NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Eliksir

Ever gik ind i det stille bibliotek, hvor lyden af flere fjerpennen kunne høres. Eleverne var tilbage igen efter sommerferien og var allerede i færd med at studere hårdt og længe. Hun skulle finde supplerende bøger til timerne i Eliksir og hun følte sig allerede desperat. Hun havde ingen ide om, hvor hun skulle begynde.

Hun gik mellem de høje reoler og mumlede:
“Okay, noget let”. Hun trak en tilfældig bog ud. Titlen var: “Avancerede forvandlinger af indvolde i flydende form.” Ever stivnede, stirrede på forsiden, og hviskede: “Jah, men mest nej”. Hun satte den hurtigt tilbage igen.

Efter en halv time, var hun nede i den anden ende af biblioteket på 1. sal og fandt en bog frem med titlen: Eliksirens ABC.

“Ikke dårligt”, sagde hun med et smil og kom bogen under armen og se videre, indtil hun på samme hylde fandt endnu en bog: “101 nemme opskrifter til Eliksir”.

Hun lænede sig op af reolen bag sig og et mindre brag lød bag hende, da en stor stak med pergamentruller rullede ned af reolen og ramte trægulvet. Hun så om hjørnet på reolen og mødte straks bibliotekarens sure blik på nederste etage i den anden ende af biblioteket. Hendes syn var som en ørns. Hendes høje sko lød pludselig mod gulvet og op af trappen og Ever krympede sig, da hun stod overfor hende.
Uden at tage blikket fra Ever, tog hun en bog ned fra hylden, rakte hende den og hvæssede så: “Shhhhh!” og gik.

Ever så ned på forsiden og så på titlen: “101 opskrifter, hvordan du kan være stille”.

“Modtaget!”.

“Shhhhh!”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Botanik

Professoren i Botanik stod foran klassen med hænderne i siden og et blik, der lovede kaos.
“Velkommen til dagens udfordring! En levende labyrint. Jeres opgave er enkel: Find udgangen uden at blive ramt af Piggebuskene. Og husk, at de skyder tilbage!”

Ever og Lilly så på hinanden og Ever vippede med overlegent med det ene øjenbryn.
“Let,” sagde Ever og strakte sig. “Jeg er jo næsten født til det her.”

2 minutter senere…

“AV! Seriøst!?”, skreg Ever, mens en pig fløj forbi og satte sig fast i hendes kappe. “Stop det!”.

“Ever!” hviskede Lilly desperat. “Jeg sagde, du skulle dukke dig! Dine selvopfundne ninja-skills virker ikke!”.

“Jeg dukkede mig!”, protesterede Ever højlydt.

“Du nikkede,” svarede Lilly tørt.

“Agurk, agurk”. Er det ikke det, I mugglere siger?”.

“Det er potahto, potahto”, grinede Lilly.

De listede videre mellem de tætte hække, da de kom til endnu en busk med pigge, som en kat der sad på lur.

“Okay, nu viser jeg dig, hvordan det gøres,” sagde Ever og trak tryllestaven frem med et stift sving.

“INCENDIO!”

Et lille, ynkeligt puf og en lille røgsky kom ud af staven, som fik hende til at hoste voldsomt.

Lilly fik kastet dem begge ned i græsset, da da den affyrede et regnvejr af pigge, som fløj om ørerne på dem.

“GENIALT, Ever!” råbte Lilly, mens hun gispede af grin. “Du har lige startet en buskekrig! Du er ikke nogen Chuck Norris”.

“Hvem?”. Ever rejste sig med mudder i håret og et grin, hun ikke kunne skjule.

“Ikke nogen du kender”.

“Det var en… afledning!”

“Ja, selvfølgelig,” fnisede Lilly, mens hun børstede jord af sit ærme. “Næste gang du laver afledning, så prøv at lade mig vide det først.”

En ny busk med pigge knagede truende i nærheden, og de 2 piger løb skrigende videre ind i labyrinten.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Besværgelser

Ever stirrede ned på sin tryllekedel. Den så ud, som om den havde overlevet en eksplosion i eliksirklasse. Der sad stadig et lag tyk, sort masse klistret fast i bunden, og lugten mindede lidt om brændte skosåler.

“Det er nu eller aldrig,” mumlede hun, mens Lilly spændt så til.

Ever hævede tryllestaven: “Scourgify!”

Et hvidt lysglimt ramte kedlen, men i stedet for at blive ren, begyndte den at sprøjte skum, som væltede ud over bordet, væltede hendes bøger og fløj op i loftet, hvor de satte sig fast som små balloner.

Lilly grinede højt: “Ever, du har lige opfundet et boblebad til kedler!”

Ever, der nu stod til knæene i skum, sukkede.: “Jeg ville bare gøre den ren… ikke starte en… vandkamp?.”

I det samme gled en 7. års Ravenclaw på det glatte gulv og forsvandt med et plask ned i sæbehavet.

Lilly klappede i hænderne.
“Okay, det her er klart sjovere end en hvilken som helst time.”

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: Udgået
FAG: Healer

Georgie gned nervøst håndfladerne mod healeruniformens stof, mens hun fulgte sin vejleder Alan Walker ind på stuen. Han var lige præcis så rolig, skarp og med en evne til at se tværs igennem hendes forsøg på selvsikkerhed i dag som han havde været under de sidste ugers træning. Bag hende kunne hun høre Philippas Osei´s lave, bløde stemme, der hviskede et “du kan godt”, og Georgie ønskede brændende, at hendes mod var lige så solidt som det lød. Patienten, en ældre heks med et mildt smil, stak armen frem uden tøven. Georgies fingre rystede en anelse, da hun gjorde klar, og hun mindedes øvelserne med Philippa, hvor hun i begyndelsen nærmest hver gang havde sat nålen alt for skævt. Dengang havde de begge grinet, Philippa havde kaldt hende en “blod-amatør” på den mest kærlige måde, og Georgie havde svoret aldrig at lade det ske igen. Hun trak vejret dybt, satte nålen i, og til sin egen overraskelse gled den præcist på plads. Blodet flød roligt ned i hætteglasset. Alan nikkede tilfreds.
“Se, Miller? Når du ikke overanalyserer, gør dine hænder arbejdet for dig,” sagde han, og der var både skarphed og ros i stemmen. Da hun fjernede nålen og dækkede det lille sår med en vatrondel og et stykke plaster henover, mærkede hun lettelsen skylle gennem sig. Hun sendte et hurtigt blik til Philippa, der smilede opmuntrende fra døren. Georgie kunne ikke lade være med at smile tilbage, måske var hun ikke helt så uegnet til det her, som hun havde frygtet.

Efter frokost ændrede stemningen sig. Hun stod bøjet over en yngre troldmand, der så lige dele træt og utålmodig ud. Allerede da hun præsenterede sig, kunne hun mærke hans blik glide hurtigt hen over hende, som om han tvivlede på, at hun kunne finde ud af noget. Hun prøvede at ryste det af sig, men da hun satte nålen første gang, rykkede han sig brat, og en rød plet bredte sig på huden. “Av for helvede!” udbrød han, og sendte hende et blik fuld af irritation. “Er du dum eller hvad? Det er altså mit blod, du leger med.” Georgie stivnede, skammen steg hende til hovedet og varmen i kinderne føltes ubehagelig. Hun åbnede munden, men Alan var der allerede. Han lagde en hånd på hendes skulder, fast men ikke uvenlig. “Stop. Kig på vinklen. Du gik ind for stejlt,” sagde han. Hans stemme var stadig rolig, men den skar igennem hendes begyndende katastrofetanker som et barberblad. Patienten mumlede noget surt, men Alan ignorerede ham. Georgie trak vejret dybt og forsøgte igen, langsommere denne gang, mere fokuseret. Nålen gled på plads, og blodet flød roligt ned i glasset. Patienten rullede øjne, men sagde ikke mere. “Sådan. Bedre,” sagde Alan. “Fejl sker, men hvis du ser dem i øjnene kan du risikere at lære kun noget.” Hans tone var tør, men der var et smil i hans øjne. Hans direkte tone burde have fået hende til at krympe sig, men i stedet følte hun en mærkelig lettelse. Hun havde fejlet, men hun havde rettet op. Da hun trådte tilbage, fangede hun Philippas blik i døren. Hendes klassekammerat mimede et lille “pyt” med et grin, og Georgie kunne ikke lade være med at rulle med øjnene og smile.


Det var sent, da de trådte ud i aftenkulden. Healerstuderende startede tidligt og sluttede sent åbenbart. Luften lugtede af regn og brosten, og Georgie trak frakken tættere om sig. Philippa gik ved siden af, en lille papirpose med to butterbeer-donuts i hånden. Hun rakte den ene til Georgie uden et ord, og Georgie tog imod med et taknemmeligt smil. “Såe,” sagde Philippa med sin dybe, bløde stemme, “første dag overlevet. Hvordan føles det?” Georgie sukkede og tog en bid af donuten. “Som om jeg blev kørt over af en thestralvogn og derefter trukket fri igen.” Philippa lo sin dybe latter, en varm klang midt i den kølige aften. “Ikke værst for en debut. Vi slog igen ihjel.” Georgie grinede med hende. "Det havde fandme også været slemt, når alt vi skulle var at tage blodprøver." De nåede deres opgang, en lidt skæv bygning med små altaner, der bugnede af blomsterkrukker og fortryllede lygter. Philippa boede på tredje sal, Georgie på fjerde. Trappen knirkede under deres skridt, men de var vant til lyden, den var faktisk næsten hjemlig nu. Ved Philippas dør vendte hun sig og så på Georgie. “Forresten… du gjorde det godt i dag. Jeg ved, du synes, du dummede dig, men Alan sagde ikke noget, han ikke mente. Han stoler på dig.” Georgie mærkede en varme brede sig i brystet. Hun nikkede og smilede træt. “Tak. Jeg har bare stadig følelsen af, at jeg stak mere til den patient end jeg tog blod.” Philippa trak på skuldrene og låste op. “Han var en idiot. Husk det. Vi ses i morgen, Miller.” “Ses, Osei.” Georgie fortsatte op ad den sidste trappe. Da hun lukkede sin egen lille lejlighed op, stod hun stille et øjeblik i mørket. Det havde været en hård dag, men hun var stadig her. Og måske, bare måske, var hun ved at finde ud af, hvordan man blev en healer.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: FMMK

Klassen summede lavmælt, mens Professor Sigrid skrev på tavlen: “Forklar hinanden, hvad duelering er.”

Ever lænede sig tilbage på bænken. “Ved vi ikke allerede, hvad et er?”

Lilly lænede sig frem over bordet, hendes blå øjne glimtede drillende. “Kom nu, Ever. Du elsker jo at lyde dramatisk. Forklar det, som om det er liv eller død. Det er du så god til.”

Ever grinede, satte sig op og slog ud med armene. “Okay, hør her: Duelering er når 2 tosser, undskyld, 2 hekse eller troldmænd stiller sig over for hinanden, bukker høfligt som om de skal danse, og derefter prøver at afvæbne, lamme, kaste rundt med eller dræbe hinanden med deres tryllestave.”

Lilly stoppede et lille grin og prøvede at genfinde alvoren igen. “Så det er en blanding af en dødsfælde og en sport?”

“Flyvning er en dødsfælde, men ellers, præcis!” sagde Ever og slog dramatisk hånden i bordet. “Som fagtning hos mugglere.”

“Fægtning, Ever”, grinede Lilly nu højt. “Det hedder fægtning.”

“Sikkert! Bare uden elegante uniformer og med risiko for at vågne op uden øjenbryn. Eller arme. Eller værdighed.”

Lilly lo og rystede på hovedet. “Men det er jo også en træning, hvor man lærer disciplin, præcision og respekt.”

Ever kneb øjnene sammen. “Respekt? Lilly, den eneste respekt jeg har, er for dem, der kan stå dér og bukker, velvidende at de om 3 sekunder får en Stupefy lige i panden. Ja, men mest nej.”

“Du ville bukke med et smil,” sagde Lilly mildt.

Ever pegede på hende. “Jeg ville bukke og derefter løbe den anden vej. Eller gemme mig bag dig.”

Lilly lo så højt, at Professoren så strengt over på dem. Hun sænkede stemmen og hviskede: “Hvis vi skal forklare det korrekt: Duelering er en magisk kamp, hvor man bruger trylleformularer til at tvinge modstanderen i knæ. Buk, klar, og starter man på tre.”

Ever sukkede dramatisk og lod som om hun faldt om på bænken. “Kort sagt: Det er en smuk, ærefuld tradition, forklædt som en dødsdom.”

Lilly fniste og puffede til hende. “Jeg skriver det pænt i mine noter, og så kan du nøjes med at tegne små gravsten i dine.”

“Perfekt,” grinede Ever.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Forvandling

Ever sad på hug foran ildstedet i Ravenclaws opholdsrum med tungen stukket koncentreret ud af munden. I sin hånd holdt hun en ganske almindelig tændstik, som hun viftede med foran ansigtet.

“Okay”, mumlede hun til sig selv. “Bare en lille forvandling. Tændstik til synål. Nemt. Alle kan bruge en synål. Ikke? Og så tilbage igen. Hvor svært kan det være?”.

Hun kneb øjnene sammen, trak vejret dybt og rakte hånden frem. “Form dig. Bliv til metal… ja, sådan, bliv lille og… til en synål!”.

Der lød et lille knitren. Tændstikken gav et svagt lysglimt og i hendes hånd var der ikke en synål, men en træpind med en metalspids, der stak skævt ud til siden som en løs tand.

Ever blinkede. “Altså… det er da en… næsten-synål. Bare lidt… anderledes?”. Hun stak forsigtigt til den, og metalspidsen faldt af og rullede hen over gulvet.

Hun sukkede dramatisk, men tog tændstikken op igen. “Okay. Igen. Fokus.”

Hun lagde den mellem fingrene, stirrede intenst, så hendes pande foldede sig i alvor. “Synål! SYNÅL!”.

Tændstikken kom med en gnist og stod pludselig med en halvstegt kanelstang i hånden.

Ever stirrede på den, duften af brændt sukker og bark svævede op. Hun kunne ikke lade være med at fnise. “Perfekt. Jeg har opfundet… dessertmagi. Hvis det her fortsætter, kan jeg forvandle alting til julegodter. Fantastisk.”

Hun smed kanelstangen i munden, gumlede og trak på skuldrene. “Så længe jeg ikke ender med at lave mig selv om til en pebernød, går det vel nok”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: MDPoP

Ever stod foran buret og kiggede skeptisk ind. Fwooperne så jo helt uskyldige ud. Små, tykke fugle i regnbuens skrigende farver. Pink, limegrøn, gul, orange. De hoppede rundt på deres pinde som små bolde af candyfloss og hun kunne ikke lade være med at smile.

“Det her kan da ikke være så slemt,” mumlede hun, inden hun åbnede lågen.

Det var slemt.

Alle fuglene stirrede på hende på én gang og så åbnede de næbbene. Lyden, der kom fra dem, var et mareridt. En blanding af en falsk violin og en sækkepibe, der blev mast i en dør. Evers øjne blev store og hun famlede efter sin tryllestav.

“Silencio!” råbte hun mod den pinke fwooper. Fuglen blev stille med det samme, men den limegrønne hævede stemmen endnu højere, så hendes knæ begyndte at ryste. Hun snurrede rundt i buret, svingede staven som en forvildet dirigent.

“Silencio! Silencio! SILENCIO!”

Én efter én faldt de til ro. Stilheden, der fulgte, var næsten lige så skarp som larmen havde været. Ever stod midt i buret, forpjusket, forpustet, og med fjer hængende i håret. Den gule fwooper hakkede i hendes snørebånd med fornærmet mine, mens de andre bare hoppede rundt med uskyldige blikke.

Hun pustede ud og satte sig ned på hug. “I er små, farverige mareridt,” sagde hun med et grin. Den limegrønne fugl baskede stille med vingerne og prikkede forsigtigt til hendes finger.

Ever smilede bredere. “Men jeg kan vist ikke være sur på jer længe.”

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: MH

Okay, altså. Harry Potter. Drengen-der-overlevede. Drengen-med-lyn-arret. Drengen-der-aldrig-får-fred. Man kan sige meget om ham, men man kan ikke sige, han kedede sig.

Hvis jeg ser på hans bedrifter, så er det jo ret imponerende. Han har nedkæmpet en ond troldmand, fundet og ødelagt mærkelige sjæleklumper, reddet vennerne ca 1000x og har stadig overskud til at spille Quidditch. Jeg kan næsten ikke forvandle en tændstik til en synål uden at lave en kanelstang ud af det, så jeg synes, det er… ret vildt.

Men. Og her er mit men: Harry virker ikke som en, der har haft en plan. Han løb mere bare direkte ind i faren, råbte “Expelliarmus!” og håbede på det bedste. Det er selvfølgelig modigt, men det virker også lidt… dumt? Jeg tænker, hvis Hermione ikke havde været der, havde han nok stadig siddet fast i et skab under trappen og læst manualen til: “Hvordan tæmmer man en husalf forkert?”.

Det, jeg alligevel beundrer mest, er, at han aldrig gav op. Han kunne gemme sig, men blev ved, fordi han vidste, at hvis han ikke gjorde noget, ville alle andre lide under Voldemort. Det er måske det, der gør ham til en helt! #teamharry

Så ja. Harry Potter ændrede den magiske verden. Han viste, at det handler om at være den stærkeste, men om at stå fast, selv når knæene ryster. Og hvis jeg kan lære bare en smule af det… ja, så kan det være, min næste tændstik ikke ender som en kanelstang.

Slut prut.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Flyvning

“Ja, dig har jeg ikke savnet”, sagde Ever gennem sammenknebne læber og stod med armene over kors. “Av for fa….!”. Kosten havde givet et svirp med skaftet og ramt hende over skinnebenet. Den havde uden tvivl heller ikke savnet hende.

Alle omkring hende havde fået en ny kost med hjemmefra og hun var som den eneste ikke hoppet med den DEN klub og stod med den samme lånte kost fra skolen. Den var den rene dødsfælde!

Ever stirrede på kosten, som om den havde fornærmet hendes familie. “Jeg skal dø nu,” erklærede hun dramatisk. “Jeg vil hellere slås med buske med pigge i en labyrint, end st sidde på dig igen!”.

Professor Áine klappede i hænderne.
“Kom nu, Ever! Op på kosten! Banen klar til dig. Sving, sprint, og præcisionsstop over slutlinjen. Og jeg har set dig kværne græskartærte i dig i spisesalen, så jeg ved, at du gerne vil vinde!”

Ever greb kosten, holdt den foran sig, som hvis hun kvalte en person: “Jeg siger det lige nu, din omvandrende pind: Den græskartærte er min!”.

Hun kastede benet over skaftet, og kosten reagerede straks – som en arrig kat. Den sprang fremad, mens Ever halvt sad, halvt lå på den.
“STOP! STOP! Jeg sagde ikke KØR!” hvinede hun, mens hun baskede med armene som en fugl i panik.

Første sving nærmede sig. Ever prøvede at trække i kosten. “Til venstre! VENSTRE! Jeg sagde venstre, ikke op!”

Kosten ignorerede hende og valgte at tage svinget ved at flyve over banen og ned igen, så Ever blev kastet rundt med vinden piskende mod ansigtet. Var det overhoved lovligt at flyve så hurtigt?

På den lange strækning var hun tæt på at miste både støvler, værdighed og sin sjæl. Vinden piskede tårer ned ad kinderne, og hun skreg konstant: “Græskartærte! Græskartærte!”.

Slutlinjen kom tæt på. Hurtigt! Alt for hurtigt! Hun skulle standse præcist over den. Ever kneb øjnene sammen, rakte armene frem som om hun kunne bremse med hænderne.
“Nu… NUUU!” skreg hun og kastede sig bagud på kosten.

Kosten bremsede brat. Ever bremsede ikke. Hun fortsatte i en elegant bue hen over slutlinjen og landede på græsset. Hun løftede hovedet med hårtotter ud til alle sider, stak en arm i vejret og erklærede hæst: “Den græskartærte er min, Professor.”

Professoren Áine lavede et overraskende imponeret ansigtsudtryk: “Det var din bedste tid, frøken Ever. Ikke den mest elegante, men det har heller aldrig været din stærkeste side, men jeg må dog indrømme, at jeg er imponeret. Godt fløjet.”

Ever faldt om på græsset med armene og benene ud til begge sider og hviskede med rystende hoved og et hakkende åndedræt: “Jeg HADER at flyve!”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Astrologi

Ever mærkede det, allerede før Professoren nåede at forklare. Gulvet slap sit greb om hende og hun løftede sig let, som et blad i vinden.
Hele klasselokalet blev forvandlet til svævende elever, bøger og fjerpenne, der gled rundt mellem hinanden. Professorens stemme rungede roligt: “Dette, mine kære elever, er universet før Big Bang. Intet at holde fast. Kun kaos.”

Ever kneb øjnene sammen, da hun var lettet fra gulvet. Faget Flyvning, var ikke hendes bedste fag og nu uden en kost under sig, havde hun intet at klamre sig til, selvom en flyvende pind ikke var det bedste at støtte sig til - men den var da bedre end… ingenting. Men hun havde en opgave og det var at finde Nordstjernen.

Med et fast greb om sin kikkert, som hun var tæt på at tabe, trak hun til sig, mens hun skubbede et blækhus væk fra sig. Et lill nik med hovedet sendte hende i en langsom rotation mod loftet, men da hun greb fat i Lillys taske, standsede bevægelsen og bed sig i læben for ikke at grine højt.

Hun rettede kikkerten mod kuplen over dem, hvor stjernehimlen stod mørk og sort frem, som Professoren havde fremmanet. Et glitrende mønster af lys i mørket og hun lod sig falde ind i det. Fingrene strammede om kikkerten. Hun fandt Den Lille Bjørn. Hun fulgte stjernerækken, til hendes blik fandt den lysende Nordstjernen. Hun var vokset op i Norden lg vidste, at hun altid skulle finde Nordstjerne for at finde hjem.

Et smil bredte sig over hendes læber. Midt i et rum uden noget omkring sig, hvor hendes krop svævede, var der alligevel ét sted, hun kunne stole på. Én stjerne, der altid viste vej hjem.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: MS

Ever skal til sin første koncert med sin bedste veninde, Lilly, som er 100% muggler og Ever er renblod.

Hun forestiller sig, at det er noget i retning af en blanding mellem en Quidditch-finale og en trylledrik, der eksploderer, bare uden koste og uden at nogen mister øjenbrynene (forhåbentlig).

Lilly har besluttet, at de skal se Ed Sheeran. Han spiller i London, og åbenbart er han sådan en slags levende jukeboks, som halvdelen af mugglerne kender sangene fra udenad. Lilly sagde, det var det mest “sikre valg,” fordi hun ikke ville have Ever til at starte sit koncertliv med at blive mast til en heavy metal-koncert.

Hvordan hun har det med at skulle afsted i skoletiden? Ærligt, så er hun spændt, men også nervøs. Ever ved ikke helt, hvad man skal gøre til en koncert. Skal hun sidde stille? Skal hun danse? Er det uhøfligt at trylle lidt lys ud af tryllestaven, når hun føler musikken? (Lilly har forbudt det).

Evers tøjvalg er en hel mission i sig selv. Hun tænker at tage mørke jeans på (Lilly siger, det er “koncertbasic”), en løs T-shirt med et stjernemønster, og en hættetrøje, så hun kan gemme mig lidt, hvis det hele bliver for meget. Ever aner ikke, hvad en t-shirt eller en hættetrøje. Hun har fået udleveret nogen ørepropper (hvad end det igen er).

Alt i alt glæder hun sig, fordi ham der Ed Sheeran synger om kærlighed.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Besværgelser

Ever og Lilly havde sneget sig ind i biblioteket for at lede efter glemte bøger.

Langs væggene flød klistret, grønt ektoplasma og midt i det svævede et fornærmet spøgelse, der hvinede, hver gang de kom for tæt på.

“Jeg tror, hun ikke kan lide os,” hviskede Lilly og klemte sin tryllestav ind mod brystet.

“Hvad mon der gav dig det indtryk?” mumlede Ever tørt og tørrede sine fingre af på kappen, efter at hun var kommet til at røre ved noget af det slimede stads.

Lilly fnes. “Du har lidt i håret”.

“Ej, seriøst!?”. Ever kørte hånden over håret og tørrede den hurtigt igen af i kappen, nu mere i panik. “Er det farligt?”.

Lilly kneb næsen sammen og pegede på den grønne, fedtet masse, der dryppede ned fra loftet.

“Det dér,” sagde hun, “er ektoplasma. Spøgelser efterlader det nogle gange, når de fx glider igennem vægge. Man kan sige, at det er da sved, bare mere… klamt.” Hun bøjede sig lidt tættere på, men trak hurtigt hovedet tilbage. “Som du kan lugte, så er det er sur lugt. Det kan brænde huden, og hvis vi træder i det, klistrer det fast til vores sko i flere dage, så pas på med, hvor du træder.” Hun peger emissionen et sted på gulvet og Ever undveg med nød og næppe en stor klat. “Men jeg kan Skurge besværgelsen.”

“Hvorfor kan du den besværgelse?”.

Lilly trak på skuldrene. “Min mormor bor i et gammelt hus. Vi ville flyde under grønne slim, hvis min mormor ikke kunne besværgelsen.”

Ever så lidt mistroisk på den boblende pøl. “Så du siger, at det der er spøgelsernes sved?”.

Lilly trak igen på skuldrene. “På en måde.”

“Virkelig klamt.”

Et spøgelse fløj hen over deres hoveder og ektoplasma regnede ned som grønt regnvejr. Lilly skreg og hoppede til siden.

“Ej okay, nu er det nok!”, sagde Lilly, løftede sin tryllestav og råbte: “Skurge!”

En blå lysstråle skød ud og ramte den største klat, som straks forsvandt. Noget af slimet fløj op på Lillys sko.

“Ad! Du ramte forbi!” jamrede Ever, hoppende på ét ben.

“Nej, jeg ramte helt rigtigt. Jeg fjernede den store!” sagde Lilly selvsikkert.

Spøgelset svævede nærmere, men da Lilly rettede staven direkte mod det og igen sagde: “Skurge!”, udstødte det et fornærmet lyd og trak sig tilbage ind i væggen.

Der blev stille. Kun lugten af brændt karamel hang i luften.

Ever kiggede ned på sine klæbrige sko, sukkede og spurgte: “Det klarede du ret godt!”.

“Tak”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Botanik

Ever havde aldrig været særlig god til det med planter. Hun havde engang fået en kaktus til at dø af tørst. Hun var både nervøs og en smule for stædig til at indrømme det, da hun stod til Botanik og så ned på en sød lille plante. Den var FOR sød til at dø.

“Bare en lille plante,” sagde Lilly hviskende, mens hun pegede på potten med et lille spir, som lignede en tør stilk, der mest lignede et tandstik, nogen havde stukket i jorden for sjov.

Ever rynkede panden, hævede staven og hviskede: “Ddt er jeg virkelig ked af.” Hun lukkede øjnene og sagde: “Herbivicus!”.

Et knitrende grønt lys sprang fra staven. En kugle af smaragdgrøn energi eksploderede og stilken begyndte straks at vokse. Ever så overrasket til med et stort smil. Den voksede langsomt og derefter hurtigere og hurtigere og hurtigere. “Åhåh”.

“Ehm… Ever?” sagde Lilly, da planten pludselig skød en meter i vejret på et enkelt sekund.

“Jeg har styr på det!”, sagde Ever panisk, selvom hendes øjne var store som tekopper.

På få sekunder havde tandstikken forvandlet sig til en kæmpe solsikke, der nu var så stor, at den bukkede under sin egen vægt og smækkede Ever en på siden af hovedet med et kæmpe blad.

“Jeg vidste ikke, der både kunne være sol, måne og stjerner indenfor,” sagde Ever og faldt bagover, men kom hurtigt forvirret på benene.

Blomsten fortsatte med at vokse sig større. Solsikkens ene arm fangede Evers tryllestav og en anden snoede sig om hendes fletning.

Lilly var flad af grin. “Det er en solsikke med temperament!”.

Nu begyndte planten at kaste frø rundt i lokalet som små projektiler. Ever kom fri, svingede vildt med armene og råbte: “Stop! Please stop!”.

Til sidst måtte professoren selv komme til undsætning, mumlende en modbesværgelse og prøvede selv at holde masken.

Da solsikken endelig var normal størrelse, stod Ever med håret fuld af solsikkefrø og jord på næsen.

“Se?” sagde hun stolt, selvom hun lignede en forvirret havegnom. “Jeg fik den da til at vokse” og faldt bagover igen og gik i gulvet.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Eliksir

Ever sad med panden plantet mod bordet i biblioteket. Flere bøger fra Magiens Historie lå spredt ud som en vifte på bordet foran hende.

“Jeg fatter det ikke,” mumlede hun tørt. “Hvorfor skal jeg kunne navnet på 7 forskellige ministere, der alle sammen bare hedder noget med Cornelius?”. Navnet sagde hun med et bøvet udtryk.

Ved siden af sad Lilly, der kun havde læst den samme side 2 gange og allerede kunne den udenad. “Du kunne prøve at læse, i stedet for at ligge og dø dramatisk over papiret,” sagde hun tørt.

Ever løftede hovedet og smilede hemmelighedsfuldt: “Eller… jeg kunne drikke dette.”

Hun hev en lille flaske frem med en glitrende væske. En vidskærpende eliksir. Den så ufarlig ud, selvom Professoren havde sagt klart og tydeligt: “Brug den med omtanke. For meget, og dit hoved bliver hurtigere end en Nimbus 2000.”

“Ever, er det en god idé?” spurgte Lilly med et løftet øjenbryn.

“Det er da en genial idé,” svarede Ever og drak halvdelen i en slurk.

I starten mærkede hun ingenting. Da pludselig… hendes hjerne føltes åben.

“Jeg forstår det hele!” hvinede hun lykkeligt. “Magihistorien er bare ét stort, kedeligt eventyr med alt for mange fodnoter! Og fodnoter er i virkeligheden bare små, vrede fodgængere, der insisterer på at blive læst!”

Hun greb en fjerpen og begyndte at skrive så hurtigt, at blækket sprøjtede.
“Lilly, vidste du, at hvis du vender datoerne på ministerlisten baglæns, får du en rytme, der passer til en polka? Lyt: Cornelius, Millicent, Barnabas, doo-doo-doo!”

Lilly stirrede på hende.
“Jeg tror, du har taget for meget.”

Men Ever var allerede sprunget op på bordet.
“Jeg kan regne alt ud! Spørg mig om noget, hvad som helst!”

“Okay,” sagde Lilly og hævede et øjenbryn. “Hvad er 743 divideret med 7?”

“106!.”

“Imponerende!”, lød det forbløffet fra Lilly. “Er der mere tilbage i flasken?”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: Flyvning

Ever sank sammen på den lånte kost. I det mindste var hun kommet op på den, uden at nogen af dem protesterede. Det havde så også kun taget et helt år. Den knirkede under hende, som om den selv sukkede opgivende.

“Jeg ved det, jeg ved det,” mumlede hun. “Du er ikke begejstret. Jeg er ikke begejstret. Skal vi bare lide os igennem det sammen?”
Kosten rystede kort, som om den sagde nej.

“Start!” råbte Professor Áine.

“Vent. Hvad? Allerede?”.

De andre elever fløj afsted og Ever… gjorde ikke. Hendes kost lavede en kort hoppebevægelse, som en gammel ged, der nægtede at gå op ad bakke.

“Kom nu! Flyv, dit træstykke med mindreværdskomplekser!” hviskede hun. “Please”.

Pludselig fløj kosten så hurtigt fremad, at Ever nærmest blev limet til skaftet. Hun hvinede, mens de fløj lige forbi den første kegle.
“Det var den forkerte vej! Vi skal til venstre!” skreg hun.

Kosten drejede højre.

“Venstre, sagde jeg! V-E-N-S-T—”

Hun ramte keglen med knæet, så den fløj gennem luften og ramte en klassekammerat i baghovedet.

“Undskyyyyyyyyyyld!” råbte Ever, mens kosten havde retningen mod den første lysring. Den svævede roligt, indtil ringen pludselig rykkede sig 2 meter til højre.

“Okay, nu gør vi det!”, sagde hun forpustet. Kosten stoppede så hårdt, at Ever blev skudt frem og måtte klynge sig til skaftet igen. De fløj skævt gennem ringen, så hendes ene støvle sad fast. Hun dinglede der et øjeblik, mens kosten forsøgte at ryste hende af som en utilfreds hest.

“Slap af!”, hvinede hun. “Jeg prøver at være en pilot, ikke en sæk kartofler!”.

Endelig kom hun fri, men resten af banen lignede mere en kamp end en øvelse. Hun væltede 3 kegler, ramte en ring med skulderen og til sidst landede hun direkte på maven foran målstregen. Kosten gled dovent ved siden af hende og gav hendes et dask i numsen med børsterne, da hun prøvede at komme på benene med jord i ansigtet.

“Den kost er en dødsfælde og har uden tvivl strategiske hensigter”, sagde hun og så på Professor Áine, som løftede et øjenbryn mod hende. “Du behøver slet ikke at fortælle, hvem som var længst om det. Vi kan begge se, at jeg er den sidste på banen.”

Og med en vibrerende kost for enden af banen, begyndte Ever at stille keglerne på plads.

---

NAVN: Yun
ÅRGANG: Udgået
FAG: ministerie

//OOG: Jeg ved på ingen måde hvordan en sagsakt ser ud, så det er ren improvisation til fordel for lektien//

Hjertet bankede derudaf denne morgen, Yun havde virkelig bare haft morgenkvalme og endnu engang havde hun været usikker på hvor Barnaby var, blot fordi han ikke lå ved hendes side om morgenen. Mareridtene om at han skulle blive kidnappet var noget af det der fyldte mest i hverdagen, for når hans kammerat kunne opleve det, hvorfor så ikke Barnaby? Med kvalmen strømmende gennem sig med mavesyre på vej op, løb hun nærmest grædende ud på toilettet, hvor Barnaby stod og børstede tænder.
Hun kastede op med en lettelse i blikket, endnu engang var han okay og endnu engang havde det bare været tankerne der havde hobet sig op for hende. Hun vidste ikke hvor hun skulle gøre af sig selv og hvad hun skulle gøre, hvis han ikke kom hjem på slaget. Hun overvejede næsten et magisk ur, men det ville også bare være at stalke sin kæreste lidt for meget.

”Er du okay?” Stemmen fik det til at ryste i Yun, som hun slap sit hår og gik over foran ham, for at skylle munden. ”Ja, det var bare…” Hun var næsten grådkvalt i stemmen og han måtte overtage for hende. ”Du har mareridt igen?” Hun nikkede svagt. Barnaby var dog virkelig kærlig og lagde armene om hende, mens han kyssede hende i håret. Nogle gange var de bare et powercouple ved siden af alle de her ting der skete.
”Skal du arbejde i dag?” Yun nikkede og sukkede. ”Jeg har en sag foran mig om ulovlig magi, men jeg frygter hele tiden sådan en sag kan…” Barnaby afsluttede hende med en aen på hendes kind. ”Thaddeus bliver ikke snuppet på den måde, jeg tror ikke du skal være bange.” Yun nikkede let, vendte sig om og kyssede hende.

Morgenen gik roligt for sig, inden de kyssede hinanden farvel og Yun kunne tage på arbejde, hvor hun ret hurtigt tog imod sagsakterne.

Ulovlig magi: Dolorosoforbandelsen
Yderligere brud på loven: Frihedsberøvelse og mugglervold
Beskrivelse: Søndag den 23. juni år 101 blev Demitrius Valencio taget i et overfald på Bernard Mikaelson. Dette var ved at hr. Valencio brugte dolorosoforbandelsen, samtidig med han slog og sparkede til hr. Mikaelson. Hr. Mikaelson er fortsat indlagt den 12. oktober og forventes ikke i bedring foreløbig.
Senere, natten til den 24. juni, rensagede aurorkorpset hr. Valencios herregård og fandt intet mindre end to fanger, der var bundet fast med magiske og forbandede reb. Retsmediciner, Nilah Leon, mener det kunne have haft fatale konsekvenser, hvis nogen havde prøvet at binde dem op uden at ophæve den ulovlige magi.

Yun sad nærmest og græd over pergamentet, men ikke fordi hun som sådan var rørt over sagen. Hendes hoved kunne ikke lade være med at tænke om det var det der var sket ved Barnabys ven og om Emilius i dette tilfælde var okay. Der skete så meget hele tiden og hun var virkelig rystet over nogen kunne være indlemmet i så meget ondskab, men der vidste hun nok ikke brøkdelen af det.
Hun var ikke god nok til at være med i højmagiratet endnu, hun skulle heldigvis bare komme med sin vurdering, men uden at kende hvad der skulle ske derinde, så var hun ikke i tvivl. Han skulle dømmes til livstid i Azkaban, på baggrund af han næsten havde dræbt flere fanger. Derudover var Bernard Mikaelson måske sindsskadet for evigt, der var ingen tvivl om det var dette vej det hele skulle.

Tankerne føg, mens hun skrev sine holdninger og vurderinger ned, på baggrund af den jura hun kendte til på nuværende tidspunkt. Hun ville snart gå på barsel i noget tid og det krævede at hun kunne komme ordentligt tilbage, det her. Hun var så præget af alle tankerne om hvor Barnaby stod, men hun var ikke i tvivl om hun ville beskytte ham. Hun ville bare gerne beskytte ham, så det ikke kun gik en vej.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: FMMK

Ever sad yderst på stolen med tryllestaven løftet, hjertet hamrede. Dagens opgave lød enkel: Mimblewimble besværgelsen.

Professoren gik frem og tilbage foran tavlen med sin sædvanlige dramatiske stemme:
“En forbandelse, der kan gøre en modstander tavs på stedet. Brug den klogt, eller risikér pinlige følger.”

Ever kastede et blik på Lilly, der sad med et stort smil. Hun elskede dette fag! Pis, hun elskede alle fag.
“Kom så,” sagde Lilly. “Ram mig, hvis du kan”

Ever kneb øjnene sammen. Hun tog sigte, trak vejret dybt og sagde med en fast stemme: “Mimblewimble!”

En stråle strøg ud af hendes tryllestav, men Lilly havde i samme øjeblik lænet sig tilbage på stolen. Strålen fløj lige forbi hende… og ramte Professoren midt i ansigtet.

Stilhed! Så meget stilhed!

Så forsøgte professoren at tale: “Mmmbbl—mmphhh—mmgrmmmblbl!”
Hendes tunge snoede sig i en knude, og hun viftede panisk med armene, mens hendes ansigt blev mere og mere rødt.

Klassen, Lilly og Ever sad som forstenet i tavshed.

Ever panikkede fuldstændig: “Åh nej … åh NEJ …” Hun sprang op. “Professor! Jeg—jeg mente det ikke! Det var Lilly, jeg sigtede på!”

Professoren kunne kun svare med en række mmmphh-mmble-mumfhh og et rasende blik, der kunne smelte sten.

Efter hvad der føltes som en evighed lykkedes det hende at få kontrol over sin tryllestav og mumle en modbesværgelse gennem den knudrede tunge. Endelig kunne hun tale igen, men med en lidt sløret udtale.

“Miss Ever,” sagde hun med farlig ro. “Jeg må rose din… iver. Men næste gang vil jeg anbefale, at De sigter på den korrekte elev.”

Ever sank ned i stolen, brændende rød i ansigtet, mens Lilly hviskede gennem et anstrengt smil:
“Så … hvem var det lige, der tavsede professoren midt i timen?”

Ever stak en pegefinger top i luften og pegede den mod sit bryst. “Det var vist mig”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: MDPoP

“Ever, du først,” sagde Professoren og åbnede terrariet.

Ever stivnede. Indeni snoede en askevindel sig i asken, dens øjne glødede rødt. En slange. Hvorfor skulle det lige være en slange?
Hun rakte med rystende hænder ned og slangen gled straks op ad hendes arm. Hun turde knap trække vejret. Så strøg dens tunge ud og kildede hende på næsen.

“AAAAH!” Ever skreg, fór baglæns og væltede ind i Dax, der brød sammen af grin. Hun faldt på gulvet, mens askevindelen snoede sig helt op om hendes hals som en levende halskæde.

“Professor!” jamrede hun. “Den prøver at lave mode med mig!”

Professoren løftede roligt slangen af. “Nej, Ever. Den var blot nysgerrig.”

Ever sukkede lettet, men hviskede: “Nysgerrig på, om jeg smagte af frokost …”

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 2
FAG: MH

Ever sad på din seng med en bog slået op foran sig. Hun var netop gået fra biblioteket, da hun havde hørt en gruppe elever fra Slytherin diskutere, hvem der egentlig var “værdige” til at gå på Hogwarts. En af dem havde fnyst: “Det burde være forbeholdt fuldblodige. Hvad skal vi med mugglere og halvblod, der alligevel aldrig bliver til noget?”

Ever havde følt, hvordan hendes blod kogte. Hun selv var 100% fuldblod, men det var noget, der betød absolut intet for hende. Hun kendte jo elever, der var halvt eller helt mugglerfødte, som kunne trylle hende ud af skoene, hvis de gad. Lilly var 100% muggler og det var hendes bedste veninde.

Hun tænkte på, hvad hun havde læst om Dumbledore og Grindelwald, som var 2 unge mænd, der engang havde haft den samme drøm: at ændre verden. Den ene havde villet herske med magt. Den anden havde forstået, at magt uden ansvar kun skabte frygt og ødelæggelse.

Ever hvilede hagen i hånden. Hvad ville hun selv gøre, hvis hun havde så meget magt?

Hun smilede skævt. Ikke ikke noget særligt imponerende. Hun havde jo svært nok ved at forvandle en sten til en svamp uden at sætte gang i en mindre naturkatastrofe.

Men hun vidste én ting med sikkerhed: Magi gjorde ikke nogen til et bedre menneske end andre. Det var valgene, man tog.

Hun lukkede bogen og så ud af vinduet mod stjernerne.

“Hvis man virkelig er stærk,” mumlede hun for sig selv, “så bruger man magt til at løfte andre op og ikke til at træde på dem.”

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: Udgået
FAG: Healer

Lugten af røg lå tung i luften, blandet med den metalliske duft af blod og noget sødt, som brændt sukker. Georgie løb hen over brostenspladsen, tryllestaven allerede i hånden, hendes lysegrønne healerlærlinge kappe flagrende efter hende. Skrigene skar gennem luften som knive. Georgie, Philippa og deres mentor Alan Walker havde været udstationeret i det obligatoriske førstehjælpstelt og havde ikke haft noget synderligt at lave før helvede brød løs.

En børneflok fra Silver Oak var på udflugt til magizoologisk marked, da en af de udstillede ildspruttende salamandere havde fået panik. Den var brudt fri af sit terrarie, væltet en stand med selvantændende fyrværkeri, og på få sekunder var en idyllisk markedsdag forvandlet til et kaotisk inferno.Alan Walker stod midt i det hele, rolig som altid. Hans grå hår var dækket af sod, men stemmen var fast og han vaklede ikke et øjeblik. En klippe i kaosset.
"Georgie! Philippa! Her! Vi har tre tilskadekomne børn og en lærer, der har fået en forbrænding. Start dér.” Han udpegede to børn. Georgie og Philippa delte sig uden tøven.Georgie knælede ved en lille pige på måske otte år. Hendes arm var slemt forbrændt, huden blottet under den revnede kappe. Øjnene var store og blanke af tårer, men hun sagde ikke en lyd, chokken havde sat sig fast som frost. Philippa kastede sig straks over en dreng, der hyperventilerede, mens Alan tog sig af læreren.
"Respirare lenis," hviskede Georgie og placerede sin stav forsigtigt mod pigens bryst. En svag, gylden tåge strømmede ud, dæmpede panikken og gjorde pigens vejrtrækning roligere. Hun trak en dyb, skælvende indånding.Georgie rystede ikke på hænderne, ikke udadtil, men hendes bryst føltes tungt. Da hun lagde sin hånd om pigens lille, rystende fingre for at berolige hende, ramte det som et stik: tanken om det liv, der lige var forsvundet fra hendes egen krop for få uger siden. Et liv, der aldrig nåede at blive til en hånd, hun kunne holde.
Hun blinkede hårdt og fokuserede. "Episkey minor," sagde hun fast, og forbrændingen begyndte langsomt at lukke sig, huden genvandt sin farve som pergament, der udglattes. Pigens læber bevægede sig lydløst: "tak"

Bag hende råbte Alan "Georgie! Den trejde! Hans hænder var dækkede af blod og han gav hende ikke mere opmærksomhed end nødvendigt. Patienten først. En lille dreng lå klynget til en sønderbrændt træstolpe. En gnist fra fyrværkeriet havde antændt hans kappe, og selvom flammerne nu var slukket, var hans ben slemt forbrændt og en del af kappefibrene smeltet fast i huden. Georgies hjerte hamrede. Hun gled ned ved siden af ham, sveden klæbende i nakken. Hun pegede staven med ro, selvom hendes tanker summede. “Ferula” Bandager snoede sig elegant om benet, og hun fulgte hurtigt op med “Aqua fortis refrigerans,” for at køle forbrændingen uden at chokere vævet. Drengen begyndte at græde, en ægte barnegråd, som gik lige i maven på hende. Hun sank en klump. Hvis tingene havde været anderledes… hvis hun havde valgt anderledes…
“Shh,” hviskede hun. “Det skal nok gå. Jeg lover det.”
Alan kom over, lagde en varm hånd på hendes skulder, hans blik kort, men forstående. Han sagde ikke noget, men hun kunne mærke, at han vidste, at det havde ramt hende.Da de sidste gnister var slukket, og børnene blev svøbt i fortryllede tæpper og transporteret til Skt. Mungos, blev pladsen stille. Kun en svag røgduft hang tilbage. Georgie stod og så efter pigen, hun havde hjulpet, da Philippa stille puffede til hende.
"Du gjorde det godt," sagde hun blidt og gav hendes underarm et klem.
Georgie nikkede, men svarede ikke. Inden i hende var der en blanding af stolthed og noget andet… noget råt og uforløst. Som om dagens redning havde åbnet en dør, hun havde prøvet at holde lukket.Og i det fjerne lød stadig ekkoet af små børnestemmer.

// OOG. Jeg har brugt et miks af selvopfundne besværgelser og allerede etablerede besværgelser

---

NAVN: Serenity
ÅRGANG: 3
FAG: Forvandling

Forvandlingslokalet summede svagt af koncentration og dæmpede samtaler. Professoren havde netop givet eleverne dagens opgave: “I skal øve jer på Piscifors. Forvandlingen af en gnaver til en fisk. Jeg forventer, at mindst én af jer kan holde jeres fisk i live i mere end ti sekunder.”
Nettie sad ved et af bordene bagerst i lokalet, det sølvblonde hår samlet i en løs fletning. Hendes himmelblå øjne hvilede roligt på den lille grå rotte foran hende. Ved siden af satte Max sig tungt ned på stolen, allerede med et skævt grin klistret til ansigtet. “Så,” sagde han og lænede sig tilbage. “Frøken Perfekt, klar til at gøre gnavere til akvariedyr?” Nettie fnøs. “Hvis du bare følger instruktionen for en gangs skyld,” sagde Nettie tørt, “så kan det faktisk lykkes.” Max svingede sin stav dramatisk. “Piscifors!” Rotten foran ham rystede… og blev til noget, der mest lignede en meget rund, meget forvirret tudse med fiskefinner. Den kvækkede fornærmet. Nettie kneb øjnene sammen. “Det der er imponerende… på den helt forkerte måde.” Max så stolt ud. “Jeg kalder det… en revolutionerende ny art.” “Mon ikke professoren kalder det en dårlig karakter,” gav Nettie igen og vendte sig mod sin egen rotte. Hun tog en dyb indånding, løftede staven roligt og sagde klart “Piscifors!”

Rotten foldede sig elegant sammen, som om den blev lavet af vand, og i stedet gled en sølvskinnende fisk ud på bordet. Den sprællede livligt, som om den nød sin nye form. Max kiggede på fisken og derefter på Nettie. “Du nyder at være bedre end mig, gør du ikke?” “Nej da,” sagde hun med et lille sødt smil, som sagde at han havde fuldstændig ret. “Men jeg nyder, at min ikke kvækker.”
Han fnøs og prøvede igen. “Piscifors!” Denne gang blev rotten faktisk til en fisk… men en meget pjusket, halv-transfigureret én, som stadig havde små poter i stedet for finner. Den så ud, som om den selv ønskede at blive forvandlet tilbage. “Jamen den har… potentiale,” sagde Max, og Nettie kunne ikke holde latteren inde længere. “Kom her,” sagde hun og rakte hånden frem mod hans stav. “Du svinger den for brat i slutningen. Det skal være én flydende bevægelse, som en bølge.” Max rullede med øjnene, men lod hende føre hans hånd. Hendes fingre var lette, men faste, og et øjeblik mødtes deres blikke. Han så væk først.
“Prøv nu,” sagde hun roligt.Han tog en dyb indånding. “Piscifors!” Rotten forvandlede sig denne gang næsten perfekt. En gylden fisk slog med halen i en lille skål med vand, som Nettie hurtigt havde skubbet hen til den nu forvandlede fisk. Max lyste op. “Jeg gjorde det!” “Ja,” sagde Nettie med et tilfreds nik. “Med lidt hjælp.” “Du mener meget hjælp,” sagde en stemme bag dem. Professoren stod med korslagte arme, men der var et lille glimt i øjnene. “Ikke dårligt, King. Faulkner, god demonstration. 10 point til Gryffindor.” Da professoren gik videre, lænede Max sig over bordet og hviskede: “Du ved, hvis vi arbejder sammen oftere, kunne vi blive et ret godt hold.” Nettie hævede et øjenbryn. “Du mener, at jeg skal lave arbejdet og du tager æren?” spurgte hun sødt. Max grinede lidt fjoget. "Måske"

---

NAVN: Serenity
ÅRGANG: 3
FAG: Besværgelser

Solen strømmede ind gennem de høje vinduer i spisesalen og kastede gyldne stråler hen over de mange borde og bænke, der var slidt glatte af mange års bagdele. Nettie sad sammen med Olivia ved et af bordene tæt på pejsen. Olivia havde som altid sat sit skrig-pink hår op i to små knolde, og flere yngre elever kastede nysgerrige blikke i hendes retning. Netties lange sølvblonde hår glimtede i sollyset, som om hvert hårstrå var vævet af lys. De store himmelblå øjne var fokuserede, og hendes engleansigt gjorde, at hun næsten så ud som en figur fra et gammelt troldmandsmaleri.
“Jeg forstår altså ikke, hvorfor ‘Finite’ skal siges så præcist,” sukkede Nettie og kørte en hånd gennem håret. “Det lyder så simpelt… men siger man det forkert, kan man ende med at fjerne noget helt andet.”
“Som da du kom til at slukke alle faklerne på gangen sidste uge?” fnisede Olivia. “Præcis,” sagde Nettie med et opgivende smil og slog bogen i.

I det samme kom Freddie og Max ind i spisesalen. Freddie, i sin Hufflepuff-sweater, havde det dér bløde, lidt generte smil, der på det seneste fik Netties mave til at lave små kolbøtter. Max, den altid irriterende quiditchtosse med det rodet blonde hår og et glimt i øjet, var lige så højrøstet som altid.“Se lige her, Freddie,” sagde Max og lænede sig ubekymret ind mod Nettie. “To flittige hekse… Læser I virkelig frivilligt, eller har I bare opgivet livet uden for bøgerne?” Nettie hævede et øjenbryn. “I det mindste laver vi ikke nonsensbesværgelser for at underholde os selv.” Max lagde hånden dramatisk på hjertet. “Nonsens? Jeg kalder det kreativ magi.”
“Det kalder alle ballademagere det,” mumlede Olivia. Freddie satte sig overfor pigerne, og hans blik gled hurtigt fra Netties bog til hendes ansigt. “Hvad øver I på?” spurgte han, lidt for ivrigt.“ ‘Finite’,” svarede Olivia. “Vil du prøve?” “Nej,” sagde Max med et snedigt grin. “Men jeg har en bedre idé.” Han trak sin tryllestav og pegede mod Olivia. “Colorvaria!”
I næste øjeblik var Olivias skrig-pink hår blevet neongrønt. “MAX!” skreg Olivia og slog ud med armene.

Nettie begyndte at fnise, og Freddie knækkede sammen i grin.“Du ser… virkelig unik ud,” sagde Freddie med et grin. Olivia rullede med øjnene og vendte sig mod Nettie. “Vil du være en engel og…?” Nettie rejste sig. Et svagt skær gled over hendes sølvblonde hår da hun løftede sin stav.
“Finite!” Den grønne farve forsvandt øjeblikkeligt, og Olivias hår vendte tilbage til sin strålende pink farve. “Meget bedre,” sukkede Olivia lettet. Max lænede sig tilfreds tilbage, men så let skulle han ikke slippe. Nettie så på ham med et næsten uskyldigt smil. “Du ved godt, Max,” sagde hun langsomt, “at to kan lege den leg.” “Vent, hvad mener du med—” “Colorvaria!” I det samme eksploderede Max’ blonde hår i hot pink med sølvstriber, endnu mere prangende end Olivias. Hele lokalet brød ud i latter. Freddie var ved at vælte bagover af grin. “Det… det er fantastisk,” fik han fremstammet. Max forsøgte at se vred ud, men smilet sneg sig frem. “Du er så heldig, Nettie, at du kan lave Finite,” sagde han og pegede dramatisk på sit hår. “Ellers havde du haft glitter i ugevis.” “Det kan stadig nås,” svarede Nettie med et engleblidt blik, som fik Freddie til at se beundrende på hende og Max til at rulle med øjnene.

---

NAVN: Serenity
ÅRGANG: 3
FAG: Eliksir

Lugten i eliksirlokalet var kvælende tung den eftermiddag. Professoren havde givet eleverne frihed til at eksperimentere med egne bryg, hvilket som altid var en opskrift på kaos. Gryffindor og Hufflepuff havde time sammen, og Nettie sad sammen med Olivia ved en af de bagerste borde.
“Hvis vi bare følger opskriften, burde det gå fint,” sagde Nettie og skubbede en lok af sit sølvblonde hår væk fra ansigtet. Hendes øjne skimmede linjerne i bogen.“Ja, ja,” sagde Olivia, “men jeg har set Freddie og Max. De følger aldrig opskriften.” Som på cue lød et højt plop! fra bordet ved siden af, hvor Freddie og Max stod bøjet over en gryde, der boblede faretruende grønt.
“Max, du har puttet for meget Mimbulus-essens i!” sagde Freddie, med et nervøst blik på gryden. “Slap af, jeg har styr på det,” sagde Max, men hans grin så ikke ligefrem betryggende ud. Pludselig sendte gryden en sky af grøn damp ud over bordet. Freddie trak sig hostende tilbage, men Max, der stod for tæt på, fik dampen lige i ansigtet. Han gispede og greb sig om halsen. “Max?!” udbrød Freddie. “Professor!” Professoren kom skyndsomst gennem rummet, men Nettie var allerede på benene. “Han har fået giftig damp fra den eliksir!” sagde hun hurtigt.

Hun kunne genkende opskriften fra en eliksirbrygger hun havde mødt i Madrid, en eksperimentel blanding, hvor en forkert dosis kunne skabe en let, men farlig åndbar gift.“En bezoar!” råbte Nettie. “Vi har brug for en bezoar!” Professoren nikkede og pegede mod skabet bagerst i lokalet. Nettie fór af sted, hendes sølvblonde hår flagrede bag hende. Olivia trak Max væk fra gryden, mens Freddie holdt hans arm og så ængsteligt på Nettie. Hun rev skabet op, fandt den lille, ujævne sten og styrtede tilbage. “Hold hans hoved,” beordrede hun. Freddie adlød uden tøven. Nettie pressede stenen mod Max’ læber, og med en hurtig tryllebevægelse fra professorens hånd blev eliksirresterne i hans mund opløses, så han kunne sluge bezoaren.
Der gik kun få sekunder, før farven vendte tilbage i Max’ ansigt, og hans øjne flakkede. “Hvad… skete der?” mumlede han hæst. “Du eksperimenterede uden at tænke,” sagde Nettie skarpt, men hendes hænder rystede en smule. Max blinkede og så på hende, først forvirret, så med et skævt grin. “Red mig bare, hvorfor gør du ikke det lidt oftere?” “Fordi jeg ikke har tænkt mig at løbe rundt med bezoarer hver gang du laver noget dumt,” svarede Nettie, men et lille smil gled over hendes ansigt. Freddie åndede lettet ud. “Det var… ret sejt, Nettie,” sagde han stille, med et blik der blev hængende en anelse længere end normalt. Professoren klappede i hænderne. “Fremragende hurtig tænkning, Nettie! Gryffindor får 15 point!” Olivia puffede Nettie i siden. “Og Max skylder dig mindst én kæmpe chokoladefrø.”Max rullede med øjnene. “Okay, måske to,” sagde han og skævede mod Nettie, stadig en smule bleg, men levende. Hun sendte ham et spydigt smil. Det ville hun ikke lade ham glemme.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Mugglerstudier

Hogsmeade var dækket af de skarpe solstråler og gaderne lå stille hen denne tidlig morgen. Ever og Lilly gik tæt sammen, mens de forsøgte at holde varmen i deres kapper, mens duggen lå tyk på husenes tage og de små havers bede.

“Så”, begyndte Ever langsomt. “Lad mig forstå det her rigtigt. En… campingvogn er et hus. Men ikke et rigtigt hus. Og det kan køre, men ikke selv. Og folk vælger frivilligt at bo i det?”.

“Ja”, sagde Lilly tålmodigt. “De spænder den bagpå en bil og tager på ferie”.

Ever stoppede op, slog ud med hænderne og næsten råbte: “Et hus, der skal trækkes af et andet type hus på hjul?! Det er jo husenes version af at gå i snor!”.

Lilly brød ud i grin, men Ever fortsatte: “Og så presser de hele familien ind i det? Uden magiske udvidelser? Hvordan kan man trække vejret derinde? Hvad gør de, hvis nogen nyser? Falder halvdelen ud gennem vinduet? Er der overhoved et vindue?”.

“Ja, selvfølgelig er der vinduer, Ever. De synes, det er hyggeligt,” sagde Lilly, mens hun fniste bag sine vanter.

“Hyggeligt?!”. Ever så på hende med store øjne. “At spise morgenmad på et bord, der kan klappe sammen og forvandle sig til en seng? Hvad hvis man spilder græskarjuice og skal sove i den plet om aftenen!? Og badeværelset? Fortæl mig ikke, at de har et badeværelse presset ind i den metaldåse?”.

“Jo, nogle har,” indrømmede Lilly.

Ever stirrede på hende. “Et badeværelse? I en kasse på hjul? Hvor hele familien bor indeni den? Det kan kun ende galt”.

Lilly lo så meget og den enkelte forbipasserende troldmand kastede et mærkeligt blik efter dem.

“Og så skal de køre til særlige steder, hvor alle campingvogne samles? Så de vælger med vilje at parkere deres blikæsker ved siden af andres blikæsker, som en hel landsby af små, fangede huse? Det er jo en muggler-version af Azkaban, bare med grillpølser!”.

Lilly næsten ikke stå på benene af grin og hun måtte holde sig oppe i Evers arm.

Ever så triumferende ud. “Jeg siger dig, Lilly. Hvis jeg nogensinde ender i et campingskur…”.

“… campingvogn”, grinede Lilly højt.

“… så er jeg da først blevet for alvor syg”.

Lilly tørrede tårer af øjnene og smilede bredt. “Så lover jeg, at hvis det sker, så sidder jeg ved siden af dig, indtil du bliver rask”.

Ever trak vejret dybt og lagde dramatisk hånden mod hjertet. “Så er det en aftale. Men du skal vide, jeg tager min tryllestav med. Bare for en sikkerheds skyld”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: FMMK

Ever sad i det store halvmørke klasselokalet for FMMK, mens fingrene snoede sig nervøst om hendes tryllestav. FMMK var ikke hendes stærkeste fag og lå på samme niveau som Flyvning: Hun afskyede det.

Professoren havde forklaret hende, hvordan en besværgelse ved navn Verdimillious kunne bruges. Den kunne bruges til at angribe og til at afsløre skjulte ting. Besværgelsen lød dramatisk og det var det, som gjorde hende nervøs.

“En rolig cirkelbevægelse over hovedet”, sagde Professoren og viste det langsomt og hun fulgte nøje bevægelserne. “Husk at udtale besværgelsen klart og bestemt. Og glem aldrig kontrollen”.

Ever tog en dyb indånding og stillede sig med fødderne let spredt i og løftede tryllestaven og kunne mærke de andre elevers øjne på sig. Hun krøb sig lidt.

“Verdimillious”, sagde hun forsigtigt, mens hun førte tryllestaven i en halvhjertet cirkel. Fra spidsen kom der blot en svag gnist, som hurtigt forsvandt i luften. Ingen smaragdgrøn kugle eller blændende lysglimt.

En fnisen lød bag hende og hun så sig over skulderen og hen på et par piger fra Hufflepuff. Professoren så på hende med et fast blik og nikkede kort mod hende og lagde armene over kors. Ever kneb øjnene sammen, rettede ryggen og svingede armen i en større cirkel over sig med mere kraft.

“Verdimillious!”, sagde hun højere, men ordene lød mere tvunget end med fasthed i hendes blide stemme, men et par svage grønne gnister dalede mod gulvet som faldende stjernestøv.

Hun følte en klump i halsen. Det var, som om tryllestaven nægtede at lystre. Professoren hævede et øjenbryn, men smilede venligt.

“Besværgelsen er meget svær, Ever,” sagde han roligt. “Og den kræver mere end styrke. Den kræver tålmodighed og tillid til dig selv. Lyset kommer kun, når du tror på, at det kan skinne. Men godt klaret”. Hun kunne mærke et anerkendende klap på hendes ene skulder.

Ever nikkede og var lettet over ikke at blive skældt ud. Hun vidste, at hun måtte øve sig med Lilly i aften. Hun satte sig ned igen med sin tryllestav i den ene hånd. Hun kunne alligevel ikke lade være med at smile, for selvom besværgelsen ikke havde var lykkedes hende, havde hun set gnisterne og så vidt hun vidste, så var gnister begyndelsen på lys.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Forvandling

Ever sad omgivet af hvisken og lugten af nyskrevet blæk fra fjerpenne. Professor havde stillet en lille tallerken foran hver elev. På Evers tallerken lå en skumfidus, hvid og fnuglet, som om den var dumpet ned fra en sky.

“Dagens opgave…”, sagde Professoren smilende. “… er at øve os i Evanesco, som er forsvindingsbesværgelsen. I skal få jeres skumfidus til at forsvinde fuldstændig. Og nej…”. Professoren hævede en finger, da en elev allerede skævede til sin skumfidus med sultent blik. “… at spise dem tæller ikke!”

Der lød dæmpet fnisen rundt i klassen. Ever så på skumfidusen foran sig, løftede sin tryllestav, mærkede dens vægt og prøvede at samle tankerne.

“Evanesco”, sagde hun. En lille rystelse gik gennem skumfidusen, som om den trak vejret, men den forsvandt ikke.

Flere elever forsøgte ligesom hende, nogle med bedre held. En skumfidus eksploderede og forårsagede hvidt overskæg på elev fra Slytherin og en anden blev til en fedtet klump, der limede 2 elever fra Gryffindor sammen.

Ever kneb øjnene sammen og tog en rolig indånding, forestillede sig skumfidusen som en lille stjerne. Med et fast greb om tryllestaven sagde hun igen:

“Evanesco!”.

Et glimt farede over skumfidusen og et skarpt lys sprang lydløst med samme form som en stjerne. Skumfidusen var væk.

Professor klappede begejstret i hænderne.
“Bravo, Miss Ever!”.

Ever smilede genert og lagde forsigtigt tryllestaven fra sig. Der var 1. gang noget var lykkedes for hende, uden at noget var gået galt først og det føltes rigtig godt.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser


Ever sad på biblioteket ved et af de lange borde med en bunke af bøger foran sig. Hun havde besluttet sig for, at hun skulle prøve at sy en pose til sine bøger som opgave til Besværgelser.

“Det er en meget simpelt opgave”, mumlede hun for sig selv, mens hun trak et gammelt stykke stof frem, som Lilly havde givet hende. Bare skære lidt, sy lidt og BUM færdig”.

Hun pegede sin tryllestav på stoffet og sagde bestemt: “Diffindo!”. Stoffet delte sig med et elegant snit og Ever nikkede anerkendende af sit arbejde, men havde ikke lagt mærke til, at hun havde lagt sine bøger for tæt på. Halvdelen af den ene bog til Besværgelse var nu skåret pænt over i 2 lige store dele. “Virkelig imponerende, men virkelig ikke et særlig godt valg af bog”.

Hun stirrede på den delte bog og på den anden side af bordet sad Lilly med et hævet øjenbryn.
“Måske… måske skulle du flytte bøgerne, før du begynder at skære løs”.

Ever fnøs. “Detaljer. Jeg kan godt redde det.” Hun svingede staven og sagde: “Reparo!”.

Bogen smækkede sig sammen igen, men helt forkert og siderne var nu sat sammen i tilfældig rækkefølge. Kapitel 3 var før indholdsfortegnelsen og midt i kapitel 23 var bogens omslag.

“Imponerende”, sagde Lilly med et smil.

Ever åbnede munden, lukkede den igen og så op på Lilly med et helt uskyldigt blik.
“Den var sådan i forvejen”.

“Hmm hmm”. Lilly knækkede sammen af grin, så bibliotekaren sendte dem et skarpt blik.

“Reparo! Reparo! Reparo!”. Evers stemme lød nu en smule desperat.

Hver gang ændrede siderne sig på nye måder, indtil bogen til sidst foldede sig ud som en vifte og nægtede at lukke.

Lilly skjulte sit grin bag en bog. “Måske du skulle… øve dig lidt mere”.

“Og hvad tror du, jeg har gang i? Ludo?”.

“Ja, det kunne du jo så heller ikke finde ud af”, grinede Lilly.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: MDPoP


“Stille!”, råbte Professor Aberdeen, mens hun gik frem foran et lille indhegnet område bag slottet. “Jeg sagde stille!”. Hun slog en elev fra Gryffindor i hovedbunden med sin lange tryllestav med et lille svirp med håndleddet. Eleven tog sit til hovedet og skulede efter hende, da hun gik forbi ham. “I dag skal vi lære, hvordan man hjælper en Luntelok, som har Chizpurfler!”

En Luntelok stod og så nervøst på klassen med sine enorme, bløde øjne. Den lignede en kalv lavet af skyer og candyfloss Og af gaven beige. Ever stirrede på den og stivnede. Den var helt sikkert som en kost. Nuttet og dødsens farlig.

“Hvor er den nuttet”, hviskede Lilly. Hun kunne høre, at de andre piger havde samme mening som hende.

Ever skulede mod det nervøse lille væsen. “Jeg er sikker på, at den er i gang med at planlægge, hvordan den kan sparke mig i hovedet”, sagde hun tørt.

Lilly fnisede. “Du siger det om alle dyr”.

“Ja og har jeg ikke næsten altid ret?” sagde Ever og kom kappen mere om sig i vinden.

“Stille!”, sagde Professoren igen og denne adlød alle. “En af jer skal finde Chizpurflen i pelsen og fjerne den forsigtigt med tang”. Hun så sig om, og blikket stoppede ved Ever. “Jeg høre, at du er ferm med fingrene til Botanik, Miss Ever. Kom du herop”. Ever stivnede straks.

“Professor, Ever har en frygtelig pollenallergi”, sagde Lilly hurtigt. Professoren løftede det ene øjenbryn og så gennem løgnen.

“Så kom du også komme herop, Miss Lilly. I skal kigge efter noget, der ligner en loppe med 8 ben.”

“YES!”. Lilly sprang nærmest op. “Kom så, Ever, det bliver sjovt!”

Ever himlede med øjnene og fulgte med Lilly ind i indhegningen.

Luntelokken stampede nervøst, men da Lilly rakte hånden roligt frem og talte sødt, stod den stille.

“Selvfølgelig kan du charmere den. Jeg får bare dødstrusler gennem dens øjne.”

De begyndte at kigge i pelsen, som skillede den forsigtigt fra hinanden, mens hun blev ved med at holde øje med ikke at komme for tæt på Luntelokkens tænder. Pelsen var blødt som uld og lugtede som græs og… måneskin?

“Der! Jeg tror, jeg så noget bevæge sig”, sagde Lilly hurtigt og pegede.

Ever stak hånden ind. “Ad! Ad! Ad!”. Hun trak. et lille kravlende dyr ud af pelsen med tangen. Chizpurflen sprællede og sagde en skinger lyd og hoppede ud af tangen og landede i hendes hår og hun skreg, mens hun løb rundt.

“FÅ DEN UD! FÅ DEN UD! FÅ.DEN.UD!”.

Lilly grinede højt og fik stoppet Ever og fik Chizpurflen tilbage i tangen. “Der! Jeg har den!.

Ever var forpustet og pegede på glasset, hvor Lilly havde kommet den i. “Og du bliver deri”, sagde hun stakåndet.

Luntelokken puffede blidt til hende med mulen, som om den sagde tak.

Ever sukkede. “Ja, ja, værsgo. Jeg reddede dig. Du skylder mig en dans under næste fuldmåne”

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Magiens Historie


Ever og Lilly havde kun ét mål den eftermiddag: at nå biblioteket for at finde de rette bøger næste opgave i Magiens Historie. Det burde være en simpel opgave at gå op ad trapperne, dreje til venstre og så var man der.

Problemet var bare, at Hogwarts’ trapper havde deres helt egen mening om og det var ikke altid de bedste meninger.

“Jeg siger dig, det her er en fælde,” mumlede Ever, mens hun holdt fast i gelænderet. “Koste er dumme, men trapper er direkte ondskabsfulde”.

“Så slemt var det da ikke til Flyvning. I det mindste holdte de fast i kosten, da den trak dig med henover gulvet”, sagde Lilly med et modigt smil. Af en Hufflepuff var hun overraskende modig.

Hun tog et lidt kækt skridt op og på samme tid begyndte hele stentrappen at knirke, ryste og dreje som et karrusel.

“LILLY!”, råbte Ever, mens hun greb efter hende. Men i stedet for at miste balancen, landede Lilly overraskende elegant på en ny trappe, der pludselig kom frem fra væggen.

“Ro på! Kom, det er jo som at flyve på en kost”, grinede Lilly.

Ever skulede. “Koste er en dødsfælde og det ved du”. Lilly grinede igen og denne gang højt.

Ever trådte forsigtigt frem og straks svuppede trappetrinet under hendes fod og hun skreg (for) højt, da hun sank igennem det som kviksand, kun hængende fast med hænderne.

“Åh, flot, Ever,” sagde hun opgivende til sig selv. “Det er ikke kun kosten, som prøver at aflive dig. Selv trapperne hader dig”.

Lilly skyndte sig tilbage og trak hende fri, mens hun knækkede af grin. “Du skulle have set dit ansigt!”.

Men trappen gav et lille hop, som om den hyggede sig med at drille dem og pludselig svingede hele trappen rundt i en skarp bue. Ever og Lilly blev kastet fremad, begge med vilde skrig og landede i en helt anden gang, hvor en rustning kiggede mistænksomt og knirkende på dem.

Ever lå på gulvet med forpjusket hår strittende i alle retninger. “Jeg.hader.trapper!”.

Lilly satte sig grinende op ved siden af hende med ligeså vildt hår. “Jeg elsker dem! Skal vi prøve igen?”

Ever stirrede på hende med et ansigt, som var tømt for følelser og det var svar nok.

Trappen bag dem gav et rungende knirk, som om den grinede af dem.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Botanik


Det duftede af jord og blomster i drivhuset, da Professoren satte en stor kurv med abyssinske skrumpefigner på bordet. De lilla rynkede frugter lignede mest noget, der havde ligget for længe i bunden af en skoletaske.

Ever rynkede kort på næsen og tog imod fignen, som professoren gav hende med et skarpt blik.

“Den ser ærligt talt ud, som om den har haft en dårlig dag”, hviskede hun.

Lilly fnisede. “Eller som noget vi ville kunne under en sofa i fællesrummet”.

Professoren tyssede højlydt på dem og viste med et håndtegn, at de skulle komme i gang og Ever begyndte straks at skrælle den og skævede kort hen på Lilly, som sendte hende et stort smil.

Ever så ned på en lilla væske, som løb ned i glasset, som Professoren havde tryllet frem med en elegant bevægelse i håndleddet og små blomster dukkede frem inde i frugten.

“Wow! Det er som en frugt, der er i forklædning som en buket!”, udbrød Lilly dramatisk og begyndte straks at skrælle sin egen.

Professoren kunne ikke et lille smil tilbage, men holdt sin alvorlige tone:

“Denne saft er vigtig i potioner: Shrinking Solution, Elixir til Induce Euphoria, og Thunderbrew. Bladene kan hele, men de kan ikke ophæve forbandelser. Husk det i fremtiden!”.

En dreng fra Gryffindor længere nede ad bordet spurgte kækt:

“Hvad sker der, hvis man bare spiser den som en snack?”.

Lilly gispede og slog hænderne sammen. “Så bliver du så lille, at du må bruge en tændstikæske som seng!”.

Professoren nikkede anerkendende til hende og blinkede overraskende til hende.

“5 point til Hufflepuff Miss Lilly”. Det var tydeligt at se, at Lilly blev stolt. “Vil du komme med flere eksempler?”.

Lilly nikkede hurtigt og tilføjede: “Eller ride på en mariehøne til time. Forestil dig Professorens ansigt, hvis du troppede op på en rødprikket mariehøne som hest”

Klassen brød ud i grin og en pige mimede at ride på en mariehøne gennem drivhuset, mens en anden forsøgte at lave en lille vrinsk-lyd, hvilket kun gjorde latteren endnu højere.

Professor rømmede sig strengt, men man kunne se, at hun skjulte et smil bag det stramme ansigt.

“Tilbage til arbejdet, alle sammen! Vi vil ikke have nogen ufrivillige mariehøner i denne klasse”.

Ever og Lilly knugede deres skuldre for at holde latteren tilbage, mens de skrællede videre. Den lilla saft glimtede i glassene, og de to veninder udvekslede et blik, der sagde alt. Dette var uden tvivl den sjoveste Botanik-time, de nogensinde havde haft.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Eliksir

De fleste elever sad i Ravenclaws varme opholdsstue ved pejsen og spiste medbragte rester og spillede spil. Men Ever havde sneget sig ud med en lille bunke fotografier, hun havde taget med et lånt kamera.

På bordet foran hende stod et fad, som hun havde lånt af Professoren fra Eliksir, hvor den blanke væske lå i. Udviklingsopløsning. Den lugtede let metallisk og glitrede svagt, som om der var flydende stjerner i.

Ever bed sig i læben. Det så magisk ud, men hvad hvis hun ødelagde billederne?.

Hun tog det første foto, som hun havde taget til Botanik af Professoren, som stod med en abyssinske skrumpefigne i hånden og smilede.

Hun dyppede billedet langsomt ned i opløsningen uden at røre for meget ved det. I starten skete intet, men så begyndte Professoren og ansigterne omkring at blinke og bevæge sig. Farverne blev dybere og eleverne i lokalet bevægede sig nu, som var hun der

Ever smilede stort. Det havde virket.

Hun hang billedet til tørre i tørresnoren over sig og tog det næste. Det var et Lilly, hvor hun smilede så meget, at det måtte have gjort ondt i kinderne. Ever holdt vejret, da hun så billedet forsvinde ned i væsken. Tænk, hvis der blev et helt almindeligt billede? Men så blinkede Lilly op til hende, præcis som hun huskede det, da hun havde taget billedet.

Hun sad længe og så på billederne og hvordan de kom mere og mere til live foran hende. Hvert lille øjeblik. En sneboldkamp i gården i vinters, en ugle der fløj forbi, stjernerne over Hogwarts. Alt begyndte at få liv. Små minder på hendes første år på Hogwarts udfoldede sig som en historie for hende. Og for første gang siden hun var taget væk hjemmefra, følte hun sig hjemme.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Flyvning

Hvis der var noget, Ever ikke kunne lide, så var det at flyve. Om det var kosten eller selve flyvningen var i og for sig underordnet. Hun syntes faktisk, at koste var nogen lange pinde med børster bagi. Hun foretrak noget mere værdigt. En stjerne i håret, en god bog, måske en kop varm kakao og ikke en dum pind, der gav splinter. Og i dag stod det på dødsfaget: Flyvning.

Alle eleverne omkring summede af iver og latter og professoren stod med et stort smil med de behandskede hænder i hofterne.

“En velholdt kost er en pålidelig kost!” erklærede Professoren som en major på en slagmark. “I dag skal I lære at trimme børsterne og polere skaftet, så de holder længere og derfor ikke får humørsvingninger”.

Ever så ned på den lånte kost fra skolen, der allerede vippede mistænkeligt under hendes blik og hun var ikke et sekund i tvivl om, at den kunne lugte hendes manglende begejstring.

“Så,” mumlede hun og bøjede sig ned for at trimme børsterne med en lille rusten saks. “Hvis vi 2 skal blive nogenlunde gode venner, skal du bare opfører dig ordentligt, så…”.

Kosten gav et bukkespring fra sig og ramte hende klokkerent med skaftet mellem øjnene. Sidst hun havde set efter, havde der hverken været måne eller stjerner dinglende for øjnene af hende.

“Av! Seriøst!? Din… pind med strithår!”. Ever gned sig i mellem øjenbrynene.

Hun prøvede igen. Denne gang greb hun om skaftet og begyndte at gnide et polermiddel på med en klud. Det gik fint i 10 sekunder, indtil pinden med børsterne besluttede at vride sig som en fisk på land.

Ever blev trukket rundt efter den over gulvet og væltede både bøger og quidditchudstyr på gulvet. Hun var sikker på, at hun kunne høre den vandrende pind klukke af grin.

“Slip mig, din ondskabsfulde kæp!”, hvæsede hun vredt.

Professor Aíne hostede (sikkert for at holde et grin tilbage). “Ja, nogle koste kan godt være lidt temperamentsfulde, så husk den på, hvem der bestemmer.”

Ever stirrede ondt på kosten. “Hvis du ikke holder op, saver jeg dig over og laver dig om til pindebrænde”.

Overraskende nok faldt kosten til ro. Måske havde den forstået alvoren i hendes ord, eller også havde den ondt af hende (helt sikkert det sidste). Ever polerede, trimmede og gav den en sidste omgang voks, så skaftet skinnede som nypudsede støvler.

Hun trådte et skridt tilbage, pustede en lok af håret væk fra ansigtet og sagde tørt: “Hvis nogen spørger, så er vi absolut ikke venner”.

Kosten gav et lille ryk, som om den grinede (af hende).

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Mugglerstudier

“Kridt!”, hvinede Lilly lykkeligt og løb hen til en kasse, som stod på bordet. Andre elever stod med en lang snor med håndtag i hver ende og gloede på det, andre med en flad oval plastik ting og nogen med en mindre gul bold.

“Kridt? Hvad er kridt?”, spurgte Ever og tog imod et tørt stykke sten, som smuldrede en smule mellem hendes fingre.

“Det er til at tegne med”. Lilly satte sig på hug i gården og bevægede det over fliserne.

“Hvad laver du!? Stop! Du… tegner… på slottet!”. Det sidste ord hviskede hun.

“Men det er jo det, som er meningen. Kom!”. Hun hev Ever ned ved siden af sig og hun så hvordan Lilly lavede små figurer i forskellige farver foran dem, inden hun tegnede en stor smilende sol. “Regnen vasker det væk igen. Prøv, det er virkelig sjovt! Jeg tegner tit med kridt med mine yngre søstre”. Ever havde glemt, at Lilly var 100% muggler. Hun satte kridtet mod stenen og tegnede en stjerne og herfra tog det fart. Lilly tegnede noget, som hun kaldte en hinkerude og viste, hvordan Ever skulle hoppe på et ben frem og tilbage flere gange. Det var sjovt!

“Og det der…”. Ever fulgte Lillys bevægelse med øjnene. “… det er en frisbee. Pas på!”. De dukkede sig begge, da den med høj fart fløj over deres hoveder. “Og det der er sjippetorv. Og det er en tennisbold”. Ever fulgte med i alt, hvad Lilly udpegede og forklarede, hvad hvert enkelt legetøj blev brugt til i hendes verden.

Hele gården var fyldt med farverige farver, da timen var slut. Der var flere solopgange, regnbuer, dyr og stjerner.

“Jeg kan godt lide kridt”, sagde Ever, da de gik fra timen.

“Jeg får min mor til at sende en ugle med kridt til dig”, sagde Lilly med et smil og lagde armen gennem hendes.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: FMMK

Ever stod med knoerne hvide om tryllestaven, mens hele klassen summede af grin og koncentreret stemmer, der råbte. “Protego” om og om igen og som fik små blinkende glimt af usynlige skjolde frem flere steder.

“Er du klar?”, spurgte Lilly blidt og sendte hende et blidt smil.

Ever nikkede. Hun trak vejret dybt ind, rettede sig op og sagde myndigt: “Protego!”.

Et svagt lys glimtede foran hende og slukkede straks igen. Da Lilly sendte en ny uskyldig besværgelse mig hende, ramte den Ever direkte, så hun snublede et skridt tilbage. Hun rynkede næsen og sukkede.

“Jeg kan ikke,” mumlede hun lavt. “Det virker aldrig”.

Lilly lod sin tryllestav falde langs siden og gik smilende hen til hende. “Den er svær, Ever. De fleste får det ikke på første dag”.

“Men du kan”, svarede Ever med et lille bittert smil.

Lilly rystede på hovedet, så hendes lyse hår dansede om skuldrene. “Det gør mig ikke bedre end dig og du er stærk på måder, jeg aldrig kunne være. Og ved du hvad? Jeg kan godt beskytte dig lidt, indtil du finder ud af det”.

Hun blinkede til Ever og løftede tryllestaven igen, stillede sig en smule foran hende, så hun nærmest var hendes skjold resten af timen.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Forvandling

Lokalet var stille undtagen lyden af de mange knitrende tryllestave, som blev løftet og svunget i samme ens bevægelse. De skulle lave fremmanings-besværgelse, som handlede om “at samle alt i dem, hvad de følte, at de ønskede sig. Det som hjertet ønsker”.

Ever sad lidt sig selv med tryllestaven i hånden. Hun havde øvet i flere minutter uden et resultat, mens flere elever allerede fremmanet små ting. En ny smuk fjerpen, et lerkop med veninde-graveringer, et rødt blankpoleret æble. Men intet var dukket op foran hende på bordet.

“Kom nu”, mumlede hun til sig selv. “Noget, jeg virkelig godt kan lide…”.

Hun lukkede øjnene og tænkte på alt det, der gjorde hende lykkelig helt indeni. Hun tænkte på stjernerne over hendes klan, som hun nedstammede fra, varmen fra bålet mens en fars rungende stemme fortalte om familiens historier

Noget i hendes bryst blev straks varmt og hun løftede tryllestaven trak vejret dybt og forstillede sig følelsen af at være hjemme, stjernerne og trygheden.

En lille dis forsamlede sig som en lille kugle foran hende. Den glimtede pludselig, indtil et lille lys nærmest sprang med en lille lys, som hvis en lyspære lys. En lille genstand kom frem, som først var gennemsigtigt og som langsomt tog form.

Foran hende lå en fin blank stjerne af glas, som var klar og lysende og det lignede, at den var taget ud af den mest mørke nattehimmel. Hun tog den op og selvom den ikke var større end en mandarin, føltes den tung og kold mod hendes håndflade. Hun trykkede den forsigtigt ind mod brystet og følte sig en smule tættere på sit hjem.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser

Solen var endelig begyndt at titte frem og Ever sad alene i det bløde græs udenfor med en gammel bog, som handlede om hendes klan. Hendes far gik meget op i, at både hun og hendes tvillingebror kendte til deres forfædres historier og at leve efter de gamle traditioner.

Ever sagde noget på klanens gamle sprog og dukkede en smule, da hun forsigtigt lukkede bogen i for ikke at ødelægge det gamle læder, som allerede var i gang med at smuldre fra hinanden.

Hun havde ikke fået frokost og blev påmindet om sulten, da hendes mave brølede overraskende højt. Hun så sig rundt blandt de andre elever, som ligesom hende sad på græsset og nød solen eller en god bog, da hendes blik faldt på et træ. Og på det træ glimtede det med æbler så røde, at hendes mund løb i vand.

Hun trak vejret dybt, fandt sin tryllestav frem fra inderlommen af sin kappe og hviskede med et lille smil: “Accio æble!”.

Der skete ingenting og hun kunne mærke hjertet banke lidt hurtigere. Hun forsøgte igen og huskede denne gang det lille svirp med håndleddet, som åbenbart var for hurtigt, for æblet rev sig hurtigt løs fra grenen og fløj direkte imod hende mellem de andre elever. Hun nåede ikke at reagere og faldt bagover med et højt dump, da æblet ramte hende midt i panden. Hun gav en anstrengt lyd fra sig, da æblet faldt med højt hastighed ned i hendes mave og både hun og æblet lå nu stille.

“Ej, seriøst!”, hviskede hun for sig selv og lagde en hånd mod panden og ømmede sig lidt, mens hun med besvær satte sig op igen.

Æblet lå i hendes skød. Rødt, skinnende og saftigt og hun tog om det og tog den største bid. Selvom værdigheden ikke var intakt, så var hun stolt, fordi en besværgelse endelig havde fungeret for hende. Også selvom det ikke havde været uden et blåt mærke i panden.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: MDPoP

Professor Aberdeen havde rakt Ever og Lilly en spand med sølvmælk med et løftet øjenbryn. At gå på natterov (og blive taget i det) blev straffet med at skulle give en månekalv sølvmælk i måneskinnet. Selv månen som stod fuld på den mørke himmel, syntes at sende dem et løftet bryn, da de gik ned af stien på Hogwarts nu tomme område for de magiske dyr. Lilly klamrede sig til Evers arm, som hurtigt så sig over skulderen.

De listede hen til den lille indhegning og så sølvhvid lille månekalv, hvis pels glimtede smukt og dens store øjne så straks på dem, da den hurtigt lyden af metalspanden og den brummede lavt.

“Den er så nuttet”, hviskede Ever og de fik ind i indhegningen og rakte spanden frem, som de havde fået besked på. Månekalven farede hen til dem og fik skubbet spanden ud af hånden på hende og det sprøjtede med sølvmælk.

“Vent, den må ikke drikke det så hurtigt”, sagde Ever hurtigt og Lilly hjalp hende med at få spanden på plads og med en simpel besværgelse fik de sølvmælken op i spanden igen.

Lilly grinede lavt og pegede på Ever. “Du har sølvmælk i håret”. Hun fnes igen. “Og på din kappe. Dine sko. Du har også lidt i ansigtet”. De grinede begge, mens månekalven ivrigt drak fra spanden.

“Åh åh”, sagde Ever pludselig. Lilly stoppede med at grine.

“Hvorfor siger du det?”. Lillys stemme lød pludselig nervøs.

“Kan du huske, hvad der sker, når månekalven drikker for hurtigt?”. Lilly rystede på hovedet med et stift smil. “Den svæver”. De så begge hen, hvor månekalven netop havde stået, som var tomt og de så begge forsigtigt op og der hang månekalven og vuggede som en ballon.

De kastede sig begge frem og månekalven brummede lykkeligt, da de hoppede op og greb fat i den og fik den skubbet ned på jorden. Hver gang de slap den, lettede den.

“Hvor længe vil den flyve?”, spurgte Lilly.

“Indtil månen går ned”, svarede Ever opgivende. Det ville blive en lang nat.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Magiens Historie

Astronomitårnet er Evers sted.

Når mørket falder på og skolen lægger mørk hen, finder Ever vejen op til Astronomitårnet, da verden åbner sig heroppe.

Luften føles mere klar og kold og ikke mindst føles stjernerne tættere på, som hvis hun kan række ud og fange dem i hendes hænder. Ligesom hjemme i Lysets Rand. Selvom hun er så langt væk hjemmefra, så føltes det som om, at stjernerne alligevel husker hende. Selv vindens brisen gennem hendes hår føles som et ekko af hendes mors stemme, som hvisker hende godnat og kærlige varme ord på det gamle sprog.

Hun sætter sig altid på det samme sted, hvor stenene føles en smule køligere og hvor muren er lav, da hun her kan se udover søen, som strækker sig lang og mørk og hvor månen oftest strækker sine stråler ud som for at strække sig efter at have sovet hele dagen.

Ever finder stilhed her og kan mærke Hogwarts magi vibrere, hvis hun stryger fingerspidserne over slottets murer, som forener hende med både slottet og Lysets Rand.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Botanik

Botanik var begyndt at vokse på Ever. Hun var barn af solen og stjernerne og havde altid brugt de fleste timer på at gå barfodet rundt i skovene omkring byen derhjemme. Og i dag havde hun fået samme følelse, da Professoren havde fortalt, at eleverne skulle gå ud og finde De Truttende Påskeliljer.

Hun stod i lysningen nær søen og træerne stod lysegrønne, fuglene sang og luften sitrede af det vilde liv omkring hende. Hun havde smidt skoene og når hun mærkede jorden direkte under fødderne, tænkte hun bedst og det føltes om om naturens hjerte slog op gennem hendes fodsåler.

De tog ikke lang tid at finde dem. En lille klynge med gyldne påskeliljer der svajede, som om de vidste, hun var kommet. Hun satte sig på knæ 1 meter fra dem, barfodet og smilende. De reagerer på hendes ærhed og energi og det tog kun et par sekunder, før de første truttede højt og de andre i klyngen gjorde det samme. Lyden var en høj og skæv tone.

Hun strøg fingerspidserne hen over luften, lige over deres gule blade og den høje skæve tone lød igen. Hun trak hånden til sig og tonerne forsvandt overraskende hurtigt. Endnu en gang strakte hun fingerspidserne over de smule gule blade og som en dirigent stod hun længe og så til, hvor de smukke blomster reagerede på hende og hvordan deres toner forandrede sig, når hun kom tættere på og trak sig længere væk. De lød som symfoni i hendes ører.

Ever kunne ikke lade være med at klappe ivrigt, mens hun hoppede energisk på samme sted og da hun nejede for dem som et tak, som den sande natur prinsesse hun var, var hun sikker på, at De Truttende Påskeliljer svajede i solen, som et lille tak.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Eliksir

Ever sad på biblioteket og selvom der sad mange andre elever omkring hende med næserne i en bog, var der helt stille omkring hende. Hun sad alene i en krog med den store eliksirbog slået op foran hende.

Hun læste langsomt: “Eliksiren, Herbicide, er udviklet til at bekæmpe uønskede planter. Den er giftig for alt grønt, den berører. Indtagelse af eliksiren kan have alvorlige følger”.

Hun knugede hænderne hårdt ind mod hendes bryst. Bare navnet bragte uroen frem i hendes krop og hun lod hagen hvile mod hænderne, og hendes blik så ud af vinduet og tankerne gled mod hendes hjem, til Lysets Rand.

Hun huskede sin mormors have, som havde små velplaceret grusstier, som var omgivet af blomster, der strålede i alverdens farver. Hver en plante havde hendes mormor plejet med kærlighed og Ever havde ofte hjulpet med at vande og synge til dem.

En dag ville hun imponere sin mormor og havde sneget sig ind i den gamle skuffe i hendes soveværelse, hvor flasker med mystiske eliksirer stod. Hun troede, hun havde fundet en eliksir, der ville gøre blomsterne endnu mere farverig og uden den at vide det, hældte hun nogle dråber af Herbicide i vandkanden.

På et øjeblik begyndte bladene at hænge på de smukke blomster og hun så, hvordan livet forsvandt fra alle blomsterne langs grusstien. Ever havde stået lammet, mens hendes mormor kom løbende.

“Åh, min lille stjerne”, havde hun sagt blidt, mens hun hurtigt løftede Ever væk fra bedet og trak hende beskyttende ind til sig. De så til, mens det ene bed efter det andet visnede.

Tilbage i biblioteket sukkede hun tungt og lukkede bogen. Hun vidste, at hun havde lært noget vigtigt den dag, som var ansvar og hvor stærke selv de mindste dråber kunne være.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Flyvning

Og præmien er chokoladefrøer?”.

Ever stirrede skeptisk op på den lange bane foran sig og sukkede lidt for højt.

“Ja, også endda en 3-pak”, sagde den elev fra Gryffindor energisk, som hun skulle flyve imod. Han fik kosten smækket op i hånden med et selvsikkert smil.

Hun fik ondt i maven ved tanken om, at hendes fødder skulle lette fra jorden, men hun vidste, at hun ikke kunne sige nej.

Professor Aíne sendte hende et lille smil og nikkede opmuntrende til kosten ved siden af hende. Ever så ned på den og det tog flere forsøg, før den lystrede hende og hun endelig kunne træde over den. Den føltes ligeså nervøs som hende og begyndte at hoppe i små ryk.

“Husk, hvem I skal race imod. I skal flyve hæderligt og ærligt! I bliver diskvalificeret, hvis jeg ser den mindste hånd forlade kosten! På pladserne, færdige… FLYV!”, lød Professorens stemme og de andre elever farede afsted.

Ever satte forsigtigt fra og hun så jorden under hende forsvinde 1 meter inde ejende, 2 meter under hende, da hendes lånte kost begyndte at dreje rundt og fløjet i en cirkel som en langsomt karussel. Hun prøvede at rette kosten rundt uden held, Gryffindor-eleven kom farende forbi og hujede: “Chokoladefrøer til mig!”.

Besværligt og langsomt nåede hun enden af banen, men kun fordi Professor Aíne elegant var hoppet op på sin egen kost og var fløjet hen til hende og guidet hende igennem turen tilbage. Ever havde klamret sig til det stykke pind, som alle andre kaldte for et vidunderligt transportmiddel.

Da hun endelig kom tilbage, landede hun hårdt på græsset, stadig med kosten imellem benene, og rullede en omgang rundt, så hun lå på ryggen og stirrede op i himlen.

En chokoladefrøer landede på hendes bryst og hun sendte Gryffindor-eleven et lille lettet smil.

“Godt fløjet, Ravenclaw! Du fortjener det”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Mugglerstudier

Tøjstil i Evers hjemby: Lysets Rand.

Evers klan bære deres historie, som en elev på Hogwarts bære sin kappe. Tæt og med ære og fuld af gamle fortællinger og myter.

Deres tøjstil er ikke kun vævet af tråde, men også af tryllestav og ældgammel magi, der er inspireret af deres nordiske forfædre med et strejf af stjernedrys, der er klanens kendetegn, som afspejler den glitrende stjernehimmel og deres deres hjem. Denne stjernedrys er ikke blot pynt, men er en arv. Hvert et barn i klanen får sit 1. stjernedrys ved deres navngivning og bære det gennem hele deres liv. Ved deres død bliver det løftet mod himlen og bliver en del af nattens evige stjernehimmel.

Deres dagligdagstøj er praktisk og slidstærkt, som stadigvæk bære de diskrete tegn på deres arv i stjernerne. Tøjet er syet af uld, hør og skind og vævet tæt, for at give det styrke.

En lange kappe er tung og oftest foret med pels og er uundværlig i de kolde måneder. På ryggen af kappen er der broderet runer på det gamle sprog og stjernerne er kortlagt.
Deres tunikaer til de varmere måneder er enkle og holdes i jordens mest dominerende farver med broderier i sølvtråd langs kanterne, som fanger solens stråler og skæret fra stjernerne og månen.

Klanens overhoveder bære lange og svævende kapper, som er syet af det mest mørkeblå uld og stjerneskinnende silke og som er vævet af Natten selv. Hver af deres kapper er født med en særlig fortryllelse, som kun den som bære den, kender til. Når månen står fuld og stjernerne stiller sig på række, træder sølvtråde på ryggen frem og afsløre et kompas frem, som viser vejen til deres sjæl blandt stjernerne.

Ved højtider bære alle i klanen enten hvide, mørkeblå eller klæder i sølv med flagrende ærmer og bånd, som fanges i vinden. De er vævet i frossen månesilke, som både er sjældent og kostbart og som fanger månens stråler og sol får mønstrene til at ligne stjerneskud under deres dansen.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: FMMK

Aftensolen kastede Sine sidste stråler gennem de høje vinduer i Ravenclaws opholdsstue, hvor bøger flød over alle borde.

Ever sad i en lænestol med en bog i skødet, mens Lilly lå på maven foran pejsen og stirrede ind i flammerne.

“Du læser den igen?” spurgte Lilly og nikkede mod bogen i hendes skød.

Ever løftede spørgende øjenbrynene og lukkede bogen og lod hurtigt hånden glide over titlen: “Mørkets Magi”.

“Ja. Professoren i FMMK nævnte den, og det gjorde mig nysgerrig, hvad ondskab egentlig er”.

Lilly rullede om på ryggen og stirrede op i loftet.
“Det er da nemt. Voldemort var ond. Bellatrix var ond. Folk, der nyder at gøre andre fortræd, er onde”.

“Men er det virkelig så simpelt?” spurgte Ever. “Er det ondskab, hvis nogen tror, de gør det rigtige? Er det stadig ondskab, hvis intentionen er god, selvom handlingerne er onde?”.

Lilly var længe tavs.

“Min far siger, at ondskab er, når man ved, noget er forkert, men gør det alligevel,” sagde hun til sidst. “At vælge og ikke vælge medfølelse.”

Ever lukkede bogen. “Men hvad med dem, der bare følger ordrer? Er de onde?”

Lilly satte sig op. “Det er det farlige, er det ikke? At stoppe med at tænke”.

Der blev stille i rummet, indtil Ever smilede og sagde: “Måske er ondskab noget, vi alle skal være påpasselige med. Noget, vi skal vælge ikke at blive en del af.”

Lilly nikkede alvorligt. “Ja. Ligesom vi vælger at være gode”.

“Lige præcis”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Forvandling

“Så,” sagde Ever og satte sig op med rynkede bryn, “Omvendt forvandling. Det vil sige at fortryllelsen trækkes tilbage, ik?”

“Præcis,” sagde Lilly, som sad bøjet over sine noter på biblioteket. “At vende noget, der er blevet forvandlet, tilbage til det, det oprindeligt var. Et eksempel kan være, at nogen har forvandlet en stol til en kat, så bruger man den omvendte forvandling for at gøre katten til en stol igen”.

Ever fnes. “Stakkels kat”.

Lilly smilede skævt. “Nu var katten jo ikke en rigtig kat, men bare en midlertidig ting”.

“Det er stadigvæk synd for katten”. Lilly sukkede en smule opgivende. “Men hvorfor er det så vigtigt? Hvad hvis jeg vælger at forvandle en kedelig stol om til en flot stol? Hvad sker der så? Hvad sker der, hvis jeg gerne vil beholde den flotte stol?”.

Lilly lænede sig frem med en smule alvor i hendes blik. “Tænk på magiske ulykker eller forbandelser. Hvad hvis noget eller nogen bliver forvandlet mod deres vilje og bliver glemt? Eller hvad hvis en elev kommer til at forvandle sin ugle til en lampe ved et uheld? Så er omvendt forvandling den eneste måde at få uglen tilbage på”.

Ever nikkede, mens Lilly fortsatte: “Kan du huske sidste måned?,” spurgte hun stille. “Da Poppy fra Hufflepuff troede, hendes kæleugle var blevet væk?”.

Ever rynkede uforstående panden. “Ja. Vi ledte efter den over alt”.

“En elev fra Slytherin syntes, at det ville være sjovt at gøre sin oppustelige pude usynlig og ramte hendes ugle i stedet”.

“Nej!”.

“Joh! Uglen blev til en mellemting af en pude og en fjerdims”. Det sidste ord sagde hun med et spidst udtryk. “Professoren lavede heldigvis en omvendt forvandling og uglen har det heldigvis godt. Den var lidt forvirret og rystede, men den er okay. Dog har den været lidt for stille siden”.

“Så måske handler det ikke bare om at fortryde sin tryllefejl, men det handler om respekt for det originalen?”.

“Ja! Og at kunne gøre det godt igen,” tilføjede Lilly.

De udvekslede et blik og Ever rakte ud og vendte siden i sin bog.

“Kom, lad os øve os i at lave en fjerpen til en blomst og tilbage igen.”

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser

Det var langt over sengetid, da Ever listede ned af gangen med den nye tryllestav i hånden og med et hamrende hjerte. Hun havde hørt et rygte fra Peeves, også selvom han sjældent talte sandt), blev hun nødt til at undersøge det nærmere.

“Skyggenes Korridor er vågen igen,” havde han hvisket og svævet baglæns op gennem loftet, mens Evers blik længe havde hængt på det sted, hvor han var forsvundet.

Ever vidste ikke, hvad det betød, men hun vidste, hvor korridoren lå, som var en gammel mørk stengang under biblioteket, hvor lyset altid forsvandt, når eleverne nærmede sig.

Hun nåede den tunge trædør og tog en dyb indånding, da den åbnede sig med et langt knirk. Bag døren var der intet lys. Kun sort og dybt ingenting.

Ever løftede sin stav og sagde klart: “Lumos.”

Flammen sprang frem på stavens spids, og korridoren blev oplyst i et svagt skær. Den rå sten under hendes fødder var glatte, og hun blev nødt til at støtte sig til væggene, som var dækket af mos og edderkoppespind.

Hun bevægede sig langsomt fremad, mens hendes lys fra tryllestav skar gennem mørket. Pludselig frøs hun.

Der var fodtrin og der var bestemt ikke hendes egne.

Hun snurrede rundt, men så sin egen skygge, strukket langt ud over væggen.

“Det var bare mine tanker, som spiller er puds”. en illusion,” hviskede hun for sig selv for at berolige hendes hamrende hjerte. “Eller en af Peeves dårligere vittigheder”.

Men så forsvandt lyset.

Ever hævede staven højere. “Lumos Maxima!”. Hendes stemme var fast og overraskende kraftig. Selv hendes far ville være stolt.

Et kraftigere lys bredte sig ud fra stavens spids, og for en kort stund kunne hun se hele korridoren og en skikkelse, der hurtigt forsvandt ind gennem en åbning i væggen.

Hun stivnede med tryllestavene i den fremstrakte arm.

“Ikke i dag,” hviskede hun, og med en beslutsom bevægelse sænkede hun staven.

“Nox”.

Lyset forsvandt, og hun blev ét med mørket. Hun stod helt stille og lod øjnene vænne sig til mørket, til hun kunne ane en svag glød fra den åbne sprække, hvor skikkelsen var forsvundet.

“Nope!”, hviskede hun lavt og vendte sig om og ilede mod udgangen. “Jeg er ikke så modig som en fra Gryffindor”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Botanik

Det var mandag og var én af de der dage, hvor drivhuset duftede som en blanding af våd mos, citronskal og noget, der lugtede lidt for meget af gamle sokker. En elev fra Slytherin havde helt sikkert været på spil.

Ever trak vejret gennem munden og kiggede ned i en urtepotte af keramik med en opgivende suk. Botanik var ikke hendes stærkeste fag og hun gruede for hver enkelt lektion.

“Så det er en Puffapod?” mumlede hun og skævede ned i hendes hånd, hvor der lå et lyserødt frø, som lignede en tyggegummikugle med en tydelig identitetskrise.

Ifølge Professoren skulle det blomstre “øjeblikkeligt og yndefuldt”, hvis det blev berørt med den blideste berøring. Hvis man nøs på det, ville det eksplodere.

Ever så mod Puffapod blomsterne, som stod for enden af de store drivhus. Grønne blade med lyserøde og lilla blomster.

“Og husk! Ingen nysen! Ingen pusten! Og ingen tryllestave i nærheden af næsen!”, lød det højlydt fra Professoren, som netop rev en tryllestav ud af en lidt for modig elev fra Gryffindor. Hun slog ham let i baghovedet med sin egen tryllestav, så den kort gav nogen gnistre fra sig. “10 point fra Gryffindor!”. Flere elever ved hans bord jamrede højtlydt.

“Men ingen af os er en trold, som ellers er dem, der er allergiske, når de blomstre ”, gav eleven igen. Hans buskede øjenbryn stod overraskende skarpe til resten af hans udseende, som ellers var kantet og hårdt.

“5 point til Gryffindor for faktisk at lytte efter , David”. Eleverne hujede og David lavede et sejrshyl med en arm i vejret. “10 point fra Gryffindor”.

David og hans medstuderende vendte sig brat om mod Professoren.

“Ej, come on!”.

Professoren vendte sig om mod klassen og slog med hånden mod sin modsatte hånd, som holdte om hende lange lige tryllestav.

“Er der nogen her, som kan forklare mig, hvorfor en tryllestav i nærheden af en Puffapod er en dårlig ide?”.

Lillys hånd skød i vejret ved siden af mig og Professoren nikkede mod hende.

“Fordi, en Puffapod kan eksplodere ved brug af Flipendo”.

Professoren nikkede et enkelt nik og med et overraskende tilfredsstillende blik i de smukke øjne.

“10 point til Ravenclaw”. Professoren nikkede igen anerkendende mod Lilly, som ikke kunne holde et lykkelig lille smil tilbage.

“Hvad mener du med, at de kan eksplodere?”, hviskede Ever til Lilly. Hendes hånd med frøet rystede nu blidt. “Du mener vel ikke sådan eksplodere eksplodere?”. Lilly gav hende et lille ryk med den ene skulder og et undskyldende smil.

Ever nikkede tappert tilbage og lavede en lille hul i jorden med sin finger, som måske var lidt for dybt og lidt for skævt, men hun havde uden tvivl gode intentioner. Hun holdt frøet op foran sig, da et højt nys lød ved siden af hende.

BUM!!

Frøet eksploderede i en sky af glitrende blomsterstøv, der dækkede Ever, potten, bordet og den stakkels Hufflepuff ved nabobordet. Ever kunne ikke se sine egne sko. Eller sin hånd. Var det en blomst, der sad fast i hendes hår?

Professoren løb over Ever med et rasende udtryk.

“Selvom det er det mest storslåede Puffapod-udbrud, jeg har set siden ’87, David, så vil jeg frabede mig telefoner under alle timerne og især videoer med trolde, som nyser!”, sagde hun vredt.

“Jeg undersøgte bare en teori Professor!”.

“40 point fra Gryffindor!”.

“Ej, come on!”.

Flere elever jamrede.

Ever kiggede rundt, da hele klassen stirrede. En dreng fra Ravenclaw klappede. En pige fra Gryffindor fniste, og selv den mest mugne Slytherin og Lilly så lidt imponeret ud.

“Ja ja,” sagde Ever, mens hun børstede blomsterstøv af ørerne. “Jeg går åbenbart all in”, inden hun dejsede om af svimmelhed.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Eliksir

Det var allerede fugtigt og halvmørkt mandag eftermiddag pga. det grå vejr. Ever havde allerede fået tre edderkoppespind i håret, hvor hendes ninja-skills tydeligvis ikke havde virket. Hun havde været ved at snuble over noget, der enten var en gren eller en meget langsom knæler og en Puffapod-blomst var groet frem på den venstre side af hende kappe, efter at have overset det ene frø fra botanik-timen.

Hun kiggede i Planteleksikonet.

“Stormhat vokser i skygge, elsker fugt og hader højlydt brok”, læste hun op fra bogen og lukkede den besværligt sammen pga. vægten og kom den under armen med lydløs brok.

Efter en halv time så hun den. En klynge lilla, klokkeformede blomster. De stod i en cirkel, som om de holdte et møde, hvor kun de var inviteret.
De var smukke, men suspekte.

Hun satte den medbragte kurv fra sig og fandt handskerne frem, som lå deri og tog dem op og derefter beskyttelses-forklædet på og lavede en stram knude foran, da hun havde viklet bæltet om hofterne. Hun åbnede den store læderindbunde bog igen og slog op på siden, hvor hun havde sat bogmærket og læste:

“Stormhat. En plante som kan slå én ihjel, hvis man lugter for dybt til den”.

Hun trådte hen mod bunken af de smukke blomster og satte sig på hug foran dem, da den nærmest hende bevægede sig og de andre omkring den begyndte at knurre.

Ever stivnede. Nogen af deres af blade snoede sig truende i hendes retning som en finger.

Hun gik flere skridt væk og læste igen i bogen.

“Stormhat er ekstremt følsom. Den reagerer med mildt forsvar eller voldsom vrede, afhængig af din energi”.

Ever trak vejret dybt. Rolig energi. Ikke panik. Ikke teenage-kamp-flugt-nervøs latter.

“Hej,” sagde hun venligt til blomsten. “Du er meget flot. Virkelig. Og jeg skal bare låne et par af dine blomster. Til videnskab”.

Hun nikkede mod kurven, smilede og rakte langsomt hånden frem. Ingen pludselige bevægelser.

Stormhattene dirrede, som om de overvejede at slå hende bevidstløs med et blad, men så slappede denne pludselig af og bøjede sig blidt ned, som en form for accept.

“Tak stormhat”, sagde Ever med et lille smil og med rystende hænder plukkede hun 3 blomster og lagde dem i kurven. Så bakkede hun væk med et lille buk.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Magiens historie

Det var mandag morgen på Hogwarts og vejret var gråt og kedeligt, da Ever som ny elev havde forvildet sig ind i en af de ældre korridorer i den vestlige fløj af slottet. En del af skolen, der sjældent blev brugt med undtagen af nysgerrige elever og med elever som havde en hang til det mørke og spøgelser med sans for drama.

Væggene var dækket af støvede malerier, nogle så falmede at det var svært at se, hvad de forestillede. Men der var ét billede, som skilte sig ud. Det var af en ældre heks med knaldrød hat og glimt i øjet. Maleriet bevægede sig ikke (endnu), men Ever følte sig underligt tiltrukket af det.

Hun trådte nærmere.

“Så du er endelig kommet,” sagde maleriet pludselig med en stemme, der lød som blødt fløjl.

Ever sprang forskrækket tilbage. “H-hvad?! Du taler?”. Ever gav sig selv en dumflad og rystede opgivende på hovedet. Selvfølgelig talte maleriet.

“Selvfølgelig gør jeg da det! Jeg er Professor Vienna Væverskjold og jeg er tidligere underviser i Glemte Fortryllelser. Du må være Ever.”

“H-hvordan ved du, hvem jeg er?”.

Hun himlede kort med øjnene og brystet løftede sig kort, mens hun sukkede højt.

“Malervæggene taler sammen. Vi hører ting. Og du, kære Ever, er ikke nogen almindelig elev. Du stiller spørgsmål, andre ikke tør tænke. Det gør dig farlig. Og værdifuld.”

Ever hævede øjenbrynene skeptisk. “Hvad mener du med 'farlig'?”

Vienna smilede hemmelighedsfuldt.

“Der er døre på Hogwarts, som kun åbner sig for dem rent blod og med nysgerrighed i hjertet. Så hvis du følger dine instinkter og lytter til dem, vil du finde én af dem.”

Ever trådte helt hen til rammen. “Og hvis jeg ikke gør det?”

“Så bliver du som de andre. Fornuftige. Forsigtige. Kedelige”. Hun skar en grimasse af det sidste ord.

Ever blev stille. Hun vidste ikke, om hun følte sig inspireret eller utilpas.

“Okay, Professor Væverskjold. Hvad vil du have mig til at gøre?”

Hun nikkede tilfreds. “Der er en sprække bag rustningen tre korridorer nede”. Hun slog kort med hagen. “Den skjuler noget glemt og dystert. Kig efter en flise med runen. Men vær forsigtig, da det ikke alle hemmeligheder, som ønsker at blive fundet.”

Og med et blink var maleriet pludselig tomt og Vienna var væk.

Ever stirrede på det tomme lærred et øjeblik, mens hendes hjerte bankede hårdt.

“Ikke i 100 år om jeg vil søge efter noget dystert” mumlede hun og vendte sig for at finde vej mod sin næste time.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Flyvning

Der var én ting, Ever var helt sikker på, da hun trådte ud på flyvebanen for 2. gang i dette skoleår: Hun hørte ikke til der.

Jord under fødderne var fint. Jord i potter var også fint. Jord i ansigtet var hun faktisk også vant til efter hendes fiasko med Puffapod under sidste lektion i Botanik. Men jord under sig? Nej tak!

Professoren stod med hænderne i siden og med et skarpt blik.

“I dag skal vi øve sving, temposkift og hård opbremsning! Og ja, det skal gøres i luften. Ikke i jeres hoveder”.

Ever så ned på kosten foran sig. Den lignede en helt almindelig kost (hvis man da kunne kalde noget almindeligt, der kunne løfte én ti meter op i luften og potentielt kaste én af, hvis man sagde noget forkert til den). Fuck.mit.liv!

“Op!” sagde hun, tøvende. Kosten lå helt stille. Det var ellers gået godt i forrige uge. “Op?” prøvede hun igen, som om høflighed måske gjorde en forskel.

Kosten vred sig, som om den overvejede at kravle væk fra hende. En elev fra Slytherin ved siden af hende fik sin kost til at springe op i hånden på første forsøg. Ever stirrede og eleven sendte hende en nedladende stirren tilbage.

Efter flere forsøg fik hun den i hånden, selvom det nærmest havde føltes som tvang.

“Sving op!” råbte Professoren. “I luften med jer!”.

Ever tog en dyb indånding, sparkede fra og hun fortrød det med det samme. Luften susede forbi hendes ører, og hendes øjne løb i vand. Kosten rystede under hende som en nervøs ged, mens hun klamrede sig til den.

“Sving til venstre!” råbte Professoren.

Ever prøvede. Kosten svingede. Hun hang nu sidelæns, med håret blafrende som en vild heks på afveje. Desperat prøvede hun at få ordentlig fat om skaftet igen.

“DU KAN GODT!” lød det et sted fra jorden. Lilly. Det var Lilly, som heppede på hende.

Ever rystede opgivende på hovedet og fik med besvær sat sig rigtigt igen. Hun fik rettet kosten op og svajede lidt, men i det mindste styrede hun kosten og ikke omvendt.

“Skift tempo!” råbte Professoren.

Hun lænede sig forsigtigt frem. Stille og roligt. Bare lidt fremad. Kosten reagerede på et splitsekund og hun fløj afsted i høj fart. Hendes øjne løb i vand og hendes hår baskede om hendes ansigt.

Eleverne under hende blev til mindre prikker og luften blev hurtigt koldere. Hun skreg (måske lidt for dramatisk), men for en kort stund skar panikken gennem hende.

“OG SÅ OPBREMSNING!” råbte Professoren.

Ever trak i kosten. Intet skete. Hun trak hårdere. Kosten hylede nærmest og stoppede så brat, som om den var flov over sin egen frie vilje. Hun blev nærmest kastet frem i det lille sæde og blev på mirakuløs vis siddende.

Da hun landede, nærmest faldt hun af kosten og kastede op på en meget uheldig tot græs. Lilly stod hurtigt ved hende.

“Jeg troede, jeg skulle dø”, sagde Ever forpustet.

“Det troede vi også,” sagde en elev fra Hufflepuff med respekt i stemmen. “Men du døde med stil.”

Ever smilede. Lidt svimmel. Lidt stolt.

Flyvning blev aldrig hendes stærkeste side.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: MDPoP

Ever 4 år.
Sne lagde sig som blødt fløjl over byen, Lysets Rand, som summede af forventning og varme.
Det var december, og hele byen var pyntet til randen med gran, guld og glimtende fortryllelser. I de høje juletræer, som pyntede smukt i hvert et hjem og hvert et hjørne af byen, dansede små julekugler mellem grenene og kastede glitrende stjernestøv ned over de forbipasserende og dyr.

Ever sad på sin fars arm, helt stille, med næsen løftet. Hendes øjne glitrede næsten lige så meget som de levnende lys.

“De gyldne kugler lyser igen. Som stjerneminder i granens favn” udbrød hun på det gamle sprog, som om det var første gang, hun så dem. “Se faren min. Se!”. Hendes far hankede hende mere op, så hun kunne se de glintrende lys på det store juletræ i pejsestuen.

“Dette…”, sagde hendes far på det samme gamle sprog og pegede på det glintrende lys og fulgte dets bevægelser med pegefingeren. “… er ikke pynt af glas, men er feer i dans, lyslevende væsner i vinternattens favn”.

Evers øjne blev store af Iver og overraskelse.

“Taler du fra Sjælens dyb?”.

“Så sandt, som stjernerne står”. Han rakte en stærk hånd frem og lod de lysende små feer glide mellem hans fingre. “Som stjernelys i vinterens favn - er de julens sjæl”.

“De er ikke af denne verden, men af magiens egen hånd?”. Hendes far nikkede.

Evers ellers så smilende ansigt falmede langsomt og hendes fars knoer gled forsigtigt over hendes ene kind.

“Datter af mit hjerte. Hvad har stilnet glæden i dit blik, nu hvor vinterens hjerte brænder klarest?”.

Stjernestøvet der lå over deres hud som deres klans kendetegn, var skallet af flere steder på hendes arme og ben og kinder, efter hun tidligere havde leget i sneen med sin tvillingebror. Hun kradsede i noget af støvet på hendes håndryg.

“Noget i mig hvisker, at det er forkert at kalde dem pynt, når de føles som levende stjernedrømme”.

Hendes fars store hånd lagde sig over hendes lille hånd og stoppede hendes bevægelse. Deres blik mødtes.

“Men just dette er deres fryd”, sagde hendes far med et smil. “Feer næres af lys, lever i toner, og danser i glædens ring. Skønhed er deres hjem, og fest deres ånde. Når mørket lægger sig om verden som en kåbe, føler feerne sig æret, når de kaldes frem for at sprede lys, varme og fryd i menneskers hjerter”.

“Så det er ikke tvang, men deres vilje, at de lader sig bære som stjernedrys blandt gran? De selv søger grenens ro for at lyse?”.

“Som vinden følger skoven, ja”. Ever smilede, som om hun kendte en hemmelighed, ingen andre gjorde. “De vælger det ikke blot, men de længes efter det. Som stjernestøv i flok søgte de træernes grene, da den første gran blev pyntet.
For dem er det en fest, en højtid. At skinne, at danse, at lyse midt i vinternattens favn. Det er deres gave til verden”.

Ever pegede op på en gruppe feer, der dansede ned langs en grangren, mens de dryssede små gnister bag sig. Hendes far fulgte hendes blik og den ene fe blinkede til dem, og Ever vinkede genert tilbage.

“Det som om himlens stjerneskud har fundet hvile i grenens skød”, sagde hun hviskende og forsigtigt rakte hun en hånd frem og feerne dansede fra grenen og ud i hendes håndflade.

“Du er det stjerneskud, mit hjerte bad om i stilhed”, sagde hendes far og deres blikke mødtes. “Må stjernelys og granens duft velsigne dine dage, Datter af mit hjerte”.

“Må stjernelys og granens duft velsigne dine dage”.

---

NAVN: Serenity
ÅRGANG: 2
FAG: Besværgelser

"Senny!" hvinede Nettie så snart hun kom ind på sovesalen. Hendes kuffert stod vidt åben og alle hendes kjoler, nederdele, strømer, undertøj lå spredt ud over gulvet. Senny, den hvide ragdoll kat, stak poterne op over kuffertens kant og så på hende med øjne, der næsten kun var pupil. "Øv hvor er du dum, kat." mukkede Nettie og bukkede sig for at samle sine ting op, men ændrede mening. Hvad var pointen i at være heks, hvis man ikke kunne bruge magi? Hun fandt sin tryllestav frem fra skoletasken og spidsede læberne et øjeblik mens hun tænkte tilbage på hvad de havde lært i besværgelser. "Ah ja." Hun pegede tryllestaven mod kufferten. "Plico ordino." Et kort sartlilla glimt lyste og så fik tøjet ellers fart på. Senny sprang hvæsende ud af kufferten og hoppede op på Netties seng, hvor hun tronede og så fornærmet ud, mens kufferten blev, næsten, helt nydeligt pakket. "Du var selv ude om det." informerede hun selvtilfredst katten. Kufferten så næsten ud som nypakket nu, omend tøjet ikke var helt pakket perfekt. Men ikke dårligt for et første rigtigt forsøg. Et job mindre hendes far behøvede, at ordne for hende når hun næste gang skulle mod skolen.

---

NAVN: Serenity
ÅRGANG: 2
FAG: Astrologi

Nettie satte sig på en bred vindueskarm i den store fælleskorridor mellem etagerne, hvor hun og Olivia plejede at mødes, når de savnede hinanden, halvvejs mellem Gryffindors tårn og Hufflepuffs kælder. En håndbroderet pude lå allerede der. Olivia måtte have været forbi først. Hun var kommet tilbage til skolen en dag efter Olivia, hvis forældre havde skulle begynde arbejde tidligt, og havde sendt datteren tidligt afsted. Nettie trak benene op under sig og nussede Senny, hendes hvide ragdoll kat, der strakte sig dovent i hendes skød. Hun lagde mærke til, at hendes fingre stadig duftede af den hybensæbe, hendes far brugte derhjemme. Det følte hende med en bittersød fornemmelse. Et par øjeblikke senere kom Olivia til syne, hendes skrigpink hår gemt under en gul strikhue, der måtte være mindst et par numre for stor og derfor nægtede at blive siddende ordenligt på hovedet.

"Du ser ud som om du tænker dybe tanker," sagde Olivia og dumpede ned ved siden af hende og rakte en pose karameller frem. Nettie rystede lidt på hovedet så håret dansede. "Det gør jeg måske også," svarede Nettie stille. Hun så ud over skolens snepletterede tage og sukkede. "Jeg tænkte bare… hvad er hjem egentlig?" Olivia kiggede på hende med et halvt smil og hev sin hue af, så hendes krøller sprang fri. "Wow. Vi går lige fra juleferie og direkte i livets store spørgsmål?" Olivia stak en karamel i munden og kløede Senny bag øret som den elskede. "Jeg mener det," insisterede Nettie, blikket stadig langt væk. "Min far og jeg har jo aldrig boet ét sted. Faustian flytter sig hele tiden. Jeg ved ikke, om det sted i Alperne vi brugte til jul, var mere hjem end Hogwarts er." Olivia nikkede langsomt mens hun tyggede karamellen med små smaskelyde som Nettie trak på næsen af. "Jeg forstår det godt. Jeg bor jo samme sted hvert år, og det bør føles som hjem, men... det føles ikke helt sådan mere. Ikke siden jeg kom hertil. Hogwarts er larmende og underligt og fyldt med mennesker, der taler i munden på hinanden, men... det er som om mit hjerte genkender det." Nettie så overrasket på veninden et øjeblik og smilede så, lidt genert og varmt alligevel. "Mit hjerte genkender dig." Olivia tog hendes hånd og de gav hinanden et klem imens de sad lidt i stilhed ud over Senny's bløde spinden. "Tror du, hjem kan være en person?" spurgte Nettie til sidst. "Ja," sagde Olivia uden tøven. "Og nogle gange en kat. Eller en pude. Eller duften af varm mælk med honning." Nettie tænder løb i vand ved tanken om honningsødet mælk. "Og måske et vindue, hvor man altid kan finde sin ven." foreslog hun med tanke på 'deres' sted. Olivia nikkede, alvorlig nu. "Måske er hjem ikke et sted, men noget der føles trygt. Som her. Med dig." De lod ordene hænge i luften, mens snefnug begyndte at dale udenfor. Senny strakte sig, og Hogwarts’ klokker begyndte at ringe langt oppe fra tårnene. "Man har da heller ikke et øjebliks fred," smilede Nettie og løftede Senny ned fra skødet så de kunne gå til time. "Nej, men til gengæld har vi godt selskab." Grinede Olivia og stak armen ind under Nettie's.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Astrologi

Ugehoroskop i Evers klan: Lysets Rand.

Ugehoroskop for Stjerneslægten: Uge 32 i måneåret 975.

“Når stjernerne drømmer dybt og vinden bærer navnene på dem, vi har glemt, må vi lytte”.
- Elina Stjernesyn

Stjernebillede for Ildspiren:
Ildspiren rejser sig mod nordøst, som er et tegn på din indre kraft. At det valg du fortager dig, skal tages med omhu. Du skal lytte efter din inderste stemme, når din længsel efter det ukendte melder sig på banen, for selvom du er modig, skal din indre glød ikke slukkes af skuffelse.

Tirsdag: Gå alene før solopgang og lyt efter. Ikke til fuglenes kvidren, men til det, de tier om. Du vil her mærke, hvem som savner din stemme.

Midtuge: Et gammelt ønske kan vågne igen for at se månen lys, men mærk efter, om det stadig er dit. For ikke alle stjerneskud fører samme vej hjem.

Fredag: Hvis du vover at tale din sandhed højt, vil stjernedrysset omkring dig glimte stærkere.

Lørdag: Dyrk stilheden og drik måneblomst-te før søvn, og skriv gerne, hvad du drømmer. Natten vil sende dig en besked, hvis du tør modtage den.

---

NAVN: Serenity
ÅRGANG: 2
FAG: Botanik

"Så det jeg hører dig sige er, at vi skal beskære dén der?" Nettie så dybt skeptisk på Freddie, den Hufflepuff elev som ofte hang ud med Maxwell, hvem der kunne forstå han gad. Freddie nikkede og så opmærksom på den gældgødende busk. "Den der plante med et gebis, som en løve ville misunde. Den skal vi fodre for at kunne beskære den? Sig mig er alle voksne på den her skole sindssyge? Eller er de bare ligeglade med om vi mister en finger eller to i undervisningen?" brokkede hun sig fortsat, selv om hun i processen tog sine drageskindshansker på. Hendes fingre skulle ikke nogen steder, ellers tak. Freddie smilede lidt og hun var ikke helt sikker på om der var af hende eller over det hun havde sagt. "Det er nok ikke så slemt. Hvis du gerne vil have det skal jeg nok fodre den, så kan du beskære," tilbød han, meget gentleman agtigt, det kunne hun ret godt lide. "Vil du virkelig, Freddie?" spurgte hun sødt og kastede lidt ned håret, Freddie så lidt fortabt ud ved dette og nikkede langsomt. "Du er min helt, er du." næsten nynnede hun og skubbede spanden med stykker af gris i varierende størrelser over mod ham. Selv greb hun beskærersaksen og så opfordrende på Freddie. "Du starter bare når du er klar." Han så afgjort mere beklemt ud ved det nu, da han var konfronteret med planten. Og dens tandsæt.

Drivhuset var dunkelt og fugtigt fordi det var sådan den selvgødende plante foretrak det, havde professoren sagt, og selvom planten i sig selv ikke var meget højere end en 60-70 cm så var dens stamme tyk og flækket på midten hvor store og små tænder udgjorde et ubehageligt syn. Selv om stammen var tyk så var busken i sig selv meget bevægelig og gav en let knurrende lyd fra sig da Freddie, iklædt sine egne drageskindshansker, nærmede sig med det første stykke gris. "Er du klar, Nettie?" spurgte han med en lidt lysere stemme som fik ham til at rømme sig for at sænke den igen og forsøge og dække over dens knæk. "Klar når du er, søde Freddie," smurte hun tykt på og nærmede sig fra den anden side. Det var de nye, for rykke grene der skulle af så den ikke fik dannet et tveskud med to munde, det kunne den nemlig ikke så godt tåle. Og så ville den også forsøge at sprede sig endnu mere for at tage over i drivhuset, hvilket selvfølgelig heller ikke gik. "En. To. Tre." Talte han og tilbød kødet.
Det klaprende smæld da plantens tænder lukkede sig om kædet fik næsten Nettie til at tabe saksen, men hun nåede lige at holde fast om den inden den gled ud af hendes hånd. "Jeg giver den et større stykke næste gang, så kan du prøve," sagde Freddie og Nettie nikkede og bed sammen for at stålsætte sig. Ikke være bange for en plante, skændtes hun sig selv og gjorde sig klar. Det næste stykke kød røg ind og var en så stor mundfuld at den måtte gnave godt på det for at kunne få det indenbords.

Nettie slog til og greb lavt om den gren hun havde udset sig og førte saksen ned til, den skar to tredjedele igennem og planten vred sig under det. Gjorde det ondt på den, nåede hun lige at spørge sig selv inden hun tabte saksen fordi noget bed hende i hånden. Hun stak i et hvin og trak den til sig. Forgæves. Planten havde et godt greb i hendes hånd og knurrede bredt. "Freddie, gør noget!" Hvinede hun og forsøgte igen at trække hånden til sig. Freddie så rådvild ud men tog sin egen saks og greb fra om grenen hun havde startet på. Der fik planten til at spytte hendes hånd ud for at gå efter hans. "Mere kød, Nettie!" Pressede han ud mellem sammenbidte tænder og kæmpede med at få grenen klippet over. Nettie rakte ned i spanden og greb der første og bedste stykke blodigt kød og stak det uden at tænke ind foran Freddies hånd. "Se, et lækkert stykke bacon, kun til dig. Det vil du hellere have end Freddies hånd," lokkede hun planten og dinglede det lige foran dens mund. Planten knurrede, slap ikke men løsnede grebet lidt, tydeligt usikker på om den skulle gå efter det der gjorde ondt eller der nemme stykke kød lige foran dens tænder. Freddie udstødte et triumferende grynt da han fik grenen af og planten slap hans hånd og snappede kødet lige ud af Netties fingre med en fart der fik hende til at vige tilbage, igen med et hvin. "Er du okay?" Freddie var der med det samme og så på hende. "Ja, jeg.. nej hvor er det en åndssvagt plante at have i sit drivhus!" rasede hun og trak handsken af. Hvor planten havde haft fat var huden misfarvet og så ud til at ville give et virkelig flot blåt mærke inden dagen var omme. "Bare lidt forslået, forbidt?" hun så over på ham. "Hvad med din?" Hans hånd så ikke stort bedre ud, men der var heller intet blod der. "Vi har da alle lemmer intakte. Og vi fik den gren af." Han holdt den op, den vred sig i hans hånd og han slap den. "Brænd den." rådede hun og sendte planten er ondt blik før hun så på Freddie. "Du reddede min hånd," hun lænede sig frem og kyssede ham på kinden. "Tak." Freddie rødmede som en anden tomat og Nettie stak af for at finde Olivia for at høre, hvordan det var gået med hende og Maxwell.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Magiens historie

Ever var på vej til biblioteket for at låne en bog om “Avanceret Forvandling” (mest fordi den havde en guldkant, der glimtede så pænt), men også fordi Professoren i Forvandling havde rådet hende til at læse mere op på Forvandling, efter hendes “ikke-så-store-succes” i sidste time i Forvandling.

Hun hørte en velkendt fnisen, da hun drejede om hjørnet ved Den Store Trappe.

”Åh nej”, mumlede hun opgivende.

Ud fra væggen svævede Peeves med et bredt grin og en hat fuld af… Hvad var det? Ever var ikke sikker, men lyden var plaskende, når han bevægede sig.

”Lille frøken Ever Green. Du som er så fuld af glitter!”, råbte Peeves, da han så hende hurtigt vende sig om for at komme væk fra ham. ”Hvor er du på vej hen?”.

Ever nåede ikke at svare, før Peeves vendte sin hat på hovedet og ud kom en sværm af sæbebobler nedover hende. Boblerne satte sig i hendes hår, på hendes kappe og hendes sko.

”Peeves!”, sagde Ever og prøvede at virke sur, men hun kunne ikke holde et lille grin tilbage, da én af boblerne poppede og duftede af pebermynte, som fik hende til at tænke på hendes mormors the om morgen.

”Du kan smile!”, grinede Peeves. ”Lad mig hjælpe dig til biblioteket!”.

“Hvor ved du fra, at jeg skal på biblioteket?”, spurgte hun hurtigt.

“Alle ved, hvordan det gik dig til Forvandling, Ever. Så lad mig vise dig den hurtige vej”.

Før hun kunne sige sige fra, havde han pustet på et gelænder, der hurtigt blev dækket af en tanke med sæbebobler og som gjorde det glat. Ever gled to etager ned i høj fart, så hendes kappe flagrede bag hende, mens Peeves svævede ved siden af og kommenterede som en sand sportskommentator: ”Og hun tager svinget i en faretruende hastighed og undgår lige præcis Hogwarts ældste maleri! Virkelig flot! Hun nærmer sig målstregen!”

Ever landede blødt i en bunke af sæbebobler og som fløj omkring hende. Hun kiggede op og var en smule forpustet af adrenalinen og med et lille smil på læberne.

”Tak Peeves”.

Han svarede ikke med smilede et drilsk smil, mens han svævende væk og fløjtede en falsk melodi.

Da Ever ankom til biblioteket, var hun dækket af en svag duft af pebermynte og små bobler, der nægtede at sprænge. En Professor hævede et øjenbryn, men sagde ikke et ord.

Peeves havde overraskende gjort en knap så god dag, rigtig god.

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Flyvning

Selvtilliden fejlede intet hos Maxwell, når det kom til flyvningsfaget. Der var ikke den finte eller den teknik, som han ikke havde prøvet før. Dertil havde han også forsøgt sig med en fuld rulning, men han havde aldrig rigtig brudt sig om det og heller ikke rigtig skulle bruge det til så meget. Max ville fremad og han ville have fart på, og så ville han rigtig gerne lave skarpe sving, men alt sammen mens han havde hovedet rettet opad. Da professor Maloney viste dagens opgave, så det legende let ud. Fuld rulning var alt andet, hvis man skulle bruge det som undvigemanøvre. Max skævede til Jack og Seraphina, som var angribere for Gryffindor og derfor havde mere brug for at mestre denne disciplin end Max selv havde. Han skulle ikke så tit undvige, og hvis han skulle, så kunne han gøre det på andre måder. Målmanden og baskerne skulle parere på hver sin måde. Jovist kunne der være situationer, hvor det kunne være absolut nødvendigt at skulle undvige og gerne med fuld rulning, men som regel var det ikke, og det var vigtigt for Max at tænke.

”Det så megasejt ud, synes du ikke?” spurgte Freddie, der også var vild med quidditch men endnu ikke var på Hufflepuffs quidditchhold. Egentlig var han ikke sikker på, at han helt ville, men Max håbede det lidt, selvom han var glad for, at de ikke var konkurrenter.
”Jo”, svarede Max langtrukkent. Helt objektivt så det sejt, men tanken om ikke at kunne udføre finten var ikke så sjov. Slet ikke når så mange af de andre på årgangen havde kendt til Maxwells quidditchfamilie, og endda var det noget, han selv var stolt af og nok skulle fortælle og stolt tale om, hvis nogen italesatte det. Som regel sagde han det ikke selv som det første godt nok, men stadig.
”Kan du finde ud af det?” spurgte Freddie igen til ven.
”Ja da” lød det løgnagtigt og selvsikkert fra Max, der havde held med at skjule sin usikkerhed og nervøsitet. ”Kan du ikke?” spurgte Max retur, mens han inderligt håbede, at Freddie ikke havde prøvet det eller ikke kunne finde ud af det, for så ville han måske være dårligere end Max.
”Jo da, jeg elsker det. Nogle gange hænger jeg under kosten som et dovendyr, fordi det er sjovt at flyve sådan og se verden på den måde” sagde han, og Max var ikke i tvivl om, at Freddie talte sandt. Pis også!
”Ej, men den her gang skal du hele vejen rundt, ellers tror jeg ikke professor Maloney godkender det, tror du?” spurgte Max alligevel for at stikke lidt til vennen.
”Nej nej, men hvis hun ser det, så kan jeg vel få lov til at lege og flyve sådan bagefter, tror du ikke? Vi kan bare være nogen af de første og så selv lave vores egen flyvning”, sagde Freddie energisk og gennemtænkt, mens han utålmodigt afventede Maxwells svar. Svaret kom i form af et nik og fokus vendte sig på friheden i flyvningen bagefter. ”Ja, og så kan vi også flyve hurtigt og bremse hårdt op” svarede han yderligere og lige så energisk. Det var tydeligt, hvad Max fandt mest interessant og sjovest i forbindelse med flyvningen.

Freddie havde ret. Han havde prøvet det før og fuldstændig styr på det. Max kendte også til teknikken bag det, så han kastede sig selvsikkert ud i det, men det faldt ham ikke så naturligt at holde kursen, imens han væltede sig til siden. Farten blev også sænket, da Max skulle forsøge at justere kursen igen og samtid komme op og få styr på, hvad der var op og ned.
Balancen og det faktum at have hovedet nedad var ikke så problematisk for ham, men koordinationen af alle dele var ikke noget, han havde særlig meget erfaring med og derfor så det noget mere kluntet og kikset ud end professorens eksempel. Freddies forsøg var også meget flottere. Nogle af de andre i klassen havde også bedre forsøg i bagagen fra undervisningen end Max endte med at have, hvilket havde fået professor Maloney til at hæve en øjenbryn uden dog at konfrontere Max med det. Tilsyneladende var hun en professor, der kendte til sine elever og kunne derfor fornemme, at det ville slå Max mere ud at blive ydmyget eller rettet på foran alle andre elever, når Max selv forsøgte at lade være med at fokusere på det.
Alligevel fik hun sendt en kommentar efter ham ved timens afslutning. ”Skolens koste har visse fordele. Det er nemmere i lavere fart til en start, selvom du er fartglad.”
Max havde kigget på hende med et irriteret blik, han sagde ikke noget men nikkede kortvarigt et enkelt nik. Måske skulle han udnytte at flyve med Dawn på skolens koste, så han kunne øve sig på den slags, for det gik ikke til hans ry, at han ikke havde flot kontrol over den slags. For de forsøg han havde haft her i timen, var ikke særligt gode, selvom de blev bedre og bedre for hvert forsøg.

”Jeg har ikke prøvet det på den her kost før” forklarede Max overfor vennen, der også havde undret sig over, hvorfor det så så ustabilt ud for Max i forhold til Freddies egne forsøg og hans åbenlyse glæde ved at flyve under kosten som et dovendyr, som han selv sagde.
”Nej og sidste år havde du den ikke engang ved dig” svarede den flinke Hufflepuff ven så støttende og forstående som han kunne, da de var på vej tilbage fra timen. ”Vi kan prøve igen og igen engang efter skole” foreslog Freddie.
”Ja, det vil jeg gerne. Kan vi gøre det allerede i dag, tror du? For jeg skal egentlig flyve sammen med Dawn, fordi hun gerne vil på quidditchholdet også, og hun tror jeg kan lære hende det, men hvis hun nu har set, hvor dårlig det her gik, så gider hun måske ikke?” spurgte og forklarede Max betroende til sin ven. Freddie slog venskabeligt hånden ind mod Maxwells ryg mens han nikkede ivrigt. Armen fortsatte og lagde sig yderligere kammeratligt om skulderen på Max. ”Ja, selvfølgelig, og du må gerne bruge min kost også, hvis du vil prøve den” sagde Freddie. Max smilede og takkede taknemmeligt, hvorefter de vendte stemningen ved at snakke om noget andet og meget sjovere.

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Forvandling

Denne gang lå der flere mindre sten klar på hver elevs plads, da de dukkede op til forvandling. Det var ofte sjovt, når Max vidste, at man skulle bruge sin tryllestav, for det var for nyligt gået op for ham, at han ikke var helt så dårlig til det, som han havde troet og forventet. Stenene skulle nok forvandles. Der var tre eller fire mindre sten, men større end grus, foran hver elev. De skulle forvandles.
Forklaringen om at forestille sig forvandlingen ske og altså hvordan man forestillede sig at kunne se stenene få vinger og næb og skubbe ben ud fra under sig gav åbenbart mening for Max. Forestillingsevnen fejlede generelt intet og han havde altid haft en livlig fantasi som hans forældre sagde, og altid mange gode (og snedige) ideer, som de voksne omkring ham mente. Det kunne være det, der kom ham til gavn, havde hans bonusfar sagt i juleferien, da de talte om, at Max ikke var helt dårlig til forvandling og besværgelser, men det var underligt for dem at forestille sig, at Max havde tålmodigheden til det.

Den manglende tålmodighed var måske også derfor, at det aldrig nogensinde var ham, der var den første til at klare besværgelserne eller forvandlingerne. Han var ivrig og kastede sig over opgaven alt for hurtig, for han ville altid gerne være den bedste og det betød også at være hurtigst. Det var ikke kun i flyvning, han fik at vide, at han med fordel kunne sætte farten ned for at gøre noget bedre. Det gjaldt også i alle andre fag, for selvom han var hurtig, så var resultaterne ofte sjusket i de første forsøg.

Stenene endte da også med at få vinger, næb eller ben uden at resten at forvandlingerne fulgte med, hvis der overhovedet skete noget når han udtalte de rigtige stavelser. Det blå lys lod vente på sig, og han var irriteret, hvilket kunne høres af de omkringstående. Det skete især, når Max kunne høre fugle andre få fugle omkring sig, fordi der var pippende lyde og en masse ”Nurh” lyde af pigerne rundt omkring. Max kørte en hånd gennem håret, da han så rundt. Samtid rettede han sig lidt op. Serenitys hår dansede på ryggen af hende, og Olivias pink hår var kun perifert bemærket. Åh nej, ikke igen. Der gik alt for lang tid, før han fik øjnene fra hende, men det hjalp da hun rykkede sig i sådan en retning, at andre spærrede for udsynet direkte til hende.
Dawns hår så også anderledes ud, da Max så mod hende. Hun så glad ud, mente han at denne farve og det lidt glattere hår betød, men han kunne ikke huske det. Dog ville det ikke undre ham, hvis det var lykkedes hende at få sine sten forvandlet til små fugle og så var hun vildt glad for dyr også. Først reagerede han ved at smile, men så irriterede det ham, at han ikke kunne være den bedste til alt, som hun åbenbart var og kunne være.

Freddie var dårligere til forvandlingerne end Max var, så de to drengen var egentlig lige langt, indtil Max endelig fik én fugl forvandlet, mens de andre kun så halvfærdige ud. De måtte ændres tilbage til sten igen. Nu var det sværere at holde styr på én fugl og samtid skulle forvandle to sten mere til fugle, for heldigvis havde Max ikke fået en plads med fire sten.
I nogenlunde tid før timen var færdig havde han fået forvandlet stenene og holdt nu mest styr på fuglene, mens han samtid heppede på Freddie.
”Forestil dig, hvordan stenen bliver levende” heppede han.
”Det kan jeg ikke Max. Det er en sten og den kan jeg ikke forestille mig bliver levende” sagde Freddie.
”Laver dine forældre ikke forvandlinger?” spurgte Max.
”Jo”.
”Kan du ikke forestille dig, hvordan de forvandlinger foregår?”
”Nej, for de sker jo bare. Det er ikke fordi jeg ser, hvordan det foregår eller sådan noget” argumenterede Freddie.
”Men se her” forsøgte Max, der havde slået op i bogen, hvor man kunne se en tegnet visualisering af forvandlingen.
Freddie kiggede på bogen og slog ud med bagsiden af hånden med et suk. ”Det giver overhovedet ikke nogen mening. Hvordan kan en død sten blive en levende fugl med lunger og næb, der til sammen kan pippe?” spurgte han retorisk. Heldigvis havde han spurgt Max, der ikke kom med et langt teoretisk og korrekt anatomisk svar, for det vidste han ikke og derfor kunne han aldrig have svaret på det spørgsmål.
”Kan du så forestille dig, at det er en mus der sover?” spurgte Max.
Freddie kiggede på stenen og efter lidt tid rystede han på hovedet.
”En buetrulle?” foreslog Max.
”Max, det ligner ikke en buetrulle. Så skulle vi have fået en pind!” argumenterede Freddie.
”Ville det hjælpe? Med en pind altså og så kunne du tro, at det er en buetrulle?” forsøgte Max, der så efter en af sine fugle. Han havde opgivet at holde styr på dem, for de fløj rundt i lokalet sammen med de andre elevers fugle.
”Nej, fordi den er så lille og tynd, at den ikke kan blive en fugl, eller det kan den jo nok godt, men det hjælper ikke” forklarede Freddie opgivende. ”Jeg vil hellere almindelige besværgelser. De er ikke så svære som forvandling er” sagde han.
Max var ikke helt uenig men heller ikke enig. For ham var det lidt det samme.

Professoren forsøgte endelig at hjælpe de sidste elever, der ikke havde held med forvandlingen endnu, men det lykkedes ikke rigtigt for Freddie, der måtte gå fra timen uden at have lavet en forvandling. Til gengæld havde han fået en sten med sig, som han kunne øve sig på.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Mugglerstudier

Ever troede, at en spilleaften i Ravenclaws fællesrum betød te, småkager og en omgang skak. Skal var hun god til, nok mest fordi hendes tvillingebror, Lioren, ikke havde tålmodighed nok til sat sidde stille så længe og derfor lod hende vinde, så han kunne komme ud og flyve på sin dødsfælde af en kost.

Men da hun kom ind, så Hun Lilly sidde sammen med Tobias og er par andre elever i en cirkel på gulvet omkring et bord fyldt med små kort i mange farver.

”Hvad er det?” spurgte Ever, mens hun satte sig.

”UNO”, sagde Tobias, som om det var verdens mest naturlige spil.

Ever kiggede ned på kortene med store tal og en masse symboler. Symbolerne lignede ikke de gamle runer, som de spillede med derhjemme, når de kastede med dem.

”Er det et tryllespil? Skal man sige en formular?”.

”Nej”, grinede Lilly med en medfølende smil. ”Det er et mugglerkortspil. Reglerne er nemme, eller nogenlunde nemme”.

10 minutter senere stirrede Ever stadigvæk på sine kort og var mere forvirret end i starten af spillet.

”Så jeg skal altså lægge et kort, der matcher enten farven eller tallet? Men hvorfor har jeg fået alle de her… vendepile?”. Hun vendte kortene op og nede flere gange.

”Det betyder, at spillet vender retning”, fortalte Lilly tålmodigt. Lilly var altid så sød.

Ever nikkede og da det blev hendes tur, smed hun tre vendepile på én gang.

”Du… kan ikke… det…”, begyndte Tobias, mens han prøvede at holde et grin tilbage.

Både Lilly og Tobias prøvede tålmodigt at lærer Lilly UNO, selvom hun bragte mere kaos end egentlig et spil. Ever troede, at +2-kort betød, at hun skulle have 2 kort, så hun lagde glædeligt at sine +2-kort og tog for sig af kortbunken.

”Jeg har flest kort, så jeg vinder” sagde hun med et stort smil.

Da Lilly åbnede munden for at sige, at det faktisk var det modsatte, lagde Tobias en hånd på hendes skulder og så hen på Lilly.

“Du skal huske at sige UNO, når du har flere kort end os”.

“UNO!”, råbte Ever og Lilly og Tobias grinede.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: FMMK

Ever stod i besværgelseslokalet, med sin nye tryllestav klar og beslutsomhed i øjnene. Hun var bare SÅ klar!
Professoren lænede sig op af stablen af bøger på den store bord og så udover klassen.

”I dag, mine kære elever, skal vi lære Flipendo, som er det klassiske tryk-skub-besværgelse. Med et enkelt trylleslag kan I vælte ting, skubbe objekter og modstandere væk i duel”.

Ever mærkede en boblende forventning. Hvor svært kan det være? Hun rettede staven mod den lille trædukke foran sig, tog en dyb indånding og råbte: “Flipendo!”

Ingenting skete.

Professoren klappede opmuntrende i hænderne. ”Prøv med mere følelse, frøken Ever! Mere følelse. Tænk på at skubbe!”.

Ever prøvede igen. Denne gang kom der en spinkel, blå gnist som straks vendte sig om og skubbede hende baglæns, så hun satte sig hårdt på numsen på gulvet.

”Av!”. Hun ømmede sig og kom besværligt på benene og var ved at falde i sin kappe. Hun skubbede den irriteret væk. “Det var baglæns Flipendo,” hostede hun, mens klassen begyndte at fnise. Hun fokuserede alt, hun havde. “Flipendo!”.

En blå stråle skød frem og ramte ikke trædukken, men hendes eget skrivebord, som skød hen ad gulvet, ramte en elev fra Hufflepuff (der sov) og væltede ham baglæns ud af sin stol.

“Hey!”, råbte han med en søvndrukken stemme. “Hvorfor angriber bordet mig?”.

Professoren hostede for at skjule et grin. ”En kreativ anvendelse af besværgelsen, frøken Ever. Men måske skal vi sigte lidt mere næste gang i stedet for bare at kaste med tryllestaven”.

Næste forsøg gik (overraskende) bedre indtil hun kosten i hjørnet, som væltede og rullede mod den åbne dør og ramte en elev over skinnebenet, som var på vej ind til timen. Eleven hylede op og tog sig til benet. Lidt for meget dramaqueen efter Evers smag.

Professoren hævede et øjenbryn, stillede sig ved siden af hende og sagde lavt: “Mind mig om, at jeg ikke skal være i nærheden af dig, når I skal lærer Bombarda”.

“Ja Professor”, sagde hun og sendte ham et skævt smil, som straks blev gengældt.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Forvandling

Forvandlingslokalet summede af glade elever og Professoren stod forrest med sit skarpe blik rettet mod klassen.

”Dagens øvelse”, sagde Professoren. “Er en simpel men en meget præcis byttebesværgelse. I skal få 2 objekter til at bytte plads. Husk!”. Hun så hen mod en Slytherin-elev bagerst i lokalet og sendte ham et skarpt blik. “Ingen kreative tilføjelser”. Eleven sukkede så højt, at hans bryst nærmest sank sammen.

Ever og Lilly sad sammen ved et af de forreste borde og foran Ever lå en lille korkprop, mens der stod et snapseglas for Lilly.

”Hvorfor er det altid mig, der får det kedelige objekt?”, mumlede Ever opgivende og stak til korkproppen med spidsen af pegefingeren.

”Kan du huske sidste time i Forvandling?”, spurgte Lilly tørt og Ever nikkede opgivende. “Derfor”.

Professoren slog med tryllestaven. ”Én kaster og den anden modtager. Værsgo og gå i gang”.

Lilly tog en dyb indånding, rettede staven mod korkproppen og snapseglasset, og sagde:
“Permutatio!”

Med et lille pop skiftede de to genstande plads. Lilly var virkelig god til Forvandling. Professoren nikkede tilfreds og nikkede derefter opmuntrende mod Ever.

”Så er det din tur, Ever”. Ever sendte hende et stift smil og kiggede derefter beslutsomt på korkproppen og snapseglasset.

“Permutatio!”. Der lød et underligt plop og i i stedet for at skifte plads, forsvandt korkproppen og kom tilbage som en meget forvirret, levende frø, der sad inde i snapseglasset.
”teknisk set byttede de?” sagde Ever med et uskyldigt smil.

Professoren kneb øjnene sammen. ”Ever, eg sagde specifikt ingen kreative tilføjelser.”

”Det var ikke med vilje!” protesterede Ever.
Frøen kvækkede højt, som om den var uenig.

”Okay, min tur igen”, sagde Lilly hurtigt for at redde situationen. Hun pegede på frøen og glasset. “Permutatio!”. Der lød et smæld, og frøen sad nu på Evers hoved, mens glasset lå på bordet fyldt med korkpropper.

Ever så op. ”Hvor kom alle propperne fra?”.

Professoren lavede et elegant sving med tryllestaven.

”Det, mine damer, er et strålende eksempel på, hvorfor præcision er vigtigere end fantasi”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser

Ever havde virkelig glædet sig hele ugen til besværgelsestimen i denne uge. for hvor svært kunne det være, at få noget til at løfte sig? Hun havde øvet sig på at sige “Wingardium Leviosa” foran spejlet så mange gange, at hendes værelseskammerater var begyndt at kaste puder efter hende for at få hende til at tie stille. Men det var bare så spændende!

Professoren stod foran klassen med sin karakteristiske høje stemme:
“Stille!”. Hun sendte flere af eleverne fra Slytherin et gnistrende blik, som fik dem til at falde hårdt tilbage i deres stole. “I dag skal vi lære at få ting til at svæve. Husk, at det er levi-o-sa, ikke levio-saaa”. Hun trak den sidste stavelse ud, så flere af eleverne grinede, inklusiv Ever.

Ever nikkede ivrigt og pegede sin nye tryllestav mod den lille fjer på bordet foran sig.

“Wingardium Leviosa!” sagde hun med perfekt udtale og et elegant svirp med håndleddet.

Den havde siddet lige i skabet. Men i stedet for fjeren begyndte Lillys kat, Muffin, at svæve op i luften og dreje rundt som en langsom, roterende snurretop.

“Ever!” råbte hende Lilly grinende. “Hvis du skulle være i tvivl, så er det altså min kat”.

Muffin så dog ikke ud til at klage. Det så endda ud til, at den nød udsigten, da den svævede forbi vinduerne. Ever rødmede, men kunne ikke lade være med at grine.

“Undskyld Lilly! Så længe den ikke lander på hovedet, er det vel stadigvæk en succes?”.

Professor klappede begejstret i hænderne. “Fremragende kontrol, frøken Ever! Fremragende! Men næste gang, vil jeg stærkt anbefale, at du bare holder dig til din fjer”.

Resten af timen gik med, at Ever prøvede at få fjeren til at svæve, mens Muffin kiggede på hende med et blik, der sagde: “Du ved godt, vi skal gøre det igen senere, ikk?”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: MDPoP

Ever sad under et gammelt træ i udkanten af Den Forbudte Skov. Skoven mindede hende om skoven tæt på hendes hjemby, hvor magien flød fra vandfaldet og ned i floden, som flød gennem hendes by.

Hun havde sneget sig ud efter mørkets frembrud for at skrive de gamle runer, som hendes far havde bedt hende om at holde ved lige og som kun kunne ses i månens lys.

Månens lys lyste gennem bladene, og der var så fredfyldt, mens hun gentog den ene rune efter den anden, da hun pludselig kunne høre en svag fornærmet klik-klik-klik lyd. Fornærmet?

”Hallo?”, sagde hun forsigtigt og trykkede sig en smule mere op af træet, som hun sad op af.

Ud fra barken på stammen over hendes ene skulder dukkede en lille grøn skygge frem i mørket. Den var tynd som en lille gren med små øjne, som så kloge ud og med fingre der lignede endnu mindre grene.

Ever farede sammen og rykkede sig så hurtigt væk, at den faldt ned på jorden, hvor hun havde siddet. Den kom på benene og børstede jord af benene og satte hænderne i siden og stirrede på hende, som om hun have forstyrret den midt i en frokostaftale.

”Åh undskyld, du er jo en buetrulle!” hviskede Ever lykkeligt. Hun havde læst, at de var små væsner, der passede på træer, som var det tryllestavene blev lavet af. “Jeg beklager, hvis jeg forstyrrede dig i noget vigtigt. Jeg skriver bare. Jeg lover, at jeg ikke har skåret i dit træ”. Buetrullen så ikke overbevist ud og Ever sagde igen: “Jeg lover det!”.

Buetrullen blinkede efter sekunders stilhed og blev stående, inden den pegede på hendes pergament, som om den ville se, hvad hun lavede. Ever vendte tøvende pergamentet om og den kom nærmere og kiggede nysgerrigt op runerne og den gav et lille klik fra sig. Et tilfredst klik.

“Må jeg prøve at tegne dig? Jeg tegner ikke særlig godt, men jeg kan forsøge? Hvis jeg må?”.

Overraskende, satte buetrullen sig på en lille mørk gren og lavede en dramatisk bevægelse med hele dens lille krop, som hvis den satte sig til at posere. Hun måtte bide sig i læben for ikke at grine og tegnede dens små arme, de små blade på dens hovedet og de meget små fødder.

Da hun var færdig, rakte hun tegningen frem og buetrullen kiggede på den. Dens blik gled flere gange fra pergamentet til hende og tilbage igen, inden den rullede det sammen, gik op langs hendes arm og slog hende overraskende over panden med det, inden den forsvandt ind i skoven med pergamentet over skulderen.

“Betyder det, at du kan lide tegningen?”, råbte hun efter den. Uden at få et svar.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Botanik

Det var en solrig eftermiddag i Hogwarts drivhus. Luften var varm og duftede af jord, honningurt og noget frisk, som Ever ikke havde stiftet bekendtskab med før.

Professor stod ved et bord fyldt med små, grønne planter med runde mørkegrønne blade.
Professoren tyssede på nogen enkelte elever, inden hun sagde: “Godmorgen og velkommen til endnu en time med Botanik. I dag skal vi se nærmere på Dittany”. Hendes smil bredte sig, mens hun fortsatte: “Dittany er en af de mest værdifulde helende urter i vores verden og bare nogen enkelte blade af denne plante kan hele rifter og sår næsten øjeblikkeligt. I dag skal I plante jeres egne Dittany og den som kan få den til at overleve året ud, får 20 point”.

Ever lænede sig frem og så på planten med nysgerrige øjne. Den havde en mild, næsten sød duft, som mindede hende om nyfaldent regn over skoven derhjemme.

“Den ligner slet ikke en mirakelplante,” mumlede hun til Lilly, som sendte hende et mistænksomt blik.

“Men måske er det pointen”.

“Tror du?”, spurgte Ever og Lilly nikkede anerkendende.

En elev Slytherin tog sig til baghovedet, da Professoren gav ham et lille dask med tryllestaven, da han jonglerede med et par enkelte tomme ler-potter, for at imponere nogen af sine venner.

“David!”, lød hendes stemme skarpt. “5 point fra Slytherin og kom.så.i.gang!”. David skar en grimasse og stillede potterne fra sig på bordet med en skramlende lyd.

Lillys øjenbryn ramte nærmest kanten af hendes pandehår ved synet af David og hans show, inden hun vendte sig om og tog de små Dittany-frø, som vi skulle plante. Ever så sig kort over skulderen, da hun igen kunne høre David begynde at jonglere med potterne, mens hendes hånd ledte efter haveredskabet foran sig, da en smerte skar gennem hendes hendes håndflade.

“Av!”. Hun rev hånden til sig og så ned i håndfladen, hvor der nu var en dyb lang rift.

Professoren kom hurtigt hen til Ever med en potte under armen med en Dittany hængende halvt ned. Uden at værdige Ever eller Lilly et blik og med fokus på et par elever, som igen havde fundet et par potter, som ville være gode at jonglere med, rev hun et par blade af planten og stak dem mellem læberne på Ever, som gav en højlydt lyd fra sig, da hun spruttede. Professoren gik videre med blikket rettet mod sine nu flyvende potter.

Ever tyggede i bladene og hendes øjne blev store.

“Hvad smager de af?”, spurgte Lilly, mens ingen af dem lagde mærke til de elever, som hylede over endnu et dask i baghovedet med professorens tryllestav.

“A-f solskin”, svarede Ever og smilede stort.

“Ever se!”. Lilly pegede på hendes hånd. “Din rift… heler!”.

De så begge til, mens riften helede sig for øjnene af dem.

Resten af dagen passede Ever ekstra godt på sin lille Dittany-plante. Hun satte den i vindueskarmen på sit kollegieværelset, vandede den omhyggeligt og hviskede hemmeligheder til den. For man kunne aldrig vide, om den måske ville den engang redde hende igen. Også ville hun virkelig også gerne vinde de 20 point!

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Eliksir

Ever sad i kælderen i eliksirklassen og var omringet af duften af røgelse og af konvergenser. den let metalliske aroma af kobbergryder. Professor havde nedskrevet dagens opgave på et pergamentpapir, som var givet videre rundt mellem alle eleverne. Ever læste højt fra pergamentet: “I dag skal I brygge Genoprettelsens Eliksir, som kan transformere et forhekset objekt tilbage til sin oprindelige form. Følg instrukserne nøje”.

Ever så spændt på Lilly, som sad ved siden af hende.

”Hvor svært kan det være?” hviskede Lilly.

Ever hakkede hurtigt de tørrede blade, tilsatte forsigtigt 3 dråber med drageblod og begyndte forsigtigt at røre med uret. Gryden boblede og væsken skiftede over i en grøn væske, som nærmest duftede af friskt græs.

Lilly lænede sig over gryden og snusede ind og nikkede anerkendende til Ever, da alt så ud til at gå godt, indtil hun tabte en knap fra sin kappe ned i gryden. Knapper var bestemt ikke en del af opskriften.

”Åh åh”.

“Hvad mener du med det?”, spurgte Ever for hurtigt og så på hende med store øjne. Lilly pegede med en enkelt pegefinger ned i gryden og Ever så en knap blive opløst i den varme grønne væske. “Det betyder nok ikke så meget”. Lilly så ikke overbevidst ud.

Da de skulle teste eliksiren, havde hver elev fået udleveret et forhekset objekt. Ever havde fået en træske, der var blevet forvandlet til en plastikand. Hun hældte forsigtigt lidt af eliksiren over den.

PLOP!

Plastikanden forvandlede sig, men ikke til noget som lignede en træske. Den blev til en lille, levende and, der straks rappede glad og bevægede sig vraltende over det slidte træbord.

”Det er næsten korrekt”, sagde Professoren med et venligt smil.

”Men den er sød”, sagde Ever med et grin, mens hun samlede den lille and op, som lagde sig mere ind mod hendes hånd. ”Må jeg beholde den?”.

Professoren sukkede, men smilede stadigvæk. od sig smelte. ”Kun hvis du lover at passe på den og ikke tager den med til nogen timer”. Ever nikkede hurtigt og Lilly anede forsigtigt anden over dens bløde små dun over den hoved.

“Lad os kalde den Knap”, sagde Lilly og grinede, da anden nappede hende i pegefingeren.

“Ja. Hej Knap. Velkommen til verden”.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Flyvning

Ever stod midt på Quidditchbanen med kosten i hånden, solen i øjnene og en knude i maven. Det var første gang, hun var på banen, da de andre timer var forgået på den store græsplænen foran Hogwarts. Banen var jo kæmpe stor!
“Så,” sagde Professoren med sin mest alvorlige stemme. “I dag lærer vi at bakke i 8-taller. En kunst, som enhver kompetent flyver skal mønstre”.

Ever kiggede på hende, som om hun lige havde foreslået at lære en fisk at jonglere.

“Bakke… i 8-taller? Altså… ligesom i baglæns?”, spurgte Ever. Nogen af de andre elever omkring hende, begyndte at fnise og Professoren tyssede højlydt på dem med et skarpt blik.

“Ja, baglæns,” svarede Professoren venligt og gik hen mod Ever. De sidste par lektioner var ikke gået helt efter bogen, da Ever ikke var begejstret for Flyvning, som hun så som en ren dødsfælde. “Og som skal udføres med præcision, kontrol og elegance”.

“Ja selvfølgelig”, sagde hun lavt for sig selv og rystede opgivende på hovedet, mens hun efter flere forsøg endelig fik kosten smækket lidt for hårdt op i hånden, da den endelig lystrede hende.

Det startede faktisk okay. Ever satte sig op på kosten, fløj et par meter op og drejede, da det hurtigt gik galt. Kosten besluttede sig for, at 8-taller var fri fortolkning og dens manøvre mindede mere om en gal hveps, som havde dyppet snablen i græskarsaft.

Evers 1. forsøg: Hun lavede en form, der mest lignede et æg.
Evers 2. forsøg: Hun lavede et perfekt 8-tal, hvis man havde øjnene lukket.
Evers 3. forsøg: Hun bakkede direkte gennem en flok elever fra Gryffindor, der hang deres quidditchkapper til tørre. En våd kappe klæbede til hendes ansigt og overkrop, så hun lignede en forvirret og flyvende vasketøjspose på afveje.

“Jeg kan ikke se noget!”, råbte hun panisk, mens hun bakkede videre. Direkte hen imod tribunen.

“Stop kosten!”, råbte Professoren.

“Jeg kan ikke engang finde ud af at stoppe mig selv!”, skreg Ever tilbage.

Professoren steg op på sin egen kost og fik stoppet Evers kost og sammen landede de lidt for hårdt. Hendes hår sad klæbet til hendes ansigt pga. den våde quidditchkappe og hendes ansigt var rødt af vrede. Hendes støvler var dækket af mudder og hendes hænder var hvide, efter at have presset blodet ud af dem af at holde hårdt om den flyvende pind.

“Det var… spændende”, sagde Professoren med en lettere anstrengt stemme og gned sig i tindingerne.

“Vi kan kalde det kunstnerisk frihed” sagde Ever uskyldigt.

“Hvis kunstnerisk frihed indebærer at bakke rundt som en forvirret ged i en labyrint, så ja,” mumlede Professoren.

---

NAVN: Yun
ÅRGANG: Udgået
FAG: Ministerieuddannelsen

Tid: 8.20
Sted: Ministeriet for Magi
Omgivelser: En masse troldmænd og hekse, som suser rundt efter det de skal nå
Vejr: Overskyet med let sol
Medvirkende, ud over Yun: Abigail
Vejret var overraskende godt i starten af september, faktisk så godt at Yun virkelig gerne ville være ude i det. Det var bare ikke muligt, for hun var kommet ind på drømmeuddannelsen og nu skulle hun overveje hvad hun skulle med det. Dér stod hun, i hallen hvor alle hekse og troldmænd farede rundt med hovedet under armen, måske hun selv ville være en af dem en dag? Hun vidste jo hun ville læse jura, men i hvilken afdeling?
Muligheden var der for at komme op på aurorkontoret, men at sidde med drabssager, voldssager og alt muligt ulovligt, det var måske ikke lige hende. Der var også lige det der med hun ikke kunne holde hovedet koldt. Det ville hun ikke engang kunne hvis hun var udenfor under den blide sol denne dag, hun var på røven hvis hun skulle holde hovedet koldt og især i en situation hvor hun måske stod med en af sine venner fra skolen. Man vidste jo slet ikke hvem der ville være gode og onde, man vidste knap nok hvad folk lavede efter Hogwarts.
Frustreret ved tanken om hun nok skulle lære at holde hovedet koldt uanset hvad, gik Yun med over til den der skulle vise dem rundt på deres første dag. Hvor ville det være rart, hvis Abigail også var der. Abigail var den der havde hjulpet Yun med at spore sig ind på hvad hun gerne ville. Abigail og Yun havde også snakket meget om det internationale, fordi Yun jo faktisk kom fra Asien.
“Så går vi…” Yun skyndte sig at følge med, mens hun så sig omkring efter interessante afdelinger. Der var meget at vælge imellem, men Yun var næsten sikker på hun skulle være jurist og arbejde sig op i rang. Måske ikke lige være ministrens højre hånd, mens det var en skolekammerats far, men den vej ville hun jo nok gerne en dag. Det var nok det helt store mål og havde været det sådan i et års tid.
Det hele så spændende ud, selvom Yun flere gange måtte hoppe en meter, for ikke at støde ind i en travl ministerieansat. Det var virkelig en hektisk dag, men det var super spændende og der var så mange afdelinger, måske hun nu bare skulle starte med at blive god nok til at være mere end den piccolo, som hun var blevet ansat som til start.

---

NAVN: Dawn
ÅRGANG: 2
FAG: Magiens Historie

”- ej ikke ham” svarede Sarah skarpt, og Amy trådte usikkert lidt længe væk. ”J-jeg synes nu han er sej nok” svarede den blonde bebrillede Amy. Sara var højere med næsten platinblondt hår og store blå øjne, disse øjne rullede kort rundt i kraniet akkompagneret af et opgivende fnys. ”Han er så basic!” svarede Sara og slog ud med armene. Amy trådte atter et skridt tilbage, bange for sin egen skygge, og meget bange for hvor langt ned der var på træbroen hvor Sarah var stoppet.
”Okay okay!” Dawn trådte frem og holdt hænderne op ”Men vi kan da blive enige om at han er… kendt ikke?” spurgte hun og så udfordrende på Sarah der sukkede endnu engang ”jo han er kendt” svarede hun frustreret og Dawn nikkede ”Så lad os stoppe den der” forslog hun og Sarah lagde armene overkors og så væk. ”Okay. Men han er ikke den bedste troldmand der har eksisteret!” svarede hun irriteret og Dawn smilede beklagende til Amy før hun så mod Sarah igen ”det er heldigt det er tilladt at have sin egen holdning ikke?” spurgte hun og Sarah mumlede noget usammenhængende før hun bevist ignorerede Amy der forsøgte at erklære sig enig med Dawn.

Heldigvis for humørets skyld skulle Amy videre, hun havde en aftale med en af sine andre venner og Dawn lænede sig op ad træbroens massive gelænder ved siden af Sarah i stilhed. Sommeren var ved at slippe landet og en kold vind hev i hendes krøller.
”Er du enig?” spurgte Sarah pludselig og Dawn blinkede forskrækket ”I hvad?” frygten for at have misset noget krævede spørgsmålet blev stillet ”I at han er den bedste troldmand?” spurgte Sarah som om Dawn havde vat i hovedet. Dawn overvejede spørgsmålet og trak på skuldrene ”altså han var jo god ikke? Gjorde gode ting…” sagde hun og Sarah kvitterede med et frustreret udbrud ”han er en idiot!” svarede hun og Dawn lo fornøjet ”Og du kendte ham måske personligt?” spurgte hun drillende. En rosa farve steg op i Sarahs kinder og hun skulede til Dawn der bare skubbede venskabeligt til hendes arm ”det er fint nok at have en mening. Men du kan ikke forvente at alle er enige jo” selvom ordene var velmente så Sarah utilfreds ud og Dawn så på hende lidt ”hvorfor kan du ikke lide ham?” spurgte hun så og Sarah så væk.
”Sarah” sagde Dawn og stillede sig i vejen for Sarahs blik ”Saaaarrrrraaaahhh!” Dawn forsatte sin irriterende tilgang og Sarah fik nok og snappede ”fordi han ødelagde alt muligt okay?” sagde hun og Dawn hævede øjenbrynene. Hendes blik flakkede til slytherin mærket på Sarahs kappe ”Ah” sagde hun og pegede på mærket ”din familie kom i problemer?” spurgte hun og Sarah nikkede bare ”Men det er jo maaaange år siden nu” påpegede Dawn og Sarah sukkede ”folk er lige glade” mumlede hun og trak skuldrene op ”Så snart de hører at min oldefar var dødsgardist så er det som om alt er min skyld” sagde hun og Dawn fnøs.
”Måske ville det hjælpe hvis du ikke forsøgte at tvinge folk til at være enige med dig?” spurgte Dawn og Sarah skulede til hende. Dawn grinede.
”Okay okay – jeg er sikker på han var en idiot. Jeg tror på at han var mega irriterende, at han… havde dårlig hygiejne. Hvad end du synes er årsagen. Men hvis ikke det var for ham ville det hele jo være anderledes ikke? Hvordan tror du en som Amy ville have klaret sig?” spurgte hun og Sarah så i retningen af Amys retræte. ”Hun ville nok…” Sarah stoppede og bed tænderne sammen ”nemlig!” sagde Dawn ”Amys… et eller andet er jo mugglerfødt ikke? Så hun ville jo være blevet udryddet. Jeg ville sikkert enten være højt elsket eller også udryddet fordi jeg har min evne. Synes du det er fair?” spurgte Dawn udfordrende og Sarah sukkede opgivende ”nej” mumlede hun og Dawn linkede sin arm med veninden ”og derfor kan jeg lide dig. Hvordan end potter var i virkeligheden, så er det jo ligesom hans handlinger han er husket for. Og de handlinger – heldige eller geniale – var jo temmelig gode for os alle” påpegede hun og Sarah smilede skævt. ”Okay… men han havde virkelig dårlig hygiejne” sagde hun og Dawn lo højt ”Så siger vi det! Jeg er glad for at jeg ikke skulle omgås ham. Han havde vist en tendens til at tiltrække kaos – og hygiejnen!” pigerne grinede sammen og forsatte mod skolen.

---

NAVN: Dawn
ÅRGANG: 2
FAG: Eliksir

Tilbage på skolen blandt vennerne følte Dawn sig atter på rette hylde. Sommeren havde været sær, det hele havde handlet om bryllup, men i det mindste havde de også været til det sjove marked tidligere i juli før det hele var gået op i hat og kjoler.
Dawn var ret sikker på hun ikke ville giftes sådan rigtigt men festen havde været fed. Ivrigt fortalte hun Amy om det på vej til Eliksir og holdt først inde da professoren bad dem om at tie stille.
”- hvorfor biblioteket?” hviskede Dawn da professoren havde forklaret dagens ekspedition. Alle elever viste vel hvor biblioteket var på deres andet år, og de havde jo allerede deres bøger fra boghandleren. Amy tyssede på hende og skævede til professoren der gik forrest. Et indestængt suk blev kvalt og Dawn stak hænderne i lommerne. Biblioteket. Selvfølgelig. Og i skoletiden? Raven var der helt sikkert. Frk. Moore. Det var så svært at huske.

Turen var ikke ny, og eleverne stimlede sammen inde i klasselokalet. Snart kom bibliotekaren. Hendes velkendte brune øjne fangede snart Dawn men smilet på Ravens læber var rettet mod hele klassen. ”Velkommen!” Sagde hun med sin sædvanlige optimisme. ”Jeg forstår at jeres opgave denne dag er at finde jeres bøger?” bekræftende nik blev sendt og Dawn rullede med øjnene. Dette fik Raven til at trække på smilebåndet.
”Godt. Jamen jeg kan give jer en ledetråd om at det er i den retning, og at kortene på siden af reolerne nok kan være en god hjælp – og skulle I have brug for hjælp er jeg lige her ved disken, jeg synes I skal tage en småkage når i skal videre” de fleste elevers ansigter lyste op ved de ord men Dawn rullede igen med øjnene. Hvorfor skulle Raven altid prakke småkager på folk? Hvad var der I dem der var så vigtigt? Hun skævede til fasteren mens hun overvejede det. Raven kunne ikke finde på at tage sine mærkelige ideer og teste dem på eleverne vel? Hun rystede tanken ud af hovedet og fulgte Amy ned mellem reolerne.
”Er det ikke mærkeligt at din faster arbejder her?” spurgte Amy da de var et stykke nede. Den lave blonde pige skubbede brillerne op på næsen og Dawn trak på skuldrene ”ikke mere end at min far også gør” mumlede hun og smilede skævt til Amy som bare så beklagende ud. ”Undskyld men jeg tænker altså ikke over det” Amy rødmede op over ørene og Dawn viftede med hånden ”det er kun godt” forsikrede Dawn hende og linkede deres arme sammen for at finde bøgerne.

Det var ret åbenlyst hvilke bøger de skulle finde – eller også var det bare fordi at Dawn viste hvor hun skulle lede. Hun havde set Ravens eget biblioteket og systemet var meget det samme. Amy blev ved med at spørge om der var lige så mange bøger hjemme ved Raven som der var på biblioteket og Dawn svarede at hun jo altså ikke havde talt dem, set dem alle, eller hvad der nu engang lige passede.
Af elever var de nok de hurtigste. Professoren stod stadig ved disken og snakkede høfligt med sin kollega, men Ravens opmærksomhed var snart trukket til bøgerne. ”Skønt, I var hurtige” sagde hun og Dawn nikkede mens hun skævede til småkagerne. ”Ja det var nemt” sagde hun og Raven lo mildt ”Det tror jeg på” svarede hun med et drillende glimt i øjet og skubbede småkagerne hen til Amy, mens hun skrev deres navne ned på et stykke papir der holdt styr på hvem der lånte hvad. ”Ra- Frk. Moore?” spurgte Dawn og Raven så op med et spørgende blik. Dawn så så uskyldig ud som hun kunne ”Findes der en bog hvor man kan lære at finde ud af hvad der er i… forskellige… brygge?” hun skævede til småkagerne som hun talte. Raven fulgte hendes blik og smilede bedrevidende ”Ikke på dette bibliotek” svarede hun og lænede sig lidt frem mens hun hviskede konspiratorisk ”men jeg kan love dig, det eneste der er i dem der er mel, æg og chokolade” hun blinkede drillende til Dawn og skubbede deres bøger frem. Et par andre elever var dukket op og så på den sære udveksling. Dawn mærkede flovheden stige og hun greb sine bøger, Amy nåede netop at gøre det samme, før de stormede ud af lokalet og tilbage til krypten. ”Hun virker nu sød nok” forsøgte Amy og Dawn stoppede op og så på hende ”hun er pinlig. Og hun gør det bevist” sagde hun frustreret og Amy kunne ikke lade være med at fnise. ”Lad os læse lidt, så kan vi følges til frokost når timen er ovre?” forslog hun og Dawn nikkede opgivende og smilede taknemmeligt til veninden.

---

NAVN: Seraphina
ÅRGANG: 2
FAG: MDPoP

Sera tripper spændt. De havde lige fået af vide at de skulle ind i et bur fyldt med Fwoopere. Hun elskede fugle og kunne slet ikke vente med at komme ind til de utroligt smukke fugle. Hun havde også fået at vide at der var blevet lagt en besværgelse over fuglene så hun ikke kunne høre deres sang - så hvad kunne gå galt? Hun stod ude foran buret og kiggede på fuglene. Døren til buret blev åbnet, og hun trådte ind. Det var som at være i et lille rum fyldt med regnbuer. Det var så smukt, at hun ønskede at kunne have et af de der kamera-tingester så hun kunne tage et billede. Hun stirrede på fuglene i lidt tid. Hun ville SÅ meget købe en næste gang hun kom til Diagonalstrædet. Men så gik det galt. Hun kunne høre det så tydeligt. Læreren havde glemt at lave en besværgelse over en af de største fugle, som havde en stærk pink farve. Den begyndte at synge. Det lød så forfærdeligt, at lyden slet ikke kunne beskrives. Den var så høj og smertefuld, og lød måske lidt som et bjerg der vælter eller noget endnu være. Det føltes også lidt som om at der være ved at gå ild i hendes hjerne, eller hvis en boremaskine kører på fuld fart ved siden af hende. Det føltes som om hun ikke havde nogle følelser eller ikke kunne tænke noget. Hun lavede et lille hvin, og prøvede at holde sig for ørene for at lukke de forfærdelige lyde ude. Sera så at læreren kom ind i buret og sagde: “åh nej, jeg har glemt en!” Læreren kastede silencio over fuglen og henvendte sig til Sera. Hun havde meget høj tinitus, så hun kunne næsten ikke høre noget. Hun kom på hospitalsfløjen, så hun kunne få hendes tinitus til at forsvinde med nogle eliksirer. Efter hun var blevet kureret, sagde hun: “Måske skal jeg måske ikke have en Fwooper alligevel! Hun grinte.

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Mugglerstudier

Nogle fra klassen havde Maxwell ikke set siden før sommerferien og andre havde han set flere gange i ferien. Freddie var en af dem, han havde set flere gange. Olivia og Dawn havde han også stødt på. Mange af pigerne så helt anderledes ud, da de kom tilbage til Hogwarts. Mange havde bare fået nyt hår, men de så alligevel større ud. Max kunne ikke sætte en finger på, hvad det var, men han stirrede lidt længere nogle gange. Drengene så nærmest ud som om de kun havde haft en weekend væk fra hinanden, selvom nogen havde fået nye sko og nyt tøj. Okay, det havde de fleste, men det var ikke mere specielt end det.
Alle havde oplevet noget forskelligt i ferien og det snakkede de meget om på kryds og tværs. Den første time i mugglerstudier var et godt tidspunkt, da de mødtes efter frokosten for at være klar i god tid. Hele årgangen skulle nemlig på tur og til koncert. Mere vidste de ikke endnu.

Pigerne snakkede meget om k-pop. Eller nogle piger gjorde. Tænk hvis de skulle til sådan en koncert, sagde de og begyndte nærmest at skrige af forventning. Det fik professoren hurtigt sat en stopper for, fordi det var for meget, så det blev udelukket som koncerten. Andre piger snakkede om Taylor Swift eller Billie Eilish. Max hørte meget musik derhjemme, hvor han boede som muggler i mugglernes verden, men han vidste ikke hvad mange kunstnere hed. De to navne som pigerne havde nævnt, havde han godt nok hørt hans mor sige flere gange og nogle af hans fastre også. Nogle af drengene snakkede om Drake og Stormzy. Når de sådan blev nævnt, kunne Max også genkende navnene. Mest Drake og da nogen begyndte at tale om hans sange, så nikkede han ivrigt og sang ivrigt med.

Transporten var toget tilbage mod London fra Hogsmeade. Koncerten var om aftenen og derfor skulle alle have fundet deres mest muggleragtige tøj at have på, og ingen måtte have tryllestavene med. Professoren hidkaldte endda tryllestave for at fange dem, der havde forsøgt at snige sin med. Der var et par stykker, der fik scoret sig tre eftersidninger hver i den følgende uge. Det var ikke Maxwell. Han var så vant til at færdes blandt mugglere, at han ikke havde samme forhold til sin tryllestav som så mange andre. Faktisk ville han også hellere have sin kost på sig, hvis det skulle være, men det vidste han godt, at man slet ikke kunne foran mugglerne.

På togturen fortalte professoren lidt om opførsel, forventninger og musik generelt samt underholdning, og oplevelser. De gik et oplevelsesrigt år i møde.
Og så forklarede hun, at de skulle til koncert med Imagine Dragons. Det var et band hun havde valgt, fordi det både var for drenge og piger og var ret populært i deres i forhold til andre. Musikken var noget, hun selv kunne holde til at høre i forhold til en masse rap og hiphop og k-pop var bestemt ikke for alle, så det var det bedste valg.
De fleste brød også ud i jubel og begyndte at tale om deres musik, hvis man altså var mugglerfødt eller halvblods, eller som Max boede blandt mugglere, selvom han var fuldblodstroldmand. Han kendte også Imagine Dragons, for det var musik som begge hans forældre kunne finde på at høre og derfor var det egentlig ret sejt at skulle til koncert.
Indtil videre havde Max ikke prøvet det. Han havde været til arrangementer og en slags festivaler, hvor der var musik, men det var ikke rigtig en koncert, mente han.

Klassen nåede frem. Max var i en hoodie og almindelige jeans og de sko, han altid gik rundt i, hvilket var almindelige sneakers. De fleste andre så også helt normale ud. Hans forældre sagde også, at der var mindre og mindre forskel på fritidstøjet for magikere og mugglernes tøj, men nogle var meget traditionelle.
Professoren fik dem alle guidet frem til koncertstedet, hvor de skulle stå i kø og opleve, hvordan man skulle tjekkes. Heldigvis havde eleverne ikke noget med, men professorens taske måtte undersøges, og det blev gjort uden magi. Ingen kommenterede noget, mens mugglerne kunne høre det, men det var noget de talte om senere. Generelt havde de bestået at lade som om, at de var mugglere, som alle andre publikummer, uden at lave grimasser, grine eller kommentere noget, der afslørede at de kunne magi.

Koncerten bød på rigtig god stemning og rigtig mange fede og gode sange. Nogen sange kunne Max synge med på, men der var også nogle, han ikke kunne synge med på. Han var nok alligevel glad for, at det ikke var Taylor Swift eller Billie Eilish, de skulle opleve en koncert med, for deres musik var lidt for kedeligt huskede han fra sin mors radio eller hvor hun nogle gange spillede musik fra. Det her musik var lidt sejere og så var det sjovt at opleve det sammen med de andre, der kendte musikken. Freddie kendte det heldigvis også godt og synes også det var sejt. Samtid var det sejt, at de skulle af sted om aftenen og havde fået aflyst timerne om eftermiddagen og den første time dagen efter. Hogwartsekspressen var godt nok indrettet som små sovekupeer til turen hjem, men mange lå og snakkede længe, inden de faldt i søvn og Max var selvfølgelig en af dem der snakkede meget med nogen af de andre. Han snakkede mest med dem, der kendte musikken og kendte til mugglernes liv, for det var nemmere.

De efterfølgende gik han rundt og sang eller nynnede Bad Liar, Radioactive eller Thunder af Imagine Dragons og det var sjovt, fordi nogle andre fra årgangen stemte i eller selv gik og sang og nynnede de sange, de havde i hovederne.
Pludselig grinede Freddie. ”Hvor er det skørt, at de hedder Imagine Dragons. Man kan i hvert fald godt høre at de ikke er magikere, for vi VED jo, at der findes drager” sagde han og på vej til eliksir den dag blev det samtaleemnet. Gruppens navn i magisk kontekst.

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Magiens Historie

Som vokset op blandt mugglere i en relativ fredelig verden, hvor de ondeste mennesker, var dumme præsidenter langt fra Southampton, hvor han boede, så var det nogle gange underligt at tænke på, at det ikke var så længe siden endda, at Harry Potter havde kæmpet på en ond og mørk troldmand. For Max var historien om Harry Potter ofte næsten som et slags eventyr sammen med historierne skrevet af Beedle the Bard eller noget som Rødhætte og Ulven, Den lille Havfrue og Den grimme Ælling som mugglerne kendte.

For Max var det derfor lidt svært at forestille sig, at der havde været en krig i magikernes verden, hvor Harry Potter havde spillet en central rolle, men selvfølgelig kendte Max den slags historier. Han havde leget Harry Potter som lille, lige som han havde leget andre eventyrer fra den magiske og ikke-magiske verden.
Harry Potter var selvfølgelig sejere end Voldemort, for Harry Potter var ikke ond. Han ville ikke have, at der var nogen, der blev holdt uden for eller ikke var gode nok, bare fordi de ikke var fuldblods, og så ville han ikke kun bruge mørk magi. Mørk magi var selvfølgelig også lidt spændende, fordi man kunne opnå noget magt med det, som Voldemort prøvede. I sig selv var det lidt sejt også, at man kæmpede for at være den bedste og magtfulde. Bare ikke når man tænkte på, hvorfor han ville være mest magtfuld. Voldemort havde ikke nogen problemer med at slå andre ihjel for selv at blive magtfuld, og det syntes Maxwell til gengæld ikke var særlig sejt. Så var man ikke en god leder.

Det sagde hans far også altid. I Quidditch handlede det ikke om at være den bedste selv, for man var et helt hold der skulle vinde kampen sammen. Derfor skulle anføreren også være god til at sørge for alle holdkammeraterne og ikke fordi anføreren var sur og streng og man var bange for ham, men fordi han var god til at sørge for at alle var gode sammen og ikke kun selv ville være den bedste. Sådan en dårlig anfører ville Voldemort være, hvor han bestemte alt og var den bedste til alt, sagde Maxwells far og det gik jo ikke, for man kunne ikke både score mål og fange lynet på samme tid og slet ikke, hvis man skulle beskytte eller angribe det modsatte hold og beskytte målringene. Harry Potter var også anfører på Gryffindors quidditchhold, og han var bedre end det som Voldemort ville være og gøre.
Derfor var Harry Potter en helt i de historier, som Max havde hørt. Hvis han havde kendt flere detaljer om Harry Potters liv, så kunne det godt være, at Max ikke var helt så stor fan, fordi Harry Potter nogle gange blev lidt irriterende og bedrevidende. Det vidste han ikke endnu, men uanset hvad, så ville han altid mene, at Harry Potter var bedre end Voldemort.

Deres barndom havde Maxwell også hørt om. Der var ligheder og forskelle, men det gik Max ikke op i og han var også for lille og uinteresseret i psykologien i, hvad deres opvækst havde af betydning for deres personlighed. Hele delen om en spådom var også noget, han ikke vidste meget om, så det havde Max heller ikke inkluderes meget i sine overvejelser om troldmanden, der havde klaret det onde flere gange, og endda overlevet at være forsøgt at blive slået ihjel som en baby.
Max kendte de overordnede detaljer om den slags og en kærlighedsforbandelse, man troede han var beskyttet af, men det var heller ikke de spændende ting ved historien om Harry Potter, hvis Max selv skulle bestemme.

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Flyvning

”King! Nogle gange kommer man hurtigst til mål, når man flyver langsomt og kontrolleret” lød det fra professor Maloney. ”Det kan jeg ikke forestille mig, at din far eller måske farfar ikke har fortalt dig” fortsatte hun.
Max kneb irriteret øjnene sammen. ”Ja, men det passer ikke” forsvarede Max sin logik, for man kom jo ikke hurtigt frem, når man var langsom. Max havde ikke vundet dagens konkurrence. Faktisk var det en middelmådig flyver i hans optik. Både Max og Hufflepuffvennen, Freddie, havde klaret banen lige ringe.
”Du bliver sjusket og flyver ind i ringene og keglerne. Det taber du tid af” fortsatte Maloney.
”Ej, for jeg flyver jo hurtigt imellem forhindringerne” argumenterede Max.

Professoren sukkede. ”Du har meget at lære endnu”.
”Jeg er meget bedre til at flyve og styre kosten end mange af de andre” sagde Max stædigt. Heldigvis var de fleste andre fra klassen allerede gået for i dag, udover ham, der tabte konkurrencen og en af hans venner, fordi de hjalp hinanden med at rydde keglerne på plads.
”Den attitude, den understreger, at du har meget at lære” påpegede professoren, der stod og svingede med armen og tryllestaven, for at få alt på plads efter timen.

”Men…” begyndte Max.
Endelig stoppede Maloney op og fokuserede på ham. ”Kosteteknisk og i forhold til hastighed er du dygtig. Præcisionsarbejdet halter, King. Din iver har du vist arvet fra din far”
Maxwell så lidt forvirrende på hende. Han var stolt af sammenligningen, men samtid lød det ikke som om, at det var en god ting.
”Min far er god, også nu selvom han blev skadet!” protesterede han endnu engang.
”Det ligger i generne på ham – og dig. Men det ændrer ikke på, at du har meget at lære, når det kommer til at have overblik og følge spillets udvikling” fortsatte hun.
Max var lidt forvirret, for hvad betød det overhovedet? ”Jeg er da lige kommet på Gryffindors Quidditchhold, fordi jeg var den bedste til holdet og endda som basker, ligesom min far” informerede han hende.
Maloney smilede uden at fnise. Der var forskel på quidditch på Hogwarts og i ligaen eller i landsholdssammenhæng vidste hun, men det var ikke det niveau, hun underviste i nu.

”Hør nu her, King. Du flyver godt og har styr på det. Du kan sagtens håndtere din egen kost, der har et andet tempo end skolens koste, og den reagerer formentligt også noget nemmere på de små nuancer og bevægelser, du laver, ikke?”
Maxwell stod allerede og nikkede ivrigt, for det var lige præcis hans pointe.

”Mens de andre skal lære at flyve og lære den slags, så koncentrerer de sig og får deres tempo og niveau til at passe opgaven-” begyndte hun forklarende, mens Max skeptisk stod og så på hende med armene over kors og kosten hvilende i albueleddet. Maloney fortsatte. ”Du kan allerede den slags, så du skal lære at tage det roligt, læse omgivelserne og spillets udvikling og rytme. Smasherne ændrer også sommetider kurs, ikke sandt?” spurgte hun, og selvom det var retorisk for at vise en pointe, så nikkede Max allerede og svarede et ”Jo”.
”Når du er opmærksom på smasherne og afstanden fra battet og bolden, hvilken kraft du skal lægge i slaget og på sigt også når du skal målrette den mere end nu, hvor du mest skyder den væk, så skal du også lære at se dig for og se, hvilke forhindringer du kommer ud for. Nærkamp er en del af quidditch, men det sænker hastigheden, når man støder sammen, hvilket kan betyde alt” forklarede hun ham.
Max virkede tvær. Om ikke andet så fordi han ikke havde vundet og mente at han var klart den bedste. Der var selvfølgelig også andre gode, og nogen der om muligt var på hans niveau, men derfor burde han også have haft en langt bedre tid, end han havde, og så var det jo nemmere at skyde skylden på alt muligt andet end sig selv. Derfor sagde Max ikke så meget mere. Han end ikke gad protestere. I realiteten lyttede han til hendes ord og råd, for hvad nu hvis hun havde en pointe?

”Jeg kan altså godt orientere mig og følge spillets udvikling” sagde han dog.
”Og du kan blive endnu bedre. Som sagt er det tydeligt at se, at du er blevet trænet eller har trænet sammen med nogen, der er teknisk dygtige. Du kan sagtens dykke og stige, svinge den ene og anden vej. Du skal bare også huske at se længere frem end den næste forhindring. Se dine omgivelser og tag lidt af farten. Det ser med tiden også meget bedre ud, at det virker kontrolleret end alt for forhastet. Det kan du sige til mr. Okoro også” sagde hun med et glimt i øjet og en kommentar om Freddie. Freddie var allerede gået sammen med nogen af de andre fra Hufflepuff, så det var kun Max der (selvfølgelig) skulle brokke sig.

”Din kost er desuden godt velholdt, og det er den bedste til Hogwarts. Jeg undersøgte engang om den kunne blive skolens koste til undervisningen” informerede hun.
Dét fik Max til at smile stort og han kiggede od kosten, før han foldede armene ud og holdt sin kost frem for at studere den anerkendende.
”Det er min farfar, der har lavet dem. Jeg har fået den af, eh.. Enten ham eller min far” svarede han.
Det kom næppe bag på professor Maloney, men Max var stolt. Og så gik han. Klogere, men ikke mere sejrrig i dagens time.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Astrologi

Skorpionen:
Der er en intensitet i mennesker født under dette tegn, som man mærker, før man helt forstår den. De er observerende og afventende og ser ting, som andre overser. De ikke overfladiske og går direkte ind i hjertet af samtalerne og følelserne og af mennesket og dette gør dem loyale venner og frygtindgydende fjender og de beskytter dem, de elsker med alt i dem. Når de elsker, elsker de hårdt og nogen gange for hårdt.

De er gode til at bærer på hemmeligheder, fordi de ikke skal siges højt. Det de ved og ikke siger videre, bliver stærkere med tiden.

Skorpionens styrke er overlevelse. Der rejser sig endnu stærkere fra asken som en fønix efter et brutalt nederlag. De er blevet klogere og mere bevidste om, hvem de er.


De er følsomme, men viser det sjældent og det er ikke fordi, de er kolde, men fordi de passer på det, der betyder noget.

---

NAVN: Aston
ÅRGANG: 3
FAG: Magiens Historie

Skt. Mungos hospital var jeg meget på som barn med min far, fordi min mor blev syg. Lægerne kunne ikke hjælpe hende. Jeg har endnu ikke fået at vide hvilken sygdåm. Jeg vil gerne arbejde der på Hospitalet fordi jeg ved hvor mange liv de reder om året. Jeg vil gerne kunne hjælpe alle de liv der skal hjælpes. Jeg glæder mig til jeg kan begynde med at studere læge.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Flyvning

Der var noget i luften den morgen og jeg kunne ikke lide det. Luften boblede mellem eleverne, som stod side om side på én lang række og som alle ventede på noget, som virkede som et eventyr. For mig virkede det som at vente på et mareridt.

Mine hænder sad klistrede fast til den lånte kost, som hvis det gjaldt mit eget liv. Mine fingre ar helt hvide og blegheden strålede ud af mit ansigt, som hvis blodet var blevet drænet ud af mig. Begge fødder var heldigvis stadigvæk plantet solidt på begge sider af dette uduelige kosteskaft. Jeg var heldigvis ikke den eneste med et pint udtryk. Lilly som var et par elever fra mig, stod med det samme udtryk.

Selvom jeg var af rent troldmandsblod, havde jeg aldrig siddet på en kost og havde forbandet dem langt væk, når min tvillingebror var suset forbi vinduerne med sine venner derhjemme. Heldigvis vidste jeg hvilken ende, som var forrest.

Madam Hooch kaldte til samling og eleverne rørte mere på sig og de fleste med et smil på læben. Jeg sendte et skævende smil mod Lilly, som sendte et ligeså skævende smil tilbage og sendte mig så et overbevisende nik.

"Vi klare dét her", mimede jeg til hende og hun nikkede igen.

Madam Hooch gav et nok og vi satte alle af på samme tid og kosten fløj op af. Ikke bare én meter. Ikke bare to meter, men den fortsatte op og op i et tempo, som jeg kunne acceptere.

Dagens lektie: Flyv rundt om skolens tårne.

Jeg så langt over mig og op mod tårne, som tårnede sig langt over mig i den varme aftenluft.

Jeg tøvede kort, da jeg løsnede grebet en smule og fik endelig en smule mere farve i fingrene. Kosten stolede ikke helt på mig endnu, så jeg måtte håndtere den varsomt. Jeg løftede den forreste end af kosten lidt og kunne mærke, at den tog lidt af farten. Jeg løsnede grebet og den satte farten lidt op igen. Roste man en kost?

Jeg fortsatte op og op i det samme roligt tempo og nu mindre bygninger under mig blev, nu mere klamrede jeg mig til det stykke pind, som var mellem mine ben. Vinden rev i mit hår og vinden gled under mig som en varm bølge og det føltes som om, at kosten strakte sig, da mine hænder løsnede deres greb endnu mere. Som om, den havde taget en dyb vejrtrækning og havde holdt vejret med mig.


Gryffindortårnets spir strakte sig op som et velkendt vartegn, og søen glitrede i skumringen. Uglerne fløj ind og ud gennem vinduerne til deres tårn og jeg blev mere modig, da jeg fløj tæt på Astronomitårnet.

Landingen var blød, selvom jeg kort faldt over mine fødder, da timen endelig var slut.

Madam Hooch så undersøgende på mig med sine flyvebriller i panden.

"Nåh, hvad syntes du så?", spurgte hun mig med et spørgende smil.

"Ja, men mest nej", svarede jeg hende ærligt, rakte hende kosten i stiv arm og gik humpende væk.

Skulle det gøre SÅ ondt i r...n at flyve på sådan en grydeske?

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Magiens Historie

Ravenclaw:
Ligesom alle i min familie var jeg så heldig at komme på Ravenclaw (undtagen min tvillingebror, der landede på Gryffindor som den første i familien).

Ravenclaw står for: Klogskab, visdom, vid og intellektuel evne. Men at gå på Ravenclaw handler ikke kun om, at være "klog", men det handler om at være nysgerrig på alt. På verden og alt omkring os. Vi stiller spørgsmål for at få en dybere forståelse og hvor andre ser overflader, ser vi forbindelserne. Vi finder ro i tankerne og i vores og andres ideer, hvor andre kan se kaos og unyttig viden. Det åbenlyse er ikke godt nok for os, fordi vi undre os og mærker efter visdommen i ordene.

- Vi holder af og sidde i vores tårnværelse med et højt loft, hvor vores drømme befinder sig langt over os.
- Vi holder af og høre bøgernes rygge brække en smule og ikke kun indsnuse støv og ord, men at se disse ord og støv forme sig til viden og ikke mindst ét eller flere eventyr.
- Vi holder af lange dybe samtaler, som kan blive ved i flere timer.

Vi er ikke bare stilheden, men vi er stilheden i stormen.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Forvandling

You gotta be freaking kiddin´me!

Havde Professoren lige sagt, at vi skulle forvandle småsten til en bille? Altså, en vaskeægte bille? 1: Det kunne jeg ikke!
2: En bille? Klamt!
3: Det kunne jeg ikke!

Fed start på en rengvejrs tirsdag til Forvandling!

Jeg sukkede lidt for højt og fik et hævet øjenbryn min vej fra Professoren. Jeg sendte hende et skævt smil, som hun ikke gengældte. Jeg.var.fucked!

Med blækpletter på fingrene tog jeg den lille bunke med sten og lagde den mellem Lilly og mig. Hvis jeg så opgivende ud, var hun fuldstændig lost.

Lilly: "Ifølge Professoren er dagens opgave enkel".

Jeg brummede som svar og åbnede vores tykke bog om Forvandling og slog op på siden. Jeg skulle have lyttet efter og have læst op på opgaven, som Professoren havde sagt i sidste uge.

Mig: "Begynd med en klar visualisering. Forestil at stenen er noget levende. Se dens form ændre sig. Ikke som om du tvinger den, men som om du overtaler den til at blive noget andet”, læste jeg højt.

Lilly så ned på den lille bunke af småsten foran os, som mest af alt mindede om tørre små kiks. Hun rømmede sig kort og fandt sin tryllestav frem fra lommen af sin kappe.

Mig: "Vent!". Lilly stivnede. "Professoren sagde, at vi kun skulle bruge én sten". Jeg fjernede alle stenene undtagen én og skubbede dem helt ud i det ene hjørne af bordet. "Vi skal nødig have mere end én bille rendende".

Lilly: "Du siger noget". Hun rømmede sig igen og rakte forsigtigt tryllestaven frem med en dirrende hånd. "Petrafacta Insectum".

Lilly gispede kort og jeg sprang et skridt tilbage.

Mig: "Hvad?".

Lilly: "Se!". En sprække løb hen over stenen og vi gispede nu begge 2. Selvom det ikke var en forvandling, så var der kommet en lille revne. Hun sukkede opgivende og rystede på hovedet. "Din tur".

Jeg rømmede mig, fandt samtidig min tryllestav frem fra min inderste lomme i kappen og med en svedig hånd løftede jeg den mod stenen. Jeg forestillede mig en sovende energi inde i stenen. Forestillede mig små behåret ben, der pressede sig frem under overfladen. En krop, der ville kravle ud. Jeg tænkte på alt det, som jeg forbandt med en bille og alt det, som jeg ikke ønskede at se. En bille.

Mig: "Petrafacta Insectum!".

Et svagt lys fik stenen til at gnistre en smule og et lille hvin fra Lilly og en arm, som rev mig væk fra bordet, fik mig til at falde over vores fødder og kapper. Vi boksede lidt rundt, inden jeg kom på knæ og kravlede besværligt med kappen om benene hen til bordet, greb fat i kanten af det og stak lige præcis tippen af næsen over det og så til, da stenen begyndte at dirre for øjnene af mig.
Pludselig, foldede en blank, sort skal sig ud som våde blomsterblade, og seks ben vred sig fri. Små følehorn bevægede sig i luften.

Det var en bille! En rigtig én!

Lilly: "Jeg har et navn til billen".

Jeg drejede ansigtet og så hen på hendes profil, mens hun fascineret så på billen.

Mig: "Kom med det".

Lilly: "Den skal hedde Sten".

Det gav så meget mening.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Mugglerstudier

Selvom jeg er fuldblods heks, er jul noget, som vi gør en ære i at holde med vores nærmeste muggler-venner. Her er mine ord på, hvordan de får mig til at føle gennem juledagene:

Jul føles som varme på den koldeste dag i december. Alt i huset glimter, selvom solen for længst er gået ned,

Stearinlys på bordet varmer lidt ekstra, lyskæder i vinduerne lyser lidt stærkere i mærket og smilene er lidt større end ellers.

Der dufter af kanel, appelsiner og anden i ovnen og det der dufter godt, samler folk.


Man står tættere og sidder sammen lidt længere og taler mere sammen og gode minder og glade dage.

Jul er hænder, der rækker en gave frem og siger: “Det er ikke noget stort,” selvom det er det alligevel, fordi gaverne kommer fra hjertet og hårdt arbejde. Børnene hopper lidt ekstra højt af spænding og vi voksne lader som om, vi ikke også glæder sig. Man kan mærke de nye minder, som bliver skabt med dem, som man holder af og dem som ikke er her længere, men som stadig føles nær.

Jul er fællesskab og en tiltrængt pause midt i mørket.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: FMMK

Jeg stirrede på det slidte træbord foran mig, mens mine fingre fumlede ved kanten af min nye tryllestav. Jeg kunne ikke huske halvdelen af de formularer, Professoren havde nævnt, og bare tanken om at skulle bruge dem i praksis, gjorde mig nervøs.

Professoren klappede i hænderne foran hele klassen og med et stort smil så hun udover alle eleverne, inden hun begyndte at tale.

“I skal sætte jer sammen to og to og find en anden elev fra et andet kollegium og diskuter spørgsmålet på tavlen: Hvorfor er Forsvar mod Mørkets Kræfter vigtigt? Og husk! lLyt til hinanden”. Hun sendte nogen enkelte lever fra Slytherin et skarpt blik.

Jeg så kiggede hurtigt rundt, da lyden af stole skramlede højt omkring mig. De fleste elever gik rundt mellem hinanden for at finde en makker, da en skikkelse overraskende faldt tungt ned ved siden af mig og en stemme sagde: “Så det dig og mig.”

Mit røde hår faldt over mit ene øje, som jeg brugte som et skalkeskjul, da jeg forsigtigt så mig over skulderen. En busket manke med nærmest blåsort hår, blev rusket op af en hånd med en knoldet tryllestav mellem fingrene. De nærmest lysegrå øjne havde et blik, som om de var trætte af det hele. Inklusive mig. Selveste Orion Fawkes sad ved siden af mig. Han var kendt for at skabe problemer forskellige steder på skolen uden en eneste konsekvens.

Han satte sig godt tilbage i stolen med armene over kors og letspredte ben.

“Øh… hej,” sagde jeg forsigtigt. “J-jeg er Ever.”

“Jeg ved det. Du sagde dit navn meget højt i første time, da du præsenterede dig for hele klassen i sidste uge”.

Et smil ramte hans læber, som ikke var ondt, men bare overlegent. Jeg rykkede mig uroligt på stolen, rømmede mig og prøvede at ignorere det.

“Vi skal snakke om, hvorfor faget er vigtigt.”

“Det er burde da være åbenlyst for én som dig, ikk?” sagde han og lænede sig mere tilbage, så stoleryggen knirkede faretruende. “Hvis du ikke lærer at forsvare dig selv, så bliver du enten kontrolleret eller knust. Det er ikke noget, man kan læse sig til. Det handler om at overleve”. Han slog sig let 1-2-3 gange mod sin venstre tinding med 2 fingre uden at tage blikket fra mig.

Jeg nikkede langsomt og lænede mig en smule væk, da han ubevidst rykkede sig en smule tættere på.

Jeg tror, det også handler om mere end overlevelse. Det handler også om at beskytte dem, der ikke kan forsvare sig selv.”

Orion kiggede skeptisk på mig med et løftet skarpt mørkt øjenbryn.

“Er du en af dem?”.

“Hvad?”. Jeg kunne mærke mit ansigt skære en underlig grimasse.

“En, der skal beskyttes?”

Jeg trak på skuldrene.

“Måske, jeg skal beskyttes lige nu, men jeg vil gerne kunne stå på egne ben. Jeg tror ikke, faget kun handler om at kaste besværgelser, men at vi skal vælge, hvem man vil være”.

“Det er meget Gryffidor-agtigt sagt,” mumlede Orion.

Jeg slog på mit Ravenclaw-mærke på min kappe med spidsen af min tryllestav.

“Det tager jeg som en kompliment, taget i betragtning, at jeg er Ravenclaw”. Det blev stille i et øjeblik. “Og hvad ville en Slytherin så sige?”. Jeg løftede det ene bryn og nikkede kort med hovedet mod hans grønne mærke.

“At det handler om magt”. Jeg vendte kort det hvide ud øjnene. “Om at forstå mørket så godt, at det aldrig kan styre mig.”

“Måske har vi begge ret. At det handler om bpde at forstå mørket og om at vælge at stå imod det.”

Orion så på mig med et blik, der var lidt for arrogant.

“Du er ny i det her, ikke?”

“Helt ny.” Jeg sendte ham et lille genert smil.

En lille gnist fra hans tryllestav gnistrede og som fik mig til at spjætte.

“Du har meget at lærer endnu”, sagde han og nikkede kort mod bogen mellem os og jeg åbnede den med rystende hænder.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser

Der havde altid været var noget særligt ved døren hos min mormor. Døren som altid var lukket, når jeg havde været hos hende som lille. Efter hendes død havde jeg arvet hendes hus og advokaten havde oplæst testamentet og advaret om ALDRIG at åbne døren. Og her stod jeg for enden af den lange gang med min tryllestav i hånden og så på døren. Malingen skallede af i flager, og håndtaget var så gammelt, at det havde fået den mørke, næsten grønne glans, som kun metal får, når det er blevet berørt alt for mange gange gennem årerne. Ingen i familien havde nogensinde talt om den dør. Ikke med ord. Den var der bare. Ikke en gang min tvillingebror havde turde nævne døren over middagen hos min mormor og han var endda den modige af os.

Jeg tøvede, da jeg tog det første skridt mod døren og hørte de gamle gulvbrædder knirke under de bare tæer. Jeg var ikke bange. Ikke sådan rigtig. Men jeg vidste, at nogen ting aldrig skulle åbnes for og at nogle døre ændrer alting, når de bliver åbnet.

Jeg tog en dyb indånding og satte den en fod foran den anden uden at blinke. Jeg måtte holde fokus og være modig som min bror. Jeg hævede forsigtigt min tryllestav og tog samtidig et enkelt skridt tilbage og hviskede med en fast stemme: "ah.BARE-toh".

Døren klikkede op med en knirken, der næsten lød som en et kvalt skrig.

Jeg trådte det enkelte skridt frem, som afskar mig fra dørens verden og så ind i noget, som jeg ikke har forventet. Det var ikke en støvet kælder, eller et skrivebord med en samling af hemmelige kærlighedsbrev. Men det var et rundt rum, som var oplyst i bløde farver, selvom der ingen vinduer var. Det var tomt, men alligevel føltes det, som om det ventede på hende. Men midt på gulvet stod én stol og på stolen lå der én bog.

Jeg trådte forsigtigt ind i rummet med den hævet tryllestav foran mig og vendte og drejede mig for at se efter en ukendt fare - der var intet.

Varmen i rummet omsluttede mig, der tog imod mig som en kær gammel ven.

Bogen på stolen var dækket af støv og da jeg forsigtigt lod pegefingeren stryge over titlen på den, kom ordene frem et efter et på det gamle sprog: "Til Ever".

Jeg løftede bogen forsigtigt og fornemmelsen af det gamle slidte læder føltes fedtet mod min hud og satte mig og åbnede den og begyndte at læse.

Og døren… den lukkede blidt bag mig med et lille... klik.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Botanik

Den Hoppende Pære:
Dette var det mærkeligst, jeg nogensinde har oplevet med mine egne øjne. Jeg så hen på vores professor, som gik rundt mellem bordene og så til, mens eleverne både hoppet forskrækket og andre grinede højt. Andre bandede endda højlydt.

Der var noget mærkeligt ved den overdådige frugtskål med æbler, druer, blommer og en enkelt grøn pære, som hoppede. Jep, pæren hoppede! Den hoppede, som om den var glad.

Jeg sendte min nye siddekammerat, Lilly, et forundret blik og hun sendte mig det samme tilbage, inden hun skar en grimasse.

Lilly: "Ja, jeg skal ikke røre ved den", sagde hun stålfast.

Mig: "Så er vi 2", istemte jeg.

Laura: "3". Laura løftede sin højre hånd uden at tage blikket fra den hoppende pære. "Vidste I, at hvis man kilder pæren lige under det øverste blad på maleriet i kælderen, så forvandler den sig til et håndtag og giver adgang til køkkenet?".

Lilly: "Shh...", tyssede hun højt og slog ud med hænderne mod hende og Laura løftede begge hænder som ren overgivelse.

Laura: "Just saying".

Lilly: "Og du siger det for højt!".

Jeg sendte hende et løftet øjenbryn, inden jeg bøjede i knæene og nærmede mig den hoppende pære, men uden at komme for tæt på.

Mig: "Hvorfor hopper den sådan? Er den glad?", spurgte jeg for mig selv.

Laura: "Den kan være glad, utålmodig eller vil fortælle os noget. Hvis den er fornærmet hopper den ikke, men kan finde på at vugge fra side til side".

Lilly: "Hvor ved du det fra?".

Laura trak på skuldrene og stillede sig ved siden af mig uden at tage blikket fra den hoppende frugt.

Laura: "Min far er botaniker, så vores have står ikke stille. Det er lige til at blive søsyg over, som førstegangs besøgende".

Jeg kunne ikke holde et fnis tilbage.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: MDPoP

Enhjørningen:
En enhjørning er et væsen, der føles som en hemmelighed, som naturen har valgt at gemme for os, da de er for rene til os.

Deres øjne ser ud, som om de har set både begyndelsen og slutningen af noget større og noget ukendt.

Deres pels føles som silke og deres horn spirer smukt fra dets pande og snoet som et stykke levende elefenben, som glitre smukt i lyset, som hvis det er velsignet med stjernstøv.

Dets bevægelse er fyldt med ynde, som verden ikke kender til. Dets fodtrin er lydløse og selv skoven fjerner sig for at give den plads.

Den er sky, ikke fordi den er bange, men fordi den ikke har brug for at blive set for at være virkelig.

Dets stilhed forbindes med ro og giver en selv mulighed for at høre sig selv tænke klart. Myten siger, at enhjørninger kun viser sig for dem, der har et rent hjerte.

En enhjørning betyder håb og er en påmindelse om, at noget bare skal... mærkes.

---

NAVN: Dawn
ÅRGANG: 2
FAG: MDPoP

”Ej det vil jeg ikke” protesterede Amy som Sarah rakte hende Ashvindlen. Sarah rullede dramatisk med øjnene ”den er jo ikke farlig” sukkede hun men Amy bakkede alligevel væk med frygt i øjnene.
”Her” slangen blev i stedet rakt til Dawn der tog i mod den. Den stirrede på hende med sine store og uhyggeligt røde øjne, og den tvedelte tunge smagte på luften foran hendes ansigt, som hun strakte armene bare for en sikkerheds skyld. De tænder der skulle hun alligevel ikke risikere at have siddende i sin kind.
”Den er da flot!” sagde Dawn og så mod Sarah der smilede tilfreds og sendte et mere skadefro blik i retningen af Amy ”hvis man er sej nok ja” svarede hun og lagde armene over kors. Amy sendte den blonde veninde et surt blik og rettede på de runde briller ”jeg kan bare ikke lide slanger okay?” sagde hun og Sarah gik frem mod hende ”du er bange for alt, Short” sagde den næsvise slytherin pige og Amy trak skuldrene lidt op ”ikke alt” mumlede hun og Sarah lo fornøjet ”jo alt! Du er bange for mig! Det er et under du ikke er bange for Dawn” svarede Sarah med et drillende blik.

Mens veninderne mundhuggedes så Dawn rundt på de andre elever. Maxwell havde vist lige leveret sin ashwinder videre, og pigen han havde givet den til så lige så nervøs ud som Amy. Hun fangede vennens blik og sendte ham et stort smil mens hun hævede slangen, men hørte snart en lyd nær sig.
Amy var bakket længere væk og var væltet over sine fødder. ”Ej… Short” Sarah lo og tilbød Amy en hånd op. Da Amy atter var på benene så Sarah ned på sin hånd ”Ej! Ad! Hvad er det du har lavet?!” Hylede hun og skubbede til Amys skulder for at tørre det grå støv af sine fingre. ”Hey! Det er ikke min skyld!” protesterede Amy og slog Sarahs hånd væk.
Dawn lo. ”det er nok bare Aske Sar. Det var jo det læreren sagde, at de efterlod et spor af aske når de smuttede ikke?”
Sarah så stadig fornærmet ud og skulede til Amy der rystede på hovedet ad hende. Slangen i Dawns hænder snoede sig om hendes underarm i et forsøg på at komme ned og Dawn rakte slangen til Amy ”du skal prøve” sagde hun men Amy protesterede voldsomt ”aldrig i livet!” hylede hun og Sarah lo ”her giv mig den, så skal jeg vise hende hvordan man gør!” Sarah rakte ud efter slangen ”Sar! Pas på den-” Dawn nåede ikke at sige noget før Sarah selvsikkert greb efter slangen men forskrækkede dyret i samme omgang.

I en lynhurtig bevægelse huggede slangen ud efter hende hvilket fik den blonde pige til at komme med et hvin og springe tilbage, direkte ind i Amy der kort efter var ved at tude af grin. Dawn kunne heller ikke lade være med at le lidt men hun satte alligevel slangen ned før hun turde reagere ordentligt. Sikke nogle tænder! Dog var den ret sej. Man skulle måske bare lige holde øje med hvordan den reagerede før man forsøgte at håndtere den.

---

NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Eliksir

Kedlen er det vigtigste redskab i Eliksir og har en direkte indflydelse på eliksirens resultat, da det er her, ingredienserne blandes og koges og det er her, de får den nødvendige reaktion på hinanden. En effektiv eliksirbrygning handler ikke kun om ingredienserne, men også om den korrekte / stabile temperatur, kedlens materiale og form samt korrekt varmefordeling og timing.

Materialet og kvaliteten på kedlen har en stor betydning for, hvor effektiv og hvor præcis den kommende eliksir bliver. Hvis en for billig eller ukorrekte kedler benyttes, kan den perfekte eliksir ødelægges.

Der er i alt 6 gryder, hvoraf nogen af modellerne kommer i forskellige størrelser.

Tin kedel: Standard kedel for eleverne på Hogwarts. Fåes i i 5 størrelser: 1, 2, 4, 8 og 12.

Kobber kedel: Kendt for at brygge bedre eliksirer end tin kedel og messing kedel. Fåes i 4 størrelser: 1, 2, 6 og 8, hvoraf størrelse 2 er standard.

Sølv kedel: Lavet af ren sølv af fin kvalitet og er kendt for at lave de bedste eliksirer. Fåes i 3 størrelser. 2, 4 og 5.

Selvrørende kedel: Røre selv miksturen rundt, så længe man huske at tale pænt til den.

Sammenfoldelig kedel: Er nem at have med sig på vejen, da den kan foldes sammen. Dog er den ikke ligeså effektiv til kogning af suppe som en almindelig husholdningsgryde.

Guld kedel: The G.O.A.T af alle kedlerne og som anbefales til de elever, som vil have de bedste resultater. Suppe får en mærkelig eftersmag ved kogning af dette i denne kedel. Fåes k 3 størrelser. 2, 6 og 7.

---

NAVN: Dawn
ÅRGANG: 2
FAG: FMMK

”- mener du virkelig at du så kæmpeblæksprutten? Altså… blæksprutten? Var det ikke bare tang?” spurgte Dawn ivrigt og Sarah smilede bedrevidende og rettede ryggen ”Jeg er sikker – der var sugekopper på!” svarede hun og Dawn så virkelig misundelig ud ”Ej I har det fedeste opholdsrum” mumlede hun frustreret og Sarah lo fornøjet ”Du skulle bare vide! En af de ældre sagde at hun så en af dynfolkene sidste år!” pralede hun og Dawn mærkede kæben falde ”ej!” sagde hun og Sarah nikkede.
”- giv mig dem!”
Dawn kløede sig i håret ”var det en han eller hun dyndfolk?” spurgte hun nysgerrigt som de tog de sidste trin ned af trapperne mod krypten. Sarah skilte læberne for at svare men en stemme skar igennem og afbrød hende.
”- Miles lad være! Giv dem tilbage!”
Både Dawn og Sarah så frem i korridoren hvor et par elever stak ud. En højere dreng stod ved siden af en lavere pige og en anden lav pige foran sig. Han havde noget i hånden, men Dawns blik fokuserede på pigen foran de to andre. Det var Amy.
”Miles!” Amys stemme var ulykkelig og Miles, som måtte være drengen, lo hånligt
”du er jo blind som en muldvarp!” drillede han.

Drengen var ukendt for Dawn, så hun konkluderede at han ikke gik på deres årgang. Måske en af de nyere elever? ”Hey!” Dawn trådte frem ”lad hende være!” hendes stemme var vred og drengen hævede blikket fra Amy og så mod Dawn. ”Ah, kavaleriet kommer til undsætning” drillede han og viftede med hånden der havde et fast tag om Amys briller.
”Hvad har du tænkt dig at gøre? Skrige af mig? Rende til din far?” spurgte han koldt og Dawn mærkede vreden stige i sig ”Hey hold min far ude af det!” snerrede hun og trådte frem, hendes hår antog en sart rødlig kulør. Miles stirrede først lidt før han himlede med øjnene og bevist ignorerede sin veninde der hev ham i ærmet. Hendes blik var ikke på Dawn, men på Sarah der stod lidt bag Dawn selv.
”Piger er umulige” sagde drengen og så på Amy ”og ynkelige” han smed hendes briller på gulvet. Han hævede sin fod og skulle til at trampe ned på dem da noget skete. Dawn blinkede adskillige gange før hun fangede hændelsen.

Sarah var trådt frem bag hende. Hendes øjne var iskolde som hun rettede sin stav mod Miles. ”mimblewimble!” råbte hun, og besværgelsen ramte Miles med sådan en kraft at han vaklede og væltede bagover da han havde stået kun på det ene ben.
Febrilsk forsøgte at han at sige noget, eller gøre noget og Dawn rynkede på næsen med afsky da han åbnede munden. Hans tunge havde slået knude på sig selv. Fysisk. Det så vanvittigt klamt ud og hun mærkede hvordan hun fik kvalme og skyndte sig at se væk.
Dog var Sarah ikke færdig. Hun stormede frem og greb den yngre dreng i kraven ”hey!” sagde hun og han så på hende med skræmte øjne ”bare fordi vi er på samme kollegie giver det dig ingen ret til at drille hende. Høre du?” spurgte hun, hendes stemme næsten bare et hvæs og Miles nikkede panisk. Sarah kneb øjnene sammen ”godt. Sig det til resten. Den eneste der driller hende, er mig!” hun slap ham og han satte sig resolut på enden med frygt i blikket. Dawn stirrede på Sarah som hun samlede Amys briller op, stak hende dem og skubbede hende hen i retningen af Dawn selv.
”T-tak” hviskede Amy og Sarah rullede med øjnene ”klap i” mumlede hun men Dawn bemærkede et svagt smil i Sarahs mundvige. Efter at have tjekket at Amy var okay og hendes briller ikke var kommet noget til fulgte de Sarah. Dawn kunne ikke lade være med at smile lidt over den store stolte fuldblods elev der hvert fald ikke kunne lide halvblods eller mugglerfødte. Hun lagde armen om Amy og fortalte ivrigt om Sarahs observationer fra Slytherins opholdsstue, og snart var samtalen i gang igen.

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Astrologi

Firkløveret bestående af Olivia og Freddie fra Hufflepuff samt Serenity og Maxwell fra Gryffindor var endnu engang parret sammen. Bare fordi Olivia og Freddie kom godt ud af det med hinanden, for det var ikke tilfældet på samme måde med Max og Nettie. De tolererede hinanden og kunne da følges, hvis det var. Som regel fandt de dog sammen med andre på kollegiet. Max vidste ikke helt, hvorfor det var sådan, men hun virkede ofte så sur, og han havde da ellers ikke gjort noget.

Solsystemet bevægede sig roligt i den ene del af tårnet, mens enkelte stjernetegn var afbilledet fra forskellige vinkler afhængig af nord- eller sydkuglen og hvilken tid det var på året. Eleverne kunne således tjekke om det var et reelt stjernebillede, de havde observeret når det var opgaven. Maxwell havde ikke særlig meget styr på stjernetegn eller stjernebilleder. Endda var det så galt, at han aldrig rigtig huskede, hvad han selv var i stjernetegn og det hjalp ikke, at hans far og ham havde samme stjernetegn, fordi de havde fødselsdag samme dag. 21. april og tyr, kunne han derfor spotte i lokalet, inden de fandt et teleskop hver og trådte ud på den balkonlignende afsats, hvorfra det var nemmest at se noget.

Højden og dermed afstanden til jorden var ikke noget, Max havde et problem med. Det virkede nærmest frit heroppe og det kriblede i hænderne på ham for at snige sin kost med op i tårnet og kaste sig ud i en flyvetur, der startede fra det højeste tårn. Udsigten derfra kunne man ikke klage over, tænkte han.
Stjernerne var også flotte, selvom Max ikke forstod sig på betydningen af dem. Ej heller efter mere end et år på Hogwarts med astrologi på skemaet.

Alligevel tænkte han på sin mor, da han blev afbrudt i tankerne. ”Dagdrømmer du?” spurgte Olivia. Max leverede først et skyldigt blik, men rystede dermed på hovedet. ”Det er nærmest nat, så det kan man vel ikke sige” svarede han og skyndte sig at vende samtalen til noget andet.
”Har du fundet noget spændende?” spurgte Max.
Olivia rystede på hovedet.
”Det er mærkeligt, at der er så mange stjerner og vi bare er en del af dem i hele universet, synes du ikke?” spurgte Olivia, der i det samme fik selskab af Serenity i deres firmandsklynge. Freddie så ud til at være faldet i søvn med øjet presset mod teleskopet og den anden ende mod rækværket. Maxwell så fra den sovende ven til Olivia og forbi Serenity, det var svært at tage øjnene fra igen, da han alligevel fik tvunget øjnene på stjernehimlen. Nikket virkede lidt fraværende, for spørgsmålet var så stort og uoverskueligt, at han ikke rigtig kunne forestille sig hvordan svaret ville være til det. Jo, det var mærkeligt at forestille sig, men han var sikker på, at hans hjerne ville eksplodere, hvis han tænkte over, hvor stort universet var.

”Jeg så et stjerneskud!” udbrød Freddie. De andre lo af ham. ”Nej, du blinkede bare, da dit hoved faldt ned fra teleskopet” bemærkede Serenity, hvilket fik Olivia og Max til at grine lidt mere. Igen endte Maxwells øjne mod Serenity, og endnu engang var det så svært at tage øjnene fra hende. Det var som om, hendes blå øjne lyste om kap med stjernerne og samtid var det ikke til at sige om håret eller stjernerne skinnede mest. Måske funklede øjnene som om, det blev passet på af utallige ildfluer.
Derfor skulle han lade være med at kigge på hende! Det var ikke første gang det var sket, og Max kunne ikke finde ud af, hvorfor det var sådan med hende og ikke med nogle andre piger, men det her havde været et problem siden de startede på Hogwarts, men problemet blev mere tiltagende.

”Vidste I godt, at nogle planeter har mange flere end en måne?” spurgte Olivia og underligt nok lød et ”Ja, én i vores solsystem har vist 64” fra Freddie, der åbenbart ikke sov mere.
Udvekslingen var godt, for det fik Max til at se væk fra Serenity. Hvor var det også bare efterhånden pinligt, for hun måtte da også fornemme, at han stirrede mere og mere. Endnu var det ikke noget, Max havde bemærket at andre drenge især også gjorde, men det gjorde de.
Han turde ikke sige til dem, at han havde brugt en god del af deres første årgang på at se efter månen fra Gryffindortårnet, når han havde haft hjemve i starten. Hans mor havde altid sagt, at månen var den samme uanset hvor man var henne, så når han som helt lille havde savnet sin mor, når han var hos sin far eller omvendt, så kunne han se på månen, for det var den samme måde hun så ville se på og derfor ville de være forbundet. I stedet gik de i gang med at se efter om der var stjerneskud mens en løs snak om liv andre steder i universet blev halvhjertet diskuteret. Hvis der var, så måtte det være magikere, mente Max godt nok, for hans eget sind kunne ikke kapere for meget andet med ting at tage højde for, eller sandsynligheden eller andet.

---