Word!

Blaine foldede avisen sammen igen. hvorfor han overhovedet fik læst alle ordene til ende, forstod han ikke helt, for på en eller anden måde formåede avisens skribent at ramme lige præcis modsat af hvad Blaine selv ville have skrevet. Han sukkede dybt, tømte kaffekoppen, rejste sig og satte kursen meget direkte og med hastige skridt mod Jonathans kontor. Døren blev nået på rekordtid og Blaine belemrede sig slet ikke med at vente på at døren blev åbnet, men trådte bare ind. "Jeg ved, at du har læst artiklen," begyndte han og smækkede den sammenfoldede avis ned på bordet foran Jonathan. "Hvordan kunne hun overhovedet overveje at lægge dette til print? Det hele er jo løgn. Alle har muligheden for at gå på Hogwarts, ligeligt om du er fra bedre eller værre kår end gennemsnittet, der er absolut ingen bund i den påstand, om at de mindre velstillede børn har mindre succes i at gennemføre uddannelse end andre. De går alle på samme skole, undervises af samme professorer, går på de samme gange og har den samme skole-model og fritidstimer, det er forrygt at anklage nogen for ikke at lykkes baseret på forældres indkomst, eller på deres blodstatus for den sags skyld," begyndte han og fnøs mod avisen igen.

Jakes far smed avis fra sig, på det tilhørende bord til den store lænestol han havde placeret sig i, efter han havde læst artiklen om Hogwarts. “Ufatteligt!” rystede han på hovedet og så over på sin søn, med et hævet, mistroisk blik på den 12årige dreng. “Hvad ender det ikke med? At Hogwarts bliver et fritidshjem for gud og hver mand?” alt hvad han sagde var retorisk, det vidste Jake godt, så han forholdt sig stille. “Hogwarts er til for at gøre jer til ordentlige troldmænd og -kvinder. Jeg kan slet ikke gå med til, at der bliver mere fritid! Venskaber og bekendtskaber kan man lave senere i livet… du, min dreng, skal holde snudeskaftet i bøgerne og øve dig på besværgelser!” befalede faren og Jake nikkede. Jake havde de bekendtskaber han skulle have, de venner han ønskede og fjender han holdt et godt øje med.

Hvem der havde haft tid til først at smide, hvad de havde i hænderne for at opsøge den anden, var spørgsmålet. Svaret var Blaine Blackbird, hvorfor det heller ikke kom bag på Jonathan, at det var ham, der troppede op. Jonathan sukkede og skubbede uimponeret Blaines udgave væk. På den anden side af ham lå hans egen udgave. "Lige netop mine overvejelser" indrømmede han, som han lukkede hvad han sad med og lænede sig tilbage med en hånd mod en gæstestol til Blaine. "Problemer, der er beskrevet, virker som nogle, MF netop har skabt, fordi det er belejligt i deres valgkamp. Og ifølge Raven lyder det til, at nogle elever har rigeligt fritid også. Jeg tager meget modvilligt udgaven hjem og lader den komme inden for murene, bare for at tage en snak med hende. Måske har hun en fornemmelse af, hvad problemet er". Jonathan var opgivende, for han var meget enig i Blaines observationer. Der var ganske simpelt ingen hold i. Beviserne var ikke noget, Jonathan eller andre i DMV havde set.