Det var ved at blive mere og mere almindeligt, at Saoirse kom for sent til timerne. Sommerferien nærmede sig, og hun kunne godt mærke skoletrætheden indsnige sig og dræne al sin motivation. Og nu befandt hun sig altså i en situation, hvor hun havde cirka tredive sekunder til at nå til time, som foregik helt oppe i astronomitårnet. Efter at være blevet heppet på af nogle af malerierne, mens hun skyndte sig alt hun kunne op ad trappen, trådte hun ind i klassen, hvor astronomiprofessoren Florence Måneskin allerede var gået i gang med at undervise. Månetegn skulle det vist handle om i dag, tolkede Saoirse ud fra professorens ord, mens hun diskret fandt sig en plads.

“Slå op på side 205 i Hvordan du løser stjernernes gåde og find jeres eget månetegn,” indstillede professoren eleverne til før snakken langsomt etablerede sig rundt i lokalet. Saoirse måtte kigge med i en anden elevs bog i dag, da hun havde glemt sin egen på sovesalen i al hastværket inden timen. “Den 20. november,” svarede Saoirse sin medstuderende, en kvik Gryffindor-pige som aflæste månetegnene i bogen, “i Irland, hvis det har nogen betydning.” Pigen aflæste tabellen i bogen, og svarede: “Dit månetegn er vist vandmanden.” Pfft, hvad skulle det betyde, stod månen nede i havet, da hun blev født eller hvad, tænkte Saoirse til sig selv. Pigen begyndte at læse højt fra bogen: “Mennesker med deres måne i vandmandens tegn udviser kreativitet, intellekt og en stærk følelse af individualisme.” “Hvor er det intetsigende,” svarede Saoirse med armene lagt over kors. “Det kunne man da sige om enhver.” Saoirse havde aldrig set det store i stjernetegn eller astrologi generelt. Det var da en latterlig idé, at man kunne sige noget om folks personlighed baseret på, hvor en stor sten befandt sig på et specifikt tidspunkt, belærede Saoirse Gryffindor-pigen om.

Resten af timen forløb alt for langsomt efter Saoirses mening, og da timen endelig var færdig, var Saoirse en af de første ude af lokalet. Hun vidste godt, at astronomi nok ikke var et af de fag, hun skulle forvente den højeste karakter i, når eksamenerne indtraf om en uge.

Mugglerstudier havde været et svært og træls fag for Casimir det skoleår, i forvejen var hun træt af at skulle have et fag som hun ikke havde kunnet bruge til noget for at blive en god heks. Og så havde de skulle bruge deres skoleår på at fokuser på at leve som en muggler. Casimir havde efterhånden fået nok, godt nok var hun mugglerfødt, men hun afskyede alt med mugglerne at gøre, hun mente de var svage fordi de ikke havde adgang til magi. Og så var hun tvunget til at leve som en, trods alle hendes år hvor hun havde nægtet at tage hjem og besøge hendes egen familie fordi hun ikke gad bruge sin tid iblandt mugglere.

Den eneste grund til at Casimir havde fulgt med i undervisningen var for at det ikke gik ud over hendes karakter, men hun følte sig forrådt af undervisningen, for hvordan kunne det være fair at tvinge eleverne til at indgå i blandt mugglerne, og lære at leve som dem?. Casimir havde i forvejen levet 11 år som muggler, og elskede sin tilværelse som heks. Og det havde hun netop fået bekræft dette skoleår, for som hun havde været i praktik og hvad undervisning ellers havde handlet om, var hun blot blevet mere klar over at det ikke var muggler livet som var hendes kald i livet. Det eneste hun ønskede sig var at skoleåret ville ende så hun havde kunnet komme tilbage til en normal magisk hverdag, havde det virkelig været for meget at forlange, når det eneste hun ønskede var at blive den bedste heks hun kunne blive og blive uddannet magizoolog, så hun senere kunne blive professor på Hogwarts. Det var det eneste Casimir drømte om, og det var ikke hvad hun var kommet videre med, i løbet af året, grundet mugglerstudier.

Casimir følte sig forarget, flere på hendes årgang havde været posetivt overrasket over hvordan mugglerlivet var, men det var slet ikke noget for hende. Hvorfor havde hun gide at spilde sit liv uden magi, endda efter at have brugt flere år på at lære at bruge det. Og hvorfor skulle hun dog gide at havde et kedeligt arbejde?. Der var så mange spænede og sjove former for arbejde i den magiske verden, så hun havde slet ikke lyst til at spilde sine evner på et kedelig job, for så at komme hjem og lege mor far og børn, uden at kunne afsløre den magi som levede inde i hende. Hvis man havde kendt Casimir bare lidt, så havde man vist at hun var lidt anderledes end så mange andre, for hun havde udvist tegn på at være blodfanatisk allerede fra da hun startede på skolen. Nogen havde brugt tid på at kalde sig selv for dum, Men for Casimir var den største fornærmelse hun kunne give sig selv, at minde sig selv om at hun var mugglerfødt, for det eneste hun kunne tænke på var at hun var svag og kom fra en svag og forsvarsløs familie.

Efter en varm og solrig juni-eftermiddag uden for slottets murer var det tid til at finde tilbage til Hufflepuffs opholdsstue. Saoirse bevægede sig gennem storsalen og videre ned gennem de kolde dunkle korridorer fineret med kalksten fra det tiende århundrede. Da hun var nået ned ad stentrappen, var hun lige ved at snuble over en lille skikkelse. "Hey, pas på du dér-" sagde hun med en bestemt tone i svælget, da hun vendte sig om, hvor hun med det samme blev mødt med et forundrende syn. En lille spinkel... fyr, af en slags, med kæmpe øjne som stirrede direkte tilbage på Saoirse med et strejf af frygt. Der gik ikke et splitsekund, før det lille væsen havde knipset sig væk rundt om hjørnet. Det stoppede dog ikke Saoirse, som fik rystet sig fri af sin forbavselse og fór med rundt om hjørnet. Her fik hun igen øje på alfen, som stod overfor et stort maleri af en frugtskål, som langsomt åbnede sig som en hemmelig dør. Uden at tøve, var Saoirses dumdristige nysgerrighed nok til, at hun forsigtigt sneg sig med ind bag maleriet.

Det roligt illuminerede rum strakte sig langt op med en overflødighed af gryder hængende ned alle vegne. Ydermere biddragende til den tumultariske stemning var de hundredevis af alfer, identiske til den fra før, som susede rundt og kokkerede. Det måtte være køkkenet, tænkte Saoirse, og de små væsener måtte være husalfer. Hun vidste, at husalfer var sådan noget, som de rige troldmandsfamilier havde i huset, men kommende fra en lavere-indkomst irsk lille familie, hun havde aldrig set dem før.

I en stund stod hun bare og betragtede omgivelserne, især betaget af de små husalfers hårde arbejde inden aftensmåltidet. Hun følte sig en smule uvidende ved aldrig at have skænket en tanke over, hvordan måltiderne på Hogwarts blev tilberedt og fik en pludselig trang til at hjælpe dem lidt. Men pludselig bemærkede en ​​alf bærende en kokkehat hende, og rent instinktivt skyndte hun sig tilbage ud af maleriet. Puha, tænkte hun, eftersidning var ikke noget, hun gad rode sig ud i igen. Især ikke efter at være blevet fanget af Peeves for et par uger siden, da hun var på nattevandring med et par kollegianer. Tænk, hvor meget af slottet, der stadig formåede at overraske hende, reflekterede hun over på vej ind gennem tønderne til opholdsstuen.