Wren Courtenay absolut hadede at være syg, og det var af én særlig grund; det gjorde det absolut umuligt at studere. Når kraniet føltes tungt af snot og man måtte afbryde sin sejlende læsning for at hoste hvert tiende sekund, så var det rimelig svært at fokusere. Derfor lod hun ikke sygdom hærge længe, før hun søgte hospitalsfløjen for at efterspørge den kur hun vidste de sad inde med. Da hun ankom, indså hun dog hurtigt, at hun ikke var den eneste der led under forkølelsens greb. Nærmest hele hendes årgang lod til at have søgt ly i den store sal. Host og hak gav ekko med stenmurerne, da den lille løve fandt en ledig stol at slå sig ned ved. Hvordan havde sygdommen spredt sig så voldsomt? Var der bare en som havde rendt rundt og nyst på alle? De mørke dådyrøjne skannede sløvt de andres ansigter, et forsøg på at finde nogen hun kendte i mængden. Blikket endte ved Chaiya Paithoon der var i færd med at hoste i sit ærme næsten synkront med River Erwood der sad ved siden af ham. Et øjeblik overvejede hun at gå over til dem, men idéen forsvandt lige så hurtigt som den havde plantet sig, da Jake Davis' stemme lød.

"Du ser forfærdelig ud," Hovedet blev drejet mod højre i et utilfredst (og snottet) snøft for at observere grævlingen der sad ukarakteristisk hængende på stolen. Den lange bønnestage af en fyr så heller ikke for godt ud. Rødmen omkring næsen og øjnene, huden blegere end normalt. "Det gør du også," Kastede hun igen, om end med et lille mildnende vip i mundvigen. Han rystede på hovedet af hende. "Hvordan er du blevet smittet?" Han gnubbede sit øje, så på hende med blå øjne der sejlede af udmattelse. "Chaiya nyste på mig." Et nik i retningen af deres fælles ven, en anelse af irritation i udtrykket. "Dig?" Spurgte hun, overrasket over hvor civil deres samtale kunne være. Måske begge deres barrierer var lige svagelige af sygdommen. "Chaiya hostede mig i fjæset." Selvfølgelig. Hun lavede et ansigtstræk som udtrykte netop den tanke.

Inden samtalen kunne gå videre, fik de begge stukket et glas i hånden med en rød væske af en af healer-assistenterne der febrilsk rendte rundt og delte ud til alle. Kvik-op eliksir. Uden et sekunds tøven slugte den lille løve indholdet og mærkede varmen sprede sig helt ud til fingerspidserne sammen med omgående lindring af det tunge hoved. Et par af eleverne omkring dem havde damp ud af ørerne, hvilket fik latter til at overdøve lyden af lidende host i salen. Selv Wren måtte undertrykke et smil over hvor fjollet det så ud. Og dog lod hun det ikke more sig for længe, før hun rejste sig og gjorde klar til at genfinde sin plads på biblioteket, dog ikke uden at skyde en sidste afskedskommentar i Jakes retning; "Ses, stankelben."

Den blege februarsol skinnede ind af vinduerne i drivhus tre og indhyllede eleverne i et forfriskende skær. Foran hver af dem stod en lerpotte med en spinkel plante i. Planten havde store blade malet af en grøn-rødlig tone, hvorunder der voksede bønnebælge. Wren - som den evigt dygtige elev hun nu var - genkendte med det samme den magiske flora, som værende sopophorus-planten. En rimelig sjælden plante der normalvis spirede i dystre moseområder. Fordi hun uden problemer identificerede planten, vidste hun også, at der i bælgene fandtes en bønne med enorme magiske evner som kunne anvendes i eliksirer. Fingrene samlede sig om en af bælgene for at inspicere den nærmere, imens professoren forklarede hvad dagens program bød på. Gødning, plukning og rapportskrivning. Lige en dag efter Wrens smag.

Med en antydning af et smil i mundvigen, gik hun derfor i gang. Den lille haveskovl blev stukket ned i sækken med gødning fra månekalv-møg for så at sprede det over pottens jord og blande det med de øverste centimeter. "Godt arbejde, frøken Courtenay." Komplimenterede professoren over løvens skulder, hvilket fik hende til at rette ryggen lidt. "Tak, professor." Skyndte Wren sig at kaste afsted, før hun igen rettede opmærksomheden mod planten. Forsigtigt mærkede hun på bønnebælgene, studerede dem for at afgøre hvilke var klar til at blive plukket. En eller to blev knækket af plantens stilk, så hun nænsomt kunne åbne bælgene for at udgrave den ene perlehvide bønne deri. Hvis hun ikke havde været så regelret, havde hun måske lagt en enkel i lommen, drevet af sin passion for eliksirbrygning. Men i stedet placerede hun dem i den tiltænkte skål som professoren havde sat frem og begyndte at skrive på sin rapport. Med sædvanligt øje for detaljer, skrev hun en lang og dybdegående opgave i kontrast til mange af de andre Gryffindor-elever, som halvhjertet fik nedskrevet det mest centrale. Hun var i sandhed lidt af en ener på det punkt - måske særligt fordi hun stræbte efter at være det.

"Skat! Der er mad!" Lød mors rungende stemme fra køkkenet. Wren der sad i stuens sofa ned næsen begravet i en bog ænsede dog knapt ordene. Den omkringliggende verden var skåret fra til fordel for den som udfoldede sig på papiret mellem hendes fingre. Hun havde lånt en af mammas bøger fra healingstudiet, en der naturligvis var langt over hendes faglige niveau, men som hun netop derfor måtte fokusere ekstra kraftigt for at forstå. "Wrennie, læg nu den bog fra dig, ik'? Det er juleferie." Prikkede mamma hul på Wrens boble med, imens hun satte sig på hug foran hende og strøg en snoning om bag løvens øre. Den kønne healer så på Wren med et blidt udtryk, der dog gjorde sin pointe klar; det var slut med at læse. "Kom så," sagde hun endegyldigt med en klap mod pigens spinkle knæ, før hun rejste sig og satte afsted mod spisestuen. Et lille suk forlod den flittige løves læber, men autoritetstro som hun nu var, kunne hun ikke modstå sine mødres tilskyndelser - også selvom hun egentlig ikke var sulten. Bogen blev derfor lukket sammen og lagt på stuebordet, hvorefter hun fandt vej til spisebordet.

"loh-kuh-MOH-tor!" Udtalte mor med løftet tryllestav, så tre tallerkener løftede sig fra hylden i det åbne skab og placerede sig nydeligt på spisebordet, stærkt efterfulgt af bestik og glas. Selvom det var en daglig hændelse, at bordet blev dækket på denne vis, så var Wren stadig imponeret over ynden i mors udførelse. Alt stod knivskarpt, landede nær lydløst på sin plads. "Vi skal have din livret," Lokkede mamma, imens fadet med Sherperd's Pie fløj ind og landede på bordskåneren ved centrum af bordet. Wren trak lidt på smilebåndet, bare en my. Måske hun var lidt sulten alligevel så.

Ordet hjem var noget Jake brugte sjældent. Oftest når folk spurgte, beskrev han der hvor han lagde hovedet eller huset i Mayfair, hvor hans far boede. Men hvis han skulle beskrive ordet hjem så var det et ord, der bød op til hygge. Et trygt sted, hvor han kunne være lige den han ville. Det var et sted eller en person, hvor lyset var varmt omkring dem. Et sted man kunne trække vejret frit.

Nu når Jake lod tankerne kredse om ordet hjem, var der flere steder der poppede op mens han tænkte. Et af stederne var Hogwarts' bibliotek. Her kunne han slappe af - det meste af tiden. De næsten idylliske øjeblikke, hvor han følte sig helt alene inde mellem bogreolerne, med et hyggeligt lys og en god, interessant bog kunne næsten føles som hjem. Men der manglede noget... Et andet sted der kunne være hjem, var for eksempel i eliksirlokalet, hvor han kunne boltre sig mellem ingredienser og brygning. Her kunne han udfolde sig, og det gjorde ham glad. Men ikke glad nok. Han skulle stadig spille en form for skuespil, for han kunne ikke være alene i lokalet... Et sted han godt kunne føle sig hjemme, var faktisk huset i Mayfair. Her havde han sine egne bogreoler, sine egne lokaler til at lave spas i og de lækreste sofaer til at slænge sig i med for eksempel en bog eller en avis. Men kun når han var alene. Hvis hans far eller andre var i nærheden føltes huset ikke nær så frit og hans...

Flere eksempler kom til ham: Søens vand, vand generelt faktisk. Af og til kom følelsen til ham, når han grinte sammen med sin ven Andreas eller den ene gang ved søen, hvor Chaiya, Wren og ham selv alle var røget i vandet. Jake havde grint for første gang i løvens nærvær og det havde føltes godt. Men fælles for alle eksemplerne var, at der kom et men. Enten var det en flygtig følelse, eller så var det slet ikke følelsen af hjem, men noget helt andet som han endnu ikke mestrerede at beskrive. Efter at have krøllet flere papirer sammen, fordi han ikke ville aflevere sådan noget pjat, slog en tanke ned i ham. Følelsen kom også. Han følte sig hjemme, når han besøgte sin mors familie i Skotland. Bare at komme til Skotland fik ham til at føle sig hjemme. Arkitekturen var indbydende, accenten som hans mors, hvilket indhyllede ham i et tæppe af en god følelse. Og ikke mindst den gård hans mors forældre boede på. Hver gang Jake kom dertil, var det en højtid hvor alle samledes. Alle hans fætre, kusiner, onkler og tanter. Der var overdådig buffet, magiske øjeblikke, hvor Jake virkelig følte sig hjemme. I han aflevering skrev han derfor om en jul, hvor der var faldet en form for madhammer-hygge-stemning over alle 20 deltagende. De mindre børn sov og hans kusiner og fætre sad sammen med ham og spillede et spil. Her var han hjemme, og det ville han altid være

Det rygtedes for at være en besværgelig forvandlingsbesværgelse de skulle lære i dag. Ligesom til så mange andre magiske lektioner, kom Jake med en tro på sig selv. Det havde ikke fejlet ham endnu, og hans ego voksede i takt med, hvor få fejl han syntes at have til fag som Besværgelser, Forvandling og Forsvar Mod Mørkets Kræfter. Avifors ville ikke blive et problem for ham - var han overbevist om.

End ikke da professoren begyndte at snakke om, hvor mesterlig en forvandling dette var. "Forvandlinger af denne kaliber er noget af det sværeste magi at praktisere effektivt. Det er for eksempel ekstremt svært at forvandle noget ikke-levende til noget, der er levende. Det kan dog være både givende og nyttigt at mestre en forvandlingsbesværgelse som 'Avifors', der vil forvandle små livløse genstande til fugle." fortalte professoren, og gjorde Jake mere klar på, at få et kæmpe klap på skuldrende end at blive nervøs for overhovedet at kunne. Selv med den introduktion og advarsel, kunne Jake kun se sig lykkedes, men samtidig havde han svært ved at se, hvorfor den kunne være nyttig. Hvornår ville det være en effektiv besværgelse, at kunne få genstande til at blive fugle? Med tvivlen på, hvad det kunne bruges til, stillede han sig frem overfor sit bord. Her havde han fået nogle sten udleveret, som han kunne øve sig på. Enten kunne han få en fugl ud af en genstand, eller mange fugle ud af flere.

Tryllestaven skulle føres i en underlig krydsedulle, og udtalen virkede lige til. Derfor øvede han ikke så meget - noget han ellers gjorde meget ud af. I dag var han mere ivrig efter at lykkedes frem for at øve sig. Tage farten ud af det hele. "Ah-Vi-fors" lød det fra ham, mens tryllestaven lavede føringen. Intet lys kom, stenene blev ikke forvandlet. Han rettede lidt på sig selv, og prøvede igen. Heller ikke denne gang skete der noget som helst. For hvert forsøg han prøvede, blev hans udtale mere desperat og tryllestavens føring blev mere kantet. Efter otte eller ni forsøg var han lige ved, at smide alt fra sig og gå. Det var ikke før Professoren kom over til ham, at han kunne se væk fra de sten han endnu ikke havde forvandlet til fugle. Det gjorde det heller ikke nemmere for ham, at andre i lokalet havde lykkedes. Professoren fik ham talt lidt ned igen. Valgte at ligge vægt på, hvad denne havde set Jake gøre godt, og give ham råd til, hvad han skulle lave om. Dette fik Jakes skuldre til at falde lidt ned. "Tiende gang, lykkens gang?" spurgte han nok mere end sagde, da han stadig sad lidt fast i, at ville lykkedes. Professoren forlod ham igen, uden at svare og Jake vendte blikket mod den største sten i hans samling. Han isolerede denne, og tog en dyb indånding. "AH-vi-fors" sagde han, overraskende roligt. Ud af spidsen på tryllestaven kom et blåligt lys, der forvandlede stenen om til en krave. Materialiseringen var et fantastisk syn, og han skulle ligge gevaldigt meget låg på sig selv, for ikke at juble over, at han havde kunne.

Jake ville ikke kalde sig selv for et rodehoved. Men det skete da, at han fumlede afsted - især når han skulle skynde sig. Denne besværgelse kunne hjælpe med det. Især hvis det nu var sådan, at han virkelig ikke gad pakke sine ting. Denne besværgelse viste sig så også, at have en noget mere avanceret tryllestavsføring, end de tidligere besværgelser han havde lært. Ligesom besværgelsen indbød til orden, så skulle føringen af tryllestaven også være lige i skabet. Normalt blev han ikke slået ud, når han skulle øve sig, men et eller andet havde slået sig ned i ham denne dag: perfektion! Det kunne både ødelægge hans humør, hvis han ville gøre ting perfekt, samtidig med at han regnede sig selv for at være langt bedre end han i virkeligheden var. Spændingerne ville gøre ham så anspændt, at det til sidst ville kludre så meget for ham, at han ikke kunne gøre andet end at gå fra det hele. Sjældent skete det dog, men han kunne se sig selv ryge i det hul i dag.

Uden at udtale besværgelsen, begyndte han at øve sig på føringen af tryllestaven. Skråt op, en anelse lige hen, så lodret ned, lidt til højre igen, så halvvejs op end før, så til højre igen, så ned og igen til højre og afslutning med føring lodret op. Dette gentog han flere gange før han følte sig nogenlunde sikker. Mellem hver gang havde han enten rømmet sig, rykket lidt rundt på fødderne eller bevæget skuldrene lidt, for at løsne op. Det kom til, at han ville sammensætte udtale og føring. "Pack" sagde han mens tryllestaven lavede formen, og for hans øjne samlede alle hans skolesager sig ned i den kuffertlignende genstand alle elever havde fået udleveret i lektionen. Fornøjet så han pergament, fjerpen, blæk og bøger folde, lukke eller sable sig sammen i bedste orden, og fint placere sig i kuffertens bund. Imponeret kiggede han på tingene, og ville fra denne lektion af, aldrig mere bøje sig efter sine egne ting igen.

Wren absolut hadede alt der kunne krible, kravle eller sno sig - og derfor forekom dagens time i magiske dyrs pasning og pleje helt og aldeles uoverkommelig. Og dét var ikke noget den lille løve tænkte om spor meget, tværtimod havde hun en til tendens til at flyve let og elegant de fleste faglige udfordringer. Men måden det grå slangelignende væsen snoede sig på, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Mest af alt havde hun lyst til at overgive sig til frygten og blot flygte sin vej, men autoritetstroen og ønsket om at imponere sin moster holdt hende tilbage. Askevindelen gik på tur, fra den ene usikre favn til den næste, nærmerede sig hende med en foruroligende hast.

"Er du bange for slanger, bløddyr?" Lød en irriterende stemme ved sin af hende, en som hun kun anerkendte ved at rynke provokeret på næsen. Hun behøvede ikke at kigge i hans retning for at vide, at det var Jake Davis. "Vel er jeg ej," Hun prøvede at lyde overbevisende, men hånden var for længst gledet ned i lommen for at holde om billedet af mødrene, en dårlig vane som brød frem når hun var nervøs. En vane Jake formentlig så igennem, hvorfor han fortsatte med at presse på. "Den bider ikke, modsat dig." Ude af øjenkrogen, kunne hun fornemme hans rolige håndtering af slangebæstet. Hun rullede øjne af hans reference til dengang hun havde bidt ham i hånden, velfortjent selvfølgelig.

"Her," Sagde han og rakte reptilet hen imod hende, idet det hvislede irritabelt. Hun så kort op i de blå øjne, blev mødt af en anstrengende skadefryd. Usikkert og utilfredst holdt hun sitrende hænder frem for at modtage. Slangen viklede sig omkring hendes arm, imens løven forsøgte at holde sig i ro. Vejrtrækningen blev glemt, da væsnet stirrede direkte på hende med sine onde, røde øjne. Tungen stak ud, kildede ubehageligt mod hendes arm. Den virkede.. vred, syntes Wren. "Få den væk!" Peb hun pludseligt og forsøgte sig at ryste slangen over i den næste persons favn. "Nu!" Væsnet hvæsede pikeret over måden det blev behandlet på, en advarsel som blot gjorde Wren endnu mere panisk. "Rolig nu, Wren," Forsøgte Jake at afbryde hendes bevægelser, men før hun vidste af det blev hun bidt, hårdt, i hånden. "Av!" Udstødte hun og slangen fløj i et spjæt over til grævlingepigen ved hendes side. Den lille løve klemte hårdt om stedet hun var blevet bidt, så pinligt op på mosterens skuffede udtryk. Kinderne blev varme, da hun mærkede de andres blikke på hende. Særligt Jakes skæve smil ætsede sig fast. Dumme, dumme askevindel.

Planter var efterhånden noget som Jake gik op i. Benyttelsen af dem virkede uendelige og ekstremt brugbare, så det var ikke længere noget han tog så let, som han havde gjort i starten af det første år. Desuden lærte han nye besværgelser, som ikke nødvendigvis var at finde i deres læringsmanual i besværgelseslektionerne, så det var kun et plus. Denne lektion var en af dem, hvor man både fik besværgelsen og oplevelsen af at få en plante undersøgt. Der var frit valg på alle hylder i forhold til valg af plante, så Jake valgte at lade en rose gro hurtigt, fordi det var hans Mors ynglingsblomst. Der var også de blomster han gik til hendes gravplads med, når han en sjælden gang besøgte kirkegården. Med tryllestavens spids lavede han en lidt atypisk bølgeform og sagde “her-BIV-i-cuss”, lige som de havde fået fortalt der skulle gøres. Et grønligt lys stod ud af stavens spids, og dannede såvel om den lille stikling en boble af grønt lys, og hans tryllestavs spids. Forbindelsen mellem stav og plante blev understreget af en grøn streng mellem de to bobler, og foran øjnene på Jake begyndte stiklingen at spire. Først dannede stiklingen grene, så kom der flotte, let takkede balde på grenene, og så kom der knopper flere steder. Det var et smuk syn, da fem lyserøde roser sprang ud på den mindre busk. Frodige og sunde var blomsterne, og Jake afbrød forbindelsen inden flere kom og de eksisterende blomster ville dø ud. Meget tilfreds med resultatet lænede han sig ind over en af blomsterne og stak næsen ned i den. Næsten overdrevet parfumeret var dens duft og Jake smilede lidt for sig selv. Hans mor ville have elsket disse.

Hvis der var noget den lille løve var kendt for - udover sit hårde udtryk og exceptionelle faglige evner - så var det sin perfektionistiske fremtræden. De skinnende laksko, den stramme Windsor-slipseknude, den altid nydelige kappe. Hver lille detalje var kredset om, gjort fin, fordi det var hvad hun fra hjemmet havde lært var det eneste anstændige. Derfor ville det nok ikke komme som en overraskelse for nogen, at hun absolut ikke brød sig om at blive beskidt. Faktisk var der kun få ting i verden hun brød sig mindre om. Så som.. Hmm.. Jake Davis. Men heldigvis var han ingen steder at se i indgangshallen, så ham var hun da fri for. Hvad hun dog ikke slap udenom var dog Den Blodrøde Baron som gled direkte igennem hende, idet hun drejede ind af døren til Storsalen. "Åh!" Udstødte hun overrasket, selvom kollisionen knap kunne fornemmes. Det kunne ektoplasmaet det efterlod til gengæld godt.. Grønt klister dryppede fra hendes kappe og ned på de friskpolerede sko. Adr, altså! Hun sukkede højlydt, men lod sig ikke komme for langt ud af den, før hun med tryllestaven tegnede en klatlignende form i luften over hende, imens hun med selvsikker røst udtalte; "Skurge!" Et grønt lys gled over hendes kappe og sko, der fik ektoplasmaet til at forsvinde let som ingenting. Godt hun havde styr på sine besværgelser. Hun trak tilfredst på smilebåndet og kunne så ellers fortsætte videre på sin færd mod løvernes langbord, hvor hun som sædvanligt ville begrave snuden i en bog og ignorere alle omkring hende. Intet nyt der.

YDERLIGERE STJERNEMODTAGERE FRA UGE 2

4.

Andre

3 stjerner

Det første man bliver ramt af når man åbner døren til Hogwarts drivhuse er heden. Og efterfulgt af heden, er dunsten af gødning og den fugtige luft der sætter sig på huden de næste gaver sådanne drivhuse kan give. Henrietta var fulgt med resten af sin årgang ud ad hoveddøren og ned til skolens mange drivhuse og hendes entusiasme var ikke just helt oppe at ringe. At lære om ingredienser og planter var af stor interesse, men at stikke hænderne i dragemøg og hive ukrudt op var simpelthen arbejde for folk med langt mindre finesse end hende selv. Selvfølgelig forstod hun konceptet af hvorfor det var vigtigt at lære disse teknikker, specielt hvis man som hende havde en forkærlighed for eliksir, men det betød ikke at hun brød sig om idéen om mudder op ad albuerne og snavs under neglene. Henrietta var vokset op i Liverpool, en storby, der ganske vidst forsøgte at udvide deres grønne områder, men hun havde set mere beton end grantræer i sit liv. Hendes forældre var også mere altan end have mennesker og selv om hun havde forsøgt at holde live i adskillige planter, så var Henriettas tommelfingre ikke grønne.

Den tunge fugtighed klistrede sig til hende og hun kunne mærke at hendes hår allerede var begyndt at kruse, da hun satte sig ved et af de ledige borde i drivhuset. Hun lavede et mentalt notat om at det var vigtigt at huske at flette sit hår før hver fremtidige botanik time ellers ville hun går her fra og ligne hun havde fået stød. Og kruset hår og mudder var ikke ligefrem et look der ville hjælpe hendes fremtid. Professor Lawrence tog venligt imod dem alle og begyndte introduktionen af botanik. Henrietta var egentlig stor fan af Professor Lawrence, hun var nemlig også Hogwarts eliksir professor. Og eliksir var et fag Henrietta planlagde at være ekspert i. Og hvis professor Lawrence mente at botanik var et fag værd at investerer tid, så ville Henrietta give det sit bedste. Mudder og dragemøg og det hele. Professor Lawrence var i gang med en fremlæggelse af hvad de forskellige drivhuse indeholdt, samt hvad hendes forventninger til eleverne var. Henrietta fulgte godt med, imens hun tog notater til strukturen af drivhusene, eller hun forsøgte i hvert fald at holde interessen oppe, imens hun fulgte med. Men hun kunne mærke sveden begyndte at pible frem alle mulige ubehagelige steder og med et kort og hurtigt blik rundt på de andre elever, kunne hun se at hun var ikke den eneste der var påvirket af heden i drivhuset. Og med et lille grin noterede hun i bunden af sin notesbog; ”Fletning, deodorant, lommeletter i inderlommen.” før timen afsluttedes.

Med hjertet hamrende af forventning trådte Andre ind i det høje Astronomitårn, fyldt med begejstring for sin første astronomilektion. Hans øjne skannede det rummelige klasselokale, og hans ansigt lyste op ved synet af det store vindue, der åbnede sig for stjernehimlen. Han følte sig som en del af noget større, og spændingen boblede inden i ham, mens han fandt sin plads ved siden af en klassekammerat fra Ravenclaw.

Lokalet var oplyst af svagt lys fra stearinlys, der kastede en varm glød over de gamle stenmure og træmøblerne. En følelse af ærefrygt og nysgerrighed fyldte Andre, da han ventede ivrigt på, hvad lektionen ville bringe. Han kunne næsten føle magien i luften og glædede sig til at lære mere om stjernerne og universets mysterier.

Da han satte sig ned ved siden af en klassekammerat fra Ravenclaw, kunne Andre ikke lade være med at føle en snert af irritation. Han syntes altid, at Ravenclaw eleverne var så bedrevidende og selvtilfredse. Men han lod ikke sin fordomme ødelægge hans gode humør og forsøgte at være høflig og venlig over for sin sidemakker.

Da Professor Florence begyndte at forklare dagens emne, lyttede Andre opmærksomt, mens han prøvede at følge med i de komplekse koncepter. Han følte sig lidt overvældet af den tekniske terminologi, men han var fast besluttet på at gøre sit bedste og lære så meget som muligt.

Pludselig mærkede Andre en mærkelig følelse af svæven, og hans fødder løftede sig fra gulvet. Han kiggede forvirret rundt og indså, at tyngdekraften var blevet fjernet fra lokalet. Panikken steg i ham, men han prøvede at holde sig rolig og fik fat i kanten af sit bord for at stabilisere sig.

I det kaos af svævende objekter og forvirrede elever, følte Andre pludselig noget langt glide ud af hans lomme. Med et chok indså han, at det var hans tryllestav, der var på vej ned mod gulvet. Men før den nåede jorden, blev den grebet af den magiske kraft og svævede væk fra ham, midt i lokalet. Han følte en bølge af skam skyde igennem sig, mens han famlede ud i intetheden efter sin tryllestav, men den syntes utilgængelig for ham i det tyngdefri miljø.

Mens han kæmpede med sin manglende tryllestav, hørte Andre sin sidemakker fra Ravenclaw udbryde begejstret, at hun kunne se Nordstjernen. Ignorerende sine egne problemer, greb Andre kikkerten og begyndte at lede efter stjernen. Men hans indsats var forgæves, da han stirrede ind i en labyrint af stjerner, uden at kunne identificere den korrekte.

Stoltheden stak i Andres bryst, da han kæmpede med sig selv om at spørge sin sidemakker om hjælp. Han ville ikke indrømme sin egen uvidenhed for hele klassen. Med et anstrengt smil henvendte han sig til sin klassekammerat og formulerede spørgsmålet om, hvordan man lokaliserer Nordstjernen.

Hans stolthed faldt en smule, da sidemakkeren venligt og smilende forklarede, hvordan man identificerer Nordstjernen blandt de mange stjerner på himlen. Han følte en blanding af lettelse og skam, da han modtog svaret, og takkede hende med et genert smil.

Da timen nærmede sig sin afslutning, vendte tyngdekraften tilbage til lokalet, og Andres tryllestav landede blidt ved hans fødder. Han følte en lettelse skylle gennem sig, da han samlede den op og stak den tilbage i sin lomme.

Her opdagede han så, at det kun var HELE klassen der havde set det, da de alle kiggede på ham og små grinede. Ud over at han blev rød i hovedet, så blev hans ansigt stramt, hans mund var så lille og tynd, nærmest som en streg, han ignorerede alt og alle, og prøvede at tælle til 10, med næsen højt hævet.

I det øjeblik, hvor han overvejede at takke sin sidemakker for hjælpen, følte han en stædig følelse af stolthed, der holdt ham tilbage. Han besluttede at holde det for sig selv, og med et knap synligt nik vendte han sig mod vinduet og lod tankerne vandre mod de fjerne stjerner.

En labyrint udfoldede sig foran Wren, der med sædvanlig rank ryg og kalkulerende blik inspicerede den. Den så harmløs ud udefra, men de var blevet informeret om at være på vagt, da en særlig modbydelig busk var placeret rundt omkring derinde. Den stikkende busk. Hun havde naturligvis læst op på planten - godt forberedt som altid - og derfor var det med en vis selvsikkerhed hun begav sig afsted. Hun havde valgt at tage turen alene, selvom de fleste andre havde fundet sammen i små grupper - Wren var nemlig af den overbevisning, at samarbejde blot holdt hende tilbage fra at brillere. Hun klarede sig bedst selv. Men det betød også, at hun skulle være ekstra opmærksom, nu når hun ikke havde nogen andres øjne og ører at støtte sig op af. Øjnene granskede derfor buskene, mens tryllestaven blev holdt oppe, klar til forsvar mod de store, gule pigge, som kunne blive skudt afsted når som helst. Et hyl brød luften et sted til højre for hende, hvilket fik et sæt til gå igennem hende. Et stikkende sammenstød, gættede hun sig til, men lod hurtigt opmærksomheden dreje tilbage på hendes egen færd. Hun skulle bare finde vej igennem labyrinten, hen til professorens præmie der lå og ventede - og det burde jo ikke være så svært, tænkte hun. Hendes retningssans var skarp, hendes ild-besværgelse til perfektion. Og dog.. Syntes labyrinten næsten levende jo længere ind man kom.

Hun kiggede hastigt rundt om et hjørne for at tjekke for fare. Svujs! En håndfuld torne skar igennem luften, som hun kun lige akkurat nåede at afværge ved at skjule sig bag labyrintens plantevækst. Én pig formåede dog alligevel at bore en af hendes hårsnoninger over. Forskrækket, holdt hun den halverede snoning op for sig for at betragte den. Så var det vel snart tid til en ny frisure.. Et utilfredst suk forlod hendes læber, stærkt efterfulgt af "in-SEN-dee-o!" i retning af den hårkløvende busk. Lyden af den knitrende ild, gav hende modet til rent faktisk at gå rundt om hjørnet. Passere busken og søge videre fremad. Og sådan fortsatte hun, et par små ildebrande efterladt bag sig, indtil hun endelig kunne se udgangen. Et lille smil krøb frem i mundvigen, en lettelse i brystkassen. Godt nok havde hun ikke været bange, i hvert fald ikke ifølge hende selv, men.. Dén labyrint var alligevel ikke ligefrem hyggeligt at befinde sig i..

Præmien for at overvinde labyrinten var dog mildest talt skuffende. Professoren rakte hende et indpakket bolche med kaktussmag, en 'sjov' reference til buskene. Wren måtte skjule den flade fornemmelse indvendigt, men stak alligevel slikket i munden. Men var der ikke også et klogt menneske der engang havde sagt, at 'det ikke er destinationen, men rejsen' der var vigtig? Og labyrinten havde trods alt været en interessant og lærerig udfordring.

YDERLIGERE STJERNEMODTAGERE FRA UGE 1

4.

Jake

8 stjerner