Arno: Er der en som er god til HTML profiler og kan hjælpe med at skabe en? ^^
(2025-08-28 20:09:00)
- Arno Neumann
- Linden Hawthorne
- Thilde Engelbrecth
- Fernanda Noura Shafak
- Kono Kelly
- Sukanya Wongkaeo
| 465 | aktive brugere |
| 1 | online brugere |
Hogwartsschool - Online Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab
Har du altid gået og ønsket, at du kunne blive en heks eller troldmand som i J. K. Rowlings univers?
Så har du nu muligheden!
Hogwartsschool er en online udgave af Hogwarts fra hendes univers.
Bland eliksirer sammen med dine venner, gå på opdagelse i den forbudte skov eller dueller mod dine fjender.
Andet semesters lektie år 101
2. SEMESTERS LEKTIER
ÅR 101
4. UGE
5. UGE
ANTAL LEKTIER: 13
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Mugglerstudier
Tøjstil i Evers hjemby: Lysets Rand.
Evers klan bære deres historie, som en elev på Hogwarts bære sin kappe. Tæt og med ære og fuld af gamle fortællinger og myter.
Deres tøjstil er ikke kun vævet af tråde, men også af tryllestav og ældgammel magi, der er inspireret af deres nordiske forfædre med et strejf af stjernedrys, der er klanens kendetegn, som afspejler den glitrende stjernehimmel og deres deres hjem. Denne stjernedrys er ikke blot pynt, men er en arv. Hvert et barn i klanen får sit 1. stjernedrys ved deres navngivning og bære det gennem hele deres liv. Ved deres død bliver det løftet mod himlen og bliver en del af nattens evige stjernehimmel.
Deres dagligdagstøj er praktisk og slidstærkt, som stadigvæk bære de diskrete tegn på deres arv i stjernerne. Tøjet er syet af uld, hør og skind og vævet tæt, for at give det styrke.
En lange kappe er tung og oftest foret med pels og er uundværlig i de kolde måneder. På ryggen af kappen er der broderet runer på det gamle sprog og stjernerne er kortlagt.
Deres tunikaer til de varmere måneder er enkle og holdes i jordens mest dominerende farver med broderier i sølvtråd langs kanterne, som fanger solens stråler og skæret fra stjernerne og månen.
Klanens overhoveder bære lange og svævende kapper, som er syet af det mest mørkeblå uld og stjerneskinnende silke og som er vævet af Natten selv. Hver af deres kapper er født med en særlig fortryllelse, som kun den som bære den, kender til. Når månen står fuld og stjernerne stiller sig på række, træder sølvtråde på ryggen frem og afsløre et kompas frem, som viser vejen til deres sjæl blandt stjernerne.
Ved højtider bære alle i klanen enten hvide, mørkeblå eller klæder i sølv med flagrende ærmer og bånd, som fanges i vinden. De er vævet i frossen månesilke, som både er sjældent og kostbart og som fanger månens stråler og sol får mønstrene til at ligne stjerneskud under deres dansen.
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: FMMK
Aftensolen kastede Sine sidste stråler gennem de høje vinduer i Ravenclaws opholdsstue, hvor bøger flød over alle borde.
Ever sad i en lænestol med en bog i skødet, mens Lilly lå på maven foran pejsen og stirrede ind i flammerne.
“Du læser den igen?” spurgte Lilly og nikkede mod bogen i hendes skød.
Ever løftede spørgende øjenbrynene og lukkede bogen og lod hurtigt hånden glide over titlen: “Mørkets Magi”.
“Ja. Professoren i FMMK nævnte den, og det gjorde mig nysgerrig, hvad ondskab egentlig er”.
Lilly rullede om på ryggen og stirrede op i loftet.
“Det er da nemt. Voldemort var ond. Bellatrix var ond. Folk, der nyder at gøre andre fortræd, er onde”.
“Men er det virkelig så simpelt?” spurgte Ever. “Er det ondskab, hvis nogen tror, de gør det rigtige? Er det stadig ondskab, hvis intentionen er god, selvom handlingerne er onde?”.
Lilly var længe tavs.
“Min far siger, at ondskab er, når man ved, noget er forkert, men gør det alligevel,” sagde hun til sidst. “At vælge og ikke vælge medfølelse.”
Ever lukkede bogen. “Men hvad med dem, der bare følger ordrer? Er de onde?”
Lilly satte sig op. “Det er det farlige, er det ikke? At stoppe med at tænke”.
Der blev stille i rummet, indtil Ever smilede og sagde: “Måske er ondskab noget, vi alle skal være påpasselige med. Noget, vi skal vælge ikke at blive en del af.”
Lilly nikkede alvorligt. “Ja. Ligesom vi vælger at være gode”.
“Lige præcis”.
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Forvandling
“Så,” sagde Ever og satte sig op med rynkede bryn, “Omvendt forvandling. Det vil sige at fortryllelsen trækkes tilbage, ik?”
“Præcis,” sagde Lilly, som sad bøjet over sine noter på biblioteket. “At vende noget, der er blevet forvandlet, tilbage til det, det oprindeligt var. Et eksempel kan være, at nogen har forvandlet en stol til en kat, så bruger man den omvendte forvandling for at gøre katten til en stol igen”.
Ever fnes. “Stakkels kat”.
Lilly smilede skævt. “Nu var katten jo ikke en rigtig kat, men bare en midlertidig ting”.
“Det er stadigvæk synd for katten”. Lilly sukkede en smule opgivende. “Men hvorfor er det så vigtigt? Hvad hvis jeg vælger at forvandle en kedelig stol om til en flot stol? Hvad sker der så? Hvad sker der, hvis jeg gerne vil beholde den flotte stol?”.
Lilly lænede sig frem med en smule alvor i hendes blik. “Tænk på magiske ulykker eller forbandelser. Hvad hvis noget eller nogen bliver forvandlet mod deres vilje og bliver glemt? Eller hvad hvis en elev kommer til at forvandle sin ugle til en lampe ved et uheld? Så er omvendt forvandling den eneste måde at få uglen tilbage på”.
Ever nikkede, mens Lilly fortsatte: “Kan du huske sidste måned?,” spurgte hun stille. “Da Poppy fra Hufflepuff troede, hendes kæleugle var blevet væk?”.
Ever rynkede uforstående panden. “Ja. Vi ledte efter den over alt”.
“En elev fra Slytherin syntes, at det ville være sjovt at gøre sin oppustelige pude usynlig og ramte hendes ugle i stedet”.
“Nej!”.
“Joh! Uglen blev til en mellemting af en pude og en fjerdims”. Det sidste ord sagde hun med et spidst udtryk. “Professoren lavede heldigvis en omvendt forvandling og uglen har det heldigvis godt. Den var lidt forvirret og rystede, men den er okay. Dog har den været lidt for stille siden”.
“Så måske handler det ikke bare om at fortryde sin tryllefejl, men det handler om respekt for det originalen?”.
“Ja! Og at kunne gøre det godt igen,” tilføjede Lilly.
De udvekslede et blik og Ever rakte ud og vendte siden i sin bog.
“Kom, lad os øve os i at lave en fjerpen til en blomst og tilbage igen.”
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser
Det var langt over sengetid, da Ever listede ned af gangen med den nye tryllestav i hånden og med et hamrende hjerte. Hun havde hørt et rygte fra Peeves, også selvom han sjældent talte sandt), blev hun nødt til at undersøge det nærmere.
“Skyggenes Korridor er vågen igen,” havde han hvisket og svævet baglæns op gennem loftet, mens Evers blik længe havde hængt på det sted, hvor han var forsvundet.
Ever vidste ikke, hvad det betød, men hun vidste, hvor korridoren lå, som var en gammel mørk stengang under biblioteket, hvor lyset altid forsvandt, når eleverne nærmede sig.
Hun nåede den tunge trædør og tog en dyb indånding, da den åbnede sig med et langt knirk. Bag døren var der intet lys. Kun sort og dybt ingenting.
Ever løftede sin stav og sagde klart: “Lumos.”
Flammen sprang frem på stavens spids, og korridoren blev oplyst i et svagt skær. Den rå sten under hendes fødder var glatte, og hun blev nødt til at støtte sig til væggene, som var dækket af mos og edderkoppespind.
Hun bevægede sig langsomt fremad, mens hendes lys fra tryllestav skar gennem mørket. Pludselig frøs hun.
Der var fodtrin og der var bestemt ikke hendes egne.
Hun snurrede rundt, men så sin egen skygge, strukket langt ud over væggen.
“Det var bare mine tanker, som spiller er puds”. en illusion,” hviskede hun for sig selv for at berolige hendes hamrende hjerte. “Eller en af Peeves dårligere vittigheder”.
Men så forsvandt lyset.
Ever hævede staven højere. “Lumos Maxima!”. Hendes stemme var fast og overraskende kraftig. Selv hendes far ville være stolt.
Et kraftigere lys bredte sig ud fra stavens spids, og for en kort stund kunne hun se hele korridoren og en skikkelse, der hurtigt forsvandt ind gennem en åbning i væggen.
Hun stivnede med tryllestavene i den fremstrakte arm.
“Ikke i dag,” hviskede hun, og med en beslutsom bevægelse sænkede hun staven.
“Nox”.
Lyset forsvandt, og hun blev ét med mørket. Hun stod helt stille og lod øjnene vænne sig til mørket, til hun kunne ane en svag glød fra den åbne sprække, hvor skikkelsen var forsvundet.
“Nope!”, hviskede hun lavt og vendte sig om og ilede mod udgangen. “Jeg er ikke så modig som en fra Gryffindor”.
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Botanik
Det var mandag og var én af de der dage, hvor drivhuset duftede som en blanding af våd mos, citronskal og noget, der lugtede lidt for meget af gamle sokker. En elev fra Slytherin havde helt sikkert været på spil.
Ever trak vejret gennem munden og kiggede ned i en urtepotte af keramik med en opgivende suk. Botanik var ikke hendes stærkeste fag og hun gruede for hver enkelt lektion.
“Så det er en Puffapod?” mumlede hun og skævede ned i hendes hånd, hvor der lå et lyserødt frø, som lignede en tyggegummikugle med en tydelig identitetskrise.
Ifølge Professoren skulle det blomstre “øjeblikkeligt og yndefuldt”, hvis det blev berørt med den blideste berøring. Hvis man nøs på det, ville det eksplodere.
Ever så mod Puffapod blomsterne, som stod for enden af de store drivhus. Grønne blade med lyserøde og lilla blomster.
“Og husk! Ingen nysen! Ingen pusten! Og ingen tryllestave i nærheden af næsen!”, lød det højlydt fra Professoren, som netop rev en tryllestav ud af en lidt for modig elev fra Gryffindor. Hun slog ham let i baghovedet med sin egen tryllestav, så den kort gav nogen gnistre fra sig. “10 point fra Gryffindor!”. Flere elever ved hans bord jamrede højtlydt.
“Men ingen af os er en trold, som ellers er dem, der er allergiske, når de blomstre ”, gav eleven igen. Hans buskede øjenbryn stod overraskende skarpe til resten af hans udseende, som ellers var kantet og hårdt.
“5 point til Gryffindor for faktisk at lytte efter , David”. Eleverne hujede og David lavede et sejrshyl med en arm i vejret. “10 point fra Gryffindor”.
David og hans medstuderende vendte sig brat om mod Professoren.
“Ej, come on!”.
Professoren vendte sig om mod klassen og slog med hånden mod sin modsatte hånd, som holdte om hende lange lige tryllestav.
“Er der nogen her, som kan forklare mig, hvorfor en tryllestav i nærheden af en Puffapod er en dårlig ide?”.
Lillys hånd skød i vejret ved siden af mig og Professoren nikkede mod hende.
“Fordi, en Puffapod kan eksplodere ved brug af Flipendo”.
Professoren nikkede et enkelt nik og med et overraskende tilfredsstillende blik i de smukke øjne.
“10 point til Ravenclaw”. Professoren nikkede igen anerkendende mod Lilly, som ikke kunne holde et lykkelig lille smil tilbage.
“Hvad mener du med, at de kan eksplodere?”, hviskede Ever til Lilly. Hendes hånd med frøet rystede nu blidt. “Du mener vel ikke sådan eksplodere eksplodere?”. Lilly gav hende et lille ryk med den ene skulder og et undskyldende smil.
Ever nikkede tappert tilbage og lavede en lille hul i jorden med sin finger, som måske var lidt for dybt og lidt for skævt, men hun havde uden tvivl gode intentioner. Hun holdt frøet op foran sig, da et højt nys lød ved siden af hende.
BUM!!
Frøet eksploderede i en sky af glitrende blomsterstøv, der dækkede Ever, potten, bordet og den stakkels Hufflepuff ved nabobordet. Ever kunne ikke se sine egne sko. Eller sin hånd. Var det en blomst, der sad fast i hendes hår?
Professoren løb over Ever med et rasende udtryk.
“Selvom det er det mest storslåede Puffapod-udbrud, jeg har set siden ’87, David, så vil jeg frabede mig telefoner under alle timerne og især videoer med trolde, som nyser!”, sagde hun vredt.
“Jeg undersøgte bare en teori Professor!”.
“40 point fra Gryffindor!”.
“Ej, come on!”.
Flere elever jamrede.
Ever kiggede rundt, da hele klassen stirrede. En dreng fra Ravenclaw klappede. En pige fra Gryffindor fniste, og selv den mest mugne Slytherin og Lilly så lidt imponeret ud.
“Ja ja,” sagde Ever, mens hun børstede blomsterstøv af ørerne. “Jeg går åbenbart all in”, inden hun dejsede om af svimmelhed.
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Eliksir
Det var allerede fugtigt og halvmørkt mandag eftermiddag pga. det grå vejr. Ever havde allerede fået tre edderkoppespind i håret, hvor hendes ninja-skills tydeligvis ikke havde virket. Hun havde været ved at snuble over noget, der enten var en gren eller en meget langsom knæler og en Puffapod-blomst var groet frem på den venstre side af hende kappe, efter at have overset det ene frø fra botanik-timen.
Hun kiggede i Planteleksikonet.
“Stormhat vokser i skygge, elsker fugt og hader højlydt brok”, læste hun op fra bogen og lukkede den besværligt sammen pga. vægten og kom den under armen med lydløs brok.
Efter en halv time så hun den. En klynge lilla, klokkeformede blomster. De stod i en cirkel, som om de holdte et møde, hvor kun de var inviteret.
De var smukke, men suspekte.
Hun satte den medbragte kurv fra sig og fandt handskerne frem, som lå deri og tog dem op og derefter beskyttelses-forklædet på og lavede en stram knude foran, da hun havde viklet bæltet om hofterne. Hun åbnede den store læderindbunde bog igen og slog op på siden, hvor hun havde sat bogmærket og læste:
“Stormhat. En plante som kan slå én ihjel, hvis man lugter for dybt til den”.
Hun trådte hen mod bunken af de smukke blomster og satte sig på hug foran dem, da den nærmest hende bevægede sig og de andre omkring den begyndte at knurre.
Ever stivnede. Nogen af deres af blade snoede sig truende i hendes retning som en finger.
Hun gik flere skridt væk og læste igen i bogen.
“Stormhat er ekstremt følsom. Den reagerer med mildt forsvar eller voldsom vrede, afhængig af din energi”.
Ever trak vejret dybt. Rolig energi. Ikke panik. Ikke teenage-kamp-flugt-nervøs latter.
“Hej,” sagde hun venligt til blomsten. “Du er meget flot. Virkelig. Og jeg skal bare låne et par af dine blomster. Til videnskab”.
Hun nikkede mod kurven, smilede og rakte langsomt hånden frem. Ingen pludselige bevægelser.
Stormhattene dirrede, som om de overvejede at slå hende bevidstløs med et blad, men så slappede denne pludselig af og bøjede sig blidt ned, som en form for accept.
“Tak stormhat”, sagde Ever med et lille smil og med rystende hænder plukkede hun 3 blomster og lagde dem i kurven. Så bakkede hun væk med et lille buk.
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Magiens historie
Det var mandag morgen på Hogwarts og vejret var gråt og kedeligt, da Ever som ny elev havde forvildet sig ind i en af de ældre korridorer i den vestlige fløj af slottet. En del af skolen, der sjældent blev brugt med undtagen af nysgerrige elever og med elever som havde en hang til det mørke og spøgelser med sans for drama.
Væggene var dækket af støvede malerier, nogle så falmede at det var svært at se, hvad de forestillede. Men der var ét billede, som skilte sig ud. Det var af en ældre heks med knaldrød hat og glimt i øjet. Maleriet bevægede sig ikke (endnu), men Ever følte sig underligt tiltrukket af det.
Hun trådte nærmere.
“Så du er endelig kommet,” sagde maleriet pludselig med en stemme, der lød som blødt fløjl.
Ever sprang forskrækket tilbage. “H-hvad?! Du taler?”. Ever gav sig selv en dumflad og rystede opgivende på hovedet. Selvfølgelig talte maleriet.
“Selvfølgelig gør jeg da det! Jeg er Professor Vienna Væverskjold og jeg er tidligere underviser i Glemte Fortryllelser. Du må være Ever.”
“H-hvordan ved du, hvem jeg er?”.
Hun himlede kort med øjnene og brystet løftede sig kort, mens hun sukkede højt.
“Malervæggene taler sammen. Vi hører ting. Og du, kære Ever, er ikke nogen almindelig elev. Du stiller spørgsmål, andre ikke tør tænke. Det gør dig farlig. Og værdifuld.”
Ever hævede øjenbrynene skeptisk. “Hvad mener du med 'farlig'?”
Vienna smilede hemmelighedsfuldt.
“Der er døre på Hogwarts, som kun åbner sig for dem rent blod og med nysgerrighed i hjertet. Så hvis du følger dine instinkter og lytter til dem, vil du finde én af dem.”
Ever trådte helt hen til rammen. “Og hvis jeg ikke gør det?”
“Så bliver du som de andre. Fornuftige. Forsigtige. Kedelige”. Hun skar en grimasse af det sidste ord.
Ever blev stille. Hun vidste ikke, om hun følte sig inspireret eller utilpas.
“Okay, Professor Væverskjold. Hvad vil du have mig til at gøre?”
Hun nikkede tilfreds. “Der er en sprække bag rustningen tre korridorer nede”. Hun slog kort med hagen. “Den skjuler noget glemt og dystert. Kig efter en flise med runen. Men vær forsigtig, da det ikke alle hemmeligheder, som ønsker at blive fundet.”
Og med et blink var maleriet pludselig tomt og Vienna var væk.
Ever stirrede på det tomme lærred et øjeblik, mens hendes hjerte bankede hårdt.
“Ikke i 100 år om jeg vil søge efter noget dystert” mumlede hun og vendte sig for at finde vej mod sin næste time.
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Flyvning
Der var én ting, Ever var helt sikker på, da hun trådte ud på flyvebanen for 2. gang i dette skoleår: Hun hørte ikke til der.
Jord under fødderne var fint. Jord i potter var også fint. Jord i ansigtet var hun faktisk også vant til efter hendes fiasko med Puffapod under sidste lektion i Botanik. Men jord under sig? Nej tak!
Professoren stod med hænderne i siden og med et skarpt blik.
“I dag skal vi øve sving, temposkift og hård opbremsning! Og ja, det skal gøres i luften. Ikke i jeres hoveder”.
Ever så ned på kosten foran sig. Den lignede en helt almindelig kost (hvis man da kunne kalde noget almindeligt, der kunne løfte én ti meter op i luften og potentielt kaste én af, hvis man sagde noget forkert til den). Fuck.mit.liv!
“Op!” sagde hun, tøvende. Kosten lå helt stille. Det var ellers gået godt i forrige uge. “Op?” prøvede hun igen, som om høflighed måske gjorde en forskel.
Kosten vred sig, som om den overvejede at kravle væk fra hende. En elev fra Slytherin ved siden af hende fik sin kost til at springe op i hånden på første forsøg. Ever stirrede og eleven sendte hende en nedladende stirren tilbage.
Efter flere forsøg fik hun den i hånden, selvom det nærmest havde føltes som tvang.
“Sving op!” råbte Professoren. “I luften med jer!”.
Ever tog en dyb indånding, sparkede fra og hun fortrød det med det samme. Luften susede forbi hendes ører, og hendes øjne løb i vand. Kosten rystede under hende som en nervøs ged, mens hun klamrede sig til den.
“Sving til venstre!” råbte Professoren.
Ever prøvede. Kosten svingede. Hun hang nu sidelæns, med håret blafrende som en vild heks på afveje. Desperat prøvede hun at få ordentlig fat om skaftet igen.
“DU KAN GODT!” lød det et sted fra jorden. Lilly. Det var Lilly, som heppede på hende.
Ever rystede opgivende på hovedet og fik med besvær sat sig rigtigt igen. Hun fik rettet kosten op og svajede lidt, men i det mindste styrede hun kosten og ikke omvendt.
“Skift tempo!” råbte Professoren.
Hun lænede sig forsigtigt frem. Stille og roligt. Bare lidt fremad. Kosten reagerede på et splitsekund og hun fløj afsted i høj fart. Hendes øjne løb i vand og hendes hår baskede om hendes ansigt.
Eleverne under hende blev til mindre prikker og luften blev hurtigt koldere. Hun skreg (måske lidt for dramatisk), men for en kort stund skar panikken gennem hende.
“OG SÅ OPBREMSNING!” råbte Professoren.
Ever trak i kosten. Intet skete. Hun trak hårdere. Kosten hylede nærmest og stoppede så brat, som om den var flov over sin egen frie vilje. Hun blev nærmest kastet frem i det lille sæde og blev på mirakuløs vis siddende.
Da hun landede, nærmest faldt hun af kosten og kastede op på en meget uheldig tot græs. Lilly stod hurtigt ved hende.
“Jeg troede, jeg skulle dø”, sagde Ever forpustet.
“Det troede vi også,” sagde en elev fra Hufflepuff med respekt i stemmen. “Men du døde med stil.”
Ever smilede. Lidt svimmel. Lidt stolt.
Flyvning blev aldrig hendes stærkeste side.
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: MDPoP
Ever 4 år.
Sne lagde sig som blødt fløjl over byen, Lysets Rand, som summede af forventning og varme.
Det var december, og hele byen var pyntet til randen med gran, guld og glimtende fortryllelser. I de høje juletræer, som pyntede smukt i hvert et hjem og hvert et hjørne af byen, dansede små julekugler mellem grenene og kastede glitrende stjernestøv ned over de forbipasserende og dyr.
Ever sad på sin fars arm, helt stille, med næsen løftet. Hendes øjne glitrede næsten lige så meget som de levnende lys.
“De gyldne kugler lyser igen. Som stjerneminder i granens favn” udbrød hun på det gamle sprog, som om det var første gang, hun så dem. “Se faren min. Se!”. Hendes far hankede hende mere op, så hun kunne se de glintrende lys på det store juletræ i pejsestuen.
“Dette…”, sagde hendes far på det samme gamle sprog og pegede på det glintrende lys og fulgte dets bevægelser med pegefingeren. “… er ikke pynt af glas, men er feer i dans, lyslevende væsner i vinternattens favn”.
Evers øjne blev store af Iver og overraskelse.
“Taler du fra Sjælens dyb?”.
“Så sandt, som stjernerne står”. Han rakte en stærk hånd frem og lod de lysende små feer glide mellem hans fingre. “Som stjernelys i vinterens favn - er de julens sjæl”.
“De er ikke af denne verden, men af magiens egen hånd?”. Hendes far nikkede.
Evers ellers så smilende ansigt falmede langsomt og hendes fars knoer gled forsigtigt over hendes ene kind.
“Datter af mit hjerte. Hvad har stilnet glæden i dit blik, nu hvor vinterens hjerte brænder klarest?”.
Stjernestøvet der lå over deres hud som deres klans kendetegn, var skallet af flere steder på hendes arme og ben og kinder, efter hun tidligere havde leget i sneen med sin tvillingebror. Hun kradsede i noget af støvet på hendes håndryg.
“Noget i mig hvisker, at det er forkert at kalde dem pynt, når de føles som levende stjernedrømme”.
Hendes fars store hånd lagde sig over hendes lille hånd og stoppede hendes bevægelse. Deres blik mødtes.
“Men just dette er deres fryd”, sagde hendes far med et smil. “Feer næres af lys, lever i toner, og danser i glædens ring. Skønhed er deres hjem, og fest deres ånde. Når mørket lægger sig om verden som en kåbe, føler feerne sig æret, når de kaldes frem for at sprede lys, varme og fryd i menneskers hjerter”.
“Så det er ikke tvang, men deres vilje, at de lader sig bære som stjernedrys blandt gran? De selv søger grenens ro for at lyse?”.
“Som vinden følger skoven, ja”. Ever smilede, som om hun kendte en hemmelighed, ingen andre gjorde. “De vælger det ikke blot, men de længes efter det. Som stjernestøv i flok søgte de træernes grene, da den første gran blev pyntet.
For dem er det en fest, en højtid. At skinne, at danse, at lyse midt i vinternattens favn. Det er deres gave til verden”.
Ever pegede op på en gruppe feer, der dansede ned langs en grangren, mens de dryssede små gnister bag sig. Hendes far fulgte hendes blik og den ene fe blinkede til dem, og Ever vinkede genert tilbage.
“Det som om himlens stjerneskud har fundet hvile i grenens skød”, sagde hun hviskende og forsigtigt rakte hun en hånd frem og feerne dansede fra grenen og ud i hendes håndflade.
“Du er det stjerneskud, mit hjerte bad om i stilhed”, sagde hendes far og deres blikke mødtes. “Må stjernelys og granens duft velsigne dine dage, Datter af mit hjerte”.
“Må stjernelys og granens duft velsigne dine dage”.
NAVN: Serenity
ÅRGANG: 2
FAG: Besværgelser
"Senny!" hvinede Nettie så snart hun kom ind på sovesalen. Hendes kuffert stod vidt åben og alle hendes kjoler, nederdele, strømer, undertøj lå spredt ud over gulvet. Senny, den hvide ragdoll kat, stak poterne op over kuffertens kant og så på hende med øjne, der næsten kun var pupil. "Øv hvor er du dum, kat." mukkede Nettie og bukkede sig for at samle sine ting op, men ændrede mening. Hvad var pointen i at være heks, hvis man ikke kunne bruge magi? Hun fandt sin tryllestav frem fra skoletasken og spidsede læberne et øjeblik mens hun tænkte tilbage på hvad de havde lært i besværgelser. "Ah ja." Hun pegede tryllestaven mod kufferten. "Plico ordino." Et kort sartlilla glimt lyste og så fik tøjet ellers fart på. Senny sprang hvæsende ud af kufferten og hoppede op på Netties seng, hvor hun tronede og så fornærmet ud, mens kufferten blev, næsten, helt nydeligt pakket. "Du var selv ude om det." informerede hun selvtilfredst katten. Kufferten så næsten ud som nypakket nu, omend tøjet ikke var helt pakket perfekt. Men ikke dårligt for et første rigtigt forsøg. Et job mindre hendes far behøvede, at ordne for hende når hun næste gang skulle mod skolen.
NAVN: Serenity
ÅRGANG: 2
FAG: Astrologi
Nettie satte sig på en bred vindueskarm i den store fælleskorridor mellem etagerne, hvor hun og Olivia plejede at mødes, når de savnede hinanden, halvvejs mellem Gryffindors tårn og Hufflepuffs kælder. En håndbroderet pude lå allerede der. Olivia måtte have været forbi først. Hun var kommet tilbage til skolen en dag efter Olivia, hvis forældre havde skulle begynde arbejde tidligt, og havde sendt datteren tidligt afsted. Nettie trak benene op under sig og nussede Senny, hendes hvide ragdoll kat, der strakte sig dovent i hendes skød. Hun lagde mærke til, at hendes fingre stadig duftede af den hybensæbe, hendes far brugte derhjemme. Det følte hende med en bittersød fornemmelse. Et par øjeblikke senere kom Olivia til syne, hendes skrigpink hår gemt under en gul strikhue, der måtte være mindst et par numre for stor og derfor nægtede at blive siddende ordenligt på hovedet.
"Du ser ud som om du tænker dybe tanker," sagde Olivia og dumpede ned ved siden af hende og rakte en pose karameller frem. Nettie rystede lidt på hovedet så håret dansede. "Det gør jeg måske også," svarede Nettie stille. Hun så ud over skolens snepletterede tage og sukkede. "Jeg tænkte bare… hvad er hjem egentlig?" Olivia kiggede på hende med et halvt smil og hev sin hue af, så hendes krøller sprang fri. "Wow. Vi går lige fra juleferie og direkte i livets store spørgsmål?" Olivia stak en karamel i munden og kløede Senny bag øret som den elskede. "Jeg mener det," insisterede Nettie, blikket stadig langt væk. "Min far og jeg har jo aldrig boet ét sted. Faustian flytter sig hele tiden. Jeg ved ikke, om det sted i Alperne vi brugte til jul, var mere hjem end Hogwarts er." Olivia nikkede langsomt mens hun tyggede karamellen med små smaskelyde som Nettie trak på næsen af. "Jeg forstår det godt. Jeg bor jo samme sted hvert år, og det bør føles som hjem, men... det føles ikke helt sådan mere. Ikke siden jeg kom hertil. Hogwarts er larmende og underligt og fyldt med mennesker, der taler i munden på hinanden, men... det er som om mit hjerte genkender det." Nettie så overrasket på veninden et øjeblik og smilede så, lidt genert og varmt alligevel. "Mit hjerte genkender dig." Olivia tog hendes hånd og de gav hinanden et klem imens de sad lidt i stilhed ud over Senny's bløde spinden. "Tror du, hjem kan være en person?" spurgte Nettie til sidst. "Ja," sagde Olivia uden tøven. "Og nogle gange en kat. Eller en pude. Eller duften af varm mælk med honning." Nettie tænder løb i vand ved tanken om honningsødet mælk. "Og måske et vindue, hvor man altid kan finde sin ven." foreslog hun med tanke på 'deres' sted. Olivia nikkede, alvorlig nu. "Måske er hjem ikke et sted, men noget der føles trygt. Som her. Med dig." De lod ordene hænge i luften, mens snefnug begyndte at dale udenfor. Senny strakte sig, og Hogwarts’ klokker begyndte at ringe langt oppe fra tårnene. "Man har da heller ikke et øjebliks fred," smilede Nettie og løftede Senny ned fra skødet så de kunne gå til time. "Nej, men til gengæld har vi godt selskab." Grinede Olivia og stak armen ind under Nettie's.
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Astrologi
Ugehoroskop i Evers klan: Lysets Rand.
Ugehoroskop for Stjerneslægten: Uge 32 i måneåret 975.
“Når stjernerne drømmer dybt og vinden bærer navnene på dem, vi har glemt, må vi lytte”.
- Elina Stjernesyn
Stjernebillede for Ildspiren:
Ildspiren rejser sig mod nordøst, som er et tegn på din indre kraft. At det valg du fortager dig, skal tages med omhu. Du skal lytte efter din inderste stemme, når din længsel efter det ukendte melder sig på banen, for selvom du er modig, skal din indre glød ikke slukkes af skuffelse.
Tirsdag: Gå alene før solopgang og lyt efter. Ikke til fuglenes kvidren, men til det, de tier om. Du vil her mærke, hvem som savner din stemme.
Midtuge: Et gammelt ønske kan vågne igen for at se månen lys, men mærk efter, om det stadig er dit. For ikke alle stjerneskud fører samme vej hjem.
Fredag: Hvis du vover at tale din sandhed højt, vil stjernedrysset omkring dig glimte stærkere.
Lørdag: Dyrk stilheden og drik måneblomst-te før søvn, og skriv gerne, hvad du drømmer. Natten vil sende dig en besked, hvis du tør modtage den.
NAVN: Serenity
ÅRGANG: 2
FAG: Botanik
"Så det jeg hører dig sige er, at vi skal beskære dén der?" Nettie så dybt skeptisk på Freddie, den Hufflepuff elev som ofte hang ud med Maxwell, hvem der kunne forstå han gad. Freddie nikkede og så opmærksom på den gældgødende busk. "Den der plante med et gebis, som en løve ville misunde. Den skal vi fodre for at kunne beskære den? Sig mig er alle voksne på den her skole sindssyge? Eller er de bare ligeglade med om vi mister en finger eller to i undervisningen?" brokkede hun sig fortsat, selv om hun i processen tog sine drageskindshansker på. Hendes fingre skulle ikke nogen steder, ellers tak. Freddie smilede lidt og hun var ikke helt sikker på om der var af hende eller over det hun havde sagt. "Det er nok ikke så slemt. Hvis du gerne vil have det skal jeg nok fodre den, så kan du beskære," tilbød han, meget gentleman agtigt, det kunne hun ret godt lide. "Vil du virkelig, Freddie?" spurgte hun sødt og kastede lidt ned håret, Freddie så lidt fortabt ud ved dette og nikkede langsomt. "Du er min helt, er du." næsten nynnede hun og skubbede spanden med stykker af gris i varierende størrelser over mod ham. Selv greb hun beskærersaksen og så opfordrende på Freddie. "Du starter bare når du er klar." Han så afgjort mere beklemt ud ved det nu, da han var konfronteret med planten. Og dens tandsæt.
Drivhuset var dunkelt og fugtigt fordi det var sådan den selvgødende plante foretrak det, havde professoren sagt, og selvom planten i sig selv ikke var meget højere end en 60-70 cm så var dens stamme tyk og flækket på midten hvor store og små tænder udgjorde et ubehageligt syn. Selv om stammen var tyk så var busken i sig selv meget bevægelig og gav en let knurrende lyd fra sig da Freddie, iklædt sine egne drageskindshansker, nærmede sig med det første stykke gris. "Er du klar, Nettie?" spurgte han med en lidt lysere stemme som fik ham til at rømme sig for at sænke den igen og forsøge og dække over dens knæk. "Klar når du er, søde Freddie," smurte hun tykt på og nærmede sig fra den anden side. Det var de nye, for rykke grene der skulle af så den ikke fik dannet et tveskud med to munde, det kunne den nemlig ikke så godt tåle. Og så ville den også forsøge at sprede sig endnu mere for at tage over i drivhuset, hvilket selvfølgelig heller ikke gik. "En. To. Tre." Talte han og tilbød kødet.
Det klaprende smæld da plantens tænder lukkede sig om kædet fik næsten Nettie til at tabe saksen, men hun nåede lige at holde fast om den inden den gled ud af hendes hånd. "Jeg giver den et større stykke næste gang, så kan du prøve," sagde Freddie og Nettie nikkede og bed sammen for at stålsætte sig. Ikke være bange for en plante, skændtes hun sig selv og gjorde sig klar. Det næste stykke kød røg ind og var en så stor mundfuld at den måtte gnave godt på det for at kunne få det indenbords.
Nettie slog til og greb lavt om den gren hun havde udset sig og førte saksen ned til, den skar to tredjedele igennem og planten vred sig under det. Gjorde det ondt på den, nåede hun lige at spørge sig selv inden hun tabte saksen fordi noget bed hende i hånden. Hun stak i et hvin og trak den til sig. Forgæves. Planten havde et godt greb i hendes hånd og knurrede bredt. "Freddie, gør noget!" Hvinede hun og forsøgte igen at trække hånden til sig. Freddie så rådvild ud men tog sin egen saks og greb fra om grenen hun havde startet på. Der fik planten til at spytte hendes hånd ud for at gå efter hans. "Mere kød, Nettie!" Pressede han ud mellem sammenbidte tænder og kæmpede med at få grenen klippet over. Nettie rakte ned i spanden og greb der første og bedste stykke blodigt kød og stak det uden at tænke ind foran Freddies hånd. "Se, et lækkert stykke bacon, kun til dig. Det vil du hellere have end Freddies hånd," lokkede hun planten og dinglede det lige foran dens mund. Planten knurrede, slap ikke men løsnede grebet lidt, tydeligt usikker på om den skulle gå efter det der gjorde ondt eller der nemme stykke kød lige foran dens tænder. Freddie udstødte et triumferende grynt da han fik grenen af og planten slap hans hånd og snappede kødet lige ud af Netties fingre med en fart der fik hende til at vige tilbage, igen med et hvin. "Er du okay?" Freddie var der med det samme og så på hende. "Ja, jeg.. nej hvor er det en åndssvagt plante at have i sit drivhus!" rasede hun og trak handsken af. Hvor planten havde haft fat var huden misfarvet og så ud til at ville give et virkelig flot blåt mærke inden dagen var omme. "Bare lidt forslået, forbidt?" hun så over på ham. "Hvad med din?" Hans hånd så ikke stort bedre ud, men der var heller intet blod der. "Vi har da alle lemmer intakte. Og vi fik den gren af." Han holdt den op, den vred sig i hans hånd og han slap den. "Brænd den." rådede hun og sendte planten er ondt blik før hun så på Freddie. "Du reddede min hånd," hun lænede sig frem og kyssede ham på kinden. "Tak." Freddie rødmede som en anden tomat og Nettie stak af for at finde Olivia for at høre, hvordan det var gået med hende og Maxwell.
ÅRGANG: 1
FAG: Mugglerstudier
Tøjstil i Evers hjemby: Lysets Rand.
Evers klan bære deres historie, som en elev på Hogwarts bære sin kappe. Tæt og med ære og fuld af gamle fortællinger og myter.
Deres tøjstil er ikke kun vævet af tråde, men også af tryllestav og ældgammel magi, der er inspireret af deres nordiske forfædre med et strejf af stjernedrys, der er klanens kendetegn, som afspejler den glitrende stjernehimmel og deres deres hjem. Denne stjernedrys er ikke blot pynt, men er en arv. Hvert et barn i klanen får sit 1. stjernedrys ved deres navngivning og bære det gennem hele deres liv. Ved deres død bliver det løftet mod himlen og bliver en del af nattens evige stjernehimmel.
Deres dagligdagstøj er praktisk og slidstærkt, som stadigvæk bære de diskrete tegn på deres arv i stjernerne. Tøjet er syet af uld, hør og skind og vævet tæt, for at give det styrke.
En lange kappe er tung og oftest foret med pels og er uundværlig i de kolde måneder. På ryggen af kappen er der broderet runer på det gamle sprog og stjernerne er kortlagt.
Deres tunikaer til de varmere måneder er enkle og holdes i jordens mest dominerende farver med broderier i sølvtråd langs kanterne, som fanger solens stråler og skæret fra stjernerne og månen.
Klanens overhoveder bære lange og svævende kapper, som er syet af det mest mørkeblå uld og stjerneskinnende silke og som er vævet af Natten selv. Hver af deres kapper er født med en særlig fortryllelse, som kun den som bære den, kender til. Når månen står fuld og stjernerne stiller sig på række, træder sølvtråde på ryggen frem og afsløre et kompas frem, som viser vejen til deres sjæl blandt stjernerne.
Ved højtider bære alle i klanen enten hvide, mørkeblå eller klæder i sølv med flagrende ærmer og bånd, som fanges i vinden. De er vævet i frossen månesilke, som både er sjældent og kostbart og som fanger månens stråler og sol får mønstrene til at ligne stjerneskud under deres dansen.
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: FMMK
Aftensolen kastede Sine sidste stråler gennem de høje vinduer i Ravenclaws opholdsstue, hvor bøger flød over alle borde.
Ever sad i en lænestol med en bog i skødet, mens Lilly lå på maven foran pejsen og stirrede ind i flammerne.
“Du læser den igen?” spurgte Lilly og nikkede mod bogen i hendes skød.
Ever løftede spørgende øjenbrynene og lukkede bogen og lod hurtigt hånden glide over titlen: “Mørkets Magi”.
“Ja. Professoren i FMMK nævnte den, og det gjorde mig nysgerrig, hvad ondskab egentlig er”.
Lilly rullede om på ryggen og stirrede op i loftet.
“Det er da nemt. Voldemort var ond. Bellatrix var ond. Folk, der nyder at gøre andre fortræd, er onde”.
“Men er det virkelig så simpelt?” spurgte Ever. “Er det ondskab, hvis nogen tror, de gør det rigtige? Er det stadig ondskab, hvis intentionen er god, selvom handlingerne er onde?”.
Lilly var længe tavs.
“Min far siger, at ondskab er, når man ved, noget er forkert, men gør det alligevel,” sagde hun til sidst. “At vælge og ikke vælge medfølelse.”
Ever lukkede bogen. “Men hvad med dem, der bare følger ordrer? Er de onde?”
Lilly satte sig op. “Det er det farlige, er det ikke? At stoppe med at tænke”.
Der blev stille i rummet, indtil Ever smilede og sagde: “Måske er ondskab noget, vi alle skal være påpasselige med. Noget, vi skal vælge ikke at blive en del af.”
Lilly nikkede alvorligt. “Ja. Ligesom vi vælger at være gode”.
“Lige præcis”.
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Forvandling
“Så,” sagde Ever og satte sig op med rynkede bryn, “Omvendt forvandling. Det vil sige at fortryllelsen trækkes tilbage, ik?”
“Præcis,” sagde Lilly, som sad bøjet over sine noter på biblioteket. “At vende noget, der er blevet forvandlet, tilbage til det, det oprindeligt var. Et eksempel kan være, at nogen har forvandlet en stol til en kat, så bruger man den omvendte forvandling for at gøre katten til en stol igen”.
Ever fnes. “Stakkels kat”.
Lilly smilede skævt. “Nu var katten jo ikke en rigtig kat, men bare en midlertidig ting”.
“Det er stadigvæk synd for katten”. Lilly sukkede en smule opgivende. “Men hvorfor er det så vigtigt? Hvad hvis jeg vælger at forvandle en kedelig stol om til en flot stol? Hvad sker der så? Hvad sker der, hvis jeg gerne vil beholde den flotte stol?”.
Lilly lænede sig frem med en smule alvor i hendes blik. “Tænk på magiske ulykker eller forbandelser. Hvad hvis noget eller nogen bliver forvandlet mod deres vilje og bliver glemt? Eller hvad hvis en elev kommer til at forvandle sin ugle til en lampe ved et uheld? Så er omvendt forvandling den eneste måde at få uglen tilbage på”.
Ever nikkede, mens Lilly fortsatte: “Kan du huske sidste måned?,” spurgte hun stille. “Da Poppy fra Hufflepuff troede, hendes kæleugle var blevet væk?”.
Ever rynkede uforstående panden. “Ja. Vi ledte efter den over alt”.
“En elev fra Slytherin syntes, at det ville være sjovt at gøre sin oppustelige pude usynlig og ramte hendes ugle i stedet”.
“Nej!”.
“Joh! Uglen blev til en mellemting af en pude og en fjerdims”. Det sidste ord sagde hun med et spidst udtryk. “Professoren lavede heldigvis en omvendt forvandling og uglen har det heldigvis godt. Den var lidt forvirret og rystede, men den er okay. Dog har den været lidt for stille siden”.
“Så måske handler det ikke bare om at fortryde sin tryllefejl, men det handler om respekt for det originalen?”.
“Ja! Og at kunne gøre det godt igen,” tilføjede Lilly.
De udvekslede et blik og Ever rakte ud og vendte siden i sin bog.
“Kom, lad os øve os i at lave en fjerpen til en blomst og tilbage igen.”
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser
Det var langt over sengetid, da Ever listede ned af gangen med den nye tryllestav i hånden og med et hamrende hjerte. Hun havde hørt et rygte fra Peeves, også selvom han sjældent talte sandt), blev hun nødt til at undersøge det nærmere.
“Skyggenes Korridor er vågen igen,” havde han hvisket og svævet baglæns op gennem loftet, mens Evers blik længe havde hængt på det sted, hvor han var forsvundet.
Ever vidste ikke, hvad det betød, men hun vidste, hvor korridoren lå, som var en gammel mørk stengang under biblioteket, hvor lyset altid forsvandt, når eleverne nærmede sig.
Hun nåede den tunge trædør og tog en dyb indånding, da den åbnede sig med et langt knirk. Bag døren var der intet lys. Kun sort og dybt ingenting.
Ever løftede sin stav og sagde klart: “Lumos.”
Flammen sprang frem på stavens spids, og korridoren blev oplyst i et svagt skær. Den rå sten under hendes fødder var glatte, og hun blev nødt til at støtte sig til væggene, som var dækket af mos og edderkoppespind.
Hun bevægede sig langsomt fremad, mens hendes lys fra tryllestav skar gennem mørket. Pludselig frøs hun.
Der var fodtrin og der var bestemt ikke hendes egne.
Hun snurrede rundt, men så sin egen skygge, strukket langt ud over væggen.
“Det var bare mine tanker, som spiller er puds”. en illusion,” hviskede hun for sig selv for at berolige hendes hamrende hjerte. “Eller en af Peeves dårligere vittigheder”.
Men så forsvandt lyset.
Ever hævede staven højere. “Lumos Maxima!”. Hendes stemme var fast og overraskende kraftig. Selv hendes far ville være stolt.
Et kraftigere lys bredte sig ud fra stavens spids, og for en kort stund kunne hun se hele korridoren og en skikkelse, der hurtigt forsvandt ind gennem en åbning i væggen.
Hun stivnede med tryllestavene i den fremstrakte arm.
“Ikke i dag,” hviskede hun, og med en beslutsom bevægelse sænkede hun staven.
“Nox”.
Lyset forsvandt, og hun blev ét med mørket. Hun stod helt stille og lod øjnene vænne sig til mørket, til hun kunne ane en svag glød fra den åbne sprække, hvor skikkelsen var forsvundet.
“Nope!”, hviskede hun lavt og vendte sig om og ilede mod udgangen. “Jeg er ikke så modig som en fra Gryffindor”.
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Botanik
Det var mandag og var én af de der dage, hvor drivhuset duftede som en blanding af våd mos, citronskal og noget, der lugtede lidt for meget af gamle sokker. En elev fra Slytherin havde helt sikkert været på spil.
Ever trak vejret gennem munden og kiggede ned i en urtepotte af keramik med en opgivende suk. Botanik var ikke hendes stærkeste fag og hun gruede for hver enkelt lektion.
“Så det er en Puffapod?” mumlede hun og skævede ned i hendes hånd, hvor der lå et lyserødt frø, som lignede en tyggegummikugle med en tydelig identitetskrise.
Ifølge Professoren skulle det blomstre “øjeblikkeligt og yndefuldt”, hvis det blev berørt med den blideste berøring. Hvis man nøs på det, ville det eksplodere.
Ever så mod Puffapod blomsterne, som stod for enden af de store drivhus. Grønne blade med lyserøde og lilla blomster.
“Og husk! Ingen nysen! Ingen pusten! Og ingen tryllestave i nærheden af næsen!”, lød det højlydt fra Professoren, som netop rev en tryllestav ud af en lidt for modig elev fra Gryffindor. Hun slog ham let i baghovedet med sin egen tryllestav, så den kort gav nogen gnistre fra sig. “10 point fra Gryffindor!”. Flere elever ved hans bord jamrede højtlydt.
“Men ingen af os er en trold, som ellers er dem, der er allergiske, når de blomstre ”, gav eleven igen. Hans buskede øjenbryn stod overraskende skarpe til resten af hans udseende, som ellers var kantet og hårdt.
“5 point til Gryffindor for faktisk at lytte efter , David”. Eleverne hujede og David lavede et sejrshyl med en arm i vejret. “10 point fra Gryffindor”.
David og hans medstuderende vendte sig brat om mod Professoren.
“Ej, come on!”.
Professoren vendte sig om mod klassen og slog med hånden mod sin modsatte hånd, som holdte om hende lange lige tryllestav.
“Er der nogen her, som kan forklare mig, hvorfor en tryllestav i nærheden af en Puffapod er en dårlig ide?”.
Lillys hånd skød i vejret ved siden af mig og Professoren nikkede mod hende.
“Fordi, en Puffapod kan eksplodere ved brug af Flipendo”.
Professoren nikkede et enkelt nik og med et overraskende tilfredsstillende blik i de smukke øjne.
“10 point til Ravenclaw”. Professoren nikkede igen anerkendende mod Lilly, som ikke kunne holde et lykkelig lille smil tilbage.
“Hvad mener du med, at de kan eksplodere?”, hviskede Ever til Lilly. Hendes hånd med frøet rystede nu blidt. “Du mener vel ikke sådan eksplodere eksplodere?”. Lilly gav hende et lille ryk med den ene skulder og et undskyldende smil.
Ever nikkede tappert tilbage og lavede en lille hul i jorden med sin finger, som måske var lidt for dybt og lidt for skævt, men hun havde uden tvivl gode intentioner. Hun holdt frøet op foran sig, da et højt nys lød ved siden af hende.
BUM!!
Frøet eksploderede i en sky af glitrende blomsterstøv, der dækkede Ever, potten, bordet og den stakkels Hufflepuff ved nabobordet. Ever kunne ikke se sine egne sko. Eller sin hånd. Var det en blomst, der sad fast i hendes hår?
Professoren løb over Ever med et rasende udtryk.
“Selvom det er det mest storslåede Puffapod-udbrud, jeg har set siden ’87, David, så vil jeg frabede mig telefoner under alle timerne og især videoer med trolde, som nyser!”, sagde hun vredt.
“Jeg undersøgte bare en teori Professor!”.
“40 point fra Gryffindor!”.
“Ej, come on!”.
Flere elever jamrede.
Ever kiggede rundt, da hele klassen stirrede. En dreng fra Ravenclaw klappede. En pige fra Gryffindor fniste, og selv den mest mugne Slytherin og Lilly så lidt imponeret ud.
“Ja ja,” sagde Ever, mens hun børstede blomsterstøv af ørerne. “Jeg går åbenbart all in”, inden hun dejsede om af svimmelhed.
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Eliksir
Det var allerede fugtigt og halvmørkt mandag eftermiddag pga. det grå vejr. Ever havde allerede fået tre edderkoppespind i håret, hvor hendes ninja-skills tydeligvis ikke havde virket. Hun havde været ved at snuble over noget, der enten var en gren eller en meget langsom knæler og en Puffapod-blomst var groet frem på den venstre side af hende kappe, efter at have overset det ene frø fra botanik-timen.
Hun kiggede i Planteleksikonet.
“Stormhat vokser i skygge, elsker fugt og hader højlydt brok”, læste hun op fra bogen og lukkede den besværligt sammen pga. vægten og kom den under armen med lydløs brok.
Efter en halv time så hun den. En klynge lilla, klokkeformede blomster. De stod i en cirkel, som om de holdte et møde, hvor kun de var inviteret.
De var smukke, men suspekte.
Hun satte den medbragte kurv fra sig og fandt handskerne frem, som lå deri og tog dem op og derefter beskyttelses-forklædet på og lavede en stram knude foran, da hun havde viklet bæltet om hofterne. Hun åbnede den store læderindbunde bog igen og slog op på siden, hvor hun havde sat bogmærket og læste:
“Stormhat. En plante som kan slå én ihjel, hvis man lugter for dybt til den”.
Hun trådte hen mod bunken af de smukke blomster og satte sig på hug foran dem, da den nærmest hende bevægede sig og de andre omkring den begyndte at knurre.
Ever stivnede. Nogen af deres af blade snoede sig truende i hendes retning som en finger.
Hun gik flere skridt væk og læste igen i bogen.
“Stormhat er ekstremt følsom. Den reagerer med mildt forsvar eller voldsom vrede, afhængig af din energi”.
Ever trak vejret dybt. Rolig energi. Ikke panik. Ikke teenage-kamp-flugt-nervøs latter.
“Hej,” sagde hun venligt til blomsten. “Du er meget flot. Virkelig. Og jeg skal bare låne et par af dine blomster. Til videnskab”.
Hun nikkede mod kurven, smilede og rakte langsomt hånden frem. Ingen pludselige bevægelser.
Stormhattene dirrede, som om de overvejede at slå hende bevidstløs med et blad, men så slappede denne pludselig af og bøjede sig blidt ned, som en form for accept.
“Tak stormhat”, sagde Ever med et lille smil og med rystende hænder plukkede hun 3 blomster og lagde dem i kurven. Så bakkede hun væk med et lille buk.
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Magiens historie
Det var mandag morgen på Hogwarts og vejret var gråt og kedeligt, da Ever som ny elev havde forvildet sig ind i en af de ældre korridorer i den vestlige fløj af slottet. En del af skolen, der sjældent blev brugt med undtagen af nysgerrige elever og med elever som havde en hang til det mørke og spøgelser med sans for drama.
Væggene var dækket af støvede malerier, nogle så falmede at det var svært at se, hvad de forestillede. Men der var ét billede, som skilte sig ud. Det var af en ældre heks med knaldrød hat og glimt i øjet. Maleriet bevægede sig ikke (endnu), men Ever følte sig underligt tiltrukket af det.
Hun trådte nærmere.
“Så du er endelig kommet,” sagde maleriet pludselig med en stemme, der lød som blødt fløjl.
Ever sprang forskrækket tilbage. “H-hvad?! Du taler?”. Ever gav sig selv en dumflad og rystede opgivende på hovedet. Selvfølgelig talte maleriet.
“Selvfølgelig gør jeg da det! Jeg er Professor Vienna Væverskjold og jeg er tidligere underviser i Glemte Fortryllelser. Du må være Ever.”
“H-hvordan ved du, hvem jeg er?”.
Hun himlede kort med øjnene og brystet løftede sig kort, mens hun sukkede højt.
“Malervæggene taler sammen. Vi hører ting. Og du, kære Ever, er ikke nogen almindelig elev. Du stiller spørgsmål, andre ikke tør tænke. Det gør dig farlig. Og værdifuld.”
Ever hævede øjenbrynene skeptisk. “Hvad mener du med 'farlig'?”
Vienna smilede hemmelighedsfuldt.
“Der er døre på Hogwarts, som kun åbner sig for dem rent blod og med nysgerrighed i hjertet. Så hvis du følger dine instinkter og lytter til dem, vil du finde én af dem.”
Ever trådte helt hen til rammen. “Og hvis jeg ikke gør det?”
“Så bliver du som de andre. Fornuftige. Forsigtige. Kedelige”. Hun skar en grimasse af det sidste ord.
Ever blev stille. Hun vidste ikke, om hun følte sig inspireret eller utilpas.
“Okay, Professor Væverskjold. Hvad vil du have mig til at gøre?”
Hun nikkede tilfreds. “Der er en sprække bag rustningen tre korridorer nede”. Hun slog kort med hagen. “Den skjuler noget glemt og dystert. Kig efter en flise med runen. Men vær forsigtig, da det ikke alle hemmeligheder, som ønsker at blive fundet.”
Og med et blink var maleriet pludselig tomt og Vienna var væk.
Ever stirrede på det tomme lærred et øjeblik, mens hendes hjerte bankede hårdt.
“Ikke i 100 år om jeg vil søge efter noget dystert” mumlede hun og vendte sig for at finde vej mod sin næste time.
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Flyvning
Der var én ting, Ever var helt sikker på, da hun trådte ud på flyvebanen for 2. gang i dette skoleår: Hun hørte ikke til der.
Jord under fødderne var fint. Jord i potter var også fint. Jord i ansigtet var hun faktisk også vant til efter hendes fiasko med Puffapod under sidste lektion i Botanik. Men jord under sig? Nej tak!
Professoren stod med hænderne i siden og med et skarpt blik.
“I dag skal vi øve sving, temposkift og hård opbremsning! Og ja, det skal gøres i luften. Ikke i jeres hoveder”.
Ever så ned på kosten foran sig. Den lignede en helt almindelig kost (hvis man da kunne kalde noget almindeligt, der kunne løfte én ti meter op i luften og potentielt kaste én af, hvis man sagde noget forkert til den). Fuck.mit.liv!
“Op!” sagde hun, tøvende. Kosten lå helt stille. Det var ellers gået godt i forrige uge. “Op?” prøvede hun igen, som om høflighed måske gjorde en forskel.
Kosten vred sig, som om den overvejede at kravle væk fra hende. En elev fra Slytherin ved siden af hende fik sin kost til at springe op i hånden på første forsøg. Ever stirrede og eleven sendte hende en nedladende stirren tilbage.
Efter flere forsøg fik hun den i hånden, selvom det nærmest havde føltes som tvang.
“Sving op!” råbte Professoren. “I luften med jer!”.
Ever tog en dyb indånding, sparkede fra og hun fortrød det med det samme. Luften susede forbi hendes ører, og hendes øjne løb i vand. Kosten rystede under hende som en nervøs ged, mens hun klamrede sig til den.
“Sving til venstre!” råbte Professoren.
Ever prøvede. Kosten svingede. Hun hang nu sidelæns, med håret blafrende som en vild heks på afveje. Desperat prøvede hun at få ordentlig fat om skaftet igen.
“DU KAN GODT!” lød det et sted fra jorden. Lilly. Det var Lilly, som heppede på hende.
Ever rystede opgivende på hovedet og fik med besvær sat sig rigtigt igen. Hun fik rettet kosten op og svajede lidt, men i det mindste styrede hun kosten og ikke omvendt.
“Skift tempo!” råbte Professoren.
Hun lænede sig forsigtigt frem. Stille og roligt. Bare lidt fremad. Kosten reagerede på et splitsekund og hun fløj afsted i høj fart. Hendes øjne løb i vand og hendes hår baskede om hendes ansigt.
Eleverne under hende blev til mindre prikker og luften blev hurtigt koldere. Hun skreg (måske lidt for dramatisk), men for en kort stund skar panikken gennem hende.
“OG SÅ OPBREMSNING!” råbte Professoren.
Ever trak i kosten. Intet skete. Hun trak hårdere. Kosten hylede nærmest og stoppede så brat, som om den var flov over sin egen frie vilje. Hun blev nærmest kastet frem i det lille sæde og blev på mirakuløs vis siddende.
Da hun landede, nærmest faldt hun af kosten og kastede op på en meget uheldig tot græs. Lilly stod hurtigt ved hende.
“Jeg troede, jeg skulle dø”, sagde Ever forpustet.
“Det troede vi også,” sagde en elev fra Hufflepuff med respekt i stemmen. “Men du døde med stil.”
Ever smilede. Lidt svimmel. Lidt stolt.
Flyvning blev aldrig hendes stærkeste side.
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: MDPoP
Ever 4 år.
Sne lagde sig som blødt fløjl over byen, Lysets Rand, som summede af forventning og varme.
Det var december, og hele byen var pyntet til randen med gran, guld og glimtende fortryllelser. I de høje juletræer, som pyntede smukt i hvert et hjem og hvert et hjørne af byen, dansede små julekugler mellem grenene og kastede glitrende stjernestøv ned over de forbipasserende og dyr.
Ever sad på sin fars arm, helt stille, med næsen løftet. Hendes øjne glitrede næsten lige så meget som de levnende lys.
“De gyldne kugler lyser igen. Som stjerneminder i granens favn” udbrød hun på det gamle sprog, som om det var første gang, hun så dem. “Se faren min. Se!”. Hendes far hankede hende mere op, så hun kunne se de glintrende lys på det store juletræ i pejsestuen.
“Dette…”, sagde hendes far på det samme gamle sprog og pegede på det glintrende lys og fulgte dets bevægelser med pegefingeren. “… er ikke pynt af glas, men er feer i dans, lyslevende væsner i vinternattens favn”.
Evers øjne blev store af Iver og overraskelse.
“Taler du fra Sjælens dyb?”.
“Så sandt, som stjernerne står”. Han rakte en stærk hånd frem og lod de lysende små feer glide mellem hans fingre. “Som stjernelys i vinterens favn - er de julens sjæl”.
“De er ikke af denne verden, men af magiens egen hånd?”. Hendes far nikkede.
Evers ellers så smilende ansigt falmede langsomt og hendes fars knoer gled forsigtigt over hendes ene kind.
“Datter af mit hjerte. Hvad har stilnet glæden i dit blik, nu hvor vinterens hjerte brænder klarest?”.
Stjernestøvet der lå over deres hud som deres klans kendetegn, var skallet af flere steder på hendes arme og ben og kinder, efter hun tidligere havde leget i sneen med sin tvillingebror. Hun kradsede i noget af støvet på hendes håndryg.
“Noget i mig hvisker, at det er forkert at kalde dem pynt, når de føles som levende stjernedrømme”.
Hendes fars store hånd lagde sig over hendes lille hånd og stoppede hendes bevægelse. Deres blik mødtes.
“Men just dette er deres fryd”, sagde hendes far med et smil. “Feer næres af lys, lever i toner, og danser i glædens ring. Skønhed er deres hjem, og fest deres ånde. Når mørket lægger sig om verden som en kåbe, føler feerne sig æret, når de kaldes frem for at sprede lys, varme og fryd i menneskers hjerter”.
“Så det er ikke tvang, men deres vilje, at de lader sig bære som stjernedrys blandt gran? De selv søger grenens ro for at lyse?”.
“Som vinden følger skoven, ja”. Ever smilede, som om hun kendte en hemmelighed, ingen andre gjorde. “De vælger det ikke blot, men de længes efter det. Som stjernestøv i flok søgte de træernes grene, da den første gran blev pyntet.
For dem er det en fest, en højtid. At skinne, at danse, at lyse midt i vinternattens favn. Det er deres gave til verden”.
Ever pegede op på en gruppe feer, der dansede ned langs en grangren, mens de dryssede små gnister bag sig. Hendes far fulgte hendes blik og den ene fe blinkede til dem, og Ever vinkede genert tilbage.
“Det som om himlens stjerneskud har fundet hvile i grenens skød”, sagde hun hviskende og forsigtigt rakte hun en hånd frem og feerne dansede fra grenen og ud i hendes håndflade.
“Du er det stjerneskud, mit hjerte bad om i stilhed”, sagde hendes far og deres blikke mødtes. “Må stjernelys og granens duft velsigne dine dage, Datter af mit hjerte”.
“Må stjernelys og granens duft velsigne dine dage”.
NAVN: Serenity
ÅRGANG: 2
FAG: Besværgelser
"Senny!" hvinede Nettie så snart hun kom ind på sovesalen. Hendes kuffert stod vidt åben og alle hendes kjoler, nederdele, strømer, undertøj lå spredt ud over gulvet. Senny, den hvide ragdoll kat, stak poterne op over kuffertens kant og så på hende med øjne, der næsten kun var pupil. "Øv hvor er du dum, kat." mukkede Nettie og bukkede sig for at samle sine ting op, men ændrede mening. Hvad var pointen i at være heks, hvis man ikke kunne bruge magi? Hun fandt sin tryllestav frem fra skoletasken og spidsede læberne et øjeblik mens hun tænkte tilbage på hvad de havde lært i besværgelser. "Ah ja." Hun pegede tryllestaven mod kufferten. "Plico ordino." Et kort sartlilla glimt lyste og så fik tøjet ellers fart på. Senny sprang hvæsende ud af kufferten og hoppede op på Netties seng, hvor hun tronede og så fornærmet ud, mens kufferten blev, næsten, helt nydeligt pakket. "Du var selv ude om det." informerede hun selvtilfredst katten. Kufferten så næsten ud som nypakket nu, omend tøjet ikke var helt pakket perfekt. Men ikke dårligt for et første rigtigt forsøg. Et job mindre hendes far behøvede, at ordne for hende når hun næste gang skulle mod skolen.
NAVN: Serenity
ÅRGANG: 2
FAG: Astrologi
Nettie satte sig på en bred vindueskarm i den store fælleskorridor mellem etagerne, hvor hun og Olivia plejede at mødes, når de savnede hinanden, halvvejs mellem Gryffindors tårn og Hufflepuffs kælder. En håndbroderet pude lå allerede der. Olivia måtte have været forbi først. Hun var kommet tilbage til skolen en dag efter Olivia, hvis forældre havde skulle begynde arbejde tidligt, og havde sendt datteren tidligt afsted. Nettie trak benene op under sig og nussede Senny, hendes hvide ragdoll kat, der strakte sig dovent i hendes skød. Hun lagde mærke til, at hendes fingre stadig duftede af den hybensæbe, hendes far brugte derhjemme. Det følte hende med en bittersød fornemmelse. Et par øjeblikke senere kom Olivia til syne, hendes skrigpink hår gemt under en gul strikhue, der måtte være mindst et par numre for stor og derfor nægtede at blive siddende ordenligt på hovedet.
"Du ser ud som om du tænker dybe tanker," sagde Olivia og dumpede ned ved siden af hende og rakte en pose karameller frem. Nettie rystede lidt på hovedet så håret dansede. "Det gør jeg måske også," svarede Nettie stille. Hun så ud over skolens snepletterede tage og sukkede. "Jeg tænkte bare… hvad er hjem egentlig?" Olivia kiggede på hende med et halvt smil og hev sin hue af, så hendes krøller sprang fri. "Wow. Vi går lige fra juleferie og direkte i livets store spørgsmål?" Olivia stak en karamel i munden og kløede Senny bag øret som den elskede. "Jeg mener det," insisterede Nettie, blikket stadig langt væk. "Min far og jeg har jo aldrig boet ét sted. Faustian flytter sig hele tiden. Jeg ved ikke, om det sted i Alperne vi brugte til jul, var mere hjem end Hogwarts er." Olivia nikkede langsomt mens hun tyggede karamellen med små smaskelyde som Nettie trak på næsen af. "Jeg forstår det godt. Jeg bor jo samme sted hvert år, og det bør føles som hjem, men... det føles ikke helt sådan mere. Ikke siden jeg kom hertil. Hogwarts er larmende og underligt og fyldt med mennesker, der taler i munden på hinanden, men... det er som om mit hjerte genkender det." Nettie så overrasket på veninden et øjeblik og smilede så, lidt genert og varmt alligevel. "Mit hjerte genkender dig." Olivia tog hendes hånd og de gav hinanden et klem imens de sad lidt i stilhed ud over Senny's bløde spinden. "Tror du, hjem kan være en person?" spurgte Nettie til sidst. "Ja," sagde Olivia uden tøven. "Og nogle gange en kat. Eller en pude. Eller duften af varm mælk med honning." Nettie tænder løb i vand ved tanken om honningsødet mælk. "Og måske et vindue, hvor man altid kan finde sin ven." foreslog hun med tanke på 'deres' sted. Olivia nikkede, alvorlig nu. "Måske er hjem ikke et sted, men noget der føles trygt. Som her. Med dig." De lod ordene hænge i luften, mens snefnug begyndte at dale udenfor. Senny strakte sig, og Hogwarts’ klokker begyndte at ringe langt oppe fra tårnene. "Man har da heller ikke et øjebliks fred," smilede Nettie og løftede Senny ned fra skødet så de kunne gå til time. "Nej, men til gengæld har vi godt selskab." Grinede Olivia og stak armen ind under Nettie's.
NAVN: Ever
ÅRGANG: 1
FAG: Astrologi
Ugehoroskop i Evers klan: Lysets Rand.
Ugehoroskop for Stjerneslægten: Uge 32 i måneåret 975.
“Når stjernerne drømmer dybt og vinden bærer navnene på dem, vi har glemt, må vi lytte”.
- Elina Stjernesyn
Stjernebillede for Ildspiren:
Ildspiren rejser sig mod nordøst, som er et tegn på din indre kraft. At det valg du fortager dig, skal tages med omhu. Du skal lytte efter din inderste stemme, når din længsel efter det ukendte melder sig på banen, for selvom du er modig, skal din indre glød ikke slukkes af skuffelse.
Tirsdag: Gå alene før solopgang og lyt efter. Ikke til fuglenes kvidren, men til det, de tier om. Du vil her mærke, hvem som savner din stemme.
Midtuge: Et gammelt ønske kan vågne igen for at se månen lys, men mærk efter, om det stadig er dit. For ikke alle stjerneskud fører samme vej hjem.
Fredag: Hvis du vover at tale din sandhed højt, vil stjernedrysset omkring dig glimte stærkere.
Lørdag: Dyrk stilheden og drik måneblomst-te før søvn, og skriv gerne, hvad du drømmer. Natten vil sende dig en besked, hvis du tør modtage den.
NAVN: Serenity
ÅRGANG: 2
FAG: Botanik
"Så det jeg hører dig sige er, at vi skal beskære dén der?" Nettie så dybt skeptisk på Freddie, den Hufflepuff elev som ofte hang ud med Maxwell, hvem der kunne forstå han gad. Freddie nikkede og så opmærksom på den gældgødende busk. "Den der plante med et gebis, som en løve ville misunde. Den skal vi fodre for at kunne beskære den? Sig mig er alle voksne på den her skole sindssyge? Eller er de bare ligeglade med om vi mister en finger eller to i undervisningen?" brokkede hun sig fortsat, selv om hun i processen tog sine drageskindshansker på. Hendes fingre skulle ikke nogen steder, ellers tak. Freddie smilede lidt og hun var ikke helt sikker på om der var af hende eller over det hun havde sagt. "Det er nok ikke så slemt. Hvis du gerne vil have det skal jeg nok fodre den, så kan du beskære," tilbød han, meget gentleman agtigt, det kunne hun ret godt lide. "Vil du virkelig, Freddie?" spurgte hun sødt og kastede lidt ned håret, Freddie så lidt fortabt ud ved dette og nikkede langsomt. "Du er min helt, er du." næsten nynnede hun og skubbede spanden med stykker af gris i varierende størrelser over mod ham. Selv greb hun beskærersaksen og så opfordrende på Freddie. "Du starter bare når du er klar." Han så afgjort mere beklemt ud ved det nu, da han var konfronteret med planten. Og dens tandsæt.
Drivhuset var dunkelt og fugtigt fordi det var sådan den selvgødende plante foretrak det, havde professoren sagt, og selvom planten i sig selv ikke var meget højere end en 60-70 cm så var dens stamme tyk og flækket på midten hvor store og små tænder udgjorde et ubehageligt syn. Selv om stammen var tyk så var busken i sig selv meget bevægelig og gav en let knurrende lyd fra sig da Freddie, iklædt sine egne drageskindshansker, nærmede sig med det første stykke gris. "Er du klar, Nettie?" spurgte han med en lidt lysere stemme som fik ham til at rømme sig for at sænke den igen og forsøge og dække over dens knæk. "Klar når du er, søde Freddie," smurte hun tykt på og nærmede sig fra den anden side. Det var de nye, for rykke grene der skulle af så den ikke fik dannet et tveskud med to munde, det kunne den nemlig ikke så godt tåle. Og så ville den også forsøge at sprede sig endnu mere for at tage over i drivhuset, hvilket selvfølgelig heller ikke gik. "En. To. Tre." Talte han og tilbød kødet.
Det klaprende smæld da plantens tænder lukkede sig om kædet fik næsten Nettie til at tabe saksen, men hun nåede lige at holde fast om den inden den gled ud af hendes hånd. "Jeg giver den et større stykke næste gang, så kan du prøve," sagde Freddie og Nettie nikkede og bed sammen for at stålsætte sig. Ikke være bange for en plante, skændtes hun sig selv og gjorde sig klar. Det næste stykke kød røg ind og var en så stor mundfuld at den måtte gnave godt på det for at kunne få det indenbords.
Nettie slog til og greb lavt om den gren hun havde udset sig og førte saksen ned til, den skar to tredjedele igennem og planten vred sig under det. Gjorde det ondt på den, nåede hun lige at spørge sig selv inden hun tabte saksen fordi noget bed hende i hånden. Hun stak i et hvin og trak den til sig. Forgæves. Planten havde et godt greb i hendes hånd og knurrede bredt. "Freddie, gør noget!" Hvinede hun og forsøgte igen at trække hånden til sig. Freddie så rådvild ud men tog sin egen saks og greb fra om grenen hun havde startet på. Der fik planten til at spytte hendes hånd ud for at gå efter hans. "Mere kød, Nettie!" Pressede han ud mellem sammenbidte tænder og kæmpede med at få grenen klippet over. Nettie rakte ned i spanden og greb der første og bedste stykke blodigt kød og stak det uden at tænke ind foran Freddies hånd. "Se, et lækkert stykke bacon, kun til dig. Det vil du hellere have end Freddies hånd," lokkede hun planten og dinglede det lige foran dens mund. Planten knurrede, slap ikke men løsnede grebet lidt, tydeligt usikker på om den skulle gå efter det der gjorde ondt eller der nemme stykke kød lige foran dens tænder. Freddie udstødte et triumferende grynt da han fik grenen af og planten slap hans hånd og snappede kødet lige ud af Netties fingre med en fart der fik hende til at vige tilbage, igen med et hvin. "Er du okay?" Freddie var der med det samme og så på hende. "Ja, jeg.. nej hvor er det en åndssvagt plante at have i sit drivhus!" rasede hun og trak handsken af. Hvor planten havde haft fat var huden misfarvet og så ud til at ville give et virkelig flot blåt mærke inden dagen var omme. "Bare lidt forslået, forbidt?" hun så over på ham. "Hvad med din?" Hans hånd så ikke stort bedre ud, men der var heller intet blod der. "Vi har da alle lemmer intakte. Og vi fik den gren af." Han holdt den op, den vred sig i hans hånd og han slap den. "Brænd den." rådede hun og sendte planten er ondt blik før hun så på Freddie. "Du reddede min hånd," hun lænede sig frem og kyssede ham på kinden. "Tak." Freddie rødmede som en anden tomat og Nettie stak af for at finde Olivia for at høre, hvordan det var gået med hende og Maxwell.
Man må stemme én gang pr IRL person pr. opslag.
Man må gerne stemme på sig selv.
Stem via dette link: KLIK HER
Første semesters lektie år 101
1. SEMESTERS LEKTIER
ÅR 101
1. UGE
2. UGE
ANTAL LEKTIER: 7
NAVN: Yun
ÅRGANG: Udgået
FAG: Ministerieuddannelsen
Tid: 8.20
Sted: Ministeriet for Magi
Omgivelser: En masse troldmænd og hekse, som suser rundt efter det de skal nå
Vejr: Overskyet med let sol
Medvirkende, ud over Yun: Abigail
Vejret var overraskende godt i starten af september, faktisk så godt at Yun virkelig gerne ville være ude i det. Det var bare ikke muligt, for hun var kommet ind på drømmeuddannelsen og nu skulle hun overveje hvad hun skulle med det. Dér stod hun, i hallen hvor alle hekse og troldmænd farede rundt med hovedet under armen, måske hun selv ville være en af dem en dag? Hun vidste jo hun ville læse jura, men i hvilken afdeling?
Muligheden var der for at komme op på aurorkontoret, men at sidde med drabssager, voldssager og alt muligt ulovligt, det var måske ikke lige hende. Der var også lige det der med hun ikke kunne holde hovedet koldt. Det ville hun ikke engang kunne hvis hun var udenfor under den blide sol denne dag, hun var på røven hvis hun skulle holde hovedet koldt og især i en situation hvor hun måske stod med en af sine venner fra skolen. Man vidste jo slet ikke hvem der ville være gode og onde, man vidste knap nok hvad folk lavede efter Hogwarts.
Frustreret ved tanken om hun nok skulle lære at holde hovedet koldt uanset hvad, gik Yun med over til den der skulle vise dem rundt på deres første dag. Hvor ville det være rart, hvis Abigail også var der. Abigail var den der havde hjulpet Yun med at spore sig ind på hvad hun gerne ville. Abigail og Yun havde også snakket meget om det internationale, fordi Yun jo faktisk kom fra Asien.
“Så går vi…” Yun skyndte sig at følge med, mens hun så sig omkring efter interessante afdelinger. Der var meget at vælge imellem, men Yun var næsten sikker på hun skulle være jurist og arbejde sig op i rang. Måske ikke lige være ministrens højre hånd, mens det var en skolekammerats far, men den vej ville hun jo nok gerne en dag. Det var nok det helt store mål og havde været det sådan i et års tid.
Det hele så spændende ud, selvom Yun flere gange måtte hoppe en meter, for ikke at støde ind i en travl ministerieansat. Det var virkelig en hektisk dag, men det var super spændende og der var så mange afdelinger, måske hun nu bare skulle starte med at blive god nok til at være mere end den piccolo, som hun var blevet ansat som til start.
NAVN: Dawn
ÅRGANG: 2
FAG: Magiens Historie
”- ej ikke ham” svarede Sarah skarpt, og Amy trådte usikkert lidt længe væk. ”J-jeg synes nu han er sej nok” svarede den blonde bebrillede Amy. Sara var højere med næsten platinblondt hår og store blå øjne, disse øjne rullede kort rundt i kraniet akkompagneret af et opgivende fnys. ”Han er så basic!” svarede Sara og slog ud med armene. Amy trådte atter et skridt tilbage, bange for sin egen skygge, og meget bange for hvor langt ned der var på træbroen hvor Sarah var stoppet.
”Okay okay!” Dawn trådte frem og holdt hænderne op ”Men vi kan da blive enige om at han er… kendt ikke?” spurgte hun og så udfordrende på Sarah der sukkede endnu engang ”jo han er kendt” svarede hun frustreret og Dawn nikkede ”Så lad os stoppe den der” forslog hun og Sarah lagde armene overkors og så væk. ”Okay. Men han er ikke den bedste troldmand der har eksisteret!” svarede hun irriteret og Dawn smilede beklagende til Amy før hun så mod Sarah igen ”det er heldigt det er tilladt at have sin egen holdning ikke?” spurgte hun og Sarah mumlede noget usammenhængende før hun bevist ignorerede Amy der forsøgte at erklære sig enig med Dawn.
Heldigvis for humørets skyld skulle Amy videre, hun havde en aftale med en af sine andre venner og Dawn lænede sig op ad træbroens massive gelænder ved siden af Sarah i stilhed. Sommeren var ved at slippe landet og en kold vind hev i hendes krøller.
”Er du enig?” spurgte Sarah pludselig og Dawn blinkede forskrækket ”I hvad?” frygten for at have misset noget krævede spørgsmålet blev stillet ”I at han er den bedste troldmand?” spurgte Sarah som om Dawn havde vat i hovedet. Dawn overvejede spørgsmålet og trak på skuldrene ”altså han var jo god ikke? Gjorde gode ting…” sagde hun og Sarah kvitterede med et frustreret udbrud ”han er en idiot!” svarede hun og Dawn lo fornøjet ”Og du kendte ham måske personligt?” spurgte hun drillende. En rosa farve steg op i Sarahs kinder og hun skulede til Dawn der bare skubbede venskabeligt til hendes arm ”det er fint nok at have en mening. Men du kan ikke forvente at alle er enige jo” selvom ordene var velmente så Sarah utilfreds ud og Dawn så på hende lidt ”hvorfor kan du ikke lide ham?” spurgte hun så og Sarah så væk.
”Sarah” sagde Dawn og stillede sig i vejen for Sarahs blik ”Saaaarrrrraaaahhh!” Dawn forsatte sin irriterende tilgang og Sarah fik nok og snappede ”fordi han ødelagde alt muligt okay?” sagde hun og Dawn hævede øjenbrynene. Hendes blik flakkede til slytherin mærket på Sarahs kappe ”Ah” sagde hun og pegede på mærket ”din familie kom i problemer?” spurgte hun og Sarah nikkede bare ”Men det er jo maaaange år siden nu” påpegede Dawn og Sarah sukkede ”folk er lige glade” mumlede hun og trak skuldrene op ”Så snart de hører at min oldefar var dødsgardist så er det som om alt er min skyld” sagde hun og Dawn fnøs.
”Måske ville det hjælpe hvis du ikke forsøgte at tvinge folk til at være enige med dig?” spurgte Dawn og Sarah skulede til hende. Dawn grinede.
”Okay okay – jeg er sikker på han var en idiot. Jeg tror på at han var mega irriterende, at han… havde dårlig hygiejne. Hvad end du synes er årsagen. Men hvis ikke det var for ham ville det hele jo være anderledes ikke? Hvordan tror du en som Amy ville have klaret sig?” spurgte hun og Sarah så i retningen af Amys retræte. ”Hun ville nok…” Sarah stoppede og bed tænderne sammen ”nemlig!” sagde Dawn ”Amys… et eller andet er jo mugglerfødt ikke? Så hun ville jo være blevet udryddet. Jeg ville sikkert enten være højt elsket eller også udryddet fordi jeg har min evne. Synes du det er fair?” spurgte Dawn udfordrende og Sarah sukkede opgivende ”nej” mumlede hun og Dawn linkede sin arm med veninden ”og derfor kan jeg lide dig. Hvordan end potter var i virkeligheden, så er det jo ligesom hans handlinger han er husket for. Og de handlinger – heldige eller geniale – var jo temmelig gode for os alle” påpegede hun og Sarah smilede skævt. ”Okay… men han havde virkelig dårlig hygiejne” sagde hun og Dawn lo højt ”Så siger vi det! Jeg er glad for at jeg ikke skulle omgås ham. Han havde vist en tendens til at tiltrække kaos – og hygiejnen!” pigerne grinede sammen og forsatte mod skolen.
NAVN: Dawn
ÅRGANG: 2
FAG: Eliksir
Tilbage på skolen blandt vennerne følte Dawn sig atter på rette hylde. Sommeren havde været sær, det hele havde handlet om bryllup, men i det mindste havde de også været til det sjove marked tidligere i juli før det hele var gået op i hat og kjoler.
Dawn var ret sikker på hun ikke ville giftes sådan rigtigt men festen havde været fed. Ivrigt fortalte hun Amy om det på vej til Eliksir og holdt først inde da professoren bad dem om at tie stille.
”- hvorfor biblioteket?” hviskede Dawn da professoren havde forklaret dagens ekspedition. Alle elever viste vel hvor biblioteket var på deres andet år, og de havde jo allerede deres bøger fra boghandleren. Amy tyssede på hende og skævede til professoren der gik forrest. Et indestængt suk blev kvalt og Dawn stak hænderne i lommerne. Biblioteket. Selvfølgelig. Og i skoletiden? Raven var der helt sikkert. Frk. Moore. Det var så svært at huske.
Turen var ikke ny, og eleverne stimlede sammen inde i klasselokalet. Snart kom bibliotekaren. Hendes velkendte brune øjne fangede snart Dawn men smilet på Ravens læber var rettet mod hele klassen. ”Velkommen!” Sagde hun med sin sædvanlige optimisme. ”Jeg forstår at jeres opgave denne dag er at finde jeres bøger?” bekræftende nik blev sendt og Dawn rullede med øjnene. Dette fik Raven til at trække på smilebåndet.
”Godt. Jamen jeg kan give jer en ledetråd om at det er i den retning, og at kortene på siden af reolerne nok kan være en god hjælp – og skulle I have brug for hjælp er jeg lige her ved disken, jeg synes I skal tage en småkage når i skal videre” de fleste elevers ansigter lyste op ved de ord men Dawn rullede igen med øjnene. Hvorfor skulle Raven altid prakke småkager på folk? Hvad var der I dem der var så vigtigt? Hun skævede til fasteren mens hun overvejede det. Raven kunne ikke finde på at tage sine mærkelige ideer og teste dem på eleverne vel? Hun rystede tanken ud af hovedet og fulgte Amy ned mellem reolerne.
”Er det ikke mærkeligt at din faster arbejder her?” spurgte Amy da de var et stykke nede. Den lave blonde pige skubbede brillerne op på næsen og Dawn trak på skuldrene ”ikke mere end at min far også gør” mumlede hun og smilede skævt til Amy som bare så beklagende ud. ”Undskyld men jeg tænker altså ikke over det” Amy rødmede op over ørene og Dawn viftede med hånden ”det er kun godt” forsikrede Dawn hende og linkede deres arme sammen for at finde bøgerne.
Det var ret åbenlyst hvilke bøger de skulle finde – eller også var det bare fordi at Dawn viste hvor hun skulle lede. Hun havde set Ravens eget biblioteket og systemet var meget det samme. Amy blev ved med at spørge om der var lige så mange bøger hjemme ved Raven som der var på biblioteket og Dawn svarede at hun jo altså ikke havde talt dem, set dem alle, eller hvad der nu engang lige passede.
Af elever var de nok de hurtigste. Professoren stod stadig ved disken og snakkede høfligt med sin kollega, men Ravens opmærksomhed var snart trukket til bøgerne. ”Skønt, I var hurtige” sagde hun og Dawn nikkede mens hun skævede til småkagerne. ”Ja det var nemt” sagde hun og Raven lo mildt ”Det tror jeg på” svarede hun med et drillende glimt i øjet og skubbede småkagerne hen til Amy, mens hun skrev deres navne ned på et stykke papir der holdt styr på hvem der lånte hvad. ”Ra- Frk. Moore?” spurgte Dawn og Raven så op med et spørgende blik. Dawn så så uskyldig ud som hun kunne ”Findes der en bog hvor man kan lære at finde ud af hvad der er i… forskellige… brygge?” hun skævede til småkagerne som hun talte. Raven fulgte hendes blik og smilede bedrevidende ”Ikke på dette bibliotek” svarede hun og lænede sig lidt frem mens hun hviskede konspiratorisk ”men jeg kan love dig, det eneste der er i dem der er mel, æg og chokolade” hun blinkede drillende til Dawn og skubbede deres bøger frem. Et par andre elever var dukket op og så på den sære udveksling. Dawn mærkede flovheden stige og hun greb sine bøger, Amy nåede netop at gøre det samme, før de stormede ud af lokalet og tilbage til krypten. ”Hun virker nu sød nok” forsøgte Amy og Dawn stoppede op og så på hende ”hun er pinlig. Og hun gør det bevist” sagde hun frustreret og Amy kunne ikke lade være med at fnise. ”Lad os læse lidt, så kan vi følges til frokost når timen er ovre?” forslog hun og Dawn nikkede opgivende og smilede taknemmeligt til veninden.
NAVN: Seraphina
ÅRGANG: 2
FAG: MDPoP
Sera tripper spændt. De havde lige fået af vide at de skulle ind i et bur fyldt med Fwoopere. Hun elskede fugle og kunne slet ikke vente med at komme ind til de utroligt smukke fugle. Hun havde også fået at vide at der var blevet lagt en besværgelse over fuglene så hun ikke kunne høre deres sang - så hvad kunne gå galt? Hun stod ude foran buret og kiggede på fuglene. Døren til buret blev åbnet, og hun trådte ind. Det var som at være i et lille rum fyldt med regnbuer. Det var så smukt, at hun ønskede at kunne have et af de der kamera-tingester så hun kunne tage et billede. Hun stirrede på fuglene i lidt tid. Hun ville SÅ meget købe en næste gang hun kom til Diagonalstrædet. Men så gik det galt. Hun kunne høre det så tydeligt. Læreren havde glemt at lave en besværgelse over en af de største fugle, som havde en stærk pink farve. Den begyndte at synge. Det lød så forfærdeligt, at lyden slet ikke kunne beskrives. Den var så høj og smertefuld, og lød måske lidt som et bjerg der vælter eller noget endnu være. Det føltes også lidt som om at der være ved at gå ild i hendes hjerne, eller hvis en boremaskine kører på fuld fart ved siden af hende. Det føltes som om hun ikke havde nogle følelser eller ikke kunne tænke noget. Hun lavede et lille hvin, og prøvede at holde sig for ørene for at lukke de forfærdelige lyde ude. Sera så at læreren kom ind i buret og sagde: “åh nej, jeg har glemt en!” Læreren kastede silencio over fuglen og henvendte sig til Sera. Hun havde meget høj tinitus, så hun kunne næsten ikke høre noget. Hun kom på hospitalsfløjen, så hun kunne få hendes tinitus til at forsvinde med nogle eliksirer. Efter hun var blevet kureret, sagde hun: “Måske skal jeg måske ikke have en Fwooper alligevel! Hun grinte.
NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Mugglerstudier
Nogle fra klassen havde Maxwell ikke set siden før sommerferien og andre havde han set flere gange i ferien. Freddie var en af dem, han havde set flere gange. Olivia og Dawn havde han også stødt på. Mange af pigerne så helt anderledes ud, da de kom tilbage til Hogwarts. Mange havde bare fået nyt hår, men de så alligevel større ud. Max kunne ikke sætte en finger på, hvad det var, men han stirrede lidt længere nogle gange. Drengene så nærmest ud som om de kun havde haft en weekend væk fra hinanden, selvom nogen havde fået nye sko og nyt tøj. Okay, det havde de fleste, men det var ikke mere specielt end det.
Alle havde oplevet noget forskelligt i ferien og det snakkede de meget om på kryds og tværs. Den første time i mugglerstudier var et godt tidspunkt, da de mødtes efter frokosten for at være klar i god tid. Hele årgangen skulle nemlig på tur og til koncert. Mere vidste de ikke endnu.
Pigerne snakkede meget om k-pop. Eller nogle piger gjorde. Tænk hvis de skulle til sådan en koncert, sagde de og begyndte nærmest at skrige af forventning. Det fik professoren hurtigt sat en stopper for, fordi det var for meget, så det blev udelukket som koncerten. Andre piger snakkede om Taylor Swift eller Billie Eilish. Max hørte meget musik derhjemme, hvor han boede som muggler i mugglernes verden, men han vidste ikke hvad mange kunstnere hed. De to navne som pigerne havde nævnt, havde han godt nok hørt hans mor sige flere gange og nogle af hans fastre også. Nogle af drengene snakkede om Drake og Stormzy. Når de sådan blev nævnt, kunne Max også genkende navnene. Mest Drake og da nogen begyndte at tale om hans sange, så nikkede han ivrigt og sang ivrigt med.
Transporten var toget tilbage mod London fra Hogsmeade. Koncerten var om aftenen og derfor skulle alle have fundet deres mest muggleragtige tøj at have på, og ingen måtte have tryllestavene med. Professoren hidkaldte endda tryllestave for at fange dem, der havde forsøgt at snige sin med. Der var et par stykker, der fik scoret sig tre eftersidninger hver i den følgende uge. Det var ikke Maxwell. Han var så vant til at færdes blandt mugglere, at han ikke havde samme forhold til sin tryllestav som så mange andre. Faktisk ville han også hellere have sin kost på sig, hvis det skulle være, men det vidste han godt, at man slet ikke kunne foran mugglerne.
På togturen fortalte professoren lidt om opførsel, forventninger og musik generelt samt underholdning, og oplevelser. De gik et oplevelsesrigt år i møde.
Og så forklarede hun, at de skulle til koncert med Imagine Dragons. Det var et band hun havde valgt, fordi det både var for drenge og piger og var ret populært i deres i forhold til andre. Musikken var noget, hun selv kunne holde til at høre i forhold til en masse rap og hiphop og k-pop var bestemt ikke for alle, så det var det bedste valg.
De fleste brød også ud i jubel og begyndte at tale om deres musik, hvis man altså var mugglerfødt eller halvblods, eller som Max boede blandt mugglere, selvom han var fuldblodstroldmand. Han kendte også Imagine Dragons, for det var musik som begge hans forældre kunne finde på at høre og derfor var det egentlig ret sejt at skulle til koncert.
Indtil videre havde Max ikke prøvet det. Han havde været til arrangementer og en slags festivaler, hvor der var musik, men det var ikke rigtig en koncert, mente han.
Klassen nåede frem. Max var i en hoodie og almindelige jeans og de sko, han altid gik rundt i, hvilket var almindelige sneakers. De fleste andre så også helt normale ud. Hans forældre sagde også, at der var mindre og mindre forskel på fritidstøjet for magikere og mugglernes tøj, men nogle var meget traditionelle.
Professoren fik dem alle guidet frem til koncertstedet, hvor de skulle stå i kø og opleve, hvordan man skulle tjekkes. Heldigvis havde eleverne ikke noget med, men professorens taske måtte undersøges, og det blev gjort uden magi. Ingen kommenterede noget, mens mugglerne kunne høre det, men det var noget de talte om senere. Generelt havde de bestået at lade som om, at de var mugglere, som alle andre publikummer, uden at lave grimasser, grine eller kommentere noget, der afslørede at de kunne magi.
Koncerten bød på rigtig god stemning og rigtig mange fede og gode sange. Nogen sange kunne Max synge med på, men der var også nogle, han ikke kunne synge med på. Han var nok alligevel glad for, at det ikke var Taylor Swift eller Billie Eilish, de skulle opleve en koncert med, for deres musik var lidt for kedeligt huskede han fra sin mors radio eller hvor hun nogle gange spillede musik fra. Det her musik var lidt sejere og så var det sjovt at opleve det sammen med de andre, der kendte musikken. Freddie kendte det heldigvis også godt og synes også det var sejt. Samtid var det sejt, at de skulle af sted om aftenen og havde fået aflyst timerne om eftermiddagen og den første time dagen efter. Hogwartsekspressen var godt nok indrettet som små sovekupeer til turen hjem, men mange lå og snakkede længe, inden de faldt i søvn og Max var selvfølgelig en af dem der snakkede meget med nogen af de andre. Han snakkede mest med dem, der kendte musikken og kendte til mugglernes liv, for det var nemmere.
De efterfølgende gik han rundt og sang eller nynnede Bad Liar, Radioactive eller Thunder af Imagine Dragons og det var sjovt, fordi nogle andre fra årgangen stemte i eller selv gik og sang og nynnede de sange, de havde i hovederne.
Pludselig grinede Freddie. ”Hvor er det skørt, at de hedder Imagine Dragons. Man kan i hvert fald godt høre at de ikke er magikere, for vi VED jo, at der findes drager” sagde han og på vej til eliksir den dag blev det samtaleemnet. Gruppens navn i magisk kontekst.
NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Magiens Historie
Som vokset op blandt mugglere i en relativ fredelig verden, hvor de ondeste mennesker, var dumme præsidenter langt fra Southampton, hvor han boede, så var det nogle gange underligt at tænke på, at det ikke var så længe siden endda, at Harry Potter havde kæmpet på en ond og mørk troldmand. For Max var historien om Harry Potter ofte næsten som et slags eventyr sammen med historierne skrevet af Beedle the Bard eller noget som Rødhætte og Ulven, Den lille Havfrue og Den grimme Ælling som mugglerne kendte.
For Max var det derfor lidt svært at forestille sig, at der havde været en krig i magikernes verden, hvor Harry Potter havde spillet en central rolle, men selvfølgelig kendte Max den slags historier. Han havde leget Harry Potter som lille, lige som han havde leget andre eventyrer fra den magiske og ikke-magiske verden.
Harry Potter var selvfølgelig sejere end Voldemort, for Harry Potter var ikke ond. Han ville ikke have, at der var nogen, der blev holdt uden for eller ikke var gode nok, bare fordi de ikke var fuldblods, og så ville han ikke kun bruge mørk magi. Mørk magi var selvfølgelig også lidt spændende, fordi man kunne opnå noget magt med det, som Voldemort prøvede. I sig selv var det lidt sejt også, at man kæmpede for at være den bedste og magtfulde. Bare ikke når man tænkte på, hvorfor han ville være mest magtfuld. Voldemort havde ikke nogen problemer med at slå andre ihjel for selv at blive magtfuld, og det syntes Maxwell til gengæld ikke var særlig sejt. Så var man ikke en god leder.
Det sagde hans far også altid. I Quidditch handlede det ikke om at være den bedste selv, for man var et helt hold der skulle vinde kampen sammen. Derfor skulle anføreren også være god til at sørge for alle holdkammeraterne og ikke fordi anføreren var sur og streng og man var bange for ham, men fordi han var god til at sørge for at alle var gode sammen og ikke kun selv ville være den bedste. Sådan en dårlig anfører ville Voldemort være, hvor han bestemte alt og var den bedste til alt, sagde Maxwells far og det gik jo ikke, for man kunne ikke både score mål og fange lynet på samme tid og slet ikke, hvis man skulle beskytte eller angribe det modsatte hold og beskytte målringene. Harry Potter var også anfører på Gryffindors quidditchhold, og han var bedre end det som Voldemort ville være og gøre.
Derfor var Harry Potter en helt i de historier, som Max havde hørt. Hvis han havde kendt flere detaljer om Harry Potters liv, så kunne det godt være, at Max ikke var helt så stor fan, fordi Harry Potter nogle gange blev lidt irriterende og bedrevidende. Det vidste han ikke endnu, men uanset hvad, så ville han altid mene, at Harry Potter var bedre end Voldemort.
Deres barndom havde Maxwell også hørt om. Der var ligheder og forskelle, men det gik Max ikke op i og han var også for lille og uinteresseret i psykologien i, hvad deres opvækst havde af betydning for deres personlighed. Hele delen om en spådom var også noget, han ikke vidste meget om, så det havde Max heller ikke inkluderes meget i sine overvejelser om troldmanden, der havde klaret det onde flere gange, og endda overlevet at være forsøgt at blive slået ihjel som en baby.
Max kendte de overordnede detaljer om den slags og en kærlighedsforbandelse, man troede han var beskyttet af, men det var heller ikke de spændende ting ved historien om Harry Potter, hvis Max selv skulle bestemme.
NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Flyvning
”King! Nogle gange kommer man hurtigst til mål, når man flyver langsomt og kontrolleret” lød det fra professor Maloney. ”Det kan jeg ikke forestille mig, at din far eller måske farfar ikke har fortalt dig” fortsatte hun.
Max kneb irriteret øjnene sammen. ”Ja, men det passer ikke” forsvarede Max sin logik, for man kom jo ikke hurtigt frem, når man var langsom. Max havde ikke vundet dagens konkurrence. Faktisk var det en middelmådig flyver i hans optik. Både Max og Hufflepuffvennen, Freddie, havde klaret banen lige ringe.
”Du bliver sjusket og flyver ind i ringene og keglerne. Det taber du tid af” fortsatte Maloney.
”Ej, for jeg flyver jo hurtigt imellem forhindringerne” argumenterede Max.
Professoren sukkede. ”Du har meget at lære endnu”.
”Jeg er meget bedre til at flyve og styre kosten end mange af de andre” sagde Max stædigt. Heldigvis var de fleste andre fra klassen allerede gået for i dag, udover ham, der tabte konkurrencen og en af hans venner, fordi de hjalp hinanden med at rydde keglerne på plads.
”Den attitude, den understreger, at du har meget at lære” påpegede professoren, der stod og svingede med armen og tryllestaven, for at få alt på plads efter timen.
”Men…” begyndte Max.
Endelig stoppede Maloney op og fokuserede på ham. ”Kosteteknisk og i forhold til hastighed er du dygtig. Præcisionsarbejdet halter, King. Din iver har du vist arvet fra din far”
Maxwell så lidt forvirrende på hende. Han var stolt af sammenligningen, men samtid lød det ikke som om, at det var en god ting.
”Min far er god, også nu selvom han blev skadet!” protesterede han endnu engang.
”Det ligger i generne på ham – og dig. Men det ændrer ikke på, at du har meget at lære, når det kommer til at have overblik og følge spillets udvikling” fortsatte hun.
Max var lidt forvirret, for hvad betød det overhovedet? ”Jeg er da lige kommet på Gryffindors Quidditchhold, fordi jeg var den bedste til holdet og endda som basker, ligesom min far” informerede han hende.
Maloney smilede uden at fnise. Der var forskel på quidditch på Hogwarts og i ligaen eller i landsholdssammenhæng vidste hun, men det var ikke det niveau, hun underviste i nu.
”Hør nu her, King. Du flyver godt og har styr på det. Du kan sagtens håndtere din egen kost, der har et andet tempo end skolens koste, og den reagerer formentligt også noget nemmere på de små nuancer og bevægelser, du laver, ikke?”
Maxwell stod allerede og nikkede ivrigt, for det var lige præcis hans pointe.
”Mens de andre skal lære at flyve og lære den slags, så koncentrerer de sig og får deres tempo og niveau til at passe opgaven-” begyndte hun forklarende, mens Max skeptisk stod og så på hende med armene over kors og kosten hvilende i albueleddet. Maloney fortsatte. ”Du kan allerede den slags, så du skal lære at tage det roligt, læse omgivelserne og spillets udvikling og rytme. Smasherne ændrer også sommetider kurs, ikke sandt?” spurgte hun, og selvom det var retorisk for at vise en pointe, så nikkede Max allerede og svarede et ”Jo”.
”Når du er opmærksom på smasherne og afstanden fra battet og bolden, hvilken kraft du skal lægge i slaget og på sigt også når du skal målrette den mere end nu, hvor du mest skyder den væk, så skal du også lære at se dig for og se, hvilke forhindringer du kommer ud for. Nærkamp er en del af quidditch, men det sænker hastigheden, når man støder sammen, hvilket kan betyde alt” forklarede hun ham.
Max virkede tvær. Om ikke andet så fordi han ikke havde vundet og mente at han var klart den bedste. Der var selvfølgelig også andre gode, og nogen der om muligt var på hans niveau, men derfor burde han også have haft en langt bedre tid, end han havde, og så var det jo nemmere at skyde skylden på alt muligt andet end sig selv. Derfor sagde Max ikke så meget mere. Han end ikke gad protestere. I realiteten lyttede han til hendes ord og råd, for hvad nu hvis hun havde en pointe?
”Jeg kan altså godt orientere mig og følge spillets udvikling” sagde han dog.
”Og du kan blive endnu bedre. Som sagt er det tydeligt at se, at du er blevet trænet eller har trænet sammen med nogen, der er teknisk dygtige. Du kan sagtens dykke og stige, svinge den ene og anden vej. Du skal bare også huske at se længere frem end den næste forhindring. Se dine omgivelser og tag lidt af farten. Det ser med tiden også meget bedre ud, at det virker kontrolleret end alt for forhastet. Det kan du sige til mr. Okoro også” sagde hun med et glimt i øjet og en kommentar om Freddie. Freddie var allerede gået sammen med nogen af de andre fra Hufflepuff, så det var kun Max der (selvfølgelig) skulle brokke sig.
”Din kost er desuden godt velholdt, og det er den bedste til Hogwarts. Jeg undersøgte engang om den kunne blive skolens koste til undervisningen” informerede hun.
Dét fik Max til at smile stort og han kiggede od kosten, før han foldede armene ud og holdt sin kost frem for at studere den anerkendende.
”Det er min farfar, der har lavet dem. Jeg har fået den af, eh.. Enten ham eller min far” svarede han.
Det kom næppe bag på professor Maloney, men Max var stolt. Og så gik han. Klogere, men ikke mere sejrrig i dagens time.
ÅRGANG: Udgået
FAG: Ministerieuddannelsen
Tid: 8.20
Sted: Ministeriet for Magi
Omgivelser: En masse troldmænd og hekse, som suser rundt efter det de skal nå
Vejr: Overskyet med let sol
Medvirkende, ud over Yun: Abigail
Vejret var overraskende godt i starten af september, faktisk så godt at Yun virkelig gerne ville være ude i det. Det var bare ikke muligt, for hun var kommet ind på drømmeuddannelsen og nu skulle hun overveje hvad hun skulle med det. Dér stod hun, i hallen hvor alle hekse og troldmænd farede rundt med hovedet under armen, måske hun selv ville være en af dem en dag? Hun vidste jo hun ville læse jura, men i hvilken afdeling?
Muligheden var der for at komme op på aurorkontoret, men at sidde med drabssager, voldssager og alt muligt ulovligt, det var måske ikke lige hende. Der var også lige det der med hun ikke kunne holde hovedet koldt. Det ville hun ikke engang kunne hvis hun var udenfor under den blide sol denne dag, hun var på røven hvis hun skulle holde hovedet koldt og især i en situation hvor hun måske stod med en af sine venner fra skolen. Man vidste jo slet ikke hvem der ville være gode og onde, man vidste knap nok hvad folk lavede efter Hogwarts.
Frustreret ved tanken om hun nok skulle lære at holde hovedet koldt uanset hvad, gik Yun med over til den der skulle vise dem rundt på deres første dag. Hvor ville det være rart, hvis Abigail også var der. Abigail var den der havde hjulpet Yun med at spore sig ind på hvad hun gerne ville. Abigail og Yun havde også snakket meget om det internationale, fordi Yun jo faktisk kom fra Asien.
“Så går vi…” Yun skyndte sig at følge med, mens hun så sig omkring efter interessante afdelinger. Der var meget at vælge imellem, men Yun var næsten sikker på hun skulle være jurist og arbejde sig op i rang. Måske ikke lige være ministrens højre hånd, mens det var en skolekammerats far, men den vej ville hun jo nok gerne en dag. Det var nok det helt store mål og havde været det sådan i et års tid.
Det hele så spændende ud, selvom Yun flere gange måtte hoppe en meter, for ikke at støde ind i en travl ministerieansat. Det var virkelig en hektisk dag, men det var super spændende og der var så mange afdelinger, måske hun nu bare skulle starte med at blive god nok til at være mere end den piccolo, som hun var blevet ansat som til start.
NAVN: Dawn
ÅRGANG: 2
FAG: Magiens Historie
”- ej ikke ham” svarede Sarah skarpt, og Amy trådte usikkert lidt længe væk. ”J-jeg synes nu han er sej nok” svarede den blonde bebrillede Amy. Sara var højere med næsten platinblondt hår og store blå øjne, disse øjne rullede kort rundt i kraniet akkompagneret af et opgivende fnys. ”Han er så basic!” svarede Sara og slog ud med armene. Amy trådte atter et skridt tilbage, bange for sin egen skygge, og meget bange for hvor langt ned der var på træbroen hvor Sarah var stoppet.
”Okay okay!” Dawn trådte frem og holdt hænderne op ”Men vi kan da blive enige om at han er… kendt ikke?” spurgte hun og så udfordrende på Sarah der sukkede endnu engang ”jo han er kendt” svarede hun frustreret og Dawn nikkede ”Så lad os stoppe den der” forslog hun og Sarah lagde armene overkors og så væk. ”Okay. Men han er ikke den bedste troldmand der har eksisteret!” svarede hun irriteret og Dawn smilede beklagende til Amy før hun så mod Sarah igen ”det er heldigt det er tilladt at have sin egen holdning ikke?” spurgte hun og Sarah mumlede noget usammenhængende før hun bevist ignorerede Amy der forsøgte at erklære sig enig med Dawn.
Heldigvis for humørets skyld skulle Amy videre, hun havde en aftale med en af sine andre venner og Dawn lænede sig op ad træbroens massive gelænder ved siden af Sarah i stilhed. Sommeren var ved at slippe landet og en kold vind hev i hendes krøller.
”Er du enig?” spurgte Sarah pludselig og Dawn blinkede forskrækket ”I hvad?” frygten for at have misset noget krævede spørgsmålet blev stillet ”I at han er den bedste troldmand?” spurgte Sarah som om Dawn havde vat i hovedet. Dawn overvejede spørgsmålet og trak på skuldrene ”altså han var jo god ikke? Gjorde gode ting…” sagde hun og Sarah kvitterede med et frustreret udbrud ”han er en idiot!” svarede hun og Dawn lo fornøjet ”Og du kendte ham måske personligt?” spurgte hun drillende. En rosa farve steg op i Sarahs kinder og hun skulede til Dawn der bare skubbede venskabeligt til hendes arm ”det er fint nok at have en mening. Men du kan ikke forvente at alle er enige jo” selvom ordene var velmente så Sarah utilfreds ud og Dawn så på hende lidt ”hvorfor kan du ikke lide ham?” spurgte hun så og Sarah så væk.
”Sarah” sagde Dawn og stillede sig i vejen for Sarahs blik ”Saaaarrrrraaaahhh!” Dawn forsatte sin irriterende tilgang og Sarah fik nok og snappede ”fordi han ødelagde alt muligt okay?” sagde hun og Dawn hævede øjenbrynene. Hendes blik flakkede til slytherin mærket på Sarahs kappe ”Ah” sagde hun og pegede på mærket ”din familie kom i problemer?” spurgte hun og Sarah nikkede bare ”Men det er jo maaaange år siden nu” påpegede Dawn og Sarah sukkede ”folk er lige glade” mumlede hun og trak skuldrene op ”Så snart de hører at min oldefar var dødsgardist så er det som om alt er min skyld” sagde hun og Dawn fnøs.
”Måske ville det hjælpe hvis du ikke forsøgte at tvinge folk til at være enige med dig?” spurgte Dawn og Sarah skulede til hende. Dawn grinede.
”Okay okay – jeg er sikker på han var en idiot. Jeg tror på at han var mega irriterende, at han… havde dårlig hygiejne. Hvad end du synes er årsagen. Men hvis ikke det var for ham ville det hele jo være anderledes ikke? Hvordan tror du en som Amy ville have klaret sig?” spurgte hun og Sarah så i retningen af Amys retræte. ”Hun ville nok…” Sarah stoppede og bed tænderne sammen ”nemlig!” sagde Dawn ”Amys… et eller andet er jo mugglerfødt ikke? Så hun ville jo være blevet udryddet. Jeg ville sikkert enten være højt elsket eller også udryddet fordi jeg har min evne. Synes du det er fair?” spurgte Dawn udfordrende og Sarah sukkede opgivende ”nej” mumlede hun og Dawn linkede sin arm med veninden ”og derfor kan jeg lide dig. Hvordan end potter var i virkeligheden, så er det jo ligesom hans handlinger han er husket for. Og de handlinger – heldige eller geniale – var jo temmelig gode for os alle” påpegede hun og Sarah smilede skævt. ”Okay… men han havde virkelig dårlig hygiejne” sagde hun og Dawn lo højt ”Så siger vi det! Jeg er glad for at jeg ikke skulle omgås ham. Han havde vist en tendens til at tiltrække kaos – og hygiejnen!” pigerne grinede sammen og forsatte mod skolen.
NAVN: Dawn
ÅRGANG: 2
FAG: Eliksir
Tilbage på skolen blandt vennerne følte Dawn sig atter på rette hylde. Sommeren havde været sær, det hele havde handlet om bryllup, men i det mindste havde de også været til det sjove marked tidligere i juli før det hele var gået op i hat og kjoler.
Dawn var ret sikker på hun ikke ville giftes sådan rigtigt men festen havde været fed. Ivrigt fortalte hun Amy om det på vej til Eliksir og holdt først inde da professoren bad dem om at tie stille.
”- hvorfor biblioteket?” hviskede Dawn da professoren havde forklaret dagens ekspedition. Alle elever viste vel hvor biblioteket var på deres andet år, og de havde jo allerede deres bøger fra boghandleren. Amy tyssede på hende og skævede til professoren der gik forrest. Et indestængt suk blev kvalt og Dawn stak hænderne i lommerne. Biblioteket. Selvfølgelig. Og i skoletiden? Raven var der helt sikkert. Frk. Moore. Det var så svært at huske.
Turen var ikke ny, og eleverne stimlede sammen inde i klasselokalet. Snart kom bibliotekaren. Hendes velkendte brune øjne fangede snart Dawn men smilet på Ravens læber var rettet mod hele klassen. ”Velkommen!” Sagde hun med sin sædvanlige optimisme. ”Jeg forstår at jeres opgave denne dag er at finde jeres bøger?” bekræftende nik blev sendt og Dawn rullede med øjnene. Dette fik Raven til at trække på smilebåndet.
”Godt. Jamen jeg kan give jer en ledetråd om at det er i den retning, og at kortene på siden af reolerne nok kan være en god hjælp – og skulle I have brug for hjælp er jeg lige her ved disken, jeg synes I skal tage en småkage når i skal videre” de fleste elevers ansigter lyste op ved de ord men Dawn rullede igen med øjnene. Hvorfor skulle Raven altid prakke småkager på folk? Hvad var der I dem der var så vigtigt? Hun skævede til fasteren mens hun overvejede det. Raven kunne ikke finde på at tage sine mærkelige ideer og teste dem på eleverne vel? Hun rystede tanken ud af hovedet og fulgte Amy ned mellem reolerne.
”Er det ikke mærkeligt at din faster arbejder her?” spurgte Amy da de var et stykke nede. Den lave blonde pige skubbede brillerne op på næsen og Dawn trak på skuldrene ”ikke mere end at min far også gør” mumlede hun og smilede skævt til Amy som bare så beklagende ud. ”Undskyld men jeg tænker altså ikke over det” Amy rødmede op over ørene og Dawn viftede med hånden ”det er kun godt” forsikrede Dawn hende og linkede deres arme sammen for at finde bøgerne.
Det var ret åbenlyst hvilke bøger de skulle finde – eller også var det bare fordi at Dawn viste hvor hun skulle lede. Hun havde set Ravens eget biblioteket og systemet var meget det samme. Amy blev ved med at spørge om der var lige så mange bøger hjemme ved Raven som der var på biblioteket og Dawn svarede at hun jo altså ikke havde talt dem, set dem alle, eller hvad der nu engang lige passede.
Af elever var de nok de hurtigste. Professoren stod stadig ved disken og snakkede høfligt med sin kollega, men Ravens opmærksomhed var snart trukket til bøgerne. ”Skønt, I var hurtige” sagde hun og Dawn nikkede mens hun skævede til småkagerne. ”Ja det var nemt” sagde hun og Raven lo mildt ”Det tror jeg på” svarede hun med et drillende glimt i øjet og skubbede småkagerne hen til Amy, mens hun skrev deres navne ned på et stykke papir der holdt styr på hvem der lånte hvad. ”Ra- Frk. Moore?” spurgte Dawn og Raven så op med et spørgende blik. Dawn så så uskyldig ud som hun kunne ”Findes der en bog hvor man kan lære at finde ud af hvad der er i… forskellige… brygge?” hun skævede til småkagerne som hun talte. Raven fulgte hendes blik og smilede bedrevidende ”Ikke på dette bibliotek” svarede hun og lænede sig lidt frem mens hun hviskede konspiratorisk ”men jeg kan love dig, det eneste der er i dem der er mel, æg og chokolade” hun blinkede drillende til Dawn og skubbede deres bøger frem. Et par andre elever var dukket op og så på den sære udveksling. Dawn mærkede flovheden stige og hun greb sine bøger, Amy nåede netop at gøre det samme, før de stormede ud af lokalet og tilbage til krypten. ”Hun virker nu sød nok” forsøgte Amy og Dawn stoppede op og så på hende ”hun er pinlig. Og hun gør det bevist” sagde hun frustreret og Amy kunne ikke lade være med at fnise. ”Lad os læse lidt, så kan vi følges til frokost når timen er ovre?” forslog hun og Dawn nikkede opgivende og smilede taknemmeligt til veninden.
NAVN: Seraphina
ÅRGANG: 2
FAG: MDPoP
Sera tripper spændt. De havde lige fået af vide at de skulle ind i et bur fyldt med Fwoopere. Hun elskede fugle og kunne slet ikke vente med at komme ind til de utroligt smukke fugle. Hun havde også fået at vide at der var blevet lagt en besværgelse over fuglene så hun ikke kunne høre deres sang - så hvad kunne gå galt? Hun stod ude foran buret og kiggede på fuglene. Døren til buret blev åbnet, og hun trådte ind. Det var som at være i et lille rum fyldt med regnbuer. Det var så smukt, at hun ønskede at kunne have et af de der kamera-tingester så hun kunne tage et billede. Hun stirrede på fuglene i lidt tid. Hun ville SÅ meget købe en næste gang hun kom til Diagonalstrædet. Men så gik det galt. Hun kunne høre det så tydeligt. Læreren havde glemt at lave en besværgelse over en af de største fugle, som havde en stærk pink farve. Den begyndte at synge. Det lød så forfærdeligt, at lyden slet ikke kunne beskrives. Den var så høj og smertefuld, og lød måske lidt som et bjerg der vælter eller noget endnu være. Det føltes også lidt som om at der være ved at gå ild i hendes hjerne, eller hvis en boremaskine kører på fuld fart ved siden af hende. Det føltes som om hun ikke havde nogle følelser eller ikke kunne tænke noget. Hun lavede et lille hvin, og prøvede at holde sig for ørene for at lukke de forfærdelige lyde ude. Sera så at læreren kom ind i buret og sagde: “åh nej, jeg har glemt en!” Læreren kastede silencio over fuglen og henvendte sig til Sera. Hun havde meget høj tinitus, så hun kunne næsten ikke høre noget. Hun kom på hospitalsfløjen, så hun kunne få hendes tinitus til at forsvinde med nogle eliksirer. Efter hun var blevet kureret, sagde hun: “Måske skal jeg måske ikke have en Fwooper alligevel! Hun grinte.
NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Mugglerstudier
Nogle fra klassen havde Maxwell ikke set siden før sommerferien og andre havde han set flere gange i ferien. Freddie var en af dem, han havde set flere gange. Olivia og Dawn havde han også stødt på. Mange af pigerne så helt anderledes ud, da de kom tilbage til Hogwarts. Mange havde bare fået nyt hår, men de så alligevel større ud. Max kunne ikke sætte en finger på, hvad det var, men han stirrede lidt længere nogle gange. Drengene så nærmest ud som om de kun havde haft en weekend væk fra hinanden, selvom nogen havde fået nye sko og nyt tøj. Okay, det havde de fleste, men det var ikke mere specielt end det.
Alle havde oplevet noget forskelligt i ferien og det snakkede de meget om på kryds og tværs. Den første time i mugglerstudier var et godt tidspunkt, da de mødtes efter frokosten for at være klar i god tid. Hele årgangen skulle nemlig på tur og til koncert. Mere vidste de ikke endnu.
Pigerne snakkede meget om k-pop. Eller nogle piger gjorde. Tænk hvis de skulle til sådan en koncert, sagde de og begyndte nærmest at skrige af forventning. Det fik professoren hurtigt sat en stopper for, fordi det var for meget, så det blev udelukket som koncerten. Andre piger snakkede om Taylor Swift eller Billie Eilish. Max hørte meget musik derhjemme, hvor han boede som muggler i mugglernes verden, men han vidste ikke hvad mange kunstnere hed. De to navne som pigerne havde nævnt, havde han godt nok hørt hans mor sige flere gange og nogle af hans fastre også. Nogle af drengene snakkede om Drake og Stormzy. Når de sådan blev nævnt, kunne Max også genkende navnene. Mest Drake og da nogen begyndte at tale om hans sange, så nikkede han ivrigt og sang ivrigt med.
Transporten var toget tilbage mod London fra Hogsmeade. Koncerten var om aftenen og derfor skulle alle have fundet deres mest muggleragtige tøj at have på, og ingen måtte have tryllestavene med. Professoren hidkaldte endda tryllestave for at fange dem, der havde forsøgt at snige sin med. Der var et par stykker, der fik scoret sig tre eftersidninger hver i den følgende uge. Det var ikke Maxwell. Han var så vant til at færdes blandt mugglere, at han ikke havde samme forhold til sin tryllestav som så mange andre. Faktisk ville han også hellere have sin kost på sig, hvis det skulle være, men det vidste han godt, at man slet ikke kunne foran mugglerne.
På togturen fortalte professoren lidt om opførsel, forventninger og musik generelt samt underholdning, og oplevelser. De gik et oplevelsesrigt år i møde.
Og så forklarede hun, at de skulle til koncert med Imagine Dragons. Det var et band hun havde valgt, fordi det både var for drenge og piger og var ret populært i deres i forhold til andre. Musikken var noget, hun selv kunne holde til at høre i forhold til en masse rap og hiphop og k-pop var bestemt ikke for alle, så det var det bedste valg.
De fleste brød også ud i jubel og begyndte at tale om deres musik, hvis man altså var mugglerfødt eller halvblods, eller som Max boede blandt mugglere, selvom han var fuldblodstroldmand. Han kendte også Imagine Dragons, for det var musik som begge hans forældre kunne finde på at høre og derfor var det egentlig ret sejt at skulle til koncert.
Indtil videre havde Max ikke prøvet det. Han havde været til arrangementer og en slags festivaler, hvor der var musik, men det var ikke rigtig en koncert, mente han.
Klassen nåede frem. Max var i en hoodie og almindelige jeans og de sko, han altid gik rundt i, hvilket var almindelige sneakers. De fleste andre så også helt normale ud. Hans forældre sagde også, at der var mindre og mindre forskel på fritidstøjet for magikere og mugglernes tøj, men nogle var meget traditionelle.
Professoren fik dem alle guidet frem til koncertstedet, hvor de skulle stå i kø og opleve, hvordan man skulle tjekkes. Heldigvis havde eleverne ikke noget med, men professorens taske måtte undersøges, og det blev gjort uden magi. Ingen kommenterede noget, mens mugglerne kunne høre det, men det var noget de talte om senere. Generelt havde de bestået at lade som om, at de var mugglere, som alle andre publikummer, uden at lave grimasser, grine eller kommentere noget, der afslørede at de kunne magi.
Koncerten bød på rigtig god stemning og rigtig mange fede og gode sange. Nogen sange kunne Max synge med på, men der var også nogle, han ikke kunne synge med på. Han var nok alligevel glad for, at det ikke var Taylor Swift eller Billie Eilish, de skulle opleve en koncert med, for deres musik var lidt for kedeligt huskede han fra sin mors radio eller hvor hun nogle gange spillede musik fra. Det her musik var lidt sejere og så var det sjovt at opleve det sammen med de andre, der kendte musikken. Freddie kendte det heldigvis også godt og synes også det var sejt. Samtid var det sejt, at de skulle af sted om aftenen og havde fået aflyst timerne om eftermiddagen og den første time dagen efter. Hogwartsekspressen var godt nok indrettet som små sovekupeer til turen hjem, men mange lå og snakkede længe, inden de faldt i søvn og Max var selvfølgelig en af dem der snakkede meget med nogen af de andre. Han snakkede mest med dem, der kendte musikken og kendte til mugglernes liv, for det var nemmere.
De efterfølgende gik han rundt og sang eller nynnede Bad Liar, Radioactive eller Thunder af Imagine Dragons og det var sjovt, fordi nogle andre fra årgangen stemte i eller selv gik og sang og nynnede de sange, de havde i hovederne.
Pludselig grinede Freddie. ”Hvor er det skørt, at de hedder Imagine Dragons. Man kan i hvert fald godt høre at de ikke er magikere, for vi VED jo, at der findes drager” sagde han og på vej til eliksir den dag blev det samtaleemnet. Gruppens navn i magisk kontekst.
NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Magiens Historie
Som vokset op blandt mugglere i en relativ fredelig verden, hvor de ondeste mennesker, var dumme præsidenter langt fra Southampton, hvor han boede, så var det nogle gange underligt at tænke på, at det ikke var så længe siden endda, at Harry Potter havde kæmpet på en ond og mørk troldmand. For Max var historien om Harry Potter ofte næsten som et slags eventyr sammen med historierne skrevet af Beedle the Bard eller noget som Rødhætte og Ulven, Den lille Havfrue og Den grimme Ælling som mugglerne kendte.
For Max var det derfor lidt svært at forestille sig, at der havde været en krig i magikernes verden, hvor Harry Potter havde spillet en central rolle, men selvfølgelig kendte Max den slags historier. Han havde leget Harry Potter som lille, lige som han havde leget andre eventyrer fra den magiske og ikke-magiske verden.
Harry Potter var selvfølgelig sejere end Voldemort, for Harry Potter var ikke ond. Han ville ikke have, at der var nogen, der blev holdt uden for eller ikke var gode nok, bare fordi de ikke var fuldblods, og så ville han ikke kun bruge mørk magi. Mørk magi var selvfølgelig også lidt spændende, fordi man kunne opnå noget magt med det, som Voldemort prøvede. I sig selv var det lidt sejt også, at man kæmpede for at være den bedste og magtfulde. Bare ikke når man tænkte på, hvorfor han ville være mest magtfuld. Voldemort havde ikke nogen problemer med at slå andre ihjel for selv at blive magtfuld, og det syntes Maxwell til gengæld ikke var særlig sejt. Så var man ikke en god leder.
Det sagde hans far også altid. I Quidditch handlede det ikke om at være den bedste selv, for man var et helt hold der skulle vinde kampen sammen. Derfor skulle anføreren også være god til at sørge for alle holdkammeraterne og ikke fordi anføreren var sur og streng og man var bange for ham, men fordi han var god til at sørge for at alle var gode sammen og ikke kun selv ville være den bedste. Sådan en dårlig anfører ville Voldemort være, hvor han bestemte alt og var den bedste til alt, sagde Maxwells far og det gik jo ikke, for man kunne ikke både score mål og fange lynet på samme tid og slet ikke, hvis man skulle beskytte eller angribe det modsatte hold og beskytte målringene. Harry Potter var også anfører på Gryffindors quidditchhold, og han var bedre end det som Voldemort ville være og gøre.
Derfor var Harry Potter en helt i de historier, som Max havde hørt. Hvis han havde kendt flere detaljer om Harry Potters liv, så kunne det godt være, at Max ikke var helt så stor fan, fordi Harry Potter nogle gange blev lidt irriterende og bedrevidende. Det vidste han ikke endnu, men uanset hvad, så ville han altid mene, at Harry Potter var bedre end Voldemort.
Deres barndom havde Maxwell også hørt om. Der var ligheder og forskelle, men det gik Max ikke op i og han var også for lille og uinteresseret i psykologien i, hvad deres opvækst havde af betydning for deres personlighed. Hele delen om en spådom var også noget, han ikke vidste meget om, så det havde Max heller ikke inkluderes meget i sine overvejelser om troldmanden, der havde klaret det onde flere gange, og endda overlevet at være forsøgt at blive slået ihjel som en baby.
Max kendte de overordnede detaljer om den slags og en kærlighedsforbandelse, man troede han var beskyttet af, men det var heller ikke de spændende ting ved historien om Harry Potter, hvis Max selv skulle bestemme.
NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 2
FAG: Flyvning
”King! Nogle gange kommer man hurtigst til mål, når man flyver langsomt og kontrolleret” lød det fra professor Maloney. ”Det kan jeg ikke forestille mig, at din far eller måske farfar ikke har fortalt dig” fortsatte hun.
Max kneb irriteret øjnene sammen. ”Ja, men det passer ikke” forsvarede Max sin logik, for man kom jo ikke hurtigt frem, når man var langsom. Max havde ikke vundet dagens konkurrence. Faktisk var det en middelmådig flyver i hans optik. Både Max og Hufflepuffvennen, Freddie, havde klaret banen lige ringe.
”Du bliver sjusket og flyver ind i ringene og keglerne. Det taber du tid af” fortsatte Maloney.
”Ej, for jeg flyver jo hurtigt imellem forhindringerne” argumenterede Max.
Professoren sukkede. ”Du har meget at lære endnu”.
”Jeg er meget bedre til at flyve og styre kosten end mange af de andre” sagde Max stædigt. Heldigvis var de fleste andre fra klassen allerede gået for i dag, udover ham, der tabte konkurrencen og en af hans venner, fordi de hjalp hinanden med at rydde keglerne på plads.
”Den attitude, den understreger, at du har meget at lære” påpegede professoren, der stod og svingede med armen og tryllestaven, for at få alt på plads efter timen.
”Men…” begyndte Max.
Endelig stoppede Maloney op og fokuserede på ham. ”Kosteteknisk og i forhold til hastighed er du dygtig. Præcisionsarbejdet halter, King. Din iver har du vist arvet fra din far”
Maxwell så lidt forvirrende på hende. Han var stolt af sammenligningen, men samtid lød det ikke som om, at det var en god ting.
”Min far er god, også nu selvom han blev skadet!” protesterede han endnu engang.
”Det ligger i generne på ham – og dig. Men det ændrer ikke på, at du har meget at lære, når det kommer til at have overblik og følge spillets udvikling” fortsatte hun.
Max var lidt forvirret, for hvad betød det overhovedet? ”Jeg er da lige kommet på Gryffindors Quidditchhold, fordi jeg var den bedste til holdet og endda som basker, ligesom min far” informerede han hende.
Maloney smilede uden at fnise. Der var forskel på quidditch på Hogwarts og i ligaen eller i landsholdssammenhæng vidste hun, men det var ikke det niveau, hun underviste i nu.
”Hør nu her, King. Du flyver godt og har styr på det. Du kan sagtens håndtere din egen kost, der har et andet tempo end skolens koste, og den reagerer formentligt også noget nemmere på de små nuancer og bevægelser, du laver, ikke?”
Maxwell stod allerede og nikkede ivrigt, for det var lige præcis hans pointe.
”Mens de andre skal lære at flyve og lære den slags, så koncentrerer de sig og får deres tempo og niveau til at passe opgaven-” begyndte hun forklarende, mens Max skeptisk stod og så på hende med armene over kors og kosten hvilende i albueleddet. Maloney fortsatte. ”Du kan allerede den slags, så du skal lære at tage det roligt, læse omgivelserne og spillets udvikling og rytme. Smasherne ændrer også sommetider kurs, ikke sandt?” spurgte hun, og selvom det var retorisk for at vise en pointe, så nikkede Max allerede og svarede et ”Jo”.
”Når du er opmærksom på smasherne og afstanden fra battet og bolden, hvilken kraft du skal lægge i slaget og på sigt også når du skal målrette den mere end nu, hvor du mest skyder den væk, så skal du også lære at se dig for og se, hvilke forhindringer du kommer ud for. Nærkamp er en del af quidditch, men det sænker hastigheden, når man støder sammen, hvilket kan betyde alt” forklarede hun ham.
Max virkede tvær. Om ikke andet så fordi han ikke havde vundet og mente at han var klart den bedste. Der var selvfølgelig også andre gode, og nogen der om muligt var på hans niveau, men derfor burde han også have haft en langt bedre tid, end han havde, og så var det jo nemmere at skyde skylden på alt muligt andet end sig selv. Derfor sagde Max ikke så meget mere. Han end ikke gad protestere. I realiteten lyttede han til hendes ord og råd, for hvad nu hvis hun havde en pointe?
”Jeg kan altså godt orientere mig og følge spillets udvikling” sagde han dog.
”Og du kan blive endnu bedre. Som sagt er det tydeligt at se, at du er blevet trænet eller har trænet sammen med nogen, der er teknisk dygtige. Du kan sagtens dykke og stige, svinge den ene og anden vej. Du skal bare også huske at se længere frem end den næste forhindring. Se dine omgivelser og tag lidt af farten. Det ser med tiden også meget bedre ud, at det virker kontrolleret end alt for forhastet. Det kan du sige til mr. Okoro også” sagde hun med et glimt i øjet og en kommentar om Freddie. Freddie var allerede gået sammen med nogen af de andre fra Hufflepuff, så det var kun Max der (selvfølgelig) skulle brokke sig.
”Din kost er desuden godt velholdt, og det er den bedste til Hogwarts. Jeg undersøgte engang om den kunne blive skolens koste til undervisningen” informerede hun.
Dét fik Max til at smile stort og han kiggede od kosten, før han foldede armene ud og holdt sin kost frem for at studere den anerkendende.
”Det er min farfar, der har lavet dem. Jeg har fået den af, eh.. Enten ham eller min far” svarede han.
Det kom næppe bag på professor Maloney, men Max var stolt. Og så gik han. Klogere, men ikke mere sejrrig i dagens time.
Man må stemme én gang pr IRL person pr. opslag.
Man må gerne stemme på sig selv.
Stem via dette link: KLIK HER
Jubilæumsaward år 100 - Vindere
Kære Hogwartsschool,
Stemmerne er talt op, dobbelt tjekket og valideret (eller hvad vi nu ellers kan finde på at udsætte de stakkels stemmer for), og resultaterne er inde! Vi siger et kæmpe tak til alle der har været med, om det er ved at nominere, stemme, heppe eller kommentere sætter vi enormt meget pris på alles deltagelse!
Der var 6 fantastiske kategorier:
Jubilæums-
Mest magiske karakter:
KOSMOS
Formuleringernes mester:
LINCOLN & SOLVEIG
Bedste plot/konflikt:
ABIGAIL/DARWIN/FLICK/GEORGIES KONFLIKT
Bedste ven:
JONATHAN
Mest aktive (alt, herunder emner og kommentarer):
AMALIA
Uundværlige ansatte/Grundsten:
RAVEN
Endnu engang tusind tak, og et stort tillykke til alle vindere.
Stemmerne er talt op, dobbelt tjekket og valideret (eller hvad vi nu ellers kan finde på at udsætte de stakkels stemmer for), og resultaterne er inde! Vi siger et kæmpe tak til alle der har været med, om det er ved at nominere, stemme, heppe eller kommentere sætter vi enormt meget pris på alles deltagelse!
Der var 6 fantastiske kategorier:
Jubilæums-
Mest magiske karakter:
KOSMOS
Formuleringernes mester:
LINCOLN & SOLVEIG
Bedste plot/konflikt:
ABIGAIL/DARWIN/FLICK/GEORGIES KONFLIKT
Bedste ven:
JONATHAN
Mest aktive (alt, herunder emner og kommentarer):
AMALIA
Uundværlige ansatte/Grundsten:
RAVEN
Endnu engang tusind tak, og et stort tillykke til alle vindere.
Jubilæumsaward år 100 - Stemmetid
Kære Hogwartsschool,
Så er det tid til at få udvalgt hvem der er vinderne af awarden. Der er nomineret en masse skønne brugere, så der er mange at vælge i mellem. Derfor har vi besluttet at I må stemme på 3 i hver kategori! I må stemme en gang pr IRL person, og I må gerne stemme på jer selv.
Obs: Der er sorteret lidt i plot, så disse passer til kategorien og ikke blot er et brugernavn fx.
Her under kan I se hvem der er nomineret, I kan stemme via den google forms der er i bunden - god fornøjelse!
Der er 6 fantastiske kategorier:
Jubilæums-
Mest magiske karakter
Abigail, Áine, Amalia, Bernice, Blaine, Celeste, Dargo, Darwin, Dawn, Emilius, Flick, Henry, Isaac, Jonathan, Kosmos, Lincoln, Maeve, Makayla, Maxwell, Morgan, Raven, Seraphina, Thaddeus, Vivienne, Xavier
Formuleringernes mester
Abigail, Amalia, Blaine, Celeste, Cornelius, Darwin, Dawn, Emilius, Emyr, Flick, Georgie, Henry, Isaac, Jonathan, Juliana, Kosmos, Lincoln, Maeve, Matthew, Meghan, Nicholas, Nova, Nolan, Raven, Rhain, Saga, Seraphina, Solveig, TechWiz, Tom, Valencia, Wallace, Xavier, Yun
Bedste plot/konflikt
Abigail/Flick/Darwin/Georgie drama, Emilius' overgang til og tilbage tog fra den mørke side, Isaac og Julianas ægteskab, Judes dødsplot, Kosmos' kaotiske natur og dueleventyr, Mr. Ex-Casino, Xavier med minde tab og exit fra familiebusiness, Nelehs forbrydelser og flugt Novas familieplot med Lincoln, Rhains sugardaddy situation, Solveigs evige forsøg på at blive romantisk valideret, Thaddeus kultplot med Emilius, Viviennes "Le Journal Rousseau" og Lucien Moreau
Bedste ven
Abigail, Áine, Amalia, Aston, Cassondra, Casimir, Celeste, Dargo, Darwin, Emilius, Flick, Isaac, Jonathan, Kosmos, Lincoln, Malik, Maxwell, Nicholas, Raven, Saga, Seraphina, Solveig, Trinity, Vivienne, Xavier
Mest aktive (alt, herunder emner og kommentarer)
Abigail, Áine, Amalia, Anna, Aston, Bernice, Celeste, Dargo, Darwin, Emilius, Flick, Georgie, Jonathan, Kosmos, Makayla, Nova, Raven, Rhain, Seraphina, Thaddeus, Xavier, Yun
Uundværlige ansatte/Grundsten
Áine, Amalia, Blaine, Cat, Celeste, Georgie, Isaac, Jonathan, Kosmos, Matthew, Raven, Saga, Seraphina, Techwiz, Trinity
Det er tilladt at stemme én gang pr. person.
Du må gerne stemme på dine egne karakterer
I kan stemme til og med den 27. juli.
Så er det tid til at få udvalgt hvem der er vinderne af awarden. Der er nomineret en masse skønne brugere, så der er mange at vælge i mellem. Derfor har vi besluttet at I må stemme på 3 i hver kategori! I må stemme en gang pr IRL person, og I må gerne stemme på jer selv.
Obs: Der er sorteret lidt i plot, så disse passer til kategorien og ikke blot er et brugernavn fx.
Her under kan I se hvem der er nomineret, I kan stemme via den google forms der er i bunden - god fornøjelse!
Der er 6 fantastiske kategorier:
Jubilæums-
Mest magiske karakter
Abigail, Áine, Amalia, Bernice, Blaine, Celeste, Dargo, Darwin, Dawn, Emilius, Flick, Henry, Isaac, Jonathan, Kosmos, Lincoln, Maeve, Makayla, Maxwell, Morgan, Raven, Seraphina, Thaddeus, Vivienne, Xavier
Formuleringernes mester
Abigail, Amalia, Blaine, Celeste, Cornelius, Darwin, Dawn, Emilius, Emyr, Flick, Georgie, Henry, Isaac, Jonathan, Juliana, Kosmos, Lincoln, Maeve, Matthew, Meghan, Nicholas, Nova, Nolan, Raven, Rhain, Saga, Seraphina, Solveig, TechWiz, Tom, Valencia, Wallace, Xavier, Yun
Bedste plot/konflikt
Abigail/Flick/Darwin/Georgie drama, Emilius' overgang til og tilbage tog fra den mørke side, Isaac og Julianas ægteskab, Judes dødsplot, Kosmos' kaotiske natur og dueleventyr, Mr. Ex-Casino, Xavier med minde tab og exit fra familiebusiness, Nelehs forbrydelser og flugt Novas familieplot med Lincoln, Rhains sugardaddy situation, Solveigs evige forsøg på at blive romantisk valideret, Thaddeus kultplot med Emilius, Viviennes "Le Journal Rousseau" og Lucien Moreau
Bedste ven
Abigail, Áine, Amalia, Aston, Cassondra, Casimir, Celeste, Dargo, Darwin, Emilius, Flick, Isaac, Jonathan, Kosmos, Lincoln, Malik, Maxwell, Nicholas, Raven, Saga, Seraphina, Solveig, Trinity, Vivienne, Xavier
Mest aktive (alt, herunder emner og kommentarer)
Abigail, Áine, Amalia, Anna, Aston, Bernice, Celeste, Dargo, Darwin, Emilius, Flick, Georgie, Jonathan, Kosmos, Makayla, Nova, Raven, Rhain, Seraphina, Thaddeus, Xavier, Yun
Uundværlige ansatte/Grundsten
Áine, Amalia, Blaine, Cat, Celeste, Georgie, Isaac, Jonathan, Kosmos, Matthew, Raven, Saga, Seraphina, Techwiz, Trinity
Det er tilladt at stemme én gang pr. person.
Du må gerne stemme på dine egne karakterer
I kan stemme til og med den 27. juli.
Jubilæumsaward år 100 - Nomineringstid
Kære Hogwartsschool,
I anledning af HS’ 100 (IG) års jubilæum skal vi naturligvis have endnu en jubilæumsaward! I bemærker måske vi har krydset over i år 101 - men I skal ikke snydes! Nu skal de brugere der har gjort dine sidste 5 HS år fantastiske nemlig hyldes.
Der er 6 fantastiske kategorier:
Jubilæums-
Mest magiske karakter
Hvilken karakter bringer mest magi med sig, i emner, i sin kommunikation med dig, i sin kreativitet, brug af status etc.
Formuleringernes mester
Hvem formulere sig bare helt vidunderligt, om det er over ugler, i opslag eller i emner.
Bedste plot/konflikt
Hvilken relation eller plot har du bare fulgt ekstra meget med i de seneste 5 HS år? Konflikter, plots eller andet.
Bedste ven
Hvem har bare været din bedste ven på HS de seneste 5 år? En din(e) karakter(e) ikke kan undvære i sit liv.
Mest aktive (alt, herunder emner og kommentarer)
Brugeren du bare ser alle vegne. I emner, i kommentarer på opslag og aviser, gæstebøger og quickbeskeder.
Uundværlige ansatte/Grundsten
Hvem af de ansatte er vigtig for din daglige gang på Hogwartsschool? Er der en bruger du føler er vigtigst for at siden fungere for dig?
Det er tilladt at nominere én gang pr. person.
Du må gerne nominere dine egne karakterer
I kan nominere til og med den 20. juli.
I anledning af HS’ 100 (IG) års jubilæum skal vi naturligvis have endnu en jubilæumsaward! I bemærker måske vi har krydset over i år 101 - men I skal ikke snydes! Nu skal de brugere der har gjort dine sidste 5 HS år fantastiske nemlig hyldes.
Der er 6 fantastiske kategorier:
Jubilæums-
Mest magiske karakter
Hvilken karakter bringer mest magi med sig, i emner, i sin kommunikation med dig, i sin kreativitet, brug af status etc.
Formuleringernes mester
Hvem formulere sig bare helt vidunderligt, om det er over ugler, i opslag eller i emner.
Bedste plot/konflikt
Hvilken relation eller plot har du bare fulgt ekstra meget med i de seneste 5 HS år? Konflikter, plots eller andet.
Bedste ven
Hvem har bare været din bedste ven på HS de seneste 5 år? En din(e) karakter(e) ikke kan undvære i sit liv.
Mest aktive (alt, herunder emner og kommentarer)
Brugeren du bare ser alle vegne. I emner, i kommentarer på opslag og aviser, gæstebøger og quickbeskeder.
Uundværlige ansatte/Grundsten
Hvem af de ansatte er vigtig for din daglige gang på Hogwartsschool? Er der en bruger du føler er vigtigst for at siden fungere for dig?
Det er tilladt at nominere én gang pr. person.
Du må gerne nominere dine egne karakterer
I kan nominere til og med den 20. juli.
Pokaloverrækkelse år 100
Kære allesammen!
Så runder vi endnu et flot år af, og derfor vil vi traditionen tro, gerne hylde de flittige og se tilbage på de gode minder.
Vi vil gerne sige jer en stor tak for både lektier, deltagelse i konkurrencer og fantastiske emner der er spillet i løbet af året.
Så runder vi endnu et flot år af, og derfor vil vi traditionen tro, gerne hylde de flittige og se tilbage på de gode minder.
Vi vil gerne sige jer en stor tak for både lektier, deltagelse i konkurrencer og fantastiske emner der er spillet i løbet af året.
RAVENCLAW
RAVENCLAW
Stort tillykke til Ravenclaw der løber med pokalen dette år
1298 point
660 point
504 point
500 point
Så bliver det spændende! Hvem har egentlig vundet kollegiepokalen tror du? Jamen lad os afsløre det *trommehvirvel*...
...og vinderen af kollegiepokalen er...
(Klik på mig...)
Vinder af Elevpokalen
Abigail Leone
Som vinderen af ELEVPOKALEN, har Abigail har gjort et fantastisk arbejde dette år og har indsamlet hele 302 point!. Kæmpe stort tillykke!Vi håber på at næste år bliver lige så aktivt, og gerne med endnu flere point og lektier på banen! Held og lykke alle sammen!
Fra hele staben skal I alle have tak for jeres deltagelse!
Tredje semesters lektie år 100
3. SEMESTERS LEKTIER
ÅR 100
7. UGE
8. UGE
ANTAL LEKTIER: 1
NAVN: Seraphina
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser
Sera kigger op. Hun sad på sit værelse. Hun har brugt meget af sin tid på det sidste på at lave små kort sammen med hendes vendinde Amalia. Det tog langt tid at lave kortene, fordi at man skulle klippe dem lige og små. De sendte altid kortene til en fælles vendinde uden for hogwarts som de sagnede, eller deres familie. Hun fik en ide. måske man kunne bruge Diffindo til at skære/klippe de små kort, så det ikke tog så lang tid! Hun tog øjeblikkeligt sin tryllestav frem. "Diffindo!" sagde hun klart og tydligt. De små kort blev skåret helt perfekt ud, og det gik meget hurtigere. Hun løb ud på gangen, og fandt Amalia. "Amalia! Se det her!" hun kiggede på Seras kort der blev skåret fint og lige ud. "ej hvor vildt" sagde Amalia. "men jeg vil hellere gøre det selv".
"hvorfor?" spurgte Sera, og kiggede på Amalia, der var ved at lave et nyt lille kort. "det går meget hurtigere!" Hun rev fat i Amalias kort ud af hånden på hende, og lavede besværgelsen igen. men hun kom til at lave den forkert, så kortet begyndte at revne. "ej hvor er du streng!" "nu har du skåret det fuldstændig skævt!" sagde Amalia vredt. Sera kiggede med en lille smule skam på det skævede kort. "undskyld. Men jeg kan gøre det godt igen!" Sera svingede sin tryllestav, og sagde: "Reparo!" kortet samlede sig og blev så god som ny. Amalia blev okay igen. Hun huskede, at det var vigtigt, at passe på med den besværgelse, men den var altid nyttig at bruge.
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser
Sera kigger op. Hun sad på sit værelse. Hun har brugt meget af sin tid på det sidste på at lave små kort sammen med hendes vendinde Amalia. Det tog langt tid at lave kortene, fordi at man skulle klippe dem lige og små. De sendte altid kortene til en fælles vendinde uden for hogwarts som de sagnede, eller deres familie. Hun fik en ide. måske man kunne bruge Diffindo til at skære/klippe de små kort, så det ikke tog så lang tid! Hun tog øjeblikkeligt sin tryllestav frem. "Diffindo!" sagde hun klart og tydligt. De små kort blev skåret helt perfekt ud, og det gik meget hurtigere. Hun løb ud på gangen, og fandt Amalia. "Amalia! Se det her!" hun kiggede på Seras kort der blev skåret fint og lige ud. "ej hvor vildt" sagde Amalia. "men jeg vil hellere gøre det selv".
"hvorfor?" spurgte Sera, og kiggede på Amalia, der var ved at lave et nyt lille kort. "det går meget hurtigere!" Hun rev fat i Amalias kort ud af hånden på hende, og lavede besværgelsen igen. men hun kom til at lave den forkert, så kortet begyndte at revne. "ej hvor er du streng!" "nu har du skåret det fuldstændig skævt!" sagde Amalia vredt. Sera kiggede med en lille smule skam på det skævede kort. "undskyld. Men jeg kan gøre det godt igen!" Sera svingede sin tryllestav, og sagde: "Reparo!" kortet samlede sig og blev så god som ny. Amalia blev okay igen. Hun huskede, at det var vigtigt, at passe på med den besværgelse, men den var altid nyttig at bruge.
Man må stemme én gang pr IRL person pr. opslag.
Man må gerne stemme på sig selv.
Stem via dette link: KLIK HER