Præmier for ugens stjerne:
1. pladsen = 12 points og 50 galleoner
2. pladsen = 8 points og 30 galleoner
3. pladsen = 4 points og 20 galleoner

Præmierne for ugens lektie:
1. pladsen = 12 points og 14 galleoner
2. pladsen = 10 points og 12 galleoner
3. pladsen = 6 points og 8 galleoner

"Arcana og Bucur - Blanc og Millard," Fortelte professor Lewis de sidste, og Aslak så på Grace. De sad stort set altid sammen til timerne inden en professor synes, han eller hun skulle sætte dem i nye grupper. Imens alle de andre elever rejste sig, sad Aslak lidt paf, og det var Graces puf der fik ham tilbage til virkeligheden. "Eyes on the target," Mindede hun han om med et smil, inden hun daffede over til Bucur. Graces røde hår blev erstattet af en forsigtig blond pige, der stod med bøgerne i favnen og betragtede Aslak ligeså nervøst som han betragtede hende. "Hej," Indledte hun med en blid stemme, og Aslak peb sig igennem det første høj. Forbandede overgangstemme. Han rømmede sig, "Hej."

"Aslak," Introducerede han sig og fik kejtet givet hånden til Margot, der med et ganske roligt væsen introducerede sig selv. Tiden snød sig selv i stå, inden professor Cox tryllestav tappede bordet. "Hvad vil I forvandle?" Krævede han svar. 4. årgang var ikke en leg længere, og timerne var dyrebare. Aslak så sig forvirret omkring, forsøgte at finde et hurtigt og godt svar. Men det eneste han kunne se, var Cox' tryllestavs hånd. "Dit.... Armbåndsur," Margot smålo og Aslak var tæt på at tage sig til hovedet. Han håbede på Cox afslog, men desværre tog han det rutineret af, som var Aslak ikke den første til at spørge.
"Kom," Bad Cox, der med et smil var ved at miste tålmodigheden. Aslak rømmede sig, folk var begyndt at kigge, og at Margot og Cox var tilskuer var sådan set nok. "Draconifors," Viftede han sin stav mod uret, og ganske vidst kom der nogle orange gnister ud af staven, men ikke nok til nogen som helst effekt.
Så Aslak prøvede igen. For man gav nemlig ikke op.
Og igen.
Indtil Margot ved hans side rømmede sig, "Draconifors," Orange fyrværkeri, effektiv afvikling, og uret forvandlede sig elegant om til en lys-orange miniature-drage. "Flot," Anerkendte Cox og Aslak trak på skuldrene med ordene, "Tak," Et kækt smil, for alle vidste det ikke var hans succes, men han kunne da alligevel præstere at få klassen til at le. Det samme gjorde Margot, bare lidt, da dragen kravlede op på Aslaks hånd, og gav ham et chok, da den nyste og ild matchende en tændstik strejfede Aslaks håndryg.

Cox fik sit ur igen, efter dragen forsøgte at flyve sig retur til sin ejer. Heldigvis var han rutineret nok til at forvandle den og uret satte sig selv på igen.
Tilbage ved bordet: "Prøv lige," Bad Margot, da hun satte en lille plante foran Aslak. Opbakningen og roen var overraskende dejlig, og Aslak sendte Margot et taknemmeligt smil, før han løftede staven, "Draconifors," Jovist, der skete da lidt. Dragen var grøn som planten, og havde en manke efter de hvide blomster.
Aslak vendte sig mod Margot, "Jeg plejer altså, det plejer at gå bedre." I sit forsvar glemte han helt at forholde sig til, at han nu nok måtte sætte ord på hvorfor han havde været nervøs. Hendes lyse hår, var det flotteste han længe havde set.

‣ Klik her for at læse tidligere vindere af ugens lektie

Vinderen af Årets Lektie modtager dette trofæ, som er tegnet af Maison.

Præmier for årets stjerne:
1. pladsen = 12 points og 50 galleoner
2. pladsen = 8 points og 30 galleoner
3. pladsen = 4 points og 20 galleoner

Præmierne for årets lektie:
1. pladsen = 12 points, 14 galleoner og trofæ
2. pladsen = 10 points og 12 galleoner
3. pladsen = 6 points og 8 galleoner

Siden 1. april kunne Elias kalde sig indehaver af en reserveplads på et vaskeægte ligahold, Appleby Arrows. Jagten på den anerkendelse og succes havde stået på i flere år, sådan føltes det i hvert fald. For at holde quidditchdrømmen i live havde han derfor spillet på Ilkley Quidditchteam de sidste års tid. Ikke professionelt men dog et velkendt team især iblandt de magikere der boede i lokalområdet. Som supplement for at kunne bo inde i London sammen med to andre, havde han fået sig et job hos Kvalitetsudstyr til Quidditch.
Den geografiske forskel på Ilkley og Appleby Arrows var ikke synderlig stor, selvom Appleby trods alt lå længere nordpå. Spillestilen var omvendt noget helt andet, og det klædte Elias udmærket. Han havde temperament, som passede professionelt spil mere end amatørhold. I perioder havde den 19-årige knægt selvfølgelig haft sine tvivl om hvorvidt han bare ikke var god nok, men inderst inde vidste han at det nok skulle lykkes en dag. Han var trods alt sin fars søn og havde ikke lavet meget andet end quidditch hele sit liv, men det havde vist sig også at være en ulempe. Elias var åbenbart for snæversynet og for fastlåst i sine ideer om quidditch.

Endelig havde han nu i knap et par måneder haft fornøjelsen af at være med på et ligahold. Temperamentet var helt rigtigt en udfordring, det mærkede han tydeligt hos Appleby Arrows, endda som reserve. Nu var rollerne byttet om og engagementet var højere på holdet, fra træneren og fra de andre spillere faste eller ej. Bevares, Elias havde stadig sit høje engagement, men han havde også mennesker omkring sig, som havde mindst samme engagement og som krævede mere af ham og de andre spillere. Forskellen var enorm og selvom Elias blev kostet rundt med på en anden måde, så elskede han den nye rolle. Han havde stadig meget at kæmpe for, for selvfølgelig kunne han ikke nøjes med en reserveplads. Ambitionerne var fortsat en fast plads og en aktiv karriere, hvor han var den ene del af en fast baskergruppe. For nu var han glad for Appleby Arrows, men blev han tilbudt en fast stilling på et andet hold, ville han næppe tøve med at skrive under på en sådan kontrakt.

Træningen var i høj grad anderledes fokuseret og tilrettelagt. Ikke bare tilrettelagt holdet, men også med fokuspunkter på hver spiller. Den forandring i træning og teknikker var et stort plus for Elias. Ofte var træningen sammen med førsteholdet, for som der blev sagt, skulle reserverne være klar på topniveau ved pludseligt behov.
Dagens hårnålesving og kosteteknik var en af undtagelserne, hvor reservespillerne øvede denne teknik og håndtering af kostene, mens det faste hold havde egen træning.
Teknik var ikke noget Elias som sådan havde problemer med. Han havde siddet på en kost og manøvreret den siden før han kunne gå. Ej heller var han fejlfri og der var helt sikkert punkter, hvorpå han kunne udvikle sine evner.
Banen af magisk svævende målringe var som udgangspunkt nem at se hvordan forløb, men grundet niveauforskelle i afstand fra jorden, skulle tungen holdes lige i munden, for ikke at slå sig og komme galt af sted. Topfart skulle man ikke spøge med, når man samtid også skulle navigere i ringe af forskellige størrelser og niveauer.
Starten var som forventet. Elias klarede skærene udmærket, ringene passede ham i størrelse og til trods for musklerne og de brede skuldre, var Elias en relativ lang mand, der kunne krølle sig godt sammen, når det var nødvendigt. Da ringene begyndte at blive mindre, krævede det et andet fokus. Han skulle gøre sig lang, men stadig have mulighed for at styre kosten ordentligt i de sving, der var banens forløb.
Den første tredjedel var dermed ikke noget problem eller nogen hindring for ham. Derefter begyndte svingene at genere ham, måtte han indse. Som han nærmede sig en ring med korrekt placering for at komme igennem, skulle han på relativ lille plads vende sig nærmest 180 grader mod højre, for at komme igennem næste ring. Med fokus på at bibeholde farten – som havde været en tidligere bemærkning – blev han for ivrig og drejede for hurtigt ud af ringen, for derved at slå højre skuldre ind i målringen han ellers var på vej ud af. Et brøl forlod ham kortvarigt, da smerten jog gennem hele kroppen på ham, centreret omkring skulderen, men stædigheden tog over. Farten sænkede sig som en naturlig modstand fra kollision mellem ring og skulder, men fordelen var, at Elias hurtigere fik sig vendt de 180 grader og fortsatte gennem den mindre ring.

Adrenalinen var gennemgående i handlingerne og var ligeledes årsagen til at smerterne i skulderen fik mindre opmærksomhed. Banen var ikke afsluttet, og senere sving bød på en sænkning af fart i selv de sving, som ikke behøvede en mindre fart, hvilket både blev påpeget af Elias’ træner, Pete Davidson, og som han selv irriterede sig over. Han måtte bevare farten og samtid manøvrere kosten rund i svingene, der ikke var mere end de 90 grader. Ringenes størrelse viste sig ikke at være problematiske at håndtere. Til gengæld fik Elias aldrig bugt med farten i alle sving. Skulderen dunkede af og til, men det var ikke noget der generede ham og dermed ikke noget der burde have indflydelse på præstationen.
Fart havde da ved Merlin heller aldrig været et problem for Elias, så hvorfor det skulle være det nu, var ham en gåde. En fejlberegning i sving kunne have noget med det at gøre, men måske drejede det sig om, at han altid tidligere havde troet at farten blev beholdt i svingene, uden det egentlig var tilfældet, men han havde ikke haft trænere, der rent faktisk havde interesseret sig for de detaljer førhen.
Opdagelsen var en glæde og frustration på samme tid. Selv efter endt træning var der en enkelt spiller udover Elias, der fortsatte træningen. Fart og sving måtte kunne trænes op og det var ikke fordi Elias var bange for hverken at falde af kosten, komme til skade eller andet, så det handlede udelukkende om vane og teknik. Det kunne trænes og Elias havde tænkt sig at mestre disciplinen, om det betød flere ugentlige træninger. Sådan var han af natur fokuseret.
Skader holdt han sig fra i øvrigt, men et par bump på vejen i form af kostens halebørster i karambolage med ringene og en enkelt bule i baghovedet ved en forkert beregnet lavere placeret ring måtte han tage med, men det var småting i forhold til hvad andre spillere havde erhvervet sig.

‣ Klik her for at læse tidligere vindere af ugens lektie

Vinderen af Årets Lektie modtager dette trofæ, som er tegnet af Maison.