Det var efterhånden blevet sent på den Utætte Kedel, og Talin var i færd med at rydde et af de sidste borde af fra tomme ølglas. Det var der hans øjne faldt på en pergamentflyer med overskriften Protego. Han satte bakken fra sig og skimmede teksten af den ukendte Mr. Thurlow. Det var tydeligt, han havde noget at sige, men det var først ved den sidste paragraf, at Talin for alvor nærlæste ordene. En signifikant andel af halvvæsner er utilregnelige. Hans kæber spændte op og han rystede vagt på hovedet, inden han krøllede papiret sammen og fortsatte med afrydningen. Ranworthklanen var en sort skamplet i Talins fortid, og han kunne næppe erklære sig uenig i Thurlows ord. Men på samme tid lurede en uro i hans mave; for manden havde ikke specificeret hvad han helt konkret mente, der skulle til for en mere sikker fremtid, men Talin havde en følelse af at Thurlow var klar på at gå til ekstreme længder.

Når man først havde vænnet sig til den norske stilhed, fremstod et sted som Diagonalstrædet mere stressende og støjende end nogensinde før. Gertrude havde ikke selv gået disse brugsstensgader tynde som barn, der snart skulle starte på Hogwarts - men hun så frem til, at det gjorde sig gældende for hendes ældste datter, Imogen, og senere den yngre, Solveig.
Imogen sprang fra sten til sten med en barnagtig kyndighed, der ville få de fleste voksne hekse og troldmænd til at snuble. "Mor, se lige den søde ugle", uden tøven stak hun sin pegefinger ind mellem burets metalliner og kærtegnede fuglens næb. "Sådan én kan du jo vælge, at du vil have med dig, når du skal starte i magisk skole", kommenterede Gertrude varmt og satte sig på hug ved siden af datteren, mens hun støttende holdt om Solveig, der lå i en slynge om brystet. Opslugt af uglen, ænsede Imogen ikke, hvordan far-Rylans ansigt blafrede utilfredst - fanget mellem bunden af en tom kaffekop og en træbænk - i deres synsfelt. "Du hedder...", Imogen tænkte et øjeblik og så nærmest ud til at spørge uglen med blikket, "- Ragnhilde". Imens havde Gertrude dannet øjenkontakt med sin ekshusbond. Gertrude tog kortvarigt afsked med Imogen og uglen, draget af det alvorlige ansigt og teksten, hun kun kunne frygte, hvad berettede om. Hans ord fremmanede hurtigt en kvalme, der fik Gertrudes hænder til at ryste, indtil de af underbevidsthedens blev ført mod Solveigs lille, sovende krop. "Det har han bare ikke gjort", vrissede hun lavmælt, så ingen andre end Solveig ville kunne høre det - måske snarere mærke det som en brummen i brystet. Hun kunne ikke læse længere end halvvejs, før hun foldede pergamentet i frygt for, at Imogen skulle blive for nysgerrig. At Imogen og Solveig var grundlaget for Rylans kamp var ikke noget, der i sig selv kom bag på Gertrude - hvad hun ikke havde forventet var, at de ville udgøre argumentation, retfærdiggørelse. At han brugte pigerne til at kunne tale ned om mugglere og halvvæsner. "Kom Imogen, sig farvel til uglen". Gertrude betragtede den intetanende datter, der kyssede buret og vinkede - "Farvel Ragnhilde" - og hoppede Gertrudes hånd i møde med sin egen. Gertrude håbede, at datteren ikke bemærkede de vredesvedige håndflader.