Sommerferien havde været eminent begivenhedsrig. Der havde været mange muggleroplevelser, men de fleste af dem var sket med Milena, som var medkollegianer og mugglerfødt. Udover når Abigail havde været sammen med Ravens familie, fordi hendes far var muggler. Jo mere tid Abigail brugte med sin far og Raven, jo mere lærte hun også om begge familier. De var forskellige. Hendes fars familie mindede mere om den familie hun kendte fra sin mor, selvom den også var anderledes. Ravens familie var den, der stak mest ud, selvom den objektivt set muligvis var den mest almindelige.

Alligevel var der noget, der forbandt faren, Jonathan, med Ravens familie foruden… Raven. Ravens far, Abigails far og Abigail selv havde noget til fælles. Interessen for billeder. Historien i billederne og minderne, som det i høj grad var for Ravens far. Raven havde fortalt om, at hendes niece havde brugt en del tid på at se videooptagelser af sig selv, selvom hun stadig kun var et lille barn. Ravens far var gået fra at bruge et gammeldags videokamera, som var, hvad eleverne i grupper havde fået udleveret i dag, til at bruge nogle andre elektroniske enheder som var mere lige ved hånden for ham.

Fascinationen havde ramt Abigail, der havde brugt mere af sommerferien på også at undersøge forskellen på sit eget kameras – eller egentlig var det hendes fars – muligheder for at lave bevægelige billeder og videokameraets muligheder for at lave lange bevægelige billeder, så det skabte en længere seance eller sekvens. Fra turen i biografen med Milena havde hun også hørt om, hvordan man kunne klippe de lange billedsekvenser sammen til en film. et var også muligt at lave kortere film, hvor man ikke skulle klippe, og det var kun dét de havde tid til i denne time.

Fortsat var Abigail fascineret efter sommerferiens øjenåbner for mugglernes billedteknologi og mulighed for at fortælle historier om alt muligt, herunder om alle mennesker, fra de var små til de var store, voksne, ældre og endda gamle. Derfor var hun nærmest mest optaget af apparatet, så hun dårlig nok hørte opgaven. Det passede hende ikke meget at lade andre få fingre i det. Udover måske Milena, som hun vidste også havde styr på det.

”Okay, skal vi lave en film om en quidditchspiller der scorer et mål, eller søgeren, der fanger lynet og bagefter giver autografer til fansene?” foreslog hun alligevel, da Milena havde forklaret opgaven. Foruden hende var også Alma fra Raven og to piger fra Gryffindor med i gruppen. Milena var tilfreds med forslaget. Alma var delvis, men det var som om hun alligevel sukkede, da Milena og Abigail fnisede og tydeligvis havde en bagtanke med dén ide. ”Kan det ikke være om noget andet? Måske noget om venskaber?” spurgte Alma. De to fra Gryffindor var søde piger, det mente Abigail afgjort, men var det ikke lidt kedeligt? Hun sagde ikke noget, men studerede videokameraet lidt mere dybdegående, mens hun nikkede lidt fraværende. En fra Gryffindor nikkede også og foreslog, at de kunne portrættere hvordan man kunne være venner og arbejde sammen, selvom man havde forskellig blodstatus og var fra forskellige kollegier.

Abigail bearbejdede forslaget lidt, hvorefter hun så mod Milena for hjælp og opbakning. Milena lod ikke til at forstår hundrede procent, hvad Abigail tænkte, så Abigail måtte selv åbne munden. ”Vil det ikke bare vise hverdagen? Skal vi ikke lave noget, der er mere specielt? Milena, du er med i frøkoret. Kan du finde på en sang at synge? Kan I andre synge?” spurgte Abigail, for den film hun havde set i biografen havde været fuld af sange, så måske kunne de synge det. Ikke engang Milena havde lyst til at synge på en optagelse, så den ide var hurtigt væk også.

Efter noget tids snak frem og tilbage om, hvad de skulle filme, kom de frem til en form for dyst. Den skulle være i sjov konkurrence, og eftersom de var tre Ravenclaws og to Gryffindors sammen, så måtte en Ravenclaw være den, der filmede. Abigail fik argumenteret sig frem til retten, så hun forsøgte sig med alle mulige teknikker og lysindfald.

De ville have dystet i, hvem der kunne lave den flotteste kage, uden at bruge hænderne, men kun tryllestavene. Det havde de ikke tid til eller mulighed for. Af samme årsag blev det heller ikke at lave en eliksir. I stedet fandt en masse af deres bøger, som de stillede ens op som en bane, der samtid fungerede lidt som en labyrint. Begge hold skulle få en lille kugle pergament igennem labyrinten. Den ene skulle bruge tryllestaven og flytte kuglen igennem labyrinten. Denne person måtte dog ikke se ned i banen, men skulle udelukkende følge sin makkers verbale instrukser.

I sig selv virkede kampen meget sjov egentlig. Derfor endte Abigail med at være speaker imens hun filmede. Meget af tiden filmede hun således selve kampen, mens man i baggrunden kunne høre de verbale guidninger, jubelråb og nederlag, når tryllestavsføreren tog fejl af højre eller venstre og de måtte få kuglen ’samlet op igen’ for at fortsætte. Abigail forsøgte at zoome ind på begge holds deltagere, deres ansigter og koncentration, men i høj grad også de overdrevne jubelscener og tristheden over at have tabt. Ravenclaw tabte til Abigails oprigtige overraskelse, mens Gryffindor derfor først fik deres kugle igennem. De havde også færre tab af kuglen undervejs, mens ivrigheden måske have styret Milena og Alma fra Ravenclaw.

Filmen var ikke særlig god, men dysten havde været sjov og Abigail fandt det enormt kunstnerisk at filme og hun kunne egentlig godt forestille sig, at man kunne gøre noget lignende hos Ravens familie. Især hvis også professor Lewis var der med sine mange børn.

Efter timen plaprede Abigail som altid løs om sin oplevelse, men ville også høre, hvad Flick og hans gruppe havde lavet. De havde lavet noget om en dreng, der reddede en ugle fra at falde ud af ugletårnet. Det havde været ’meget drabeligt og farligt’, forklarede han. Abigail lo og var nok mere fascineret af muligheden end så mange andre.

Makayla rynkede på næsen, da dagens emne blev præsenteret på tavlen: Hvad er en banshee?. Hun så mod sin sidemakker, der i dag var en nørd fra Ravenclaw. 'Nemt,' tænkte Makayla for sig selv. Normalt kunne hun godt lide at lære og læse op på ting, men i dag var hun lettere ugidelig. Måske teenage-hormoner der ytrede sig? Hun vidste det ikke helt, men lyst havde hun hvert fald ikke. Derfor var hun glad for, at hun sad ved siden af en af skolens bognørder, der allerede havde taget styringen.

"Lad os gå på biblioteket," havde det lydt fra klassekammeraten. "De har mange bøger om emnet," forklarede han automatisk uden, at Makayala havde sat spørgsmålstegn ved det. Makayla havde blot fulgt trop, da klassekammeraten havde rejst sig.

På biblioteket satte Makayla sig tungt ned på en stol, mens klassekammeraten straks begyndte at lede efter den rigtige bog, som han selvfølgelig hurtigt fandt. Det var Magiske Væsner og Hvor de Findes. Klassekammeraten havde nok bemærket, at Makayla ikke var til meget hjælp i dag, så han begyndte at læse højt for hende, og hun lod ham gøre arbejdet, mens hun nikkede med, selvom hun egentlig ikke lyttede så nøje. Hun havde andre tanker på hjernen - nemlig Flick. En anden fra årgangen, som hun synes var ret sød at se på.

Makaylas tankemylder blev dog afbrudt, da klassekammeraten lige pludselig fortalte om, hvorfor Bansheers skrig er farlige. "Der står her, at en Banshees skrig er ekstremt farlig, fordi det varsler døden for den, der hører det," bemærkede han, og så kort mod Makayla, der lod et suk glide over sine læber. Det var da ret deprimerende, tænkte hun, og kunne egentlig godt undvære flere detaljer om sådan et trist væsen. Men klassekammeraten fortsatte ufortrødent og nævnte bl.a., at Bansheer hovedsageligt fandtes i Irland. Det var alligevel rimelig tæt på, hvor de selv var, tænkte Makayla for sig selv.

Klassekammeraten fortsatte dog med at beskrive deres udseende, og Makayla kunne ikke lade være med at lytte lidt mere opmærksomt. Hun hørte ham nævne den spøgelsesagtige kvindeskikkelse med langt, flitret hår, og et blegt ansigt. Næsten zoombie-agtigt at se på. Makayla syntes, at det lød uhyggeligt, og var egentlig glad for, at hun ikke havde mødt en endnu... og forhåbentligt da aldrig kom til det.

Til sidst, efter hvad der føltes som timer, konkluderede klassekammeraten deres research. Makayla var lettet over, at de var færdige, og hun var især glad for, at klassekammeraten fra Ravenclaw havde været så grundig. Han havde gjort det meste af arbejdet, og hun behøvede ikke at være bekymret for at stå for præsentationen alene. Hun var faktisk lidt taknemlig for, at der var nogle der stog det hele lidt mere seriøst, når hun selv havde en dag, hvor hun helst bare ville slappe af og lave alt muligt andet. Dette til trods for, at FMMK egentlig var et af hendes yndlingsfag. Bare ikke lige i dag.

"Men det er jo en gyser," hviskede Emily med ekstra tryk på y'et gyser. Hun stod i køen til billetter sammen med Odette, der havde prøvet at klæde sig ældre med sin kusines sommerkjole, der ganske vist skulle holdes sammen med en klemme på rykken, for ikke at glide ned over hendes endnu flade brystkasse, og en cowboyjakke med similisten, pailletter og lyserødt leoprint på kraven. "Tør du ikke?" spurgte hun udfordrende. Emily tøvede, og skævede op til medarbejderen ved disken. Det var blevet deres tur, så nu var der ingen vej tilbage. Odette rankede ryggen og nød klikkene fra de højhælede sandaler, som i hvert fald fik hende til at føle sig voksen. Hele tre centimeter mere voksen. Medarbejderen med bumser på næsen og fugtig tekstil i armhulerne kiggede ikke engang på dem, han bad dem bare om at vælge sine pladser i salen, printede billetterne og tog imod Odettes kontanter, som hun havde fået af sin bedstemor til "at se den nye Disneyfilm". "Tak," sagde hun høfligt og tog imod billetter og byttepenge - lige nok til at de få slushice og dele en popcorn. Bedstemor havde mange børnebørn, og kendte priserne på aktiviteter udenfor hjemmet ned til den sidste pence.

Med fornyet mod fra skranken fandt de to piger deres pladser på den aller bagerste række. Popcornene stod på armlænet mellem dem, og de havde dårligt fået kontakt mellem røv og stol, før de sparkede sine sko af, så de kunne trække benene op under sig og på den møde krølle sig komfortabelt sammen i sædet - måske endda gemme sig bag sine knæ, hvis det virkelig blev uhyggeligt. "Jeg hørte at der var nogen der besvimede ved gallapremieren i USA," hviskede Emily. Odette kunne mærke sit hjerte hamre hurtigere, men tvang sig selv til at fnise, så veninden ikke kunne se det. "Jeg hørte at nogen kastede op til premieren i den her biograf," løj hun, fordi hun ikke kunne finde på noget sejere at svare Emily med. "Nede på første række. Det tog tre uger at komme af med lugten." "Ewww," svarede Emily og rynkede på næsen. Odette kunne se at hendes blik flakkede til dørene, som stadig stod åbne mens der var trailers og reklamer. De eneste andre i salen var tre drenge med kasketter på række fem. Odette havde kun set en gyserfilm en enkelt gang, og der havde hun smidt alle sine dukker ud og stadig haft mareridt i månedsvis. Det havde været virkelig nemt at være modig, da hun kiggede på biografens program med Emily, men nu da lyset blev dæmpet, kunne hun mærke at hun blev fugtig armhulerne og at hendes fingre knugede om kruset med slushice. De skulle nok bare have valgt Disneyfilmen...

Yderligere stjernemodtagere fra uge 2, årgang 96

4.

Abigail, Micky & Saranna

5 stjerner