Turene ud af Hogwarts var spændende, selvom det altid var nervepirrende i mugglerstudier. Abigail frygtede altid at der var nogen, der ikke kunne styre sig selv, selvom man aldrig måtte udføre magi udenfor Hogwarts, når ikke man var 17 år og myndig endnu. Alma var et eksempel, for hun havde sagt, at hun ikke altid selv kunne styre, hvordan hendes udseende ændrede sig. Abigail kiggede i retning efter hende, for at se, hvordan hun klarede de ture. Måske havde hun dækket sig fuldstændig ind i tøj. Huer og halstørklæder uanset vejret. Abigail fandt hende ikke umiddelbart. Denne gang skulle de dog ikke rigtig være blandt mugglere, men alligevel. Det betød bare, at der ikke var samme fare på færde, når de alle blev frustrerede over dagens oplevelse, men det var der ikke mange der vidste meget om endnu.

Davenport fra Slytherin troede han var smart, men hele årgangen fra klassen kiggede i stedet på Gary Simons, som var ved at finde sin egen stav og mene, at det hele var nemt nok på denne tur. Professor Arkwright kiggede i retning af Simons også. ”Det burde være indlysende Simons, men det gælder sjovt nok også Dem, og alle jer andre også” informerede han. Abigail slog hurtigt hånden op for munden, som om hun skjulte smilet bedre på den måde. Nogle gange var Gary for meget, men han var også sjov nok andre gange.

Mira lå hjemme og var syg. Paige så sig hurtigt om, da hun godt vidste, at de var ni Ravenclaws tilbage, når nu Mira var syg. Hun var lige ved at ofre sig, til Abigails store irritation. Heldigvis var det Gary, der endte med at finde over til en gruppe piger fra Hufflepuff. ”Okay. Lad os være sammen” skyndte Abigail at sige. De andre nikkede og snart var Angus McLacy i gang med at skubbe brillerne længere op på næsen. Hans halvlange grydefrisure og pegefingeren, der stak i luften, når han forsøgte at sige noget, gjorde ham nærmest karikeret, men han var simpelthen så sød, syntes Abigail. Angus havde sikkert læst om det før. I dag havde han ikke bogen under armen, for den gjorde ingen forskel, men han stillede sig straks hen til væggen, hvor han kunne læse mere om reglerne, selvom de ville blive introduceret til det senere.

”I skal nu I fængsel. Fire i hver celle, og så skal I samarbejde om at komme ud. Der er åbenlyse måder at komme ud på. Ledetråde sådan set” forklarede en yngre mandlig ansat. Nogle få havde vist prøvet det før i en ferie, sammen med familien. Alle nikkede ivrigt efter at komme i gang, men de ville vise, at de havde forstået. ”Hver ledetråd skal kun bruges én gang. I skal være rigtig gode til at snakke sammen og fortælle alt hvad I ser, for pludselig skal I bruge det til noget, selvom I ikke selv tror det er vigtigt. Måske er der andre der gør” forklarede den ansatte igen. ”Nå, hvad siger I til pigerne i én celle og drengene i en anden?” Abigail skulle lige til at protestere, da hun helst ville være sammen med Flick, men det var fint nok, for det passede lige med 4 og 4.

Drengene var:
Angus McLacy
Flick Blackbird
Hunter Backmann
Larry Loman

Pigerne bestod af:
Abigail Leone
Alma Valentine
Milena Johnson
Paige Jacobs

De blev lukket ind i hver sin celle og så begyndte tiden. Der var en værre larm af 12-13-årige elever, der forsøgte at råbe i munden på hinanden, fordi de var sikre på at deres ledetråd var den vigtigste og den rigtige. Det betød, at de ikke hørte hvad hinanden sagde, hvilket Angus flere gange forsøgte at påpege, da han endelig fik kontakt til Alma, der også havde gennemskuet det. Det samme havde Paige også, men hun var vel også den eneste, der ikke sagde noget som helst, fordi hun forsøgte at regne alt ud selv, hvilket som regel virkede for hende, men på ingen måde var en god taktik i denne omgang. Milena var til gengæld så spændt, fordi hun – modsat de andre på Ravenclaw – havde hørt om et escape room, men aldrig havde prøvet ét. ”Ih det er så spændende. Se her! Der er et hul bag spejlet. Hvorfor har de overhovedet et spejl? Abi, tror du det ser sådan ud i et rigtigt fængsel?” Abigail havde travlt med at kigge efter ting, der kunne få dem ud af den celle de var lukket inde i, med drengene på den anden side af væggen, lukket inde i deres egen celle. Hvis man stak hånden ud mellem tremmerne, kunne man nå hinanden, men ikke se hinanden. Det kunne man til gengælde mellem et lille hul.

Angus havde fundet hullet som havde en form for labyrint om sig. ”ALMA” råbte han højere end nogen havde hørt ham råbe før. Alma hørte ham endelig. ”Ja!” svarede hun. ”Har I noget magnetisk på jeres side af labyrinten?” lød Angus’ stemme. ”Hvilken labyrint?” kom det fra Alma. ”Den på væggen ind mod os” svarede Angus. ”Der er kun et billede” sagde Alma og så på billedet. Men øjnene studerede billedet nærmere. ”Jeg tror…” sagde hun og pillede ved billedet.

Paige lå i en køjeseng og stirrede rundt efter noget, der kunne bruges. Der var sat flere hakker i væggen som symboliserede noget tid, tænkte hun. Abigail og Milena fandt en underlig lygte af en art på samme tid som man kunne høre Paige udbryde et ”Hey!”. De tre andre piger stoppede op. Også selvom Alma var ved at flytte på billedet, selvom det sad ret godt fast på væggen. ”Hvad?” spurgte Abigail. Alma fortsatte med billedet og Milena hjalp Alma. ”Der er noget, der er lidt utydeligt her. Hvordan kan det gøres tydeligt?” spurgte Paige. Abigail kravlede ind i den underste køje til Paige også og så på tegnene. Efter noget tid fandt de frem til at lygten som Milena havde stukket i baglommen, kunne bruges til at afsløre de ellers usynlige tegn, som Paige havde fundet. Der stor et par tal. 4 og 5.

Imens de havde regnet det ud og lå og kiggede efter alt muligt andet, havde drengene fundet nogle andre ting i deres del af cellen. Det var svært at høre, hvad det var, for til sammen var otte mennesker rigtig mange sammen i denne opgave, mente Abigail, så det hele var mere forvirrende og larmende end nødvendigt. Samarbejdet var virkelig svært. Hun kunne af og til høre Flicks stemme blande sig med de andres, men den mest tydelige stemme fra drengenes side var Angus’, da han, Alma og Milena havde fået held med at finde labyrinten bag ved billedet. Abigail svang benene ud og så på bagsiden af billedet, da Alma fjernede det. ”Paige hjælp med det her puslespil” sagde hun, da hun var ret overbevist om, at det der var på bagsiden af billedet, var et spor. ”Måske skal vi bruge lygten igen” foreslog Abigail. Paige kneb øjnene sammen, men havde ikke bedre bud, så hun lyste overalt på bagsiden.

Alma, Milena, Angus og nu også Hunter, havde rigtig nok gang i labyrinten, der også rigtig nok havde en magnetisk del i sig. Alma skulle føre den magnetiske del rundt efter drengenes anvisninger. Det var svært, fordi de var spejlvendt, og hver gang drengene sagde højre, førte Alma magneten til venstre, fordi det var hendes højre. ”I skal gøre det omvendt” lød det fra Flick samtid hørte Abigail med et halvt øre. Milena sagde samtid: ”I er spejlvendt. Sig venstre, når I mener højre”. Kort efter forstod de hvordan det virkede og pludselig var der en lille metaldims, der faldt igennem et lille hul i labyrinten over på pigernes side.

”Jeg tror I har en anden halvdel, som skal sættes sammen med denne del og så kan I måske komme ud fra jeres celle” sagde Angus og fortsatte. ”Jeg tror det er en del af en nøgle, hvor I måske har den anden del” ”Ja!” sagde Abigail, det kan være dét der ligger herovre ved spejlet, eller det var bag ved spejlet, ikke Milena?” spurgte hun, og Milena nikkede. De havde ikke regnet det for noget. ”Det er derfor man skal sige alt høj” lød det fra Paige, der pludselig havde forstået dét koncept, selvom hun ikke selv var den bedste til det.

For at komme ud skulle de bruge hos pigerne bruge de to tal fra tidligere (4 og 5), samt to tal, som drengene havde fundet. Hængelåsen var en kodet lås med fire cifre. Drengene kom ud ved hjælp af den nøgle, som pigerne havde sat sammen med delen fra den fælles labyrint.

Sammen stod de i et større rum. Der var glæde over at være kommet så langt og nu kunne se hinanden, samt ind i hinandens celler igen. Larry Loman var den forsigtige af drengene. Han følte sig efterhånden en anelse klaustrofobisk, så det var ham, der anbefalede, at de altså arbejdede på at komme ud. Han stod og kiggede på en gammeldags telefon, som det kun var Milena, der kunne genkende og forklare, hvad var.

De havde alle hørt om morsekoder i en eller anden forstand. De begyndte at tale om, i hvilken forbindelse, men endnu engang måtte Larry informere om, at de altså havde en fælles mission, så den samtale måtte de nok hellere have på et andet tidspunkt. Milena strøg ham over skulderen. Abigail så mod Flick og smilede et hemmelighedsfuldt smil. Flick gengældte det og kom over til Abigail. ”Det er godt Gary ikke så det, hvad?” spurgte Flick og Abigail nikkede enigt. Omvendt havde Gary vist gang i at charmere sig ind på andre piger også, men om Milena vidste det eller overhovedet forstod, hvad Gary forsøgte med hende, det vidste Abigail ikke. Det måtte hun finde ud af.

”Piger, I havde en lygte, der kunne afsløre tegn ikke. Måske virker den også her i kisten” sagde Flick pludselig. ”Kisten?!” sagde Alma. De andre tænkte det og var alle henne og kigge på kisten, der var dukket op, da nogen åbenbart havde haft succes med morsekodning og telefontryk på de tal, hvor man skulle dreje på tallene. Lygten kom i brug, men den virkede ikke. Hunter opdagede, at der skete noget med kisten, når man lukkede låget. Ingen havde lyst til at lægge sig derned, fordi det virkede lige uhyggeligt nok. Paige og Hunter endte dog næsten med at slås om at få lov, da de endte med at miste tålmodigheden og åbenbart var nysgerrige nok. Larry havde overvejet det, bare for at komme videre. Abigail havde bedt Flick om at lade være og trukket ham med ud fra det tilstødende rum, for i stedet at se på de forskellige ting i det større rum.

Tænkt engang at det havde startet med en labyrint, en lygte til at afsløre usynlige tegn, og en talkode til en hængelås og gemte genstande bag et spejl i en såkaldt fængselscelle på pigernes side. Nu var der noget med en kiste og morsekoderne. Hvordan de kom frem til, at de mærkelige tegn på kistens inderside hang sammen med puslespillene på bagsiden af billederne, der havde gemt labyrinten i både drengenes og pigernes celler, vidste Abigail eller Flick ikke. Det samme var der flere af de andre, der ikke vidste, for der kunne slet ikke være så mange inde ved kisten.

Pludselig havde nogen løst gåderne og de kom alle sammen ud. ”Flot” sagde den mandlige ansatte, som havde ført dem ind i deres fængsel. ”I kan med fordel kommunikere mere sammen. I er alle intelligente, men snakker ikke meget sammen, udover dig” han kiggede på Angus. Alma og Milena fik også rosende ord med sig, og også Larry, da han holdt fokus på opgaven, selvom det var motiveret af frygt og klaustrofobi.

Flick, Abigail, Paige og Hunter fik ikke samme ros, men Abigail var ligeglad, for hun havde fundet det fuldstændig fantastisk og sjovt. Det måtte man da kunne finde magisk også. Ellers måtte de bare tage til mugglernes verden og prøve igen, tænkte hun og forsøgte også at overtale Flick til det.

”Jeg sagde i øvrigt til jer, at I kun skulle bruge hver ledetråd én gang. Selvom lygten er helt genial, kan I altså ikke bruge den mere end én gang, selvom I har forsøgt flere gange” sagde han med en underholdt latter. Alle ansatte kunne følge med og give råd og vejledning, hvis der var behov for det. ”I fik ingen hjælp, hvilket er rigtig flot. Der er kun en gruppe der indtil nu heller ikke har fået hjælp” sagde han videre, hvilket gjorde dem alle rigtig stolte, men gad vide, hvem der heller ikke havde fået hjælp, spekulerede de på. Milena var den mest ivrige. ”Hvad var vores tid? Var vi hurtige?” spurgte hun. Den unge mand smilede og nikkede. ”Ja, faktisk. 43 minutter og 47 sekunder. Det er rigtig flot. Indtil videre er det i månedens top-5. Jeg tror det er nummer 4. De andre fra jeres skole er ikke færdige endnu. I kan skrive jeres navne på væggen der, hvis I vil” informerede han og pegede i retning af en væg.

De fik skrevet navnene. Bare fornavne for ikke at blive associeret med mugglerfamilier i området, hvis nogen hed det samme. Det gjorde Abigail nok ikke, da det var italiensk, men stadig. Sammen kom de på en liste, hvor de var nummer 4. Ingen af de andre grupper nåede blandt de hurtigste fem, men en anden gruppe var i top-10. Larry var den mest lettede da de kom helt ud. Der ventede sodavand og vand til dem, samt nogle peanuts og saltede mandler, mens de ventede på de andre grupper. ”Det skal vi altså prøve igen engang Flick!” forsøgte Abigail igen at overtale ham til.

Dagens forvandlings time var særlig spændende for Casimir, som havde haft skudt med bue og pile med sin mor, på en tidligere ferie inden hun startede på skolen. Så det var med en tydelig begejstring hun lyttede nøje efter instrukserne fra professor Lewis. Med staven i hånden forstillede hun sig de forskellige slags pile som der fandtes, og forsøgte at finde ud af med sig selv hvilke slags pile som hun ville fremmane.

Det havde nok taget hende et kvanter at komme frem til hvad hun ville fremmane, men det havde været den nemme del og det viste hun tydeligt, da fremmaning var en af de sværeste dele af forvandling, men det skulle ikke stoppe hende, trods alt var forvandling en af hendes ynglings fag, og meget fritid var blevet brugt på at opnå et højt nivue i faget.

Casimir fandt ind i sig selv, og ignorerede alle hendes omgivelser, lige fra den lette lune vind som ramte dem og fik håret til at blafre rundt, til hendes klassekammerater som også var i gang med dagens opgave. Der var intet som skulle fjerne hendes fokus og forhindre hende i at lave de perfekte pile. Imens hun havde forstillet sig pilene hun ville skabe, sørgede hun for at tænke på det hele, lige fra fjeren for enden, til træet, og til sidst spidsen. Hver enkel del af pilen skulle være perfekte for at opnå det rigtige resultat, og det var klart en udfordring men det var også en udfordring som Casimir var klar til at tage op, for intet skulle stoppe hende.

Spidsen af pilen forstillede hun sig, som et blankt metal, med en struktur alle jern, spidsen måtte ikke være for tung, men hellere ikke for let. Træet af pilen forstillede hun som egetræ med en glathed og fasthed som et godt stykke egetræ som var blevet pudset ned så man ikke ville få splinter. Og til sidst forstillede hun sig hvordan fjerdelen, ville have amatyst lilla fjer som sag lidt inde på pinden så helt for enden der ville være plads til en pink lille metal stykke som gjorder det nemmere at skyde pilen af.

Som Casimir havde helt styr på hvordan pilene skulle se ud, så var der ikke gøres mere, inden hun skulle til at forsøge at fremane dem, hvilket klart var det der gjorder hende en smule nervøs, men hun troede på sig selv, og viste det nok skulle lykkes hende i sidste ende. Den først pil hun fik fremmanet var buet, og det havde hun ikke kunne bruge til noget, så den var blevet smidt til side, og et nyt forsøg blev lavet. Dog var det andet forsøg ikke meget bedre, da hendes pil, nærmest var blevet gummiagtigt, så den kunne bøjes frem og tilbage som det passede en. Casimir nægtede at give op, og koncentrerede sig ekstra meget om hendes tredje forsøg, som endelig nåede det resultat som hun havde forstillet sig, hun fortsatte med at fremmane pile som det forsøg indtil hun havde fremmanet sig 5 styks.

Det var først da hun havde fremmanet sine pile at Casimir opdagede at professor Lewis havde stillet nogle buer til rådighed som de kunne bruge hvis ikke de ville bruge deres stave til at få sendt pilene afsted. Men hvad skulle de skyde efter, tænkte Casimir inden hun pludselig så der var blevet stillet nogle halmballer frem som havde fået sat skydeskiver fast på, så pludselig havde området virkelig lignet en bueskydnings bane. Casimir tog en bue og en af sine pile, som hun stillede sig klar til at skyde sin pil af, dog kom pilen ikke mere end en meter foran hende. men der bed hun sig lykkelig for at have fremmanet flere pile og ikke kun en. Så hun forsøgte igen og igen og igen, indtil hun ved sidste pil endelig formåede at ramme målskiven, i det andet inderste felt. Der var en glæde og stolthed som kunne ses i Casimirs ansigt, for hun var godt klar over at hun havde formået at skabe pile som havde virket, og vist at hun ikke kun var en dyre nørd, men også havde forstand på forvandling.

Sidste gang havde eleverne på 2. årgang haft om formindskelserne. Det havde ikke været svært at finde på klamme insekter, som man ønskede mindre. Som, professoren, Raven Moore havde sagt, så var det jo dumt at bruge den besværgelse på småkager. Derfor havde hun omvendt foreslået at bruge dagens Engorgio besværgelse på netop småkager. Klassen lo og Larry var helt sikkert enig. Han var den dreng på Ravenclaw, der var mest glad for søde sager. Til gengæld havde reducio været til god brug i dagene efter de havde lært besværgelsen. Dog havde Abigail efterhånden stadig syntes, at edderkopper, biller og fluer og andet bare skulle klaskes. Mira havde i første omgang været ligeglad, men pludselig havde hun altså ment, at det var synd for dyrene, så hun havde befriet dem fra deres voldsmænd og piger. Hvis noget kunne hun acceptere, at de blev mindre. Mira og Milena var de piger, der elskede dyr mest. Milena alle dyr, Mira var lidt mere selektiv.

I stedet for at finde en småkage, var Flick hurtig til at forestille sig en kæmpe fjerpen. Forestillingen delte Abigail, fordi hun forestillede sig, hvordan eleverne sad med kæmpe fjerpenne, der krævede begge hænder at styre, når de havde kedelige dage, hvor de mest skulle skrive om teori eller stile i klasserne. Til det mente Abigail, at der skulle bruges et stort blækhus, for at fjerpennen kunne indeholde blæk nok. De gik straks i gang med besværgelserne. Koncentrationen var elendig for Abigail, fordi hun havde for travlt med at forestille sig de kæmpe fjerpenne. Det var lige før, blækhuset i hendes øjne skulle laves på gulvet, så de kunne dyppe den kæmpe fjerpen der i fra gulvet og så hejse pennen op. Derfor lykkede Abigail overhovedet ikke med sine forsøg de første par gange. Da Flick fik en meget, meget pjusket fjer, men den midterste del voksede mange centimeter, så den virkelig dum ud, den fjerpen. Det fik Abigail og et par af de andre fra klassen til at grine. Men der var generelt mange grin, da besværgelserne gik galt. Og det gjorde de.

Det havde også været ganske underholdende, da Abigail endelig havde fået held med at gøre blækhuset større. Især fordi selve huset var lykkedes nogenlunde. Nu var det på størrelse med et lille kar. Til gengæld havde Abigail ikke lige sørget for at få mærkatet på blækket til at følge med, så det virkede som om, at man nu skulle bruge lup for at se, hvad den kæmpe beholder indeholdt. På mirakuløs vis havde Abigail dog sørget for, at mængden af blæk også var fulgt med, selvom mærket ikke var. Det havde proppen heller ikke, så den gjorde brug af den naturlige tyngdekraft, hvorfor den ploppede direkte ned i blækket, som plaskede op mod de omkring stående, hvilket i høj grad var hende selv, der begejstret stod og så på sin succesfulde besværgelse. Kort efter var hun plettet i ansigtet, på hænderne, skjorten og op ad armene, for selvfølgelig var det så varmt at kappen ikke var i brug og ikke dækkede armene eller den lyse skjorte. Flick skreg så meget af grin over synet sammen med Alma, Paige, Gary og Hunter, alle sammen fra Ravenclaw, at han endte med at få overbalance og han tabte sin overdimensionerede fjerpen ned i blækhuset, så den sprøjtede endnu mere blæk over det hele, hvor han selv var i skudlinje, men de andre, der havde grinet af Abigails blåsorte pletter i ansigtet og generelt op ad sig. Abigail fik også flere pletter, men værst gik det ud over Flick, der endte med at få hele armen ned i blækhuset, da han nåede at holde sig selv oppe ved at støde hånden mod bunden.

Heldigvis var der så mange sjove og uheldige forsøg med besværgelsen, at ikke alle i klassen var optagede af det samme. Derfor var professor Moore også optaget af andre, da det stod på. Og selvom Abigail virkelig forsøgte at lade være med at grine, kunne hun ikke andet end også at se det morsomme i situationen. Dog var hun ikke helt glad for, at hun næppe kunne skjule, hvor uheldig situationen endte med at være. Bare fordi proppen ikke havde fulgt med blækhusets størrelse. ”Ej Flick. Kan du ikke bare lige i det mindste tage kappen over den ene side af kroppen, så Raven ikke kommer herhen og ser det?” spurgte hun med sammenbidte tænder i et forsøg på at hviske, da hun havde fået latteren rimelig under kontrol. ”Abi… Det… Hun opdager det jo alligevel. Har hun nogensinde ikke opdaget noget? Og helt ærlig…” Flick så på dem, for foruden hans arm, så var han også fuld af pletter. Flere mennesker og de nærmeste omgivelser af borde og stole var fulde af pletter for ikke at tale om gulvet. ”Men…” sagde Abigail. Flick grinede bare og Abigail kunne heller ikke lade være. ”Det var jo et uheld. Du kunne godt besværgelsen, så helt skidt var det ikke. Vi skal jo starte et sted, ikke?” sagde Flick opmuntrende, hvilket var overraskende, for han havde også en masse respekt for professoren fra allerede inden de begyndte på Hogwarts. ”Men Flick. Alma? Paige? Angus. Hvor er Angus? Han kan sikkert fikse mig. Kan vi ikke prøve et eller andet?” spurgte hun og fjernede noget blæk fra ansigtet, da hun mærkede at det var begyndt at rende nogle steder. ”Åh nej Abi, stop! Det gør det værre” udbrød Larry, der havde sluttet sig til dem. Abigail vendte sig om, og dér stod Raven også. Farens kæreste. Lige bagved Larry.

”Leger I smølfer herovre i hjørnet, frk. Leone? Blackbird! Hvad skal det forestille?” spurgte hun, da Flick naturligvis ikke havde skjult sin arm. Professoren havde masser af mugglererfaring vidste Abigail, hvorfor Raven havde nævnt smølfer. Hunter var den, der bedst kunne forklare situationen for deres professor, for de andre havde for travlt med at undgå at grine for meget, fordi de stadig så situationen for sig. Hunter klarede det heller ikke til perfektion, men bedst. Hvis ikke Abigail tog fejl, så fornemmede hun faktisk også at Raven smilede eller forsøgte at skjule et smil, da historien blev genfortalt for hende. ”I har jo i sandhed klaret dagens opgave. Alle sammen. Godt klaret. Men jeg overvejer alligevel, om det er heldigt, at I arbejder sammen eller finder på ideer, der hænger sammen. Det er vist ikke første gang I ender uheldige, og I er minsandten uheldige” sagde deres professor mere muntert og drillende end alvorligt. Håbede Flick og Abigail.

Da hun havde hjulpet dem med at få deres hudfarver normale igen og blækfri så Flick og Abigail på hinanden. De andre var i gang med at arbejde med deres genstande og også gøre dem mindre, som næste step havde været. Mente professoren det mon alvorligt? ”Tror du hun siger noget til din far og han så siger noget til min?” spurgte Flick. Abigail vidste det på ingen måde. Ej heller om Raven i så fald ville være underholdt eller opgivende og glad for, at hun ikke skulle fortsætte som professor.

Efterhånden var vejret ved at være varmere igen, hvilket ikke gjorder Casimir noget for det gjorder det blot mere behagligt at befærde sig i, og når de havde undervisning udenfor så gjorder det slet ikke noget, for så føltes timens ikke lige så lang som hvis det havde været hunde koldt. Casimir havde først kigget lidt tvivlsomt på professor Lewis som han havde forklaret dagens opgave, for hvordan i alverden skulle de dog kunne fremane en bro som de også skulle kunne gå over. men så huskede hun at intet var umuligt så længe hun troede på sig selv, og ikke gav op.

Folk var hver især gået i gang med at skabe sig en bro, og efterhånden var der en del forsøg hen over den smalle å, hvilket nok havde set lidt sjovt og malplaceret ud. Casimir startede med at tænke at hun ville lave en simpel træbro. Men som hun forsøgte kunne hun ikke rigtigt ramme træet som hun ønskede og gav så op på den ide, da den blev for perfektionistisk for hende. I stedet huskede hun hvad hun havde snakket med professor Lewis om igennem årerne, om teknikken bag forvandling og alle de faktorer som der var i at lave en forvandling, og fremane ting for den sags skyld, som klart var svære en bare forvandle noget om til noget andet. Og der fik hun ideen om at lave sig en lille buede sten bro, som man så tit havde set i fx midelaldertiden.

Casimir var gået i gang, hun fremmandede først en masse store sten i lidt forskellige størrelser, ved hver sten kontrollerede hun at den havde den rigtige fornemmelse så den kunne holde til at man gik på den. Da hun havde fremmanede sig en stor bunke sten, visualiserede hun sig den bro hun ville skabe. Fokuseret som aldrig før, rettede hun staven imod hendes bunke sten, som lå ved vandkampen af åen, og koncentrerede sig om at forstille sig hvordan bunken med sten blev lavet til den bro som hun havde i tankerne. Stille og roligt var hver sten faldet til den plads som de skulle være og en stenbro var efterhånden ved at dukke op foran hende, men fokusede blev fastholdt, som hun skulle gøre den færdig og derfor måske gøre hendes professor stolt.

Det tog hende længere tid end ønsket og nogle enkle sten havde lagt sig forkert nogle enkle gange som resulterede i at hun skulle få rettet op på dem, så broen kunne være som hun ville have den. Men til sidst havde det lykkes hende, og staven blev holdt mere roligt i hendes hånd, som hun forsigtigt trådte ud på broen, som til hendes overraskelse holdte. Som hun var nået midten af broen hoppede hun lidt for at tjekke at den ikke ville brase sammen, igen til hendes overraskelse. Det var en glad Casimir som kiggede rundt på de andres broer fra hendes egen bro, som hun var afsindig stolt af, det var klart den bedste præstation hun nogensinde havde lavet.

DER VAR DESVÆRRE INGEN ANDEN PLADS I DENNE UGE.

DER VAR DESVÆRRE INGEN TREDJE PLADS I DENNE UGE.

Hvorfor professorerne havde det med at tage dem med på tur imens det forsat var køligt viste Casimir ikke. Dog glædede hun sig til denne udflugt ud til et dragereservat, varmt tøj var taget på og hun lyttede interesseret med som klassen fik givet instruktioner, om hvordan de skulle forholde sig i nærheden af dragerne.

Det havde alligevel føltes som om det tog lang tid før de endelig fik lov til at gå rundt og se de forskellige drager, men Casimir var klar og havde taget sin tegne blok med sig, så hun kunne tegne de forskellige drager og derfor huske deres udsende endnu mere.



Casimir gik meget op i magiske væsner, og det var ikke hemmeligt og de fleste viste hvor mange timer hun bruge i skolens reservat. Så det var ikke kommet bag på nogen at hun var begejstret for den udflugt de var på.

Lige så snart de fik grøn lys til at gå på opdagelse var Casimir hurtigt væk fra de andre, imens hun gik rundt og så på de forskellige drager. Hun havde lagt sig en plan, for imens hun kunne lære noget om dragerne kunne hun også se nærmere på dem, og måske endelig perfektioner hendes Draconifors forvandling, som hun havde forsøgt at perfektioner siden hendes 4. år.



Inden længe havde hun fundet sig en drage som hun fandt yderst smuk, det var ikke den mest specielle men alligevel synes der var noget smuk over den. Casimir så på et skilt ved buret hvor der stod at det var en Hebridernes Sorte Race. Det var måske også derfor lige den drage drog hendes opmærksomhed, da den netop havde klare lilla øjne, og lilla var netop hendes ynglings farve.

Casimir tog lidt afstand til buret, for at sikre sig at hun ikke kom noget til, og gav sig så til at tegne den, og særligt den flagermusse vinger gjorder hun sig ekstra umage med, da det trods alt var vingerne hun havde bøvlet mest med i hendes forvandling. Hun var en stræber inden tvivl om det, men det lå også på nogle punkter i hendes familie at man skulle arbejde for det man gerne ville opnå, men hun var godt klar over det nok ikke var i den grad som hun gjorder det som de mente.



Tiden var fløjet afsted og pludselig var professoren kommet hen for at infomere hende om at det var ved at være tid til at tage tilbage på skolen. Casimir var først utilfreds over det, men fik kigget på sin tegning, og rigtigt nok var den blevet færdig, og den smuk sort drage med skarpe kammen ned af ryggen og en hale der lignede lidt en pil, og selvfølgelig dens smukke vinger var tegnet. Casimir smilede lidt som hun så sin fine tegning, for så at samle sine ting og følge med professoren.

Det var ikke drager som hun ønskede at arbejde med i fremtiden, men hun var glad for at have fået lov til at se dragerne, og hendes begejstring var høj selv da de forstod reservatet, men lige den begejstring havde handlet om at hun måske endelig kunne formå at få sin forvandling perfekt når de ville være tilbage på skolen.

Hvordan var året, lige gået så stærkt allerede? Uanset hvad, var tiden på skolen bare pludselig fløjet, fra den første dag til nu. Februar var landet, hvilket bare betød endnu en måned, der både kom og gik. Før Theo fik set, sig om ville første årgang, være overstået før han overhovedet, ville kunne sige Wingardium Leviosa. Hvorfor han valgte den sætning anede han ikke. Men det var den nyeste besværgelse, der kunne tilføjes til han sorte notes blok, over ting han havde lært. Selv om det, ikke havde gået synderligt godt med at lærer besværgelsen.



“Åh helt ærligt Theo, tag dig nu sammen. Så det lykkedes ikke, i første forsøg. Men det da stadig, flot det skete efter 7” kom det langsomt fra Danielle, der satte sig ved siden af ham ved træet ved søen. “Du skal ikke kører i det” kom det fra ham, med et irriteret fnys. Den sorte notes bog blev lukket i, hvor efter den blev lagt i tasken.. Ja han skrev også, antal forsøg ned, så han kunne se hvor lang tid det faktisk tog ham om at lærer noget også. Selv om det, måske ikke var en god idé, da det nogle gange kunne irriterer ham gevaldig.



“Sig mig spiste, du en omgang troldesnot til morgenmad, med det gnavne humør du er i? Jeg ved godt, du er perfektionist. Men du burde også vide ikke, alt lykkedes med det samme” kom det fra Danielle, som rakte ind over ham og trak hans taske til sig. Han vidste nu godt, hun gik på jagt efter slik. Han havde altid en eller anden form, for snack i tasken som regel slik.. “Tjoh men det, jo fedt når det lykkedes, fra start og ikke når timen næsten slutter” kom det fra ham. Mens han rakte hånden ud mod hende, så han selv kunne få en chokoladefrø, da hun havde fundet den pose frem.



“Altså det lykkedes jo, kun mig efter 3 forsøg. Men jeg fik også udtalt, det helt forkert åbenbart” kom det fra Danielle. “Og jeg gjorde åbenbart lidt af en blanding. Jeg plejer ellers, at forstå det med det samme, bare ikke i dag” kom det fra ham. Egentligt håbede han, ikke at resten af dagen gik sådan. Men dårlige dage kunne vel heller ikke undgås kunne de? Nej sikkert ikke.



De to stykker slikpapir, hvor chokoladefrøene havde lagt i. Blev lagt på Danielle taske, som hun havde forsøgt at placere som et bord. “Så den der kan besværgelsen, hurtigst for 2 chokoladefrøer” kom det fra Danielle. “Vent men det er jo mine?” Kom det fra ham, med et undrende udtryk men han hev alligevel staven frem.



“Wingardium Leviosa” kom det fra begge på en gang, slikpapiret blev hævet lidt op i luften. Lidt ekstra øvelse skadede, jo ikke og venskabelig konkurrence gjorde det jo bedre. I betragtning af de begge havde, nået at øve lidt ekstra i klassen inden. Så var det gået ganske fint, for dme begge to med at få slikpapiret op. I timen havde de gjort brug af fjer, men man kunne jo bruge en del genstande. “Ikke en tosset opfindelse, måske jeg skal rode med besværgelser når jeg er ældre” kom det fra Danielle. Mens hun pakkede staven væk, og sørgede for at slikpapiret endte i tasken.



“Så uafgjort? Godt jeg har rigeligt, med chokoladefrøer” kom det fra Theo. Mens han fandt, 4 chokoladefrøer, frem for posen så de begge fik 2 hver. “Lyder fint, tror du der findes en konkurrence. Der omhandler wingardium leviosa, for at løfte objekter? Fra let til den tungeste?” Kom det fra Danielle, “pas men du kan da bare gå i gang med at planlægge” kom det fra Theo, mens han rejste sig op. De grå skyer, skulle han nødig nyde noget af. Theo tvivlede stærkt, på at besværgelsen ville virke mod regnen. Men den kunne være enorm, praktisk især hvis man havde nogle tunge objekter der var i vejen. Så kom man heller ikke til, skade hvis man selv skulle ende med at løfte dem. “Vi må vist heller komme ind” kom det fra ham, mens han fik taget tasken på skulderen. Hvor efter de begge endte, emd at rende op mod slottet.

Olive stod spændt ved sit teleskop i Astronomitårnet på Hogwarts. Det var en klar nat, og stjernerne blinkede lystigt over hende. Hun havde altid været fascineret af nattehimlen, og denne nat havde professoren antydet, at der kunne være noget særligt at se. Med en blanding af forventning og nysgerrighed justerede hun sit teleskop og begyndte at observere himlen.



Olive havde brugt mange nætter på at studere stjerner og konstellationer, men denne nat var anderledes. Mens hun bevægede teleskopet fra stjerne til stjerne, bemærkede hun pludselig et usædvanligt lysglimt. Det var meget stærkere end noget, hun nogensinde havde set før. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere, og hun vidste, at hun havde opdaget noget specielt.

Hun skruede op for forstørrelsen og fokuserede skarpt på det intense lys. Det gik op for hende, at hun var vidne til en supernova – en stjernes voldsomme død. Olive havde læst om supernovaer i sine astronomibøger, men at se en i virkeligheden var en helt anden oplevelse. Det var både smukt og skræmmende på samme tid. Hun kunne se, hvordan den eksploderende stjerne kastede sit lys og stof ud i rummet med en ufattelig kraft.



Olive følte sig overvældet af synet. Det var som om universet selv åbnede sig for hende og viste sine mest hemmelige og dramatiske sider. Hun kunne næsten mærke stjernens energi og kraft, som om det pulserede gennem teleskopet og ind i hendes sjæl. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, ikke af sorg, men af ren ærefrygt og undren. Hun tænkte på, hvor lille og ubetydelig hun selv var i det store kosmiske billede. Alligevel følte hun sig forbundet med universet på en måde, hun aldrig havde gjort før. Det var som om, hun kunne forstå livets cyklus bedre – hvordan alt har en begyndelse og en slutning, og hvordan selv de mest kraftfulde objekter i universet til sidst må give slip.



Uden at fjerne øjet fra teleskopet kaldte hun på sine venner, som også var oppe for at observere himlen den nat. De kom løbende hen til hende, og hun pegede ivrigt mod teleskopet. En efter en kiggede de igennem og delte hendes forbløffelse. Deres gisp og udbrud af beundring bekræftede, at dette var en sjælden og storslået begivenhed. Professoren kom hen for at se, hvad al opstandelsen handlede om. Da hun kiggede gennem teleskopet, smilede hun varmt til Olive. "Du har været meget heldig, Olive," sagde hun. "Det er ikke ofte, vi får mulighed for at observere en supernova så tydeligt."



Efter den første følelsesmæssige reaktion begyndte Olives videnskabelige nysgerrighed at tage over. Hun begyndte at tage noter og lave skitser af det, hun så. Hun vidste, at dette var en unik mulighed for at lære mere om supernovaer og stjerneudvikling. Hun tænkte på, hvordan hun kunne bruge denne oplevelse i sine studier og måske endda skrive en artikel til "Profet-tidende" eller en anden magisk videnskabelig publikation.



Olive kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan magi og astronomi interagerede. Hun havde altid troet, at magi var det mest magiske i verden, men denne oplevelse viste hende, at naturens egne kræfter kunne være lige så fantastiske og uforudsigelige. Hun tænkte på de gamle troldmænd og hekse, der også måtte have kigget op mod stjernerne og fundet inspiration i deres lys. Hun spekulerede på, om der kunne være en magisk komponent til supernovaer, noget som magikere endnu ikke havde opdaget. Kunne denne stjerneeksplosion have en påvirkning på magiske kræfter på jorden? Kunne hun, som en aspirerende magizoolog eller astronom, finde en måde at udforske denne forbindelse på? Spørgsmålene fyldte hendes sind, og hun følte en fornyet drivkraft til at forfølge sine studier endnu mere ivrigt.



Olive forlod Astronomitårnet den nat med en følelse af at have været vidne til noget uforglemmeligt. Supernovaens lys forblev indprentet i hendes sind, og hendes syn på universet og hendes plads i det var forandret for altid. Hun vidste, at denne oplevelse ville forme hendes fremtidige studier og hendes forståelse af både magi og videnskab. Da hun lå i sin seng den nat, kunne hun stadig se den strålende stjerne for sit indre øje. Med et smil faldt hun i søvn, velvidende at hun havde været en del af noget utroligt stort og smukt. Olive var mere end klar til at fortsætte sin rejse gennem både den magiske og den videnskabelige verden, med stjernerne som hendes guide.

Tiden var gået så stærkt, det var ikke til at fatte hun var i gang med hendes 6. år på Hogwarts. Det var fortsat en daglig kamp for hende at få topkarakter i de forskellige fag, men hendes stræben efter viden hjalp hende til at ligge timerne i gøre sig umage i hvert fag, også selvom det ikke var alle fag hun gik lige så meget op i. Fmmk var en af de fag, som hun havde det ambivalent i, trods det var hun mødt begejstret op til dagens lektion, for hun viste hun ville kunne lære noget nyt.

Begejstringen var dog hurtigt forsvunden da professor Haugen, præsenterede besværgelsen de skulle arbejde med. John var som sædvanligt allerede i gang med at tage notater, og da han var færdig kiggede han på Casimir som stadig stod ligbleg fra da professoren præsenterede opgaven. “ Er du klar til at give et forsøg med besværgelsen?” Spurgte han, Casimir rystede panisk på hovedet, imens hun ikke viste hvad hun skulle gøre af sig selv.

Everte Statum var for hende nærmest en af de forbudte besværgelser, netop fordi det var den der var blevet brugt på hende da Magica havde kidnappet Jasmin, da de gik på deres andet år. Casimir havde følt hun var kommet nogenlunde over hendes traume fra den gang, men det hele dukkede op, som de var blevet bedt om at udføre den besværgelse som trods alt sendte hende på hospitaltsfløjen i sin tid.

Tårerne trillede ustyrligt ned af hendes kinder, “ John jeg kan ikke det her, jeg er ikke klar” kom det fra Casimir med stemmen tydelig fyldt med gråd, så man ikke havde behøvet se på hende for at vide hun stod og græd. John var gået helt hen til hende, og lage sine arme om hende så han omfavnede hende det et stort kram. Casimir fandt lidt ro af at være i krammet og efter lidt tid snøftede hun kort, “ Hvad skal jeg gøre?, professor Haugen bliver sikkert sur hvis ikke jeg har lavet et eller andet i hendes undervisning” spurgte hun imens hun snøftede med jævne mellemrum.

John havde lettet krammet lidt så de nemmere havde kunnet snakke, “ Hvis du ved det faktuelle ved besværgelsen, så kan du altid lære den senere når du er klar. Ved du det faktuelle?” spurgte han til sidst, Casimir nikkede blot, hun havde ikke haft behov for at lære meget om den, da hun huskede effekten som var det sket dagen før, “ Mener jeg husker det hele, den får modstanderen til at snuble og påføre en skarp smerte, og den har et orange lys” Svarede Casimir, inden hun begyndte at hulke. Der var ikke så meget John kunne gøre for at hun fik det bedre, men han viste at hun blev mere rolig når han var nærværende.

Forsvar mod Mørkets Kræfter burde vel i virkeligheden skifte navn til mørkets kræfter i år? Der var mange dystre emner og ærligt vidste Artemis ikke helt hvordan hun skulle tackle det. Hendes forældre var til den mørke side, men det var hun ikke så meget selv, trods alle mente det nu hun var slangehvisker og alt det. Man kunne bare ikke få det bedste fra begge verdener, men hendes venner vidste da hun var en social og sød ven, det var ikke alle der så hende som en ond taber, som hun kaldte sin far og mor. De var mørke hekse og troldmænd og mindede hende alt for meget om en bestemt, som hun derfor også havde tænkt sig at lægge fokus på. BELLATRIX LESTRANGE… Et kæmpe forbillede hvis man var til den mørke side, en dyster heks, hvis man ikke var. Tænk hun bare koldblodigt havde dræbt sin egen fætter, nej det var simpelthen for sygt!

Bellatrix Lestrange var ikke bare en dyster mørk heks, hun var den ultimative, altså hvad sagde det ikke lige om hende at hun havde fået barn med mørkets herre? Det var så sindssygt og ærligt vidste Artemis ikke hvor hun skulle sætte sine fødder med den kvinde, hendes forældre var meget stolte fans, men det var Artemis godt nok ikke, det var jo lidt som at kysse fødder på en hvalros.

Man behøvede ikke som en Barna, at slå op hvornår den kardemommesnurre levede, det var ganske enkelt noget man havde fået ind med modermælken. Hun var født i 1951 og døde under slutningen af den anden magiske krig den 2. maj 1998, simpelt som det kunne være kunne man ikke sige meget andet end hun fik som hun fortjente, hun var virkelig modbydelig og havde gennem tiden slået mange store hekse og troldmænd ihjel, en dyster kvinde, som Artemis bare slet ikke beærede.

“Skinkespræller,” fnøs hun ned i pergamentet hun havde skrevet om hende, så flere fniste omkring hende. Ja de skulle bare vide, men hun var ikke fan, men det måtte være lette point at skrive om en heks som hun var vokset op med, også selvom hun ikke kunne lide kvinden.

De havde fået nogle udfordringer, til dagens time i flyvning. De skulle både, foretage sving, temposkift og ikke mindst prøve en hård opbremsning. Men ellers havde de jo hele banen at flyve rundt på i den time de nu var der, måske han endda fik lov til at more sig lidt mere over Danielle igen. Selv om hun næsten havde forsøgt, at rive hans hoved af efter den forrige gang.

Vejret var faktisk helt, og aldeles forfærdeligt. Selv om det havde været de kolde måneder, havde vejret valgt at det skulle være en blanding af sne og regn. Så græsset ville være den rene pine at gå rundt på, for man kunne ikke forvente at komme helskindet frem uden at lande pladask på græsset før eller siden. Men de var heldigvis lige nu, oppe i luften en meter oppe som de havde lært det var da et godt sted at starte.

Men lige nu fløj Theo for sig selv, han skulle i hvert fald bruge et godt fokus når nu vejret var sådan. Hænderne havde han stadig vanter på, for ikke at fryse. Men han havde ikke rigtig noget, for øjnene selv om det kunne være smart nok så man kunne se foran sig. Altså det var ikke direkte umuligt, men han fløj dog i et langsommere tempo stadig. Vejret gjorde det dog, ikke helt nemt at kontrollere kosten helt. Selv om han da forsøgte at være rolig, men han måtte bare få det overstået. Det næste sving nåede han endelig til, så han fik lænet sig lidt mod højre side hvor efter han pressede kostens skaft i samme retning for at dreje.

Hvilket faktisk ikke var gået helt dårligt, i det mindste havde det ikke været lige som dem bag ham der havde kollideret ind i hinanden, fordi de slet intet fokus havde også lød det også lidt som om de skændtes. Men det var kun gisninger fra Theo af, når han allerede havde taget god afstand fra de andre to igen. Men så fik han også prøvet, at øge tempoet hvilket faktisk havde gået fin med at læne lidt frem ad på kosten for at få lidt mere fart. Ikke som i ekstrem meget, men ja man kunne i hvert fornemme det på hvordan regnen ramte ham mere i ansigtet og håret var i den grad vådt, han havde glemt sin hue..

Selv om han langt fra, havde fløjet hele banen rundt endnu, fik han stadig foretaget nogle sving fra tid til anden, så han lige kunne blive lidt øvet der. Hvor efter han også valgte at øge tempoet endnu en gang, nu hvor han var tæt på ved vejs ende. Kunne han jo øve den hårde opbremsning, når han alligevel også skulle af. Ikke at han så frem til det, men han kunne vel heller ikke slippe helt udenom det.

Den hårde opbremsning endte med at han endte i ude at balance, fordi han havde ramt græsset med fødderne først og sikkert ved chokket endte med at give slip på kosten der endte ned mod græsset. Altså han var da ikke faldet, som nogle af de andre denne gang, men han havde heller ikke lavet en god landing. Det kunne nok mærkes, som han gav nogle enkelte ynk fra sig selv, mens han samlede kosten op. Men han havde jo peget skaftet ned mod jorden for at lande, for at presse skaftet op ad for at tage af farten, men benene havde ramt græsset først på en eller anden måde. Men nu skulle, han videre til den næste time og han var en tand irriteret. Over hvordan Danielle, pralede over hvor godt det havde gået hende, trods vejret og de ting de skulle huske at gøre undervejs. “Jaja pralhals” kom det fra ham, mens han skubbede en anelse til hendes skulder, på en venskabelig måde.