NAVN: Seraphina
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser

Sera kigger op. Hun sad på sit værelse. Hun har brugt meget af sin tid på det sidste på at lave små kort sammen med hendes vendinde Amalia. Det tog langt tid at lave kortene, fordi at man skulle klippe dem lige og små. De sendte altid kortene til en fælles vendinde uden for hogwarts som de sagnede, eller deres familie. Hun fik en ide. måske man kunne bruge Diffindo til at skære/klippe de små kort, så det ikke tog så lang tid! Hun tog øjeblikkeligt sin tryllestav frem. "Diffindo!" sagde hun klart og tydligt. De små kort blev skåret helt perfekt ud, og det gik meget hurtigere. Hun løb ud på gangen, og fandt Amalia. "Amalia! Se det her!" hun kiggede på Seras kort der blev skåret fint og lige ud. "ej hvor vildt" sagde Amalia. "men jeg vil hellere gøre det selv".
"hvorfor?" spurgte Sera, og kiggede på Amalia, der var ved at lave et nyt lille kort. "det går meget hurtigere!" Hun rev fat i Amalias kort ud af hånden på hende, og lavede besværgelsen igen. men hun kom til at lave den forkert, så kortet begyndte at revne. "ej hvor er du streng!" "nu har du skåret det fuldstændig skævt!" sagde Amalia vredt. Sera kiggede med en lille smule skam på det skævede kort. "undskyld. Men jeg kan gøre det godt igen!" Sera svingede sin tryllestav, og sagde: "Reparo!" kortet samlede sig og blev så god som ny. Amalia blev okay igen. Hun huskede, at det var vigtigt, at passe på med den besværgelse, men den var altid nyttig at bruge.

---

NAVN: Seraphina
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser

Sera piller lidt ved sin kuglepen. Hun kigger på sine klassekammerater. Hendes ven Aston står over for nogle af 3. årgangselever, der driller hende og laver sjov om hende, fordi hendes søde store og puffy kat Lily, lige var gået bort. "Ha Ha! Sagde en af dem. "Vildt at den tyksak af en kat levede i mere end et år!" De grinte alle sammen. Sera så det, og en ildkugle af vrede var ved at springe i luften inden i hende. Hun måtte gøre noget! "Og helt ærligt jeg synes at..." Eleven nåede ikke at sige mere, får at Sera afbrød hende. "STOP SÅ! OG LAD SÅ MIN VENDINDE VÆRE!!!" De kiggede på hende. "Hvad et dit problem, vi laver jo bare lidt sjov" Sagde eleven. "Men!... Og så kom læreren og spurgte om de var okay. "Ja selfølgelig! sagde den onde pige. "vi hygger os bare sammen med de mindre klasser" Sera vidste ikke engang hvad hun skulle sige! Hun får pludselig en ide. Sera så bare på Aston og blinkede. Hun vidste lige præcis hvad hun ville gøre. hun satte sig ned, og tog sin tryllestav frem, imens hun hviskede: "Accio!" og et sekund senere stod hun med den lede piges sko, så hun stod på bare sokker. pigen var rasende. "Hvem har gjort det!" skreg hun. ingen rakte hånden op. Sera gemte skoene i sin taske. og nu til trin to. Hun havde set at Jack, stod ude på gangen, og var ved at lave et eller andet med et reb. "Accio!" hviskede Sera igen, og stod med Jacks reb i hænderne. "Wingardium leviosa!" hun stod og gemte sig bag en stolpe imens hun gjorde dette. Rebet begyndte straks at svæve, og svøvede hen mod pigen, og viklede sig rundt om hende og lagde hende ned på jorden. Hun skreg og sparkede. "hvem har gjort dette!" råbte hun. Sera trådte frem. "Det gjorde jeg." pigen så meget vred ud, men begyndte at forstå, hvorfor Sera havde gjort alt det her. Sera kiggede på pigen. "Måske gjorde jeg lidt for meget. det må du undskylde. jeg prøvede bare at give dig en lærestreg så du forstod at det ikke er okay at mobbe andre for at selv have det sjovt!" Pigen kiggede op. "Undskyld" Sera så glad ud. "det gør ikke noget! lad os pakke vores ting sammen!" Sera rodede i sin taske. "og her er dine sko"

---

NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser

Det var en varm juniaften, og sollyset strømmede gyldent ned over Hogwarts' grønne områder. Eira Aisling havde fundet sig en rolig plet under et stort bøgetræ tæt ved søen, hvor hun sad og læste i en af sine yndlingsbøger om magiske lægeplanter. Hun elskede den slags stille stunder, hvor der kun var vinden i bladene og fjerne stemmer fra elever nede ved vandkanten.

Men da hun skulle til at slå op i næste kapitel, gik det op for hende, at hun manglede sin notesbog — den med alle hendes skitser og notater om planter, både magiske og ikke-magiske. Hun måtte have lagt den fra sig tidligere på dagen, da hun sad i drivhuset. Eira sukkede. Der var langt at gå, og hun orkede ikke tanken om at mase sig gennem gangen fuld af larmende elever, bare for at hente en bog.

Så huskede hun det, de havde øvet i sidste uge: Accio.

Hun havde ikke haft meget held med det i timerne. Sidst var det kun lykkedes hende at tiltrække en fjer, og endda kun efter tre forsøg. Men måske… måske var det værd at prøve?

Hun rejste sig op, lukkede øjnene et øjeblik og forestillede sig bogen for sig: brun læderryg, bukket hjørne, en lille tørret lavendelkvist stukket ind mellem siderne. Hun løftede sin tryllestav og sagde klart:

"AH-kee-oh notesbog!"

Intet skete. Hun sukkede — men så, ud af det blå, kom en genstand susende gennem luften, lavt over græsset, drejede skarpt forbi et træ og fløj direkte ind i hendes hænder. Det var den! Hendes notesbog!

Eira udstødte et lille triumferende grin og satte sig tilbage under træet, hjertet bankende af glæde. Det var første gang, hun virkelig følte, at magien havde lystret hende udenfor klasseværelset. Hun åbnede bogen, bladrede frem til siden med en skitse af en fladstjerneurt og fortsatte sin læsning, nu med et lille smil om læben.

Måske var hun klar til eksamenerne alligevel.

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 1
FAG: Flyvning

”Skal vi bare..” begyndte Max, da professor Maloney rømmede sig bag ham. Freddie fra Hufflepuff stod og blev næsten flov på Maxwells vegne, men han trak bare lidt på skuldrene. ”Men..” forsøgte Max videre.
”Hvad var opgaven, hr. King?” spurgte professoren. ”Vi skal bare flyve ned til den anden ende og tilbage. Om kap,” svarede han. Maloney nikkede bekræftende. ”Men, det..” forsøgte han igen. ”Det er den opgave, du skal forholde dig til.” Max så til den anden ende, før han så på professoren igen. ”Men alle kan..”
Professor Maloney rømmede sig igen. ”ALLE skal kunne være med på opgaverne. Det er bestemt ikke alle andre elever, der kommer fra generationer af quidditchspillere,” påpegede hun. Max rynkede uimponeret sammen og så sur ud. Rutineret fik han også sin kost til at svæve op i hånden på ham og så stampede han væk fra professoren sammen med Freddie, der fulgte med. De to havde aftalt at flyve mod hinanden, for Freddie var også god, selvom hans far ikke havde været quidditchspiller, men hans mor havde spillet det på Hogwarts også. ”Men det er jo ikke svært, med sådan en lille kamp” hviskede han, da de var lidt væk fra professoren. Freddie nikkede enigt og istemte endda. ”Selv dem, der er dårlige eller ikke kan lide flyvning, kan jo sagtens finde ud af det.” Det var sandt, så Max nikkede også.

”Okay, er du parat?” spurgte Freddie. Max svarede, at han var født klar. Sammen talte de ned og så gik kampen i gang. Det var en lige kamp, for de fløj stort set lige hurtigt. De andre på banen var den største udfordring, for der var konsensus om, at der godt kunne være flere par på banen på én gang. Det var også sandt, men der var lidt forhindringer, hvis nogen kom ud af sin bane, hvis man var usikker på en kost, eller ved svinget, når man skulle vende, for nogle af eleverne på årgangen skulle bruge et stort sving for at komme sikkert omkring. Og så var der Maxwells kost, som ikke ville samarbejde med farten, hvis den kom for højt op i fart og i stedet begyndte den at hoppe lidt. Det samme var tilfældet med Freddies kost og alle andre skolekoste, som Max havde brugt. Derfor var det balancen i at holde den rette fart, der var sværest.
For enden af banen havde Max også vurderet, at kosten ikke fungerede til et for skarpt sving. Ikke medmindre den så ville smide ham af. Svinget var således nogenlunde kontrolleret og blødt. Han burde have lavet et blødere sving, for kosten brokkede sig over hvor skarpt det endte med at blive. Freddie havde haft mere held med sit sving, så han var hurtigere på vej videre.
Det pressede selvfølgelig Max. ”Kom så” sagde han opmuntrende til sin kost. For Freddie betød føringen, at han pressede på for at holde den og lande i mål med en sejr. Vinderen var således den mest taktiske, og det var Max, der huskede ikke at presse kosten, for det ville koste ham væsentlige længder og tid, inden kosten og kursen atter var på plads. Den fælde gik Freddie i, hvorfor Max endte med lige akkurat at overhale vennen inden målstregen.

”Yes” jublede Max, der kun hoverede overfor dumme folk, men en sejr var en sejr, så han udstrålede sin glæde, da han landede. ”Det er fordi det her koste er så dårlige. De kan slet ikke flyve hurtigt uden at de hopper og danser, for jeg klarede svinget bedre end dig” protesterede Freddie. Det var dog helt rigtigt. ”Ja, og derfor tænkte jeg, at jeg skulle holde kosten stabil bagefter, for jeg kom til at dreje for skarpt. Det kan min egen kost godt, men ikke den her. Jeg håbede, at jeg kunne presse dig til at lave fejlen, men jeg troede faktisk, du havde husket det, så jeg ville tabe” forklarede Max. Bagefter delte drengene erfaringer, for de havde mest travlt med at give hinanden gode råd, end at skændes over udfaldet. Det var der ingen grund til, for de kendte efterhånden hinanden og hinandens flyvning.
Max fik udleveret en pakke med chokoladefrøer, imens han og Freddie fortsat talte om oplevelsen. Uanset hvad, så var det et ræs og dét var sjovt uanset distancen eller vinderen. Eller måske meste Max det kun fordi han vandt. Han var en sindssygt dårlig taber, men han var ikke en dårlig vinder.
Lidt fraværende åbnede Max også pakken og tog en chokoladefrø som han rakte til Freddie, hvorefter han selv tog en.

Den sidste chokoladefrø måtte de dele engang eller også fandt de nok en løsning. Hvad Max ikke havde regnet med, var at han endte med at give den til Dawn nogle dage efter, fordi han vidste, hvor vild hun var med dem, og hun havde tabt sit ræs. Hendes modstander havde ikke delt, så hun havde slet ikke fået nogen. Og Max havde ikke behov for den, for han fik nogle gange sendt slik af sine fastre, sin morbror, sin moster eller sine bedsteforældre.
Det vigtigste for Max var at det snart var sommerferie, og så skulle han hjem til sin egen kost, som han glædede sig til at flyve en masse på i sommerferien, men også glædede sig til at få med på Hogwarts næste år.

---

NAVN: Maxwell
ÅRGANG: 1
FAG: FMMK

Opgaven var blevet præsenteret for eleverne, og Max havde som så ofte før fundet sammen med Freddie fra Hufflepuff, når eleverne selv måtte finde nogen at arbejde sammen med.
”Der er en grund til, at jeg har bedt jer om at øve ekstra meget på Flipendo-besværgelsen det sidste stykke tid. Det er nemlig den besværgelse, der er nemmest at anvende, når I skal øve jer på Protego,” lød det fra professor Haugen. Max skar en skyldig grimasse. Han havde husket det lige efter timerne, men så havde han glemt det igen, så han havde ikke øvet så meget, som han burde. Det var bare ikke helt så spændende med skoledelen af Hogwarts, når nu skolen var spændende i sig selv og alle de jævnaldrende børn også var der. Der var så meget at se, undersøge og finde rundt i, så det var altså ikke nemt at øve sig i at få en tryllestav til at lystre også.

Det vidste sig dog, at han havde øvet sig nok til at skubbe til Freddie, men han væltede ikke ligefrem omkuld. I princippet var det også ligegyldigt, for det de kiggede efter, var om Freddie kunne lave Protego-besværgelsen, og det kunne han ikke. Der var heller ingen indikationer af, at den var til stede de gange, hvor Max ikke havde held med Flipendo, så på de tidspunkter stod de to drenge bare og viftede med hver sin tryllestav uden nogle resultater.
Heldigvis var de ikke det eneste par, der ikke havde held med hverken den ene eller anden besværgelse, for flere elever stod og viftede uforstående med deres tryllestave. Uforstående, når de ikke reagerede, for det burde de jo. Den klub var Max også med i.
På et tidspunkt lykkedes det drengene så meget, at begge stave reagerede, selvom det ikke var til at vide, hvad der var sket eller om de havde kastet sig over en for dem ukendt besværgelse, for pludselig skete en domino-effekt. Max havde sendt Flipendo af sted. Den var ikke dårlig, fornemmede han, men heller ikke perfekt. Den ramte også Freddies besværgelse, men om det var en Protego, vidste Max ikke, men det var i hvert fald først ham, der landede på enden og øjeblikket efter var kraften i magien sendt tilbage til Freddie, der også måtte en tur ned og sidde.

Forvirringen kom først. Dernæst kom latteren og snakken blev indledt igen om, hvad der mon var sket. ”Jeg tror din Protego var god, for jeg væltede i hvert fald af min egen Flipendo, men måske var ingen af besværgelserne stærke nok, så den lille kraft tilbage sendte også dig ned at sidde” lo han. Freddie nikkede og istemte. ”Ja, jeg blev helt forskrækket over, at du pludselig væltede, og så tror jeg, at jeg stoppede med at lave Protego, hvis det var den, jeg lavede. Og så ramte besværgelsen mig igen. Det er lidt som om, vi var to vægge, som magien ramte og sendte tilbage til”. Teorierne fortsatte sammen med latteren.
Andre havde også haft sine uheld, som havde trukket alles opmærksomhed til sig. Alles opmærksomhed var tilbage på egne øvelser, men Freddie og Max fortsatte deres vildere og vildere teorier, hvor de fik blandet andre fag og pludselig også dyr ind i historien, som næsten blev et eventyr, de to drenge udviklede. Indirekte havde de også besluttet, at de ville ud i forvandlingsgården senere og lege historien, for pludselig var det en drage, de skulle beskytte sig fra og det var bedst, hvis de fløj samme tid. Måske kunne man også bruge en eliksir på at få ram på dragen, så den faldt i søvn og man kunne komme i sikkerhed.

Professoren var ikke så begejstret, som drengene var, hvorfor de havde fået flere advarsler, da de endelig tog sig sammen og forsøgte igen. Og så byttede de også roller. Det meste der skete, var at Max blev slået omkuld, idet Freddie havde øvet sig lidt mere på Flipendo, end Max havde. Samtid havde Max overhovedet ikke held med at lave Protego. Engang fik han lavet sig selv til at lave et par piruetter om sig selv, uden at vide hvordan det var sket selvfølgelig, for det var altså Protego, han havde forsøgt sig med. Også det fik grin med på vejen, for heldigvis var Max ikke så nem at gøre pinlig berørt over sine handlinger. Dansetrinnene blev også en del af historien, som de kastede sig ud, da de havde fri og dermed tid nok til at prøve det an.
Desværre fik det den konsekvens, at de i Mugglerstudier, som de også havde sammen, fik en eftersidning for at være larmende og ikke lave dét de skulle. Dertil fik de også hver trukket fem point, hvilket kun fik drengene til at protestere endnu mere, og dermed blev eftersidningen udvidet fra en halv til en hel time.
”Helt ærligt” mumlede Max, da han dog holdt mund… For en periode, og derefter var han mere forsigtig med at huske at hviske eller skrive beskeder til Freddie i stedet. Det var også en måde at kommunikere på, når de sad ved siden af hinanden.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 7
FAG: FMMK

”Jeg forstår stadig ikke, hvorfor I ikke lærte transferens sidste år.” Blikket afslørede den forvirring, der kunne høres i stemmen.
Paige blinkede et par gange. ”I år er vi alle gamle nok, Abi.”
Abigail himlede med øjnene, som om hun forsøgte at hidkalde sig hjælp til at forklare sin logik. ”Alle blev 17 i løbet af sidste årgang. Senest i sommerferien.” Hun tøvede idet hun tænkte på Flick. ”De kunne tage eksamen som det første i år, hvis ikke man sørgede for det privat. Jeg har allerede min lisens fra Ministeriets Afdeling for Magisk Transport.”
”Det ved vi, Abi, for du transfererede dig rundt i sommers,” lød Milenas stemme underholdt ved mindet.
”Der er forskel på skolerne. Jeg læste også, at nogle lande tillader transferens for mindreårige, og der findes åbenbart konsensus om, at man her i landet og på Hogwarts først kaster sig over det på 7. årgang,” forklarede Paige, der efterfølgende viftede lidt med hånden. Milena og Abigail trådte lidt væk og gav hende plads til at kaste sig over transferensen, som denne time stod på.

Overraskende nok havde Abigail klaret transportformen særdeles godt. Determinationen var vigtig for transferens og fordybelse var noget, hun nød. At gå i spåner havde været en trussel, der motiverede nok til, at hun ikke skulle begå fejl i den transportform. Tænk hvis hun forlod lemmer andre dele af kroppen ved udgangspunktet, så det ikke kom med til destinationen. Nogen havde mistet næsen, et øre eller et øjenbryn som de små uheld. Andre havde mistet et ben. Ingen havde heldigvis været fanget i transferensen, men det var en konsekvens, som Abi havde frygtet.

Når Abigail alligevel havde succes med kurset på en så positiv måde, så skulle det ikke undre hende, at Paige ville formå at klare det første gang, hun kastede sig ud i forsøget, idet hun var topelev i forsvar mod mørkets kræfter.
Milena kunne sikkert også. Abigail håbede det, for så kunne de alle frit bevæge sig rundt, mødes og besøge hinanden, når de altså havde lært et område at kende, for det var et krav. At kende sin destination var altafgørende, for ellers ville man risikere ikke at ende det korrekt sted og risikoen for at gå i spåner blev markant forøget.

Den korte distance, de havde mulighed for at øve sig på, var ikke en udfordring for Abigail. Fra klasselokalet til quidditchbanen, som i øvrigt også var et særdeles velkendt sted for Abigail. Hun kastede sig derfor ud i dagens opgave med så stor selvtillid, som om hun var blevet bedt om at stave sit eget navn. Det glædede hende, for hun var sjældent den skarpeste til denne slags fag, selvom hun på ingen måde var en af de ringeste.

Kort efter returnerede Abigail tilbage i lokalet på samme sted, som hun havde stået ved siden af Milena før. Prøv du også Milena. Paige er hel og ude på quidditchbanen, bemærkede hun tilfredst.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 7
FAG: Magiens Historie

Som udgangspunkt var Abigail glad for magiens historie, som nifflere var for skinnende genstande, men denne årgang var anderledes. Professor Lewis’ pensum virkede nærmest som et personligt angreb mod det nuværende ministerium og dermed Abigails far. Jovist havde han forsøgt at virke neutral og Abigail var heller ikke tydeligt blevet irettesat eller fået dårligere karakterer, selvom hendes holdninger var slægtet efter sine forældre. Nej, hun havde intet imod Dawn eller hendes lillebror. Nej, hun havde heller ikke (så meget) imod Alma. Ikke fordi hun var metamorphmagus i hvert fald, men pigen havde været interesseret i Flick og hun havde delt et vældig fint kys med selvsamme dreng, selvom det var en leg. Derfor var Abigail næppe pigens største fan, men det handlede om dét fremfor evner.

Professorens vinkling var derudover forkert, for hvis man så på netop metamorphmagusser, så havde de lige rettigheder som alle andre magikere. Det samme med seere, wilier og andre, der besad en medfødt evne – de skulle bare registrere sig med sine evner, når de blev en vis alder, for det var da sikkerhedsmæssigt forsvarligt og klogt at passe på den magiske befolkning med alt, hvad det indebar.
Wilier var den race, der nærmede sig mest en væsen lignende skabning, så deres registrering burde ske allerede fra fødslen. De kunne forårsage decideret ulykker eller katastrofer, hvis ikke de beherskede sit temperament, hvilket de havde ry for at klare ualmindeligt dårligt.
Et smil sneg sig over Abigails læber, mens hun tænkte på historien om Flicks oplevelse med netop sådan en pige.

Vampyrer og varulve burde helt udryddes, hvis det stod til Abigail. De havde intet godt formål med sine eksistenser, foruden måske at holde live i mugglernes eventyrer med – for dem – overtroiske og overnaturlige væsner, som de ofte ikke engang kunne finde ud af at portrættere ordentligt. Deres mentaliteter og sommetider hævngerrige og destruktive natur, hvor de ville formere sig og tage hvem som helst med i faldet.
Det kunne godt være, at nogen mente, at der fandtes den slags med selvkontrol og endda familier, men Abigail ville aldrig komme til at stole på dem. Særligt ikke vampyrerne, som jo teknisk set var døde og holdt sig kørende på alt for alternative måder. Varulvene var måske lidt mindre farlige, men også disse fandtes i vanvittige udgaver, hvor de ønskede at skabe flere og flere, og så overtage den magiske verden med deres grusomhed og vold.
Varulvene havde mulighed for at indtage eliksirer for i det mindste at bevare deres sind, men forvandlingen ville finde sted alligevel. Glemte de eliksiren, så var skaden sket for denne måneforvandling. Tog man den bevidst ikke, havde man i sandhed ikke magikernes bedste for øje. Altså kunne man ikke stole på dem – og hvad værre var, så ville stormhatteeliksiren risikere at svigte.

Ja, Abigail var klar over, at det var en ekstrem holdning, som ikke engang hendes nærmeste venner delte, men det ville ikke gøre hende noget, at den magiske verden ikke indeholdt vampyrer eller varulve. Wilier heller, men det var ikke kun, fordi de kunne blive frygtelige. Det handlede også om, at de bare var irriterende og var til at blive jaloux over. Dermed var det ikke så objektiv en holdning, som hun syntes, det var med varulve og vampyrer.

Selv som situationen var nu, så havde alle disse grupper og kæmpeslægter for den sags skyld, alle muligheder rettigheder, som alle andre magikere. Det var meget begrænset, hvad de var frataget ved lov. Deres muligheder var dermed primært kulturelt og traditionelt mindskede, hvis det var tilfældet, at de ikke mente, at de havde samme rettigheder. Registrering var et nødvendigt tiltag, men det fratog dem ikke rettighederne for at kunne leve, have jobs og stemme ved valg. Om de burde…
Abigail rystede på hovedet. Det var ikke opgaven. Det mest faretruende var det opbrud, der efterhånden var i den magiske befolkning, hvor de alle mente, at Det Magiske Værn var nogle onde magikere, der stigmatiserede magiske borgere. Det var løgn. Alligevel kæmpede mange imod denne ellers rationelle tankegang, hvor man netop måtte værne om magien, dens traditioner og kultur på en sikker måde.
Derfor burde der opføres flere magiske landsbyer som Glendalough, hvor nogle magiske grupperinger havde færre rettigheder. Her kunne man ikke bare flytte ind uden godkendelse – af sikkerhedsmæssige hensyn.

Åh, det var timer som denne, hvor Abigail savnede Flick. Hun savnede at få løb for frustrationerne ved at tale med ham om deres fælles holdninger og opdragelse, som det af og til føltes som om, de var de eneste der havde fået med i opvæksten. Det var underligt, for DMV havde vundet valget de sidste tre perioder på helt og aldeles retfærdig og demokratisk vis.

”Jeg ved, du ikke deler mine synspunkter, professor, men jeg har fagligt og magisk argumenteret for mine. Naturligvis indeholder de også politiske refleksioner, for jeg kan ikke løbe fra mine rødder. Der er intet personligt over det, og du skal vide, at jeg er ked af, at jeg ikke kender Dawn og Lionel bedre end jeg gør. Der er intet i vejen med dem. Det er der til gengæld med andre grupperinger, som du vil se i min aflevering,” sagde Abigail med et smil, da hun rakte ham den sidste aflevering i magiens historie. Hun havde inddraget refleksioner og politik, som hun havde sagt. Derudover også flere perspektiver fra magiens historie undervisningen gennem årene, så hun forsøgte at samle op.
Professor Lewis takkede. Et forsonende smil blev delt imellem dem, for der var netop ingen personlige uoverensstemmelser mellem dem, som lagde til grund for noget. Et fjernt familiært bekendtskab sitrede tværtimod i luften mellem dem. Ingen af de to personer havde haft indflydelse på udfaldet.
Abigail gik. Det var underligt vemodigt at gå fra de sidste timer, når det skete, hvorfor Abigails smil virkede lidt anstrengt. Burde hun havde nævnt professorens tvillinger også? Dem kendte hun ikke, hvilket var årsagen til, at de ikke blev nævnt. De var vist heller ikke metamorphmagusser, men det havde ikke været grunden til, at de ikke var nævnt, men selvfølgelig ville Abigail også gerne have kendt dem og oplevet dem som en form for kusiner, som hun havde oplevet med Dawn og Lionel som en fætter, hun faktisk ville kunne kommunikere med.
De rigtige fætre var ikke rigtig kloge, så dem havde Abigail stort set ikke talt med i de år, hvor de havde delt skolegang på Hogwarts.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 7
FAG: Eliksir

”Du kan da godt gå apotekervejen, Paige. Så kan du gøre karriere med ham bejleren fra Diagonalstræde,” drillede Abigail en anelse, da hun, Milena og Paige stod og skrubbede deres kedler. Magien ville ikke klare det hele, men knofedt havde de mere held med. Minderne gennem de sidste syv års undervisning blandede sig sommetider i samtalen mellem pigerne, der officielt stod i deres sidste eliksirtime – dagens sidste time. Derfor havde de masser af tid til at blive færdige. Paiges øjne var en sprække, der skød lyn, hvis de kunne. ”Hold nu mund med ham,” mumlede hun. Milena og Abigail delte et sigende, fornøjet blik.

”Hvad med dig, Milena? Skal du bruge eliksir i din fremtid?” spurgte Paige som for at bryde tavsheden, der stadig indeholdt Paige selv i fokus.
”Jeg ved det ærligt talt ikke. I ved alle sammen, hvad I vil lave, og jeg ved ikke hvad jeg vil eller kan, eller hvor jeg vil være,” svarede Milena, der var mugglerfødt heks og derfor altså ikke født ind i den magiske verden.
”Du kan tage med nogen ud og rejse og blive inspireret,” foreslog Abigail.
”Tja, måske. Jeg har ikke råd til den slags, men måske kan jeg arbejde lidt først,” svarede Milena.

”Abi?” Det var atter Paige, der førte ordet.
”Næh, jeg synes det er mere spændende og afslappende at passe og varetage planterne. Det kan også ske ved at brygge eliksirer, men ikke helt det samme,” forklarede Abigail.
De andre nikkede forstående mere end enige.
Det var ikke svært at forestille sig Milena i et healerjob, så måske ville eliksirbrygning krydse hendes veje. Desuden var hun ikke dårlig til faget, der faktisk faldt hende langt mere naturligt end det gjorde for Paige. Tanken fik uvilkårligt et smil frem på Abigails læber. Det var vist godt nok, at Paige kunne få en apoteker til at passe på sig, når hun kastede sig ud i dueller eller aurorkampe.
Hun forklarede tanken, da pigerne have presset nok på for at vide, hvad Abi stod og smilede over.

”Du er så irriterende. Det er godt, at din kæreste har gode advokatforbindelser, når jeg stævner dig for at manipulere andres liv,” lød det fra Paige. Abi smilede lumsk og tilfreds ved den bemærkning.
”Han vil gerne have, at jeg flytter til Frankrig,” sagde Abigail pludselig. Dét fik de to andre til at spærre øjnene op.
”Ja selvfølgelig vil han det, for det er nemmere for ham, men det gør du ikke, vel?” Igen var det Paige, der ytrede sig, men Milena bakkede stiltiende op.
”Naej, det tror jeg ikke” svarede Abigail tøvende. ”Men jeg kan vel tage uddannelse der, hvis det absolut skulle være. Jeg ved ikke helt, hvad det skulle være, for jeg er ikke stærk nok i fransk til det, men måske noget inden for ministeriet. Jeg forstår fransk, læser det fint og taler det nogenlunde, men jeg skriver det ikke alt for godt,” forklarede hun idet de alle vidste, at hun ønskede at være journalist.
”Bliv her og bliv journalist. Der er flere muligheder for at se hinanden oftere, når du er færdig her,” indskød Milena.

Ingen af dem havde de store planer over at skulle noget med eliksirer – ikke sådan direkte, men det var heller ikke udelukket for især Milena. Om ikke andet kunne hun brygge eliksirer og sælge dem til enten private eller offentlige kunder.
Som jokende afslutning på deres rengøring af kedlerne blev de enige om, at Paige nok skulle holde samfundet kørende, men hun nok skulle fikses i forsøges, så Abigail måtte passe prima-planter til de prima-eliksirer, som Milena lavede.

Ideen var fristende, fordi det gjorde dem forbundet i tiden efter Hogwarts. Den meget private Paige var så fristende at drille, hvilket Milena og Abigail ikke kunne lade være med. Hun havde altid været lidt opgivende overfor Milena og Abigails fascination af drenge, og hvor meget det havde fyldt i deres bevidsthed. Det kunne pigerne ikke løbe fra, og på nogle punkter virkede det også tosset. Paige kunne godt objektivt sige sin mening om en drengs hår, men hun havde ikke subjektive holdninger til dem.
Derfor var det en enorm sejr, da Milena og Abigail havde presset nok på til, at Paige indrømmede, at hun allerede havde aftalt at mødes med apotekeren i sommerferien.
”Jeg vidste det!” udbrød Abi storsmilende, da hun havde været med, da de to stødte ind i hinanden tidligere på året på en udflugt i netop eliksir, hvor de skulle se på apoteker og tale med en ansat. Samtalen havde næppe været af den karakter, som var blevet ment, men apotekeren havde i høj grad fået øje på Paige. Abigail havde bevidst skudt Paiges fornavn og efternavn ind i samtalerne, mens han vidste, at de to piger gik på Hogwarts. Han havde derefter skrevet til Paige, og Abigail vidste, at Paige havde returneret et svar, men Paige var så fandens privat, at hun nægtede at dele noget ud af sine egne private samtaler. Hun havde aldrig delt indholdet i sine breve, ej heller rigtigt fra sine forældre eller anden familie.
Naturligvis indviede hun Milena og Abigail i nogle ting og overvejelser, men ikke mange om følelser, hvorfor det var en stor sejr for dem at høre, at Paige havde sagt ja til en date med apotekeren.
”Så er det jo dig, der får mest med eliksirer at gøre i dit liv. Og ikke kun fordi du skal hele og komme dig fra eget job,” fortsatte Milena drillende. Paige sagde ikke mere. NAVN: Serenity
ÅRGANG: 1
FAG: Forvandling

Solen lå lavt udenfor og kastede gyldne skiver af lys over bibliotekets stengulv. Nettie sad ved et vinduesbord med sin tunge skolebog om forvandling foran sig. Ved siden af hende havde Olivia smidt sin fjerpen og stirrede drømmende ud ad vinduet, hendes skrigpink hår nærmest glødende i det varme lys.
“Fremmaning,” sagde Olivia langsomt og smagte på ordet. “Det lyder så... utroligt. At kunne få noget til at dukke op ud af ingenting. Det lyder næsten for fantastisk til at være noget vi skal lære på et tidspunkt.
“Professoren sagde, at det var én af de sværeste former for forvandling,” mindede Nettie hende om og bladrer i sine noter. “Og at det først kommer mange år senere.”
“Men tænk, hvis vi kunne,” sagde Olivia. “Bare tænk det. Hvad ville du fremmane, hvis du kunne?”
Nettie lænede sig lidt tilbage. “Hmm...” Hun lod blikket glide ud over søen i horisonten. “Et tæppe. Et der føles som... som en krammer. Sådan et med vægt og varme. Ét der holder mørket ude.”
Olivia så på hende, hendes øjne blev blødere. “Er det fordi du...?”
“Ja,” nikkede Nettie stille. “Jeg er rædselsslagen for mørke. Det føles nogle gange som om det ser tilbage på mig.” Olivia var stille et øjeblik. “Så ville jeg fremmane en lampe. Ikke sådan en almindelig én, men en magisk lampe, der lyser med det lys, du føler dig mest tryg ved. Måske rosa. Eller blåt. Den ville stå vagt hele natten.”
Nettie smilede, og hendes øjne glimtede. “Hvad med dig?” spurgte hun så. “Hvad ville du fremmane?”
“En tekop,” sagde Olivia straks og grinede. “En, der altid har den helt rigtige slags te til, hvordan jeg har det. Kamille, hvis jeg er træt. Lakrids, hvis jeg er sur. Og den ville kunne gå, så den ikke blev glemt.” Nettie lo. “Du og den kop ville være et umage makkerpar.”
“Vi ville være uadskillelige.”

De sad lidt i stilhed og nød tanken om den slags magi, der stadig lå langt ude i fremtiden – men som føltes tæt på, når de bare tillod sig at drømme. “Tror du, vi når dertil en dag?” spurgte Nettie. “Hvis vi øver os,” sagde Olivia med et lille smil.

NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: Magiens historie

Eira havde aldrig tænkt særligt meget over malerierne på Hogwarts. De talte jo som regel bare løs – råbte ad hinanden på gangene, sukkede dramatisk i trapperne eller gav råd, man ikke havde bedt om. Det var en del af hverdagens støj, ligesom knirkende gulvbrædder og duften af gamle bøger.

Hun fandt sig selv på fjerde sal, ved et lille hjørne hvor vinduet stod på klem og lod den kolde januarluft sive ind. Her hang et maleri, hun ikke mente at have lagt mærke til før: en kvinde i mørk kappe med lange, sølvgrå fletninger og øjne som dugfrisk granit. Hun sad ved et skrivebord og holdt en fjerpen i hånden, frosset midt i en tanke.

Eira betragtede hende længe – og blev så forskrækket, da kvinden blinkede.
“Hvis du skal stirre, kan du i det mindste sige noget,” sagde portrættet med rolig stemme. ”Det er ren høflighed.”

Eira smilede undskyldende og mumlede noget om, at hun bare syntes, kvinden så klog ud.

“Det er det rareste nogen har sagt til mig siden 1874,” svarede portrættet tørt. “Mit navn er Virelle Thorne. Forhenværende forfatter, nu... en vægdekoration.”

Samtalen gled frem og tilbage. Eira fortalte om sit fag, og professor Lewis’ opgave, og Virelle nikkede – mere interesseret, end nogen lærerbøger plejede at være. Hun fortalte om tiden før rammerne; om at skrive bøger, som ingen husker, og drømme, der aldrig kom længere end første kapitel.

“Hvordan føles det at være maleri?” spurgte Eira til sidst.

Virelle tænkte sig om. “Som at være en tanke, nogen glemte at tænke færdig,” sagde hun. “Men man vænner sig til stilheden. Og sommetider kommer der nogen som dig, og så bliver man levende et øjeblik.”

Samtalen gled led. De talte om bøger, skolen og små ting, der gjorde Hogwarts til et hjem, og Virelle fortalte, at hun altid satte pris på en god samtale, især med nogen, der virkelig lyttede.

Da Eira gik videre, tænkte hun på, hvor anderledes de talende malerier kunne være. Nogle var højrøstede og dramatiske, andre stille og eftertænksomme. Men det, hun havde oplevet, var noget særligt – en rolig stemme midt i Hogwarts’ travlhed.

Kilder: Ingen

---

NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: Mugglerstudier

Eira havde altid gået i mugglertøj. Ikke fordi hun tænkte over det som mugglertøj – det var bare tøj. Hjemme i det lille hus gik de ikke i kåber eller hatte, og det var sjældent, de brugte kapper, medmindre det var rigtig koldt. Alt, hun havde på, var arvet eller hjemmestrikket, og det meste duftede af brændeovn og skov, især om vinteren. Hendes mor lod det altid lufttørre udenfor, og Eira kunne godt lide at tage noget på, der føltes som om, det havde stået ude i vinden.

Før hun begyndte på Hogwarts, havde hun aldrig prøvet en rigtig skoleuniform. Hun havde været undervist hjemme, og selvom det ikke var noget, hun tænkte meget over, så havde det betydet, at hun altid kunne tage det tøj på, hun havde lyst til – så længe det var praktisk. Lange uldkjoler, varme strømpebukser, tykke sokker og store trøjer med slappe ærmer. Gerne i mørke farver, grøn, brun, blåsort – det, der lignede mosen udenfor eller lyngen oppe på bakkerne.
Da hun så første gang fik sin Hogwarts-uniformen på, føltes det lidt som udklædning. Tøjet var stift og slipset sad hele tiden skævt. Men efter de første uger vænnede hun sig til det, og hun begyndte at kunne lide, at hun lignede de andre. Det gav hende ro ikke at skulle vælge hver dag.

Når hun havde fritid eller weekender, fandt hun hurtigt tilbage til sit eget tøj. Hendes yndlingstrøje var en gråmeleret uldsweater med et lille hul ved håndleddet og albuelapper i en mørkebrun farve. Hun havde syet en lille ørn fast under kraven selv – den kunne næsten ikke ses, men hun vidste, den var der. Hun havde også et tørklæde med små blå blade på, som hendes mor havde givet hende sidste jul.

---

NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: FMMK

Professor Haugen havde skrevet ordet med store, runde bogstaver på tavlen: ONDskab. Som om dét, at nogle af bogstaverne var større end andre, kunne fange dets betydning. Men det gjorde det ikke. For Eira var det et ord, der var både simpelt og ufatteligt kompliceret. Et ord, hun havde hørt i historier, men sjældent i virkeligheden.

De blev bedt om at diskutere i par. Eira sad ved siden af en pige fra Hufflepuff, der hed Harriet, som virkede sød og snakkesalig, men også lidt nervøs over emnet. De kiggede kort på hinanden, før Harriet sagde: "Jeg tror, ondskab er, når man gør noget ondt med vilje. Altså… med lyst."

Eira nikkede langsomt og lod fingrene glide over træet på bænken. "Ja… eller måske når man stopper med at se mennesker som mennesker. Når man holder op med at føle noget for dem."

Hun vidste ikke, hvor det kom fra. Måske fra de gamle krigsfortællinger, hendes mor havde læst højt, eller fra de skræmmende sagn om skabninger, som kun levede for ødelæggelse. Hun havde altid haft en fornemmelse af, at ondskab ikke begyndte med had, men med ligegyldighed.

"Tror du, man kan være født ond?" spurgte Harriet.

Eira rystede på hovedet. "Nej. Men jeg tror, man kan vokse op uden nogensinde at lære, hvad der er godt. Eller uden nogen, der viser én det."

De sad lidt i stilhed. Lyttede til summen i lokalet. Professor Haugen gik rundt mellem bordene og noterede noget på et pergamentark.

"Har du set nogen være onde?" spurgte Harriet til sidst.

Eira tænkte sig om. Billedet, der dukkede op, var ikke dramatisk. Det var af en dreng fra hendes landsby, som engang havde sparket en ræv hårdt, fordi den havde nærmet sig hans madpakke. Han havde grinet bagefter. Ikke fordi det var sjovt – men fordi ingen sagde ham imod.

"Ja," sagde hun stille. "Men det var ikke mørk magi. Bare… dårlig opførsel."

Da timen sluttede, havde de ikke nået frem til et entydigt svar. Måske var det pointen. Ondskab var ikke én ting. Ikke én handling. Men et valg, man tog – eller undlod at tage – igen og igen.

Kilder: Ingen

---

NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: Forvandling

Eira sad alene ved bordet i det gyldne eftermiddagslys, mens Professor Lewis forklarede dagens øvelse: omvendt forvandling – at få noget, der er forvandlet, tilbage til sin oprindelige form.

Foran hende lå en stiv og firkantet lampe med skarpt lys. Den var egentlig blevet forvandlet fra en gren med knopper på. Hun kunne stadig ane barkens mønster under glasset.

Hun løftede tryllestaven og lod fingrene glide over lampens kant. Hun kunne bedre lide grenen, tænkte hun. Der var noget ærligt over den. “reh-PAR-i-farj,” sagde hun stille, mens hun førte staven i en blød cirkel. Et glimt, en knitren – og så var lampen væk. Tilbage lå grenen, lidt fugtig, som om den netop var blevet brækket af et træ.

Eira smilede lidt for sig selv og tænkte på en gang hjemme i barndomshuset, hvor hendes mor ved et uheld var kommet til at forvandle en stak nyvaskede viskestykker til levende kaniner. Eira havde været helt lille, og huskede, hvordan hendes mor med rolige hænder og et suk havde forvandlet dem tilbage, ét efter ét. “Alt kan blive til noget andet,” havde hun sagt. “Men det kræver præcision at finde det oprindelige igen.”

Eira tænkte, at omvendt forvandling næsten føltes som at lytte. Ikke bare kaste besværgelser i blinde, men mærke efter, hvad der var der før. Hun vidste godt, at det ikke altid var let – hvis man ikke kendte det oprindelige, kunne man ikke få det tilbage. Men hun syntes ikke, det var skræmmende. Bare vigtigt at tage sig tid.

Hun skrev i sin notesbog: Det er ikke alt, der skal ændres. Nogle ting har bedst af at blive genfundet.

Kilder: https://harrypotter.fandom.com/wiki/Reparifarge

---

NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: Besværgelser

Lys havde aldrig været noget, Eira tog for givet. I det lille hus nordpå, hvor hun var vokset op, kom mørket hurtigt og uden varsel. Der var ikke gadelygter udenfor vinduerne eller glitrende muggleting, der kunne oplyse rummet med et tryk på en knap. Når skyerne dækkede månen, og olielampen flakkede, lærte man at lytte i stedet for at se. At føle sig langsomt frem. At stole på instinktet.

Det var simpelt. Et lys og et mørke. Tænd og sluk. Noget håndgribeligt.
Og for Eira – som havde brugt halvdelen af sin barndom på at famle sig frem i mørket i det skotske landskab med en halvt fungerende lommelygte – føltes det… nyttigt.

I Professor Blancs time gik det fint – hendes tryllestav reagerede langsomt, men med vilje. Hun hørte hans instruktioner, nikkede, gjorde som hun skulle. Men først da hun sad alene ved den smalle stenafsats udenfor biblioteket senere samme dag, føltes det rigtigt.

Ingen øjne, ingen krav. Kun vinden, stenen under hende, og det bløde kluk fra søen nedenfor. Hun løftede staven og lod ordene komme stille:
“Lumos.”

Lyset tændtes – en dæmpet glød, som en stjerne i tåge. Ikke for stærk, ikke skinnende. Bare nok til at kunne se hendes hænder. Nok til at mærke forbindelsen.

Hun vidste, det ikke ville være den slags magi, der imponerede alle. Men for hende var det stort. At kunne fremkalde lys i mørket – og slukke det, når hun havde lyst.

Da vinden løftede en løs tot hår op i hendes pande, og en sky trak for solen, tænkte hun på skovene derhjemme. På de lange, blågrå nætter, hvor hun havde siddet i græsset og talt stjernerne, gættet på dyrenes fodtrin i mørket.

“Nox,” hviskede hun. Og mørket vendte tilbage. Ikke som noget, man skulle frygte – men som noget, man kunne hvile i.

Hun rejste sig og gik tilbage mod tårnet. Hun havde måske ikke sagt meget i timen, men hun havde lært det hun skulle.

Kilder: https://harrypotter.fandom.com/wiki/Wand-Lighting_Charm, https://harrypotter.fandom.com/wiki/Wand-Extinguishing_Charm

---

NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: MDPoP

Eira havde aldrig før oplevet feer i juletræer. Hjemme i huset nord for Muckletown havde julen altid været stille, dæmpet og pakket ind i sne og tavshed. Der havde ikke været sprudlende dekorationer eller levende væsner i granens grene – kun små håndlavede figurer og duften af mos. Derfor havde det også føltes mærkeligt, da hun for første gang trådte ind i storsalen og så træerne blinke af små, lysende skabninger.

Hun havde stået længe og set på dem. Der var noget fortryllende ved synet – feerne, som dansede mellem grenene, deres vinger glitrende og ansigterne næsten menneskelige, hvis man kiggede godt efter. De var smukke. Der var ingen tvivl om det. Men alligevel havde hun ikke kunnet lade være med at mærke en ubehagelig fornemmelse vokse i kroppen. For selvom de så ud til at danse, gentog de de samme bevægelser igen og igen. Som om nogen havde dikteret dem, og de ikke selv havde fået lov at vælge.

Jo mere Eira tænkte over det, desto mere begyndte det at ligne tvang.

Hun havde ikke sagt noget højt dengang – det gjorde hun sjældent – men tanken blev siddende i hende. Feer var levende væsner. De kunne føle. De havde vel deres egne samfund, deres egne måder at tænke og leve på. At bruge dem som pynt, bare fordi de var små og smukke, føltes forkert. Hun vidste, at nogle så det som tradition eller uskyldig festlighed, men Eira så det anderledes.
Hele aftenen havde hun kigget på dem, mens hun spiste. Hun havde ikke nævnt noget for de andre – de talte alligevel mest om maden – men inde i hende voksede der en uro. Hvad nu hvis feerne ikke havde sagt ja? Hvad nu hvis de bare var blevet hentet, sat fast i træet og fortryllet til at se glade ud?

Da hun senere gik op ad trappen mod Ravenclaws tårn, standsede hun et øjeblik og vendte sig om for at se på træerne igen. Hun vidste godt, at de fleste bare syntes, det var flot. Magisk. Og det var det jo også. Men hun havde det ikke godt med det. Ikke rigtigt. Og selvom hun ikke sagde noget højt, havde hun besluttet sig. Hvis hun selv engang fik et juletræ, ville der i hvert fald ikke være feer i det.

---

NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: Botanik

Eira havde altid haft en særlig ro i kroppen, når hun arbejdede med jord. Ikke fordi det var nemt, men fordi det var ærligt. Planter skjulte aldrig, hvordan de havde det. De visnede, hvis man glemte dem, og groede, hvis man lyttede.

Derfor gled hun også næsten ubemærket ind i dagens lektion, hvor Professor Patel med et glimt i øjet præsenterede dem for den sky, men skinnende Puffapod. Allerede ved første blik blev Eira fascineret – den silkebløde bælg lå som en søvnig stjerne i hendes håndflade, og bønnerne indeni glimtede som dugdråber ved daggry.

Hun arbejdede langsomt. Mærkede vægten af bønnen, som hun forsøgte at tage ud uden at give den for meget modstand. Men planten havde sin egen mening om sagen. Den gled fra hendes greb, slog mod kanten af plantebordet – og eksploderede i en lille sky af lyserødt støv.

Eira blinkede. Verden snurrede svagt, som om jorden selv havde vendt sig om i søvne. Hun greb om bordkanten og ventede, indtil svimmelheden drev væk, før hun forsigtigt samlede endnu en bønne op – denne gang mere ydmygt.

Det gik bedre. Hun lod bønnen hvile i hånden et øjeblik, næsten som om hun lyttede til den, før hun trykkede den ned i jorden. Ikke for hårdt, ikke for blidt. Bare præcist nok til, at planten vidste, hun mente det godt.

For Eira var Puffapoden ikke bare en plante. Den var et væsen, der mindede hende om det hjem, hun havde haft i de skotske skove – hvor alt voksede vildt, og intet kunne tæmmes med magt. Hun havde aldrig været typen, der ønskede kontrol. Kun forståelse.

Da lektionen var slut, spurgte hun stille, om hun måtte tage planten med tilbage til kollegiet. Den står nu i hendes vindue, hvor hun kan holde øje med den, mens hun laver lektier eller skriver breve hjem. Engang imellem glimter den stadig, og hun sværger, at den trækker vejret med hende.

Kilde: https://harrypotter.fandom.com/wiki/Puffapod

---

NAVN: Eira
ÅRGANG: 1
FAG: Eliksir

Det havde regnet tidligere på dagen. Jorden var stadig tung og mørk, og duften af mos og muld hang lavt mellem træerne. Klassen havde fulgt Professor Beckett ud i skovkanten bag slottet, og selvom mange mumlede over mudder og myg, mærkede Eira en velkendt ro synke ned i sig, da hun trådte ind under trækronernes grønne skygger.

Hun gik ikke lige ved siden af nogen. Ikke fordi hun ville være alene, men fordi hendes tempo – og blikke – havde deres egen rytme. Hver gren, hvert blad kunne gemme på noget brugbart. Eliksirkunst handlede ikke kun om præcision og teori. Den handlede også om at finde magien i det levende – og lytte.

Eira stoppede op ved et lavt buskads med smalle blade og blågrå bær. Havgorn, tænkte hun først, men nej – bærrene var blødere, næsten som drueagtige kapsler. Da hun knælede og rørte ved dem, gled en af dem af stilken og landede i hendes håndflade med en lille, våd lyd.
Hun kiggede hurtigt op – ingen så det – og før hun kunne nå at overtænke det, lagde hun bærret på tungen. Smagen var skarp og citrusagtig, men med en mærkelig metallisk eftersmag. Hun spyttede det hurtigt ud og rynkede næsen. Ikke giftigt, men bestemt ikke noget, man bare burde spise.

Hun fandt senere frem til det, hun havde ledt efter: frisk lavendel, som voksede mellem nogle sten ved kanten af stien. De fleste gik forbi det, fordi blomsterne endnu ikke var helt udsprungne, men Eira vidste, at duften sad i bladene året rundt, og at ældre lavendelblade kunne bruges som mildt beroligende middel i søvneliksirer. Hun samlede forsigtigt en håndfuld og pakkede dem ind i et fugtigt klæde.

Undervejs lyttede hun halvt til Beckett og halvt til vinden. Hun noterede sig, hvem der diskuterede hvilke planter, men lod deres stemmer flyde ind og ud af hendes opmærksomhed.

Da turen var slut, og de vendte tilbage til slottet, havde hun en duftende lille samling i sin lomme og jord under neglene. Og det slog hende, at det måske var det smukkeste ved eliksirer: De kræver, at man rører ved verden. Ikke bare med hænderne – men med nysgerrighed og respekt.

Kilder: Ingen

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 7
FAG: Besværgelser

Ingen klubber eller hold prioriterede træning eller øvelser, fordi der var Hogsmeadeweekend og mange forelskede eller jeg-tror-jeg-er-forelsket par skulle fejre Valentinsdag på bagkant. Abigail havde ellers gjort, hvad hun kunne for at holde sig beskæftiget på den sidste årgang, så hun ikke gik for meget op i drenge, for det gik ikke ligefrem ret godt for hende.
Desværre måtte hun nok en tur til Hogsmeade for at købe lidt ind, for hun havde præsteret at løbe næsten tør for blæk, men måske kunne hun strække den et par uger inden næste tur.

Morgenmaden var nærmest endnu en forsinket valentinsdag med forelskede par over det hele, nye gaver, mere chokolade og alt for mange origamifoldede stykker pergament i hjerteform, der fløj rundt og glimtede i pink og rødt. Tvært havde Abigail demonstrativt hamret albuen i bordet og lagt hovedet i hånden, hvortil hun havde sukket.
Paige havde leet af Abigails suk, før hun lagde en hånd på ryggen af veninden. ”Luk øjnene for det, Abi. Det er sgu da meget nemmere uden drenge alligevel,” havde hun sagt. Abigail havde gryntet. Paige havde aldrig rigtig interesseret sig for drenge, men det havde Abigail og Milena. Da Hunter havde gjort som Gary og fundet sig en yngre kæreste, og Darwin og Georgie virkede solidt forankret, havde Milena lidt forsøgt at score en ældre elev sidste år, sagde Paige, men uden succes. Hen ad efteråret havde hun åbenbart fået fingrene i en fra Hufflepuff på same årgang, som de selv gik på.
Et hvin fik således Abigail til først at lette af forskrækkelse, for derefter at himle med øjnene, da fyren prikkede Milena i siden og spurgte om hun var klar til at tage af sted efter morgenmaden.

Endnu et suk fra Abigail. ”Vi tager også af sted. Vi tager et sted hen, hvor man kan kaste med ting eller kaste duelleringsbesværgelser ud i intetheden, for at komme af med frustrationerne, Abi. Eller også tager vi i duelleringssalen, men jeg tror…” Paige kastede et blik mod Darwin og Georgie, hvilket var sigende nok. De havde lidt syntes, at det rum var ’deres sted’, men sådan havde de det også med vejledernes badeværelse, flere gangsteder og søen.
”Hogsmeade. Jeg har intet blæk,” konstaterede Abigail, der stak til sin mad, før hun skubbede maden fra sig og greb ud efter en croissant i stedet. De var bare ikke de samme på Hogwarts som i Frankrig.
Ugleposten dukkede op lige før alle forlod storsalen. Håbefuldt kiggede Abigail op, men hendes ugle var ingen steder at finde… Fordi Cara havde været gemt blandt de andre ugler, for pludselig landede uglen og stak velopdragent og elegant benet frem, så Abigail kunne tage brevet, der denne gang var noget større end normalt. Som tak stak Abigail diskret uglen noget mad, den ellers ikke måtte få.

Milena og hendes Hufflepuff-fyr var gået, da ingen af dem fik ugle. Paige havde heller ikke fået ugle. Derfor var hun interesseret i Abigails, da hun alligevel med væmmelse spurgte, ”Er det…?”
Abigail nikkede en enkelt gang, og var derefter dårlig til at skjule smilet, der automatisk fulgte med, selvom Émiles timing var elendig. ”Årsagen til, at min blækbeholdning forsvinder hurtigere,” meddelte hun. Det var et brev som alle andre, men han bad hende om at følge det spor, han havde medsendt. Det var usædvanligt for den almindelige korrespondance, de som regel havde.
Paige var nysgerrig, selvom hun sukkede lidt opgivende. ”Dropper du så Hogsmeade for at gruble over den mystiske gåde?” spurgte Paige. Abigail tøvede. Havde hun lyst til at blive hjemme og løse gåden? Ja. Men det var heller ikke tosset at bruge tid med Paige, sende besværgelser af sted eller kaste med ting, for Émile kunne vel have ramt en anden dag, end den uofficielle valentinsdag at sende brevet på.
”Nej, jeg vil hellere kaste med ting eller besværgelser,” sagde hun, mens hun pakkede genstanden ud. Hans lommetørklæde. Trykt med ”de Saint-Laurent” i sirlige bogstaver i kanten. Igen kunne hun ikke lade være med at smile, da hun så den. Den havde hun påpeget i hans påklædning til den afsluttende dans på Beauxbatons, hvor de også havde fulgtes ad. Det var også en afslutning for dem begge på skolen, kunne man sige, og det havde virket helt rigtigt. Sommerferien havde de også brugt en del i selskab med hinanden. Automatisk fornemmede hun hans duft og trak klædet diskret op til næsen for at fornemme den tydeligere. Manden havde exceptionel dårlig timing, tænkte hun.

Paige og Abigail gjorde sig klar til at få indkøbene overstået og afreageret. Lommetørklædet havde hun taget med, men hun havde lagt det i lommen. Paige spurgte ind til drengen. Høj og lyshåret. Semilanghåret var han også, men ikke for galt. De talte lidt om præferencer, hvortil Abigail fik et sjældent indblik ind i Paiges tanker om drenge.
Vejret var dejligt frisk. Til den kolde side, men Abigail nød, hvordan man kunne se ånden og dufte hvor frisk det var. Der var frost i luften, men det var rim, der lå spredt over det hele. Sneen var begrænset. Hænderne var i lommen, og derfor opdagede Abigail heller ikke til en start, at lommetørklædet faldt ud, da hun tog de handskeindpakkede hænder op for at stramme Ravenclaw-tørklædet mod den isnende vind.
”Hov,” udbrød Paige, der trods alt havde en fornemmelse for affektionsværdi. Hun forsøgte at fange lommetørklædet, men hverken hun eller Abigail lykkedes med det.
”Det… opfører sig sært, gør det ikke?” spurgte Abigail, da hun havde opdaget, at det ikke var som om, at lommetørklædet forsøgte at stikke af, men samtid også afgjort ikke ville fanges. Paige stoppede også op og studerede dens opførsel, hvortil hun nikkede. De blev enige om at følge lommetørklædet, for de havde trods alt ikke andet og vigtigere at give sig til, men de ville hidkalde den, hvis de ramte en blindgyde, hvor Abigail og Paige ikke kunne fortsætte, for Abigail ville have lommetørklædet tilbage.

Fremme i Hogsmeade fortsatte tørklædet sin egen rute. Efter lidt snak og overvejelse fortsatte de jagten uden brug af magi, selvom de ikke umiddelbart kunne den vej for at købe blæk, som var det vigtigste for Abigail. Paige skulle have en bog og bare vinduesshoppe. Måske manglede hun snart nyt duelleringstøj nemlig.

Om det var Paige eller Abigail, der så ham først, vidste Abigail ikke, men den der hvinede højest, var afgjort hende, hvorefter hun satte i løb i de 20 meter, der var mellem hende om Émile de Saint-Laurent. På trods af vinterkappe og overtøj sprang hun ham om halsen uden den mindste tvivl om, at han ville gribe hende, hvorfor hun svang benene om hans hofter. ”Hvad laver du her?” spurgte Abigail med ét stort smil om munden, selvom hun havde knuget sig ind til ham og havde ansigtet ind mod hans hals og han omvendt havde sit ansigt begravet i hendes hår. Albuerne lå på hans skuldre og hænderne om hans baghoved, da hun trak sig lidt, så ham an – det var virkelig ham – og så kyssede de.
”Håbede, at det virkede,” svarede han og nikkede mod jorden foran dem. Abigail drejede hovedet og snart stod hun atter på jorden og fik øje på lommetørklædet.

Et spørgende blik blev vendt mod ham, før de begge bøjede sig ned, men Abigail samlede lommetørklædet op. ”Du tror da ikke, du får det tilbage igen, gør du?” spurgte hun. Émile lo, men rystede på hovedet.
”Avenseguim,” svarede Paige for Abigail, da hun kom traskende igen og havde hørt Émiles ord. Han nikkede.
”En besværgelse, der kan bruges til at vise vej til sin rette ejermand,” fortsatte Paige.
Abigail så mod Émile, ”Hey, det er min nu.” Det var helt automatisk at tale fransk, når hun så ham. Han lo igen og nikkede. ”Så må vi fjerne besværgelsen igen,” svarede han.
De talte lidt om, hvad Émile havde gjort, hvis ikke Abigail havde sluppet tørklædet den dag og var blevet på Hogwarts. Émile havde bestukket en yngre elev, sagde han, og bedt vedkommende om at hente Abigail, men han tog chancen, fordi Abigail havde antydet, at mange holdt Valentinsdag i denne weekend og hun havde overvejet at tage af sted for almindelige indkøb. Derfor havde Émile været langsom i sine breve, for han skulle have afsluttet nogle deadlines og projekter, så han kunne tage en weekend til det kolde Skotland.

Som den elendige veninde, Abigail var, lod hun Paige i stikken. Dog var det Paiges eget forslag, for fyren fik point for den slags overraskelser, selvom det virkede dumt og risikabelt i Paiges optik. Desuden var det godt at se Abigail smile og Paige ønskede på ingen måde at være tredje hjul. Selvom hun og Émile kom udmærket ud af det med hinanden, da de stod og talte sammen og Émile kunne klare sig med sit tillærte engelsk, så takkede Paige nej til at være med til en kop kaffe. Til gengæld skyldte Abigail en omgang duellering eller kast med genstande, hvilket Abigail lovede.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 7
FAG: Eliksir

”Du har vel ikke fortalt den franske charmør, at du også er at finde i Diagonalstrædet i dag?” spurgte Paige drillende ind til Abigails ikke-kæreste, der havde opsøgt Abigail forleden i Hogsmeade på en Hogsmeadeweekend. ”Jo da, jeg har spurgt ind til pensum for at vide, hvor jeg kunne lave hints til, at han kunne finde mig,” svarede Abigail ironisk tilbage.
”Godt,” sagde Paige, da hun forstod, at der ikke var nogen høj franskmand om hjørnet, så de kunne følges rundt. Det var så skønt med Paige som en fast veninde, når nu alle andre havde fundet andre venner eller kærester i den tid, Abigail havde været på Beauxbatons. Det var ikke, fordi Abigail ikke også stadig talte med nogle af dem fra Gryffindor, som hun tilfældigvis var begyndt med for nogle år siden, men de tætteste venner var stadig Georgie og Paige og lejlighedsvis også Milena. Larry sneg sig også tættere ind på Abigail og Angus også, men sidstnævnte kom meget an på humøret og hvor tæt han aktuelt var med Gary. Ikke fordi Abigail ikke brød sig om Gary, men Gary havde det med ofte at dreje samtalen ind på Flick, og det behov havde hun sådan set ikke, for at tale om ekskæresten, der tilsyneladende levede sit bedste liv i Frankrig ifølge Serena. Han havde i hvert fald kysset en wilie, hvilket Abigail først havde mærket et stik af jalousi over, for hun kendte udmærket til den omtalte, enormt flotte wilie, men så havde hun brudt ud i et oprigtig grin over, at han havde indledt en så fysisk tæt relation til en wilie. Gad egentlig vide, hvordan Blaine tænkte om det. Ja eller bare hendes far, der selvfølgelig var personligt ligeglad med, hvad Flick lavede. Men et af de to mænds børn havde været nær med en wilie. Abigail ville aldrig spørge sin far om den slags, og derfor var hun også uvidende om, at Jonathan selv havde haft sine udfordringer med de skabninger og at det var på en anden måde.

”Nu er vi jo ikke de største eliksirnørder. Dig mere end mig, Abi, men skal vi købe noget?” spurgte Paige. Abigail trak på skuldrene, men rystede på hovedet i nærmest samme bevægelse. ”Så skulle det være noget, der kan holde min far i ro. Han siger, at han er helet og helt fin igen siden han… ja, siden forretningen her eksploderede,” sagde hun og slog ud med hånden mod den det apotek, de gik ind og kiggede i.
Det var ikke til at se, at det havde været ude for en ulykke halvandet år tidligere, men Abigail vidste det og hun havde været så sur på sin far for ikke at informere om noget. I forvejen var hun sur på begge forældre for at sende hende til Frankrig, og så blev hun sur over, at hun intet fik at vide, bortset fra Jonathan havde det fint og var udenfor livsfare. Hun havde skrevet med andre om det. ”Moore virker okay, men min far var også værst ramt, og han har virket rastløs nogle nætter i julen, da jeg var hos ham. Jeg ved ikke, om jeg ser syner eller han ikke selv er klar over, at han gør nogle ting lidt underligt i et forsøg på at mindske smerter, eller sådan ser det ud. Og så siger han, at han har sovet fint, men uroligt,” forsøgte Abigail at forklare veninden.

Paige nikkede og så sig om i forretningen. Abigail gjorde hende kunsten efter og de talte om de ting, de så og fik fat på, når de løftede ting op. Især nye ting, som ikke umiddelbart var noget, der var at finde på Hogwarts. Apoteket lignede på nogle punkter en eliksirforhandler for ikke nok med, at der var færdige eliksirer, så var der også en masse ingredienser, man kunne købe.

En apoteker dukkede op og spurgte, om han kunne hjælpe med noget. Pigerne rystede tøvende på hovedet. Paige smilede næsten usynligt, men hun smilede, hvilket Abigail studsede over, men hun tog sig selv i ikke at måbe.
”Vi er ikke de mest typiske eliksirtyper,” fortsatte Paige, hvilket yderligere fik Abigail til at måbe, men uden fysisk at måbe.
”Nej. De ser ud til at synes, at teoretisk viden og en mere lige linje med regler og rammer er vejen frem,” kommenterede han mod Paige, da han tog hende i øjesyn. Paige fortrak ikke en mine, mens Abigail kæmpede mere med ikke at bryde ud i grin. Det var på nogle punkter ikke forkert, men omvendt heller ikke sandt. ”Jaså,” begyndte Paige, ”og hvad med hende?” Hun kastede hovedet i retning af Abigail.
”Knap så målrettet og måske knap så regelret. Det ved jeg ikke. Noget med magiske væsner eller astrologi måske,” foreslog han, men værdigede ikke Abigail mange blikke, før de var tilbage på den høje, blonde veninde i stedet.
”Det er heldigt, at du ikke lever af at vurdere andre,” lød det fra Paige, der fnøs påtaget og hånligt. Abigail havde rynket brynene sammen og vendt ryggen til dem for ikke at komme til at afsløre noget i sine ansigtstræk.
”Ja, jeg kan til gengæld hjælpe alle og enhver med at blive friske, ja medmindre det er så galt, at skt. Mungos er nødvendig. Føler De dem syg?” spurgte apotekeren, der smilede da han fik et olmt. ”Ser jeg da sådan ud?” tilbage i hovedet. Abigail smilede og tænkte, at det var dén Paige, hun som kendte.
”Ikke det fjerneste, men De ser heller ikke ud til at have brug for en foryngelseseliksir, en forskønnelseseliksir eller en stram op-eliksir, hvad end det er den fysiske slags og så heller ikke med hensyn til snuen,” forsøgte han. Abigail så ikke, at Paige igen lavede antydningen af et smil, men hun hørte det tøvende øjeblik. ”Hvorfor vi ikke har behov for hjælp,” sagde Paige.
”Det var en skam,” sagde apotekeren.
Paige så skeptisk mod ham. ”Mon ikke, du kan tjene dine galleoner på andre end to teenagere,” sagde hun fortørnet.
”Ja, jeg kunne tænke mig, at I ikke var meget mere end 20,” sagde han og kastede et blik mod Abigails ryg, da hun fortsat så ud til at være meget optaget af et par stængler lavendel. Hurtigt var blikket tilbage hos Paige. ”Vi kan gøre en god handel, hvis De kommer herind ved næste behov for en form for hjælp. Uanset hvad det skulle være,” bad han hende.
”Det er da vist ikke lovligt,” sagde hun og lød mere sikker i den sag, end hun egentlig var, men hun kunne lige så godt leve op til de beskrivelser, han selv havde givet hende.
”Det er på ingen måde ulovligt,” gav han hende igen og smilede selvsikkert.
”Okay,” svarede hun uden diskussion, og mens hun stadig så mod ham med skepsis i ansigtet, lød det ”Leone?”
Abigail hørte den spørgende del, selvom det kunne lyde konstaterende og bydende. ”Jacobs?” sagde Abigail bevidst for at udtale navnet.
”Skal du have noget? Han vil gøre en god handel,” sagde Paige irriterende nok. Abigail overvejede kortvarigt at spille med på Paiges ide, men hun nåede akkurat at vende sig om og se apotekerens perplekse reaktion, og det var nok for dem begge. Abigail rystede på hovedet. ”En anden dag, eller… Nå nej, jeg tror den var rettet mod dig, Paige,” drillede Abigail nu Paige og havde dermed diskret givet apotekeren Paiges fulde navn. Med rank ryg forlod Paige forretningen, mens hun havde taget Abigail under armen. Abigail gjorde alt hvad hun kunne, for ikke at fnise for højlydt, før de var ude af forretningen og døren var lukket bag dem.

”Hvad i helvede var det?” spurgte Paige både rasende og normal Paige-agtig, men der var en anden glød over hendes kinder, som var svær at give vejret skylden, da de havde været i varmen det sidste stykke tid.
”Ja, det spørger jeg også om!” Udbrød Abigail og lo igen. En slet skjult trussel om, hvordan Abigail blev brugt som træningsdukke, blev givet, hvis manden skrev til hende eller på anden måde opsøgte hende.
Abigail forsøgte flere gange at spørge ind, men Paige lukkede ned for samtalen om apotekeren med det samme.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 7
FAG: Forvandling

Vampyrer og varulve. Skabninger af mørk magi. Intet mindre kunne det være. Jo ældre Abigail blev, jo sværere blev det at skjule sine holdninger til den slags skabninger. Hun var vel et produkt af sine forældre, der begge kæmpede for sikre, frie, magiske samfund, hvor man kunne leve uden frygt for den slags skabninger. Den ene forælder havde fokus i Italien og i samarbejde med andre af verdens samfund. Den anden i Storbritannien og med samme udgangspunkt, samt andet også efterhånden som han var steget i graderne og var helt i ministeriets top nu.

Da Abigail begyndte på Hogwarts og opdagede Alma være metamorphmagus, var hun skeptisk, fordi hun burde være det. Hun havde dog kendt til Dawn og hendes lillebror i forvejen, hvor det gen spillede fuldstændig ukontrolleret. Det var harmløst på børn, der ikke kunne misbruge det til kriminalitet. Især i den alder, som Dawn havde haft, da Abigail rigtig havde kendt hende. Måske var det noget andet nu. Abigail havde set hende forskellige steder på Hogwarts, for selvfølgelig havde hun bemærket det, da Dawn blev fordelt og derefter holdt lidt øje med pigen. Hun så kær ud og frisk, og Abigail håbede, at hun ville få et ukompliceret følelsesliv og blive ved med at udstråle spænding og energi, som var, hvad Abigail tænkte, når hun så krøllerne danse rundt omkring sammen med utallige andre små børn.
Metamorphmagusser kunne hun altså ikke få sig selv til at se som skræmmende eller farlige. Intet i deres natur var farlige, men der skulle sikkert holdes øje med nogle individer, når de blev ældre. Men ikke Dawn og ikke Alma.

Vampyrer virkede utrolig uhyggelige, og så var der så meget besvær med dem. Deres magt til at forvandle andre, og de vanvittigt skøre personer, der gerne ville forvandles. Evigt liv, evig ungdom. Ideen lød som et eventyr, der skulle forblive et eventyr, hvis virkeligheden betød blodsugere, en gruppe der skabte frygt og rædsel og skulle leve af andres blod. Blod der burde blive brugt til magikere, der havde brug for det. Hendes far havde for halvandet år siden haft brug for blod på Mungos. Det skulle ikke gives til vampyrers overlevelse.

Varulvenes historie var det samme. De var ikke altid i form af varulve, men det gjorde dem ikke mindre farlige eller utilregnelige. Nok var det ikke alle, der decideret ønskede at være varulve, men det var heller ikke noget, man kunne forkaste, når ikke man gad mere og når fuldmånen kom, kunne man ikke bremse forvandlingen. Varulve var frygteligt utilregnelige, og som vampyrerne – måske endda i højere grad – ville leve i grupper og skabe frygt og rædsel, og ikke tage deres eliksirer, som var så nødvendig for, at deres tilstand ikke yderligere blev forværret.

Holdningen til vampyrer og varulve var således noget, hun helt sikkert var vokset op med, men efterhånden som hun var blevet ældre, var det også helt klart hendes egen holdning. De fleste andre elever lod dog til ikke at have samme holdning. Ej heller professorerne, så hvad de fik lært på Hogwarts, var i Abigails optik en underlig form for falsk reklame og ikke sandheden om væsnernes natur. Det var håbløst og selvom Abigail ikke klagede eller ville klage særlig meget over undervisningen, så var hun ikke særlig stor tilhænger af den ensidige måde at blive undervist på i sådan nogle anliggender. Som om disse skabninger blev gjort langt mindre farlige, end de var og de informationer, eleverne fik, var decideret løgn og forkert. Hvad skulle man bruge det til?
Uanset hvad andre sagde og forsøgte at overbevise Abigail om, så skulle hun ikke have noget med hverken den ene eller anden at gøre.

Hun så rundt. Der var ingen, hun 100% ville tale med om det, så overvejelserne blev hendes egne, og refleksionerne beholdt hun således også for sig selv. Havde Flick været her – tænkte hun, da hun lænede sig tilbage og lagde det ene ben over det andet – så havde han været den eneste, hun overhovedet ville overveje at tale med. Hvis man naturligvis fjernede al deres historie og udelukkende tænkte på deres fælles holdninger og opvækst med netop disse holdninger.
Heldigvis var det ikke, fordi væsensnak var det mest udbredte på årgangen eller årgangen under, så det var ikke problematisk at rende rundt og have en anden holdning end flertallet, tænkte hun. Blikket faldt på Paige. Hun ville i grunden nok også have en lignende holdning, men Abigail udfordrede ikke skæbnen.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 7
FAG: Mugglerstudier

Aldrig i livet skulle Abigail leve som muggler. Hun ville formentligt kunne overtales til at kombinere de to samfund i højere grad end hendes forældre havde, for ungdommen og mulighederne virkede sjovere og bedre og mere frie som muggler, end som magiker.
Milena var mugglerfødt magiker og derfor var det spændende at høre fra hendes perspektiv, men magi var så grundlæggende en del af, hvem hun var og hvordan hun var, og derfor var hun sikker på, at hun ville leve en magisk liv, for det ville være så forkert og mærkeligt at lægge låg på.

Abigail forstod det egentlig godt. I teorien forstod hun det, for det var også en overvejelse som Abigail havde. Hvordan kunne hun overhovedet lade magien forsvinde ud af livet? Det var alt hun kendte. Hun kendte nogle af mugglernes muligheder og der var teknologi som var spændende og underholdende på en måde, som Abigail godt kunne finde på at tilvælge i livet. Raven havde i sin tid også introduceret Abigail til nogle ting, og hun tænkte ofte tilbage til dengang, Raven havde slæbt Jonathan med i biografen sammen med Abigail og netop Milena. Det havde været så skønt i den tid.
Escape room havde Abigail prøvet på Hogwarts i mugglerstudier og senere med Raven og Milena også. Endnu et fantastisk minde, som Abigail forbandt med mugglernes verden, selvom der psykologisk set kunne være så mange andre faktorer, der gjorde, at det var et godt minde.

Mugglernes tøj og shoppingen var også noget helt andet. Det var også larmende med bip og maskiner alle steder, hvilket overhovedet ikke var hyggeligt eller afslappende, men deres udvalg var godt. Mugglerne lod til at nyde livet på en måde, som magikerne ikke på samme måde gjorde. Magikerne var praktiske hvilket gjorde dem hektiske, mere end de larmende mugglere, der i høj grad også altid havde travlt, men nogle gange havde de mere travlt med at hygge sig også, hvilket magikerne kunne lære noget af.

Måske var det derfor Abigail glædede sig til at opleve mere frihed, når hun var færdig på Hogwarts og i højere grad kunne opleve noget nyt, gå til flere koncerter fx, se flere quidditchkampe, gå til fester og måske kunne hun se Émile noget tid… Bare i sommerferien, inden hun selv skulle i gang med en uddannelse. En uddannelse som hun overhovedet ikke kunne forestille sig, skulle være til et job i mugglernes verden.
Hun havde af praktiske årsager valgt mugglerstudier som valgfag, da hun var sikker på, at kendskab til mugglernes verden var en fordel, når hun skulle blive journalist og skrive om alle de vigtige emner i magikernes samfund. Det var altid godt at have en god reference og perspektiver til andet. Derfor var hun også vild med magiens historie, for det var alt andet lige en fordel at kende til andre kulturer og historier rundt om i verden, og ikke kun den – eller de to – som hun var vokset op i.

Men aldrig i livet om hun skulle risikere at afsløre sig selv som magiker, og hvordan kunne hun undgå andet, når det var sådan hun var vokset op. Hun skulle vel afskaffe sin tryllestav og lave den ubrydelige ed for at være helt sikker på ikke komme til at afsløre noget.
Måske burde hun egentlig snakke mere med Raven om, hvordan hun havde gjort det, da hun havde levet som muggler i mere end et årti.

”Jeg er bare magikere, og så kan jeg godt nyde mugglernes liv ved siden af. Deres kameraer bliver dog nok aldrig venner med. Men alt andet underholdning og folk der bruger kameraer til at lave lange bevægelige billeder – altså film – kan jeg også nyde resultatet af. Vil I med?” sagde Abigail til sidst og lo let. Paige og Milena nikkede samtykkende. Gad vide hvad fremtiden ville byde for dem alle tre – ja alle andre på årgangen også.

---

NAVN: Abigail
ÅRGANG: 7
FAG: Tryllestavsvidenskab

”Hvordan fanden kan du få noget som helst til at ske med den tryllestav, Abi?” spurgte Paige, da hun stod med Abigails tryllestav af akacietræ og hippogriffjer. Paiges tryllestav virkede helt anderledes i hånden. Ligesom ejeren var den langt mere elegant. Længden passede bedre til Paige, for den virkede ustyrlig lang i Abigails varetægt. Den var ustyrlig flot i det mønstrede slangetræ og med en kerne af enhjørningehår.
”Hvad? Den virker da så fint. Den er helt perfekt!” protesterede Abigail. Det var ikke, fordi de to piger ikke før havde holdt hinandens tryllestav, for det havde de fleste da prøvet på de første årgange, da det var sjovt og spændende.
”Den reagerer overhovedet ikke. Jeg tror jeg i højere grad kan åbne låsen nonverbalt, før det sker med din tryllestav,” sukkede Paige i en underlig nedladende tone. Abigail gryntede lidt utilfreds, for hun kunne næppe selv udføre nonverbal magi bare sådan, men Paige kunne sikkert godt.

Kisten stod fortsat uberørt på bordet foran dem, så Paige bad Abigail om at prøve. Hun nåede kun at tage et ordentligt greb om staven, så hun kunne begynde at styre den til formålet, da kisten begyndte at flytte på sig. Den åbnede ikke, men blev skubbet væk og hoppede på stedet. ”Hvordan har du ikke slået nogen ihjel endnu?” spurgte Abigail forfærdet, da hun løsnede grebet en anelse.
”Hun er helt perfekt, Abi. Man skal nærmest kun tænke på at kaste en besværgelse, og så reagerer hun. Det er så vigtigt i dueller. Hvorfor og hvordan tror du, det fungerer at duellere?” forsvarede Paige sin egen tryllestav.
”Holder du overhovedet rigtigt på min tryllestav så?” spurgte Abigail.
”Jeg holder, som jeg holder på min egen. Det plejer jo at virke, men din er… Den ligger underligt i hånden og har en underlig tyngde,” sagde Paige.
”Ja, for dig…” mumlede Abigail, der havde lyst til at tage sin egen tryllestav tilbage, for den behøvede ikke nogen forklaring eller undskyldning. Den var god, som den var. ”Den virker fint,” svarede Abigail opgivende. ”Din er ikke til at styre. Måske er den god til duellering, men alt andet er den ikke god til,” brokkede Abigail sig. Paige rystede hånligt på hovedet.
”Det er ikke rigtigt. Den er god til alt, den skal kunne,” sagde Paige.

”Hov hov, frk Jacobs og frk. Leone. Tryllestavene har fundet sine ejere. Det er ikke en konkurrence, I har gang i. Nærmere et eksperiment, hvor I underligt om det også kan passe, for der er nogen, der mener, at alle kan håndtere en hvilken som helst tryllestav – hvilket måske også kan være sandt, men det kræver øvelse, for den forbindelse man får til sin egen stav og som staven også får til sin egen ejer har også krævet arbejdet,” lød det fra professor Weaver, der kom pigerne til undsætning.
”Frk. Jacobs. Prøv igen, denne gang med mere tålmodighed. Det er ikke en konkurrence og ikke en duel du står over for,” opfordrede professoren.
”Tydeligvis,” mumlede Paige. Abigail himlede med øjnene, men hun så, hvordan Paige selvfølgelig kunne få så meget selvkontrol at det lykkedes at åbne kisten.
Hun fik – sikkert velfortjent – rod med på vejen af professor Weaver, der opfordrede Abigail til også at prøve og også til ikke at have så hurtige og voldsomme bevægelser. Hun havde ikke nogen italienske slægtninge, hun skulle understrege noget overfor.

Havde Abigail ikke været irriteret, havde hun sikkert syntes, det var sjovt. Paige smilede selvtilfreds. Abigail overvejede et splitsekund at sende en lammer imod Paige med venindens egen tryllestav, for der var større sandsynlighed for, at Paiges tryllestav ville lystre Abigail end omvendt. Dog var det ikke sikkert, at effekten af tryllestavens bevægelser blev, hvad der var intenderet.
Hun lavede langsommere bevægelser og denne gang nåede hun i det mindste at tage sigte, før hun forsøgte sig med alohomora. Det var uden succes, men stædigheden og et endnu mere fast greb endte med succes.
Ligesom Paige fik hun ros med på vejen, før professor Weaver bad dem om at aflevere hinandens tryllestave tilbage til rette ejere.
Derefter kunne de begyndte at tale om tryllestavenes reaktioner, natur og dykke ned i tryllestavenes egenskaber og hvilke kvaliteter man som magiker også skulle have for at skabe den bedst mulige forbindelse med en vis slags tryllestav.


//Professor Weaver er et opfundet navn til professoren i TV.

---