu." De udvekslede kopper og stirrede ned i hinandens efterladte tegrums. Makayla rullede øjnene, men besluttede sig for at spille med. "Okay," begyndte Marissa og studerede Makaylas kop. "Jeg ser... noget, der ligner en engel." Hun kiggede op og grinede. "Og hvad betyder det så, kære spåkone?" lød det fra hende, i et toneleje der tydeligt indikerede, at hun ikke rigtig gad faget.

Marissa fnisede, men blev hurtigt alvorlig igen, mens hun lod som om, hun konsulterede sin lærebog. "Engel betyder gode nyheder, især i kærlighedsrelaterede spørgsmål" Makayla nikkede langsomt, selvom hun indvendigt ikke kunne lade være med at ryste på hovedet. "Eller måske betyder det bare, at jeg er sulten," sagde hun sarkastisk. Det var nu hendes tur til at spå i Marissas kop. Makayla stirrede ned i tegrumset, som lå tilfældigt spredt over bunden. Hun kneb øjnene sammen og prøvede at se en form, men alt hvad hun så, var blot kaos. "Okay, lad mig se..." Makayla trak tiden ud, mens hun forsøgte at finde på noget. "Det her ligner... en måne?" Marissas øjne blev store. "En måne! Det betyder lykke og succes!" sagde hun ivrigt. "Det kunne være et tegn på, at jeg bliver bedre til at stå op for mig selv." Makayla kunne ikke lade være med at smile over Marissas entusiasme. Selvom hun stadig syntes, det hele var noget mærkeligt fis, var det tydeligt, at Marissa nød øvelsen. Og måske var det ikke så slemt at lege med engang imellem?

Da timen var ved at være slut, samlede Professor Måneskin klassen og bad dem dele, hvad de havde set i deres teblade. Da de forlod spådomslokalet kunne Makayla mærke, hvordan hendes skepsis overfor spådom stadig var intakt. For det virkede stadig som noget volapyk.

Tirsdag morgen vågnede Iliana til en overskyet himmel. Der var ikke meget vind og skyerne var ikke totale for flere steder var der små huller som solen kunne titte igennem. Da hun sammen med de andre elever fra Hufflepuff havde spist morgenmad, begav de sig i mere eller mindre samlet flok afsted mod Quidditchbanen hvor dagens flyvetime ville foregå. De skulle have en dobbelttime sammen med eleverne fra Ravenclaw, så der blev godt fyldt op da alle var samlet.

Da alle var kommet, blev de bedt om at stille sig ved siden af hver sin kost, og det skulle være på venstre side af kosten. De skulle nu række højre hånd frem og holde den over kosteskaftet og kommandere kosten med ”op”. Hvis det lykkede skulle kosten straks flyve op i deres hånd. De fik nu lov til, en ad gangen, at sætte sig op på kosten og prøve at lette ved at lave et let afsæt fra jorden.

Iliana var meget spændt på disse timer, for det var noget hun havde set frem til. Hun stillede sig, som det var blevet fortalt, på venstre side og kosten og holdt højre hånd hen over kosteskaftet. ”op” sagde hun, nok med en smule nervøsitet i stemmen, hvilket kosten åbenbart bemærkede, for den dirrede kun, men blev liggende på jorden. Efter flere forsøg hvor det ikke rigtig lykkedes, kom læreren hen og gav hende nogle små fif. Så prøvede hun igen. ”op!” sagde hun, men denne gang mere bestemt, og straks fløj kosten op og hun havde den i hånden.

Hun satte sig nu op på kosten og satte let af mod jorden, og straks mærkede hun at kosten løftede hende op i luften. Først var hun usikker, men efterhånden fandt hun balancen og da hun var helt sikker lænede hun sig let fremad hvilket gjorde at kosten fløj stille frem. Hurtig fandt hun ud af, at ved at læne sig til en af siderne kunne hun styre kosten til henholdsvis højre og venstre. Hvis hun pressede kosteskaftet ned mod jorden, så dykkede kosten og hvis hun trak i kosteskaftet, så ste hun lidt højere.

Da hun havde fløjet en runde på banen og var blevet mere sikker på sin færden på kosten, fløj hun tilbage til sin plads, lænede sig tilbage og sagde ”ned”, hvorefter hun stille landede på græsset. Hun synes det havde været en rigtig sjov time og kunne næsten ikke vente til det blev tirsdag igen.