Det var ikke fordi Thestral-reservatet Ifreann lå placeret i nogen særlig irsk skov. Den så helt almindelig ud både indefra og udefra, hvis man altså ikke kunne se Thestralerne, hvilket familien Murtlap ikke kunne, med undtagelse af Muriel Murtlap, den daglige leder af reservatet og Morgans mor. Hun var en høj kvinde, med helt kort, blond hår, et vejrbidt ansigt, tre fingre på venstre hånd og et sjældent smil. Men når hun smilede, kunne modtageren også mærke det helt ned i maven, og føle sig særligt velsignet. Det var noget helt andet med Morgans far. Han var lille og rund, næsten skaldet og iførte sig de mest farverige gevandter Morgan nogensinde havde set på en troldmand. Han var lutter smil og kærlighed det meste af tiden, men kunne også være ret streng, hvis Morgan eller hendes søster Mel, ikke passede sine pligter derhjemme. Det var ham der sørgede for huset, og hun syntes han gjorde et fantastisk stykke arbejde. Det var på det Ifreann blev genkendeligt for dets gæster og ansatte. Det lille hus, der lå i indgangen ved skovbrynet og strålede med sin velordnede have og de mange blomster i svævende, rektangulære kasser under kuglerunde vinduer. Selvom både Morgan og Mel gik på Hogwarts nu, tog de hjem til jul, for at tilbringe den med sin familie, som de plejede. Deres far holdt meget af højtider, og særligt julen kunne han gøre helt eventyrlig. Huset stod i stor kontrast til den mørke skov der omgav det, men hvert år til jul bemærkede man dårligt skoven, når deres far gik fuldstændigt i selvsving med juledekorationer. Blomsterne i de rektangulære kasser under vinduerne blev overdyngede med lysende julekugler, der skiftede farve hver time i perfekt koordination, og hoveddøren blev næsten skjult bag to gigantiske juletræer, med sure feer i flotte, hvide antræk og kæmpemæssige, lysende stjerner på toppene. Han lagde kunstigt sne på taget, så det lignede glasur, og alle havenisserne havde fået nissehuer på, som de på en eller anden måde beholdt på hele julen. Morgan mistænkte ham for at have forhekset dem, så de ikke kunne tages af. Nisserne var i hvert fald mere aggressive end sædvanligt, hvis man kom til at jokke på dem.

Hvert år dagen inden jul inviterede Muriel sine ansatte til en mindre sammenkomst, hvor der blev serveret mad og drikke, så de kunne trille hjem, når aftenen var omme. Haven blev oplyst og opvarmet (for Muriel ville ikke have dem indenfor) med magiske, svævende julelys og Morgan syntes det var så spændende at se, hvem der egentlig arbejdede inde i skoven. Hendes mor præsenterede hende for nogen af dem, og lod dem fortælle hende historier indtil det blev tid til at hendes far sendte hende i seng. Det var fantastisk.
Denne aften stod hun forventingsfuldt ved langbordet, der bugnede af alskens juleretter, iført sit bedste juleskrud, da hendes mor kom hen til hende, flankeret af en ung mand med venlige øjne og mørkt hår.
”Iggy Clarke,” præsenterede han sig nervøst, og rakte hånden frem mod Morgan, som om han var usikker på, om det var den rette slags hilsen til en pige på elleve. Morgan tog den genert, og hendes mor fortalte, at Iggy lige var startet i et lærlingeforløb. Det var beroligende, at han også var nervøs, og mens hendes mor hentede drikkevarer dristede Morgan sig til at spørge om han egentlig kunne se Thestralerne, hvilket hun som ikke havde opfanget var et ret personligt spørgsmål. Sådan så de ikke på det i familien Murtlap. Enten kunne man eller også kunne man ikke. Og hun ville vide alt.