NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: Magiens historie

Eira havde aldrig tænkt særligt meget over malerierne på Hogwarts. De talte jo som regel bare løs – råbte ad hinanden på gangene, sukkede dramatisk i trapperne eller gav råd, man ikke havde bedt om. Det var en del af hverdagens støj, ligesom knirkende gulvbrædder og duften af gamle bøger.

Hun fandt sig selv på fjerde sal, ved et lille hjørne hvor vinduet stod på klem og lod den kolde januarluft sive ind. Her hang et maleri, hun ikke mente at have lagt mærke til før: en kvinde i mørk kappe med lange, sølvgrå fletninger og øjne som dugfrisk granit. Hun sad ved et skrivebord og holdt en fjerpen i hånden, frosset midt i en tanke.

Eira betragtede hende længe – og blev så forskrækket, da kvinden blinkede.
“Hvis du skal stirre, kan du i det mindste sige noget,” sagde portrættet med rolig stemme. ”Det er ren høflighed.”

Eira smilede undskyldende og mumlede noget om, at hun bare syntes, kvinden så klog ud.

“Det er det rareste nogen har sagt til mig siden 1874,” svarede portrættet tørt. “Mit navn er Virelle Thorne. Forhenværende forfatter, nu... en vægdekoration.”

Samtalen gled frem og tilbage. Eira fortalte om sit fag, og professor Lewis’ opgave, og Virelle nikkede – mere interesseret, end nogen lærerbøger plejede at være. Hun fortalte om tiden før rammerne; om at skrive bøger, som ingen husker, og drømme, der aldrig kom længere end første kapitel.

“Hvordan føles det at være maleri?” spurgte Eira til sidst.

Virelle tænkte sig om. “Som at være en tanke, nogen glemte at tænke færdig,” sagde hun. “Men man vænner sig til stilheden. Og sommetider kommer der nogen som dig, og så bliver man levende et øjeblik.”

Samtalen gled led. De talte om bøger, skolen og små ting, der gjorde Hogwarts til et hjem, og Virelle fortalte, at hun altid satte pris på en god samtale, især med nogen, der virkelig lyttede.

Da Eira gik videre, tænkte hun på, hvor anderledes de talende malerier kunne være. Nogle var højrøstede og dramatiske, andre stille og eftertænksomme. Men det, hun havde oplevet, var noget særligt – en rolig stemme midt i Hogwarts’ travlhed.

Kilder: Ingen

---

NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: Mugglerstudier

Eira havde altid gået i mugglertøj. Ikke fordi hun tænkte over det som mugglertøj – det var bare tøj. Hjemme i det lille hus gik de ikke i kåber eller hatte, og det var sjældent, de brugte kapper, medmindre det var rigtig koldt. Alt, hun havde på, var arvet eller hjemmestrikket, og det meste duftede af brændeovn og skov, især om vinteren. Hendes mor lod det altid lufttørre udenfor, og Eira kunne godt lide at tage noget på, der føltes som om, det havde stået ude i vinden.

Før hun begyndte på Hogwarts, havde hun aldrig prøvet en rigtig skoleuniform. Hun havde været undervist hjemme, og selvom det ikke var noget, hun tænkte meget over, så havde det betydet, at hun altid kunne tage det tøj på, hun havde lyst til – så længe det var praktisk. Lange uldkjoler, varme strømpebukser, tykke sokker og store trøjer med slappe ærmer. Gerne i mørke farver, grøn, brun, blåsort – det, der lignede mosen udenfor eller lyngen oppe på bakkerne.
Da hun så første gang fik sin Hogwarts-uniformen på, føltes det lidt som udklædning. Tøjet var stift og slipset sad hele tiden skævt. Men efter de første uger vænnede hun sig til det, og hun begyndte at kunne lide, at hun lignede de andre. Det gav hende ro ikke at skulle vælge hver dag.

Når hun havde fritid eller weekender, fandt hun hurtigt tilbage til sit eget tøj. Hendes yndlingstrøje var en gråmeleret uldsweater med et lille hul ved håndleddet og albuelapper i en mørkebrun farve. Hun havde syet en lille ørn fast under kraven selv – den kunne næsten ikke ses, men hun vidste, den var der. Hun havde også et tørklæde med små blå blade på, som hendes mor havde givet hende sidste jul.

---

NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: FMMK

Professor Haugen havde skrevet ordet med store, runde bogstaver på tavlen: ONDskab. Som om dét, at nogle af bogstaverne var større end andre, kunne fange dets betydning. Men det gjorde det ikke. For Eira var det et ord, der var både simpelt og ufatteligt kompliceret. Et ord, hun havde hørt i historier, men sjældent i virkeligheden.

De blev bedt om at diskutere i par. Eira sad ved siden af en pige fra Hufflepuff, der hed Harriet, som virkede sød og snakkesalig, men også lidt nervøs over emnet. De kiggede kort på hinanden, før Harriet sagde: "Jeg tror, ondskab er, når man gør noget ondt med vilje. Altså… med lyst."

Eira nikkede langsomt og lod fingrene glide over træet på bænken. "Ja… eller måske når man stopper med at se mennesker som mennesker. Når man holder op med at føle noget for dem."

Hun vidste ikke, hvor det kom fra. Måske fra de gamle krigsfortællinger, hendes mor havde læst højt, eller fra de skræmmende sagn om skabninger, som kun levede for ødelæggelse. Hun havde altid haft en fornemmelse af, at ondskab ikke begyndte med had, men med ligegyldighed.

"Tror du, man kan være født ond?" spurgte Harriet.

Eira rystede på hovedet. "Nej. Men jeg tror, man kan vokse op uden nogensinde at lære, hvad der er godt. Eller uden nogen, der viser én det."

De sad lidt i stilhed. Lyttede til summen i lokalet. Professor Haugen gik rundt mellem bordene og noterede noget på et pergamentark.

"Har du set nogen være onde?" spurgte Harriet til sidst.

Eira tænkte sig om. Billedet, der dukkede op, var ikke dramatisk. Det var af en dreng fra hendes landsby, som engang havde sparket en ræv hårdt, fordi den havde nærmet sig hans madpakke. Han havde grinet bagefter. Ikke fordi det var sjovt – men fordi ingen sagde ham imod.

"Ja," sagde hun stille. "Men det var ikke mørk magi. Bare… dårlig opførsel."

Da timen sluttede, havde de ikke nået frem til et entydigt svar. Måske var det pointen. Ondskab var ikke én ting. Ikke én handling. Men et valg, man tog – eller undlod at tage – igen og igen.

Kilder: Ingen

---

NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: Forvandling

Eira sad alene ved bordet i det gyldne eftermiddagslys, mens Professor Lewis forklarede dagens øvelse: omvendt forvandling – at få noget, der er forvandlet, tilbage til sin oprindelige form.

Foran hende lå en stiv og firkantet lampe med skarpt lys. Den var egentlig blevet forvandlet fra en gren med knopper på. Hun kunne stadig ane barkens mønster under glasset.

Hun løftede tryllestaven og lod fingrene glide over lampens kant. Hun kunne bedre lide grenen, tænkte hun. Der var noget ærligt over den. “reh-PAR-i-farj,” sagde hun stille, mens hun førte staven i en blød cirkel. Et glimt, en knitren – og så var lampen væk. Tilbage lå grenen, lidt fugtig, som om den netop var blevet brækket af et træ.

Eira smilede lidt for sig selv og tænkte på en gang hjemme i barndomshuset, hvor hendes mor ved et uheld var kommet til at forvandle en stak nyvaskede viskestykker til levende kaniner. Eira havde været helt lille, og huskede, hvordan hendes mor med rolige hænder og et suk havde forvandlet dem tilbage, ét efter ét. “Alt kan blive til noget andet,” havde hun sagt. “Men det kræver præcision at finde det oprindelige igen.”

Eira tænkte, at omvendt forvandling næsten føltes som at lytte. Ikke bare kaste besværgelser i blinde, men mærke efter, hvad der var der før. Hun vidste godt, at det ikke altid var let – hvis man ikke kendte det oprindelige, kunne man ikke få det tilbage. Men hun syntes ikke, det var skræmmende. Bare vigtigt at tage sig tid.

Hun skrev i sin notesbog: Det er ikke alt, der skal ændres. Nogle ting har bedst af at blive genfundet.

Kilder: https://harrypotter.fandom.com/wiki/Reparifarge

---

NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser

Lys havde aldrig været noget, Eira tog for givet. I det lille hus nordpå, hvor hun var vokset op, kom mørket hurtigt og uden varsel. Der var ikke gadelygter udenfor vinduerne eller glitrende muggleting, der kunne oplyse rummet med et tryk på en knap. Når skyerne dækkede månen, og olielampen flakkede, lærte man at lytte i stedet for at se. At føle sig langsomt frem. At stole på instinktet.

Det var simpelt. Et lys og et mørke. Tænd og sluk. Noget håndgribeligt.
Og for Eira – som havde brugt halvdelen af sin barndom på at famle sig frem i mørket i det skotske landskab med en halvt fungerende lommelygte – føltes det… nyttigt.

I Professor Blancs time gik det fint – hendes tryllestav reagerede langsomt, men med vilje. Hun hørte hans instruktioner, nikkede, gjorde som hun skulle. Men først da hun sad alene ved den smalle stenafsats udenfor biblioteket senere samme dag, føltes det rigtigt.

Ingen øjne, ingen krav. Kun vinden, stenen under hende, og det bløde kluk fra søen nedenfor. Hun løftede staven og lod ordene komme stille:
“Lumos.”

Lyset tændtes – en dæmpet glød, som en stjerne i tåge. Ikke for stærk, ikke skinnende. Bare nok til at kunne se hendes hænder. Nok til at mærke forbindelsen.

Hun vidste, det ikke ville være den slags magi, der imponerede alle. Men for hende var det stort. At kunne fremkalde lys i mørket – og slukke det, når hun havde lyst.

Da vinden løftede en løs tot hår op i hendes pande, og en sky trak for solen, tænkte hun på skovene derhjemme. På de lange, blågrå nætter, hvor hun havde siddet i græsset og talt stjernerne, gættet på dyrenes fodtrin i mørket.

“Nox,” hviskede hun. Og mørket vendte tilbage. Ikke som noget, man skulle frygte – men som noget, man kunne hvile i.

Hun rejste sig og gik tilbage mod tårnet. Hun havde måske ikke sagt meget i timen, men hun havde lært det hun skulle.

Kilder: https://harrypotter.fandom.com/wiki/Wand-Lighting_Charm, https://harrypotter.fandom.com/wiki/Wand-Extinguishing_Charm

---

NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: MDPoP

Eira havde aldrig før oplevet feer i juletræer. Hjemme i huset nord for Muckletown havde julen altid været stille, dæmpet og pakket ind i sne og tavshed. Der havde ikke været sprudlende dekorationer eller levende væsner i granens grene – kun små håndlavede figurer og duften af mos. Derfor havde det også føltes mærkeligt, da hun for første gang trådte ind i storsalen og så træerne blinke af små, lysende skabninger.

Hun havde stået længe og set på dem. Der var noget fortryllende ved synet – feerne, som dansede mellem grenene, deres vinger glitrende og ansigterne næsten menneskelige, hvis man kiggede godt efter. De var smukke. Der var ingen tvivl om det. Men alligevel havde hun ikke kunnet lade være med at mærke en ubehagelig fornemmelse vokse i kroppen. For selvom de så ud til at danse, gentog de de samme bevægelser igen og igen. Som om nogen havde dikteret dem, og de ikke selv havde fået lov at vælge.

Jo mere Eira tænkte over det, desto mere begyndte det at ligne tvang.

Hun havde ikke sagt noget højt dengang – det gjorde hun sjældent – men tanken blev siddende i hende. Feer var levende væsner. De kunne føle. De havde vel deres egne samfund, deres egne måder at tænke og leve på. At bruge dem som pynt, bare fordi de var små og smukke, føltes forkert. Hun vidste, at nogle så det som tradition eller uskyldig festlighed, men Eira så det anderledes.
Hele aftenen havde hun kigget på dem, mens hun spiste. Hun havde ikke nævnt noget for de andre – de talte alligevel mest om maden – men inde i hende voksede der en uro. Hvad nu hvis feerne ikke havde sagt ja? Hvad nu hvis de bare var blevet hentet, sat fast i træet og fortryllet til at se glade ud?

Da hun senere gik op ad trappen mod Ravenclaws tårn, standsede hun et øjeblik og vendte sig om for at se på træerne igen. Hun vidste godt, at de fleste bare syntes, det var flot. Magisk. Og det var det jo også. Men hun havde det ikke godt med det. Ikke rigtigt. Og selvom hun ikke sagde noget højt, havde hun besluttet sig. Hvis hun selv engang fik et juletræ, ville der i hvert fald ikke være feer i det.

---

NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: Botanik

Eira havde altid haft en særlig ro i kroppen, når hun arbejdede med jord. Ikke fordi det var nemt, men fordi det var ærligt. Planter skjulte aldrig, hvordan de havde det. De visnede, hvis man glemte dem, og groede, hvis man lyttede.

Derfor gled hun også næsten ubemærket ind i dagens lektion, hvor Professor Patel med et glimt i øjet præsenterede dem for den sky, men skinnende Puffapod. Allerede ved første blik blev Eira fascineret – den silkebløde bælg lå som en søvnig stjerne i hendes håndflade, og bønnerne indeni glimtede som dugdråber ved daggry.

Hun arbejdede langsomt. Mærkede vægten af bønnen, som hun forsøgte at tage ud uden at give den for meget modstand. Men planten havde sin egen mening om sagen. Den gled fra hendes greb, slog mod kanten af plantebordet – og eksploderede i en lille sky af lyserødt støv.

Eira blinkede. Verden snurrede svagt, som om jorden selv havde vendt sig om i søvne. Hun greb om bordkanten og ventede, indtil svimmelheden drev væk, før hun forsigtigt samlede endnu en bønne op – denne gang mere ydmygt.

Det gik bedre. Hun lod bønnen hvile i hånden et øjeblik, næsten som om hun lyttede til den, før hun trykkede den ned i jorden. Ikke for hårdt, ikke for blidt. Bare præcist nok til, at planten vidste, hun mente det godt.

For Eira var Puffapoden ikke bare en plante. Den var et væsen, der mindede hende om det hjem, hun havde haft i de skotske skove – hvor alt voksede vildt, og intet kunne tæmmes med magt. Hun havde aldrig været typen, der ønskede kontrol. Kun forståelse.

Da lektionen var slut, spurgte hun stille, om hun måtte tage planten med tilbage til kollegiet. Den står nu i hendes vindue, hvor hun kan holde øje med den, mens hun laver lektier eller skriver breve hjem. Engang imellem glimter den stadig, og hun sværger, at den trækker vejret med hende.

Kilde: https://harrypotter.fandom.com/wiki/Puffapod

---

NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: Eliksir

Det havde regnet tidligere på dagen. Jorden var stadig tung og mørk, og duften af mos og muld hang lavt mellem træerne. Klassen havde fulgt Professor Beckett ud i skovkanten bag slottet, og selvom mange mumlede over mudder og myg, mærkede Eira en velkendt ro synke ned i sig, da hun trådte ind under trækronernes grønne skygger.

Hun gik ikke lige ved siden af nogen. Ikke fordi hun ville være alene, men fordi hendes tempo – og blikke – havde deres egen rytme. Hver gren, hvert blad kunne gemme på noget brugbart. Eliksirkunst handlede ikke kun om præcision og teori. Den handlede også om at finde magien i det levende – og lytte.

Eira stoppede op ved et lavt buskads med smalle blade og blågrå bær. Havgorn, tænkte hun først, men nej – bærrene var blødere, næsten som drueagtige kapsler. Da hun knælede og rørte ved dem, gled en af dem af stilken og landede i hendes håndflade med en lille, våd lyd.
Hun kiggede hurtigt op – ingen så det – og før hun kunne nå at overtænke det, lagde hun bærret på tungen. Smagen var skarp og citrusagtig, men med en mærkelig metallisk eftersmag. Hun spyttede det hurtigt ud og rynkede næsen. Ikke giftigt, men bestemt ikke noget, man bare burde spise.

Hun fandt senere frem til det, hun havde ledt efter: frisk lavendel, som voksede mellem nogle sten ved kanten af stien. De fleste gik forbi det, fordi blomsterne endnu ikke var helt udsprungne, men Eira vidste, at duften sad i bladene året rundt, og at ældre lavendelblade kunne bruges som mildt beroligende middel i søvneliksirer. Hun samlede forsigtigt en håndfuld og pakkede dem ind i et fugtigt klæde.

Undervejs lyttede hun halvt til Beckett og halvt til vinden. Hun noterede sig, hvem der diskuterede hvilke planter, men lod deres stemmer flyde ind og ud af hendes opmærksomhed.

Da turen var slut, og de vendte tilbage til slottet, havde hun en duftende lille samling i sin lomme og jord under neglene. Og det slog hende, at det måske var det smukkeste ved eliksirer: De kræver, at man rører ved verden. Ikke bare med hænderne – men med nysgerrighed og respekt.

Kilder: Ingen

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 7
FAG: Besværgelser

Ingen klubber eller hold prioriterede træning eller øvelser, fordi der var Hogsmeadeweekend og mange forelskede eller jeg-tror-jeg-er-forelsket par skulle fejre Valentinsdag på bagkant. Abigail havde ellers gjort, hvad hun kunne for at holde sig beskæftiget på den sidste årgang, så hun ikke gik for meget op i drenge, for det gik ikke ligefrem ret godt for hende.
Desværre måtte hun nok en tur til Hogsmeade for at købe lidt ind, for hun havde præsteret at løbe næsten tør for blæk, men måske kunne hun strække den et par uger inden næste tur.

Morgenmaden var nærmest endnu en forsinket valentinsdag med forelskede par over det hele, nye gaver, mere chokolade og alt for mange origamifoldede stykker pergament i hjerteform, der fløj rundt og glimtede i pink og rødt. Tvært havde Abigail demonstrativt hamret albuen i bordet og lagt hovedet i hånden, hvortil hun havde sukket.
Paige havde leet af Abigails suk, før hun lagde en hånd på ryggen af veninden. ”Luk øjnene for det, Abi. Det er sgu da meget nemmere uden drenge alligevel,” havde hun sagt. Abigail havde gryntet. Paige havde aldrig rigtig interesseret sig for drenge, men det havde Abigail og Milena. Da Hunter havde gjort som Gary og fundet sig en yngre kæreste, og Darwin og Georgie virkede solidt forankret, havde Milena lidt forsøgt at score en ældre elev sidste år, sagde Paige, men uden succes. Hen ad efteråret havde hun åbenbart fået fingrene i en fra Hufflepuff på same årgang, som de selv gik på.
Et hvin fik således Abigail til først at lette af forskrækkelse, for derefter at himle med øjnene, da fyren prikkede Milena i siden og spurgte om hun var klar til at tage af sted efter morgenmaden.

Endnu et suk fra Abigail. ”Vi tager også af sted. Vi tager et sted hen, hvor man kan kaste med ting eller kaste duelleringsbesværgelser ud i intetheden, for at komme af med frustrationerne, Abi. Eller også tager vi i duelleringssalen, men jeg tror…” Paige kastede et blik mod Darwin og Georgie, hvilket var sigende nok. De havde lidt syntes, at det rum var ’deres sted’, men sådan havde de det også med vejledernes badeværelse, flere gangsteder og søen.
”Hogsmeade. Jeg har intet blæk,” konstaterede Abigail, der stak til sin mad, før hun skubbede maden fra sig og greb ud efter en croissant i stedet. De var bare ikke de samme på Hogwarts som i Frankrig.
Ugleposten dukkede op lige før alle forlod storsalen. Håbefuldt kiggede Abigail op, men hendes ugle var ingen steder at finde… Fordi Cara havde været gemt blandt de andre ugler, for pludselig landede uglen og stak velopdragent og elegant benet frem, så Abigail kunne tage brevet, der denne gang var noget større end normalt. Som tak stak Abigail diskret uglen noget mad, den ellers ikke måtte få.

Milena og hendes Hufflepuff-fyr var gået, da ingen af dem fik ugle. Paige havde heller ikke fået ugle. Derfor var hun interesseret i Abigails, da hun alligevel med væmmelse spurgte, ”Er det…?”
Abigail nikkede en enkelt gang, og var derefter dårlig til at skjule smilet, der automatisk fulgte med, selvom Émiles timing var elendig. ”Årsagen til, at min blækbeholdning forsvinder hurtigere,” meddelte hun. Det var et brev som alle andre, men han bad hende om at følge det spor, han havde medsendt. Det var usædvanligt for den almindelige korrespondance, de som regel havde.
Paige var nysgerrig, selvom hun sukkede lidt opgivende. ”Dropper du så Hogsmeade for at gruble over den mystiske gåde?” spurgte Paige. Abigail tøvede. Havde hun lyst til at blive hjemme og løse gåden? Ja. Men det var heller ikke tosset at bruge tid med Paige, sende besværgelser af sted eller kaste med ting, for Émile kunne vel have ramt en anden dag, end den uofficielle valentinsdag at sende brevet på.
”Nej, jeg vil hellere kaste med ting eller besværgelser,” sagde hun, mens hun pakkede genstanden ud. Hans lommetørklæde. Trykt med ”de Saint-Laurent” i sirlige bogstaver i kanten. Igen kunne hun ikke lade være med at smile, da hun så den. Den havde hun påpeget i hans påklædning til den afsluttende dans på Beauxbatons, hvor de også havde fulgtes ad. Det var også en afslutning for dem begge på skolen, kunne man sige, og det havde virket helt rigtigt. Sommerferien havde de også brugt en del i selskab med hinanden. Automatisk fornemmede hun hans duft og trak klædet diskret op til næsen for at fornemme den tydeligere. Manden havde exceptionel dårlig timing, tænkte hun.

Paige og Abigail gjorde sig klar til at få indkøbene overstået og afreageret. Lommetørklædet havde hun taget med, men hun havde lagt det i lommen. Paige spurgte ind til drengen. Høj og lyshåret. Semilanghåret var han også, men ikke for galt. De talte lidt om præferencer, hvortil Abigail fik et sjældent indblik ind i Paiges tanker om drenge.
Vejret var dejligt frisk. Til den kolde side, men Abigail nød, hvordan man kunne se ånden og dufte hvor frisk det var. Der var frost i luften, men det var rim, der lå spredt over det hele. Sneen var begrænset. Hænderne var i lommen, og derfor opdagede Abigail heller ikke til en start, at lommetørklædet faldt ud, da hun tog de handskeindpakkede hænder op for at stramme Ravenclaw-tørklædet mod den isnende vind.
”Hov,” udbrød Paige, der trods alt havde en fornemmelse for affektionsværdi. Hun forsøgte at fange lommetørklædet, men hverken hun eller Abigail lykkedes med det.
”Det… opfører sig sært, gør det ikke?” spurgte Abigail, da hun havde opdaget, at det ikke var som om, at lommetørklædet forsøgte at stikke af, men samtid også afgjort ikke ville fanges. Paige stoppede også op og studerede dens opførsel, hvortil hun nikkede. De blev enige om at følge lommetørklædet, for de havde trods alt ikke andet og vigtigere at give sig til, men de ville hidkalde den, hvis de ramte en blindgyde, hvor Abigail og Paige ikke kunne fortsætte, for Abigail ville have lommetørklædet tilbage.

Fremme i Hogsmeade fortsatte tørklædet sin egen rute. Efter lidt snak og overvejelse fortsatte de jagten uden brug af magi, selvom de ikke umiddelbart kunne den vej for at købe blæk, som var det vigtigste for Abigail. Paige skulle have en bog og bare vinduesshoppe. Måske manglede hun snart nyt duelleringstøj nemlig.

Om det var Paige eller Abigail, der så ham først, vidste Abigail ikke, men den der hvinede højest, var afgjort hende, hvorefter hun satte i løb i de 20 meter, der var mellem hende om Émile de Saint-Laurent. På trods af vinterkappe og overtøj sprang hun ham om halsen uden den mindste tvivl om, at han ville gribe hende, hvorfor hun svang benene om hans hofter. ”Hvad laver du her?” spurgte Abigail med ét stort smil om munden, selvom hun havde knuget sig ind til ham og havde ansigtet ind mod hans hals og han omvendt havde sit ansigt begravet i hendes hår. Albuerne lå på hans skuldre og hænderne om hans baghoved, da hun trak sig lidt, så ham an – det var virkelig ham – og så kyssede de.
”Håbede, at det virkede,” svarede han og nikkede mod jorden foran dem. Abigail drejede hovedet og snart stod hun atter på jorden og fik øje på lommetørklædet.

Et spørgende blik blev vendt mod ham, før de begge bøjede sig ned, men Abigail samlede lommetørklædet op. ”Du tror da ikke, du får det tilbage igen, gør du?” spurgte hun. Émile lo, men rystede på hovedet.
”Avenseguim,” svarede Paige for Abigail, da hun kom traskende igen og havde hørt Émiles ord. Han nikkede.
”En besværgelse, der kan bruges til at vise vej til sin rette ejermand,” fortsatte Paige.
Abigail så mod Émile, ”Hey, det er min nu.” Det var helt automatisk at tale fransk, når hun så ham. Han lo igen og nikkede. ”Så må vi fjerne besværgelsen igen,” svarede han.
De talte lidt om, hvad Émile havde gjort, hvis ikke Abigail havde sluppet tørklædet den dag og var blevet på Hogwarts. Émile havde bestukket en yngre elev, sagde han, og bedt vedkommende om at hente Abigail, men han tog chancen, fordi Abigail havde antydet, at mange holdt Valentinsdag i denne weekend og hun havde overvejet at tage af sted for almindelige indkøb. Derfor havde Émile været langsom i sine breve, for han skulle have afsluttet nogle deadlines og projekter, så han kunne tage en weekend til det kolde Skotland.

Som den elendige veninde, Abigail var, lod hun Paige i stikken. Dog var det Paiges eget forslag, for fyren fik point for den slags overraskelser, selvom det virkede dumt og risikabelt i Paiges optik. Desuden var det godt at se Abigail smile og Paige ønskede på ingen måde at være tredje hjul. Selvom hun og Émile kom udmærket ud af det med hinanden, da de stod og talte sammen og Émile kunne klare sig med sit tillærte engelsk, så takkede Paige nej til at være med til en kop kaffe. Til gengæld skyldte Abigail en omgang duellering eller kast med genstande, hvilket Abigail lovede.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 7
FAG: Eliksir

”Du har vel ikke fortalt den franske charmør, at du også er at finde i Diagonalstrædet i dag?” spurgte Paige drillende ind til Abigails ikke-kæreste, der havde opsøgt Abigail forleden i Hogsmeade på en Hogsmeadeweekend. ”Jo da, jeg har spurgt ind til pensum for at vide, hvor jeg kunne lave hints til, at han kunne finde mig,” svarede Abigail ironisk tilbage.
”Godt,” sagde Paige, da hun forstod, at der ikke var nogen høj franskmand om hjørnet, så de kunne følges rundt. Det var så skønt med Paige som en fast veninde, når nu alle andre havde fundet andre venner eller kærester i den tid, Abigail havde været på Beauxbatons. Det var ikke, fordi Abigail ikke også stadig talte med nogle af dem fra Gryffindor, som hun tilfældigvis var begyndt med for nogle år siden, men de tætteste venner var stadig Georgie og Paige og lejlighedsvis også Milena. Larry sneg sig også tættere ind på Abigail og Angus også, men sidstnævnte kom meget an på humøret og hvor tæt han aktuelt var med Gary. Ikke fordi Abigail ikke brød sig om Gary, men Gary havde det med ofte at dreje samtalen ind på Flick, og det behov havde hun sådan set ikke, for at tale om ekskæresten, der tilsyneladende levede sit bedste liv i Frankrig ifølge Serena. Han havde i hvert fald kysset en wilie, hvilket Abigail først havde mærket et stik af jalousi over, for hun kendte udmærket til den omtalte, enormt flotte wilie, men så havde hun brudt ud i et oprigtig grin over, at han havde indledt en så fysisk tæt relation til en wilie. Gad egentlig vide, hvordan Blaine tænkte om det. Ja eller bare hendes far, der selvfølgelig var personligt ligeglad med, hvad Flick lavede. Men et af de to mænds børn havde været nær med en wilie. Abigail ville aldrig spørge sin far om den slags, og derfor var hun også uvidende om, at Jonathan selv havde haft sine udfordringer med de skabninger og at det var på en anden måde.

”Nu er vi jo ikke de største eliksirnørder. Dig mere end mig, Abi, men skal vi købe noget?” spurgte Paige. Abigail trak på skuldrene, men rystede på hovedet i nærmest samme bevægelse. ”Så skulle det være noget, der kan holde min far i ro. Han siger, at han er helet og helt fin igen siden han… ja, siden forretningen her eksploderede,” sagde hun og slog ud med hånden mod den det apotek, de gik ind og kiggede i.
Det var ikke til at se, at det havde været ude for en ulykke halvandet år tidligere, men Abigail vidste det og hun havde været så sur på sin far for ikke at informere om noget. I forvejen var hun sur på begge forældre for at sende hende til Frankrig, og så blev hun sur over, at hun intet fik at vide, bortset fra Jonathan havde det fint og var udenfor livsfare. Hun havde skrevet med andre om det. ”Moore virker okay, men min far var også værst ramt, og han har virket rastløs nogle nætter i julen, da jeg var hos ham. Jeg ved ikke, om jeg ser syner eller han ikke selv er klar over, at han gør nogle ting lidt underligt i et forsøg på at mindske smerter, eller sådan ser det ud. Og så siger han, at han har sovet fint, men uroligt,” forsøgte Abigail at forklare veninden.

Paige nikkede og så sig om i forretningen. Abigail gjorde hende kunsten efter og de talte om de ting, de så og fik fat på, når de løftede ting op. Især nye ting, som ikke umiddelbart var noget, der var at finde på Hogwarts. Apoteket lignede på nogle punkter en eliksirforhandler for ikke nok med, at der var færdige eliksirer, så var der også en masse ingredienser, man kunne købe.

En apoteker dukkede op og spurgte, om han kunne hjælpe med noget. Pigerne rystede tøvende på hovedet. Paige smilede næsten usynligt, men hun smilede, hvilket Abigail studsede over, men hun tog sig selv i ikke at måbe.
”Vi er ikke de mest typiske eliksirtyper,” fortsatte Paige, hvilket yderligere fik Abigail til at måbe, men uden fysisk at måbe.
”Nej. De ser ud til at synes, at teoretisk viden og en mere lige linje med regler og rammer er vejen frem,” kommenterede han mod Paige, da han tog hende i øjesyn. Paige fortrak ikke en mine, mens Abigail kæmpede mere med ikke at bryde ud i grin. Det var på nogle punkter ikke forkert, men omvendt heller ikke sandt. ”Jaså,” begyndte Paige, ”og hvad med hende?” Hun kastede hovedet i retning af Abigail.
”Knap så målrettet og måske knap så regelret. Det ved jeg ikke. Noget med magiske væsner eller astrologi måske,” foreslog han, men værdigede ikke Abigail mange blikke, før de var tilbage på den høje, blonde veninde i stedet.
”Det er heldigt, at du ikke lever af at vurdere andre,” lød det fra Paige, der fnøs påtaget og hånligt. Abigail havde rynket brynene sammen og vendt ryggen til dem for ikke at komme til at afsløre noget i sine ansigtstræk.
”Ja, jeg kan til gengæld hjælpe alle og enhver med at blive friske, ja medmindre det er så galt, at skt. Mungos er nødvendig. Føler De dem syg?” spurgte apotekeren, der smilede da han fik et olmt. ”Ser jeg da sådan ud?” tilbage i hovedet. Abigail smilede og tænkte, at det var dén Paige, hun som kendte.
”Ikke det fjerneste, men De ser heller ikke ud til at have brug for en foryngelseseliksir, en forskønnelseseliksir eller en stram op-eliksir, hvad end det er den fysiske slags og så heller ikke med hensyn til snuen,” forsøgte han. Abigail så ikke, at Paige igen lavede antydningen af et smil, men hun hørte det tøvende øjeblik. ”Hvorfor vi ikke har behov for hjælp,” sagde Paige.
”Det var en skam,” sagde apotekeren.
Paige så skeptisk mod ham. ”Mon ikke, du kan tjene dine galleoner på andre end to teenagere,” sagde hun fortørnet.
”Ja, jeg kunne tænke mig, at I ikke var meget mere end 20,” sagde han og kastede et blik mod Abigails ryg, da hun fortsat så ud til at være meget optaget af et par stængler lavendel. Hurtigt var blikket tilbage hos Paige. ”Vi kan gøre en god handel, hvis De kommer herind ved næste behov for en form for hjælp. Uanset hvad det skulle være,” bad han hende.
”Det er da vist ikke lovligt,” sagde hun og lød mere sikker i den sag, end hun egentlig var, men hun kunne lige så godt leve op til de beskrivelser, han selv havde givet hende.
”Det er på ingen måde ulovligt,” gav han hende igen og smilede selvsikkert.
”Okay,” svarede hun uden diskussion, og mens hun stadig så mod ham med skepsis i ansigtet, lød det ”Leone?”
Abigail hørte den spørgende del, selvom det kunne lyde konstaterende og bydende. ”Jacobs?” sagde Abigail bevidst for at udtale navnet.
”Skal du have noget? Han vil gøre en god handel,” sagde Paige irriterende nok. Abigail overvejede kortvarigt at spille med på Paiges ide, men hun nåede akkurat at vende sig om og se apotekerens perplekse reaktion, og det var nok for dem begge. Abigail rystede på hovedet. ”En anden dag, eller… Nå nej, jeg tror den var rettet mod dig, Paige,” drillede Abigail nu Paige og havde dermed diskret givet apotekeren Paiges fulde navn. Med rank ryg forlod Paige forretningen, mens hun havde taget Abigail under armen. Abigail gjorde alt hvad hun kunne, for ikke at fnise for højlydt, før de var ude af forretningen og døren var lukket bag dem.

”Hvad i helvede var det?” spurgte Paige både rasende og normal Paige-agtig, men der var en anden glød over hendes kinder, som var svær at give vejret skylden, da de havde været i varmen det sidste stykke tid.
”Ja, det spørger jeg også om!” Udbrød Abigail og lo igen. En slet skjult trussel om, hvordan Abigail blev brugt som træningsdukke, blev givet, hvis manden skrev til hende eller på anden måde opsøgte hende.
Abigail forsøgte flere gange at spørge ind, men Paige lukkede ned for samtalen om apotekeren med det samme.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 7
FAG: Forvandling

Vampyrer og varulve. Skabninger af mørk magi. Intet mindre kunne det være. Jo ældre Abigail blev, jo sværere blev det at skjule sine holdninger til den slags skabninger. Hun var vel et produkt af sine forældre, der begge kæmpede for sikre, frie, magiske samfund, hvor man kunne leve uden frygt for den slags skabninger. Den ene forælder havde fokus i Italien og i samarbejde med andre af verdens samfund. Den anden i Storbritannien og med samme udgangspunkt, samt andet også efterhånden som han var steget i graderne og var helt i ministeriets top nu.

Da Abigail begyndte på Hogwarts og opdagede Alma være metamorphmagus, var hun skeptisk, fordi hun burde være det. Hun havde dog kendt til Dawn og hendes lillebror i forvejen, hvor det gen spillede fuldstændig ukontrolleret. Det var harmløst på børn, der ikke kunne misbruge det til kriminalitet. Især i den alder, som Dawn havde haft, da Abigail rigtig havde kendt hende. Måske var det noget andet nu. Abigail havde set hende forskellige steder på Hogwarts, for selvfølgelig havde hun bemærket det, da Dawn blev fordelt og derefter holdt lidt øje med pigen. Hun så kær ud og frisk, og Abigail håbede, at hun ville få et ukompliceret følelsesliv og blive ved med at udstråle spænding og energi, som var, hvad Abigail tænkte, når hun så krøllerne danse rundt omkring sammen med utallige andre små børn.
Metamorphmagusser kunne hun altså ikke få sig selv til at se som skræmmende eller farlige. Intet i deres natur var farlige, men der skulle sikkert holdes øje med nogle individer, når de blev ældre. Men ikke Dawn og ikke Alma.

Vampyrer virkede utrolig uhyggelige, og så var der så meget besvær med dem. Deres magt til at forvandle andre, og de vanvittigt skøre personer, der gerne ville forvandles. Evigt liv, evig ungdom. Ideen lød som et eventyr, der skulle forblive et eventyr, hvis virkeligheden betød blodsugere, en gruppe der skabte frygt og rædsel og skulle leve af andres blod. Blod der burde blive brugt til magikere, der havde brug for det. Hendes far havde for halvandet år siden haft brug for blod på Mungos. Det skulle ikke gives til vampyrers overlevelse.

Varulvenes historie var det samme. De var ikke altid i form af varulve, men det gjorde dem ikke mindre farlige eller utilregnelige. Nok var det ikke alle, der decideret ønskede at være varulve, men det var heller ikke noget, man kunne forkaste, når ikke man gad mere og når fuldmånen kom, kunne man ikke bremse forvandlingen. Varulve var frygteligt utilregnelige, og som vampyrerne – måske endda i højere grad – ville leve i grupper og skabe frygt og rædsel, og ikke tage deres eliksirer, som var så nødvendig for, at deres tilstand ikke yderligere blev forværret.

Holdningen til vampyrer og varulve var således noget, hun helt sikkert var vokset op med, men efterhånden som hun var blevet ældre, var det også helt klart hendes egen holdning. De fleste andre elever lod dog til ikke at have samme holdning. Ej heller professorerne, så hvad de fik lært på Hogwarts, var i Abigails optik en underlig form for falsk reklame og ikke sandheden om væsnernes natur. Det var håbløst og selvom Abigail ikke klagede eller ville klage særlig meget over undervisningen, så var hun ikke særlig stor tilhænger af den ensidige måde at blive undervist på i sådan nogle anliggender. Som om disse skabninger blev gjort langt mindre farlige, end de var og de informationer, eleverne fik, var decideret løgn og forkert. Hvad skulle man bruge det til?
Uanset hvad andre sagde og forsøgte at overbevise Abigail om, så skulle hun ikke have noget med hverken den ene eller anden at gøre.

Hun så rundt. Der var ingen, hun 100% ville tale med om det, så overvejelserne blev hendes egne, og refleksionerne beholdt hun således også for sig selv. Havde Flick været her – tænkte hun, da hun lænede sig tilbage og lagde det ene ben over det andet – så havde han været den eneste, hun overhovedet ville overveje at tale med. Hvis man naturligvis fjernede al deres historie og udelukkende tænkte på deres fælles holdninger og opvækst med netop disse holdninger.
Heldigvis var det ikke, fordi væsensnak var det mest udbredte på årgangen eller årgangen under, så det var ikke problematisk at rende rundt og have en anden holdning end flertallet, tænkte hun. Blikket faldt på Paige. Hun ville i grunden nok også have en lignende holdning, men Abigail udfordrede ikke skæbnen.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 7
FAG: Mugglerstudier

Aldrig i livet skulle Abigail leve som muggler. Hun ville formentligt kunne overtales til at kombinere de to samfund i højere grad end hendes forældre havde, for ungdommen og mulighederne virkede sjovere og bedre og mere frie som muggler, end som magiker.
Milena var mugglerfødt magiker og derfor var det spændende at høre fra hendes perspektiv, men magi var så grundlæggende en del af, hvem hun var og hvordan hun var, og derfor var hun sikker på, at hun ville leve en magisk liv, for det ville være så forkert og mærkeligt at lægge låg på.

Abigail forstod det egentlig godt. I teorien forstod hun det, for det var også en overvejelse som Abigail havde. Hvordan kunne hun overhovedet lade magien forsvinde ud af livet? Det var alt hun kendte. Hun kendte nogle af mugglernes muligheder og der var teknologi som var spændende og underholdende på en måde, som Abigail godt kunne finde på at tilvælge i livet. Raven havde i sin tid også introduceret Abigail til nogle ting, og hun tænkte ofte tilbage til dengang, Raven havde slæbt Jonathan med i biografen sammen med Abigail og netop Milena. Det havde været så skønt i den tid.
Escape room havde Abigail prøvet på Hogwarts i mugglerstudier og senere med Raven og Milena også. Endnu et fantastisk minde, som Abigail forbandt med mugglernes verden, selvom der psykologisk set kunne være så mange andre faktorer, der gjorde, at det var et godt minde.

Mugglernes tøj og shoppingen var også noget helt andet. Det var også larmende med bip og maskiner alle steder, hvilket overhovedet ikke var hyggeligt eller afslappende, men deres udvalg var godt. Mugglerne lod til at nyde livet på en måde, som magikerne ikke på samme måde gjorde. Magikerne var praktiske hvilket gjorde dem hektiske, mere end de larmende mugglere, der i høj grad også altid havde travlt, men nogle gange havde de mere travlt med at hygge sig også, hvilket magikerne kunne lære noget af.

Måske var det derfor Abigail glædede sig til at opleve mere frihed, når hun var færdig på Hogwarts og i højere grad kunne opleve noget nyt, gå til flere koncerter fx, se flere quidditchkampe, gå til fester og måske kunne hun se Émile noget tid… Bare i sommerferien, inden hun selv skulle i gang med en uddannelse. En uddannelse som hun overhovedet ikke kunne forestille sig, skulle være til et job i mugglernes verden.
Hun havde af praktiske årsager valgt mugglerstudier som valgfag, da hun var sikker på, at kendskab til mugglernes verden var en fordel, når hun skulle blive journalist og skrive om alle de vigtige emner i magikernes samfund. Det var altid godt at have en god reference og perspektiver til andet. Derfor var hun også vild med magiens historie, for det var alt andet lige en fordel at kende til andre kulturer og historier rundt om i verden, og ikke kun den – eller de to – som hun var vokset op i.

Men aldrig i livet om hun skulle risikere at afsløre sig selv som magiker, og hvordan kunne hun undgå andet, når det var sådan hun var vokset op. Hun skulle vel afskaffe sin tryllestav og lave den ubrydelige ed for at være helt sikker på ikke komme til at afsløre noget.
Måske burde hun egentlig snakke mere med Raven om, hvordan hun havde gjort det, da hun havde levet som muggler i mere end et årti.

”Jeg er bare magikere, og så kan jeg godt nyde mugglernes liv ved siden af. Deres kameraer bliver dog nok aldrig venner med. Men alt andet underholdning og folk der bruger kameraer til at lave lange bevægelige billeder – altså film – kan jeg også nyde resultatet af. Vil I med?” sagde Abigail til sidst og lo let. Paige og Milena nikkede samtykkende. Gad vide hvad fremtiden ville byde for dem alle tre – ja alle andre på årgangen også.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 7
FAG: Tryllestavsvidenskab

”Hvordan fanden kan du få noget som helst til at ske med den tryllestav, Abi?” spurgte Paige, da hun stod med Abigails tryllestav af akacietræ og hippogriffjer. Paiges tryllestav virkede helt anderledes i hånden. Ligesom ejeren var den langt mere elegant. Længden passede bedre til Paige, for den virkede ustyrlig lang i Abigails varetægt. Den var ustyrlig flot i det mønstrede slangetræ og med en kerne af enhjørningehår.
”Hvad? Den virker da så fint. Den er helt perfekt!” protesterede Abigail. Det var ikke, fordi de to piger ikke før havde holdt hinandens tryllestav, for det havde de fleste da prøvet på de første årgange, da det var sjovt og spændende.
”Den reagerer overhovedet ikke. Jeg tror jeg i højere grad kan åbne låsen nonverbalt, før det sker med din tryllestav,” sukkede Paige i en underlig nedladende tone. Abigail gryntede lidt utilfreds, for hun kunne næppe selv udføre nonverbal magi bare sådan, men Paige kunne sikkert godt.

Kisten stod fortsat uberørt på bordet foran dem, så Paige bad Abigail om at prøve. Hun nåede kun at tage et ordentligt greb om staven, så hun kunne begynde at styre den til formålet, da kisten begyndte at flytte på sig. Den åbnede ikke, men blev skubbet væk og hoppede på stedet. ”Hvordan har du ikke slået nogen ihjel endnu?” spurgte Abigail forfærdet, da hun løsnede grebet en anelse.
”Hun er helt perfekt, Abi. Man skal nærmest kun tænke på at kaste en besværgelse, og så reagerer hun. Det er så vigtigt i dueller. Hvorfor og hvordan tror du, det fungerer at duellere?” forsvarede Paige sin egen tryllestav.
”Holder du overhovedet rigtigt på min tryllestav så?” spurgte Abigail.
”Jeg holder, som jeg holder på min egen. Det plejer jo at virke, men din er… Den ligger underligt i hånden og har en underlig tyngde,” sagde Paige.
”Ja, for dig…” mumlede Abigail, der havde lyst til at tage sin egen tryllestav tilbage, for den behøvede ikke nogen forklaring eller undskyldning. Den var god, som den var. ”Den virker fint,” svarede Abigail opgivende. ”Din er ikke til at styre. Måske er den god til duellering, men alt andet er den ikke god til,” brokkede Abigail sig. Paige rystede hånligt på hovedet.
”Det er ikke rigtigt. Den er god til alt, den skal kunne,” sagde Paige.

”Hov hov, frk Jacobs og frk. Leone. Tryllestavene har fundet sine ejere. Det er ikke en konkurrence, I har gang i. Nærmere et eksperiment, hvor I underligt om det også kan passe, for der er nogen, der mener, at alle kan håndtere en hvilken som helst tryllestav – hvilket måske også kan være sandt, men det kræver øvelse, for den forbindelse man får til sin egen stav og som staven også får til sin egen ejer har også krævet arbejdet,” lød det fra professor Weaver, der kom pigerne til undsætning.
”Frk. Jacobs. Prøv igen, denne gang med mere tålmodighed. Det er ikke en konkurrence og ikke en duel du står over for,” opfordrede professoren.
”Tydeligvis,” mumlede Paige. Abigail himlede med øjnene, men hun så, hvordan Paige selvfølgelig kunne få så meget selvkontrol at det lykkedes at åbne kisten.
Hun fik – sikkert velfortjent – rod med på vejen af professor Weaver, der opfordrede Abigail til også at prøve og også til ikke at have så hurtige og voldsomme bevægelser. Hun havde ikke nogen italienske slægtninge, hun skulle understrege noget overfor.

Havde Abigail ikke været irriteret, havde hun sikkert syntes, det var sjovt. Paige smilede selvtilfreds. Abigail overvejede et splitsekund at sende en lammer imod Paige med venindens egen tryllestav, for der var større sandsynlighed for, at Paiges tryllestav ville lystre Abigail end omvendt. Dog var det ikke sikkert, at effekten af tryllestavens bevægelser blev, hvad der var intenderet.
Hun lavede langsommere bevægelser og denne gang nåede hun i det mindste at tage sigte, før hun forsøgte sig med alohomora. Det var uden succes, men stædigheden og et endnu mere fast greb endte med succes.
Ligesom Paige fik hun ros med på vejen, før professor Weaver bad dem om at aflevere hinandens tryllestave tilbage til rette ejere.
Derefter kunne de begyndte at tale om tryllestavenes reaktioner, natur og dykke ned i tryllestavenes egenskaber og hvilke kvaliteter man som magiker også skulle have for at skabe den bedst mulige forbindelse med en vis slags tryllestav.


//Professor Weaver er et opfundet navn til professoren i TV.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Muggler Studier
Georgie sad på sengen i Ravenclaws sovesal, mens Milena forsigtigt flettede hendes hår. De blå forhæng omkring sengene svajede let i den svage brise fra det åbne vindue, og den lune januaraften gjorde rummet behageligt at være i. De fleste andre var gået til ro eller sad i opholdsstuen, men Georgie og Milena havde fundet et øjeblik for sig selv. "Så du var virkelig på safari i en mugglerpark?" spurgte Milena med en blanding af fascination og vantro. "Med en bil og det hele?" Georgie nikkede og lod et smil glide over sine læber. "Jeps. Vi sad i en åben jeep, og en chauffør kørte os rundt i parken. Vi måtte komme ud nogle steder, men kun hvor det var sikkert. Resten af tiden kørte vi gennem reservatet og så dyrene tæt på. Det var ret vildt." Milena flettede videre, mens hun lyttede. "Hvilket dyr var det mest imponerende?"
"Løverne," svarede Georgie uden tøven. "De lå bare der midt på vejen og nægtede at flytte sig. Chaufføren sagde, at de var vant til bilerne og vidste, at ingen ville tvinge dem væk. Det var så underligt, i vores verden ville man forvente, at en magisk skabning som en hippogriff eller en drage havde den slags attitude, men de her var bare... almindelige dyr. Alligevel føltes de lige så majestætiske." Hun mindes hvor smukke de kæmpestore katte havde været i solen. Og lugten af dem kunne hun stadig huske. Muskus, rådenskab og varme. Milena grinede. "Jeg kan godt se dig sidde der, helt fascineret. Men var du ikke bange?" Georgie rystede på hovedet. "Nej, ikke rigtigt. Altså, måske lidt, da en næsehornsfamilie kom lige imod bilen. Jeg sværger, jeg kunne mærke jorden ryste. Men vores chauffør sagde, at de var vant til køretøjerne og bare ville forbi." Milena færdiggjorde den sidste fletning og lod hænderne hvile et øjeblik. "Det lyder virkelig som en vild oplevelse. Jeg har aldrig været tæt på ikkemagiske dyr på den måde. Tror du, de på nogen måde kan mærke magi?" Georgie overvejede det et øjeblik. "Måske? Eller også ser de os bare som endnu en del af deres verden. Uden tryllestave og besværgelser var vi jo bare mennesker i deres øjne." Milena nikkede eftertænksomt og begyndte at flette en af sine egne lokker. "Og nu hvor vi snakker om vilde oplevelser, hvordan går det egentlig med din smashertaktik til quidditch?" Georgie sukkede dramatisk. "Åh, Milena, min arm føles som gelé efter træning. Jeg ramte femten ud af seksten skud præcist i går, men jeg vil gerne være endnu hurtigere." Milena grinede og puffede til hende. "Jeg er sikker på, at du nok skal blive farlig at spille mod. Men lad os håbe, du ikke bliver så skræmmende som en løve midt på vejen!" De lo begge, mens Georgie lænede sig tilbage, lod sig synke ned i madrassen og nød aftenen i selskab med sin veninde. Milena var ikke Abi, men det var rart at have en veninde på skolen alligevel.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Forvandling
Georgie skævede mod væggen foran sig og derefter ned på de forskellige genstande, professoren havde lagt foran hende og Flick. En fjerpen, en tekop og en lille messingfigur af en hippogriff. Opgaven lød enkel nok: Kast "Epoximise" på væggen og forsøg derefter at få genstandene til at klæbe fast. Men som hun havde erfaret i sin tid på Hogwarts, var ingenting nogensinde så simpelt, som det lød. "Lad os se, hvem der får noget til at sidde fast først," sagde Flick med et skævt smil, mens han knugede sin tryllestav i hånden. Georgie løftede sin tryllestav og pegede mod væggen. "Epoximise!" sagde hun bestemt. En svag skinnende hinde bredte sig over stenene, og hun kunne mærke magien summe svagt i luften. "Godt," mumlede hun til sig selv og rakte ud efter fjerpennen. Med en let bevægelse trykkede hun den mod væggen, men til hendes frustration gled den straks ned og landede lydløst på gulvet.
Flick prøvede samtidig med en chokoladefrøæske, men den ramte væggen og faldt dramatisk til jorden. Han trak på skuldrene. "Måske skal vi bare spise vores materialer i stedet?" foreslog han med et grin. Georgie bed sig i læben. Måske skulle hun bruge mere kraft? Hun gentog besværgelsen, denne gang med større eftertryk, og prøvede så igen med tekoppen. Den klæbede!
"Ha! Se dét er ægte magi!" sagde hun triumferende. Men da hun slap koppen, gled den langsomt nedad, som om væggen kun halvhjertet forsøgte at holde fast. Flick forsøgte igen, denne gang med en bog. Han pressede den mod væggen og slap. Den blev siddende i to sekunder, før den pludselig faldt ned på hans hoved. "Av! Okay, måske skal vi tage det mere seriøst," sagde han og sendte Georgie et fjoget smil, der fik hende til at fnise. "Eller... vi kunne prøve med noget større?" sagde han pludselig med et glimt i øjet. Før Georgie kunne stoppe ham, havde han grebet en stol og kastet "Epoximise" mod væggen. Han skubbede stolen op mod den, og til deres forbløffelse blev den siddende. "Vent... hvad hvis" begyndte Georgie, men inden hun kunne afslutte sætningen, prøvede Flick at sætte sig på stolen. Et øjeblik så det ud til at fungere, men så, med et dramatisk knæk, løsrev stolen sig og sendte ham styrtende ned på gulvet. Georgie brød ud i latter, mens Flick lå på gulvet og kiggede op på hende med et fornærmet udtryk. "Ja ja, du skal endelig ikke skynde dig at hjælpe mig op, grin du endelig færdig først," sagde han tørt, mens han gned sin albue. Georgie fik hold på sig selv og rakte ham en hånd så han kunne komme på benene. Professoren nærmede sig og betragtede resultatet med et vurderende nik. "Interessant tilgang, Blackbird. Men næste gang, prøv at tænke lidt mere over sikkerheden. Miller, din teknik er ved at være der, men hvis du vil have det til at holde længe, skal du fokusere mere på forankringen i stenen, ikke kun overfladen. Prøv igen."
Georgie sukkede indvendigt. Besværgelsen var selvfølgelig smart nok, men hun havde andre ting hun hellere ville bruge tiden på en at lave væggen om til fluepapir.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Besværgelser
Georgie sukkede dybt, da hun så kaosset foran sig. Biblioteket var normalt et sted for ro og fordybelse, men i dag var det alt andet end det. En anden elev, en førsteårs fra Hufflepuff, havde ved et uheld væltet en hel flaske blæk ud over en stabel sjældne bøger, og nu bredte den mørkeblå plet sig hurtigt over de gulnede sider. Moore var endnu ikke ankommet til scenen, men Georgie vidste, at hvis bibliotekaren fandt bøgerne i denne tilstand, ville der falde brænde ned. "Åh nej, åh nej, åh nej," peb førsteårseleven panisk. "Hvad gør vi?!" Georgie trak vejret dybt og trak sin tryllestav. "Tergeo," sagde hun bestemt. Med det samme begyndte blækket at trække sig tilbage, som om det blev suget væk af en usynlig kraft. Langsomt, men sikkert, forsvandt den mørkeblå plet fra siderne. Georgie fulgte nøje med, sørgede for, at besværgelsen ikke trak for meget af papirets naturlige farve med sig. Da den sidste dråbe blæk forsvandt, og siderne så næsten ud som nye, pustede hun lettet ud. "Sådan. Ingen skade sket." Førsteårseleven så på hende med store øjne. "Du reddede mig! Hvordan gjorde du det så hurtigt?" Georgie sendte hende et skævt smil og viftede nonchalant med sin tryllestav. "Øvelse. Og en sund respekt for Moore. Du vil ikke vide, hvad der sker, hvis hun finder en plettet bog." Døren til biblioteket gik op, og Moore trådte ind. Georgie skyndte sig at skubbe bøgerne på plads og gav førsteårseleven et opmuntrende nik. "Næste gang så vær forsigtig med blækket." Pigen nikkede ivrigt, stadig rød i kinderne, og Georgie smilede for sig selv. De var søde nok, de små elever.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: MDPoP
Georgie havde aldrig set en kimære før. Professor Aberdeen Aitken stod rank foran klassen med sin vanlige autoritet. Hendes mørke hud glimtede let i sollyset, og hendes skarpe, men rolige øjne gled over eleverne, inden hun pegede mod den tunge jernport bag sig. "I dag skal vi arbejde med en af de mest fascinerende, og farlige, magiske skabninger, der findes. Jeg forventer stilhed og opmærksomhed." Georgie kunne ikke få sig selv til at blinke, da professor Aitken løftede sin tryllestav og låste porten op. Langsomt blev den skubbet til side, og et brøl fik flere elever til at træde bagud. Inde i den skyggefulde indhegning stod en kimære. Den var enorm. Langt større, end Georgie havde forestillet sig. Kroppen var muskuløs og dækket af grov, sandfarvet pels. Dens løvehoved brølede igen, mens gedens hoved rystede sit skæg og vrinskede truende. En hale, der ikke var andet end en levende slange, snoede sig bag den og hvæsede ad klassen. Dens kløer borede sig ned i den tørre jord, mens de tre hoveder skiftedes til at scanne omgivelserne, som om de vurderede hver eneste elevs svaghed. "Merlins skæg," mumlede en elev bag Georgie. "Mere respekt, tak," sagde professor Aitken skarpt. "Dette er en ung kimære, men den er stadig livsfarlig. Den er her under kontrollerede forhold, men det betyder ikke, at den ikke vil forsøge at angribe, hvis den føler sig truet."
Georgie følte sit hjerte hamre i brystet. Hun elskede magiske skabninger, men dette... dette var noget helt andet. Der var en rå vildskab i dyret, noget der gjorde det klart, at det ikke lod sig tæmme af simple magiske midler. Løvehovedet brølede igen, og slangehalen snoede sig, som om den smagte luften. Gedens øjne flakkede mellem eleverne, dens pupiller smalle og vagtsomme. "Vi skal observere den i dag. Ingen hurtige bevægelser. Ingen besværgelser, medmindre jeg giver tilladelse. Og vigtigst af alt: ingen øjenkontakt med løvehovedet." Aitkens øjne hvilede et øjeblik på Georgie, og hun mærkede en blanding af stolthed og nervøsitet. Professoren vidste, at hun var dygtig til dette fag, men hun vidste også, at Georgie havde en vane med at tage chancer. De trådte forsigtigt nærmere. Kimæren så dem an, dens slangehale snoede sig om bag dens krop, som om den forberedte sig på et angreb. Løvehovedet trak vejret tungt, og Georgie kunne se, hvordan dens brystkasse hævede og sænkede sig i dybe, rolige åndedrag. Det var et rovdyr, der lurede på det rette øjeblik.
Pludselig trådte en af de andre elever, en nervøs Hufflepuff dreng ved navn Callum, forkert. En gren knækkede højt under hans fod. Løvehovedet drejede sig straks mod lyden, øjnene lynede, og et dybt, truende knurren lød. I det samme slog slangehalen ud, hurtig som et piskeslag. Callum skreg, Georgie synes det var lige overdrevent nok, og snublede bagud, hans arme fægterede panisk i luften. Georgie reagerede instinktivt. Hun greb sin tryllestav, pegede mod halen og råbte "Impedimenta!"Besværgelsen ramte præcist. Slangen frøs midt i sit hug, som om tiden var gået i stå. Løvehovedet brølede rasende, og gedens hoved stampede irriteret i jorden, men professor Aitken trådte hurtigt frem og hævede begge hænder. Med en ro, der var næsten majestætisk, udstrålede hun en magisk autoritet, der fik kimæren til at tøve. Langsomt sank spændingen. Dyret trak sig tilbage til sin skyggefulde plads i indhegningen, men dets øjne forblev vagtsomme. Aitken vendte sig mod Georgie, mens Callum lå i græsset og gispede.
"God reaktion, frøken Miller. Hurtig tænkning. Men lad os prøve at undgå, at det bliver nødvendigt næste gang." Hun sendte et skarpt blik til Callum, som hurtigt nikkede og mumlede en undskyldning. Georgie nikkede, hendes hænder rystede let, men indeni glødede en stolt varme. Hun var klart ved at blive bedre til sine impulsbesværgelser. Og vigtigst af alt var, at hun vidst havde imponeret professor Aitken.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Magiens Historie
Georgie sad ved et af de tunge træborde i biblioteket, lænet over en gammel bog med falmede sider og sirligt håndskrevne noter i kanten. Ved siden af hende sad Angus, der også havde en stor bog slået op foran sig, men han virkede mere optaget af at tromme med fingrene mod bordet end at læse. De havde ved professor Lewis trukket Den Globale Troldmandskrig til en fremlæggelse i slutningen af timen. Georgie kunne virkelig godt lide den lidt distræte professor som vidste så ufatteligt meget. Nu sad hun og Angus i et kapløb med tiden om at finde så mange relevante informationer om krigen og dens følger som de kunne på en time inden, de skulle vende tilbage og fremlægge.

"Den globale troldmandskrig..." sagde Georgie eftertænksomt og lod blikket glide over en særlig passage i sin bog. "Det var ikke bare en konflikt mellem to parter. Det var kaos på verdensplan. Troldmænd mod troldmænd, men også indblanding fra magiske væsener og endda enkelte muggler regeringer, der opdagede for meget." Angus nikkede og lænede sig tilbage i stolen. "Jeg har tænkt over, hvordan det må have været at leve dengang. Forestil dig at vågne hver dag og ikke vide, om din familie var i sikkerhed. Det må have været forfærdeligt." Han sukkede og skubbede sin bog væk et øjeblik. "Det her afsnit beskriver, hvordan nogle troldmandsamfund forsøgte at holde sig neutrale, men blev trukket ind alligevel. Det var ikke muligt at forblive upåvirket." Georgie skubbede sit hår om bag øret og nikkede. "Præcis. Og nogle af de beslutninger, der blev truffet dengang, påvirker stadig vores samfund i dag. Mange lande strammede deres love for magiske skabninger, fordi nogle af dem var blevet brugt som våben. For slet ikke at tale om splittelsen mellem visse magiske familier. Der er stadig gamle uenigheder i spil."

Angus vendte en side i sin bog og pegede på en passage. "Og så var der de troldmænd, der brugte krigen som en undskyldning for at eksperimentere med farlig magi. Der står her, at nogle forsøgte at skabe nye besværgelser og eliksirer, der kunne ændre kampenes udfald. Det lyder som noget direkte ud af en roman. Eliksirer, der kunne styrke troldmænd, gøre dem usårlige eller lyn hurtige for eksempel.. Men for det meste gik det virkelig galt og mange blev permanent såret eller døde ligefrem i 'fremskridtets navn' " han skar en grimasse som han sagde det sidste. Georgie rynkede panden. "Ja, men vi ser også, at nogle af de opfindelser har haft positive konsekvenser. Helbredende magi tog store skridt fremad i den periode, og nogle af de besværgelser, vi bruger i dag til at beskytte os, blev skabt som et forsvar under krigen. Det er paradoksalt, ikke? At noget så forfærdeligt også kunne føre til fremskridt." Angus var stille et øjeblik, før han sagde: "Men på bekostning af hvor mange liv? Hvor mange måtte lide for, at vi kunne få de fremskridt?" Han lagde en hånd på siden af sin bog, som om han prøvede at føle vægten af historien under sine fingerspidser. "Jeg ved ikke, om jeg synes, det var det værd."

Georgie kiggede ud af vinduet, hvor snefnug dalede langsomt fra himlen. "Jeg tror ikke, nogen kan sige, at det var det værd. Og vi kan måske godt fordømme deres handlinger, men det ændre dem ikke. Så måske kan vi i det mindste lære af det. Hvis vi forstår, hvad der skete dengang, kan vi måske forhindre, at noget lignende sker igen?" Angus nikkede langsomt. "Måske. Men Lewis siger jo at historien har det med at gentage sig." Han rømmede sig og gentog professorens ord "Det er vores opgave at sørge for, at vi lytter til fortiden, i stedet for bare at gentage dens fejltagelser." Georgie smilede skævt, det var en god imitation, det måtte hun give ham. De sad i stilhed et øjeblik, begge med tankerne dybt begravet i de dystre forestillinger om en tid, de aldrig selv havde oplevet, men som stadig kastede lange skygger over deres verden. "Forhåbentlig kommer vi aldrig til at se noget, der bare minder om en global krig." sukkede Georgie og løftede fjerpennen for at skrive stikord til deres fremlæggelse.

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Botanik
Georgie sukkede tungt og stirrede på den lille klump gælletang i sin hånd. Den lugtede af havvand og noget let forrådnet, og hun kneb næsen sammen i en grimasse. "Professor Patel, er det her virkelig nødvendigt?" spurgte hun og så op på den lidt gråsprængte professor, som stod med armene over kors og et skævt smil på læberne. "Meget nødvendigt, frøken Miller. Det er en del af deres lærestreg. Måske tænker De sig om næste gang, De beslutter Dem for at kaste en forvandlingsbesværgelse i klassen uden tilladelse. Nuvel, når De har fået fat i kufferten, kan De komme op igen. Held og lykke." Georgie klemte øjnene i og smed gælletangen i munden. Den var slimet og smagte af noget mellem gammel tang og forkert brygget eliksir. Hun tvang sig selv til at synke og gispede, da effekten satte ind. Hendes hals strammede, en sviende fornemmelse bredte sig, og hun greb sig til halsen, mens huder trak sig sammen og afslørede små, nyudviklede gæller. Hendes fingre blev bundet sammen med svømmehud mellem fingrene, og en kølig brise over søens overflade fik hende til at hoppe i, før hun tænkte for meget over det.
Det kolde vand omfavnede hende straks. For et kort øjeblik panikkede hendes lunger, men så trak hendes gæller vejret for hende, og en ny, mærkelig ro bredte sig i kroppen. Hun svømmede nedad, lod sine arme glide gennem vandet, hænderne fungerede nemt som skovle der fik hende til at skyde en fart hun ikke kunne have klaret uden gælletangens effekt. Mørket sænkede sig om hende, men hun anede konturerne af store sten og dansende alger.

Pludselig, fra dybet, bevægede noget sig. En skygge gled hurtigt forbi. Georgie skærmede sine øjne mod det dunkle vand og så, at hun ikke var alene. En flok grindylower kom smygende frem fra en klynge klipper, deres gule øjne glimtede faretruende. Hun strammede grebet om sin tryllestav (som Patel trods alt havde ladet hende beholde) og forberedte sig med en kærlig tanke til Darwin, der have trænet hendes besværgelser. Den første grindylow strakte sine lange fingre mod hende, men Georgie svingede tryllestaven og sendte en impulsiv Stupefy afsted. Bobler flød op, da besværgelsen ramte, og væsnet tumlede bagud. De andre trak sig let tilbage, men hun vidste, at de ikke ville lade hende slippe så let. Hurtigt svømmede hun nedad mod bunden, hvor hun langt om længe fik øje på kufferten. Den var fastlåst til en stor sten med en tyk kæde. Selv under vandet rullede hun med øjnene. Selvfølgelig havde Patel gjort det sværere. Hun pegede sin stav mod kæden. "Bombarda!" det kom ud som en enkelt stor boble. Med et metallisk knæk sprængtes kæden, og Georgie greb hurtigt kufferten, netop som grindylowerne samlede sig bag hende. Hun sparkede fra, skød op gennem det mørke vand og ignorerede, hvordan hendes gæller pumpede hurtigere. Da hun brød gennem overfladen og hev efter vejret, var Patel allerede ved bredden, hendes ansigt en blanding af tilfredshed og underholdning. "Velkommen tilbage, miss Miller. Jeg håber, De har lært noget." Georgie gispede og kastede kufferten op på bredden, mens gælletangens effekt begyndte at aftage. "Ja... Jeg har lært, at du er en sadist." Patel lo. "Og De overlevede alligevel. Godt gået."

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Eliksirer
Georgie sad på en af de gamle træbænke i biblioteket, bøjet over en bog om magiske eliksirer. Overfor hende sad Angus, hans mørke bryn trukket sammen, mens han bladrede igennem en bog om varulve og deres levevilkår. "Stormhatteeliksiren burde være frit tilgængelig," sagde Georgie, mens hun lænede sig lidt frem og skubbede sin bog til side. "Det er jo en livsforandrende eliksir. Uden den er varulve farlige for andre, men med den kan de leve nogenlunde normale liv." Angus fnøs svagt og lukkede sin bog. "Det lyder logisk, men hvad så med dem, der misbruger den? Hvis den er frit tilgængelig, kan hvem som helst bruge den til eksperimenter eller endda sabotage. Hvad hvis nogen svækker en varulvs eliksir med vilje?" Han trommede fingrene mod bordet. "Den burde være kontrolleret, men nemmere at få adgang til for dem, der virkelig har brug for den." Georgie overvejede det et øjeblik. "Det ville være frygteligt, hvis nogen manipulerede den, ja. Men er det ikke lidt den samme argumentation, som bliver brugt mod al mulig anden helbredende magi? At den kan misbruges? Det betyder jo ikke, at vi skal nægte folk behandling." modargumenterede hun nøgternt. "Nej, selvfølgelig ikke," sagde Angus og sukkede. "Men det handler om balance. Der er også en økonomisk side af det. Eliksiren er ikke billig at fremstille. Skal ministeriet så dække udgifterne? Eller skal varulve selv betale?" Han hævede et øjenbryn. "Det er jo ikke deres skyld, at de blev bidt." Georgie nikkede. "Nej, præcis. Og det er derfor, jeg synes, vi som samfund burde tage ansvar. Det ville også fjerne noget af den stigma, der stadig er omkring varulve. Folk frygter dem, selv dem, der tager stormhatteeliksiren. Det er uretfærdigt." Angus lænede sig tilbage og studerede hende. "Så du har ikke noget problem med varulve?" Georgie rystede på hovedet. "Nej. Jeg mener, selvfølgelig ville jeg ikke selv have lyst til at blive en, men jeg har ikke noget problem med dem, der er det. Det er en sygdom, ikke en ondskab." Angus smilede skævt. "Det er en meget Georgie-agtig ting at sige." Hun himlede med øjnene. "Og hvad betyder det så lige?" allerede i forsvarsstilling, men Angus smilede afvæbnende. "At du altid prøver at se det bedste i folk." Formildet trak Georgie på skulderen. "Tja, nogen skal jo gøre det, ikke?"

---

NAVN: Georgie
ÅRGANG: 6
FAG: Tryllestavsvidenskab
Georgie sad rankt ved sit bord i Tryllestavsvidenskab, mens Professor Ecliptica svævede rundt i lokalet i en kappe af smaragdgrøn fløjl, der nærmest glimtede i lyset fra de svævende lamper. På hans skrivebord stod flere små potter med minitræer og krogede grene, og som altid lurede et par buetruller blandt bladene. Georgie havde længe forsøgt at vinde deres gunst, men de ignorerede hende konsekvent, selv når hun forsøgte at bestikke dem med tørrede bær og trælus. "I dag," annoncerede Ecliptica med en kaffeduftende suk, "har jeg udvalgt forskellige træsorter til jer. Hver af jer får en barkprøve, og jeres opgave er at præsentere dens tryllestavs-egenskaber og historiske anvendelse." Det var tydeligt at han ikke forventede at de faktisk havde noget fornuftigt at sige. Hun var ikke sikker på, at hun brød sig om professoren selvom han tydeligvis var meget dygtig.Han skred frem mellem bordene, mens han lod træstykker dale ned på elevernes pergamenter. Georgie kiggede ned på sit stykke bark. Det var mørkt, glat og duftede let krydret. Elm. Hun mærkede et lille stik af genkendelse. Hendes mors tryllestav var lavet af elm. Da det blev hendes tur til at fremlægge, rejste Georgie sig og skubbede sit hår tilbage bag øret.
"Elmetræ er kendt for at være blandt de mest raffinerede materialer til tryllestave. Stave af elm er ofte krævende i deres valg af ejer, men hos den rette troldmand er de præcise, elegante og stærke. Mange mestre i besværgelsesmagi har svoret til elmestave på grund af deres usædvanligt rene magiske kanalisering," forklarede hun. Professor Ecliptica nikkede langsomt og tog en slurk af sin kaffe. "Og hvad kan du fortælle os om dets historie?" Georgie skævede kort til sine noter. "I det 17. århundrede var elm et populært valg blandt tryllestavsmagere i Frankrig, og det siges, at mange af de første registrerede trylleduellanter bar stave af elm. I dag bruges de ofte af troldmænd med en særlig evne for finmotorisk magi og besværgelser, der kræver præcision." Hun tøvede et øjeblik, før hun tilføjede, "Min mor har en tryllestav af elm. Hun siger, den føles som en forlængelse af hendes egen vilje." Professor Ecliptica hævede et øjenbryn. "Interessant. Elmestave har en vis... fornemhed over sig. Man siger, de aldrig vælger klodsede hænder." Han lod blikket glide over klassen. "Og som frøken Miller så glimrende påpegede, er de kendt for deres præcision. En undervurderet, men dødsensfarlig kvalitet i duelmagien." Georgie nikkede og satte sig tilbage, tilfreds med sin fremlæggelse. Hun kastede et hurtigt blik mod buetrullerne, der stadig sad sammenfiltret i en af de små plantekroner. De stirrede på hende med deres små, skinnende øjne, som om de vurderede hendes præsentation. Ét fnyste lavmælt. Det var vist ikke en bestået bedømmelse, hvis man skulle tro deres manglende begejstring. Men hun skulle nok få dem over på sin side, om det så skulle tage hende hele året.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: Astrologi
Snart var det rygtedes, at Émile de Saint-Laurent og Abigail Leone havde kysset hinanden et par gange. Abigail havde end ikke fortalt Serena det, før hun selv havde hørt rygterne florere. Serena havde ikke været tilfreds med ikke at høre noget, men Abigail havde forklaret og argumenteret.
Et par dage senere havde Serena accepteret og spurgte endnu mere ind til det hele – og selvfølgelig påpeget, at det var en skam, fordi hun mente, at det var sværere at overtale Abigail til at møde Lorenzo, Serenas bror.
Sophie Deveraux, Beauxbatons svar på Milena fra Hogwarts og jævnaldrende heks, havde trængt Abigail op i en krog, billedligt talt. Hun havde forsinket Abigail efter magiens historie og spurgt ind til Émile. Rygterne blev bekræftet, eftersom Émile og Abigail havde talt om rygterne og besluttet, at der ikke var grund til at lyve, selvom de ikke var et par. Snakken var ikke faldet så meget ind på, hvad de kunne eller skulle kalde sig, for de vidste begge, at det var lidt håbløst, når han stoppede efter skoleåret, fordi han var færdig, og hun skulle tilbage til Hogwarts for sit sidste år.

”Hvordan kyssede han?” spurgte Sophie i klassen, da de kun var de to. Abigail havde intet imod hende, men hun vidste godt, hvorfor Sophie var der, for som regel talte de ikke meget sammen.
”Hvem?” spurgte Abigail derfor, selvom hun vidste, at det var et dumt svar.
”Hvem tror du? Émile selvfølgelig. Har du kysset med andre her på skolen da?” spurgte Sophie lidt for begejstret, hvilket fik Abigail til at gøre store øjne.
”Nej,” skyndte hun sig at svare, for dét rygte skulle på ingen måde begynde på Beauxbatons. ”Han kysser godt. Men jeg hører, at han også har god erfaring. Er det sandt?”
Sophie lo lidt. ”Han og Camille har øvet sig på hinanden i halvandet år eller sådan noget. Efter de har kigget på hinanden og flirtet i to år eller sådan noget. Det er vel nærmest et mirakel, at de har slået op,” sagde Sophie.
”Ah, mon dog.”
Sophie trak på skuldrene. ”Camille siger, at han er jaloux anlagt og hele tiden vil vide, hvem hun har brug tid med, og så hadede han at høre, hvis det var andre drenge,” sagde hun.
Abigail så olmt på Sophie. ”Og det synes du lyder som et mirakel, at de gik væk fra?” spurgte hun undrende.
Sophie fnøs. ”De har været igennem en masse skænderier og altid fundet ud af det. Jeg mener, se på dem – de er perfekte sammen,” sagde hun.
Nu var det Abigail der fnøs. ”Din pointe bliver værre og værre, Sophie.”
”På den ene side er de perfekte sammen, men tror du må, at man kan holde til at være i et forhold resten af livet, hvis man hele tiden skændes og er jaloux?” spurgte Sophie.
Abigail gjorde, hvad hun ofte gjorde. ”Havde han en grund til at være jaloux? Jeg mener, hun er helt vildt pæn, så alle har sikkert flokkedes om hende, har de ikke?”
”Jo, som Margaux næsten, selv uden wiliegenerne,” sagde Sophie og Abigail nikkede ivrigt for at vise, at hun forstod. Sophie fortsatte. ”Hun har ikke været ham utro, ikke sådan rigtigt.”
Abigail kneb øjnene undrende sammen. Hvad dækkede det over?
”Til en eller anden fest var der én, der kyssede hende engang, og hun stoppede vist ikke rigtig kysset, fordi det var en af de perioder, hvor Camille og Émile var uvenner,” uddybede Sophie.
Abigail nikkede udtryksløst, da det virkelig ikke kom nogen af dem ved. Inderst inde havde hun selvfølgelig en masse tanker og holdninger, og de var biased, hvorfor hun slet ikke sagde noget.
Pigerne snakkede videre et stykke tid.

”Det egentlige mirakel ligger i, at vi begge to åbenbart kan finde på at være jaloux og alligevel er vi det ikke nu, fordi vi ikke har meget at kæmpe for. Han bliver færdig. Jeg skal til Hogwarts, og jeg troede aldrig, jeg kunne få mig selv til at kysse andre igen, efter min eks og jeg slog op” forklarede Abigail og rejste sig, Hendes ringe højde udgjorde ikke rigtig nogen trussel, selvom hun ville forsøge at statuere en nonchalant holdning om, at hun ikke kunne være mere ligeglad med, hvad folk tænkte om hendes liv og hendes handlinger.
”Er du jaloux?” spurgte Sophie lidt overrasket.
”Det er sket før,” svarede Abigail.
”Hvad nu hvis Émile ender sammen med Camille eller en anden igen?” spurgte Sophie.
”Hvad så?”
”Ville du blive jaloux?”
”Nej, nok ikke.”
”Hvorfor ikke?”
”Som jeg lige har sagt, så er Émile snart færdig med at gå i skole. Jeg skal til Hogwarts. Jeg synes han er sød, men vi har ikke kendt hinanden så længe. Han har tydeligvis historie med Camille, og jeg har med Flick. Hvis noget kan vi bruge hinanden på at lære andre at kende, og hvis der kommer nogle følelser, så må vi håndtere dem og se det som et mirakel, at det kan lade sig gøre, men også bruge det som en erfaring mere. Livet gør ondt, men jeg synes oprigtigt, at han er sød, og jeg har ikke tænkt mig at holde mig fra at lære ham at kende, bare fordi jeg ved, at vi kun har fire måneder sammen, for hvorfor skulle vi ikke hygge os og have det sjovt og rart sammen i den periode, bare fordi vi måske bliver kede af det, eller en af os måske bliver jaloux?” spurgte Abigail efter en længere tale. Sophie var ikke som Milena. Sophie virkede fordømmende, som om hun ville skræmme Abigail eller fortælle, at Abigail ikke betød noget. Og måske gjorde hun ikke, for hun kendte ikke Émile godt nok til at vide den slags endnu, men hun vidste, at hun selv var glad for at bruge tid med ham.

Sophie så lidt undrende på Abigail. ”Jeg synes det er fint, at de er gået fra hinanden, og de skal endelig bare gøre, hvad de vil. Bare pas på, at du ikke bliver et springbræt, der skal bruges til at gøre Camille jaloux, så han kan få hende tilbage. Personligt synes jeg, at han kan gøre det meget bedre end hende, så det er for din skyld,” svarede Sophie.
”Jeg takker for betænksomheden. Selv hvis jeg bliver springbræt, så klarer jeg det nok. Men jeg skal fortælle ham, at han har en interesseret, hvis han står og mangler,” sagde Abigail, da hun demonstrativt lukkede tasken.
”Hvad. Nej. Nej! Abigail. Jeg synes… Jeg synes, Camille er snobbet. Émile kan også være det, men jeg synes ikke de passer sammen.”
Abigail kneb atter øjnene sammen. Var hun altid så forvirrende? ”Jeg forstår ikke, hvad det er du siger. Du lyder både til at heppe på Émile og Camille som et par, men samtid lyder du selv forelsket i ham og i hvert fald ikke som om, at du er okay med, at jeg har kysset ham. Hvad er det du siger?” spurgte Abigail ærligt forvirret.
Sophie trak på skuldrene igen og sukkede lidt. ”Jeg er ikke forelsket i ham. Med dig troede jeg bare ikke, at du var den type eller hans type for den sags skyld. Pas på med ham,” sagde hun.
Abigail var stadig forvirret. ”Okay. Til din information, så lignede min ekskæreste mere Fabian. Du ved, Fabian Beauchamp. Er vi enige om, at han og Émile ikke ligner hinanden?” spurgte Abigail retorisk. Sophie nikkede. Abigail fortsatte. ”Typer kan diskuteres. Måske er det ikke, fordi man har en type, men tilfældigvis sidder i samme område og begynder at tale sammen og finder ud af, at man synes, den anden er interessant.” Abigail svang tasken op over skulderen og begyndte at gå mod døren.

”Jeg kunne godt forelske mig i ham, og den følelse i sig selv er rar, når man aldrig troede, at det skulle ske igen,” sagde Abigail på en måde, der ikke var til diskussion. ”Desuden kender du mig ikke, så dine antagelser kan du ikke bruge til andet end rygter, men de er spildt på mig og de er spildt på Émile. Vi er begge ude af Beauxbatons efter fire måneder. Til gengæld kan du få fornøjelsen af min ekskæreste her næste år. Han er sikkert lige noget for dig,” sagde Abigail lidt tarveligt. Alligevel stoppede hun lige i døren og så tilbage på Sophie, der mumlede et ”Næppe.” Abigail rynkede brynene sammen igen. ”Okay, skal du med, eller skal du gro fast her i lokalet?” spurgte Abigail, der gjorde et kast med hovedet, som om hun inviterede Sophie med videre. Sammen gik de, men Abigail nægtede at tale mere om sig selv. Hun ville ikke ødelægge sin egen glæde eller stemning, for hun var glad. Det virkede rart igen at føle den form for spænding og glæde sammen med en dreng, for hun troede kun, at det var noget hun oplevede med Flick, og nu var det slut og umuligt for fremtiden også.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: Mugglerstudier
”Vil du ikke overveje at møde min bror?” spurgte Serena, da de gik rundt blandt mugglere i Frankrig – eller Moldus som franskmændene kaldte det. Abigail var holdt op med at tælle, hvor mange gange hun havde spurgt, for det var intensiveret siden Abigail kom tilbage fra jul med mærkatet ’single’ brændemærket i panden som en besværgelse, der havde slået fejl. Sådan føltes det nærmest, for bedst som Abigail troede, at folk stadig ikke anede hvem hun var, havde hun aldrig fået så mange blikke og hørt så mange hviskende stemmer i krogene. Selv Margaux Montclair havde talt til hende og Sophie Deveraux havde opsøgt noget af den sladder hun var så glad for og god til at dele. Gaspard Montreuil havde endda sneget sig til at sidde ved siden af hende i undervisningen et par gange, og almindelige samtaler var sket.
”Serena,” begyndte Abigail med et håbløst smil. ”Jeg har fem måneder tilbage her, inden jeg skal væk herfra. Jeg vil hellere høre alt om dit liv, Élises, Gaspards, alle de andre som jeg også skal bruge de næste fem måneder med, og ikke en dreng, jeg ikke kan lære at kende eller se før om halvandet år,” forsøgte hun at forklare.
Serena forsøgte nu alligevel at arrangere et møde og måske endda en date. Abigail var vedholdende. ”Lad os sige, at jeg sagde ja. Så ville du stadig skulle bruge energien på at overtale ham. Han vil have vigtigere ting at lave, end at møde sin lillesøsters nyeste veninde, der stadig går i skole, og så bruge noget tid på de eneste dage, vi har mulighed for at tage til Place Cachée. Selv hvis du fik ret og alt flaskede sig, så har jeg lige haft et forholde mellem to lande, og det fungerer ikke. Jeg kan ikke se, hvordan det skulle være anderledes senere. Og jeg har desuden ikke travlt med at finde en ny kæreste. Jeg har været forelsket i Flick i flere år. Det er godt nok, at der kommer ro på nu” sagde hun også så hviskende hun kunne, da en af politiets folk åbnede ind til fængslets fangegang, hvor der var celler med indsatte på rækker og atter rækker.
Serena måtte vente med at snakke videre, til de var ude fra deres tur i fængslet igen.

Alle eleverne så underlige ud i forhold til, hvordan de som regel så ud og hvordan Abigail kunne forestille sig de andre se ud i deres mugglertøj. Det så direkte dumt ud, når man var vant til at se resten af årgangen i elegante og stilfulde gevandter. Dagligdagstøjet var også noget mere stilfuldt på Beauxbatons, end det mugglertøj de alle havde på i dagens anledning. Turene ud blandt mugglere i Frankrig havde Abigail således også frygtet, for skolen virkede langt mere traditionel og snobbede over at skulle blande sig med mugglere, men hun måtte alligevel give dem alle, at de var civiliserede. Selvfølgelig, tænkte hun også, for ellers havde de vel ikke valgt at tage faget.

”Hvilken slags kriminelle sidder herinde?” spurgte Florian Beauchamp, som stadig lignede Flick så utroligt meget.
”Primært kriminelle der importerer og sælger narkotika og kriminelle der har fået domme for vold. Men der findes også en god del, der har seksualforbrydelser på samvittigheden,” svarede fængselsbetjenten.
Det var som om, at den sidste information var noget, der delte vandene i gruppen af elever. Drengene begyndte at grine i krogene, selvom et par stykker af drengene blev stille. Især de drenge der som regel talte højt om sex og piger. ”Tror I også, man kan komme i vores fængsel for det?” hørte Abigail én af drengene spørge en anden dreng om. Responsen var et skuldertræk.
Piger var til gengæld hurtigere til automatisk at træde et skridt væk fra cellerne, selvom de var lukkede og ikke bestod af jernstænger, så arme og hænder stak ud som man måske kunne forestille sig. Det var almindeligt lukkede døre med en lille luge i, så man kunne tale med hinanden og se hinanden på tidspunkter, hvor det ikke var tid til at komme ud.

Forestillingen og historierne om Azkaban, som spillede i hovedet på Abigail, gjorde, at oplevelsen i det franske mugglerfængsel blev sat i perspektiv. Fangerne i de magiske fængsler virkede desperate, vanvittige eller livløse. De seneste historier var, at der var en underlig stilhed og koldt ubehag i Azkaban sammen med enorm ensomhed. I de kolde murstensceller.
Her i fængslet i udkanten af Paris virkede der til at være summende larm, lyde og samtaler. Endda var der fællesrum og besøgsrum. Der var naturligvis også elektronikken so summede og larmede. Nøgler der klirrede, når celler blev åbnet eller låst, men derudover lignede de indsatte almindelige mennesker.

Fængselsbetjenten fortalte om de forskelle mærker på dørene, der indikerede særlige præferencer som fx madallergier eller, hvis man var vegetar. Andre igen hvis de havde gjort sig fortjent til at få en ekstra pude til natten.
Fængslet var desuden inddelt i etager. Mange var i bandelignende tilhørsforhold, som også blev markeret på dørene. De havde dog også en etage for sig selv.
Afhængig af kriminalitetens alvor var fangerne lukket mere isolerede inde, mens den mere åbne afdeling i fængslet betød, at nogle af fangerne studerede eller arbejdede, de hjalp med rengøring og omgikkes hinanden på gange og fællesrummene.
Abigail var ikke sikker på, at magikerne straffede de småkriminelle med fængsel på samme måde som mugglerne gjorde. Hvis noget kunne hun forestille sig, at sanktionen var en bøde og en plettet straffeattest. Om man blev idømt samfundstjeneste, kunne hun heller ikke vurdere, selvom de havde hørt, at det var en mulighed for nogle mugglere, der fx havde overtrådt færdselsreglerne ved at køre med alkohol i blodet, eller sådan noget.
Egentligt troede hun ikke, at der var magikere (og, heldigvis, forbrydelser) nok til, at det kunne betale sig at fængsle for alle former for småkriminalitet, men Abigail overvejede, at det burde blive straffet.
På en måde fik hun lyst til at undersøge, hvad kriminaliteten var i de magiske samfund og også hvilken slags kriminalitet, der blev begået, så hun selv kunne vurdere, om straf og forbrydelse stemte passende overens.

Efter oplevelsen vandrede årgangen tilbage til diverse afsidesliggende transitnøgler for at vende retur til Beauxbatons.
”Hvordan håndterer din far og Flicks far den slags i det magiske samfund?” spurgte Serena, mens Abigail overvejede kriminalitetsformerne i det magiske samfund.
”Jeg ved det ikke. Jeg kunne læse om import af ulovlige eliksirer og ingredienser, hvilket måske er det nærmeste, vi kan komme mugglernes narkotika. Måske er det afhængigt af et større netværk af kriminelle, der afgør straffen. Der er vist andre fængsler end det store, men dem kender jeg ikke. Ellers tror jeg det handler om bøder,” svarede Abigail, der stadig overvejede oplevelserne. ”Hørte du, hvordan én af fangerne skyldte en tjeneste til en anden og endte med at blive fanget med narko, selvom han troede, han transporterede harmløse møbler fra ét land til et andet, og han nu er i fængsel for smugling af stoffer, og derhjemme har han både kone og børn?” spurgte Abigail trist over historien. Serena nikkede og slog blikket ned også. ”Ja, det er synd for ham og hans familie. Han kan ikke se sine børn blive store og ikke være der. De skal komme og besøge sin far i fængslet,” uddybede Serena, hvilket fik Abigail til at nikke.
”Jeg ville gerne vide mere. Både om kriminaliteten i det magiske samfund, for jeg tror der er mange tilfælde af ulovlig brug af magi, altså især crucio og imperio. Men faktisk gad jeg også godt vide mere om lige den fange, hans historie og hans families også. Kunne det ikke være spændende?” spurgte hun. Derefter talte pigerne videre om forskelle, ligheder og ikke bare om magiske og mugglernes fængsler, men om forskellen på franske og britiske forhold.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: FMMK
Valentinsdag var gået godt for langt de fleste på Beauxbatons. Place Cachée var stedet for samtlige magikere i Frankrig, hvilket kunne sidestilles med en god kombination af Diagonalstræde og Hogsmeade. Forskellen var, at eleverne på Beauxbatons måtte besøge stedet oftere end Hogwarts. Blandt andet i forbindelse med mærkedage, højtider og ved at søge tilladelse i forbindelse med fødselsdage. Friheden var eminent, hvorfor de fleste af parrene, der fejrede Valentinsdag, var valfartet til stedet for kaffe, andre drinks og en croissant eller andet bagværk.

Émile de Saint-Laurent havde været en gentleman – helt fra dagen, han havde spurgt hende, og hun havde sagt ja. På selve Valentinsdag var det ikke kun om aftenen og den egentlige aftale, han havde været en gentleman, men hele dagen. Fra morgenstunden lå en langstilket rose på hendes sædvanlige spiseplads med hendes navn på. Senere havde hun fået et Valentinskort, som havde fået hende til at rødme mere end hun troede, hun var i stand til mere. I løbet af dagen, havde han sendt hende flere flirtende blikke – en observation Abigail havde gjort, fordi hun selv havde skævet til ham. Om eftermiddagen fik Abigail chokolade, hvilket hun takkede for med et kys på kinden. Selv havde hun givet Émile chokolade også, foruden et kort.
Dagene op til Valentinsdag havde de brugt mere tid sammen og udvekslet flere ord, samtid med at de også havde studeret sammen. Hvilket de havde fortsat med efterfølgende.

”Jeg er ikke god til dueller, Abigail, men jeg har hørt, at det er sjovere at forsøge at skubbe hinanden væk med besværgelsen, end det er at få magisk fremstillet tåge til at forsvinde,” sagde Émile som et forslag. Sigende vippede han med øjenbrynene, da han tog sin tryllestav væk igen, tydeligvis kedet af at fremkalde en magisk tåge. ”Der skal bruges en anden kraft og jeg tror ærligt talt, du også synes, det er sjovt. I stedet for at se hvor hurtigt du kan få tågen væk, kan du prøve med en anden styrke og kraft,” foreslog han.
Abigail kneb øjnene sammen.
”Er du ikke god til at duellere?” spurgte hun ham med et skævt smil.
”Er dét, hvad du bemærker?” spurgte han grinende.
”Også det andet og jeg overvejer. Du virker som typen, der er god til at duellere,” sagde hun desuden.
”Det er ikke min stil. Du ved da, at jeg nyder roen og fordybelsen i eliksirer eller at læse – lige som dig,” svarede han hende med et charmerende smil.
”Jeg øver mig stadig på at brygge eliksirerne. Jeg passer gerne planterne til det,” korrigerede hun ham dog, men smilede stadig.

Smalltalken fortsatte et stykke tid, hvor de lærte flere små detaljer at kende om hinanden, indtil de blev enige om at sende vind mod hinanden.
”Kan man blokere med en protego?” spurgte Abigail.
”Du kan jo prøve,” sagde Émile, hvorefter han hurtigt sendte Ventus-besværgelsen efter Abigail. Han havde allerede haft om besværgelsen året i forvejen, hvorfor han vidste præcis, hvordan han skulle kanalisere magien ud gennem tryllestaven til netop at begynde at skubbe Abigail væk, før hun så meget som nåede at tænke på protego igen. Derfor snappede hun efter vejret, imens hun grinede. ”Hey, Émile, stop,” forsøgte hun, men hun grinede og det samme gjorde han i det efterladte lokale, men han stoppede også.
”Okay, okay,” sagde han og betragtede, hvordan Abigail forsøgte at få styr på sit hår igen.
”Timeout. Jeg må sætte håret op,” lod hun ham vide, før hun bandet elastikken fra håndleddet omkring håret og øjeblikket efter havde hun en hestehale.
”Det ser heller ikke værst ud. Lad os se hvordan den ser ud i stærk hvirvelvind,” sagde han, hvortil han stillede sig an med tryllestaven igen. Denne gang stillede Abigail sig an og fik gang i protego, før et angreb overhovedet kom, hvorfor hun stoppede op. ”Hvad laver du? Eller rettere, hvorfor gør du ingenting?”
”For det første, Abigail Leone, hvem siger, at jeg skulle sende ventus mod dig? For det andet, gør vi det så ikke helt forkert?” spurgte Émile.
”Hvad mener du?”
”Bør vi ikke bukke med hævet stav og noget med fem skridt fra hinanden?”
”Er det ikke tre skridt?” spurgte Abigail.
”Jeg aner det ikke, jeg kan ikke duellere,” lo Émile. Abigail istemte. ”Okay, lad os gøre det.”
Da de stod overfor hinanden, så Abigail op på ham. ”Lad os se, hvem der gør hvad,” gjorde hun klart, så det ikke var givet på forhånd, hvem der kastede hvilken besværgelse.
”Game on, Leone.”
”Game on, di Saint-Lorentz.”
Émile lo af Abigails udtale. ”Næsten. De Saint-Laurent, men det bliver bedre. Det er næsten kun accenten, der skal ændres.”
”Di Saint-Laurent,” gentog Abigail.
”De Saint-Laurent,” rettede Émile.
”De Saint-Laurent,” gentog Abigail.
Émile smilede tilfreds, da han bankede sin tryllestav ind mod hendes, og til sammen slog tryllestavene gnister.
”Uha, er du ved at lade op?” spurgte han.
”Ikke mere end du er, vil jeg tro,” svarede hun ham.

De lo. De bukkede. Som kompromis tog de fire skridt væk fra hinanden, inden de lavede en form for duel med udelukkende hvirvelvinde og protego, som de opdagede, godt kunne fungere, selvom man kunne mærke vinden rundt om skjoldbesværgelsen. Begge havde held med at skubbe hinanden væk, begge fejlede også, hvilket gav gode grin ligesom når de begge stod med en skjoldbesværgelse uden modstand. To hvirvelvinde mod hinanden sørgede for at alt i lokalet blev påvirket. Derfor havde de pakket bøgerne forsvarligt ned i taskerne, så de ikke fløj rundt igen, samt andre forholdsregler blev taget.
Uden at være klar på det, oplevede Abigail at blive ramt af en lammer, hvorefter hun mærkede at blive suget tættere på Émile i stedet for at blive skubbet væk. Hun var rasende, men før hun var helt henne hos ham, havde han allerede ophævet besværgelsen igen.
”Jeg blev nødt til at prøve, hvordan det var at trække dig tættere på i stedet for at skubbe dig væk,” sagde han med sit charmerende smil og det let viltre blonde hår som følge af stærk hvirvelvind. Lige så irriterende Abigail fandt hans kneb, lige så meget mærkede hun mellemgulvet give efter i et sug.
”Hvordan var det så?” spurgte hun ham.
”Jeg ved ikke om mobilicorpus virker uden en lammer,” svarede han.
Abigail så forvirret på ham.
”Jeg foretrækker at trække dig tættere på, men jeg bryder mig ikke om at lamme dig,” udpenslede han.
”Du må prøve uden en lammer,” kommenterede hun mildt.
”Ja,” svarede han tøvende, før han hurtigt lagde en hånd mod siden af Abigails hoved og kyssede hende blidt.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: Spådom
Élise, Serena og Abigail sad i deres egen lille opholdsstue for bare de tre med hver sin kop te i hænderne og pejsen, der holdt dem varme. De to andre sad og talte, mens Abigail sad og skrev et brev til Gigi og lyttede halvt om halvt.
”Margaux Montclair havde en meget ujævn hjertelinje, og hørte du, at hendes livslinje var fuld af brud, så hun hele tiden vil opleve opbrud og ikke få et ret stabilt, nemt liv. Er det ikke underligt? Hun er wilie, og så vil hun sandsynligvis få det svært med kærligheden fremover, selvom hun kan få, hvem end hun vil have,” sagde Serena nærmest hånende og fascineret på samme tid. Derefter talte de lidt om fordele og ulemper ved wiliegenet, før de gennemgik deres eget kærlighedsliv på baggrund af håndlæsningen i spådom.

”Hvad med dig, Abi? Hvorfor har du ikke spådom?” spurgte Serena igen. Élise smilede, for hun kendte svaret og var ikke så ivrig efter at høre svaret igen.
”Jeg skal ikke bruge det pjat til noget” svarede Abi som en gentagelse af sig selv.
”Det er ikke pjat, eller måske men det er sjovt. Man kan lære noget om sig selv,” svarede Serena.
”Ikke hvis ikke man tror på det, så er det spild af tid,” fortsatte Abigail, der foldede brevet sammen, så det var klar til at blive fjernet og sendt til det skotske højland. Derefter satte hun sig til rette for at lytte mere til deres mærkelige, men sjove samtaler om, hvem de mon hver især ville gifte sig med og leve langt og lykkeligt med.
”Har du travlt nu, Abi?” spurgte Élise overraskende nok, da hun nikkede mod brevet.
Abigail rystede på hovedet og svarede et tøvende ”Nej…”
”Perfekt,” sagde de begge i kor. ”Så kan vi se på din hånd og dit kærlighedsliv. Man kommer langt bare ved at se på livslinjen og hjertelinjen,” sagde Serena energisk.

Abigail tøvede længe, før Serena endnu engang forsøgte med sine bedste overtalelsesevner. Élise istemte, hvilket Abigail blev mistænkelig over, for hvad kunne de se i hånden? Diskret åbnede hun hånden og så på den uden at se noget som helst specielt.
”Se, du er nysgerrig,” prøvede Serena, der slog over i italiensk for at overtale endnu bedre. Et trick, der måske virkede, fordi det lå Abigail langt mere lige for at bruge italiensk, selvom fransk ikke voldte hende problemer længere.
Élise var til gengæld ikke så fan. Ikke før det af ukendte årsager lykkedes for Serena at få Abigail til at indvillige i det, hvorefter de rykkede rundt på sig. En spådomsbog blev hentet og straks var alle hænder nærmest åbne omkring sofabordet. Hvad de kiggede på og hvad Élise og Serena fik ud af alle deres ord, vidste Abigail simpelthen ikke. Åbenbart havde Abigail meget symmetriske hænder, og da hun spurgte om, hvad det betød, så havde de to andre allerede en festlig samtale, der udviklede sig til flere og flere samtaler, indtil de endelig gik i gang og var færdig med at sammenligne deres egne hænder med Abigails.

”Du har generelt meget tydelige linjer i hånden,” sagde Élise. Abigail rynkede brynene sammen, men undlod at trække hånden til sig, selvom det havde været første indskydelse. Var hun tyk, for var det ikke derfor linjerne var tydelige? Jo mere tyk man var, jo tydeligere linjer. Hun kiggede mod de andre for at se deres håndflader i et forsøg på at sammenligne, for var de ikke alle sammen ca. samme størrelse? Jo, det mente hun, men hun så ikke deres hænder. Da Abigail alligevel ubevidst forsøgte at lukke fingrene sammen, var Serena hurtig til at folde dem ud igen.

”Se her, hjertelinjen. Den er lang og tydelig. Det er godt, Abi. Det betyder, at dine forhold formentligt er dybe og meningsfulde,” sagde Serena, der fulgte den tydeligste linje under fingrene. Straks kastede Élise sig over bogen som for at se efter noget bestemt. Det var som om, at Serena også så det, da hun åbenlyst og spændt ventede på et svar på et spørgsmål, som Abigail ikke kendte.
”Den her forgrening,” begyndte Élise og pegede på linjen, der netop havde en forgrening. ”Det indikerer, at du sandsynligvis på et tidspunkt står over for et stort valg i dit kærlighedsliv. Formentligt fordi du skal vælge mellem to personer, men det kan også være, at du skal vælge mellem kærlighed og noget andet vigtigt i dit liv,” fortsatte Élise. Serena så op på Abigail med et stort smil, men det så også sørgmodigt ud, hvilket fik den i forvejen forvirrede Abigail til at smile, men rynke brynene, hvilket gav hende et trist udtryk.
”Hvad?” spurgte Abigail nervøst efter tristheden havde spillet ind.
Serena sukkede. ”Det er godt for dig Abi,”
”Men…?” spurgte Abigail og så igen nervøst ned i sin egen hånd.
”Nej nej, jeg er misundelig,” beroligede Serena Abigail. Abigail var hurtigt mere rolig, men blev igen trist på Serenas vegne og Abigail så spørgende på hende. ”Min hjertelinje indikerer, at jeg kommer til at opleve mange op- og nedture i mine forhold og mit følelsesliv. Det er lidt trist, for min livslinje indikerer, at kærlighed har en stor betydning i mit liv,” svarede hun en anelse trist. Abigail hævede nu øjenbrynene.
”Det er jo bare noget pjat, Serena. Jeg er ikke i tvivl om, at du finder den eneste ene snart endda, og så er det et stærkt forhold du udvikler,” sagde Abigail og Élise nikkede, mens hun knyttede sin egen hånd.
”Din hjertelinje er helt perfekt, Élise, så det er nemt for dig at sige. Den er dyb, lige og med kun ganske få andre linjer tilknyttet. Og så finder du nok også din udkårne tidligt i livet ifølge skæbnelinjen,” sukkede Serena misundeligt.
Élise rystede på hovedet. ”Så havde jeg nok allerede fundet ham og haft mere erfaring med drenge end jeg har. Og så kan man jo sige, at manden i min liv også har hænder og linjer. Om de overhovedet passer sammen, ved vi ikke, så det er ikke sikkert, at det overhovedet passer. Det kan handle om kærlighed til andre i livet end en partner. Venner og familie også,” sagde Élise. Abigail undgik at sige noget, for hun syntes det lød til, at Serena havde et stærkt bånd til sin familie og i høj grad til vennerne, så hun var bange for at argumentere sin sag forkert.

Lidt mere snak gik om Élise og Serenas hænder, for det var nemt at analysere på, når de allerede havde gennemgået linjerne i deres undervisning. Derefter vendte de tilbage til Abigails hånd.
Frisk te var lavet og med dét kom ny energi og bedre stemning.
Alle linjer blev nærstuderet. Alle linjer fik kommentarer med på vejen og Abigail opgav til sidst at forsøge at få det til at give mening, for så var de linjer tætte på hinanden, hvilket betød sådan og sådan. Så gjorde den linje sådan, hvilket kunne betyde dét eller dét, men at den gjorde sådan, betød modsat noget andet.

”Opsummerende betyder det vist, at fordi din skæbnelinje ikke er så stærk igen, så har du ret meget selv indflydelse på dit kærlighedsliv, Abi. Det er ikke så meget skæbnen, at du ender med den person, du ender med. Det kan det indikere. Men du vil stadig elske ham, og måske er det dét forgreningen betyder som sagt. At du skal vælge mellem to personer. Eget valg, ikke skæbnebestemt. Og se denne parallelle linje – det kan betyde, at dine andre relationer, som fx en ven, har betydning for dit kærlighedsliv. Ikke som din partner, men måske som en støtte eller måske endda én, der introducerer dig til en særlig betydningsfuld person i dit liv. Der er et enkelt sted, hvor det kan se ud til, at du vil opleve stor hjertesorg, men generelt set vil dit dine romantiske forhold være meget op til dig selv” sagde Serena. Nogle steder var hun suppleret af Élise, der faktatjekkede med bogen i stedet.
”Jeg hørte vores professor sige, at når ikke skæbnelinjen var så stærk, så var det en fordel at lære sig selv at kende, fordi man selv skulle træffe en masse beslutninger,” tilføjede Élise, der forklarede, at hendes makker ikke havde haft en særlig stærk skæbnelinje. Abigail så ned i sin hånd, mens hun overvejede, hvordan det var blevet bestemt.
Hun tænkte tilbage på Makayla og den snak de havde haft om, hvem der havde bestemt de forskellige ting. Hvem havde kigget i hænder på folk og besluttet, at dén linje lige var en hjertelinje, som betød noget for kærligheden og ens relationer? Eller hvad det betød, når hænderne var symmetriske eller ikke, eller når linjerne sad sammen? Hun smilede lidt ved tanken om den slags pjat. Samtid med at hun selvfølgelig ikke ville indrømme, at hun havde været bekymret, da hun hørte og så Serenas stemme og udtryk – selvom det viste sig ikke at handle om Abigails hånd.

Da de havde siddet lidt længere og snakket videre, samt om noget andet, sagde Serena ”Jeg kunne godt være din ven, der introducerer dig til min bror. I ville være gode sammen.”
Abigail så overrasket på hende, fordi Serena virkede så seriøs. ”Tror du på det?” spurgte Abigail derfor.
”Hvorfor ikke?” spurgte Serena med et skuldertræk. ”Nogle ting giver allerede mening ud fra, hvordan vi er som mennesker. Måske har kan nogle håndlæsere virkelig se, hvad der sker på de dansende linjer, som seerne der får syn,” sagde hun med et smil. Abigail holdt sine tanker for sig selv. Et karaktertræk hun håbede at kunne tage med tilbage til Hogwarts igen. ”Lorenzo og dig ville også være et godt og flot par. Alle ville respektere jer og være lige som jer,” fortsatte Serena som den romantiker, hun forsøgte at være.
”Hvad med at vi i stedet kigger på nogle af drengene her på skolen, hvis det skal være. Nogen jeg faktisk har mulighed for at kende inden jeg skal tilbage til England?” spurgte Abigail, da hun lagde en arm om veninden.
”Det får dig ikke til at forblive i mit liv,” mumlede Serena bedrøvet, men smilede stadig venligt. Abigail måbede, for det var ikke en forventet reaktion. Heldigvis tog det ikke Abigail et sekund at svare, da det kom lige fra hjertet. ”Det behøver jeg ikke en dreng for, Serena.”

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 6
FAG: Forvandling
”Jeg er så glad på dine vegne, Serena. Det er for fedt, at Gespard har spurgt dig ud til Valentinsdag!” sagde Abigail ærligt. Hun havde været forvirret, fordi Gespard havde brugt en del tid på at tale med Abigail det sidste stykke tid også. Noget af snakken havde også handlet om Serena, men nu kunne Abigail ikke fortælle veninden, at Gespard netop også havde spurgt Abigail, der havde afvist den jævnaldrende dreng. Hvad ville Gespard sige? Ville han fortælle det til Serena? Ville Abigail så være en dårlig veninde, ved ikke at fortælle det til Serena? Ville Gespard ikke være skurken uanset hvad, fordi han gik fra Abigail til Serena inden for et par timer, hvor pigerne ikke havde set hinanden, hvilket var deres held.
”Jeg ved godt, at det ikke er Émile fra en ældre årgang, som du skal ud med. Hvad skal I?” spurgte Serena Abigail, der trak på skuldrene, selvom pigerne ubevidst kæmpede om, hvem der havde det største smil spillende på læberne.
”Han er virkelig sød. Han spørger meget om, hvad jeg kan lide, hvad jeg foretrækker, men også alt muligt andet som er ligegyldigt for Valentinsdagen. Hvordan det var på Hogwarts, hvilke fag jeg har og hvad jeg gerne vil efter skolen og så spørger han lidt ind til mine venner der.” Abigail smilede stadig og opdagede først bagefter, hvor meget hun havde talt, da hun så på Serena, der så ud som om, hun var træt af, at Abigail havde overtaget showet med noget andet, end det der blev spurgt om.

”Undskyld Serena. Gespard er også enormt sød, og jeg er sikker på, at I får den bedste dag og aften. Hvad skal I?” spurgte Abigail den anden vej. Smilet falmede en anelse, men hun lyttede opmærksomt og oprigtig interesseret. Om ikke andet, så fik hun vel en ide om, hvordan de holdt Valentinsdag her i landet, for hun havde en ide om, at pigerne ikke holdt en fælles wellness-dag hvor rart og sjovt det ellers havde været sidste år. Tanken slog hun snart væk, for ikke at dvæle i bedrøvede tanker om savn til vennerne og for ikke at tænke på Flick.

”…yder også, at jeg ikke har nogen ide om, hvad jeg skal have på!” udbrød Serena efter en længere snak om hvad de skulle lave på Valentinsdag. ”Som regel er det ikke noget problem, for jeg har meget forskelligt tøj. Jeg ønskede mig også den stemningskjole, du ønskede dig i julegave. Fik du den egentlig? Jeg gjorde ikke og normalt er jeg helt med på moden, men jeg synes ikke, der er noget, der passer til højtideligheden,” sagde Serena. Abigail forstod, for hun havde samme udfordring med sit outfit til Valentinsdag.
”Måske skal vi selv kreere noget. Magi kan godt anvendes, for selv hvis ikke vi får lavet den mest og længst holdbare forvandling, så kan det sikkert godt holde en dag, tror du ikke?” spurgte Abigail. Serena var ivrig og nikkede, men så sukkede hun alligevel før hun fortsatte. ”Jeg har ingen ide om, hvordan det skal se ud, så jeg ved ikke engang, hvad vi skal gå efter, når vi anvender magi.”

Abigail fandt en kjole frem af hende selv og Nathaniel fra juleballet for halvandet år siden. Inde på værelset stor hun et øjeblik og overvejede, om hun skulle lade Serena se det. Det var en kjole, der var alt for meget. Det vidste hun, men hun havde sjældent følt sig mere piget og hun kunne lide det. Selvom opmærksomheden havde været meget intens og kommentarerne også var med en særdeles hastig frekvens, så havde hun også godt kunnet lide opmærksomheden. Hun kunne lide den på Hogwarts. På Beauxbatons ville hun stadig føle sig som den dårligst klædte på skolen, hvis hun kom i den og samtid ville menneskene i Frankrig ikke tro, at det var hende, fordi det var to forskellige piger. Sådan følte Abigail det.
Alligevel trak Abigail vejret dybt og vendte tilbage til Serena.
”Forrige års julebal på Hogwarts. Jeg ved godt det ikke decideret er bal, men man kunne tage inspiration af kjolen. Vi bruger ikke min kjole til at forvandle, men jeg har sikkert noget andet, der kan eksperimenteres med. Dog tror jeg ikke, det behøver være så nedringet,” sagde Abigail næsten pinlig berørt, for de var langt mere sofistikerede her på skolen, end hun havde været til dét bal. Det var ikke sandt og ikke sådan andre ville opleve det, men det var hvad Abigail havde bildt sig selv ind. Flick havde beskrevet omgivelserne i Beauxbatons som smuk, så hun ville passe lige ind – underforstået, at han havde kaldt hende smuk. Han havde taget fejl, for alle var langt mere elegante, smukke, stilede, sofistikerede og alle andre positive ord, som Abigail ikke kunne måle sig med. ”Og så behøver den nok ikke være så lang. Hvis du godt kan lide det struttende, så tror jeg sagtens det kan ske, men det kunne også være pænt med mere glat og simpel underdel. Hvad synes du?” afsluttede hun sin tale uden særlig meget pause trods tankerne.

”Abi, du stråler! Hvor er du flot. Kjolen er fænomenal. Alle må have dånet over dig. Jeg har aldrig set dig sådan før! Tager du ikke den på til din date med Émile? Han vil elske det og fuldstændig glemme Camille Dupont igen. Har du samme læbestift og neglelak, for det er helt perfekt. Har du også skoene?” spurgte Serena uden at spekulere særlig meget over, hvad hun sagde, for det kom helt direkte.
Abigail så ret utilpas på hende. ”Camille Dupont?” spurgte hun.
”De har været kærester i halvandet år, men slog op i efteråret. Det har du da hørt og set. De går ofte og er sure på hinanden, men bliver ved med at opsøge hinanden,” forklarede Serena for at hjælpe Abigails bevidsthed på vej.
”Hvad? Er det hende den blonde, høje og slanke pige? Hun kan godt minde lidt om Margaux. Er hun også wilie? Hvorfor har han spurgt mig? Jeg er lille og har ingen bryster i forhold til hende, hvilket han tilsyneladende foretrækker, når han har været sammen med hende. Hun har de helt rigtige former og en perfekt elegant udstråling. Jeg har kun enorme hofter og alt for store lår. Serena, jeg må sige, at jeg ikke kan alligevel! Jeg synes jo, han er oprigtig sød, når han spørger så meget, og jeg vil også lære ham at kende, men jeg kan jo ikke konkurrere med hende,” begyndte Abigail pludselig at gå op i.
”Hvad snakker du om, Abi? Du er idealet, som alle drengene vil have. Du har perfekte former. Du har en talje. Jeg går meget mere lige op og ned. Jeg ville dø for at have dine hofter. Og dine øjne er så uskyldige og store, at alle drengene vil svømme væk i dem, når de har øjenkontakt.”
”Nej Serena. Se på jer alle her i Frankrig. Jeg har brugt ferien på at overveje, hvordan jeg kunne lære at blive lige så fransk som jer andre. I er så sofistikerede og elegante alle sammen, og jeg kan ikke finde ud af at klæde mig fransk, når vi er ude, så jeg falder hele tiden udenfor jer andre. Det er vildt hårdt at prøve at falde ind her. Jeg plejede at have en vis status, ja ja, der var også nogle, der ignorerede mig, men jeg var ikke på samme måde usikker på Hogwarts. Jeg var glad. Selv når jeg var ked af det og græd som pisket af diverse årsager, så havde jeg stadig en status. Mange ville være som mig, men jeg klagede heller ikke. Min far er en af landets mest magtfulde mænd, selvom han er i skyggen af ministeren for magi. Han har været det igennem to ministre og flere ministerperioder. Han har opbygget en avis og kæmpet for så meget i samfundet. Min bedste ven var ministerens søn, som jeg forelskede mig i og vi blev kærester. Her er jeg ingenting, og jeg skal tilbage om lidt, så det er også lige meget, men hvorfor i alverden vil nogen gå ud med mig på Valentinsdag?” lukkede Abigail ud i én lang hurtig køre.
”Abigail, slap af! Det er ikke rigtig, hvad du siger eller har bildt dig selv ind. Hvis nogen holder afstand, er det, fordi du er den, du er. Folk ved godt at dine forældre er noget stort i England og Italien, de ved godt, hvor du kommer fra og at du dukkede op og kunne tre sprog, var dygtig til undervisningen og du åbnede for viden om, at du var kæreste med den britiske ministers søn, så var alle bange for ikke at kunne måle sig med dig! Margaux går ikke op i sine gener. Hun vil mere end hvad hendes gener giver hende lov til. Hun vil blive til noget, og så ved hun aldrig om nogen kan lide hende for hende eller hendes gener, som hun ikke kan slukke. I år er første gang hun har sagt ja til en date, for hun vil ikke virke snobbet, men hun tror ikke på kærligheden. Derudover er det svært at vide, hvor meget man skal eller kan lære nogen at kende på ét år, når du skal tilbage igen. Hvad du snakker om, om at være elegant og sofistikeret… Abi, du er lige som alle andre på den måde. De første uger var du meget stille og forsigtig, og når du gjorde væsen ud af dig, var du uheldig og kunne virke klodset, men du er ikke så anderledes, som du tror. Din stil er klart mere italiensk, end den er fransk, men det synes jeg personligt er godt. Élise og Sophie synes også, det er langt pænere og mere interessant end fransk. Det er lige dem, jeg ved har kommenteret det,” svarede Serena.

Pigerne talte videre om den slags forskelle og ligheder samt de andre på årgangen, som Abigail åbenbart ikke havde observeret rigtigt. Og så talte de selvfølgelig om Émile og hans ekskæreste, Camille.
Endelig var de tilbage på snakken om tøjet til Valentinsdag.
Ud fra eksisterende toppe og kjoler og stoffets materiale fra skoleuniformen fik de kreeret en mindre nedringet og ikke så opsigtsvækkende kjole til Serena. Den rødbrune farve passede så flot til hendes gyldne hudtone og de helt lyse og gyldne brune øjne og det levende bølgende brune hår, der var en tone lysere end Abigails. Farven var ikke så vanskelig for de to at ramme. De havde efterhånden øvet sig en del på blandt andet Abigails hår, men også på deres bøger, deres sengetæpper, gardinerne og andet, når de trængte til en farveforvandling. At sætte stofstykkerne helt korrekt sammen og få de korrekte proportioner og snit var det svære, men de kunne nemt dele stoffet og gøre noget om, hvis det var gået galt.

Efter en tur på biblioteket én af de følgende dage fandt de frem til en form for besværgelse i håndarbejde, der kunne finjustere kjolen. Da Abigail havde fået en fornemmelse af, hvad Émile havde i tankerne, lavede de også noget passende tøj til hende i dagens anledning. Også en feminin kjole i rødligt stof, der passede til hendes mørke øjne og hår, men lidt lysere hudtone end Serenas, men tøjet var meget nedtonet i forhold til Abigails julekjole.

NAVN: Amalia
ÅRGANG: 1
FAG: Magiens Historie
Amalia stod og tænkte. Hun skulle skrive en stil til faget Magiens Historie.
Hun var ny på Hogwarts, så hun vidste ikke så meget om stedet endnu, men en ting var hun helt sikker på: Der var spøgelser!
Så hvorfor ikke skrive en stil om spøgelser? Amalia ville spørge en af spøgelserne om noget.
På trods af advarsler fra andre elever valgte hun, at hun skulle spørge Hulkende Hulda.

Amalia gik op ad trappen til tredje sal for at finde de gamle pigetoiletter, hvor Hulkende Hulda holdt til.
Lige da Amalia gik ind af døren, så hun Hulkende Hulda, der straks svævede hen til hende.
"Uhh, en førsteårselev. Hvad laver du her?," spurgte spøgelset.
"Jeg ... jeg er her for at spørge dig om noget til min stil," sagde Amalia rødmende og kiggede ned på sine sko.
"Hvis du altså vil svare?"
Hulkende Hulda begyndte at snøfte.
"Det har vel ikke noget med mit udseende at gøre? Alle kommer her for at gøre nar af mig i stedet for at tage hensyn til mig."
"Øhh...det har selvfølgelig ikke noget med dit udseende at gøre. Jeg er kommet for at spørge, hvorfor du valgte at være spøgelse i stedet for at gå videre til efterlivet?," spurgte Amalia.
Hulkende Hulda lyste pludseligt op.
"Ohh, jeg vendte tilbage for at hjemsøge Olivia Hornby. Hun drillede mig altid med mine briller, og du kan lige tro, at hun fortrød, at hun gjorde nar af mig," sagde Hulkende Hulda skadefro.
Amalia takkede Hulkende Hulda for hendes svar og gik tilbage til krypten, hvor Hufflepuff holdt til.

Da hun senere sad i en af lænestolene i opholdstuen og tænkte tilbage på sin samtale med Hulkende Hulda, var Amalia faktisk overasket over hendes historie. Amalia havde forventet, at hun ville være ubehagelig eller måske ligefrem ond efter de andres advarsler om hende. Hun var faktisk helt okay, og Amalia kunne måske godt finde på at gå hen og snakke med hende igen.

---

Ingen lekier.

---