Det var en stor omvæltning at få at vide man var en troldmand, men endnu mere at skulle udfolde sig på Hogwarts. Han havde læst alle lærebøgerne inden studiestart og derfor vidste han da godt hvad Azkaban var for en størrelse, men det gik alligevel gennem marv og ben, at de allerede skulle have om dette som det allerførste. Måske det var for at fastholde interessen for dem der kom der? Han vidste det ikke helt, han ville jo rigtig gerne, han ville så gerne se det hele åbent og interessant, men han vidste ikke om han kunne. Hvad var det egentligt for en størrelse at skulle have om og så i allerførste hug?

Micky sukkede tungt, det var virkelig en smertefuld følelse, at skulle skrive om det her. Micky var kun lige blevet 11 år og så skulle han forholde sig til et fængsel, som han frygtede nogensinde at skulle sætte fødderne ved. Det lå ude på en ø, langt væk fra alting og det var her de værste hekse og troldmænd kom hen. Det var her alle dødsgardisterne havde siddet og dengang var det jo vogtet af dementorer, indtil efter den anden magiske krig hvor aurorne havde taget over. Det var dystert det hele. Tænk hvis han skulle sidde der og de satte en dementor tilbage på posten. Han havde ikke engang kysset med en pige endnu og så skulle han forholde sig til måske at få et dementor kys? Nej det var virkelig bestemt ikke hans kop te.

Med en dyb indånding kiggede han ned i bogen, han havde ikke åbnet den siden han havde gennemlæst den, mest af alt fordi den var dyster og ubehagelig. Det her fag kunne godt komme til at skræmme ham lidt, ikke at han var let at skræmme, men som han forstod det, så handlede det her fag om alle de ting man ikke havde lyst til at møde ude i verden. Det handlede om alt det man skulle forsvare sig imod og der var han bare ikke.

Det var lidt sjovt at tænke på, at øen i sin tid havde været et hjem for Ekrizdis, som praktiserede mørk magi på øen. Det var virkelig skræmmende at tænke på hvad det var for en ø, men så sikker var Azkaban ikke engang. Der havde både været en flugt for en ved navn Sirius Black, men senere også en hel flok dødsgardister, dem ville Micky alligevel gerne lære mere om. Det var måske også dystert, men der var noget spændende i at analysere hvorfor folk blev som de blev, hvad det var der gik igennem hovedet på dem. Han kunne ikke helt forklare hvordan han havde det, han ville bare så gerne lære mere om det her fængsels beboere, mere end han ville lære om det fængsel, der var bygget i det 15. århundrede.

Det var lidt sjovt, for selvom det var alment kendt at Azkaban lå i nordsøen, så var der ingen kort, hverken magiske eller ikke-magiske, som kunne vise vejen derud. Man skulle vide at det lå der. Det var en dyster fortælling, men Micky blev mere og mere fortabt i det, som han sad der og læste om det igen. Han kunne stadig ikke lide tanken, mest fordi han havde læst om de kutteklædte dementorer og tænkte på om de måske kunne finde tilbage, de levede trods alt af folks sjæle. Nej det var bare en forfærdelig fortælling.

Egentligt vidste Micky slet ikke hvad der skulle sende ham i Azkaban, men han var alligevel bange for at blive sendt dertil. Det kunne jo være han kom til at stjæle en bog, det var nok den største handling han kunne finde på, men tanken skræmte ham alligevel. Han var ikke så slem som Bellatrix Lestrange, Barty Ferm jr. og andre der var noteret i bogen, men alligevel så var tanken virkelig ulidelig. Nej, han ville ikke til Azkaban!

Frustreret og nervøs, skrev han teksten ned om hvad han kunne komme på, det var nogle værre kragetæer, han var virkelig ikke god med sin håndskrift endnu, men han øvede sig da. Han var nok bedre til at læse og fremlægge, men han måtte jo gøre det han havde fået besked på og afleverede inden timen var forbi en meget forfærdet tekst om hvorfor han ikke skulle ende i Azkaban, for det skulle han bare ikke!

Atter var en sommerferie slut, og det havde efterladt en glæde og spænding i Casimir over hvad de mon skulle lære om det skoleår. Hun var mødt op som en af de første i klasselokalet, hvilket ikke havde været noget nyt i det fag, den sædvanlige plads bagest i klassen blev indtaget og hendes ting blev pakket ud. Professor Lewis var godt i gang med at forberede dagens undervisning, som Casimir havde pakket sine ting ud kiggede hun op på tavlen som professor Lewis lige havde fået fyldt ud med informationerne om dagens forvandling. Hun smilede til Isaac inden hun læste indholdet på tavlen for så at slå op i sin bog.

Så småt var de andre elever begyndt at fylde lokalet op, alt imens Casimir sad og læste om forvandlingen imens hun også mumlede udtalelsen for sig selv. Efterhånden var hun blevet udmærket til at lære diverse forvandlinger uden for meget besvær, der var dog nogen hun fandt svære end andre. Lokalet var blevet fyldt og en summen af stemmer fra de andre elever fik Casimir til at se op fra bogen, der var ikke gået længe før hun fik rullet med øjnene som hun tog sig selv i at sidde og lytte til en samtale nogen af pigerne havde som omhandlede de ønskede ferien var længere. Det var det modsatte af, hvad Cas havde følt hele ferien, som sædvanligt havde føltes for lang.

Professor Lewis formåede at få skabt ro, selvom det havde taget ham nogle forsøg. Det var ikke unormalt at det var svære at komme i gang med undervisningen efter en ferie, men det var lige irreterne hver gang at undervisningen ikke blot havde kunne gå i gang. Endelig var Isaac gået i gang med at forklare hvordan dagens opgave, det var ikke den mest spændede forvandling, men Casimir tænkte der nok skulle kunne komme noget sjovt ud af den. Igen var der støj i klasselokalet men denne gang var det fordi Isaac havde bedt dem gå i gang med at bruge besvægelsen. Casimir så rundt på de andre imens hun sad og smilede lidt for sig selv. Det var tydeligt at ikke alle var lige stærke i forvandling, som de alle øvede sig i lokalet og endte med forskellige resultater.

Det var kedeligt at sidde og se på de andre udføre dagens opgave så Casimir tog sin stav i hånden og studerede kort instrukserne i bogen inden hun rettede sin stav i mod Professor Lewis, som var i gang med at hjælpe nogen af de andre med udtalen. En dyb vejrtrækning var taget og hun fik visualiseret sig hvordan hun ønskede at farve hans hår, “CREE-nus MYOO-toh ” kom det fra hende med en tydelig og bestemt tone. Casimirs blik var låst fast på professoren, imens hun afventede forvandligen tog form, og inden for kort tid kunne den ses. Flere i klassen flækkede af grin som de pludselig opdagede at deres professor havde fået gråt hår, Casimir var ikke bedre selv hun var blevet nød til at læne sig op af bordet imens hendes grin som lød som en søløve skar igennem de andres latter, hvilket blot fik de andre til at grine endnu mere.

Som latteren havde dæmpet sig igen, fik Isaac set i en af spejlene som var blevet stillet op i lokalet, og så sit grå hår. Casimir fulgte ham nøje men blev lettere skuffet over hans reaktion da han blot havde set opgivende ud, hun stod med et stort smørret smil, som hun altid gjorder når hun lavede noget som ikke var heltr efter bogen. Isaac havde kigget rundt i klassen for at lokalisere hvem der mon havde forvandlet hans hår, og som han så på Casimir, var hans ansigtst udtryk fortsat opgivende, “ De ramte ikke rigtigt frøken Fischer, med mine genere bliver jeg nok hvidhåret” påpegede han og forvandlede sit hår tilbage til sit normale igen. Hun trak på skulderne og noterede sit forsøg ned så hun kunne se tilbage på det senere hen og måske forbedre den på en måde.

Tiden var fløjet afsted hvilket ikke havde undret nogen, for det var længe siden der var blevet grinet så meget i forvandlingsundervisningen, som timen var over fik Casimir pakket inde sine sammen, og inden hun forlod lokalet smilede hun drillende til professor Lewis, for at vise at han nok godt kunne forvente at hun ikke var lige så kedelig som hun havde været det tidligere skoleår. Hun havde brug for der skete noget, og vise at hun var kommet til at punkt hvor hun havde det godt igen, efter de tidligere år.

At se Danielle have, problemer for en gang skyld det morede ham faktisk. Men de gange, hvor hun så i nærheden kvalte han grinet. Theo havde allerede fået sin kost op, og han var da allerede en meter over jorden hvilket passede ham helt fint, for han var faktisk lidt i tvivl, om han overhovedet syntes om at flyve. Men det havde kun taget, ham omkring de 4 gange før kosten gad adlyde ham og flyve op. Selv der havde, Danielle tildelt ham hendes herlige dødsblik som hun brugte flere gange i løbet af dagen. Piger og ikke nok med det, var der nogle der endda rendte med pigelus hvilket han altså, ikke havde nogen form for interesse i at få. Så det var faktisk et rent, plus at han hang en meter op i luften, selvfølgelig med rimelig god afstand til hende. Ellers ville hun nok, forsøge at få han jordet af kosten, så han ville ende med næsen nede i jorden. “Kom nu Dani du kan godt” forsøgte, han at lyde men han kunne godt fornemme måden som hendes læber bevægede sig på at hun nok kaldte ham alt muligt, hun kunne komme i tanke om. Blikket gled kort rundt, mens han betragtede de andre der også, var oppe i luften. Nogle slappede helt af, mens de fløj lidt rundt, og andre lignede de plottede om at skulle lave et lille uofficielt kapløb. Men professorens ord, havde tydeligt lydt. Brug kommandoen, op til at svæve en meter op i luften. For at man kunne finde sin balance, og dernæst lande igen, den sidste del var der ikke mange der overholdte.

Vejret var faktisk, perfekt til denne lektion. Inden blæst, skyer på himlen som skærmede solens direkte stråler på himlen. Blikket landede kort, mod de tog der havde plottet sammen som faktisk endte med, at sætte deres plan ud i verden. Hvilket kun fik Theo, til at ryste på hovedet. Kosteskaftet blev peget ned mod græsset, mens han satte kursen ned så han kunne lande. Selv om han sådan set, glemte at rette op så han landede med et bump. Grimassen var tydelig at se, men han havde ikke slået sig. Men han havde da klaret, sig nogenlunde generelt. Og ud af den ene øjenkrog, kunne han se Danielle var kommet i luften endelig. Den anden lignede det at professoren havde fået standset de to, der mente de kunne tage sådan en chance. “Dani” kom det fra ham, mens han vinkede hende hen mens hun nærmest landede til perfektion, hvilket fik ham til at skule en anelse irriteret. “Væddemål, taberen skal spise, en pose med grå mutlismagsbønner” kom det fra ham. Mens han lagde armene over kors. “Ja så, hvad vædder vi om” kom det fra hende, mens hun tog begge koste for at ligge dem i den begyndende bunke i nærheden. “Davis og Harriet, jeg er sikker på de for en uges eftersidning” kom det fra ham. Danielle kiggede i retning, hvor professoren og, Davis og Harriet befandt sig. “2 Uger” kom det fra hende.

Endelig var de samlet igen, og ingen af dem havde ret, i hvor længe Davis og Harriet, ville få eftersidning, det var åbenbart en privat samtale mellem, dem det omhandlede om. “Hvor skuffende” kom det fra Theo, mens de gik tilbage mod slottet. “Enig men jeg ud spørger dem bare senere, de er alligevel fra mit kollegie” kom det fra hende. “Men endnu mere pinligt, vi kommer begge fra fuldblods familier, og vi tog en evighed om at få kosten op” kom det klagende fra Danielle. “Nu er det vel, heller ikke fordi vi har fløjet inden, Diagonalstræde virker ikke som det korrekte sted at flyve rundt i” kom det fra ham. “Nej det har du nok ret i, ses Theo” kom det fra hende, mens han stadig selv fortsatte til næste time. Flyvning kunne, han vel lærer til perfektion, specielt når han tydeligt haltede med at lande, men balancen i luften havde ikke fejlet ret meget efter hans mening. Men at der heller, ingen blæst havde været gjorde det jo også en anelse nemmere.