Casimir, Spådom (4. årgang)

En let tåge havde lagt sig over reservatet, en følelse af ikke at kunne få luft ramte mig, som jeg gik ned for at ville se til dyrene. Jeg forsøgte at ignorere det, sigtbarheden var dårligere end normalt, men en følelse af at der var behov for mig i reservatet gav en vilje. Jeg nåede endelig frem, det havde føltes som om det tog længere tid end nogensinde før. En følelse af uro og utryghed ramte mig som jeg trådte ind i området, tågen var blevet tykkere, og jeg fik kuldegysninger som jeg gik rundt.

Først havde alt virket meget roligt og som det plejede, det var først da jeg stod midt i reservatet at jeg så til højre imellem nogle bure, at jeg så noget der virkelig startede en skræk i livet på mig. En skikkelse af et menneske bevægede sig mellem burene, Jeg ville undersøge det nærmere og finde ud af hvem der rendte rundt i reservatet. Men noget var galt, mine fødder ville ikke flytte sig, et forsøg på at råbe til personen var mislykket, ingen lyd kom ud af min mund.

Jeg var bange og følte mig magtesløs, der var intet jeg kunne gøre. Den ukendte person bevægede sig stadig mellem burene, jeg kunne ikke se hvad der skete, men det var nemt at følge hvor personen befandt sig ud fra lysglimt som kunne stamme fra brugen af tryllestav. Dyrene var begyndt at beklage sig, men jeg kunne intet gøre. En tåre trillede ned af mine kinder, som jeg kunne mærke afmagten af intet at kunne gøre for at dyrene havde det godt. Jeg hørte en ond latter som var efterfulgt af lyden af dyr der sloges. Små hulk opstod og jeg indså at det var mine egne, tårerne stod ud af mine øjne som et vandfald, ingen anden lyd forlod min mund inden min stille hulken.

Pludselig kunne jeg ikke se skikkelsen mere, men når jeg så omkring mig var alle bure blevet åbnet og dyrene var overalt. Der var ikke gået længe før jeg var omringet af dyr, de var bange og sloges, flere af dem lå såret på jorden. Mit hjerte bankede, jeg var vred og knust alt sammen på en gang. En velkendt lyd lød i det fjerne, den nærmede sig mig hurtigt og pludselig kunne jeg se Perle, min elskede niffler som professor Picanto havde givet mig. perle var bange og ville søge tryghed hos mig, men som hun næsten var henne ved mig, opstod en ond latter igen, og den ukendte person var bag ved Perle. Og pludselig som Perle var lige foran mig, opstod der et lysglimt som ramte hende. Hun lå livløs på jorden foran mig, og som jeg så op, var der et lys på vej direkte imod mig. Men lige inden det ramte mig vågnede jeg, rystede og gennemblødt af sved.

Casimir havde sat sig brat op i sengen, og uden tøven tog hun sine skolebøger fra natbordet og begav sig ned i opholdsstuen. Bøgerne var blevet lagt på et bord, og kort efter havde hun slået op i sin spådomsbog, Casimir var nødt til at finde ud af, hvad hendes mareridt mon havde betydet. Det var svært at fokusere på, hvad der stod i bogen, hun blev distraheret af hendes krop, der fortsat rystede. Endelig fandt hun frem til hvor der stod noget om symboler i drømme. Men Casimir forstod ikke hvad hun læste, der var så mange symboler og de havde kunnet betyde forskellige ting. Men efter at have forsøgt at læse sig frem til svaret, var hun endelig kommet til et resultat som havde givet mening for hende.

Hun fandt sin notesbog og skrev ned, hvad hun fortolkede sit mareridt til at betyde. Tågen havde betydet at sigtbarheden var ringe, så det kunne betyde at hun havde svært ved at se hvad der ville komme. Og Casimir som stod og hverken kunne bevæge sig eller sige en lyd imens hun følte afmagt, havde nok betydet at hun følte en afmagt og at hun ikke havde noget at sige omkring de ting som der ville ske med reservatet, når der kom en ny professor til. Det var tydeligt, at hendes mareridt havde omhandlet reservatet og hendes frygt for, hvad der ville ske, når der kom en ny professor. Og delen med Perle havde også gjort det ekstra tydeligt for hende, for Perle var hendes et og alt, og hun frygtede netop at en ny professor ville tage Perle fra hende.

Casimir havde ikke nogen ide om hvor længe hun havde sat og undersøgt sit mareridt men pludselig havde hun kunne høre støj omkring sig, det fik hende til at indse at det var blevet morgen, og alle de andre elever var ved at vågne og gøre sig klar til morgenmaden. Casimir gned sig i øjnene og pakkede sine skoleting væk igen, hun havde stadig følt sig urolig efter sit mareridt, men hverdagen skulle passes. Så hun begav sig tilbage på sovesalen for at gøre sig klar til at starte dagen sammen med sine venner.

Uge 7