Det var uge fem på Hogwarts, og tredjeårs Slytherin-eleverne skulle i dag lære en ny og spændende forvandlingsbesværgelse: Ducklifors. Makayla, der altid var ivrig efter at mestre nye magiske evner, sad på kanten af sin stol i forvandlingstimen, hvor professoren netop havde forklaret, hvordan man kunne forvandle et objekt til en and. ”Det er vigtigt at huske,” begyndte professoren med sin skarpe stemme, ”at Ducklifors kræver præcision og koncentration. Et skødesløst sving med tryllestaven, og I kunne ende med et ufuldkomment resultat,” sukkede professoren. Makayla nikkede og trak sin tryllestav frem, mens professoren gik rundt og delte små, simple objekter ud til hver elev. Makayla modtog en lille, sort sten, som var kold og glat i hendes hånd. Hun betragtede den et øjeblik og kunne mærke sin spænding stige. Tænk at kunne forvandle noget til et levende dyr. Det var altså rimelig sejt. ”Når I er klar, sig besværgelsen tydeligt og fokuser på at forestille jer en and,” instruerede professoren, inden vedkommende gik op foran klassen igen.

Makayla placerede stenen foran sig på bordet, tog en dyb indånding og pegede sin tryllestav mod den. ”duck-LIH-fors!” udbrød hun og svang tryllestaven i en nedadgående skråstreg. Et gulligt skær lyste ud af tryllestavens spids, og til hendes store overraskelse begyndte stenen at forvandle sig med det samme. Den voksede og blev rundere, som om den blev blød og levende. Et lille næb trådte frem, og stenens sorte farve begyndte at blive til fjer. Men noget var forkert. Den færdige "and" foran hende var... ikke helt som forventet. For stenen var ganske vist blevet til en and, men den var stadig sort og skinnende, som om den var lavet af sten. Dens øjne var små og hårde som stenens overflade, og selvom den kunne bevæge sig lidt, virkede den stiv og unaturlig. Makayla rynkede panden. Anden stod der, men den var mere en sten-udgave af en and end en rigtig and.

Hun forsøgte igen. "DUCK-lih-fors!" Denne gang koncentrerede hun sig endnu mere intenst og forestillede sig en perfekt, levende and. Anden ændrede sig lidt, dens fjer blev mere bløde og dens bevægelser mere flydende, men den sorte, stenhårde overflade forblev. Makayla kiggede sig omkring og bemærkede, at de andre elever også havde blandede resultater. Nogle havde forvandlet deres objekter til ænder, der stadig havde små kendetegn fra de oprindelige objekter – en and med et metalskin fra en ske eller en and, der stadig duftede af bøger. Nogle få havde skabt ænder, der kun var delvist levende, som om de stadig var fanget halvt mellem at være et objekt og et levende væsen.

Makayla sukkede og prøvede igen, men resultatet blev kun en lille forbedring. Professoren gik hen til hendes bord og studerede den sorte and med et vurderende blik. ”Ikke dårligt, frøken Makayla,” sagde professoren, ”men du skal fokusere mere på at give den liv, end på det fysiske udseende. Stenen er stadig til stede i anden, fordi du stadig tænker på den som en sten. Prøv igen, og tænk kun på en levende, fri and.” Makayla nikkede og tog endnu en dyb indånding. Hun lukkede øjnene, lod tanken om stenen glide væk og forestillede sig i stedet en and, der svømmede på en sø, med bløde fjer og et let skræppende næb. Hun åbnede øjnene, pegede sin tryllestav og sagde med rolig stemme: ”DUCK-lih-fors!” Denne gang var forvandlingen mere flydende. Anden foran hende var næsten helt levende, med bløde fjer og en livlig bevægelse. Dog var der stadig et svagt, skinnende lag på fjerene, som om en del af stenen nægtede at give helt slip.

Makayla smilede tilfreds. Hun var tæt på at mestre det, men hun vidste, at hun skulle øve sig mere for at nå det perfekte resultat. Forvandlingsmagi var en udfordring, men også en spændende rejse, og Makayla var klar til at fortsætte sin færd mod perfektion.

Det var sent på eftermiddagen og Iliana sad ude i kvadraten på Hogwarts og lavede lektier da hun blev opmærksom på noget tumult ved en af indgangene til buegangen der gik hele vejen rundt om kvardraten. hun kikkede op og fik øje på de tre større elever der tidligere på dagen havde puttet en mindre elev ned i en papkasse og stillet både et bord og nogle stole ovenpå i et hjørne af biblioteket.

Her havde Iliana befriet eleven ved hjælp af Wingardium Leviosa besværgelsen for at flytte bordet der stod ovenpå papkassen. Nu var de efter samme stakkels elev igen og nu blev Iliana virkelig sur. Hun bevægede sig langsomt rundt om træet i midten, uden at drengene opdagede hende og da de skulle til at løfte den mindre elev op i et af vandbaljerne der stod ved indgangen, pegede hun på dem og sagde højt Fli-PEN-do!! mens hun vippede med sin tryllestav.

Den nærmeste dreng, som var den største og mest brutale af dem, blev kastet et stykke væk og landede selv i en vandbalje. Han blev så overrasket over angrebet at han ikke formåede at reagere. De to andre drenge slap dog ikke deres greb i den stakkels elev som de havde fat i, men trak ham efter sig mens de truende kom nærmere mod Iliana.

”SLIP HAM!!!” sagde Iliana hårdt og pegede på dem med sin tryllestav. ”I har trynet ham nok. Var det ikke nok at lukke ham ned i en papkasse som han ikke havde mulighed for at komme ud af?” Hendes stemme dirrede af vrede. Godt nok var hun kun 1- års elev, men uretfærdighed og mobning fandt hun sig ikke i.

De var nu kun et par meter fra hende, og havde stadig fat i den stakkels dreng. Så hun pegede på den elev yderst til venstre, vippede igen med tryllestaven og sagde Fli-PEN-do!! Og drengen blev kastet et par meter baglæns mens han ømmede sig forskrækket. Ved denne omgang stoppede den sidste dreng og vidste ikke rigtig om han skulle blive eller løbe sin vej.

”SLIP HAM SÅ!!!” sagde Iliana igen. ”Eller du får samme tur som dine kammerater!! Det ville han åbenbart ikke nyde noget af, så han slap den stakkels elev og stak halen mellem benene og forsvandt. De to andre var kommet op og stå og nærmede sig nu Iliana og virkede meget opsatte på at få hende ned med nakken. Men hun var forberedt.

Fli-PEN-do doh!! råbte hun og viftede med tryllestaven. Begge drenge fløj nogle meter tilbage og landede ovenpå hinanden. Hun vidste godt at den sidste besværgelse måske var lidt for kraftfuld for en 1-års elev, men hun var rasende!!! I det samme kom et par lærere og rektor til syne fra indgangen til trappetårnet. Rektor gik øjeblikkelig over til de to store elever, fik dem på højkant og beordrede dem til at vente ved sit kontor.

To af de øvrige lærere var kommet hen til Iliana og spurgte hvad hun havde gang i. Iliana forklarede at hun tidligere på dagen havde befriet Mike, som drengen hed, fra nogen andre store Slytherin-elevers hårdhændede behandling. ”Og jeg beklager at jeg måske overdrev den sidste del af besværgelsen, men jeg så ingen anden udvej for at befri Mike."

Der blev talt lidt lærerne imellem og så blev både hun og Mike bedt om at følge med op til rektors kontor. Iliana samlede sine ting sammen og fulgte med mens hun med den ene arm omkring skulderen på Mike, forsøgte at trøste ham.

Inde ved trappetårnet stod Hufflepuffs overhoved Manoel og ventede på dem. Han pegede på Iliana og bad hende om at følge med. Mike måtte gå med rektor og de andre lærere op på rektors kontor. Da Iliana og Manoel ankom til opholdsstuen satte de sig ned og hun måtte igen forklare hele historien fra ende til anden.

Hun måtte love ikke at bruge så kraftige besværgelser oftere og så fik hun besked på at resten af dagen måtte hun blive i opholdsstuen som en ”mild” straf for overdreven brug af tryllestaven. Iliana accepterede denne beslutning og kort efter at Manoel var gået kom en af de andre lærere ind til hende.

”Du har fået en ganske mild straf for overdrevet brug af tryllestaven, men du har også fået tildelt 30 kollegiepoint for din snarrådighed overfor en anden elev tidligere i dag.” Iliana åndede lette op og spurgte til de tre store elever fra Slytherin, og deres straf. Hun fik at vide at de hver især var frataget 10 kollegiepoint og havde fået en meget kraftig advarsel om at hvis det skete en gang mere, så blev de smidt ud af skolen.

Den beslutning var Iliana glad for, for så beviste hun over for både sig selv og andre at man ikke skal finde sig i at blive mobbet.

Iliana var, efter sidste uges lektion, en smule skeptisk overfor faget Botanik. Men efter lidt snak med nogle af de andre, vidste hun at hun ikke var alene med denne skepsis. Der var sågar et par af pigerne der talte om helt at udeblive fra faget, som en slags protest. Men den snak brød Iliana sig ikke om. Man bliver nødt til at give det en chance. En enkelt dårlig oplevelse må ikke tage modet fra jer, sagde hun til pigerne da hun hørte dem snakke om det.

Hun fik dem overtalt og sammen gik de ned til drivhusene hvor undervisningen skulle foregå. Ved indgangen stod et bord med saftevand og kage og et stort skilt hvor der stod ”UNDSKYLD OG VELBEKOMME” De tog et stykke kage og et glas saftevand og gik indenfor. Til deres store overraskelse var plantebordene rykket ud til siden og der var bredt tæpper og puder ud over gulvet.

De satte sig forundret ned og ventede på at undervisningen skulle gå i gang. Da læreren kom ind, bød hun dem alle velkommen og håbede at de sad behageligt. I dag skulle de ikke lave noget, andet end at lytte godt efter. I dag ville læreren nemlig fortælle dem om en spændende plante og de ville se billeder af den.

Hun trak tæppet væk der dækkede tavlen og et stort billede af en plante. ”Hvem kan fortælle mig hvad denne plante hedder??” Der var et par af eleverne der straks rakte hånden op, men flere synes stadig at være noget skeptiske over dagens emne.

Hendes blik vandrede hen over eleverne og hun måtte konstatere at der ikke var mange der havde rakt hånden op. ”Ok, lad mig stille spørgsmålet anderledes. Hvem kan fortælle mig noget om den plante der hedder Dittany?” Nu var der en del flere der rakte hånden op og en pige nede bag ved rejste sig op. ”Undskyld frøken, men skal vi ikke bruge jord og planteborde i dag?” Læreren rystede på hovedet og smilte bredt. ”Nej, jeg tror det blev en lidt for voldsom start sidste gang, så vi tager den lige lidt med ro. Næste gang skal I nok få lov at få gang i plantebordene…”

”Nå, var der nogen der kunne fortælle mig om Dittany-planten?” Iliana strakte nu sin hånd så højt op i luften at hun fik helt ondt i skulderen. Læreren bemærkede det og bad hende fortælle hvad hun vidste. Iliana rejste sig op og stillede sig med front mod sine kammerater.

”Denne plante hedder Dittany, den bliver også nogle gange kaldt den brændende busk. Grunden til dette øgenavn er højs sandsynligt dens rød lilla blomster der bevæger sig let i vinden og kunne på afstand ligne flammer. Selve planten har mørkegrønne tykke stængler og næsten rundt gummiagtige blade. Den kan i fortyndet tilstand bruges til mindre sår. Man kan også bruge den i ufortyndet stand til meget dybe og alvorlige sår, men det skal man være mere uddannet end os til at gøre. For ellers kan man gøre mere skade end gavn. Selve blomsterne kunne måske minde om lavendel, men Dittany-plantens blomster er mere rødlige end lavendel. Planten kan dog, hvis man ikke er forsigtig frigive nogle brandbare dampe. Men det er yderst sjældent. Den kan også bruges til fremstilling af eliksir, men lige nu ved jeg ikke hvilken.”

Da timen var ved at være forbi spurgte læreren om der var nogen der havde lyst til at se planten i virkeligheden. De skulle så over i Drivhus nr. 6 for her stod den aflåst. De ville blive lukket ind i små hold og ville ikke komme helt hen til planten. De fik kun lov at se den på afstand. Og det var helt frivilligt om man ville med eller ej.

De fleste elever ville dog gerne se planten og de begav sig over til drivhuset hvor de blev lukke ind i små hold af 4 elever af gangen. De fik strenge ordre på ikke at gå alt for tæt på og ikke røre ved noget. Og efter timen med Puffapod, var der ingen af eleverne der end havde hænderne oppe af deres lommer.

Det var høj klar solskin da Iliana sammen med resten af klassen forlod skolen for at tage ud og finde ingredienser til deres skoleopgave. De begyndte i samlet flok, men efterhånden som eleverne fandt noget de synes var interessant, forlod de den store gruppe. De havde dog alle fået formaninger om ikke at gå ind i den forbudte skov. Men Iliana synes hun kunne se at der var nogle elever fra Slytherin der alligevel gik i den retning med det samme. Til sidst var der kun 3 elever tilbage og Iliana besluttede sig for at tage stien til højre da de tre elever nåede til det sidste sted hvor stierne delte sig lige før den forbudte skov.

Hun gik et lille stykke af stien til hun nåede en stor træstamme der lå ved siden af stien. Hun kravlede over den for at se om hun kunne finde nogle spændende planter bag ved den. Først kunne hun ikke se nogen planter, men pludselig spottede hun nogle små gule blomster der stod ved enden af træstammen. Da hun kom derhen og bøjede sig ned over dem, kunne hun straks dufte hvilken plante der var tale om. Det var ingefær. Hun gravede forsigtig i jorden for ikke at ødelægge de spæde rødder. Da hun havde fået rødderne fri, børstede hun dem forsigtig fri for jord og smagte lige på et lille stykke af en af rødderne. Den havde en skarp smag, uden at være ubehagelig. Hun lagde dem forsigtig ned i kurven og gik lidt længere hen for at se på nogle planter.

Det puslede til højre for hende og hun nåede lige at råbe en advarsel før en af de andre elever der var på vej over træstammen ville være trådt ned i hendes kurv. Drengen undskyldte og sagde at han ikke havde set hende og at han ikke håbede at han havde trådt i noget som hun havde samlet eller var ved at samle. Iliana sagde at det havde han ikke og spurgte så hvad han havde fået samlet. Han viste en næsten tom kurv og sagde at han havde svært ved at finde nogle spændene planter.

Iliana sagde at de kunne hjælpes ad og hun ville vise ham hvor hun havde fundet nogle af sine egne planter. David, som drengen hed, blev glad for hendes hjælp og snart fik de fyldt flere planter i begge kurve. Hun rettede sig op og kaldte David hen til sig. Der var ingen tvivl om hvad dette var for en plante, for der duftede stærkt af pebermynte da hun nænsomt rørte ved en af de små rosa blade der sad på de lange rødlige stængler. Hun klippede nogle stængler af og gik endnu et lille stykke videre. Hun skulle helst ikke gå for langt, for hun var nu meget tæt på grænsen til den forbudte skov.

Da hun rettede sig op og vendte sig mod skoven, kunne hun se et stort areal der var dækket med gule og hvide bellis. Hun gik nærmere og udsete sig de flotteste blomster. Hun vidste at hun både skulle have blomster og rødder med tilbage. Rødderne kunne jo bruges til eliksirfremstilling af blandet skrumpedrikken. Hun kunne huske at blomsten havde flere navne, bl.a. Tusindfryd.

Iliana stod nu lige på kanten af den forbudte skov og kikkede på nogle underlige vækster der groede i skovbunden. De lignede forvoksede snegle og lugtede forfærdeligt. Men Iliana holdt sig på afstand, for hun vidste godt hvad planten var. Det var Bobutuber og dem skulle hun ikke have noget at gøre med. Hun havde set hvordan resultatet blev ved berøring med saften fra disse planter. Så hun vendte om og begyndt at gå tilbage mod slottet. David ville hen at samle nogen, men hun holdt ham tilbage og sagde at det var en plante de nok skulle holde sig fra.

På vej tilbage til slottet kom eleverne fra alle mulige retning, nogle med overfyldte kurve, andre med næsten helt tomme kurve. Iliana var glad for det hun havde fået samlet og hun faldt snart i snak med flere af de andre elever.

Makayla sad med korslagte arme ved det lille runde bord i spådomslokalet. Lokalet var omgivet af tunge fløjlsgardiner og duften af røgelse. Hendes grågrønne Slytherin-slips strammede let om halsen, og hun undertrykte et suk, da Professor Måneskin afsluttede sin snak.

"Og husk, mine kære," hviskede Måneskin dramatisk, "tasseografi handler om at åbne sindet for de skjulte tegn. Lad bladene tale til jer!" Makayla kiggede skeptisk på de andre elever, der allerede var i gang med at hælde kogende vand over deres teblade. Ved siden af hende sad Marissa, en ivrig Hufflepuff-elev med skinnende sort hår og et blik, der afslørede en blanding af spænding og nervøsitet. "Skal vi så gå i gang?" spurgte Marissa med et forsigtigt smil, mens hun rakte Makayla en kop te. Makayla trak på skuldrene og hældte varmt vand over de tørre teblade i sin kop. Hun betragtede, hvordan bladene langsomt opløstes og sank mod bunden. Hvad specielt skulle der være ved det?

Makayla betragtede spådom som en række ulogiske gætterier, men hun vidste, at det var en del af pensum, og at hun måtte gøre sit bedste, om end det var yderst modvilligt. Fag som spådom og mugglerstudier fattede hun ikke en bjælde af, og egentlig forstod hun ikke, hvorfor Hogwarts underviste i fagene. Efter et par minutter tog Marissa en dyb indånding og sagde, "Okay, vi bytter kopper nu." De udvekslede kopper og stirrede ned i hinandens efterladte tegrums. Makayla rullede øjnene, men besluttede sig for at spille med. "Okay," begyndte Marissa og studerede Makaylas kop. "Jeg ser... noget, der ligner en engel." Hun kiggede op og grinede. "Og hvad betyder det så, kære spåkone?" lød det fra hende, i et toneleje der tydeligt indikerede, at hun ikke rigtig gad faget.

Marissa fnisede, men blev hurtigt alvorlig igen, mens hun lod som om, hun konsulterede sin lærebog. "Engel betyder gode nyheder, især i kærlighedsrelaterede spørgsmål" Makayla nikkede langsomt, selvom hun indvendigt ikke kunne lade være med at ryste på hovedet. "Eller måske betyder det bare, at jeg er sulten," sagde hun sarkastisk. Det var nu hendes tur til at spå i Marissas kop. Makayla stirrede ned i tegrumset, som lå tilfældigt spredt over bunden. Hun kneb øjnene sammen og prøvede at se en form, men alt hvad hun så, var blot kaos. "Okay, lad mig se..." Makayla trak tiden ud, mens hun forsøgte at finde på noget. "Det her ligner... en måne?" Marissas øjne blev store. "En måne! Det betyder lykke og succes!" sagde hun ivrigt. "Det kunne være et tegn på, at jeg bliver bedre til at stå op for mig selv." Makayla kunne ikke lade være med at smile over Marissas entusiasme. Selvom hun stadig syntes, det hele var noget mærkeligt fis, var det tydeligt, at Marissa nød øvelsen. Og måske var det ikke så slemt at lege med engang imellem?

Da timen var ved at være slut, samlede Professor Måneskin klassen og bad dem dele, hvad de havde set i deres teblade. Da de forlod spådomslokalet kunne Makayla mærke, hvordan hendes skepsis overfor spådom stadig var intakt. For det virkede stadig som noget volapyk.

Tirsdag morgen vågnede Iliana til en overskyet himmel. Der var ikke meget vind og skyerne var ikke totale for flere steder var der små huller som solen kunne titte igennem. Da hun sammen med de andre elever fra Hufflepuff havde spist morgenmad, begav de sig i mere eller mindre samlet flok afsted mod Quidditchbanen hvor dagens flyvetime ville foregå. De skulle have en dobbelttime sammen med eleverne fra Ravenclaw, så der blev godt fyldt op da alle var samlet.

Da alle var kommet, blev de bedt om at stille sig ved siden af hver sin kost, og det skulle være på venstre side af kosten. De skulle nu række højre hånd frem og holde den over kosteskaftet og kommandere kosten med ”op”. Hvis det lykkede skulle kosten straks flyve op i deres hånd. De fik nu lov til, en ad gangen, at sætte sig op på kosten og prøve at lette ved at lave et let afsæt fra jorden.

Iliana var meget spændt på disse timer, for det var noget hun havde set frem til. Hun stillede sig, som det var blevet fortalt, på venstre side og kosten og holdt højre hånd hen over kosteskaftet. ”op” sagde hun, nok med en smule nervøsitet i stemmen, hvilket kosten åbenbart bemærkede, for den dirrede kun, men blev liggende på jorden. Efter flere forsøg hvor det ikke rigtig lykkedes, kom læreren hen og gav hende nogle små fif. Så prøvede hun igen. ”op!” sagde hun, men denne gang mere bestemt, og straks fløj kosten op og hun havde den i hånden.

Hun satte sig nu op på kosten og satte let af mod jorden, og straks mærkede hun at kosten løftede hende op i luften. Først var hun usikker, men efterhånden fandt hun balancen og da hun var helt sikker lænede hun sig let fremad hvilket gjorde at kosten fløj stille frem. Hurtig fandt hun ud af, at ved at læne sig til en af siderne kunne hun styre kosten til henholdsvis højre og venstre. Hvis hun pressede kosteskaftet ned mod jorden, så dykkede kosten og hvis hun trak i kosteskaftet, så ste hun lidt højere.

Da hun havde fløjet en runde på banen og var blevet mere sikker på sin færden på kosten, fløj hun tilbage til sin plads, lænede sig tilbage og sagde ”ned”, hvorefter hun stille landede på græsset. Hun synes det havde været en rigtig sjov time og kunne næsten ikke vente til det blev tirsdag igen.

Sommerferien havde været eminent begivenhedsrig. Der havde været mange muggleroplevelser, men de fleste af dem var sket med Milena, som var medkollegianer og mugglerfødt. Udover når Abigail havde været sammen med Ravens familie, fordi hendes far var muggler. Jo mere tid Abigail brugte med sin far og Raven, jo mere lærte hun også om begge familier. De var forskellige. Hendes fars familie mindede mere om den familie hun kendte fra sin mor, selvom den også var anderledes. Ravens familie var den, der stak mest ud, selvom den objektivt set muligvis var den mest almindelige.

Alligevel var der noget, der forbandt faren, Jonathan, med Ravens familie foruden… Raven. Ravens far, Abigails far og Abigail selv havde noget til fælles. Interessen for billeder. Historien i billederne og minderne, som det i høj grad var for Ravens far. Raven havde fortalt om, at hendes niece havde brugt en del tid på at se videooptagelser af sig selv, selvom hun stadig kun var et lille barn. Ravens far var gået fra at bruge et gammeldags videokamera, som var, hvad eleverne i grupper havde fået udleveret i dag, til at bruge nogle andre elektroniske enheder som var mere lige ved hånden for ham.

Fascinationen havde ramt Abigail, der havde brugt mere af sommerferien på også at undersøge forskellen på sit eget kameras – eller egentlig var det hendes fars – muligheder for at lave bevægelige billeder og videokameraets muligheder for at lave lange bevægelige billeder, så det skabte en længere seance eller sekvens. Fra turen i biografen med Milena havde hun også hørt om, hvordan man kunne klippe de lange billedsekvenser sammen til en film. et var også muligt at lave kortere film, hvor man ikke skulle klippe, og det var kun dét de havde tid til i denne time.

Fortsat var Abigail fascineret efter sommerferiens øjenåbner for mugglernes billedteknologi og mulighed for at fortælle historier om alt muligt, herunder om alle mennesker, fra de var små til de var store, voksne, ældre og endda gamle. Derfor var hun nærmest mest optaget af apparatet, så hun dårlig nok hørte opgaven. Det passede hende ikke meget at lade andre få fingre i det. Udover måske Milena, som hun vidste også havde styr på det.

”Okay, skal vi lave en film om en quidditchspiller der scorer et mål, eller søgeren, der fanger lynet og bagefter giver autografer til fansene?” foreslog hun alligevel, da Milena havde forklaret opgaven. Foruden hende var også Alma fra Raven og to piger fra Gryffindor med i gruppen. Milena var tilfreds med forslaget. Alma var delvis, men det var som om hun alligevel sukkede, da Milena og Abigail fnisede og tydeligvis havde en bagtanke med dén ide. ”Kan det ikke være om noget andet? Måske noget om venskaber?” spurgte Alma. De to fra Gryffindor var søde piger, det mente Abigail afgjort, men var det ikke lidt kedeligt? Hun sagde ikke noget, men studerede videokameraet lidt mere dybdegående, mens hun nikkede lidt fraværende. En fra Gryffindor nikkede også og foreslog, at de kunne portrættere hvordan man kunne være venner og arbejde sammen, selvom man havde forskellig blodstatus og var fra forskellige kollegier.

Abigail bearbejdede forslaget lidt, hvorefter hun så mod Milena for hjælp og opbakning. Milena lod ikke til at forstår hundrede procent, hvad Abigail tænkte, så Abigail måtte selv åbne munden. ”Vil det ikke bare vise hverdagen? Skal vi ikke lave noget, der er mere specielt? Milena, du er med i frøkoret. Kan du finde på en sang at synge? Kan I andre synge?” spurgte Abigail, for den film hun havde set i biografen havde været fuld af sange, så måske kunne de synge det. Ikke engang Milena havde lyst til at synge på en optagelse, så den ide var hurtigt væk også.

Efter noget tids snak frem og tilbage om, hvad de skulle filme, kom de frem til en form for dyst. Den skulle være i sjov konkurrence, og eftersom de var tre Ravenclaws og to Gryffindors sammen, så måtte en Ravenclaw være den, der filmede. Abigail fik argumenteret sig frem til retten, så hun forsøgte sig med alle mulige teknikker og lysindfald.

De ville have dystet i, hvem der kunne lave den flotteste kage, uden at bruge hænderne, men kun tryllestavene. Det havde de ikke tid til eller mulighed for. Af samme årsag blev det heller ikke at lave en eliksir. I stedet fandt en masse af deres bøger, som de stillede ens op som en bane, der samtid fungerede lidt som en labyrint. Begge hold skulle få en lille kugle pergament igennem labyrinten. Den ene skulle bruge tryllestaven og flytte kuglen igennem labyrinten. Denne person måtte dog ikke se ned i banen, men skulle udelukkende følge sin makkers verbale instrukser.

I sig selv virkede kampen meget sjov egentlig. Derfor endte Abigail med at være speaker imens hun filmede. Meget af tiden filmede hun således selve kampen, mens man i baggrunden kunne høre de verbale guidninger, jubelråb og nederlag, når tryllestavsføreren tog fejl af højre eller venstre og de måtte få kuglen ’samlet op igen’ for at fortsætte. Abigail forsøgte at zoome ind på begge holds deltagere, deres ansigter og koncentration, men i høj grad også de overdrevne jubelscener og tristheden over at have tabt. Ravenclaw tabte til Abigails oprigtige overraskelse, mens Gryffindor derfor først fik deres kugle igennem. De havde også færre tab af kuglen undervejs, mens ivrigheden måske have styret Milena og Alma fra Ravenclaw.

Filmen var ikke særlig god, men dysten havde været sjov og Abigail fandt det enormt kunstnerisk at filme og hun kunne egentlig godt forestille sig, at man kunne gøre noget lignende hos Ravens familie. Især hvis også professor Lewis var der med sine mange børn.

Efter timen plaprede Abigail som altid løs om sin oplevelse, men ville også høre, hvad Flick og hans gruppe havde lavet. De havde lavet noget om en dreng, der reddede en ugle fra at falde ud af ugletårnet. Det havde været ’meget drabeligt og farligt’, forklarede han. Abigail lo og var nok mere fascineret af muligheden end så mange andre.

Makayla rynkede på næsen, da dagens emne blev præsenteret på tavlen: Hvad er en banshee?. Hun så mod sin sidemakker, der i dag var en nørd fra Ravenclaw. 'Nemt,' tænkte Makayla for sig selv. Normalt kunne hun godt lide at lære og læse op på ting, men i dag var hun lettere ugidelig. Måske teenage-hormoner der ytrede sig? Hun vidste det ikke helt, men lyst havde hun hvert fald ikke. Derfor var hun glad for, at hun sad ved siden af en af skolens bognørder, der allerede havde taget styringen.

"Lad os gå på biblioteket," havde det lydt fra klassekammeraten. "De har mange bøger om emnet," forklarede han automatisk uden, at Makayala havde sat spørgsmålstegn ved det. Makayla havde blot fulgt trop, da klassekammeraten havde rejst sig.

På biblioteket satte Makayla sig tungt ned på en stol, mens klassekammeraten straks begyndte at lede efter den rigtige bog, som han selvfølgelig hurtigt fandt. Det var Magiske Væsner og Hvor de Findes. Klassekammeraten havde nok bemærket, at Makayla ikke var til meget hjælp i dag, så han begyndte at læse højt for hende, og hun lod ham gøre arbejdet, mens hun nikkede med, selvom hun egentlig ikke lyttede så nøje. Hun havde andre tanker på hjernen - nemlig Flick. En anden fra årgangen, som hun synes var ret sød at se på.

Makaylas tankemylder blev dog afbrudt, da klassekammeraten lige pludselig fortalte om, hvorfor Bansheers skrig er farlige. "Der står her, at en Banshees skrig er ekstremt farlig, fordi det varsler døden for den, der hører det," bemærkede han, og så kort mod Makayla, der lod et suk glide over sine læber. Det var da ret deprimerende, tænkte hun, og kunne egentlig godt undvære flere detaljer om sådan et trist væsen. Men klassekammeraten fortsatte ufortrødent og nævnte bl.a., at Bansheer hovedsageligt fandtes i Irland. Det var alligevel rimelig tæt på, hvor de selv var, tænkte Makayla for sig selv.

Klassekammeraten fortsatte dog med at beskrive deres udseende, og Makayla kunne ikke lade være med at lytte lidt mere opmærksomt. Hun hørte ham nævne den spøgelsesagtige kvindeskikkelse med langt, flitret hår, og et blegt ansigt. Næsten zoombie-agtigt at se på. Makayla syntes, at det lød uhyggeligt, og var egentlig glad for, at hun ikke havde mødt en endnu... og forhåbentligt da aldrig kom til det.

Til sidst, efter hvad der føltes som timer, konkluderede klassekammeraten deres research. Makayla var lettet over, at de var færdige, og hun var især glad for, at klassekammeraten fra Ravenclaw havde været så grundig. Han havde gjort det meste af arbejdet, og hun behøvede ikke at være bekymret for at stå for præsentationen alene. Hun var faktisk lidt taknemlig for, at der var nogle der stog det hele lidt mere seriøst, når hun selv havde en dag, hvor hun helst bare ville slappe af og lave alt muligt andet. Dette til trods for, at FMMK egentlig var et af hendes yndlingsfag. Bare ikke lige i dag.

"Men det er jo en gyser," hviskede Emily med ekstra tryk på y'et gyser. Hun stod i køen til billetter sammen med Odette, der havde prøvet at klæde sig ældre med sin kusines sommerkjole, der ganske vist skulle holdes sammen med en klemme på rykken, for ikke at glide ned over hendes endnu flade brystkasse, og en cowboyjakke med similisten, pailletter og lyserødt leoprint på kraven. "Tør du ikke?" spurgte hun udfordrende. Emily tøvede, og skævede op til medarbejderen ved disken. Det var blevet deres tur, så nu var der ingen vej tilbage. Odette rankede ryggen og nød klikkene fra de højhælede sandaler, som i hvert fald fik hende til at føle sig voksen. Hele tre centimeter mere voksen. Medarbejderen med bumser på næsen og fugtig tekstil i armhulerne kiggede ikke engang på dem, han bad dem bare om at vælge sine pladser i salen, printede billetterne og tog imod Odettes kontanter, som hun havde fået af sin bedstemor til "at se den nye Disneyfilm". "Tak," sagde hun høfligt og tog imod billetter og byttepenge - lige nok til at de få slushice og dele en popcorn. Bedstemor havde mange børnebørn, og kendte priserne på aktiviteter udenfor hjemmet ned til den sidste pence.

Med fornyet mod fra skranken fandt de to piger deres pladser på den aller bagerste række. Popcornene stod på armlænet mellem dem, og de havde dårligt fået kontakt mellem røv og stol, før de sparkede sine sko af, så de kunne trække benene op under sig og på den møde krølle sig komfortabelt sammen i sædet - måske endda gemme sig bag sine knæ, hvis det virkelig blev uhyggeligt. "Jeg hørte at der var nogen der besvimede ved gallapremieren i USA," hviskede Emily. Odette kunne mærke sit hjerte hamre hurtigere, men tvang sig selv til at fnise, så veninden ikke kunne se det. "Jeg hørte at nogen kastede op til premieren i den her biograf," løj hun, fordi hun ikke kunne finde på noget sejere at svare Emily med. "Nede på første række. Det tog tre uger at komme af med lugten." "Ewww," svarede Emily og rynkede på næsen. Odette kunne se at hendes blik flakkede til dørene, som stadig stod åbne mens der var trailers og reklamer. De eneste andre i salen var tre drenge med kasketter på række fem. Odette havde kun set en gyserfilm en enkelt gang, og der havde hun smidt alle sine dukker ud og stadig haft mareridt i månedsvis. Det havde været virkelig nemt at være modig, da hun kiggede på biografens program med Emily, men nu da lyset blev dæmpet, kunne hun mærke at hun blev fugtig armhulerne og at hendes fingre knugede om kruset med slushice. De skulle nok bare have valgt Disneyfilmen...

Yderligere stjernemodtagere fra uge 2, årgang 96

4.

Abigail, Micky & Saranna

5 stjerner

Der var gået mange tanker igennem Casimirs hoved som hun så pensummet for skoleåret i forvandling. Det var efter hendes mening det mest spændende år nogensinde. Og et år hun helt klart så frem til at fordybe sig i. Da de havde fået deres første lektie det år, var hun først lettere forvirret som hun skulle tænke over hvad menneskelig forvandling mon kunne være. Det var et emne som fik hende til at tænke lidt muggler banerne, ved netop at tænke på det som om der ikke fandtes magi.

Det var en tydelig splittet Casimir man kunne se på biblioteket som hun forsøgte at finde ud af hvordan hun mon skulle tænke over lektien. Tankerne som gik igennem hendes hoved handlede først meget om hvordan et menneske udviklede sig med årerne, og lære af deres adfærd, og hvordan hun selv havde udviklet sig en del siden hun startede på skolen i sin tid. Casimir havde altid haft en ønske om at være et godt menneske, og det var netop sådan ting som gik igennem hendes hoved når hun tænke på en menneske forvandling, da der krævede ændring af ens adfærd igennem årerne for at opnå at blive et godt, fornuftigt og retfærdigt menneske. Men jo længere hun tænkte over det, kom hun også til at tænke på at hun trods alt levede i en magisk verden, og det nok ikke var sådan som professor Lewis havde tænkt over opgaven.

Pludselig huskede hun andre former for menneske forvandlinger som hun tænkte på professor Lewis. Casimir havde en del år forinden netop mødt hans dengang 3 årige datter, som faktisk havde evne til at udføre en menneske forvandling, hun var netop en Metamorphmagus. Som gjorder hun kunne ændre sit udsende uden hjælp fra en stav. Så hendes medfødte evne gjorder at hun nærmest var en stor menneske forvandling, især som lille fordi hun nok ikke havde den store kontrol over det. Casimir havde fundet det fascinerende i sin tid. Og havde netop også fået øjerne op for der var andre på skolen som også besad den evne. Hun havde tidligere opdaget en der var ældre end hende i at bruge sin evne under en date. Og det var også tydeligt for hende at der var mindst en på de yngre årgange som også besad evnen.

Da hun havde tænkt over Dawns evne, kom hun også til at tænke på at aviserne havde haft nævnt lederen af Skt.Mungos, som efter hvad hun huskede var varulv. Det måtte også være en form for menneske forvandling, dog var den hellere ikke så frivillig som man måske kunne ønske. Casimir huskede at der havde været tale om hvor vidt det var sikkert og fornuftigt at have en varulv til at lede et hospital. Det var enlig ikke noget som Casimir havde taget stilling til da hun mente der skulle være plads til alle der havde en evne skulle kunne arbejde med hvad end de ønskede. Eneste store ulempe hun kunne se med en varulv, var at det kunne være farligt hvis ikke taget hensyn til, når der var fuldmåne. Elleres tænkte hun ikke der ville være noget problem med netop at have en varulv i de store stillinger i samfundet.

“Animagus” sagde hun lidt for sig selv, som hun var kommet i tanke om den mest cool menneskelige forvandling nogensinde. Casimir havde haft læst lidt på det, og syntes det var spændende hvordan man frit kunne vælge om man ville være et dyr eller sit menneskelige jeg. Hvad hun viste var det ikke en medfødt til, men noget som tog lang tid, da man netop skulle yde en masse for at gennemføre den forvandling. Og selvom efter alt ens besvær var det ikke sikkert det ville lykkes. Hvilket for Casimir var en skræmmende tanke, for så havde mange timer og dage været spildt for så at skulle starte forfra hvis man ønskede sig at kunne forvandle sig til et dyr. Hun kunne ikke lade være med at forstille sig hvordan det mon ville være at være et dyr, og hvor tæt hun måske havde kunne komme på væsner og dyr hvis hun lignede et. Casimir var fast besluttet på at det var noget hun ville forhøre professor Lewis mere om, og måske når hun engang var stoppet på Hogwarts også forsøge sig med, da det klart ville være en drøm af hendes at kunne lave sådan en sej forvandling.

DER VAR DESVÆRRE INGEN LEKTIER TIL ANDEN PLADSEN

DER VAR DESVÆRRE INGEN LEKTIER TIL TREDJE PLADSEN