NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
FAG: Magiens Historie
Magisk historie havde aldrig været den mest spændende time for alle elever på Hogwarts, men Professor Isaac Lewis gjorde sit bedste for at bringe liv til emnet. Med sin fyldige stemme og passionerede tilgang havde han en evne til at fange selv de mest modvillige elevers opmærksomhed. Denne dag var dog anderledes; luften var tung af forventning, for dagens emne var både mørkt og fascinerende: Horcruxer.
”I dag skal vi tale om en af de mest fordærvede former for magi,” begyndte Professor Lewis og lod blikket glide hen over klassen. ”Horcruxer. Kan nogen forklare, hvad en Horcrux er?” Georgie rakte straks hånden op, og ved hendes side gjorde Angus det samme. Professor Lewis nikkede til Georgie. ”En Horcrux er en genstand, hvori en heks eller troldmand har skjult en del af sin sjæl for at opnå udødelighed,” forklarede hun. ”For at skabe en Horcrux skal man begå mord, da det er den ultimative forbrydelse, der splintrer sjælen.”
Professor Lewis nikkede anerkendende. ”Præcis. Og hvorfor er dette så afskyeligt, fra et magisk synspunkt. Selvfølgelig er vi alle enige om, at mord er en afskyelig handling i sig selv” Angus tog ordet. ”Fordi det at splintre sin sjæl er en voldsomt unaturlig handling. Det gør noget ved en persons menneskelighed — man mister en del af sig selv.” Hans stemme havde et strejf af væmmelse over den ugerning det var. ”Godt sagt, Angus,” sagde Professor Lewis. ”Horcruxer er et af de mest tabubelagte emner inden for magi, og med god grund. De fleste magikere vil aldrig overveje sådan en handling.” Han holdt en pause og lod ordene synke ind. ”Men historien viser, at nogle har gjort det.”
Eleverne rykkede nysgerrigt på sig. Georgie kunne ikke lade være med at spørge: ”Kender vi nogen, der har lavet Horcruxer?” Professor Lewis så alvorligt på hende. ”Desværre ja. Den mest berygtede er Lord Voldemort, som skabte flere Horcruxer i sin søgen efter udødelighed. Det var en del af, hvad der gjorde ham så farlig og umenneskelig.” En mumlen gik gennem klassen. Georgie og Angus udvekslede et blik. De havde begge læst om Voldemort, men detaljerne om Horcruxerne var altid blevet behandlet med forsigtighed i bøgerne. ”Hvad synes I om denne form for magi?” spurgte Professor Lewis pludselig og så rundt i klassen.
Georgie tog en dyb indånding. ”Jeg synes, det er fascinerende fra et teoretisk perspektiv, men det er klart, hvorfor det er mørk magi. Det går imod alt, hvad magi burde være — en kraft til at skabe og beskytte, ikke destruere.” Angus nikkede. ”Jeg er enig. Det er en form for magi, der ikke burde eksistere, men det er vigtigt at vide, hvad det er, så vi kan beskytte os imod det.” Professor Lewis smilede tilfreds. ”I to har helt ret. Magiens historie handler ikke kun om at fejre vores bedrifter, men også om at lære af vores fejl og sikre, at vi ikke gentager dem.”

Da timen sluttede, og eleverne begyndte at pakke deres ting sammen, lænede Angus sig ind mod Georgie. ”Tænk, hvis vi fandt en bog, der faktisk forklarede mere om, hvordan de blev lavet.”
Georgie rystede på hovedet med et lille grin. ”Du er for nysgerrig for dit eget bedste, Angus. Lad os holde os til den teoretiske fascination.” Angus trak på skuldrene. ”Måske. Men vi ved begge, at vi ikke kan lade være med at læse videre.” Georgie lo. ”Det er nok rigtigt. Bare lad os undgå mørke hemmeligheder og holde os til biblioteket.”

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Forvandling
Det var en solrig tirsdag morgen i forvandlingstimen, og luften i klasselokalet sitrede af forventning. Professoren stod foran klassen med rank ryg og et skarpt blik. "I dag skal vi arbejde med Serpensortia," erklærede han. "Denne besværgelse fremmaner en slange. Men husk: kontrollér jeres tryllestave og vær opmærksomme på omgivelserne. Jeg holder skarpt øje med jer." Gigi vendte sig mod Paige, der allerede stod klar med sin stav. "Tror du virkelig, du kan klare det?" drillede Gigi. Paige hævede et øjenbryn. "Selvfølgelig. Det her er barnemad." Hun vendte sin opmærksomhed mod pladsen foran sig. "Serpensortia!"
En tynd, brunlig slange materialiserede sig på gulvet og begyndte straks at sno sig omkring. Gigi sprang en smule tilbage, men hendes frygt blev hurtigt erstattet af fascination.
"Wow, den er faktisk ret sej," sagde Gigi og satte sig på hug for at studere slangen nærmere. "Har du set dens skæl? De glitrer næsten." Hun strakte forsigtigt en hånd frem og samlede slangen op med begge hænder. Den rullede sig sammen i hendes hånd og lod tungen spille over hendes håndled som om den forsøgte at finde ud af, hvad hun var for en.
"Hvad laver du?" spurgte Paige med et skeptisk blik. "Den kan stadig finde på at bide dig." Gigi stod stille for ikke at skræmme slangen. "Den er fantastisk," sagde Gigi, fuldkommen opslugt. Slangen snoede sig roligt om hendes arm, og Gigi lod en finger glide hen over dens glatte skæl. "Se lige dens mønster! Den ser nærmest ud som et levende kunstværk."
Paige rullede med øjnene. "Du er tosset. Jeg ville aldrig røre ved en slange." Hun rynkede lidt på næsen, men så alligevel lidt nysgerrig ud. "Det er jo bare et dyr," sagde Gigi smilende. "Den er ikke farlig, man skal bare behandle den forsigtigt." Slangen strakte hovedet frem, og Gigi betragtede dens nysgerrige øjne. "Jeg tror, vi forstår hinanden." sagde hun fascineret og lod slangen sno sig videre op af hendes arm. Uden varsel huggede den ud og satte sine tænder i hendes hals. Gigi gispede kort, da den skarpe smerte fra bidet ramte hende. Slangen snoede sig hurtigt om hendes hals, hvilket ikke skræmte hende da den ikke var meget mere end en meters penge og derudover ikke særlig stor. Men det var da ubehageligt. "Av! Okay, rolig nu," sagde Gigi roligt, selvom slangen nu forsøgte at sno sig tættere om hendes hals og klemte til. Paige trådte et skridt tilbage. "Slip den, Gigi! Den er ved at kvæle dig!"
Med blide fingre, for ikke at skade slangen vristede hun den fri fra sin hals, den gav sig med det samme til at forsøge at kvæle hendes håndled i stedet.
Professoren kom hastigt hen til dem. "Hvad i alverden foregår her?" forlangte han at få at vide. "Ikke noget alvorligt," sagde Gigi hurtigt og forsøgte at dække bidemærket med sin fri hånd. "Bare en lille misforståelse mellem mig og slangen." Professoren sukkede dybt. "Jeg advarede jer om at være forsigtige. frøken Miller, det er fuldstændig uacceptabelt at tage en fremmanet slange op. Fem point fra Ravenclaw." Gigi bed sig i læben, men nikkede. "Ja, professor. Det sker ikke igen." Paige fnisede lavmælt. "Jeg sagde jo, du ikke skulle røre den." Gigi rullede med øjnene. "Hey, jeg overlevede, ikke?" Gigi forsøgte at lyde kølig, selvom hendes hals stadig smertede en smule. "Din tur," sagde Paige og sendte Gigi et udfordrende blik. Gigi nikkede og forsøgte at skjule sin nervøsitet. Hun rettede sin stav mod pladsen foran sig. "Serpensortia!" Intet skete. Gigi prøvede igen, denne gang mere bestemt. En lille grønlig røgsky puffede ud fra hendes stav, men ingen slange. Paige kunne ikke holde sit grin tilbage. "Er det der din version af en slange?"
"Hey, det er en start," sagde Gigi stædigt. "Jeg skal nok få det til at virke. Og måske vil min slange ikke bide folk." Paige trak på skuldrene. "Vi får se." Selvom Gigi havde fejlet og mistet point, var hun ikke nede. Hun havde lært noget vigtigt: Hun elskede magiske væsner, selv de mest drilske af dem. Og næste gang ville hun fremmane en slange, der ville få alle til at måbe — uden at risikere endnu et bid.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 5
Fag: Besværgelser
”Growth charm,” lød det fra Darwin, der sad sammen med Finn fra Slytherin samt Gary og Larry fra Ravenclaw. ”Jeg ved helt sikkert godt, hvad jeg ville bruge den på. Tror I den virker på mennesker?” ville han vide.
Larry skyndte sig at melde sig på banen. ”Ja, altså, den har virket på en rotte, så det er ikke kun øhhh… ikke-dyr den kan virke på.”
Abigail havde forsøgt ikke at bemærke gruppen af drenge, der stak hovedet sammen, men det var så åbenlyst, at Darwin endte med at se rundt efter Gigi, selvom han skulle have, at det forsøgte at være diskret. At det ikke lykkedes – at det aldrig lykkedes mellem dem – det var en anden side af sagen. Derfor kunne hun ikke dy sig for at bryde ind efter Larry. ”Klart, Darwin. Hvis rotter kan blive på størrelse med grævlinger, så kan besværgelsen sikkert også gøre en snegl til en snog. Måske en slange, hvis du er heldig. Men pas på, at den ikke bliver blå.” Det virkede som om, at det lå lige til højrebenet, hvorfor Abi ikke kunne lade være med at sige noget.
”Nå, hvis dét er sammenligningen, så er jeg ked af, hvad du har oplevet,” argumenterede Darwin drillende tilbage og så derefter på Flick. Alt for forarget mærkede Abigail kinderne blive varme og hun så lidt pinligt på Flick, før hun alligevel så mod gruppen igen og mumlede: ”Det er mere en rotte og jeg nægter en grævling.” Igen så Abigail på Flick, denne gang mere undskyldende, for det skulle ikke være noget alle vidste. Diverse størrelser var én ting, der bare var sjove, men den halve indrømmelse af, hvad Flick og Abi havde lavet, det var en anden ting, som hun var mest ærgerlig over at have mumlet.
”Undskyld,” mumlede hun også til Flick. Darwin plejede ikke at være så hurtig med comebacks, men på dette område burde hun havde vidst, at han selvfølgelig var rap.

”Skal vi prøve på bogen? Jeg mener…” sagde Abigail med et lidt dumt smil. ”Kan du huske bogen hos min far, da vi havde fået fingrene i hans tryllestav, da vi var 9 eller 10?” spurgte Abigail Flick.
Sammen grinede de lidt over minderne, hvor Raven havde skældt dem ud og Abigail havde været seriøst bange for, at hun var blevet smidt ud af Hogwarts, før hun overhovedet var startet. Om de havde haft gang i at forstørre bogen dengang, vidste Abigail ikke. Hun vidste kun, at de havde endt med at smelte bogen.

Denne gang gik det bedre. Bogen voksede faktisk for dem begge, da de hver især havde prøvet nogle gange. Ingen af deres forsøg endte med at ændre farven på bogen. Nogle af de andre elever havde ikke samme heldige udfald, da det skiftede lidt om de udvalgte genstande blev større eller fik ny farve, så det var jævnligt, at professoren stillede sig op og udtalte besværgelsen klart og tydeligt. Udtalelsen var et par gange en fællesaktivitet, uanset hvordan det gik de forskellige elever.

”I det mindste var vi mere ansvarlige denne gang. Hvis det var gået galt, så havde vi i det mindste den anden bog tilbage til eksamenslæsningen,” måtte Abigail sige, fordi de ikke ligefrem havde tænkt på særligt mange konsekvenser for 5-6 år siden.
”Måske skal vi huske at takke professor Moore,” sagde Flick. Abigail lo og nikkede.

---

NAVN: Makayla
ÅRGANG: 5
Fag: Astrologi
Eleverne sad spredt rundt i lokalet med gamle stjernekort og pergamenter udbredt foran sig. Professor Måneskin bevægede sig roligt rundt mellem bordene med sin tryllestav i hånden, mens hendes blik hvilede på de travle elever.

Makayla havde fundet en plads bagerst i lokalet, hvor hun håbede at gå ubemærket hen. Hun sad med korslagte arme og et skeptisk udtryk - for Astrologi var bestemt ikke hendes yndlingsfag. Faktisk fandt hun hele idéen om, at stjerner og krystaller kunne afsløre noget om ens personlighed, komplet absurd. Det måtte da være ren tilfældighed, ikke?

Professor Måneskin rømmede sig og løftede stemmen for at fange elevernes opmærksomhed. "Astrologi handler ikke kun om de tolv klassiske stjernetegn," begyndte hun. "Jordens akse har ændret sig gennem tusinder af år, og mange mener derfor, at vi bør anerkende et 13. stjernetegn – Slangebæreren." Hun lod blikket glide rundt i lokalet. "Det betyder, at hvis I nogensinde har følt, at jeres stjernetegns karakteristika ikke helt passer på jer, kan det skyldes jordens forandring og det 13. stjernetegn," lød det fra professoren. Makayla himlede med øjnene, for det lød virkelig åndssvagt, at der skulle være et 13. stjernetegn.

"Frøken Winthrop," sagde Måneskin med et mildt smil. Makayla så forvirret op. Hvad nu? tænkte hun irriteret. "- Jeg tager ikke meget fejl, når jeg siger, at du er født i Løvens tegn, vel?" Professorens stemme var venlig, men fast. Makayla nikkede modvilligt. Men helt ærligt, så vidste professoren det sikkert fra elevernes protokoller.

"Løven er kendt for sit brændende hjerte og sin naturlige evne til at lede. De er modige, ambitiøse og har en stærk vilje til at nå deres mål," forklarede Måneskin henvendt til hele klassen, men med særligt fokus på Makayla. Makayla trak på skuldrene. "Det lyder ærligt talt bare som enhver anfører på et Quidditch-hold," mumlede hun.

Professoren smilede. "Netop. Og hvem er anfører for Slytherins hold?" Makayla rødmede svagt. "Det er jeg," indrømmede hun lavmælt.

"Og du byttede din egen position som angriber ud med søger for at styrke holdet. Det kræver både selvsikkerhed og evnen til at se det store billede – det er meget klassiske Løve-træk," kommenterede Måneskin venligt. Overrasket rettede Makayla sig lidt op i stolen. Kunne det virkelig passe, at hendes stjernetegn passede så præcist på hende?

Professoren fortsatte sin snak til hele klassen. "Nu skal I finde sammen med jeres sidemakker og tale om jeres stjernetegns karakteristika. Undersøg, om de passer på jer – og hvis ikke, så husk at tage Slangebæreren med i jeres overvejelser," afluttede professor Måneskin. Eleverne begyndte straks at tale, og Makayla sad et øjeblik i egne tanker. Måske var der mere til Astrologi, end hun havde troet.


// Kilder: Professor Måneskins profil om Løven 😂

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Forsvar Mod Mørkets Kræfter
Gigi stod i en solbeskinnet lysning i skovkanten bag Hogwarts sammen med Angus. Et åbent område foran dem var markeret med små sten for at sikre, at ingen ved et uheld gik ind i deres øvezone. "Okay, jeg er stadig ikke sikker på, at det her er en god idé," sagde Angus og så skeptisk på hende. Gigi trak på skuldrene og viftede med sin tryllestav. "Det er bare en simpel lille besværgelse. Diminuendo! Hvad kan overhovedet gå galt?"
"Ja, det sagde du også sidst, og vi endte med at tilbringe to timer i hospitalfløjen, efter du kom til at forstørre min næse til dobbelt størrelse," mumlede Angus. "Det var jo lidt sjovt," grinede Gigi og ignorerede hans bryske blik. Hun vendte sig mod en lille bunke sten, der lå klar til testen. "Se nu godt efter, jeg formindsker den store derovre." Hun hævede sin stav og råbte klart: "Diminuendo!" Et stråle af hvidt lys skød ud fra hendes stav og ramte stenen. Til hendes store tilfredshed begyndte den straks at krympe og blev hurtigt til en lille knold på størrelse med en valnød. "Se! Perfekt!" sagde Gigi stolt. "Imponerende," indrømmede Angus. "Må jeg prøve?" Gigi nikkede og rakte ham sin stav. Angus pegede på en anden sten og koncentrerede sig. "Diminuendo!" Strålen fra Angus' stav ramte stenen, men i stedet for at krympe eksploderede den i en sky af støv og små skår. "Ups," sagde han flovt. "Måske lidt mindre kraft næste gang," foreslog Gigi tørt, mens hun børstede støvet af sin kappe.


De gik videre med at eksperimentere, men da Angus for fjerde gang fik en sten til at sprænges, rakte Gigi ham en flad hånd. "Lad mig tage over." Hun pegede på en stor gren, der lå på jorden. "Diminuendo!" Denne gang virkede besværgelsen perfekt. Grenen blev lille som en tændstik. Angus nikkede. "Du er blevet en rigtig ekspert." "Naturligvis," sagde Gigi og lavede en teatralsk bukkende gestus. Pludselig hørte de en stemme bag dem. "Hvad i alverden foregår her?" Det var Paige, der kom gående med et løftet øjenbryn. "Har I to lavet jeres egen duelklub eller noget?" Gigi og Angus så på hinanden. "Bare lidt eksperimenter," sagde Gigi nonchalant. "Vil du prøve?" Paige trak sin stav op med et glimt i øjet. "Selvfølgelig. Diminuendo!" Hun pegede på en stor busk.

Til ingens overraskelse krympede busken til en lille knold på jorden. "Wow," sagde Angus imponeret. "Du er bedre end mig." Paige smilede triumferende. "Naturligvis. Jeg er altid bedre." Hun blinkede til Gigi, som bare lo. "Jeg elsker magi," sagde Gigi og lod sin stav danse i luften. "Selvom det somme tider kræver et par eksplosioner for at få det rigtigt.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Besværgelser
Gigi og Hunter stod i et afsides hjørne af Hogwarts’ skoleterrasser, hvor de havde stillet en række metalbægre fyldt med forskelligfarvet maling op langs muren. Hunter havde en let skeptisk mine, mens han betragtede Gigi, der vinkede dramatisk med sin tryllestav.
”Er du sikker på, at det her er en god idé?” spurgte han. ”Sidste gang du prøvede et eksperiment, endte vi med et brændende kælderrum og en uges eftersidninger.” mindede han hende om. ”Det her bliver anderledes!” insisterede Gigi. Hendes øjne glimtede af begejstring. ”Confringo er perfekt til at lave moderne kunst. Tænk dig – maling overalt i vilde mønstre! Det bliver magisk kaos.” Hunter trak vejret dybt og trådte lidt væk. ”Okay, men hvis det eksploderer i hovedet på os, så er det her 100 procent din skyld.” Gigi lo og svingede sin tryllestav. ”Slap af. Jeg har styr på det.” Hun pegede mod den første bæger med en lysende grøn maling og udtalte klart: ”Confringo!” Der lød et kraftigt brag, og malingen eksploderede i et virvar af farvestråler, der sprøjtede op på muren. Hunter åbnede øjnene forsigtigt og kiggede forbløffet på resultatet. ”Det ser faktisk... ret fedt ud!” indrømmede han. Gigi smilede triumferende. ”Hvad sagde jeg? Kunst!” De gik i gang med at sprænge flere bægre i luften. Hvert trylleslag skabte nye farvesplash på muren – røde cirkler, blå linjer og gule stjerner. Snart lignede muren et abstrakt kunstværk skabt af magi og galskab.

Men som det ofte skete med Gigi's projekter, gik tingene pludselig galt. Hun pegede på det sidste bæger, denne gang fyldt med en glitrende lilla maling. ”Confringo!” Eksplosionen var meget større, end hun havde forventet. Malingen skød op i en enorm sky og ramte både Gigi og Hunter. Da røgen lagde sig, stod de begge dækket fra top til tå i lilla glimmermaling. Hunter blinkede og forsøgte at tørre sit ansigt. ”Det var... interessant.” Gigi grinede og forsøgte at få maling ud af sit hår. ”Okay, det var ikke helt efter planen. Men hey, vi er en del af kunsten nu!” Hunter rystede på hovedet med et opgivende smil. ”Hvis nogen ser os, så kommer det til at koste point og eftersidninger.” De skyndte sig at rydde op så godt som muligt, men den lilla glimmermaling ville sandsynligvis blive et varigt minde om Gigi's seneste eksperiment. Da de gik tilbage mod slottet, kunne Gigi ikke lade være med at smile. ”Næste gang vi laver kunst, så lover jeg at bruge lidt mindre eksplosive metoder,” sagde hun. Hunter lo. ”Jeg holder dig op på det.”

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Magiske Dyrs Pasning og Pleje
Georgie stod foran klassen i Professor Aberdeen Aitken’ magiske dyrs pasning og pleje-lokale, hvor et varmt lys faldt ind gennem de blyindfattede vinduer. Eleverne sad spredt ved de mørke træborde med opslåede pergamentruller og skarpe gåsefjer. Angus sad ved sin plads forrest og sendte hende et opmuntrende nik. Georgie trak vejret dybt og rettede på sin Ravenclaw-kappe. Hun havde forberedt sig grundigt til denne fremlæggelse. Professor Aberdeen Aitken var kendt for at være nøgtern og skeptisk, men Georgie var fast besluttet på at imponere hende.

”I dag vil jeg tale om gemmebaggen, eller ‘hidebehind’, som den kaldes på engelsk,” begyndte hun. Et par elever skubbede nysgerrigt deres pergament til side for at lytte bedre. ”Gemmebaggen er et natligt, skovlevende og spøgelseslignende væsen, der ifølge folklore skulle være i stand til at angribe menneskelignende væsner. Den har egenskaber, der minder om demigøjsen, idet den kan gøre sig usynlig. Men gemmebaggen er langt mere farlig.”
Angus rakte hånden op. ”Hvordan ved man overhovedet, at den eksisterer, hvis man ikke kan se den?” Georgie smilede skævt. ”Godt spørgsmål. Mange troede i århundreder, at gemmebaggen blot var en myte skabt for at advare folk mod at vove sig dybt ind i skoven. Men der er rapporter fra troldmænd og hekse, som har haft møder med den.” Hun holdt en lille pause og slog op i en gammel, slidtet bog, hun havde fundet i biblioteket. ”Denne beretning fra en skovfoged i Nordamerika beskriver, hvordan han hørte raslende blade og skygger, der bevægede sig lige uden for hans synsfelt. Da han forsøgte at forlade stedet, faldt han over en gren — og det var sandsynligvis det, der reddede ham. Gemmebaggen blev distraheret.” Professor Aitken nikkede langsomt. ”Interessant. Hvordan foreslår du, at man forsvarer sig mod sådanne væsner?”

Georgie rettede ryggen. ”Der er flere teorier, men ingen sikre metoder. Nogle mener, at en kraftig lumos-besværgelse kan afskrække dem, da de foretrækker mørke omgivelser. Andre foreslår at bruge en eliksir, der indeholder essens af demigøjsens fjer, for at gøre sig selv sværere at finde.” Hun trak på skuldrene. ”Personligt tror jeg, at det bedste forsvar er at undgå deres territorier.”
Klassen mumlede lavt. Det var tydeligt, at emnet fascinerede dem. Paige, der sad et par rækker tilbage, løftede en finger. ”Tror du, at gemmebaggen virkelig kan dræbe nogen?” Georgie måtte tænke sig om. ”Der er ingen bekræftede dødsfald, men hvis vi tager rapporterne seriøst, så ja — den er potentielt farlig. Derfor er det vigtigt at være forsigtig.” Da timen sluttede, kom Angus hen til hende med et bredt smil. ”Flot fremlæggelse. Du fik selv Professor Aberdeen Aitken til at virke imponeret.” Georgie grinede. ”Tak. Jeg var faktisk ret nervøs.” Mest fordi hun vidste at Angus var klar med spørgsmål. ”Du klarede det fantastisk,” sagde Angus. ”Men lad os lige undgå de der gemmebagge-skovture, okay?” ”Helt enig,” sagde Georgie med et glimt i øjet.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Botanik
Det var onsdag formiddag, og Gigi skubbede sit forklæde på plads, mens hun betragtede rækken af store, fedtede Bobutuber, der glinsede i lyset fra drivhusets vinduer. Professor Poppy Patel stod forrest i lokalet, en lille kvinde med sort, blankt hår og en stemme, der kunne overdøve selv de mest larmende elever. ”I denne uge skal I udvinde Bobutube-pus,” sagde hun og slog hænderne sammen. ”Det er vigtigt, at I er forsigtige, for pusset er yderst kraftigt og kan forårsage grimme udslæt, hvis I får det på huden. Arbejd sammen i par, og husk at fylde beholderne forsvarligt.” Hun lod blikket glide hen over eleverne. ”Jeg forventer en ryddelig arbejdsplads og mindst to fulde beholdere pr. makkerpar. Jeg er tilbage om en halv time.”
Da professor Patel forlod drivhuset, vendte Gigi sig mod Paige, hendes makker for dagen. Paige havde en aura af ro og selvtillid omkring sig, som Gigi misundte. Hendes skeptiske blik måtte dog konstant vurdere, om folk var gode nok til at få hendes opmærksomhed. ”Skal vi så komme i gang?” spurgte Gigi med et skævt smil. Paige trak på skuldrene og så kritisk på de fedtede Bobutuber. ”Hvis du ikke sprænger det hele i luften, så kan vi vel prøve.” Gigi lo. ”Du har virkelig tillid til mig.” Paige sendte hende et smil. ”Jeg har hørt om dine confringo eksperimenter fra Hunter.” Gigi skar en grimasse. Den lilla glimmer maling havde været svær at få ud af håret.

De gik i gang med arbejdet. Gigi greb en stor Bobutube og placerede den på deres arbejdsstation. ”Okay, jeg holder den, og så prikker du hul, men forsigtigt,” instruerede hun. Paige tog en skarp krystalstang og målte nøje afstanden til tuben. ”Er du sikker på, at du kan holde den stille?” spurgte hun tørt. ”Selvfølgelig. Stenansigt her.” Gigi lavede et alvorligt ansigtsudtryk. Paige lod sig ikke imponere, men prikkede hul på tuben. Med et svuptag begyndte det gullige pus at sprøjte ud. Gigi greb hurtigt en beholder og holdt den under strålen. ”Vi er genier,” erklærede Gigi triumferende. ”Bare rolig, vi nåede ikke at sprænge noget endnu,” sagde Paige tørt. Det gik fint – indtil en af de nærliggende elever pludselig gav et forskrækket hyl. En Bobutube eksploderede, og gulgrønt pus skød ud i en bred bue. Gigi reagerede lynhurtigt. ”Aguamenti!” sagde hun og rettede sin tryllestav mod den sprøjtende tubus. En stråle af vand omsluttede den og stoppede det meste af kaosset. Paige rystede lidt vand af sin arm og blinkede. ”Okay, det der var faktisk ret imponerende.” Gigi nikkede. Normalt var hun slet ikke typen, der kunne reagere på den måde. Hun var bedre til at studere en situation og så handle. ”Jeg redder dagen. Nogle gange.” Gigi smilte stolt.
Da professor Patel vendte tilbage, var drivhuset i nogenlunde stand, selvom der stadig var små pytter af pus hist og her. Gigi og Paige havde dog deres beholdere fyldt og præsenterede dem med triumf. ”Godt arbejde,” sagde Patel og nikkede anerkendende. Paige sendte Gigi et lille smil. ”Måske er du ikke komplet uduelig alligevel.” Gigi grinede. "Ingen er jo komplette."

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Astrologi
Gigi sad fordybet i en bog om astrologi i Hogwarts’ bibliotek. De gamle pergamenter foran hende var fyldt med komplicerede diagrammer, planetbaner og beskrivelser af stjernetegn. Hun elskede at dykke ned i alt, der havde med stjerner og himmellegemer at gøre, men noget havde naget hende på det seneste. Karakteristikaene for hendes stjernetegn, Stenbukken, passede aldrig helt på hende. Hun skubbede en lok af sit blonde hår om bag øret og sukkede frustreret. Bogen foran hende, Astrologiens Glemte Hemmeligheder, lovede en ny vinkel på emnet. Hun bladrede ivrigt videre, indtil hendes øjne faldt på et afsnit markeret med overskriften Det 13. Stjernetegn: Slangebæreren. ”Slangebæreren?” mumlede hun undrende. ”Det er ikke noget, de fleste taler om,” lød en stemme bag hende. Angus satte sig på stolen ved siden af og skævede til bogen. ”Er du faldet over det gamle mysterium?” Hun rynkede panden lidt. ”Mysterium?” spurgte hun og kiggede op med et nysgerrigt blik. Angus nikkede og foldede hænderne over bordet. ”Nogle astrologer mener, at der er et 13. stjernetegn – Slangebæreren. Det har faktisk været kendt i tusindvis af år, men de fleste ignorerer det, fordi det ville forstyrre hele systemet.” Gigi studerede diagrammet i bogen. ”Hvis det passer, ville det faktisk betyde, at min sol kunne stå i Slangebæreren og ikke kun i Stenbukken. Det kunne forklare, hvorfor jeg aldrig har følt mig helt som en typisk Stenbuk.” Angus trak på skuldrene. ”Det er bare en teori. Men Slangebæreren forbindes med fornyelse, visdom og modstand mod traditionelle normer. Det lyder lidt som dig, hvis du spørger mig.” Gigi smilte skævt. ”Du mener, jeg er for rebelsk til at være en Stenbuk?” Det mente hun ikke nødvendigvis selv. ”Måske bare lidt mere eventyrlysten,” drillede han. Eventyrlysten? Det var hun da ikke, var hun? Selvom hun selvfølgelig gerne ville ud i verden og studere magiske dyr over alt.

De brugte den næste time på at diskutere stjernetegnet og dets mulige betydning. Gigi blev mere og mere fascineret. Hvis Slangebæreren virkelig skulle inkluderes, ville det påvirke mange af de astrologiske systemer, hun havde studeret. Da de forlod biblioteket, sagde Angus tankefuldt: ”Måske handler astrologi mindre om faste rammer og mere om at finde det, der giver mening for dig.” Gigi nikkede eftertænksomt. ”Du har ret. Stjernerne er trods alt kun en vejledning. Resten skal vi finde ud af selv.” De gik ned ad gangene, mens tanken om det 13. stjernetegn blev ved med at kredse i Gigi’s sind. Selvom Slangebæreren ikke var anerkendt af alle, følte hun, at hun havde fundet en ny brik i puslespillet om sig selv. Nogle gåder var det værd at udforske, selv hvis svarene aldrig blev helt klare.

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
FAG: Magiens Historie
Georgie sad med en tung, støvet bog opslået foran sig i Hogwarts’ bibliotek. Solen sivede gennem de gotiske vinduer og kastede lyspletter over bordet. Ved siden af hende sad Darwin med sit karakteristiske rolige smil og hasselfarvede øjne, som konstant flakkede mellem hende og bogen. Hun så på ham. "Ifølge gamle arkiver blev Spindleflax skabt i middelalderen af en lidt eksentrisk magiker ved navn Thaddeus Spindlewick. Han var kendt for sin fascination af sandhedens væsen og ønskede at skabe et objekt, der kunne afsløre hjertets hemmeligheder uden at skade nogen." Hun rynkede på næsen, "Det var jo helt hæderligt at han ikke ønskede at skade nogen, gamle Spindlewick." Darwin nikkede og tog over i læsningen. "Spindlewick havde også ry for at indsamle usædvanlige væv fra magiske edderkopper," nu var det ham der skar en grimasse. "Okay adr underlig gut," Georgie grinede mens Darwin fortsatte. "Magiske edderkopper som han indarbejdede i kuglen for at give den dens karakteristiske glitrende tråde. Selvom kuglen blev brugt i mange magiske rådslagninger i sin tid, blev den til sidst betragtet som en kuriositet snarere end et alvorligt redskab. Nu findes der kun få Spindleflax-kugler tilbage, og deres præcise skabelsesproces er gået tabt." De så på hinanden. ”Så lad mig lige forstå det her,” sagde Georgina og rynkede panden. ”Vi skal finde ud af, hvordan dette her obskure objekt fungerer, men vi må ikke røre det, før vi er helt sikre?” ”Præcis.” Darwin skubbede sin bog over mod hende og pegede på en illustration. ”Ifølge denne beskrivelse kan den registrere intentioner.” Georgie løftede et bryn. ”Registrere intentioner? Det lyder ret dramatisk.” Hun betragtede objektet foran dem — en lille, spindelvævsagtig kugle med fine, iriserende tråde, der glimtede, når lyset ramte dem.
”Det mest obskure ved det er faktisk, at hvis man lyver, mens man holder det, vil det sno sig sammen som en aggressiv snerpeplante,” forklarede Darwin med et grin. ”Godt at vide,” sagde Georgina tøvende. ”Jeg håber ikke, du har planer om at få mig til at indrømme nogen dybe hemmeligheder?” Darwin blinkede til hende. ”Ikke endnu.” Georgie skævede til objektet. Hun kunne mærke sin nysgerrighed tage over. ”Jeg ved, vi ikke burde røre det endnu — men hvad hvis vi bare kigger nærmere?” ”Hvis nogen spørger, siger vi, at vi handlede i forskningens tjeneste,” foreslog Darwin. Hun grinede. ”Det lyder som en perfekt undskyldning.” Forsigtigt bøjede hun sig nærmere og studerede de fine tråde. Trådene begyndte pludselig at vibrere, som om de reagerede på hendes tilstedeværelse. ”Det bevæger sig!” hviskede hun forundret. Darwin lænede sig ind, deres skuldre strejfede hinanden. ”Måske kan det lide dig?” ”Eller også finder det mig mistænkelig.” Georgie fniste. Pludselig begyndte Spindleflax-kuglen at dreje langsomt rundt. De iriserende tråde kastede farvespil på deres ansigter. ”Den her bog siger, at hvis man hvisker noget sandt til det, vil det åbne sig og afsløre et lille magisk glimt,” sagde Darwin og skimtede teksten. ”Vil du prøve?”Georgie skævede skeptisk til objektet. ”Er du sikker?” ”Helt sikker.” Hun sukkede og bøjede sig tættere på kuglen. ”Jeg elsker stjernehimlen over Hogwarts,” hviskede hun. Objektet begyndte at dreje hurtigere, og pludselig åbnede det sig med en blid glød. Inde i kuglen funklede et lille stykke magisk lys — som en fanget stjerne. Darwin smilede skævt. ”Stjernehimlen, virkelig?.” Georgie kunne ikke lade være med at grine og rødme lidt. ”Og hvad så? Jeg kan godt lide stjerner, det er der jo ikke noget forkert i. Men så prøv du, hvis du er så ufejlbarlig,” lokkede hun og puffede til hans skulder med sin. Han så på hende med et drilsk blik. ”Kun hvis du lover ikke at grine.” ”Ingen garantier,” svarede hun med et smil. Darwin lænede sig tættere på kuglen. ”Jeg elsker, når Georgie smiler over sine tegninger.” Georgie kunne ikke skjule sit grin, selvom hendes kinder blev endnu varmere. Kuglen åbnede sig endnu engang og udsendte et endnu stærkere lys. ”Det ser ud til, at det ikke kun er sandt, men også ret fantastisk,” sagde hun stille. ”Måske,” nikkede han med et glimt i øjet. De satte sig tilbage og betragtede Spindleflax-kuglens blide glød, mens bibliotekets stille atmosfære omsluttede dem.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Mugglerstudier
Georgie sad ved et bord i Hogwarts’ bibliotek sammen med Abigail, hendes bedste veninde og et helt igennem fantastisk pigebarn hvis smukke ydre i Georiges øjne kun blev overgået at hendes indre skønhed. Abi sukkede dramatisk og slog opgivende ud med armene. Det italienske blod flød stærkt når hun var ophidset eller som nu frustreret. "Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan jeg skal skrive noget fornuftigt om det her emne!" klagede Abi og prikkede opgivende til sin pergamentrulle. "Jeg mener, jeg er født og opvokset i en magisk familie. Mugglerliv? Det er som at tale om enhjørninge til folk, der kun har set køer." Georgie smilede skævt. "Mærkeligt billede, men jeg tror, jeg forstår pointen." Abi lænede sig tilbage og lavede et frustreret ansigtsudtryk. "Okay, du er min sidste chance. Du har jo en mugglerfar, ikke? Hvad gør mugglere egentlig hele dagen?" Georgie nikkede og lagde sin oldtidens runer stil væk. "Det er et stort spørgsmål, men lad os tage det fra toppen." Hun lænede sig ind over bordet. "Hvordan har det været at leve som muggler i timerne? Var der noget, du fandt sjovt?"

Abi rynkede panden og tænkte sig om. "Altså, vi skulle lave mad uden magi én dag. Det var… spændende, men også totalt kaotisk. Jeg brændte bogstavelig talt en gryde sort, fordi jeg glemte, at man skal røre i sovsen hele tiden." Georgie lo. "Ja, det er en vigtig lektie. Men det lyder, som om du lærte noget." "At jeg aldrig skal lave mad uden tryllestav?" spurgte Abi håbefuldt. Georgie rystede på hovedet. "Nej, at tålmodighed kan være en dyd." Abi løftede øjenbrynene skeptisk. "Det er du nok den eneste, der synes."

"Er der andet, der har været interessant?" Abi nikkede langsomt. "Vi skulle lave budgetter én dag og finde ud af, hvordan man køber ting uden galleoner. Det var overraskende svært. Mugglere har alle de her kort og penge, og der er renter og lån og… det var faktisk fascinerende." "Der ser du," sagde Georgie opmuntrende. "Noget praktisk, som du kan tage med videre, hvis du nogensinde kommer til at skulle håndtere penge." Abi pustede ud. "Okay, måske har jeg lært noget. Men at leve som muggler hver dag? Nej tak." Georgie smilede. "Jeg kan godt forstå det. Jeg har set min far arbejde hårdt for at få tingene til at hænge sammen, især når både mor og jeg er hekse og vores magi får hans udstyr til at gå i fisk. Men der er også en tilfredsstillelse ved det, tror jeg." Abi skævede til hende. "Kunne du forestille dig at have et mugglerjob?" Georgie tænkte sig om et øjeblik. "Måske. Jeg elsker at udforske ting og lære om verden. Hvis det betød at arbejde som dyrlæge eller noget med astronomi i mugglerverdenen, kunne jeg nok godt finde glæde i det." "Men ville du ikke savne magien?" spurgte Abi med et skeptisk blik. "Jo, men nogle gange er magien i de små ting," sagde Georgie stille. "Som når min far og jeg ser stjernerne sammen uden teleskoper, bare med vores øjne. Eller når han fortæller historier om sit arbejde og får dem til at lyde som eventyr."

Abi betragtede hende eftertænksomt. "Du er ret klog, Georgie." "Tak," sagde Georgina med et grin. "Men det er dig, der skal skrive opgaven. Hvad hvis jeg lover dig en belønning bagefter?" Abi sukkede dramatisk og greb fjerpennen. "Fint. Men du skylder mig chokolade bagefter." "Deal," sagde Georgina og lænede sig tilbage med et smil, mens Abi begyndte at skrive.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Forsvar Mod Mørkets Kræfter
Georgie stod sammen med Darwin bag ved drivhusene. Solen hang lavt og kastede et gyldent skær over det frodige græs. Fuglesang fyldte luften, og en let brise strøg gennem Georgie hår, der for en gangs skyld hang løst. ”Er du sikker på, at du vil øve Diminuendo her?” spurgte Darwin med et smil og skubbede sit mørke hår væk fra panden. Georgie sendte ham et skeptisk blik. ”Har vi noget valg? Biblioteket er ikke just stedet for at kaste besværgelser, og hvis vi er heldige, slipper vi for tilskuere her.” Darwin trak på skuldrene. ”Fair point. Men pas på med ikke at gøre mig for lille. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg vil tage det.” Georgie vendte øjnene af ham og pegede på en tilfældig sten, der lå i græsset. ”Okay, sten. Du bliver min første forsøgskanin.” Hun løftede tryllestaven og forsøgte at fokusere. ”Diminuendo!” erklærede hun med overbevisning. Intet skete. Darwin kløede sig i nakken og prøvede at skjule et smil. ”Måske skal du visualisere det bedre? Tænk på noget, der trækker sig sammen.” Hun trak vejret dybt og prøvede igen. ”Diminuendo!” Denne gang vibrerede stenen let, men den forblev størrelsesmæssigt uforandret. Georgina skar en grimasse. ”Seriøst? Selv en sten ignorerer mig?”


Darwin kunne ikke lade være med at grine. ”Du skal give den noget mere autoritet, George. Besværgelser handler om tillid.” Hun kastede ham et skeptisk blik. ”Let for dig at sige, hr. Duelleringsmester.” Han smilede og slog ud med armene i en 'du har ret, jeg er fantastisk' bevægelse. ”Måske kan jeg hjælpe dig?” spurgte han og trådte nærmere. Hans hånd lagde sig forsigtigt på hendes skulder. Georgies hjerte sprang et slag over, men hun forsøgte at fokusere på opgaven foran sig. ”Okay,” sagde hun med et suk. ”En gang til.” Darwin lænede sig lidt tættere på. ”Du kan godt. Tænk på, at du har kontrollen.” Hans stemme var lav og beroligende. "Det ville være nemmere, hvis du ikke hviskede mig i øret," mumlede hun, lukkede øjnene et øjeblik og samlede sig. Hun forestillede sig stenen skrumpe, indtil den ikke var andet end en lille klump i græsset. ”Diminuendo!”


En lys gnist skød ud fra hendes tryllestav, og stenen krympede pludselig til en brøkdel af sin oprindelige størrelse. ”Jeg gjorde det!” udbrød hun triumferende. ”Det gjorde du faktisk,” sagde Darwin med et grin. ”Jeg er imponeret.” Hun vendte sig med et smil. ”Se, jeg er ikke helt håbløs.” Hun blinkede til ham. ”Jeg har aldrig sagt, at du var det. Og hvis jeg mente du var det havde du aldrig fået lov at pynte på mig med episkey” sagde han lavmælt og så direkte på hende. Der opstod et øjebliks stilhed mellem dem, kun afbrudt af vindens sagte susen. ”Jeg tror, jeg har fortjent en pause,” sagde Georgie med et lille smil. ”Enig.” Darwin lod sit blik falde på hende, hans hasselfarvede øjne varme. ”Og måske også en belønning?”
”Belønning?” spurgte hun med et drilsk glimt i øjnene. ”Hvad havde du i tankerne?” Han lænede sig lidt tættere på, og inden hun nåede at reagere, strejfede hans læber hendes i et blidt kys. Hendes hjerte sprang et slag over, men hun lod sig rive med i øjeblikket.

Da de trak sig tilbage, mødtes deres blikke, og et tilfredst suk undslap hende. ”Jeg tror, jeg skal øve besværgelser med dig noget oftere,” sagde hun. Darwin lo. ”Jeg er helt enig. Hvis det her er belønningen, kan vi træne hver dag.” Georgie rystede på hovedet med et grin. ”Du er umulig.” skændte hun for sjov på ham. ”Måske. Men du kan lide det.” grinede han med et stort grin. Og det havde han jo i den grad ret i.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Besværgelser
"Jeg siger dig, det er en god idé!" udbrød Darwin med et skævt smil, hans hazel øjne fulde af glimtende selvtillid. Georgie fnisede, selvom hun allerede havde en dårlig fornemmelse. "Darwin, sidst du sagde det, endte vi med en eksploderende kage i opholdsstuen." Det var da de havde fejret at Ravenclaw vand quidditch turneringen det år. Han trak på skuldrene. "Det var jo bare lidt festligt." Georgie så skeptisk på ham. "Nå var det det," mumlede hun og huskede hvor svært det havde været at få glasuren ordenligt ud af håret under hårvask.
De stod på Hogwarts' grønne plæne bag drivhusene. Solen var ved at gå ned, og luften duftede af græs og blomstrende planter. Rundt omkring øvede elever sig på forskellige besværgelser forud for eksamenerne. "Jeg vil bare have din hjælp til Cresco Floralis besværgelsen," sagde han med et drilsk blik. "Hvis vi gør det rigtigt, bliver det fantastisk!" Hun så på ham og smilede. Det var sådan set lige meget hvad undskyldningen var så var hun gået med til at være sammen med ham. "Du er den dygtige til besværgelser, du behøver vel ikke øve særlig meget," mindede Georgie ham om og løftede en skeptisk bryn. "Jeg er bare her for at... undgå katastrofer." Han lænede sig ind mod hende, så tæt at hun kunne mærke hans varme. "Du undervurderer dig selv," hviskede han. Hun følte sit hjerte banke hurtigere, men inden hun kunne svare, havde han allerede trukket sin tryllestav frem. "Okay, klar?" spurgte han. "Nej."

"Perfekt." Han løftede staven med et glimt i øjet. "Hold på hat og hårnåle. Cresco Floralis!"

En stråle af lys skød ud fra hans stav og ramte en samling planter tæt ved dem. For et øjeblik skete der intet, men så begyndte planterne at vokse eksplosivt. Klatreroser, solsikker og kæmpemæssige vinranker snoede sig op i luften. "Darwin!" Georgie trådte et skridt tilbage, da vinrankerne begyndte at bevæge sig faretruende tæt på dem. "Jeg har styr på det!" forsikrede han. Men det havde han ikke. Planterne eksploderede i vækst og begyndte at vikle sig ind i hinanden, som om de havde deres eget liv. En enorm solsikke væltede over og næsten fangede Darwin. "Georgie, lidt hjælp måske?" råbte han, mens han viftede febrilsk med sin stav, som en snedig vinranke havde fået fat i. Georgie hev sin egen stav frem. "Okay, øhm… Reducio!" Intet skete. Planterne voksede stadig. "Fantastisk," mumlede hun. "Det er fint, jeg klarer— ARGH!" Darwin blev væltet omkuld af den samme vinranke, der havde fat om hans tryllestav og som nu også snoede sig om hans ben.

Georgie så til med stigende panik, men så huskede hun noget, de havde lært om besværgelser og intention. Hun tog en dyb indånding og fokuserede."Reducio!" råbte hun igen, denne gang med al sin vilje. Til hendes overraskelse begyndte planterne at skrumpe. De enorme blomster trak sig sammen, og vinrankerne faldt slapt til jorden. Darwin kom fri og rejste sig med et grin. "Se!" sagde han og greb fat om hendes hænder. "Du klarede det!" Han plantede et kys på hendes læber. "Og helt uden at nogen kom til skade." Georgie stirrede på de nu små planter og kunne næsten ikke tro det. "Jeg klarede det faktisk." mumlede hun overrasket. "Jeg vidste, du kunne." Han lænede sig tættere ind og kyssede hende hurtigt igen. "Men lad os måske lade være med at teste kæmpebesværgelser lige før eksamenerne?" Hun grinede med varme kinder, det var stadig så nyt at kunne kysse ham at hun ikke havde vænnet sig til det, og puffede til ham. "Det skulle du måske have tænkt på lidt før, kloge-Åge." Han sendte hende et svedent grin."Så du indrømmer, at jeg er klog?" Hun rullede med øjnene, men smilet blev hængende. Kaosset havde lagt sig, og selvom blomsterne nu lå spredt i en lille bunke, føltes det som en sejr. "Du er måske lidt klog. Men det siger jeg ikke igen." "Noteret," sagde han med et blink.

//Cresco Floralis er hvad jeg smed på som Growth charm udtale

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Eliksir
Georgie sad på sin plads i eliksirlokalet med hænderne foldet stramt foran sig. Duften af tørrede urter og en let svovlagtig aroma hang tungt i luften, mens professor Beckett lod sit mørke, strenge blik glide ud over klassen. De mørke stenmure omkring hende syntes næsten at trykke ind mod hendes skuldre, så intens var hendes nervøsitet. U.G.L.-eksamenerne startede om under en uge og hun følte sig slet ikke klar selvom hun havde læst både pensum og supplerende bøger til stort set alle fag. Hun følte sig som et omvandrende vrag af nerver så selv en simpel eliksirprøve kunne få hende til at svede. Darwin, der sad ved siden af hende, havde sit sædvanlige selvsikre smil på læberne. Hans hasselfarvede øjne glimtede af en ro, som Georgie på ingen måde kunne spejle. "Slap af, George. Det er bare en lille quiz." Hun sendte ham et skeptisk blik. "Der findes ikke noget, der hedder en 'lille quiz,' når det gælder Beckett." Som for at understrege hendes pointe klappede professoren hænderne sammen krævede deres opmærksomhed. "Godmorgen, elever! I dag har vi en overraskelse — en popquiz!" Hans stemme rungede med en entusiasme, som kun Beckett kunne præstere. Georgies hjerte sank. "Men ikke en hvilken som helst quiz," fortsatte Beckett. "I skal demonstrere jeres viden om berømte eliksirbryggere gennem historien. Jeg håber, I har lyttet i timerne." Han synes at kunne fornemme Georgies nervøsitet og så skarpt på hende. Darwin lænede sig ind mod hende og hviskede "Jeg skal nok trække dig igennem det." Hun sendte ham et skarpt blik. "Det sagde du også sidste gang, og jeg endte med at beskrive Felix Felicis som en ingrediens til tærte." Han smilede bredt. "Det var dig, der troede på mig. Jeg troede virkelig at du vidste at jeg jokede."


Beckett begyndte at stille spørgsmålene. "Navngiv bryggeren, der opfandt Stormhateliksiren?"
Georgie rynkede panden og lod hånden svæve over pergamentet. Hun vidste det jo godt, hun havde læst det aftenen før og alligevel svævede svaret lige uden for hendes rækkevidde. "Damocles Belby," mimede Darwin ved hendes side. Hun skrev navnet hurtigt ned og skævede taknemmeligt til ham. "Godt, næste spørgsmål," brummede Beckett. "Hvem var den første til at perfektionere Amortentia?" Darwin nikkede opmuntrende til hende, og denne gang kunne hun svare uden hjælp. "Artemisia Lufkin," skrev hun med en snert af selvtillid. Darwin lænede sig tættere ind mod hende og puffede til hende med sit knæ. "Se, du klarer det jo fint." opmuntrede han hende. "Det er kun fordi, du sidder her," hviskede hun tilbage. Beckett rynkede panden fra sin plads ved tavlen. "Ikke tale sammen. Sidste spørgsmål for de kloge hoveder: Hvem skabte Pepperup-eliksiren og hvorfor?" Georgies puls steg igen. Hvad var det nu han hed? Hun kunne simpelthen ikke huske det. Darwin tænkte et øjeblik og skrev hurtigt på sit eget pergament. Han skubbede papiret tættere mod hende, hvor ordene stod: "Glover Hipworth - mod forkølelse." Hun smilede diskret og skrev svaret ned. "Du er en livredder," hviskede hun. "Det kan vi diskutere senere," sagde han lavmælt, "måske over en belønning?" Bare tanken fik hendes hjerte til at slå lidt hurtigere. "Din idé om belønninger er lidt farlig," bemærkede hun med et lille grin. "Jeg tror, du kan lide dem alligevel," sagde han selvsikkert. "Mindst lige så meget som du kan," nikkede hun og rettede fokus mod Beckett igen.


Han afsluttede quizzen med et nik og fik deres papirer til at flyve op til sig med et sving af sin tryllestav. "Flot klaret, allesammen! Husk, at eliksirbryggere er historiens stille helte." Da de forlod lokalet, åndede Georgie lettet op. Darwin puffede blidt til hendes skulder. "Ser du? Det var slet ikke så slemt." "Kun fordi jeg havde dig som fuskerassistent," drillede hun. Han lod som om han var chokeret. "Jeg fusker aldrig. Jeg assisterer kreativt." Hun rystede på hovedet af ham. "Så kreativt, at det er en kunstform," sagde hun med et smil. Darwin lænede sig tættere på. "Og kunsten bliver kun bedre, jo mere vi øver." Hun vendte øjne af ham, men kunne ikke lade være at smile. Han var virkelig god til at få hende til at tænke på andet end eksamen. Nervøsiteten fra quizzen forsvandt langsomt, mens deres grin fyldte gangene — og for en stund føltes U.G.L.-eksamenerne lidt mindre skræmmende.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Magiske Dyrs Pasning og Pleje
Georgie skuttede sig i den kølige morgenluft, mens hun begav sig ned mod Magiske Dyrs Pasning og Pleje-området. Solen kastede lange, gyldne stråler over Hogwarts' marker, og en let dis lå henover græsset. De andre elever mumlede forventningsfuldt, da professor Aitken, deres professor i faget og en kvinde Georgie beunderede meget, kaldte dem sammen. "Velkommen! I dag skal vi studere et magisk væsen, som I sjældent får mulighed for at se på nært hold — en Snallygaster," erklærede hun. En gysen gik gennem flokken. "En Snallygaster?!" hviskede en nervøs Hufflepuff ved siden af Georgie. Hun selv kunne mærke sit hjerte banke hårdere af spænding. Snallygastere var kendt for deres imponerende skikkelser — en blanding af fugl og drage med metalliske skæl og vinger store som huse. "I behøver ikke at være nervøse," forsikrede Hunter. "Denne her er fuldt kontrolleret og samarbejdsvillig. Jeg vil dog bede jer om ikke at lave pludselige bevægelser." Eleverne samlede sig rundt om en stor indhegning. Indeni bevægede en majestætisk Snallygaster sig med rolig elegance. Solens stråler reflekterede i dens metalliske skæl, som glimtede i et spektrum af farver. Dens øjne var dybe og intelligente, og den slog lejlighedsvis med de enorme vinger, der sendte en kølig brise gennem gruppen.

Georgie tog sin skitseblok frem. Hun kunne ikke lade være. Der var noget helt hypnotiserende ved Snallygasterens skønhed. Aitken gik ind i indhegningen med selvsikkerhed. "Se godt efter dens skæl. De er unikke og kan reflektere farver forskelligt afhængigt af lyset. Snallygastere er også kendt for deres evne til at spore magisk energi." Georgie lod sin blyant glide over papiret og forsøgte at fange dyrets elegante linjer. Hun tegnede dens skarpe næb, de skinnende skæl og de kraftige vinger. Hendes øjne flakkede mellem dyret og papiret, mens hun arbejdede hurtigt for at indfange dens dynamik. "Imponerende!" bemærkede Flick, der pludselig stod ved siden af hende. "Man kan jo faktisk se hvad det er i dag," drillede han med et smil. Georgie fnøs let, men lod ikke blyanten standse. "Det er nemmere, når motivet er så fantastisk, det er derfor dit portræt aldrig vil blive godt"gav hun igen med et flabet smil.

Snallygasteren drejede hovedet og fokuserede pludselig direkte på Georgie. Hendes hjerte sprang et slag over, men hun holdt blikket fast. "Det ser ud til, at den kan lide dig," sagde Aitken, der nu stod tættere på. "Vil du prøve at komme lidt tættere på?" Georgie så skeptisk på professoren, men hun var ikke typen, der sagde nej til en udfordring. Hun lagde skitseblokken fra sig og trådte forsigtigt frem mod hegnet. Snallygasteren bøjede sit enorme hoved ned mod hende, og hun kunne se de detaljerede linjer i dens skæl, hvordan solens stråler blev brudt og gav de mørke skæl en indre glød. Hun løftede langsomt en hånd, og til sin overraskelse lod dyret hende strejfe dens skinnende overflade. "Den er fantastisk," hviskede hun. Aitken nikkede anerkendende. "Du har et naturligt talent for at forstå magiske væsner, Georgina." Flick grinede. "Måske skulle hun overtage din stilling, professor." Aitken lo. "Jeg ville ikke have noget imod en pause." Georgie trak sig lidt tilbage og tog igen sin skitseblok frem. Hun vidste, at dette øjeblik ville sidde fast i hendes hukommelse for evigt. Blyanten fløj henover papiret, mens hun fangede Snallygasterens elegante bevægelser og intense blik.
"Skal vi se din tegning, når du er færdig?" spurgte Flick med et drilsk smil. "Kun hvis du lover ikke at grine," svarede hun. "Jeg lover intet," sagde han med et blink. Georgina kunne ikke lade være med at grine. Hvorfor var hun så heldig at have sådan nogle gode venner?

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
FAG: Astrologi
Georgie sad på en kold stenbænk i Hogwarts’ astronomitårn, hendes favoritsted på hele skolen. Hun havde pakket sig ind i en tyk, ulden kappe, og hendes lange, bølgede blonde hår blafrede svagt i vinden. Det var en klar, iskold aften og stjernerne glimtede som spinkle diamantstøv mod himlen. Hendes kikkert lå ved siden af hende, men denne gang var hun ikke her for at observere stjernerne. Hun var dybt opslugt af en bog med titlen Astrologiens Mystik: Magiens Himmel. Siden hun havde hørt om månetegn i en samtale i Ravenclaws opholdsstue, havde hun været nysgerrig. Stjernernes og månens indflydelse på magien virkede så fascinerende, og tanken om, at hendes fødselsøjeblik kunne afsløre skjulte sider af hendes personlighed, fyldte hende med forundring.

”Georgie, der er du!” Hunters stemme afbrød hendes tanker. Han trådte ind i tårnet iført en tynd kåbe og så ud til at fryse. Hans mørke hår sad pjusket, som om han havde skyndt sig for at finde hende. ”Du har glemt aftensmaden igen, ikke?” Georgie lo svagt. ”Det er ikke min skyld, at jeg bliver fanget af ting som månetegn. Vidste du, at månen påvirker vores magiske energi på måder, vi knap nok forstår?” Hun pegede på bogen foran sig. Hunter rullede med øjnene, men satte sig alligevel ved siden af hende. ”Okay, forklar. Hvad er det nu, du har opdaget denne gang?” Georgie lukkede bogen, men holdt en finger ind på det sted hun var nået til. ”Månetegnet er ligesom stjernetegnet, men det afhænger af, hvor månen var, da man blev født. Det siges at afsløre ens inderste følelser og intuition. Men det er svært at finde ud af uden et specifikt fødselstidspunkt,” forklarede hun og så op mod himlen. ”Jeg vil gerne vide mit, men… jeg har brug for en stjernekortberegning, og det er ikke ligefrem noget, vi bare har her.” Hunter betragtede hende og smågrinte. ”Det er jo heldigt, at du har mig. Jeg kender et trick.” Han trak sin kappe lidt tættere omkring sig. ”Hvad mener du?” spurgte hun nysgerrigt. Hunter trak en lille notesbog op fra sin lomme. ”Jeg har arbejdet på at lave mit eget stjernekort. Hvis vi kombinerer det med oplysningerne fra din bog, kan vi finde ud af det.” Georgies øjne lyste op. ”Seriøst? Det lyder fantastisk!”

De brugte den næste time på at gennemgå Hunters notesbog og informationerne i bogen. Med hans kort og hendes beregninger lykkedes det dem at finde frem til svaret. Efter noget tænken og sammenligning med månefaserne erklærede Hunter: ”Din måne var i Skorpionen, Georgie. Det betyder, at du har en dyb følelsesmæssig styrke og intuition, der driver dig til at udforske det ukendte. Du har en nysgerrighed, der altid vil lede dig mod svar, uanset hvor skjulte de er.” Georgie strålede af begejstring, mens hun skrev alt ned i sin notesbog. Da de senere vendte tilbage til tårnet, kunne hun ikke lade være med at grine. ”Jeg vidste det! Jeg har altid følt, at jeg kunne forstå ting, andre ikke kunne. Skorpionen giver mening.” Hunter rystede på hovedet med et grin. ”Du er så meget en Ravenclaw. Selv når det handler om stjerner og måner, skal du vide alt.” Georgie lo og så op mod månen. ”Det er ikke bare stjerner og måner, Hunter. Det er hvem vi er.”

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Besværgelser
Georgie trampede gennem Hogwarts’ snedækkede have, hendes åndedræt kom i korte, vrede stød. Det var sent om aftenen, og de fleste elever var allerede tilbage i deres opholdsstuer, men Georgie kunne ikke finde ro. Milena, en pige fra hendes årgang, havde skældt hende ud tidligere på dagen for at have tegnet hende i klassen uden hendes tilladelse. Selvom Georgie mente, at tegningen var uskyldig og smigrende, havde Milena ikke set det på samme måde. Vreden og forlegenheden kogte stadig i hende. Det var kraftedme for meget at Milena havde flået tegningen ud og revet den i stykker.
Hun fandt sig selv ved en gammel og forladt skurebygning, som hun ofte havde set fra slottet, men aldrig været tæt på. Det var en af de ting, der kun eksisterede i periferien af hendes daglige liv, men som nu virkede som det perfekte sted at være alene. Hun trak sin tryllestav frem, fingrene knugede om dens glatte træ som for at kanalisere hendes ophobede frustration. Hun huskede en besværgelse, hun havde set i en gammel bog – Cistem Aperio, en kraftfuld åbningstrylleformel. Georgie havde aldrig brugt den før, men lige nu var det ikke så meget dens funktion, der tiltalte hende, som den energi og kraft, der lå i ordene. ”Cistem Aperio!” Hendes stemme skar gennem stilheden, da hun rettede tryllestaven mod den gamle bygning. Et intenst lys skød frem og ramte døren, som fløj op med et knagende brag. Sne hvirvlede op omkring hende, og hendes hjerte hamrede i brystet.

Inde i skuret var der ikke andet end gamle, mørnet trækasser og spindelvæv, men det var ikke pointen. Hun havde fået sin vrede ud, kanaliseret den gennem sin magi. For et øjeblik stod hun der og stirrede ind i det mørke rum, mens hendes skuldre langsomt sank. ”Wow, remind me never to get on your bad side.” Georgie gispede og snurrede rundt, og der stod Hunter, hans arme over kors og et lunt smil på læberne. ”Hvor længe har du stået der?” spurgte hun skarpt, selv om hun mærkede, hvordan hendes vrede blev erstattet af flovhed. ”Lige længe nok til at se dig skræmme livet af en dør,” sagde han og trådte nærmere. ”Er du okay?” Georgie sukkede og så ned på sneen. ”Jeg havde brug for at få det ud. Alt det her… det er bare for meget nogle gange.” Hunter nikkede og satte sig på hug ved siden af hende. ”Jeg forstår det. Men du ved, at du kan tale med mig i stedet for at kaste trylleformler på tilfældige bygninger, ikke?” Et lille smil dukkede op på hendes læber. ”Måske. Men det hjalp faktisk.” sukkede hun. ”Godt,” sagde han og rejste sig. ”Men næste gang, lad os finde noget mindre dramatisk. Som at kaste snebolde.” Georgie grinede. ”Aftale.”

NAVN: Makayla
ÅRGANG: 5
FAG: FMMK
I klasselokalet var bordene rykket til siden, så der var plads til praktiske øvelser, og i midten af rummet lå en række træblokke, der tydeligvis skulle bruges som mål for dagens lektion. Som sædvanligt var der småsnak inden timen begyndte, så professoren klappede i hænderne for at få ro.
"I dag skal vi arbejde med besværgelsen Reducto," begyndte professoren med et skarpt blik ud over klassen. "- Denne besværgelse bruges til at reducere eller ødelægge solide genstande. Men det kræver præcision og kontrol, for vi ønsker ikke at spræne rummet i stykker," fortsatte professoren, mens et advarende blik blev sendt til et par elever, der allerede synes at være ude af fokus. Makayla rettede sig op og lyttede nøje, da professoren fortsatte. "Formlen er simpel, men det er vigtigt, at I udtaler den korrekt: re-DUCK-toh. Læg vægt på anden stavelse, og sørg for, at jeres stavbevægelse er skarp og præcis – et hurtigt, fremadgående snit," forklarede professoren nøje, mens vedkommende fremførte besværgelsen for eleverne. Et blåt lys skød ud af tryllestavens spids, og en af træblokkene splintredes. Det så vildt ud!
De blev opdelt i par for at øve sig, og Makayla fandt sin makker i Preston, en Slytherin-elev som hende selv.. Hun stillede sig over for en træblok og tog en dyb indånding, mens hun hævede sin stav. "reh-DUK-toh," sagde hun langsomt, inden hun gentog det mere selvsikkert. Stavens spids glødede svagt, men der skete intet.
Hendes makker grinede let. "Prøv igen, men vær lidt mere beslutsom," foreslog Preston.
Makayla kneb øjnene sammen, trak vejret dybt og gentog både stavbevægelsen og besværgelsens udtale. "re-DUCK-toh" lød det fra hende. Denne gang lød et svagt smæld, og en del af træblokken splintrede. Det var ikke perfekt, men det var en begyndelse på at kunne mestre besværgelsen... måske, perfekt.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Astrologi
Gigi skyndte sig ned ad gangen i Hogwarts’ vestfløj, hendes sko klaprede mod stengulvet, og hendes hjerte hamrede i brystet. Hun havde fået den spontane idé at afprøve en kompliceret trylleformular, hun havde læst om i en forbudt bog i biblioteket – en bog, som hun slet ikke burde have haft adgang til. Fera Transformare, en magi designet til at give midlertidige dyrelignende egenskaber, lød simpelthen for fristende til at lade være. Hun nåede frem til en tom klasseværelse og smækkede døren bag sig. Rummet var dystert oplyst af svagt lys fra de snedækkede vinduer. Gigi trak vejret dybt og satte sig for at forberede formularen. Hendes notesbog var fyldt med kradse skitser af formler og noter, og hun gentog ordene lavmælt for sig selv, før hun greb sin tryllestav og pegede mod sig selv. ”Fera Transformare!”
I starten virkede det som en succes. Hendes fingre begyndte at vokse lette kløer, og hendes sanser blev skarpere. Hun kunne høre lyde fra elever langt borte og lugte den søde duft af kager fra køkkenet. Men så begyndte det at gå galt. Pludselig ramte en intens smerte hende, og hun faldt sammen på gulvet. Hendes krop begyndte at forandre sig på måder, hun ikke havde forventet. Hendes hud blev dækket af pels, og hendes ben krummede sig til kraftige baglemmer. Hun forsøgte at tale, men det eneste, der kom ud, var en dyb, guttural knurren. Gigi kiggede ned og opdagede med forfærdelse, at hun var ved at forvandle sig til en ulv – eller noget, der lignede. Problemet var, at hun ikke havde forberedt en modformular. Hendes tanker blev paniske, og hun begyndte at rode febrilsk i sin taske efter bogen. Men hendes nye, klodsede poter gjorde det næsten umuligt at gribe fat i noget.
Det blev værre, da døren gik op, og Hunter trådte ind. ”Gigi? Jeg så dig komme herind. Hvad laver du…” Hans stemme døde hen, da han så hende. ”Merlin’s skæg! Hvad har du gjort?” Hun forsøgte at forklare, men det eneste, der kom ud, var en klagende hylen. Hunter, som sædvanligvis kunne holde hovedet koldt, så ud til at være på kanten af panik. ”Okay, okay,” sagde han og løftede hænderne i en beroligende gestus. ”Vi finder ud af det her. Lad mig bare…” Han begyndte at rode i hendes taske, fandt bogen og slog op på den relevante side. ”Du læste ikke hele formularen, gjorde du? Der står her, at man skal bruge en specifik modformular inden for ti minutter, ellers…” Hans stemme døde hen, da han læste videre. ”Ellers risikerer man at sidde fast i transformationen.” Gigi stirrede på ham med store, ulveagtige øjne, der nu var fyldt med desperation. Hunter klappede bogen sammen. ”Okay, vi går til Madam Pomfrey. Nu.” Han greb fat i hendes krave – eller det, der var tilbage af hendes kappe – og begyndte at trække hende mod døren. Gigi forsøgte at protestere, men hun havde ingen anden mulighed.
Da de endelig nåede hospitalsfløjen, blev hun mødt med et forbløffet blik fra Madam Pomfrey, som straks gik i gang med at finde en løsning. Det tog flere timer og masser af komplekse modformler, men til sidst var Gigi tilbage i sin menneskelige form – dog med en klar lærdom: Læs hele kapitlet, inden du forsøgte noget så dumdristigt igen.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 5
Fag: Besværgelser
Det var en kold, grå eftermiddag på Hogwarts, og sneen dalede stille udenfor, mens Gigi sad i et af de små drivhuse bag skolen. Det var egentlig ikke et sted, hun plejede at opholde sig, men hun havde brug for fred og ro – og et sted, hvor hun kunne øve sig uden nysgerrige blikke. Hun havde fået en lys ide om at eksperimentere med kombinationen af to trylleformularer, Incendio og Aguamenti, og hun var fast besluttet på at mestre deres samspil.

Drivhuset var halvtomt, kun fyldt med visne planter, som professoren ikke længere havde brug for. Gigi trak vejret dybt og tog sin tryllestav frem. "Okay," mumlede hun til sig selv, "jeg skal bare holde kontrol. Ikke noget med at sætte ild til hele stedet." Hun pegede sin tryllestav mod en bunke af døde blade i hjørnet og udtalte klart: "Incendio!" En varm flamme sprang frem fra hendes tryllestav, og bladene tog hurtigt fyr. For et øjeblik følte hun sig tilfreds. Det var en af de første trylleformularer, hun havde lært, og hun kunne udføre den uden problemer. Men flammerne spredte sig hurtigere, end hun havde forventet. Varmen steg op omkring hende, og røgen begyndte at fylde det lille rum. Gigi følte en stigende panik. "Okay, okay, ingen grund til panik," sagde hun og forsøgte at berolige sig selv. Hun rettede hurtigt tryllestaven mod flammerne. "Aguamenti!"

En stråle af vand skød ud fra hendes tryllestav og ramte flammerne, men i stedet for at slukke dem helt, skabte det en høj søjle af damp, der gjorde luften tung og fugtig. Gigi hostede og gned sine øjne. "Det her var ikke meningen," mumlede hun og forsøgte igen. Hun pegede tryllestaven mod en anden flamme, der var begyndt at slikke op ad en gammel træreol. "Aguamenti!" Denne gang var hendes stråle mere kraftfuld, og flammen blev kvalt i en hvæsende lyd. Gigi sukkede lettet og lænede sig kort tilbage.
Men hendes lettelse varede ikke længe. Flammerne i hjørnet havde bredt sig til en stor potteplante med tørre grene, og røgen fyldte nu hele drivhuset. Gigi hostede voldsomt og kunne mærke, hvordan hendes hjerte bankede hurtigere. Hun havde brug for en bedre strategi. Hun samlede al sin koncentration og pegede sin tryllestav mod det brændende hjørne. "Aguamenti Maxima!" Vandet fossede ud som en lille flodbølge og ramte flammerne. Denne gang blev de slukket på et øjeblik, men det skabte en ny udfordring: gulvet var nu oversvømmet, og vandet sivede hurtigt hen mod hendes fødder.

”Det her går helt galt,” mumlede hun og forsøgte at være hurtig. Hun svingede tryllestaven og begyndte at bruge en tørringsformular for at undgå yderligere kaos, da hun pludselig hørte en stemme bag sig. ”Gigi? Hvad i alverden har du gang i?” Hun drejede sig rundt og så Hunter stå i døren med øjne så store som tekopper. Han tog et skridt ind, men trak sig straks tilbage, da hans fod plaskede ned i det voksende vandspejl. ”Det er ikke, hvad det ser ud til,” forsøgte hun, selvom hendes stemme lød mere skyldig, end hun ønskede.

Hunter krydsede armene og hævede et øjenbryn. ”Det ser ud til, at du er ved at oversvømme et drivhus og brænde det ned på samme tid. Hvordan har du tænkt dig at forklare det til professoren?” Gigi sukkede. ”Jeg eksperimenterede bare lidt… Det gik bare lidt… skævt.” Hun skar en lille grimasse. ”Lidt skævt? Der er nok røg herinde til at sende hele Hufflepuff i seng med hovedpine!” Han tog sin egen tryllestav frem og begyndte at hjælpe hende med at rydde op. Sammen fik de styr på flammerne og tørret det værste vand op. Da de endelig var færdige, så drivhuset nogenlunde ud som før.
Hunter vendte sig mod hende og rystede på hovedet. ”Næste gang du får en lys ide, måske prøv lige at fortælle mig om det først? Jeg vil gerne overleve resten af skoleåret.” Gigi lo nervøst og kløede sig i nakken. ”Godt forslag. Jeg lover, at det her var sidste gang… måske.”
Han rystede på hovedet med et opgivende grin, og de gik ud sammen, mens Gigi ikke kunne lade være med at undre sig over, hvad hun mon skulle eksperimentere med næste gang.