Artemis
69 stjerner

Casimir
81 stjerner

Marjoria
52 stjerner

Marjoria
Mugglerstudier (u3)

Nova
Besværgelser (u1)

Nova
Mugglerstudier (u3)

Anthony

Forvandling

Uge 5

Casimir

Forvandling

Uge 7

En kuldegysning gik igennem hende og Nova trak skuldrene op mod vinden. Hvorfor var der så koldt? Hun blinkede et par gange for at lade øjnene vænne sig til mørket omkring sig men omgivelserne virkede stadig uformelige. En hvid sky dannede sig om hendes læber når hun trak vejret og hun gned sine arme mens hun forsøgte at finde ud af hvor hun var.
Stedet virkede bekendt. Hun havde været der før, men var usikker på hvor det egentlig var. Burde hun ikke være på skolen? Hvorfor var hun her? Hendes skridt tog hende længere ind i mørket, og månens lys skinnede pludselig igennem trætoppene. Hun var i en skov af en art. Hun kunne ikke erindre at have været i den forbudte skov om natten. Dette føltes heller ikke som den. Jovist var skoven forbudt, men det var ikke den skov uden for Hogwarts.
”Tommy?” hendes stemme virkede svag som om mørket slugte den. Tommy burde være her. En logisk tanke sneg sig ind i hendes bevidsthed. Tommy var død. Tommy kunne ikke være her? Alligevel sagde alle hendes instinkter at han var her, hun skulle bare finde ham.

Hun gik videre, grene knasede under hendes sko og da hun passerede det hule træ for fjerde gang stoppede hun op og gned sin pande. I det mindste havde hun fået mere varme ind i kroppen men det hjalp ikke på at hun var komplet væk. Tommy havde ikke svaret hende, selvom hun havde kaldt på ham mange gange.
Lysningen med det døde, hule træ, gav hende en god fornemmelse af himlen over trætoppene. Det var stjerneklart og hun kunne spotte både Store bjørn og Cassiopeias smukke glimtende billeder. Ved at følge stjernerne kunne hun også finde nordstjernen, men det hjalp ikke meget når skovens løv dækkede for himlen.

Da slog en ide hende. Hun fandt sin stav frem og placerede den på sin håndflade. ”Stik nord” hviskede hun og staven drejede og pegede i samme retning som nordstjernen. Nu var hun da sikker på at hun ikke gik i ring mere. Det var bare underligt, den vage fornemmelse af genkendelse voksede. Hun havde helt sikkert været her før, men den gang havde hun ikke kunne finde ud. Den gang havde hun være fortabt. Hvorfor havde hun ikke brugt besværgelsen da?
En ny retning blev lagt og hun gik igen. Kulden sneg sig atter ind på hende men hun holdt ved. Hun skulle tilbage til skolen. Tilbage til sine lektier, timer og venner. Hun skulle tilbage og snakke med Professor Lewis.

At følge et kompas, magisk eller ej, var ingen nem sag. Stavens spids tog ikke højde for ting der var i vejen eller som hun måtte gå i store buer uden om. Dog var følelsen af sejer ikke at fornægte som hun endelig kom op på toppen af en bakke. Hun kunne se huset! Se hjem!
Men det var ikke Hogwarts. Det var hendes rigtige hjem. Den store herregård uden for Cambridge. De fleste vinduer var mørke men der var lyst på hendes mors kontor. Mon moderen overhovedet viste at hun var væk? Nova trådte frem men i det samme kom en stor skygge ind foran hende. Hun så op, og så op i ansigtet på sin bror. ”Tommy” hviskede hun. Hendes hjerne forsøgte at overbevise hende om at han var død. Han burde ikke være her.

”Jeg sagde, du skulle blive!” Råbte han. Panikken satte ind. Som altid når han var efter hende, drillede hende eller mobbede hende. ”Hvorfor kan du ikke bare høre efter?” han skubbede til hende og hun faldt. Bakken var hård og frossen som hun rullede ned af den og hun hostede og gispede efter luften som hun satte sig op. Han var væk igen. Hun var tilbage ved det hule træ. Hun tørrede tårerne fra sine kinder og skuttede sig som hun kravlede ind i træet for at søge ly for kulden. Tommy sagde han ville komme tilbage. Han havde lovet at komme tilbage. Hun trak knæene op og trak sit hyggetæppe over sig uden at studse over hvor det pludselig var kommet fra. Han ville da komme tilbage ikke?

”Du skal bare blive væk! Ingen vil have dig alligevel” hun kunne høre hans stemme komme nærmere, men hver gang hun så ud for at finde ham, var han ingen steder at se. Kulden var værre og hun ledte efter sin stav men kunne ikke finde den. Hvorfor var den der ikke? Pludselig hørte hun skridt i underskoven. Det lød stort. Stort og farligt. Panikken satte ind som de nærmede sig og…

Nova gispede som hun satte sig op i sengen. Hendes hjerte hamrede som besat og hun så rundt. Hun var på sovesalen. Det var vanvittigt koldt og hun så en husalf der var ved at tænde op i pejsen. Hendes hoved forsøgte at finde ud af hvad der lige var sket. Hun huskede ikke bevist den gang Tommy havde efterladt hende i en skov. Hun havde trodsalt kun været tre, og det eneste hun huskede, var frygten og så den svage beskrivelse hendes mor havde givet hende efter de første gange hun havde haft mareridt om det.
”Det er godt han er væk…” mumlede hun gennem sammenbidte tænder og hun hoppede forskrækket som et tordenskrald lød uden for vinduerne.