Flick måtte virkelig være ked af sit navn et sted som Hogwarts, selvom Abigail morede sig ustyrligt, hver gang nogen fortalte, hvad man kunne med kun ”a flick of a wand”. Sidste gang havde de i besværgelser haft om Wingardium Leviosa, hvor de skulle bevæge tryllestaven med et ”swish and flick”. Besværgelsen havde været usandsynlig svær at mestre, fordi underholdningsværdien for Abigail havde været så høj. Hendes tålmodighed havde også været på prøve, hvilket ikke passede sig med den manglende koncentration hun besad.

I dag var det forhåbentligt bedre. Især da det gik op for hende, at de skulle øve sig i ikke bare en, men to besværgelser igen, fordi de gik hånd eller hånd, eller nærmere mod hinanden, fordi diffindo skar noget i stykker og reparo reparerede noget igen. Selvom det efterhånden ikke var lige så skræmmende at have Raven mere, som det havde været i starten, fordi hun altid mindede Abigail om den episode, hun og Flick havde været ude for før skolen, så var der perioder, hvor mindet stadig fyldte for alle parter. Især nu hvor professoren havde sagt, at de måtte finde på hvad som helst at øve diffindo besværgelsen på, bare ikke levende væsner, mennesker eller dyr. Øjnene havde vandret direkte til Abigail og Flick som sad ved siden af. Raven, som nu også gik under tiltalen professor Moore, havde fortsat eksemplerne med ”Så hellere bøger”. Abigail skulede til Flick, som samtid også var i gang med at skule tilbage. Stiltiende blev de enige om, at de hverken ville prøve på ugler, andre dyr eller bøger.

De forsøgte på tomt pergament, da det var det nemmeste at have adgang til, og hvis det gik galt, så var det ikke så katastrofalt. Abigail havde overvejet, hvad konsekvensen var. Selvom de kunne få hjælp og det egentlig var ret normalt at få fra professoren, så ville Abigail helst ikke have for meget, for hun ville nødigt få at vide, at hun ikke tænkte over tingene eller på anden måde tiltrække sig for meget opmærksomhed.

Først senere på ugen fik Abigail dog brug for besværgelsen, da hun i botanik skulle beskære et par planter. Hun og Flick havde fundet det ufatteligt smart at bruge diffindo til det, hvorfor de havde kastet sig over den mulighed. ”Det er smart, når man kan bruge det man lærer i et fag til et andet fag, ikke Abi?” spurgte Flick og Abigail nikkede ivrigt i sit forsøg på at få en genstridig stængel fra en plante skåret over. Ikke desto mindre var hun helt enig, og hun smilede da også stort og stolt, da hun holdt planten frem. ”Endelig!” Bemærkede hun, samtid med Flicks følgende udbrud. ”Heeey”. Abigail så undrende på ham, da han holdt sin arm frem og kappens ærme ligeledes var delt i to på øverste side. Dermed afslørede det underarmen. ”Ups!” lød det samtid fra Abigail, der kastede planten fra sig, så den landede på en af de andres bøger, og endnu et ”Heeey” kunne høres. Hun så dog ikke, hvem det kom fra, da hun i stedet fik planten smidt i nakken og hun selv udstødte et ”Heeey”, men hun gjorde ikke mere ved det, da hun i stedet studerede Flicks arm.

”Ra-, professor Moore må ikke høre om det her. Hun tror bare vi er ved at slå hinanden ihjel så. Du kom ikke noget til, vel Flick? Det var kun kappen, ikke? Jeg kan-” hun stoppede sig selv. Hvordan pokker kunne hun skrive til sin far og bede ham købe en ny kappe til Flick, uden Raven opdagede det? Hun kunne måske skrive til sin mor, men hun kendte bare ikke Flick. ”Nej nej, jeg er okay. Det er bare kappen der mente, at jeg skulle have luft til armen. Det er nu også varmt nok, så jeg burde nok egentlig have taget den af” mumlede Flick en anelse muntert, hvilket forvirrede Abigail, der var bange for om hun ville blive smidt ud af Hogwarts nu. ”Hvis jeg nu tager kappen af, så kan vi se, om vi kan fikse den igen med reparo? Jeg kunne godt finde ud af den i timen, da de reparerede pergamentet. Det kunne du også, så mon ikke vi også kan lave kappen igen?” foreslog Flick, mens Abigail fortsat overvejede, hvordan hun skulle få en af sine forældre til at købe vennen en ny kappe.

Tilbage i virkeligheden så Abigail på Flick, da han tog kappen af, og derefter på ærmet. ”Tror du det kan laves, så man ikke kan se det? Man kunne godt se lidt på mit pergament, hvor riften havde været. Kunne man på din?” spurgte Abigail nu Flick. Han nikkede langsomt og trak så på skuldrene. ”Ikke så meget, men måske lidt. Prøv du. Så kan jeg prøve bagefter. Det er sjovt at prøve på noget andet end papir, ikke?” spurgte han atter muntert. Abigail spekulerede stadig over, hvad konsekvensen mon ville være, hvis nogen opdagede det, men heldigvis smittede Flicks humør af på hende, og hun var hurtig til at indse, at det jo faktisk var ret spændende. Der måtte være forskel på tyndt papir og så stof, når man skulle udføre besværgelsen, ikke? Tryllestaven var ikke langt væk, for hun havde netop brugt den til at gøre skaden og samtid få planten fri, hvorfor hun også hurtigt var klar med spidsen af tryllestaven mod Flicks ærme, dog uden at han var pakket ind i stoffet.

Et par forsøg blev gjort med reparo, og stoffet fandt da også sammen igen, men flængen var ikke helt væk. Heller ikke selvom Flick havde prøvet også. Dog var de enige om, at det krævede lidt mere at få stoffet repareret, end det havde gjort at få papiret sat sammen. ”Jeg tror måske godt, at jeg kan få min mor til at købe en ny kappe til dig, men jeg er ikke sikker på, at professor Moore vil være særlig begejstret, hvis hun har opdaget, at jeg ikke havde tænkt på, at det kunne gå galt, det jeg gjorde, men Flick, jeg gjorde det altså ikke med vilje” sagde Abigail. Flick smilede stort og rystede ligegyldigt på hovedet. ”Jeg tror på dig, Abi. Der skete heller ikke noget. Se, den er god som ny, og mærket ser ret sejt ud. Jeg siger bare til min far, at jeg sad fast i en plante, og vi selv har repareret det. Så bliver han stolt over hvad vi kan!” udbrød han helt bestemt og smilede til sit ærme. ”Tak Flick. Det er også ret flot lavet, ikke?” spurgte hun retorisk. De var begge enige om, at der ikke var andre på 1. årgang, der kunne have lavet det ligeså flot.

Wren absolut hadede alt der kunne krible, kravle eller sno sig - og derfor forekom dagens time i magiske dyrs pasning og pleje helt og aldeles uoverkommelig. Og dét var ikke noget den lille løve tænkte om spor meget, tværtimod havde hun en til tendens til at flyve let og elegant de fleste faglige udfordringer. Men måden det grå slangelignende væsen snoede sig på, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Mest af alt havde hun lyst til at overgive sig til frygten og blot flygte sin vej, men autoritetstroen og ønsket om at imponere sin moster holdt hende tilbage. Askevindelen gik på tur, fra den ene usikre favn til den næste, nærmerede sig hende med en foruroligende hast.

"Er du bange for slanger, bløddyr?" Lød en irriterende stemme ved sin af hende, en som hun kun anerkendte ved at rynke provokeret på næsen. Hun behøvede ikke at kigge i hans retning for at vide, at det var Jake Davis. "Vel er jeg ej," Hun prøvede at lyde overbevisende, men hånden var for længst gledet ned i lommen for at holde om billedet af mødrene, en dårlig vane som brød frem når hun var nervøs. En vane Jake formentlig så igennem, hvorfor han fortsatte med at presse på. "Den bider ikke, modsat dig." Ude af øjenkrogen, kunne hun fornemme hans rolige håndtering af slangebæstet. Hun rullede øjne af hans reference til dengang hun havde bidt ham i hånden, velfortjent selvfølgelig.

"Her," Sagde han og rakte reptilet hen imod hende, idet det hvislede irritabelt. Hun så kort op i de blå øjne, blev mødt af en anstrengende skadefryd. Usikkert og utilfredst holdt hun sitrende hænder frem for at modtage. Slangen viklede sig omkring hendes arm, imens løven forsøgte at holde sig i ro. Vejrtrækningen blev glemt, da væsnet stirrede direkte på hende med sine onde, røde øjne. Tungen stak ud, kildede ubehageligt mod hendes arm. Den virkede.. vred, syntes Wren. "Få den væk!" Peb hun pludseligt og forsøgte sig at ryste slangen over i den næste persons favn. "Nu!" Væsnet hvæsede pikeret over måden det blev behandlet på, en advarsel som blot gjorde Wren endnu mere panisk. "Rolig nu, Wren," Forsøgte Jake at afbryde hendes bevægelser, men før hun vidste af det blev hun bidt, hårdt, i hånden. "Av!" Udstødte hun og slangen fløj i et spjæt over til grævlingepigen ved hendes side. Den lille løve klemte hårdt om stedet hun var blevet bidt, så pinligt op på mosterens skuffede udtryk. Kinderne blev varme, da hun mærkede de andres blikke på hende. Særligt Jakes skæve smil ætsede sig fast. Dumme, dumme askevindel.

Det første man bliver ramt af når man åbner døren til Hogwarts drivhuse er heden. Og efterfulgt af heden, er dunsten af gødning og den fugtige luft der sætter sig på huden de næste gaver sådanne drivhuse kan give. Henrietta var fulgt med resten af sin årgang ud ad hoveddøren og ned til skolens mange drivhuse og hendes entusiasme var ikke just helt oppe at ringe. At lære om ingredienser og planter var af stor interesse, men at stikke hænderne i dragemøg og hive ukrudt op var simpelthen arbejde for folk med langt mindre finesse end hende selv. Selvfølgelig forstod hun konceptet af hvorfor det var vigtigt at lære disse teknikker, specielt hvis man som hende havde en forkærlighed for eliksir, men det betød ikke at hun brød sig om idéen om mudder op ad albuerne og snavs under neglene. Henrietta var vokset op i Liverpool, en storby, der ganske vidst forsøgte at udvide deres grønne områder, men hun havde set mere beton end grantræer i sit liv. Hendes forældre var også mere altan end have mennesker og selv om hun havde forsøgt at holde live i adskillige planter, så var Henriettas tommelfingre ikke grønne.

Den tunge fugtighed klistrede sig til hende og hun kunne mærke at hendes hår allerede var begyndt at kruse, da hun satte sig ved et af de ledige borde i drivhuset. Hun lavede et mentalt notat om at det var vigtigt at huske at flette sit hår før hver fremtidige botanik time ellers ville hun går her fra og ligne hun havde fået stød. Og kruset hår og mudder var ikke ligefrem et look der ville hjælpe hendes fremtid. Professor Lawrence tog venligt imod dem alle og begyndte introduktionen af botanik. Henrietta var egentlig stor fan af Professor Lawrence, hun var nemlig også Hogwarts eliksir professor. Og eliksir var et fag Henrietta planlagde at være ekspert i. Og hvis professor Lawrence mente at botanik var et fag værd at investerer tid, så ville Henrietta give det sit bedste. Mudder og dragemøg og det hele. Professor Lawrence var i gang med en fremlæggelse af hvad de forskellige drivhuse indeholdt, samt hvad hendes forventninger til eleverne var. Henrietta fulgte godt med, imens hun tog notater til strukturen af drivhusene, eller hun forsøgte i hvert fald at holde interessen oppe, imens hun fulgte med. Men hun kunne mærke sveden begyndte at pible frem alle mulige ubehagelige steder og med et kort og hurtigt blik rundt på de andre elever, kunne hun se at hun var ikke den eneste der var påvirket af heden i drivhuset. Og med et lille grin noterede hun i bunden af sin notesbog; ”Fletning, deodorant, lommeletter i inderlommen.” før timen afsluttedes.