Hvorfor professorerne havde det med at tage dem med på tur imens det forsat var køligt viste Casimir ikke. Dog glædede hun sig til denne udflugt ud til et dragereservat, varmt tøj var taget på og hun lyttede interesseret med som klassen fik givet instruktioner, om hvordan de skulle forholde sig i nærheden af dragerne.

Det havde alligevel føltes som om det tog lang tid før de endelig fik lov til at gå rundt og se de forskellige drager, men Casimir var klar og havde taget sin tegne blok med sig, så hun kunne tegne de forskellige drager og derfor huske deres udsende endnu mere.



Casimir gik meget op i magiske væsner, og det var ikke hemmeligt og de fleste viste hvor mange timer hun bruge i skolens reservat. Så det var ikke kommet bag på nogen at hun var begejstret for den udflugt de var på.

Lige så snart de fik grøn lys til at gå på opdagelse var Casimir hurtigt væk fra de andre, imens hun gik rundt og så på de forskellige drager. Hun havde lagt sig en plan, for imens hun kunne lære noget om dragerne kunne hun også se nærmere på dem, og måske endelig perfektioner hendes Draconifors forvandling, som hun havde forsøgt at perfektioner siden hendes 4. år.



Inden længe havde hun fundet sig en drage som hun fandt yderst smuk, det var ikke den mest specielle men alligevel synes der var noget smuk over den. Casimir så på et skilt ved buret hvor der stod at det var en Hebridernes Sorte Race. Det var måske også derfor lige den drage drog hendes opmærksomhed, da den netop havde klare lilla øjne, og lilla var netop hendes ynglings farve.

Casimir tog lidt afstand til buret, for at sikre sig at hun ikke kom noget til, og gav sig så til at tegne den, og særligt den flagermusse vinger gjorder hun sig ekstra umage med, da det trods alt var vingerne hun havde bøvlet mest med i hendes forvandling. Hun var en stræber inden tvivl om det, men det lå også på nogle punkter i hendes familie at man skulle arbejde for det man gerne ville opnå, men hun var godt klar over det nok ikke var i den grad som hun gjorder det som de mente.



Tiden var fløjet afsted og pludselig var professoren kommet hen for at infomere hende om at det var ved at være tid til at tage tilbage på skolen. Casimir var først utilfreds over det, men fik kigget på sin tegning, og rigtigt nok var den blevet færdig, og den smuk sort drage med skarpe kammen ned af ryggen og en hale der lignede lidt en pil, og selvfølgelig dens smukke vinger var tegnet. Casimir smilede lidt som hun så sin fine tegning, for så at samle sine ting og følge med professoren.

Det var ikke drager som hun ønskede at arbejde med i fremtiden, men hun var glad for at have fået lov til at se dragerne, og hendes begejstring var høj selv da de forstod reservatet, men lige den begejstring havde handlet om at hun måske endelig kunne formå at få sin forvandling perfekt når de ville være tilbage på skolen.

Hvordan var året, lige gået så stærkt allerede? Uanset hvad, var tiden på skolen bare pludselig fløjet, fra den første dag til nu. Februar var landet, hvilket bare betød endnu en måned, der både kom og gik. Før Theo fik set, sig om ville første årgang, være overstået før han overhovedet, ville kunne sige Wingardium Leviosa. Hvorfor han valgte den sætning anede han ikke. Men det var den nyeste besværgelse, der kunne tilføjes til han sorte notes blok, over ting han havde lært. Selv om det, ikke havde gået synderligt godt med at lærer besværgelsen.



“Åh helt ærligt Theo, tag dig nu sammen. Så det lykkedes ikke, i første forsøg. Men det da stadig, flot det skete efter 7” kom det langsomt fra Danielle, der satte sig ved siden af ham ved træet ved søen. “Du skal ikke kører i det” kom det fra ham, med et irriteret fnys. Den sorte notes bog blev lukket i, hvor efter den blev lagt i tasken.. Ja han skrev også, antal forsøg ned, så han kunne se hvor lang tid det faktisk tog ham om at lærer noget også. Selv om det, måske ikke var en god idé, da det nogle gange kunne irriterer ham gevaldig.



“Sig mig spiste, du en omgang troldesnot til morgenmad, med det gnavne humør du er i? Jeg ved godt, du er perfektionist. Men du burde også vide ikke, alt lykkedes med det samme” kom det fra Danielle, som rakte ind over ham og trak hans taske til sig. Han vidste nu godt, hun gik på jagt efter slik. Han havde altid en eller anden form, for snack i tasken som regel slik.. “Tjoh men det, jo fedt når det lykkedes, fra start og ikke når timen næsten slutter” kom det fra ham. Mens han rakte hånden ud mod hende, så han selv kunne få en chokoladefrø, da hun havde fundet den pose frem.



“Altså det lykkedes jo, kun mig efter 3 forsøg. Men jeg fik også udtalt, det helt forkert åbenbart” kom det fra Danielle. “Og jeg gjorde åbenbart lidt af en blanding. Jeg plejer ellers, at forstå det med det samme, bare ikke i dag” kom det fra ham. Egentligt håbede han, ikke at resten af dagen gik sådan. Men dårlige dage kunne vel heller ikke undgås kunne de? Nej sikkert ikke.



De to stykker slikpapir, hvor chokoladefrøene havde lagt i. Blev lagt på Danielle taske, som hun havde forsøgt at placere som et bord. “Så den der kan besværgelsen, hurtigst for 2 chokoladefrøer” kom det fra Danielle. “Vent men det er jo mine?” Kom det fra ham, med et undrende udtryk men han hev alligevel staven frem.



“Wingardium Leviosa” kom det fra begge på en gang, slikpapiret blev hævet lidt op i luften. Lidt ekstra øvelse skadede, jo ikke og venskabelig konkurrence gjorde det jo bedre. I betragtning af de begge havde, nået at øve lidt ekstra i klassen inden. Så var det gået ganske fint, for dme begge to med at få slikpapiret op. I timen havde de gjort brug af fjer, men man kunne jo bruge en del genstande. “Ikke en tosset opfindelse, måske jeg skal rode med besværgelser når jeg er ældre” kom det fra Danielle. Mens hun pakkede staven væk, og sørgede for at slikpapiret endte i tasken.



“Så uafgjort? Godt jeg har rigeligt, med chokoladefrøer” kom det fra Theo. Mens han fandt, 4 chokoladefrøer, frem for posen så de begge fik 2 hver. “Lyder fint, tror du der findes en konkurrence. Der omhandler wingardium leviosa, for at løfte objekter? Fra let til den tungeste?” Kom det fra Danielle, “pas men du kan da bare gå i gang med at planlægge” kom det fra Theo, mens han rejste sig op. De grå skyer, skulle han nødig nyde noget af. Theo tvivlede stærkt, på at besværgelsen ville virke mod regnen. Men den kunne være enorm, praktisk især hvis man havde nogle tunge objekter der var i vejen. Så kom man heller ikke til, skade hvis man selv skulle ende med at løfte dem. “Vi må vist heller komme ind” kom det fra ham, mens han fik taget tasken på skulderen. Hvor efter de begge endte, emd at rende op mod slottet.

Olive stod spændt ved sit teleskop i Astronomitårnet på Hogwarts. Det var en klar nat, og stjernerne blinkede lystigt over hende. Hun havde altid været fascineret af nattehimlen, og denne nat havde professoren antydet, at der kunne være noget særligt at se. Med en blanding af forventning og nysgerrighed justerede hun sit teleskop og begyndte at observere himlen.



Olive havde brugt mange nætter på at studere stjerner og konstellationer, men denne nat var anderledes. Mens hun bevægede teleskopet fra stjerne til stjerne, bemærkede hun pludselig et usædvanligt lysglimt. Det var meget stærkere end noget, hun nogensinde havde set før. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere, og hun vidste, at hun havde opdaget noget specielt.

Hun skruede op for forstørrelsen og fokuserede skarpt på det intense lys. Det gik op for hende, at hun var vidne til en supernova – en stjernes voldsomme død. Olive havde læst om supernovaer i sine astronomibøger, men at se en i virkeligheden var en helt anden oplevelse. Det var både smukt og skræmmende på samme tid. Hun kunne se, hvordan den eksploderende stjerne kastede sit lys og stof ud i rummet med en ufattelig kraft.



Olive følte sig overvældet af synet. Det var som om universet selv åbnede sig for hende og viste sine mest hemmelige og dramatiske sider. Hun kunne næsten mærke stjernens energi og kraft, som om det pulserede gennem teleskopet og ind i hendes sjæl. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, ikke af sorg, men af ren ærefrygt og undren. Hun tænkte på, hvor lille og ubetydelig hun selv var i det store kosmiske billede. Alligevel følte hun sig forbundet med universet på en måde, hun aldrig havde gjort før. Det var som om, hun kunne forstå livets cyklus bedre – hvordan alt har en begyndelse og en slutning, og hvordan selv de mest kraftfulde objekter i universet til sidst må give slip.



Uden at fjerne øjet fra teleskopet kaldte hun på sine venner, som også var oppe for at observere himlen den nat. De kom løbende hen til hende, og hun pegede ivrigt mod teleskopet. En efter en kiggede de igennem og delte hendes forbløffelse. Deres gisp og udbrud af beundring bekræftede, at dette var en sjælden og storslået begivenhed. Professoren kom hen for at se, hvad al opstandelsen handlede om. Da hun kiggede gennem teleskopet, smilede hun varmt til Olive. "Du har været meget heldig, Olive," sagde hun. "Det er ikke ofte, vi får mulighed for at observere en supernova så tydeligt."



Efter den første følelsesmæssige reaktion begyndte Olives videnskabelige nysgerrighed at tage over. Hun begyndte at tage noter og lave skitser af det, hun så. Hun vidste, at dette var en unik mulighed for at lære mere om supernovaer og stjerneudvikling. Hun tænkte på, hvordan hun kunne bruge denne oplevelse i sine studier og måske endda skrive en artikel til "Profet-tidende" eller en anden magisk videnskabelig publikation.



Olive kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan magi og astronomi interagerede. Hun havde altid troet, at magi var det mest magiske i verden, men denne oplevelse viste hende, at naturens egne kræfter kunne være lige så fantastiske og uforudsigelige. Hun tænkte på de gamle troldmænd og hekse, der også måtte have kigget op mod stjernerne og fundet inspiration i deres lys. Hun spekulerede på, om der kunne være en magisk komponent til supernovaer, noget som magikere endnu ikke havde opdaget. Kunne denne stjerneeksplosion have en påvirkning på magiske kræfter på jorden? Kunne hun, som en aspirerende magizoolog eller astronom, finde en måde at udforske denne forbindelse på? Spørgsmålene fyldte hendes sind, og hun følte en fornyet drivkraft til at forfølge sine studier endnu mere ivrigt.



Olive forlod Astronomitårnet den nat med en følelse af at have været vidne til noget uforglemmeligt. Supernovaens lys forblev indprentet i hendes sind, og hendes syn på universet og hendes plads i det var forandret for altid. Hun vidste, at denne oplevelse ville forme hendes fremtidige studier og hendes forståelse af både magi og videnskab. Da hun lå i sin seng den nat, kunne hun stadig se den strålende stjerne for sit indre øje. Med et smil faldt hun i søvn, velvidende at hun havde været en del af noget utroligt stort og smukt. Olive var mere end klar til at fortsætte sin rejse gennem både den magiske og den videnskabelige verden, med stjernerne som hendes guide.

Tiden var gået så stærkt, det var ikke til at fatte hun var i gang med hendes 6. år på Hogwarts. Det var fortsat en daglig kamp for hende at få topkarakter i de forskellige fag, men hendes stræben efter viden hjalp hende til at ligge timerne i gøre sig umage i hvert fag, også selvom det ikke var alle fag hun gik lige så meget op i. Fmmk var en af de fag, som hun havde det ambivalent i, trods det var hun mødt begejstret op til dagens lektion, for hun viste hun ville kunne lære noget nyt.

Begejstringen var dog hurtigt forsvunden da professor Haugen, præsenterede besværgelsen de skulle arbejde med. John var som sædvanligt allerede i gang med at tage notater, og da han var færdig kiggede han på Casimir som stadig stod ligbleg fra da professoren præsenterede opgaven. “ Er du klar til at give et forsøg med besværgelsen?” Spurgte han, Casimir rystede panisk på hovedet, imens hun ikke viste hvad hun skulle gøre af sig selv.

Everte Statum var for hende nærmest en af de forbudte besværgelser, netop fordi det var den der var blevet brugt på hende da Magica havde kidnappet Jasmin, da de gik på deres andet år. Casimir havde følt hun var kommet nogenlunde over hendes traume fra den gang, men det hele dukkede op, som de var blevet bedt om at udføre den besværgelse som trods alt sendte hende på hospitaltsfløjen i sin tid.

Tårerne trillede ustyrligt ned af hendes kinder, “ John jeg kan ikke det her, jeg er ikke klar” kom det fra Casimir med stemmen tydelig fyldt med gråd, så man ikke havde behøvet se på hende for at vide hun stod og græd. John var gået helt hen til hende, og lage sine arme om hende så han omfavnede hende det et stort kram. Casimir fandt lidt ro af at være i krammet og efter lidt tid snøftede hun kort, “ Hvad skal jeg gøre?, professor Haugen bliver sikkert sur hvis ikke jeg har lavet et eller andet i hendes undervisning” spurgte hun imens hun snøftede med jævne mellemrum.

John havde lettet krammet lidt så de nemmere havde kunnet snakke, “ Hvis du ved det faktuelle ved besværgelsen, så kan du altid lære den senere når du er klar. Ved du det faktuelle?” spurgte han til sidst, Casimir nikkede blot, hun havde ikke haft behov for at lære meget om den, da hun huskede effekten som var det sket dagen før, “ Mener jeg husker det hele, den får modstanderen til at snuble og påføre en skarp smerte, og den har et orange lys” Svarede Casimir, inden hun begyndte at hulke. Der var ikke så meget John kunne gøre for at hun fik det bedre, men han viste at hun blev mere rolig når han var nærværende.

Forsvar mod Mørkets Kræfter burde vel i virkeligheden skifte navn til mørkets kræfter i år? Der var mange dystre emner og ærligt vidste Artemis ikke helt hvordan hun skulle tackle det. Hendes forældre var til den mørke side, men det var hun ikke så meget selv, trods alle mente det nu hun var slangehvisker og alt det. Man kunne bare ikke få det bedste fra begge verdener, men hendes venner vidste da hun var en social og sød ven, det var ikke alle der så hende som en ond taber, som hun kaldte sin far og mor. De var mørke hekse og troldmænd og mindede hende alt for meget om en bestemt, som hun derfor også havde tænkt sig at lægge fokus på. BELLATRIX LESTRANGE… Et kæmpe forbillede hvis man var til den mørke side, en dyster heks, hvis man ikke var. Tænk hun bare koldblodigt havde dræbt sin egen fætter, nej det var simpelthen for sygt!

Bellatrix Lestrange var ikke bare en dyster mørk heks, hun var den ultimative, altså hvad sagde det ikke lige om hende at hun havde fået barn med mørkets herre? Det var så sindssygt og ærligt vidste Artemis ikke hvor hun skulle sætte sine fødder med den kvinde, hendes forældre var meget stolte fans, men det var Artemis godt nok ikke, det var jo lidt som at kysse fødder på en hvalros.

Man behøvede ikke som en Barna, at slå op hvornår den kardemommesnurre levede, det var ganske enkelt noget man havde fået ind med modermælken. Hun var født i 1951 og døde under slutningen af den anden magiske krig den 2. maj 1998, simpelt som det kunne være kunne man ikke sige meget andet end hun fik som hun fortjente, hun var virkelig modbydelig og havde gennem tiden slået mange store hekse og troldmænd ihjel, en dyster kvinde, som Artemis bare slet ikke beærede.

“Skinkespræller,” fnøs hun ned i pergamentet hun havde skrevet om hende, så flere fniste omkring hende. Ja de skulle bare vide, men hun var ikke fan, men det måtte være lette point at skrive om en heks som hun var vokset op med, også selvom hun ikke kunne lide kvinden.

De havde fået nogle udfordringer, til dagens time i flyvning. De skulle både, foretage sving, temposkift og ikke mindst prøve en hård opbremsning. Men ellers havde de jo hele banen at flyve rundt på i den time de nu var der, måske han endda fik lov til at more sig lidt mere over Danielle igen. Selv om hun næsten havde forsøgt, at rive hans hoved af efter den forrige gang.

Vejret var faktisk helt, og aldeles forfærdeligt. Selv om det havde været de kolde måneder, havde vejret valgt at det skulle være en blanding af sne og regn. Så græsset ville være den rene pine at gå rundt på, for man kunne ikke forvente at komme helskindet frem uden at lande pladask på græsset før eller siden. Men de var heldigvis lige nu, oppe i luften en meter oppe som de havde lært det var da et godt sted at starte.

Men lige nu fløj Theo for sig selv, han skulle i hvert fald bruge et godt fokus når nu vejret var sådan. Hænderne havde han stadig vanter på, for ikke at fryse. Men han havde ikke rigtig noget, for øjnene selv om det kunne være smart nok så man kunne se foran sig. Altså det var ikke direkte umuligt, men han fløj dog i et langsommere tempo stadig. Vejret gjorde det dog, ikke helt nemt at kontrollere kosten helt. Selv om han da forsøgte at være rolig, men han måtte bare få det overstået. Det næste sving nåede han endelig til, så han fik lænet sig lidt mod højre side hvor efter han pressede kostens skaft i samme retning for at dreje.

Hvilket faktisk ikke var gået helt dårligt, i det mindste havde det ikke været lige som dem bag ham der havde kollideret ind i hinanden, fordi de slet intet fokus havde også lød det også lidt som om de skændtes. Men det var kun gisninger fra Theo af, når han allerede havde taget god afstand fra de andre to igen. Men så fik han også prøvet, at øge tempoet hvilket faktisk havde gået fin med at læne lidt frem ad på kosten for at få lidt mere fart. Ikke som i ekstrem meget, men ja man kunne i hvert fornemme det på hvordan regnen ramte ham mere i ansigtet og håret var i den grad vådt, han havde glemt sin hue..

Selv om han langt fra, havde fløjet hele banen rundt endnu, fik han stadig foretaget nogle sving fra tid til anden, så han lige kunne blive lidt øvet der. Hvor efter han også valgte at øge tempoet endnu en gang, nu hvor han var tæt på ved vejs ende. Kunne han jo øve den hårde opbremsning, når han alligevel også skulle af. Ikke at han så frem til det, men han kunne vel heller ikke slippe helt udenom det.

Den hårde opbremsning endte med at han endte i ude at balance, fordi han havde ramt græsset med fødderne først og sikkert ved chokket endte med at give slip på kosten der endte ned mod græsset. Altså han var da ikke faldet, som nogle af de andre denne gang, men han havde heller ikke lavet en god landing. Det kunne nok mærkes, som han gav nogle enkelte ynk fra sig selv, mens han samlede kosten op. Men han havde jo peget skaftet ned mod jorden for at lande, for at presse skaftet op ad for at tage af farten, men benene havde ramt græsset først på en eller anden måde. Men nu skulle, han videre til den næste time og han var en tand irriteret. Over hvordan Danielle, pralede over hvor godt det havde gået hende, trods vejret og de ting de skulle huske at gøre undervejs. “Jaja pralhals” kom det fra ham, mens han skubbede en anelse til hendes skulder, på en venskabelig måde.

Casimir havde længe snakket om hendes opgave i magiske dyr pasning og pleje og havde brokket sig til Artemis om hvordan det var irreterne at hun ikke kunne bevidne en basilisk eller et sted der havde været en. Hvilket blot havde fået Artemis til at grine lidt og ledte hende hen til et toilet, “ Artemis hvad skal vi her? det hjælper mig ikke med min lektie” Sprugte Casimir opgivende. Men inden hun nåede at sige mere sagde Artemis et eller andet med hendes slangevisken som gjorder en hemmelig ingang åbenede sig, “ Kom med” Sagde Artemis inden hun forsvandt igennem indgangen.

Lidt modvilligt sprang Casimir med hende, kun fordi hun blev drevet i eventyret i hvad der mon gemte sig. Der var ikke gået længe før nogle brikker faldt på plads for Casimir som hun så det mørke rum med en masse murbrokker eller nærmere kæmpe sten som lå og flød sammen med en masse sten støv, “ Vent er det her ikke hemmelighederneskammer som jeg har læst så meget om?” Spurgte hun spændt Artemis som blot nikkede, “ Du ville gerne se et sted hvor der havde været en baselisk jo” svarede hun med et lille grin.

De gik længere ind i kammert, det var et ækelt sted som lignede en slags kloark eller sådan, Casimir havde ikke lyst til at røre ved noget men tog hele oplevelsen til sig, “ Aarh så det var her Harry stak øjerne ud på den, så den ikke kunne dræbe ham ved direkte syn, eller forstene ham ved spejbilledet af dens blik” kom det fra Casimir imens hun pegede hvor hun forstillede sig det var forgået. “ Ville du kunne kontrolere den baselisk der var her nede?” spurgte Casimir så Artemis om, som hurtigt rystede på hovedet, “ Nej voldemort, eller Romeo Detlev, havde gjort så den kun adlød ham ” forklarede Artemis med et træk på skulderne. Casimir fandt det yderst spændende, og sørgede for at huske så meget som muligt så hun kunne skrive det ned når de engang kom op igen.

Det var fansinerene for hende hvordan der havde kunne være gemt så stor en slange på skolen og hvordan de burde have regnet ud den var der og bevægede sig rundt da edderkopperne flygtede fordi det var deres ærkefjende. Da de endelig kom op igen havde Casimir skyndt sig at komme op til opholdsstuen så hun kunne skrive det hele ned til hendes stil, så hun forhåbligt ville kunne fortsætte med at få gode karekter i faget.

“Kom nu Nikos, de andre er ikke hjemme” kom det nærmest plagende fra Theo, mens armene blev lagt over kors. “Kan du blive mere irriterende?” Kom det fra broren, der ellers lå lige så godt i sofaen og lyttede til den magiske grammofon, der selvfølgelig spillede et nummer fra de sære søstre. “Som om, du ikke også har lyst til fredags snack som. Far har valgt at gemme væk i det låste skab” Theo var uden tryllestav, men han vidste dog at Nikos havde en. Og Nikos var næsten, lige blevet 17 år, så han kunne sagtens gøre brug i magi hjemmet udenfor Hogwarts, bare fordi han netop var myndig. “Hvis jeg havde en nøgle, eller en tryllestav selv, havde jeg da gjort det alene” kom det fra Theo. “Lader du mig, være hvis jeg for det gjort? For du er pænt belastende lige nu, og du skal ikke læse mine tanker” forlangte Nikos mens han satte sig op i sofaen. “Du ved da, godt jeg ikke kan gøre for den del” kom det fra Theo der allerede var på vej ud i køkkenet, og som hurtig havde fundet vejen til det låste skab.

De var måske, en lidt for snack glad familie. Så nogle ting blev låst, så det kun var på bestemte tidspunkter. Men denne fredag, havde faren vist glemt alt om at låse skabet op. Hvilket i den grad irriterede, Theo mens blikket langsomt blev rettet mod Nikos. Der modvilligt kom ud i køkkenet, og som ikke kunne undgå at rulle med sine øjne af sin irriterende lillebror. “Så vil du lærer, Alohomora eller Aberto?” Kom det fra Nikos, mens han fandt sin stav frem, “Hvad er forskellen?” Kom det fra Theo. “Ikke nogen vild, forskel men de låser begge låste døre op. Og vi må vist få gjort, spisekammeret til normal størrelse igen, nu hvor onkel fortryllede det til et normal skab” kom det fra Nikos. Hvilket Theo ikke helt havde tænkt over, for der var vel altid nogle køkkenskabe der var snacks i. Men at det egentligt var spisekammeret, der var fortryllet sådan havde han dog ikke rigtig spekuleret over på. “Men Alohomora kan, generelt bruges på forskellige objekter, døre, vinduer en hver ting med en lås” forklarede Nikos, mens han fik gjort at det fortryllede skab. Endte i normal spisekammer størrelse igen, det der med magi fascinerede Theo i stor stil og han så, med glæde med når de andre udførte magi i hjemmet. “Og ja du har, sikkert regnet ud Aberto bare åbner døre" kom det fra Nikos.

"Aberto" spisekammeret, blev åbent mens Nikos trådte til side for, at lade Theo komme til. Hvilket Theo da med glæde, fik gjort mens øjnene gled rundt i spisekammeret der havde en normal størrelse. “Nu du er der inde, så tag lige småkagedåsen med græskartærter til mig” kom det fra Nikos. Hvilket Theo da endte med, samt nogle flasker med græskarjuice og chips. Det skulle da være, fredags hygge især inden, han var på Hogwarts og ikke kunne det med familien. Tingene blev lagt på sofabordet, mens han straks fik åbnet den ene chips pose. “Har de fortryllet spisekammeret, til automatisk at ende tilbage til skabsstørrelse? For det gjorde det, i hvert fald efter jeg lukkede døren” kom det fra Theo, mens han lod de første chips blive spist. Hvor efter han lænede sig, tilbage mod sofaens ryglæn og lyttede til musikken, fra den magiske grammofon.

“Sikkert, de er jo ikke helt dumme far og onkel har jo ret godt styr på besværgelser.” Hvilket passede, de brugte jo også besværgelser i deres hverdags job som sølvsmede i butikken i kælderen. “Sandt” kom det fra Theo, mens resten af aften blev brugt på at sidde i samme sofa som Nikos mens de nød deres erobrede snacks fra det fortryllede spisekammer.

“Jeg absolut hader, klippe klistre" kom det muggent, fra Theo da de var på vej væk fra timen i mugglerstudier. Klistrede lim fingrer, og papir der bare sad rimelig godt fast på fingrene. “Du skal ikke grine Dani” kom det snerrende fra ham, mens han hev nogle røde papirs strimler ud af sit hår. “Jeg forstår stadig ikke, hvordan det lykkedes dig at få det i håret og med limen” kom det fra Dani, mens hun holdte hænderne foran sin mund for at undgå at fnise. “Jeg signalerede endda, at du kunne få lov til at læse mine tanker hvis du havde behov for hjælp” kom det fra hende. Mens hun standsede op, for at hjælpe med at få nogle af papirerne ud af hans egentligt lange hår. “Du er altså, ikke nem at finde ud af. Siden du opdagede at jeg, er en legilimens” kom det klagende fra ham. “Enten vil du ikke, have jeg læser dine tanker. Hvilket du ved jeg aldrig, vil gøre med vilje, men det bare umuligt at undgå at dykke ned i andres tanker sådan” kom det fra ham mens han rystede på hovedet.

“Desuden er dette, her generelt en ulykkes dag for mit vedkommende. Først den spildte te, ved morgenmaden. Glimmerbøtten, til klippe og klistre i mugglerstudier. Og ikke mindst den der lim, der ikke gad hvad jeg ville” kom det fra ham. “Og det jeg fik endt med at lave på papiret, var noget der kunne minde lidt om et juletræ hvis. Man stod på hovedet, for netop at have den korrekte vinkel. Ellers så det jo ud, som om der havde været en hippogrif og lavet bæ på projektet” kom det stadig klagende fra ham. Hvilket fik Danielle, til at grine højlydt. Nu var det, da ham der uden problem kunne sende hende et irriteret blik. Dog var han hurtig, til at kigge væk igen, for at undgå at opsnappe hendes tanker, når han kiggede på hende. “Jeg forstår ikke de muggler, at de gider bruge tid på at klippe klistre delen. Man for det jo ud over sig selv, som du nok kan se” mens han hev trøjen lidt ud som stadig havde glimmer på sig.

“Men ser du, frem til at holde jul Theo?” Kom det fra Danielle, der efterhånden havde fået det sidste stads ud af hans hår. “Mmmm ja, vi tager til Grækenland hvor vi skal, være sammen med den anden del af familie” kom det fra ham. “Der er en del, almindelige i familien. Altså ikke legilimens personer som, absolut hader hvis man læser ens tanker. Julegaver er i, hvert fald, ikke den nemmeste ting at skjule i min familie. Når vi er nogle, der regner det hurtig ud med ømh ja tankelæsning” forklarede han. Mens han skævede i hendes retning, men han så nu frem til at komme til Grækenland igen. Theo og hans brødre, var tredje generation i England, men de havde da stadig holdt ved familien at besøge familiens oprindelse sted i Grækenland. “Så du skal have en varm jul, mens jeg ender med at have det koldt, her hjemme i Diagonalstræde? Du har bare med at sende en ugle i ny og næ” kom det fra hende. Mens hun dernæst fortalte hvad hun, skulle til jul hvilket var det sammen som sidst år hvor det bare havde været hende, moren og søsteren men at de elskede at lave god mad de spiste sammen og lyttede til musik.

“Men selv om, vi har vores måde at holde jul på. Så tror jeg mugglernes jul, er så farveløs som mulig fordi, der ikke er magi i deres” kom det tænksom fra Theo. “Altså de tror jo, magien findes, så hvad jeg har hørt fra Claire, at i hendes familie holder de det, med julemanden i live for de små selv om han ikke findes. Jeg vil heller tro på Merlin, fordi han jo var en ægte person i historien” kom det langsomt fra Danielle. “Men Claire er vist irriteret, over hun ikke helt kan dele sin Hogwarts oplevelse med hele sin familie. Fordi det, kun er hende, moren, og faren der faktisk ved hun går her” kom det fra Danielle. “Så de andre tror, hun er på en eller anden skole i udlandet?” Kom det fra Theo. “Noget lignende. Men Claire, kan man da lærer lidt om muggler jul, når hun jo er mugglerfødt. Hun har jo allerede jule trøjer på, hvilket du jo ved nogle familier går op i. Også al den gode mad, og gaverne, og bare det at være sammen” kom det fra Danielle. “Men de går vist også i kirke” kom det fra hende, mens det var hendes tur til at se undrende ud. “Okay men jeg vil, foretrække min jul med min familie på magisk mener” kom det fra Theo mens, han holdte døren for hende da de endelig var kommet til det næste klasselokale hvor de skulle have time i. “Men det kan, vi snakke videre om efter timen” kom det hviskende fra Danielle.

Det var en stor omvæltning at få at vide man var en troldmand, men endnu mere at skulle udfolde sig på Hogwarts. Han havde læst alle lærebøgerne inden studiestart og derfor vidste han da godt hvad Azkaban var for en størrelse, men det gik alligevel gennem marv og ben, at de allerede skulle have om dette som det allerførste. Måske det var for at fastholde interessen for dem der kom der? Han vidste det ikke helt, han ville jo rigtig gerne, han ville så gerne se det hele åbent og interessant, men han vidste ikke om han kunne. Hvad var det egentligt for en størrelse at skulle have om og så i allerførste hug?

Micky sukkede tungt, det var virkelig en smertefuld følelse, at skulle skrive om det her. Micky var kun lige blevet 11 år og så skulle han forholde sig til et fængsel, som han frygtede nogensinde at skulle sætte fødderne ved. Det lå ude på en ø, langt væk fra alting og det var her de værste hekse og troldmænd kom hen. Det var her alle dødsgardisterne havde siddet og dengang var det jo vogtet af dementorer, indtil efter den anden magiske krig hvor aurorne havde taget over. Det var dystert det hele. Tænk hvis han skulle sidde der og de satte en dementor tilbage på posten. Han havde ikke engang kysset med en pige endnu og så skulle han forholde sig til måske at få et dementor kys? Nej det var virkelig bestemt ikke hans kop te.

Med en dyb indånding kiggede han ned i bogen, han havde ikke åbnet den siden han havde gennemlæst den, mest af alt fordi den var dyster og ubehagelig. Det her fag kunne godt komme til at skræmme ham lidt, ikke at han var let at skræmme, men som han forstod det, så handlede det her fag om alle de ting man ikke havde lyst til at møde ude i verden. Det handlede om alt det man skulle forsvare sig imod og der var han bare ikke.

Det var lidt sjovt at tænke på, at øen i sin tid havde været et hjem for Ekrizdis, som praktiserede mørk magi på øen. Det var virkelig skræmmende at tænke på hvad det var for en ø, men så sikker var Azkaban ikke engang. Der havde både været en flugt for en ved navn Sirius Black, men senere også en hel flok dødsgardister, dem ville Micky alligevel gerne lære mere om. Det var måske også dystert, men der var noget spændende i at analysere hvorfor folk blev som de blev, hvad det var der gik igennem hovedet på dem. Han kunne ikke helt forklare hvordan han havde det, han ville bare så gerne lære mere om det her fængsels beboere, mere end han ville lære om det fængsel, der var bygget i det 15. århundrede.

Det var lidt sjovt, for selvom det var alment kendt at Azkaban lå i nordsøen, så var der ingen kort, hverken magiske eller ikke-magiske, som kunne vise vejen derud. Man skulle vide at det lå der. Det var en dyster fortælling, men Micky blev mere og mere fortabt i det, som han sad der og læste om det igen. Han kunne stadig ikke lide tanken, mest fordi han havde læst om de kutteklædte dementorer og tænkte på om de måske kunne finde tilbage, de levede trods alt af folks sjæle. Nej det var bare en forfærdelig fortælling.

Egentligt vidste Micky slet ikke hvad der skulle sende ham i Azkaban, men han var alligevel bange for at blive sendt dertil. Det kunne jo være han kom til at stjæle en bog, det var nok den største handling han kunne finde på, men tanken skræmte ham alligevel. Han var ikke så slem som Bellatrix Lestrange, Barty Ferm jr. og andre der var noteret i bogen, men alligevel så var tanken virkelig ulidelig. Nej, han ville ikke til Azkaban!

Frustreret og nervøs, skrev han teksten ned om hvad han kunne komme på, det var nogle værre kragetæer, han var virkelig ikke god med sin håndskrift endnu, men han øvede sig da. Han var nok bedre til at læse og fremlægge, men han måtte jo gøre det han havde fået besked på og afleverede inden timen var forbi en meget forfærdet tekst om hvorfor han ikke skulle ende i Azkaban, for det skulle han bare ikke!

Atter var en sommerferie slut, og det havde efterladt en glæde og spænding i Casimir over hvad de mon skulle lære om det skoleår. Hun var mødt op som en af de første i klasselokalet, hvilket ikke havde været noget nyt i det fag, den sædvanlige plads bagest i klassen blev indtaget og hendes ting blev pakket ud. Professor Lewis var godt i gang med at forberede dagens undervisning, som Casimir havde pakket sine ting ud kiggede hun op på tavlen som professor Lewis lige havde fået fyldt ud med informationerne om dagens forvandling. Hun smilede til Isaac inden hun læste indholdet på tavlen for så at slå op i sin bog.

Så småt var de andre elever begyndt at fylde lokalet op, alt imens Casimir sad og læste om forvandlingen imens hun også mumlede udtalelsen for sig selv. Efterhånden var hun blevet udmærket til at lære diverse forvandlinger uden for meget besvær, der var dog nogen hun fandt svære end andre. Lokalet var blevet fyldt og en summen af stemmer fra de andre elever fik Casimir til at se op fra bogen, der var ikke gået længe før hun fik rullet med øjnene som hun tog sig selv i at sidde og lytte til en samtale nogen af pigerne havde som omhandlede de ønskede ferien var længere. Det var det modsatte af, hvad Cas havde følt hele ferien, som sædvanligt havde føltes for lang.

Professor Lewis formåede at få skabt ro, selvom det havde taget ham nogle forsøg. Det var ikke unormalt at det var svære at komme i gang med undervisningen efter en ferie, men det var lige irreterne hver gang at undervisningen ikke blot havde kunne gå i gang. Endelig var Isaac gået i gang med at forklare hvordan dagens opgave, det var ikke den mest spændede forvandling, men Casimir tænkte der nok skulle kunne komme noget sjovt ud af den. Igen var der støj i klasselokalet men denne gang var det fordi Isaac havde bedt dem gå i gang med at bruge besvægelsen. Casimir så rundt på de andre imens hun sad og smilede lidt for sig selv. Det var tydeligt at ikke alle var lige stærke i forvandling, som de alle øvede sig i lokalet og endte med forskellige resultater.

Det var kedeligt at sidde og se på de andre udføre dagens opgave så Casimir tog sin stav i hånden og studerede kort instrukserne i bogen inden hun rettede sin stav i mod Professor Lewis, som var i gang med at hjælpe nogen af de andre med udtalen. En dyb vejrtrækning var taget og hun fik visualiseret sig hvordan hun ønskede at farve hans hår, “CREE-nus MYOO-toh ” kom det fra hende med en tydelig og bestemt tone. Casimirs blik var låst fast på professoren, imens hun afventede forvandligen tog form, og inden for kort tid kunne den ses. Flere i klassen flækkede af grin som de pludselig opdagede at deres professor havde fået gråt hår, Casimir var ikke bedre selv hun var blevet nød til at læne sig op af bordet imens hendes grin som lød som en søløve skar igennem de andres latter, hvilket blot fik de andre til at grine endnu mere.

Som latteren havde dæmpet sig igen, fik Isaac set i en af spejlene som var blevet stillet op i lokalet, og så sit grå hår. Casimir fulgte ham nøje men blev lettere skuffet over hans reaktion da han blot havde set opgivende ud, hun stod med et stort smørret smil, som hun altid gjorder når hun lavede noget som ikke var heltr efter bogen. Isaac havde kigget rundt i klassen for at lokalisere hvem der mon havde forvandlet hans hår, og som han så på Casimir, var hans ansigtst udtryk fortsat opgivende, “ De ramte ikke rigtigt frøken Fischer, med mine genere bliver jeg nok hvidhåret” påpegede han og forvandlede sit hår tilbage til sit normale igen. Hun trak på skulderne og noterede sit forsøg ned så hun kunne se tilbage på det senere hen og måske forbedre den på en måde.

Tiden var fløjet afsted hvilket ikke havde undret nogen, for det var længe siden der var blevet grinet så meget i forvandlingsundervisningen, som timen var over fik Casimir pakket inde sine sammen, og inden hun forlod lokalet smilede hun drillende til professor Lewis, for at vise at han nok godt kunne forvente at hun ikke var lige så kedelig som hun havde været det tidligere skoleår. Hun havde brug for der skete noget, og vise at hun var kommet til at punkt hvor hun havde det godt igen, efter de tidligere år.

At se Danielle have, problemer for en gang skyld det morede ham faktisk. Men de gange, hvor hun så i nærheden kvalte han grinet. Theo havde allerede fået sin kost op, og han var da allerede en meter over jorden hvilket passede ham helt fint, for han var faktisk lidt i tvivl, om han overhovedet syntes om at flyve. Men det havde kun taget, ham omkring de 4 gange før kosten gad adlyde ham og flyve op. Selv der havde, Danielle tildelt ham hendes herlige dødsblik som hun brugte flere gange i løbet af dagen. Piger og ikke nok med det, var der nogle der endda rendte med pigelus hvilket han altså, ikke havde nogen form for interesse i at få. Så det var faktisk et rent, plus at han hang en meter op i luften, selvfølgelig med rimelig god afstand til hende. Ellers ville hun nok, forsøge at få han jordet af kosten, så han ville ende med næsen nede i jorden. “Kom nu Dani du kan godt” forsøgte, han at lyde men han kunne godt fornemme måden som hendes læber bevægede sig på at hun nok kaldte ham alt muligt, hun kunne komme i tanke om. Blikket gled kort rundt, mens han betragtede de andre der også, var oppe i luften. Nogle slappede helt af, mens de fløj lidt rundt, og andre lignede de plottede om at skulle lave et lille uofficielt kapløb. Men professorens ord, havde tydeligt lydt. Brug kommandoen, op til at svæve en meter op i luften. For at man kunne finde sin balance, og dernæst lande igen, den sidste del var der ikke mange der overholdte.

Vejret var faktisk, perfekt til denne lektion. Inden blæst, skyer på himlen som skærmede solens direkte stråler på himlen. Blikket landede kort, mod de tog der havde plottet sammen som faktisk endte med, at sætte deres plan ud i verden. Hvilket kun fik Theo, til at ryste på hovedet. Kosteskaftet blev peget ned mod græsset, mens han satte kursen ned så han kunne lande. Selv om han sådan set, glemte at rette op så han landede med et bump. Grimassen var tydelig at se, men han havde ikke slået sig. Men han havde da klaret, sig nogenlunde generelt. Og ud af den ene øjenkrog, kunne han se Danielle var kommet i luften endelig. Den anden lignede det at professoren havde fået standset de to, der mente de kunne tage sådan en chance. “Dani” kom det fra ham, mens han vinkede hende hen mens hun nærmest landede til perfektion, hvilket fik ham til at skule en anelse irriteret. “Væddemål, taberen skal spise, en pose med grå mutlismagsbønner” kom det fra ham. Mens han lagde armene over kors. “Ja så, hvad vædder vi om” kom det fra hende, mens hun tog begge koste for at ligge dem i den begyndende bunke i nærheden. “Davis og Harriet, jeg er sikker på de for en uges eftersidning” kom det fra ham. Danielle kiggede i retning, hvor professoren og, Davis og Harriet befandt sig. “2 Uger” kom det fra hende.

Endelig var de samlet igen, og ingen af dem havde ret, i hvor længe Davis og Harriet, ville få eftersidning, det var åbenbart en privat samtale mellem, dem det omhandlede om. “Hvor skuffende” kom det fra Theo, mens de gik tilbage mod slottet. “Enig men jeg ud spørger dem bare senere, de er alligevel fra mit kollegie” kom det fra hende. “Men endnu mere pinligt, vi kommer begge fra fuldblods familier, og vi tog en evighed om at få kosten op” kom det klagende fra Danielle. “Nu er det vel, heller ikke fordi vi har fløjet inden, Diagonalstræde virker ikke som det korrekte sted at flyve rundt i” kom det fra ham. “Nej det har du nok ret i, ses Theo” kom det fra hende, mens han stadig selv fortsatte til næste time. Flyvning kunne, han vel lærer til perfektion, specielt når han tydeligt haltede med at lande, men balancen i luften havde ikke fejlet ret meget efter hans mening. Men at der heller, ingen blæst havde været gjorde det jo også en anelse nemmere.